Tak for det. Jeg synes faktisk, at klimapolitikken er kravlet lidt op på dagsordenen det sidste stykke tid, jævnfør ikke bare rapporten fra FN's klimapanel, som der jo lige er kommet en del mere af, men også i forbindelse med den diskussion, vi har haft om situationen i Ukraine. Altså, det er jo blevet smerteligt klart, at der også er en vis usikkerhed rent geopolitisk i at være afhængig af forskellige leverancer, og vi har også sidste år kunnet konstatere, at Danmark for første gang i 16 år faktisk ikke er selvforsynende med energi. Så der er rigtig meget på spil i den her sammenhæng, også i forhold til forsyningssikkerhed.

Der er selvfølgelig også det på spil, at vi skal gøre nogle ting, så vi tager hånd om fremtidens klima og vores fælles klode og sikrer, at den bliver afleveret ordentligt til vores børn og børnebørn. Det er klart, at sådan nogle ambitiøse mål kræver noget politisk mod, og det kræver noget, hvis man vil reducere klimaforandringerne. Det har der sådan set været bred enighed om i Folketinget, både når vi har forfulgt det internationalt, og når vi har lavet energiforlig herhjemme. Det kan godt være, at det nogle gange koster noget på den korte bane at investere, men det kan tit vise sig, at det er det, der både sikrer os og sparer os penge på den lange bane. Som Venstres sidste klimaminister Lykke Friis sagde det for et par år siden:

»Det er naturligvis ikke gratis at gennemføre massive investeringer i energieffektiviseringer og udbygning med vedvarende energi. Men alternativet er fortsat afhængighed af fossil energi, som efter alt at dømme vil blive dyrere og dyrere i fremtiden. Omstillingen til vedvarende energi vil derfor gøre det danske samfund mere robust over for energiprisstigninger.«

Det synes jeg faktisk var klogt sagt af den daværende klimaminister fra Venstre. Og Danmark er et af de lande, som er nået relativt langt. Det er ikke noget tilfælde. Det er, fordi vi har haft en bred enighed og har været ambitiøse og villet omstillingen. Desværre er der jo stadig væk nogle herhjemme, som siger, at det der med klimaforandringerne nok ikke er noget, der findes, og hvis de findes, er de nok ikke skabt af mennesker. Det betragter jeg ikke som en udbredt holdning og slet ikke blandt de folk, der ved noget om det. Verdens førende specialister på det her område er faktisk stort set alle sammen enige om, at klimaforandringerne er der, og at de er menneskeskabt.

Vi er så også nogle politikere, som mener, at man faktisk kan gøre noget ved det. Vi har fra regeringspartiernes side sammen med Konservative, Enhedslisten og SF sagt, at vi faktisk gerne vil reducere med 40 pct. i 2020. Men selv – siger jeg henvendt til Venstres ordfører – hvis man ikke synes, at vi skal reducere med 40 pct. i 2020, så er klimaloven, som vi diskuterer i dag, faktisk en god idé. For det, den handler om, er ikke, hvor meget og hvad vi skal gøre. Den handler udelukkende om, at vi skal have en løbende saglig, fagligt funderet og ordentlig debat om, hvad det er, vi gør eller ikke gør, og hvad det har af konsekvenser.

Til det formål siger klimaloven flere ting. Den siger for det første, at vi skal lægge nogle retningslinjer, altså sætte nogle mål med et 10-årigt perspektiv. Det er vigtigt for erhvervslivet; det er vigtigt for dem, der skal foretage investeringerne; det er vigtigt for at undgå en politisk zigzagkurs, som mest af alt er dikteret af, hvornår der er valgt igen.

For det andet skal vi nedsætte et klimaråd, sådan at det ikke bare er politikernes forgodtbefindende, som dikterer politikken, men nogle folk, der er klimafagligt velfunderede i forhold til bygninger, transport, samfund og erhvervsliv og en masse andre områder. Det er altså en række uafhængige eksperter, som kan være med til at kvalificere, hvad det er, vi skal gøre.

For det tredje sikrer vi, at ministeren på området skal komme til Folketinget en gang om året og fortælle, hvordan det egentlig går. Det synes jeg er et godt demokratisk princip, hvis det også fortsat skal være Folketinget, der er med til at bestemme, hvor vi skal have.

Kort sagt giver lovforslaget os nogle bedre rammer og nogle håndtag til at skabe en stabil klimapolitik – en klimapolitik baseret på fakta og viden om området. På den baggrund støtter Socialdemokraterne forslaget, og vi ser selvfølgelig også frem til en god debat i udvalget og her.

Det var skræmmende nyheder, vi fik i går fra FN's klimapanel. Konklusionen i den rapport, der kom i går, var simpelt hen, at verden får svært ved at brødføde sin befolkning i de kommende årtier på grund af de klimaforandringer, vi mennesker har skabt igennem årtier og skaber over de kommende årtier, på grund af vores høje CO 2 -udledning. Klimaforandringerne vil ifølge rapporten mindske fødevareproduktionen, og det vil skabe yderligere fattigdom, hungersnød og konflikter i de fattigste egne af verden. Jeg synes, det var meget skræmmende læsning, vi fik i går.

Derfor er jeg rigtig glad for, at Danmark både her i landet, men også i Europa og hele verden, fører en ambitiøs klimapolitik for at imødegå de forandringer, vi ser. Vi har her i Danmark lagt op til, at energiforbruget skal dækkes fuldstændig af vedvarende energi i 2050, at vores el- og varmeforsyning skal dækkes af vedvarende energi allerede i 2035, at kul og oliefyr skal udfases i 2030, og som vi har besluttet, vil halvdelen af vores elforbrug komme fra vind allerede i 2020. Sidst, men ikke mindst, har vi jo vedtaget meget bredt her i Folketinget, at vores udledning af drivhusgasser skal reduceres med 40 pct. i 2020 i forhold til 1990-niveau.

Jeg er meget glad for, at det er et bredt flertal her i Folketinget, som støtter op om de her mål. Det lovforslag, vi behandler nu, skaber rammen for arbejdet hen imod de mål. Der er tre hoveddele i lovforslaget: Der skal hvert femte år fremsættes mål for, hvad der skal ske med klimaet i de kommende 10 år. Der nedsættes et klimaråd, der skal vurdere status for målsætningerne og samtidig analysere og anbefale, hvilke virkemidler den til enhver tid siddende regering bør tage i brug for at opnå målsætningerne. Og som det tredje skal der hvert år laves en klimapolitisk redegørelse her til Folketinget.

Det er Radikale Venstres opfattelse, at den her lov vil sikre fremdrift i klimaindsatsen på en faglig og oplyst måde, under hensyn til både vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse. Med den rapport, vi så i går, mener vi bestemt, at der er brug for begge dele.

Derfor støtter vi varmt lovforslaget her.

Når man ser på de begivenheder, der har fyldt ganske meget i den politiske debat i de seneste uger, er det jo en lidt mærkelig diskussion, man har her i det danske Folketing, for det handler ligesom om: Kan det nu betale sig at skære ned på CO 2 -udslippet? Man kunne også stille spørgsmålene: Kan det nu betale sig at være selvforsynende med energi? Kan det betale sig at gøre sig uafhængig af f.eks. leverancer fra Rusland?

Der synes jeg bare, at meget af den diskussion, der foregår i Danmark, er fuldstændig løsrevet fra den situation, vi står i. Det er både, når vi snakker om det ud fra et miljøpolitisk og klimapolitik synsvinkel, og når vi snakker om situationen ud fra nødvendigheden af eller fordelene ved at være i stand til at forsyne os selv med energi.

Der må vi bare sige, at hvis vi ser på diskussionen om klimaudfordringerne og klimaforandringerne, er vi jo for længst forbi den tid, hvor vi kunne sige, at der er en udfordring, der vil ramme vores børn og børnebørn, for i dag kan vi bare konstatere, at klimaforandringerne er her. Vi ved med sikkerhed, at de mennesker, der er unge i dag, kommer til – om jeg så må sige – at nyde rigtig, rigtig skidt af min generations svigt i forhold til i tide at gøre noget ved klimaudfordringen. Det er sådan den situation, der er.

Så kan man jo spørge sig selv, om det ikke burde appellere til en kritik af regeringen for at være for lidt ambitiøs i forhold til at koble nogle nationale initiativer i en klimalov med en konkret plan for, hvordan man reducerer CO 2 -udslippet frem til 2020, og en kritik af regeringen for ikke at have fremlagt en mere offensiv strategi for, hvordan man i et samarbejde med andre lande, som er indstillet på også at gå i spidsen, kunne gennemføre nogle af de tiltag, der kunne føre til, at man både på EU-plan og FN-plan faktisk kunne opnå nogle resultater. Altså den kritik at sige: Jamen ærlig talt, det er da lidt at komme med en klimalov og en reduktion her i Danmark, for der skal mere til. Det vil der vel være en pointe i.

Men problemet er bare, når vi hører Venstre og Dansk Folkeparti og deres venner udeomkring i verden, så synger de alle sammen den sang, der hedder: Vi skal ikke gå i spidsen. Ingen skal nemlig gå i spidsen for noget nogen sinde, er vel i virkeligheden Venstres og Dansk Folkepartis hovedsynspunkt, for vi venter og ser. Det er måske dér, hvor man indimellem næsten kunne savne den tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som jo godt nok fik forsinket en havvindmøllepark, men som jo også indså eller i hvert fald lod, som om han indså, at han havde taget fejl. Han var vel den første og eneste i Danmark, som for alvor fik proklameret en grøn revolution som værende nødvendig. I dag kan man sige at det er gravet ned igen.

Det lovforslag, der ligger her i dag, har gode sider. Jeg vil sige, at en af de ting, som vi i Enhedslisten er mest glade for og mest tilfredse med, er, at vi nu får etableret et klimaråd, som ud fra en klimafaglig og klimasaglig argumentation kan komme med råd om, i hvilken retning vores klimapolitik skal udvikle sig, og som med afsæt i nogle formuleringer om, hvilken målsætninger vi har i forhold til 2050 og 2020, kan medvirke til at komme med nogle bud på, hvordan man sådan hvert femte år kan fremlægge nogle om ikke 10-årsplaner så scenarier for, i hvilken retning det skal gå.

Det synes vi er rigtig godt og rigtig fornemt, og jeg skal ikke undlade at sige, at det har været rigtig, rigtig vigtigt for Enhedslisten at sikre, at vi fik et klimaråd, ud fra den klare opfattelse, at på et område var regeringsgrundlaget fuldstændig på vildspor, og det var der, hvor det handlede om, at man skulle have Det Miljøøkonomiske Råd til at stå for det her. Det er vi glade for.

Så har vi selvfølgelig også nogle områder, hvor vi synes, at det her godt kunne være tydeligere. Det har hr. Steen Gade sådan set været inde på. Altså, betyder det der med lavemissionssamfundet det, som regeringen har sagt indtil nu, nemlig at vi skal have hundrede procent vedvarende energi i 2050? Og dækker lavemission så over, at man erkender, at der alligevel vil være noget emission, for så snakker vi dog alligevel det rigtige sprog?

Det andet, som vi selvfølgelig også ærgrer os lidt over, er, at de konkrete målsætninger – det er både 2050-målsætningen, henvisningen til 2-gradersmålsætningen, spørgsmålet om, hvornår der skal komme udspil til nogle langsigtede planer – af forskellige mere eller mindre forståelige tekniske årsager er anbragt i bemærkningerne. Det er vi lidt ærgerlige over, og det skal vi selvfølgelig arbejde videre med i det udvalgsarbejde, der kommer.

Men når det er sagt, er der vel trods alt ikke nogen tvivl om – og indtil nu har i hvert fald Venstre og Dansk Folkeparti overbevist mig om, at det nok er rigtigt – at vedtagelsen af den her klimalov vil give os væsentlig bedre forudsætninger for at komme i gang med at løse klimaudfordringen i Danmark fremover. Det skal man selvfølgelig være med til, så derfor er vi positive over for lovforslaget.

Tak, fru formand. Det Konservative Folkeparti støtter lovforslaget om klimaloven. Det gør vi ikke mindst i lyset af FN's klimapanel og deres rapport, som kom i går, som vi i Det Konservative Folkeparti betragter som værende af høj kvalitet. Det bør vi i høj grad lytte til. Så kan andre partier have nok så mange meninger om det. Jeg synes, at når en så kritisk rapport udkommer, og når de ypperste inden for det felt tilkendegiver, at der er tvivl om, at verden vil være i stand til at brødføde sig selv, hvis vi ikke gøre noget, er det absolut værd at lytte til det.

Det samme gælder de billeder, vi har set fra Beijing, hvor forureningen driver over byen, så folk ikke kan se solen og må gå med en maske. Det tilsvarende er for nylig sket i Paris. De billeder må være skræmmeeksempler for os og være med til, at vi tager det alvorligt. Det kommer jo tættere og tættere på. Så bare set ud fra den paraply synes jeg, det er vigtigt at tage ansvaret på sig.

Så er vi i Det Konservative Folkeparti et grønt parti, men også et erhvervsvenligt parti, og derfor deltager vi i en lovgivning som den her. Det er jo helt afgørende, at klimaindsatsen, og det fremgår også af teksten i det her lovforslag, ikke skal koste job, men skabe job. Det har været en afgørende præmis; det er der, vi er.

Der er ingen bindende mål, og derfor er det en lille smule underholdende at høre hr. Villum Christensen her fra talerstolen fortælle om de faste mål, der skal nås, for de er der ikke. Der er lavet en politisk aftale om, at vi har en målsætning om at prøve at nå en reduktion på 40 pct. CO 2 -udslip, og det mangler da bare andet. Som vi har hørt i dag, hvilket er dokumenteret, er Danmarks udslip af CO 2 over gennemsnittet i EU. Kan vi være det bekendt? Skal vi bare sidde det overhørigt? Skal vi lade de andre trække læsset og lade dem om at løse den kæmpestore udfordring, det er, at når vi trækker vejret, udsætter vi os selv for større farer, end andre udsættes for? Er vi ikke i det her land interesseret i at have en så god natur og et så godt miljø som overhovedet muligt? Det synes vi.

Men det er klart, at måden at nå vores målsætning på er lige så vigtig, og der er det altså afgørende for os Konservative, at det er skrevet ind, at den indsats og de initiativer, der bliver taget, og de redskaber, der bliver brugt, skal ske under hensyn til, at der skal skabes arbejdspladser, og at virksomhederne skal bevare deres konkurrenceevne. Derfor kan det undre mig, at Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti ikke er med i den her aftale. Det burde de være.

Så skal der nedsættes et klimaråd. Det synes jeg er en god idé, for vi har ikke brug for smagsdommere, der mener det ene og det andet. Vi har brug for uvildige, videnskabelige eksperter, der kan hjælpe os med råd og vejledning og anbefalinger til, hvordan vi kan nå de målsætninger, vi har, og hvad de koster.

Jeg har jo lige underholdt med, at Det Konservative Folkeparti ikke helt stålsat har sagt, at vi skal nå 40 pct. Vi skal prøve, men under den forudsætning, at det kan skabe arbejdspladser og bevare virksomhedernes konkurrenceevne, mens vi når derhen. Hvis vi ikke kan det, må vi udsætte målet. Men i dag er det det, der er målsætningen. Det synes vi er fornuftigt.

Det er også vigtigt, at de mennesker, der sidder i det klimaråd, er nogle, der har en bred funderet baggrund. Og her har vi jo set ministeren lægge op til, at det skal være folk, der kommer fra mange forskellige grene af samfundet. Det er fra byggesektoren, landbruget – alle vigtige områder er taget med, og derfor synes jeg, at der er overbevisende argumenter for, at vi får en saglig debat om, hvordan vi når de mål, vi gerne vil opnå, og hvad konsekvensen vil være, herunder er også de økonomiske og fordelingsmæssige konsekvenser af det, der bliver foreslået, vigtige for os, så vi kan gå ind til det med åbne øjne. Det er samlet set argumentet for os for at gå ind i det her.

Jeg synes også, det er værd at hæfte sig ved, når der nu tales om en reduktion på 40 pct., som vi synes det er hensigtsmæssigt at nå, at Tyskland har det samme mål, på nogenlunde samme præmisser har svenskerne tilsluttet sig, og Storbritannien har sagt en reduktion på 40 pct. – det har de faktisk ikke; de har sagt en reduktion på 50 pct., men i 2025 – så vi er jo ikke ene om at have en ambitiøs målsætning, og når det sker, samtidig med at vi leverer arbejdspladser og skaber konkurrenceevne i virksomhederne, bør det være noget, vi alle kan bakke op om.

Med det tror jeg også, at jeg fra konservativ side har sagt de vigtigste ting om det. Vi støttes jo af Dansk Industri, vi støttes af Dansk Energi, og vi støttes af Dansk Metal, så erhvervslivet er med os om den her dagsorden. Vi har fået fuld støtte til at gå ind i det. Det er bare for at tilbagevise den der påstand om, at der er store regninger, der skal betales, at det her koster arbejdspladser. Det er ikke rigtigt, og det håber jeg også at jeg med min redegørelse her har dokumenteret. I hvert fald har det fået opbakning fra så vigtige spillere som Dansk Industri, Dansk Metal og Dansk Energi.