Lovforslag som fremsat

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Loven finder anvendelse på betalingstjenesteudbydere, som tilbyder betalingskonti, hvorpå en forbruger kan indsætte midler, hæve kontanter samt udføre og modtage betalingstransaktioner, herunder kredittransaktioner, til og fra tredjemand, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Kapitel 4 finder alene anvendelse på pengeinstitutter og filialer af udenlandske kreditinstitutter.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på Danmarks Nationalbank.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1) Forbruger: En fysisk person, der optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhverv.

2) Person med lovligt ophold i Den Europæiske Union: En fysisk person, der har ret til at opholde sig i et medlemsland i medfør af EU-retsakter eller national lovgivning, herunder personer uden fast adresse og personer, der søger om asyl i henhold til Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling og den hertil hørende protokol af 31. januar 1967 og andre relevante internationale traktater.

3) Betalingskonto: En konto oprettet i en eller flere forbrugeres navne med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner.

4) Betalingstjeneste: Forretningsaktiviteter anført i bilag 1 til lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

5) Betalingstransaktion: En handling, der iværksættes af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren.

6) Tjenesteydelser der er knyttet til en betalingskonto: Tjenesteydelser, der er knyttet til åbning, drift eller lukning af en betalingskonto, herunder betalingstjenester og betalingstransaktioner inden for anvendelsesområdet for § 4, nr. 7, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, samt kassekreditter og overtræk.

7) Repræsentative tjenesteydelser: Tjenesteydelser, som normalt vil være tilknyttet en betalingskonto, i henhold til den af erhvervs- og vækstministeren udarbejdede liste, jf. § 6, stk. 3.

8) Betalingstjenesteudbyder: En betalingstjenesteudbyder som defineret i § 6, nr. 17, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

9) Betalingsinstrument: Et personligt instrument eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem brugeren og udbyderen af betalingstjenester, og som brugeren benytter til at iværksætte en betalingsordre.

10) Betalingsordre: En instruktion fra en betaler eller betalingsmodtager til en betalingstjenesteudbyder om at gennemføre en betalingstransaktion.

11) Varigt medium: Et middel, som sætter en forbruger i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

12) Direkte debitering: En national eller grænseoverskridende betalingstjeneste til debitering af en betalers betalingskonto, når betalingsmodtageren på grundlag af samtykke fra betaleren har initieret en betalingstransaktion.

13) Kredittransaktion: En national eller grænseoverskridende betalingstjeneste med henblik på at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto med en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskonto foretaget af den betalingstjenesteudbyder, der forvalter betalerens betalingskonto, på grundlag af en instruks fra betaleren.

14) Stående ordre: En instruks fra en betaler til den betalingstjenesteudbyder, der forvalter betalerens betalingskonto, om med regelmæssige mellemrum eller på forudbestemte datoer at udføre kredittransaktioner.

15) Rammeaftale: En aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige udførelse af individuelle og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingelser for oprettelse af en betalingskonto.

Kapitel 2

Sammenligning af gebyrer

Gebyroplysningsdokument

§ 3. En betalingstjenesteudbyder skal senest samtidig med indgåelse af en aftale om en betalingskonto udlevere et gebyroplysningsdokument, jf. stk. 4, til forbrugeren i papirform eller på et andet varigt medium. Gebyroplysningsdokumentet skal indeholde samtlige af de repræsentative tjenesteydelser, der fremgår af de af erhvervs- og vækstministe?ren udarbejdede regler om repræsentative tjenesteydelser, jf. § 6, stk. 3, og størrelsen på gebyrerne for de repræsentative tjenesteydelser, der udbydes af betalingstjenesteudbyderen.

Stk. 2. Tilbydes en eller flere repræsentative tjenesteydelser som en samlet pakke af tjenesteydelser, der er tilknyttet en betalingskonto, skal gebyret for den samlede pakke og antallet af tjenesteydelser omfattet af pakken fremgå af gebyroplysningsdokumentet. Ligeledes skal gebyrer for tjenesteydelser, som ikke er omfattet af den samlede pakke, fremgå af gebyroplysningsdokumentet.

Stk. 3. Betalingstjenesteudbyderen skal til enhver tid stille gebyroplysningsdokumentet og en dertil hørende ordforklaring til rådighed for forbrugerne på en let tilgængelig måde i betalingstjenesteudbyderens forretningslokale og på betalingstjenesteudbyderens eventuelle hjemmeside. Betalingstjenesteudbyderen skal endvidere på forbrugerens anmodning vederlagsfrit udlevere gebyroplysningsdokumentet med ordforklaringen på papir eller andet varigt medium.

Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om indholdet og formatet for et gebyroplysningsdokument.

Betalingskonto som en del af en samlet pakke

§ 4. En betalingstjenesteudbyder, der tilbyder en betalingskonto som en del af en samlet pakke, der ligeledes indeholder mindst et andet produkt eller en anden tjenestey?delse, som ikke er knyttet til betalingskontoen, skal oplyse forbrugeren om, hvorvidt betalingskontoen kan købes separat. Er dette tilfældet, skal betalingstjenesteudbyderen give særskilte oplysninger om priser og gebyrer for hvert af de produkter og tjenesteydelser i den samlede pakke, der kan købes separat.

Gebyropgørelse

§ 5. En betalingstjenesteudbyder skal mindst en gang årligt vederlagsfrit udlevere en gebyropgørelse til forbrugere med en betalingskonto over alle påløbne gebyrer og oplysninger om de i stk. 3, nr. 4 og 5, omhandlede rentesatser for tjenesteydelser, der er tilknyttet en betalingskonto. Betalingstjenesteudbyderen skal anvende betegnelserne på de repræsentative tjenesteydelser.

Stk. 2. Gebyropgørelsen udleveres ved anvendelse af det kommunikationsmiddel, som er aftalt med forbrugeren. En forbruger kan anmode om, at gebyropgørelsen udleveres i papirform.

Stk. 3. Gebyropgørelsen skal mindst indeholde følgende oplysninger:

1) Gebyrer, der er opkrævet for hver enkelt tjenesteydelse og det antal gange, forbrugeren har gjort brug af tjenesteydelsen i den pågældende periode. Er tjenesteydelserne en del af en samlet pakke af tjenesteydelser, skal gebyret for hele pakken og det antal gange, gebyret herfor er blevet opkrævet i perioden, angives. På tilsvarende måde skal gebyrer for tjenesteydelser ud over tjenesteydelserne i den samlede pakke angives.

2) Det samlede gebyrbeløb i den pågældende periode for hver tjenesteydelse, hver samlet pakke af tjenesteydelser og for tjenesteydelser ud over tjenesteydelserne i den samlede pakke.

3) Det samlede gebyrbeløb for samtlige tjenesteydelser ydet i den pågældende periode.

4) Den overtræksrentesats, der gælder for betalingskontoen, og det samlede betalte rentebeløb i forbindelse med overtræk i den pågældende periode.

5) Den indlånsrentesats, der gælder for betalingskontoen, og det samlede påløbne rentebeløb for den pågældende periode.

Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om indholdet og formatet for en gebyropgørelse.

Brugen af repræsentative tjenesteydelser m.v.

§ 6. En betalingstjenesteudbyder kan anvende handelsnavne i gebyroplysningsdokumentet, jf. § 3, og i gebyropgørelsen, jf. § 5, forudsat at sådanne handelsnavne anvendes som supplement til betegnelserne på repræsentative tjenesteydelser, jf. stk. 3, og fremgår som en sekundær betegnelse for disse tjenesteydelser.

Stk. 2. En betalingstjenesteudbyder skal i sine aftaleoplysninger og i forbindelse med markedsføring til forbrugere anvende betegnelserne på repræsentative tjenesteydelser. Vælger en betalingstjenesteudbyder at anvende handelsnavne for sine tjenesteydelser i aftaleoplysninger eller i forbindelse med markedsføring til forbrugere, skal betalingstjenesteudbyderen tydeligt gøre opmærksom på de hertil svarende betegnelser på repræsentative tjenesteydelser.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om, hvilke tjenesteydelser der er repræsentative, herunder betegnelser og definitioner på disse tjenesteydelser.

Kapitel 3

Flytning af betalingskonti og betalingsordrer

§ 7. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om flytning af betalingskonti og betalingsordrer mellem udby?dere af betalingstjenester i Danmark og om størrelsen af et eventuelt gebyr herfor.

§ 8. En betalingstjenesteudbyder har, såfremt en forbruger oplyser betalingstjenesteudbyderen om, at vedkommende ønsker at åbne en betalingskonto hos en anden betalingstjenesteudbyder, der er etableret i et andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som ikke har en filial i Danmark, pligt til at

1) stille en liste til rådighed for forbrugeren vederlagsfrit, der for de seneste 13 måneder viser alle stående ordrer om kredittransaktioner og mandater til direkte debitering initieret af betaleren samt oplysninger om tilbagevendende indgående kredittransaktioner og direkte debiteringer initieret af betalingsmodtageren,

2) overføre en eventuel resterende positiv saldo på forbru?gerens betalingskonto til den betalingskonto, som forbrugeren åbner eller allerede har åbnet hos den nye betalingstjenesteudbyder, forudsat at forbrugeren har udleveret oplysninger til betalingstjenesteudbyderen, der gør det muligt for denne at identificere den nye betalingstjenesteudbyder og den nye betalingskonto, og

3) lukke forbrugerens betalingskonto.

Stk. 2. Har en forbruger ikke udestående forpligtelser på sin betalingskonto, skal betalingstjenesteudbyderen gennemføre foranstaltningerne, jf. stk. 1. Dette skal ske på en dato, som forbrugeren vælger, dog mindst 6 arbejdsdage efter, at forbrugeren har oplyst betalingstjenesteudbyderen om, at vedkommende ønsker at åbne en betalingskonto, jf. stk. 1, medmindre andet er aftalt mellem parterne, jf. dog § 51, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Betalingstjenesteudbyderen skal straks underrette forbrugeren, såfremt udestående forpligtelser er til hinder for, at betalingskontoen kan lukkes.

Kapitel 4

Basal betalingskonto

Kendetegn for en basal betalingskonto

§ 9. En basal betalingskonto skal omfatte følgende tjenesteydelser, som en forbruger skal kunne gøre brug af i ubegrænset omfang, jf. dog stk. 2:

1) Muligheden for at indsætte midler på betalingskontoen.

2) Muligheden for at hæve kontanter fra betalingskontoen i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, ved henvendelse i pengeinstituttets forretningslokale eller i pengeautomater både inden for og uden for pengeinstituttets åbningstider.

3) Muligheden for i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, at foretage

a) direkte debiteringer,

b) betalingstransaktioner med et betalingskort, herunder onlinebetalinger, og

c) kredittransaktioner, herunder stående ordrer ved, såfremt de forefindes, terminaler, henvendelse i pengeinstituttets forretningslokale og via onlinefaciliteter.

Stk. 2. Et pengeinstitut er dog kun forpligtet til at tilbyde de i stk. 1 nævnte tjenesteydelser i det omfang, tjenesteydelserne i forvejen udbydes til forbrugere, som har andre betalingskonti end en basal betalingskonto.

Stk. 3. En forbruger skal kunne styre og initiere betalingstransaktioner fra sin basale betalingskonto i pengeinstituttets eventulle forretningslokale og via onlinefaciliteter, hvis disse tjenesteydelser i forvejen udbydes til forbrugere, som har andre betalingskonti end en basal betalingskonto.

Oplysninger om en basal betalingskonto

§ 10. Et pengeinstitut skal vederlagsfrit stille følgende oplysninger til rådighed for forbrugerne om den basale betalingskonto, som pengeinstituttet udbyder:

1) De specifikke tjenesteydelser tilknyttet den basale betalingskonto, jf. § 9.

2) Gebyrer og vilkår for anvendelsen af den basale beta??lingskonto, jf. § 12.

3) At køb af yderligere tjenesteydelser eller aktier, andele eller garantbeviser ikke er en forudsætning for adgan??gen til en basal betalingskonto, jf. § 11, stk. 5.

Adgang til en basal betalingskonto

§ 11. Pengeinstitutter skal tilbyde en forbruger en basal betalingskonto, jf. § 9, i danske kroner, medmindre åbning af en sådan konto vil føre til en overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Stk. 2. Stk. 1 finder anvendelse på forbrugere med lovligt ophold i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og forbrugere, som ikke har fået opholdstilladelse, men som ikke kan udsendes.

Stk. 3. Et pengeinstitut kan dog afslå at åbne en basal betalingskonto, såfremt

1) forbrugeren ikke kan påvise en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto,

2) forbrugeren allerede har en betalingskonto i Danmark, som gør det muligt at anvende de i § 9 anførte tjenesteydelser, medmindre forbrugeren erklærer, at han har fået meddelelse om, at denne betalingskonto vil blive lukket,

3) forbrugeren har udøvet strafbare handlinger mod pengeinstituttet, og pengeinstituttet derfor vil forhindre forbrugeren i at misbruge sin ret til at have adgang til en basal betalingskonto, eller

4) forbrugeren har optrådt anstødeligt eller til gene for bankens øvrige kunder eller ansatte.

Stk. 4. Pengeinstitutter skal hurtigst muligt og senest 10 arbejdsdage efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning om en basal betalingskonto åbne en sådan konto eller give afslag herpå. Pengeinstituttet skal vederlagsfrit give forbrugeren en begrundelse for et afslag. Begrun?delse kan udelades af hensyn til national sikkerhed eller offentlig orden, eller hvis det er hensigtsmæssigt for at sikre fortrolighed om underretninger i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Afslaget skal gives i papirform eller på andet varigt medium. Et afslag skal indeholde nærmere oplysninger om forbrugerens mulighed for at påklage afgørelsen til Pengeinstitutankenævnet og muligheden for at forelægge afgørelsen for Finanstilsynet.

Stk. 5. Pengeinstitutter må ikke betinge indgåelse af en aftale om en basal betalingskonto af køb af yderligere tjenesteydelser, der ikke er tilknyttet en basal betalingskonto eller aktier, andele eller garantbeviser i pengeinstituttet. Dette gælder dog ikke aktier, andele eller garantbeviser, som det er en betingelse at besidde for at være kunde i pengeinstituttet.

Gebyrer for en basal betalingskonto

§ 12. Et pengeinstitut skal tilbyde en forbruger en basal betalingskonto vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr.

Stk. 2. Et pengeinstitut kan pålægge en forbruger et rimeligt gebyr i tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til en rammeaftale for en basal betalingskonto.

Stk. 3. Ved fastlæggelsen af et rimeligt gebyr, jf. stk. 1 og 2, skal der tages hensyn til

1) indkomstniveauet i Danmark,

2) de gennemsnitlige gebyrer, der opkræves af pengeinstitutter i Danmark for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti, og

3) pengeinstituttets omkostninger samt en rimelig fortjeneste ved at tilbyde en basal betalingskonto til forbrugere.

Stk. 4. Et gebyr, jf. stk. 1, må ikke være afhængig af antallet af gennemførte tjenesteydelser i henhold til § 9, stk. 1, nr. 1-2, og nr. 3, litra b. Dette gælder dog ikke betalingstransaktioner med et kreditkort.

Opsigelse af rammeaftaler for en basal betalingskonto

§ 13. Et pengeinstitut kan uanset § 51 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge kun opsige en rammeaftale, der giver adgang til en basal betalingskonto, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

1) Forbrugeren har anvendt betalingskontoen til strafbare formål.

2) Forbrugeren eller tredjemand har ikke foretaget nogen transaktioner på betalingskontoen i over 24 på hinanden følgende måneder.

3) Forbrugeren har afgivet forkerte oplysninger for at få en basal betalingskonto i tilfælde, hvor de rigtige oplysninger ville have medført afslag.

4) Forbrugeren har ikke længere lovligt ophold i et land inden for den Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

5) Forbrugeren har efterfølgende åbnet en anden betalingskonto i Danmark, som gør det muligt at anvende de i § 9 anførte tjenesteydelser.

6) Forbrugeren har begået strafbare handlinger mod pengeinstituttet, og pengeinstituttet derfor vil forhindre forbrugeren i at misbruge sin ret til at have adgang til en basal betalingskonto.

7) Forbrugeren har optrådt anstødeligt eller til gene for bankens øvrige kunder eller ansatte.

8) Forbrugeren anvender sin basale betalingskonto til erhvervsmæssige formål.

Stk. 2. Et pengeinstitut, der opsiger en rammeaftale, jf. stk. 1, skal meddele forbrugeren begrundelsen for opsigelsen vederlagsfrit enten i papirform eller på andet varigt medium med mindst 2 måneders varsel. Begrundelsen kan udelades af hensyn til national sikkerhed eller offentlig orden, eller hvis det er hensigtsmæssigt for at sikre fortrolighed om underretninger i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. En opsigelse begrundet i en af de i stk. 1, nr. 1, 3 eller 6, anførte grunde har øjeblikkelig virkning. Et afslag skal indeholde nærmere oplysninger om forbrugerens mulighed for at påklage afgørelsen til Pengeinstitutankenævnet og muligheden for at forelægge afgørelsen for Finanstilsynet.

Kapitel 5

Tilsyn m.v.

Generelle regler om tilsyn

§ 14. Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelsen af denne lov og af de regler, der er udstedt i medfør af loven. Finanstilsynet fører endvidere tilsyn med overholdelsen af forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner.

Stk. 2. Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet efter stk. 1 med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel virksomhed. § 345, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse.

§ 15. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod denne lov, de regler der er udstedt i medfør af loven, og forordninger udstedt i medfør Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner, herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. § 20, § 22, stk. 2, § 23, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 28, i markedsføringsloven finder tilsvarende anvendelse på sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker at anlægge efter denne bestemmelse. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.

§ 16. Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en betalingstjenesteudbyders kunder kan have lidt tab som følge af, at betalingstjenesteudbyderen har overtrådt denne lov, de regler der er udstedt i medfør af loven, og forordninger udstedt i medfør Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner.

§ 17. Finanstilsynet kan som led i sit tilsyn kræve, at en betalingstjenesteudbyder omfattet af denne lov fremlægger alle de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed, herunder til afgørelse af om et forhold er omfattet af denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner.

Stk. 2. Finanstilsynet kan udføre inspektioner på stedet hos betalingstjenesteudbydere omfattet af denne lov.

Stk. 3. Efter inspektion hos en betalingstjenesteudbyder skal der afholdes et møde med betalingstjenesteudbyderen. På mødet skal Finanstilsynet meddele sine konklusioner vedrørende inspektionen.

Stk. 4. Væsentlige konklusioner skal efter et inspektionsbesøg fremsendes i form af en skriftlig rapport til betalingstjenesteudbyderens ledelse.

Stk. 5. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til en betalingstjenesteudbyder og dens filialer omfattet af denne lov med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.

§ 18. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller i henhold til forordninger udstedt i medfør Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner, kan af den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Offentliggørelse

§ 19. Reaktioner givet efter denne lovs § 14, stk. 2, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse til en betalingstjenesteudbyder under tilsyn skal offentliggøres med angivelse af navnet på betalingstjenesteudbyderen, jf. dog stk. 3. Virksomheden skal offentliggøre oplysningerne på sin eventuelle hjemmeside på et sted, hvor de naturligt hører hjemme, hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at betalingstjenesteudbyderen har modtaget underretning om reaktionen, eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v. Samtidig med offentliggørelsen skal betalingstjenesteudbyderen indsætte et link, som giver direkte adgang til reaktionen, på forsiden af betalingstjenesteudbyderens eventuelle hjemmeside på en synlig måde, og det skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra Finanstilsynet. Kommenterer betalingstjenesteudbyderen på reaktionen, skal dette ske i forlængelse af denne, og kommentarerne skal være klart adskilt fra reaktionen. Fjernelse af linket på forsiden og informationerne fra betalingstjenesteudbyderens eventuelle hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som betalingstjenesteudbyderen anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder, og tidligst efter førstkommende generalforsamling eller repræsentantskabsmøde. Betalingstjenesteudbyderens pligt til at offentliggøre oplysningerne på betalingstjenesteudbyderens hjemmeside gælder kun for juridiske personer. Finanstilsynet skal offentliggøre oplysningerne på tilsynets hjemmeside. Reaktioner givet i henhold til denne lovs § 14, stk. 2, jf. § 345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed og Finanstilsynets beslutninger om at overgive sager efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven eller efter forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner, til politimæssig efterforskning skal offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside med angivelse af betalingstjenesteudbyderens navn, jf. dog stk. 3. Indbringes reaktionen, der offentliggøres i henhold til 1. pkt., for Erhvervsankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå af Finanstilsynets offentliggørelse, og det efterfølgende resultat af Erhvervsankenævnets eller domstolenes afgørelse skal ligeledes offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst muligt.

Stk. 2. Har Finanstilsynet overgivet en sag til politimæssig efterforskning, og er der faldet fældende dom eller vedtaget bøde, skal der ske offentliggørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 3. Er dommen ikke endelig, eller er den anket eller genoptaget, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Virksomhedens offentliggørelse skal ske på betalingstjenesteudbyderens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme, hurtigst muligt, og senest 10 hverdage efter der er faldet dom eller vedtaget bøde, eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v. Samtidig med offentliggørelsen skal betalingstjenesteudbyderen indsætte et link, som giver direkte adgang til dommen, bødevedtagelsen eller resumeet, på forsiden af betalingstjenesteudbyderens hjemmeside på en synlig måde, og det skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om en dom eller bødevedtagelse. Hvis betalingstjenesteudbyderen kommenterer dommen, bødevedtagelsen eller resumeet, skal dette ske i forlængelse heraf, og kommentarerne skal være klart adskilt fra dommen, bødevedtagelsen eller resumeet. Fjernelse af informationerne fra betalingstjenesteudbyderens hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som betalingstjenesteudbyderen anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder, og tidligst efter førstkommende generalforsamling eller repræsentantskabsmøde. Betalingstjenesteudbyderen skal give meddelelse til Finanstilsynet om offentliggørelsen, herunder fremsende en kopi af dommen eller bødevedtagelsen. Finanstilsynet skal herefter offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf på sin hjemmeside. Betalingstjenesteudbyderens pligt til at offentliggøre oplysningerne på betalingstjenesteudbyderens hjemmeside gælder kun for juridiske personer.

Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1 og 2 kan ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for betalingstjenesteudbyderen, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Offentliggørelsen må ikke indeholde oplysninger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for Den Europæiske Union, medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.

Stk. 4. Offentliggørelse undladt i henhold til stk. 3, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1 og 2, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen for reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning. Offentliggørelse skal dog alene finde sted, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.

Stk. 5. I sager, hvor Finanstilsynet har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter stk. 1, 8. pkt., og sagen er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse af frifindende dom, skal Finanstilsynet efter anmodning fra den betalingstjenesteudbyder, som sagen vedrører, offentliggøre oplysninger herom. Betalingstjenesteudbyderen skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi af dommen til Finanstilsynet samtidig med anmodning om offentliggørelse. Finanstilsynet kan fjerne oplysningerne om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning, jf. stk. 1, 8. pkt., fra Finanstilsynets hjemmeside.

Stk. 6. Finanstilsynet skal efter anmodning fra en fysisk eller juridisk person, som en frifindende dom retter sig mod, offentliggøre resultatet af anken eller genoptagelsen. Den fysiske eller juridiske person skal samtidig med anmodnin?gen om offentliggørelse indsende kopi af dommen, resultatet af anken eller genoptagelsen. Er resultatet af anken eller den genoptagede sag et andet end resultatet af dommen offentliggjort i medfør af stk. 2, 1. pkt., kan Finanstilsynet beslutte at fjerne dommen fra Finanstilsynets hjemmeside.

§ 20. Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af bestemmelserne i denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner.

Parter

§ 21. Som part i forhold til Finanstilsynet anses de i § 1 nævnte betalingstjenesteudbydere, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet i medfør af denne lov eller regler udstedt i medfør af loven retter sig mod. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for sager vedrørende forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner.

Kommunikation

§ 22. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Finanstilsynet og erhvervs- og vækstministeren om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på forhold omfattet af forordninger udstedt i medfør Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 23. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov, eller regler udstedt i medfør af denne lov eller efter forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner, uden underskrift, med maskin?elt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den pågældende myndighed som afsender.

§ 24. Hvor det i denne lov eller i regler udstedt i medfør af denne lov eller i forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre end Finanstilsynet, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

Kapitel 6

Straffebestemmelser m.v.

§ 25. Overtrædelse af § 3, stk. 1 og 3, § 4, § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, og stk. 2, 2. pkt., og § 10 straffes med bøde.

Stk. 2. Undlader en betalingstjenesteudbyder omfattet af denne lov at efterkomme et påbud givet efter § 14 eller at meddele oplysninger efter § 17, stk. 1, straffes vedkommende med bøde.

Stk. 3. I regler udstedt i medfør af denne lov kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse heraf.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordninger, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner.

Stk. 6. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.

Kapitel 7

Ikrafttræden m.v.

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 2016, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af §§ 3 og 5 og § 6, stk. 1 og 2.

§ 27. I lov om betalingstjenester og elektroniske penge, jf. lovbekendtgørelse nr. 613 af 24. april 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 47, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Ved indgåelse af en rammeaftale om en betalingskonto skal udbyderen endvidere udlevere et gebyroplysningsdokument, jf. § 3 i lov om betalingskonti.«

2. 1. I § 51, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Opsigelse af en rammeaftale om en basal betalingskonto kan kun ske i overensstemmelse med § 13 i lov om betalingskonti.«

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (herefter benævnt betalingskontodirektivet) i dansk ret. Direktivet harmoniserer reglerne om gennemsigtighed og sammenlignelighed af gebyrer samt reglerne om flytning af betalingskonti eller betalingsordrer mellem betalingstjenesteudbydere. Ligeledes indføres der fælleseuropæiske regler for forbrugeres adgang til en basal betalingskonto, som skal fremme flere forbrugeres deltagelse på det indre marked. Direktivet skal være gennemført i dansk ret senest den 18. september 2016.

Lovforslagets hovedformål er at øge forbrugerbeskyttelsen ved at give forbrugerne en række nye rettigheder og værktø?jer, der skal forbedre forbrugernes valgmuligheder og generelt gøre det nemmere at forholde sig aktivt til valg af pengeinstitut. Derudover er det hensigten, at lovforslaget skal bidrage til mere konkurrence på detailbankmarkedet ved bl.a. at styrke sammenligneligheden af gebyrer i forbindelse med betalingskonti.

Med lovforslaget sikres mere gennemsigtighed og åbenhed omkring gebyrer tilknyttet en basal betalingskonti ved bl.a. at fastsætte krav om, at forbrugerne samtidig med indgåelsen af en aftale om en betalingskonto får krav på et geby?ro?plysningsdokument, der indeholder en liste over repræsentative tjenesteydelser tilknyttet en betalingskonto og gebyrstørrelsen for hver af disse, ligesom forbruge?rne får krav på en årlig gebyropgørelse. Lovforslaget vil derfor supplere de gældende regler om oplysninger om gebyrer i bekendtgørelse nr. 1210 af 24. oktober 2010 om information til forbruge?re om priser m.v. i pengeinstitutter, der forpligter pengeinstitutterne til at oplyse om samtlige gebyrer, som et pengeinstitut opkræver.

Med lovforslaget indføres en hjemmel til at fastsætte regler om flytning af betalingskonti og betalingsordrer mellem to betalingstjenesteudbydere i Danmark. Hjemlen vil blive anvendt til at gennemføre betalingskontodirektivets bestemmelse om flytning af betalingskonti eller betalingsordrer inden for samme medlemsland. Disse regler vil sikre, at der som udgangspunkt højest må anvendes 12 arbejdsdage til at gennemføre flytningen. Lovforslaget fastsætter endvidere regler om, hvilke foranstaltninger en betalingstjenesteudbyder skal foretage, hvis en forbruger vil åbne en konto i et andet land.

Endvidere vil der blive indført regler om adgang til en basal betalingskonto. Reglerne skal sikre, at alle forbrugere får adgang til de bankydelser, som er nødvendige i dagens samfund, på linje med adgangen til el, gas og vand. Dette gælder også forbrugere, som det ikke umiddelbart er økonomisk attraktivt at tilbyde en sådan konto. En basal betalingskonto skal gøre det muligt for forbrugerne at hæve og indsætte penge, overføre penge, få tilknyttet et betalingskort, gennemføre direkte debiteringer og få adgang til netbank. Forbrugeren vil derfor kunne anvende sin basale betalingskonto som NEM-konto, det vil sige den konto, som det offentlige bruger til at udbetale penge på. Et pengeinstitut vil også få mulighed for at tilbyde en basal betalingskonto mod opkrævning af et rimeligt gebyr.

Forslaget om en basal betalingskonto supplerer kravet om adgang til en basal indlånskonto i henhold til bekendtgørelse nr. 1094 af 14. september 2015 om god skik for finansielle virksomheder, der indeholder færre funktioner end en basal betalingskonto.

Det foreslås, at Finanstilsynet skal føre tilsyn med loven. Hermed vil Finanstilsynet eksempelvis kunne påbyde et pengeinstitut at nedsætte et gebyr, som er opkrævet for at oprette en basal betalingskonto. Finanstilsynet vil derimod ikke få mulighed for at pålægge pengeinstituttet at tilbagebetale gebyrer, som ikke er rimelige. Finanstilsynet vil dog have mulighed for at underrette Forbrugerombudsmanden herom, der med lovforslaget vil få mulighed for at anlægge sag om tilbagesøgning af det uretmæssigt opkrævede beløb.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti

2.1.1. Gældende ret

Der findes i dag ikke regler om, at en udbyder af betalingskonti skal udlevere et gebyroplysningsdokument med repræsentative tjenesteydelser tilknyttet kontoen og de tilhørende gebyrer senest samtidig med, at der indgås en aftale om en betalingskonto. Det følger dog af § 48, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at en rammeaftale om gennemførelse af betalingstjenester, jf. § 47 i loven, skal indeholde oplysninger om gebyrer, renter og vekselkurser.

Det følger endvidere af § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1210 af 24. oktober 2010, om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter, at pengeinstitutter skal oplyse om størrelsen på samtlige egne gebyrer, som instituttet opkræver. Oplysningerne skal gives i pengeinstituttets forretningslokale ved skiltning eller på anden tilsvarende tydelig måde og på instituttets eventuelle hjemmeside, jf. § 2, stk. 1.

Spørgsmålet om en årlig gebyropgørelse er ikke lovreguleret. Finansrådet har imidlertid ved direktionsskrivelse af 14. februar 2005 henstillet til deres medlemsvirksomheder, at der årligt udarbejdes gebyropgørelser, så kunderne kan danne sig et overblik over gebyrer, der er opkrævet det foregående år.

2.1.2. Ministeriets overvejelser

For at skabe gennemsigtighed og sammenlignelighed omkring de mest udbredte gebyrer for betalingskonti gennemfører lovforslaget betalingskontodirektivets regler om en betalingstjenesteudbyders pligt til udlevering et gebyroplysningsdokument i forbindelse med indgåelse af aftale om en betalingskonto samt direktivets regler om udlevering af en gebyropgørelse mindst en gang årligt.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Med lovforslaget bliver der indført regler om, at en betalingstjenesteudbyder senest samtidig med, at en aftale om en betalingskonto indgås, skal udlevere et gebyroplysningsdokument til forbrugeren i papirform eller på et andet varigt medium. Gebyroplysningsdokumentet skal i henhold til forslaget indeholde samtlige af de repræsentative tjenesteydelser, der er knyttet til en betalingskonto.

Med repræsentative tjenesteydelser forstås tjenesteydelser, som normalt vil være tilknyttet en betalingskonto i henhold til en liste, som det foreslås, at erhvervs- og vækstministeren får bemyndigelse til at udarbejde, herunder betegnelser og definitioner på disse. Listen vil indeholde 10 til 20 tjenesteydelser, der normalt er tilknyttet en betalingskonto mod betaling af et gebyr, og som udbydes af mindst en betalingstjenesteudbyder i Danmark.

Denne liste vil blive revideret, når Kommissionen med hjemmel i direktivet har udarbejdet en liste med standardiseret EU-terminologi for tjenesteydelser, der er fælles for mindst et flertal af medlemslandene. Den harmoniserede liste vil blive udarbejdet på baggrund af lister fra medlemslandene. Ved denne revision vil terminologi for tjenester, der er omfattet af den harmoniserede liste, blive erstattet med terminologien fra den standardiserede liste. Den endelige liste vil derfor bestå af terminologi for tjenester, der kun anvendes i Danmark samt tjenester, der både anvendes i Danmark og i et flertal af medlemslande.

I henhold til forslaget skal en betalingstjenesteudbyder ud for hver af de i gebyroplysningsdokumentet angivne repræsentative tjenesteydelser anføre gebyrets størrelse. Hvis en af de repræsentative tjenesteydelser ikke udbydes, bør dette angives ved at markere tjenesteydelsen med »tilbydes ikke« eller »ikke relevant«. Gebyroplysningsdokumentet skal have titlen »gebyroplysningsdokument« og have påført det fælles symbol herfor. Dokumentets udformning skal sikre sammenlignelighed mellem gebyroplysningsdokumenter fra forskellige betalingstjenesteudbydere.

Derudover indføres der krav om, at en betalingstjenesteudbyder mindst en gang om året vederlagsfrit skal udlevere en gebyropgørelse til forbrugeren, der omfatter samtlige påløbne gebyrer og rentesatser for tjenesteydelser, der er knyttet til en betalingskonto. For repræsentative tjenesteydelser skal betegnelserne herfor anvendes.

Det fremgår endvidere af forslaget, at erhvervs- og vækstministeren får bemyndigelse til at fastsætte præsentationsformatet for gebyroplysningsdokumentet og gebyropgørelsen og det fælles symbol for disse. Det bemærkes, at Kommissionen har hjemmel til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder for præsentationsformatet for geby?ro?plysningsdokumentet og det fælles symbol herfor. Erhvervs- og vækstministeren vil kun udnytte sin hjemmel, hvis disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder ikke er umiddelbare anvendelige i dansk ret.

2.2. Flytning af betalingskonti og betalingsordrer

2.2.1. Gældende ret

Gældende ret indeholder hverken regler om flytning af betalingskonti eller betalingsordrer inden for Danmark eller åbning af betalingskonti på tværs af landegrænser inden for Den Europæiske Union.

For så vidt angår flytning af betalingskonti inden for Danmark har Finansrådet og dets medlemmer tilsluttet sig European Banking Industry Committee’s (EBIC) fælles principper for flytning af konti. Disse principper fastsætter forpligtelser for henholdsvis kundens tidligere og nye pengeinstitut i forbindelse med en flytning af en konto. I forbindelse med en flytning skal det tidligere pengeinstitut senest 7 bankdage efter at have modtaget en anmodning fra det nye pengeinstitut udlevere alle oplysninger om stående ordrer om betalingsoverførsler og direkte debiteringstilladelser vedrørende den gamle konto. Det nye pengeinstitut skal inden 7 bankdage genetablere stående ordrer, bankoverførsler og direkte debiteringer, som pengeinstituttet har modtaget fra det tidligere pengeinstitut. Pengeinstitutterne har gennemført regle?rne således, at disse omfatter alle indlånskonti og ikke kun anfordringskonti.

De danske pengeinstitutter har siden april 2014 brugt en fælles løsning for digital overførsel af engagementer, som betegnes e-engagement, for at effektivisere overførslen af kunders engagementer mellem pengeinstitutterne. E-engagement er både for kunder, som er forbrugere og for virksomheder.

Løsningen dækker stort set alle flytninger. Med e-engagement kan der ske overførsel af hele eller dele af kundens engagement, det vil sige, at indlånskonti, kreditter, pensionskonti m.v. kan flyttes samlet eller separat. Er der derimod tale om at flytning af betalingsordrer, eksempelvis fire BS-aftaler, vil dette typisk skulle ske uden om e-engagement.

2.2.2. Ministeriets overvejelser

Lovforslaget gennemfører betalingskontodirektivets regler om flytning af betalingskonti eller betalingsordrer mellem udbydere inden for samme medlemsland og direktivets regler om åbning af betalingskonti på tværs af landegrænser.

I forhold til flytning af betalingskonti eller betalingsordrer mellem udbydere af betalingstjenester inden for samme medlemsland indeholder direktivet en detaljeret regulering af, hvordan flytning af betalingskonti eller betalingsordrer mellem udbydere af betalingstjenester inden for samme medlemsland skal gennemføres. For at gøre det så let som muligt for en forbruger at flytte en betalingskonto eller betalingsordre foreskriver direktivet, at det er den modtagende betalingstjenesteudbyder, der med samtykke fra forbrugeren har ansvaret for at iværksætte flytningen. En flytning skal i henhold til direktivet være gennemført inden for som udgangspunkt 12 arbejdsdage.

Direktivet foreskriver, at medlemslandene har mulighed for at fastsætte eller opretholde alternative foranstaltninger til gennemførelse af flytning af betalingskonti eller betalingsordrer. For at fastsætte eller opretholde alternative foranstaltninger for flytning stiller direktivet som krav, at disse klart skal være i forbrugerens interesse, ikke må medføre en ekstra byrde for forbrugeren, og at flytningen kan gennemføres inden for den samme tidsramme, som følger af direktivet, dvs. som udgangspunkt 12 arbejdsdage.

2.2.3. Den foreslående ordning

Med lovforslaget indføres der en hjemmel for erhvervs- og vækstministeren til at gennemføre direktivets regulering af flytning af betalingskonti eller betalingsordrer mellem udbydere af betalingstjenester inden for samme medlemsland. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at gennemføre direktivets bestemmelser herom.

Det forudsættes, at der ved gennemførelsen af disse regler vil kunne ske afvigelser fra direktivets bestemmelse, i det omfang dette er muligt inden for den adgang, der er efter direktivet til at fastsætte eller opretholde alternative foranstaltninger til gennemførelse af flytning af betalingskonti eller betalingsordrer. Afvigelserne vil derfor kun blive gennemført, såfremt disse klart er i forbrugerens interesse, ikke medfører nogen form for ekstra byrde for forbrugeren, og at flytningen fortsat kan gennemføres inden for den samme tidsramme, der som udgangspunkt er på 12 arbejdsdage. Herved tilstræbes det, at det i videst mulig omfang er muligt at opretholde de eksisterende systemer i Danmark for flytning af betalingskonti samtidig med, at hensynet til forbrugerne varetages.

Lovforslagets adgang for erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om flytning af betalingskonti eller betalingsordrer indeholder også mulighed for, i overensstemmelse med direktivet, at fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyrer for en sådan ydelse. Gebyrer skal bl.a. være rimelige og modsvare de faktiske omkostninger. Ligeledes vil der være adgang til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger en udbyder af betalingstjenester skal stille til rådighed for forbrugerne i forbindelse med gennemførelsen af en flytning.

Ønsker en forbruger at flytte sin betalingskonto til en betalingstjenesteudbyder, der er etableret i et andet land inden for et EU/EØS-land, og som ikke har en filial i Danmark, finder de ovenfor nævnte regler om flytning ikke anvendelse. I stedet foreslås det, at den overførende udbyder af betalingstjenester, skal udlevere en række oplysninger om forbrugerens konto i Danmark, hvorefter forbrugeren kan udlevere disse oplysninger til den modtagende betalingstjenesteudbyder. Den modtagende betalingstjenesteudbyder kan herefter etablere de betalingsordrer, der skal være tilknyttet den nye konto.

2.3. Basal Betalingskonto

2.3.1. Gældende ret

Det følger af § 21 i bekendtgørelse nr. 1094 af 14. september 2015 om god skik for finansielle virksomheder, at et pengeinstitut ikke uden en individuel og saglig begrundelse kan nægte at oprette en basal indlånskonto. En saglig begrundelse kan eksempelvis foreligge, hvis kunden optræder anstødeligt eller er til gene for pengeinstituttets øvrige kunder og/eller ansatte. Et pengeinstitut kan derimod ikke afvise at oprette en basal indlånskonto med den begrundelse, at kunden er registreret i RKI.

En basal indlånskonto omfatter adgang til at indsætte og hæve kontanter, foretage betalinger med et debetkort med saldokontrol og modtage indgående kredittransaktioner. Der er ikke pligt til at knytte kreditfaciliteter eller andre ydelser til indlånskontoen som f.eks. netbank og adgang til direkte debitering (betalingsservice). Der må højest opkræves et gebyr på 180 kr. om året for en basal indlånskonto.

2.3.2. Ministeriets overvejelser

Lovforslaget gennemfører direktivets bestemmelser om forbrugernes adgang til en basal betalingskonto, der har til hensigt at sikre, at alle forbrugere får adgang til en konto, hvorpå de kan hæve og indsætte penge, overføre penge, få tilknyttet et betalingskort, gennemføre direkte debiteringer og få adgang til netbank.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at en forbruger får ret til at åbne en basal betalingskonto i danske kroner hos et pengeinstitut. En basal betalingskonto skal i henhold til lovforslaget omfatte en række tjenesteydelser i det omfang funktionerne i forvejen udbydes af et pengeinstitut til forbrugere, som har andre betalingskonti i instituttet end en basal betalingskonto. Tjenesteydelserne skal bestå i muligheden for at indsætte midler på kontoen og muligheden for at hæve kontanter inden for et EU/EØS-land ved skranken eller via pengeautomater inden for og uden for instituttets åbningstider.

Derudover skal en forbruger i medfør af forslaget have mulighed for inden for et EU/EØS-land at foretage direkte debiteringer, betalingstransaktioner med et betalingskort, herunder onlinebetalinger, samt mulighed for kredittransaktioner såsom stående ordrer, ved, hvis de forefindes, terminaler, henvendelse i pengeinstituttets forretningslokale og via pengeinstituttets onlinefaciliteter. Hvis en bank har netbank?sadgang, skal en forbruger med en basal betalingskonto også have adgang til at gennemføre betalingstransaktioner gennem netbanken.

Forslaget om en basal betalingskonto giver kun en forbruger ret til at oprette én konto i ét pengeinstitut, som gør det muligt at anvende de ovenfor nævnte tjenesteydelser. Et pengeinstitut er derfor ikke forpligtet til at oprette to konti efter denne bestemmelse, ligesom instituttet heller ikke er forpligtet til at oprette en basal betalingskonto, hvis forbrugeren i forvejen har oprettet en sådan konto i et andet pengeinstitut. Derimod vil en forbruger efter bekendtgørelse nr. 1094 af 14. september 2015 om god skik for finansielle virksomhe?der have krav på en basal indlånskonto, der har færre funkti?oner end en basal betalingskonto. Der er derfor ikke noget til hinder for, at forbrugeren både opretter en basal betalingskonto og en basal indlånskonto i samme pengeinstitut.

Alle med lovligt ophold i Den Europæiske Union har i henhold til forslaget ret til en basal betalingskonto. Et pengeinstitut kan dog afslå at oprette en basal betalingskonto, hvis forbrugeren ikke kan påvise en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto, forbrugeren allerede har en betalingskonto i Danmark, der gør det muligt at anvende de samme tjenesteydelser, som er tilknyttet en basal betalingskonto, forbrugeren har udøvet strafbare handlinger mod pengeinstituttet, eller forbrugeren har optrådt anstødeligt eller til gene for bankens øvrige kunder eller ansatte. Der vil eksempelvis foreligge en reel interesse for en forbruger med bopæl uden for Danmark, hvis vedkommende planlægger at flytte til landet eller ejer fast ejendom i landet. Da der er tale om en undtagelsesadgang, skal denne fortolkes restriktivt, såfremt der er tvivl om, hvorvidt en forbruger har en reel interesse i at åbne en konto her i landet. Forbrugere med fast ophold her i landet vil altid have en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto.

Lovforslaget indeholder endvidere en regulering af prisen for en basal betalingskonto. I henhold til direktivet skal en basal betalingskonto tilbydes vederlagsfrit eller mod et rimeligt gebyr. Ved fastsættelsen af et rimeligt gebyr, foreskriver direktivet, at der som minimum skal tages hensyn til de nationale indkomstniveauer og pengeinstitutternes gennemsnitligt opkrævede gebyrer for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti.

Ud over de i direktivet nævnte minimumshensyn foreslås det, at der yderligere skal tages hensyn til et pengeinstituts omkostninger og en rimelig fortjeneste ved at tilbyde en basal betalingskonto. Ved begrebet omkostninger forstås pengeinstituttets samlede omkostninger, dvs. både direkte og indirekte omkostninger der kan henføres til at udbyde en basal betalingskonto.

Kriterierne i lovforslaget medfører tilsammen, at begrebet rimeligt gebyr er dynamisk og til enhver tid skal afspejle den økonomiske situation i Danmark, herunder lønniveauet. Opregningen af kriterier er udtømmende, og et pengeinstitut kan derfor ikke vælge at fastlægge gebyrer individuelt på baggrund af en kreditvurdering af den enkelte kunde. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at gebyret for en basal betalingskonto kan differentieres i forhold til et pengeinstituts kundeprogrammer, så længe gebyret er rimeligt. Finanstilsynet fører tilsyn med, at gebyrerne er rimelige.

2.4. Tilsyn

2.4.1. Gældende ret

Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelsen af reglerne om god skik i den finansielle lovgivning, herunder god skik reglerne i lov om finansiel virksomhed. Efterlever virksomhederne ikke reglerne, har Finanstilsynet bl.a. mulighed for at give påbud og påtaler.

Finanstilsynet kan behandle et spørgsmål om overtrædelse af reglerne om god skik på baggrund af en klage, af egen drift eller efter anmodning herom fra sin bestyrelse eller fra Forbrugerombudsmanden, som har mulighed for at gøre Finanstilsynet opmærksom på konkrete sager eller sager af mere generel karakter. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle sager på forbrugerområdet, som Finanstilsynet får forelagt.

Forbrugerombudsmanden har ligeledes mulighed for at anlægge en civil sag, hvis en virksomhed ikke handler i overensstemmelse med reglerne om god skik, herunder en sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb.

Finanstilsynet offentliggør efter gældende ret navne på virksomheder over for hvilke, der er truffet afgørelser af principiel karakter, herunder påbud og påtaler og beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning. Er der i en sag faldet fældende dom eller vedtaget bøde, offentliggør Finanstilsynet ligeledes dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf. Samtidig er den pågældende virksomhed forpligtet til også at offentliggøre afgørelser af principiel karakter samt fældende domme eller vedtagne bøder på sin hjemmeside.

Ligeledes følger det af gældende ret, at Finanstilsynet aktivt informerer offentligheden om forbrugersager, som er af almen interesse eller har betydning for forståelsen af de forbrugerretlige regler.

2.4.2. Ministerens overvejelser

Betalingskontodirektivet pålægger medlemslandene at udpege en myndighed, som skal føre tilsyn med direktivets bestemmelser, ligesom direktivet indeholder regler om offentliggørelse af administrative sanktioner pålagt for overtrædelse af direktivets bestemmelser.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås med lovforslaget, at Finanstilsynet skal føre tilsyn med overholdelsen af loven. Bestemmelserne er udformet i overensstemmelse med de bestemmelser om tilsyn med god skik reglerne, der i dag gælder på det finansielle område. Finanstilsynet vil derfor ikke være forpligtet til at behandle alle sager, som Finanstilsynet får forelagt, og sager, hvor privatpersoner ønsker en afgørelse af en konkret formueretlig tvist, skal som hidtil afgøres af de private finansielle ankenævn, i dette tilfælde Pengeinstitutankenævnet.

Finanstilsynet vil som led i sit tilsyn påse, om et gebyr for en basal betalingskonto er i overensstemmelse med loven. Hvis et gebyr ikke er rimeligt, vil Finanstilsynet kunne påbyde pengeinstituttet at nedsætte gebyret. Finanstilsynet vil derimod ikke kunne påbyde pengeinstituttet at tilbagebetale gebyrer, der ikke er rimelige. I denne situation vil Finanstilsynet underrette Forbrugerombudsmanden, som herefter har mulighed for at anlægge sag om tilbagesøgning af det uretmæssigt opkrævede beløb.

Svarende til hvad der gælder i henhold til den øvrige finansielle lovgivning vil Forbrugerombudsmanden også få mulighed for at indbringe en sag for domstolene, hvis en virksomhed ikke overholder loven.

Det foreslås i overensstemmelse med gældende ret, at Finanstilsynet, for så vidt angår virksomheder, skal offentliggøre afgørelser af principiel karakter og beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning, ligesom den pågældende virksomhed også bliver forpligtet til at offentliggøre afgørelser af principiel karakter. Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet skal offentliggøre fældende domme eller vedtagne bøder, ligesom virksomheder også bliver forpligtede hertil.

Som noget nyt foreslås det endvidere, i de tilfælde hvor Finanstilsynet har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning, og sagen er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse af frifindende dom, at Finanstilsynet efter anmodning fra den pågæl?dende betalingstjenesteudbyder skal offentliggøre oplysninger herom.

Det foreslås også, at Finanstilsynet efter anmodning fra en fysisk eller juridisk person, som har indanket eller søgt om genoptagelse af en fældende dom, skal offentliggøre resultatet af anken eller genoptagelsen, som har ført til frifindelse af den pågældende person.

Til sidst indfører lovforslaget som i gældende ret regler om, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, der er af almen interesse eller har betydning for forståelsen af bestemmelserne i loven.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vil kræve tilførsel af 1,2 årsværk til Finanstilsynet som følge af den tilsynsforpligtelse, der følger af loven.

Finanstilsynet skal sikre, at flytning af bankkonti gennemføres inden for de rammer, som fastsættes med lovforslaget, at forbrugerne får udleveret et gebyroplysningsdokument senest samtidig med aftaleindgåelse, og at en forbruger mindst en gang årligt vederlagsfrit får udleveret en gebyropgørelse. Endvidere skal Finanstilsynet føre tilsyn med, at kravet om adgang til en basal betalingskonto efterleves, herunder om det gebyr, der opkræves, kan anses for at være et rimeligt gebyr i henhold til de kriterier, som bliver fastsat i loven.

Lovforslaget har ingen konsekvenser for kommuner og regioner.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vil indeholde en række administrative konsekvenser for de udbydere af betalingstjenester, der er omfattet af lovforslaget. Der findes i Danmark i alt ca. 100 pengeinstitutter. Dette omfatter både pengeinstitutter med tilladelse i Danmark og filialer af udenlandske pengeinstitutter.

De administrative konsekvenser, der følger af lovforslagets bestemmelser, er bl.a. krav om, at betalingstjenesteudbydere skal udlevere et gebyroplysningsdokument forud for indgåelse af en aftale om en betalingskonto samt en årlig gebyropgørelse. Lovforslaget indeholder endvidere regler om, at en udbyder af betalingstjenester i forbindelse med flytning af en konto til udlandet er undergivet en række forpligtelser, herunder at stille en liste med nærmere angivne oplysninger til rådighed for forbrugeren. Til sidst er der i lovforslaget krav om, at forbrugere skal have adgang til en basal betalingskonto, der skal omfatte en række tjenesteydelser.

TER har på baggrund af ovennævnte vurderet, at lovforslaget ikke medfører væsentlige administrative byrder for erhvervslivet.

I forhold til de oplysningskrav, som lovforslaget indeholder, vil disse dels medføre en række omstillingsomkostninger i form af it-udvikling, ligesom der løbende vil være omkostninger i forbindelse med leveringen af de pågældende oplysninger.

Det vurderes ligeledes, at reglerne om, at alle forbrugere skal have adgang til en basal betalingskonto, vil kunne have øvrige efterlevelsesomkostninger, fordi de eksisterende systemer for direkte debitering i Danmark (Betalingsservice) ikke gør det muligt at afvise betaling af regninger på under 1000 kr., og fordi der er risiko for, at bankerne ikke vil kunne få godtgjort deres tab hos forbrugeren som følge af, at disse regninger er blevet betalt uanset den manglende dækning på kontoen. Hvis dette system opretholdes, medfører det en tabsrisiko for bankerne. Såfremt dette system skal ændres, må det antages at ville medføre anseelige omkostninger til ændring af it-systemer.

Ovennævnte efterlevelsesomkostninger skønnes dog ikke at ville overstige 10 mio. kr. om året. Ved denne vurdering er det lagt til grund, at omkostninger til udviklingen af it-systemer skal fordeles ud over en længere årrække, fordi der vil være behov for at opdatere it-systemer efter en årrække.

Lovforslaget vurderes ikke at have øvrige adfærdsvirkninger eller konsekvenser for væksten eller øvrige afledte effekter.

5. Administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget har kun positive administrative konsekvenser for borgerne. Det følger således af lovforslaget, at forbrugere får adgang til et gebyroplysningsdokument, inden der indgås en aftale om en betalingskonto. Der skal endvidere årligt udleveres en gebyropgørelse, som er en oversigt over bl.a. alle påløbne gebyrer gennem det sidste år, for tjenesteydelser tilknyttet en betalingskonto.

Lovforslaget indeholder endvidere regler om flytning af betalingskonti og betalingsordrer samt regler, der medfører, at alle forbrugere får adgang til en basal betalingskonto. En basal betalingskonto skal enten tilbydes vederlagsfrit eller mod et rimeligt gebyr. Loven vil medføre, at alle forbrugere som udgangspunkt får ret til netbanksadgang, direkte debitering og betalingskort.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner, EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 214.

Overordnet ligger lovforslaget inden for direktivets rammer. I enkelte tilfælde giver direktivet medlemsstaterne valgmuligheder ved implementering. I disse tilfælde er der i lovforslaget valgt en implementeringsform, der fra et virksomhedssynspunkt kan opfattes som det mest byrdefulde valg, og som muligvis kan være udtryk for overimplementering.

Efter artikel 16, stk. 1, i direktivet skal alle eller et tilstrækkeligt antal pengeinstitutter tilbyde forbrugere en basal betalingskonto. Ved udformningen af lovforslaget pålægges alle pengeinstitutter at udbyde en basal betalingskonto, såfremt de tilbyder betalingskonti til forbrugere. Dette svarer til, at alle pengeinstitutter i dag er forpligtet til at tilbyde en almindelig indlånskonto. Den foreslåede implementering vil endvidere dele byrden mellem alle pengeinstitutter og sikre, at der altid er et pengeinstitut tættest muligt på forbrugeren, der skal tilbyde en basal betalingskonto. Endelig vil implementeringen sikre en konkurrencemæssig ligebehandling mellem pengeinstitutterne. Alternativt ville der skulle foretages en politisk vurdering af hvilke pengeinstitutter, der skulle tilbyde en basal betalingskonto.

Artikel 29, stk. 2, litra d, i direktivet gør det muligt at udskyde ikrafttrædelsen af det fælles format og fælles symbol for den årlige gebyropgørelse i 18 måneder efter ikrafttrædelsen af den af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) delegerede retsakt, vedrørende standardiserede EU-terminologier for tjenesteydelser. Der findes i Danmark en årlig opgørelse af gebyrer i pengeinstitutter, der omfatter bl.a. gebyrer for betalingskonti. Da denne årlige opgørelse omfatter alle bankgebyrer, vurderes der ikke at være særlige fordele ved at udskyde indfasningen af det fælles format og det fælles symbol til indtil 18 måneder efter ikrafttrædelsen af den delegerede retsakt.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 21. oktober 2015 til den 19. november 2015 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssyg-domssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Børsmægler-foreningen, CorpNordic Denmark A/S, Danish Venture Capital and Private Equity Association, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionær-forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater, Danske Forsikrings-funktionærers Landsforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Danske Regio-ner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk In-dustri, Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk Metal, Dansk Pantebrevsforening, Dansk Kredit Råd, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den danske Fondsmæglerforening, Ejendomsforeningen, FDIH – Foreningen for Distance- og Internethandel, FDFA – Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, Finansforbundet, Fi-nanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet A/S, Finans og Leasing, Finansrådet – Danske Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, For-brugerrådet, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer, Foreningen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, Forsikring & Pension, Forsik-ringsmæglerforeningen, Frivilligrådet, FSR – danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemæn-denes Fællesråd (FTF), Garantifonden for indskydere og investorer, Garban-Intercapital Scandina-via, GXG Markets A/S, Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisa-tion (ISOBRO), Investeringsfondsbranchen, ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, Kommune-Kredit, Kommunernes Landsforening, Kuratorforeningen, KøbmandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen af forsvars-advokater, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtids-fond (LD), Mybanker.dk, NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Parcelhusejernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske afdeling, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Regionale Bankers Forening, Regnskabsrådet, Revisornævnet, Revisortilsynet, Rigsrevisionen, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland, Udbetaling Danmark.

9. Sammenfattende skema

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Den foreslåede § 1 gennemfører artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (herefter benævnt betalingskontodirektivet) og angiver lovens anvendelsesområde.

Det følger af det foreslåede stk. 1, at loven finder anvendelse på udbydere af betalingstjenester, som tilbyder betalingskonti, hvorpå en forbruger kan indsætte midler, hæve kontanter og udføre og modtage betalingstransaktioner, herunder kredittransaktioner, til og fra tredjemand.

For en nærmere definition af begreberne betalingstjenesteudbyder, betalingskonto, forbruger, betalingstransaktion og kredittransaktion henvises til den foreslåede definitionsbestemmelse i § 2.

Det er kun de betalingstjenesteudbydere, der udbyder betalingskonti, som har samtlige de tre funktioner, der fremgår af stk. 1, som vil være omfattet af loven. Hvis en betalingstjenesteudbyder kun udbyder konti, hvor kun en eller to af de i stk. 1 nævnte funktioner er mulige, eksempelvis en konto, hvorpå der kun kan indsættes midler og hæves kontanter, vil betalingstjenesteudbyderen ikke være omfattet af loven. Tilsvarende gælder for en betalingstjenesteudbyder, der kun udbyder et betalingskort, som eksempelvis et indkøbscenter, der udbyder et kreditkort til betaling for varer og tjenester i det pågældende center.

Loven omfatter eksempelvis ikke investeringsbanker, dvs. banker, der primært beskæftiger sig med investeringer i form af værdipapirhandel og finansiel rådgivning, hvis disse ikke tilbyder betalingskonti, som beskrevet i denne bestemmelse.

Af det foreslåede stk. 2 følger, at lovens kapitel 4, som omhandler pligten til at udbyde basale betalingskonti, alene finder anvendelse på pengeinstitutter og filialer af udenlandske kreditinstitutter. Det er derfor kun betalingstjenesteudbydere i form af pengeinstitutter og filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er forpligtet til at tilbyde en forbruger en basal betalingskonto.

For så vidt angår filialer af kreditinstitutter der er meddelt tilladelse i et EU/EØS-land, fremgår det af § 30, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 18. februar 2015, at en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve virksomhed, jf. § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, der omhandler pengeinstitutvirksomhed, kan påbegynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i virksomhedens hjemland.

I forhold til udenlandske kreditinstitutter der er meddelt tilladelse i et land uden for EU/EØS, følger det derimod af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1183 af 6. december 2004 om filialer af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, at disse institutter med tilladelse fra Finanstilsynet kan udøve kreditinstitutvirksomhed gennem en filial her i landet.

Forslagets stk. 3 gennemfører muligheden for i artikel 1, stk. 5, i betalingskontodirektivet at undtage nationalbanker fra direktivets anvendelsesområde. Undtagelsen er begrundet i, at der ikke er adgang for forbrugere til at oprette konti i Danmarks Nationalbank.

Til § 2

Lovforslagets § 2 gennemfører en række af de definitioner, der findes i artikel 2 i betalingskontodirektivet, og som anvendes i loven.

Ved forbruger forstås, jf. forslaget til nr. 1, en fysisk person, der optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhverv. En forbruger, der optræder med et formål i forbindelse med sit erhverv, er derfor ikke forbruger. Dette kan eksempelvis være en fysisk person, der vil oprette en konto med de i forslaget til § 1, stk. 1, nævnte funktioner til brug for sin virksomhed.

Forslaget til nr. 2 definerer personer med lovligt ophold i Den Europæiske Union, hvormed forstås en fysisk person, der har ret til at opholde sig i et medlemsland i medfør af EU-retsakter eller national lovgivning, herunder personer uden fast adresse og personer der søger om asyl i henhold til Genèvekonventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, protokollen af 31. januar 1967 hertil og andre relevante internationale traktater. Bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med den til enhver tid gældende regulering om ret til ophold i Den Europæiske Union i henhold til både dansk ret og EU-retten.

Ved en betalingskonto forstås, jf. forslaget til nr. 3, en konto oprettet i en eller flere forbrugeres navne med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner. Begrebet betalingskonto omfatter derfor ikke konti, der er oprettet med henblik på opsparing. For en nærmere definition af begrebet betalingstransaktion henvises til forslagets definition heraf i § 2, nr. 5.

En betalingstjeneste er i henhold til forslaget til nr. 4 defineret som forretningsaktiviteter, der er anført i bilag 1 til lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Bilag 1 omfatter syv forskellige forretningsaktiviteter, der i hovedtræk kan beskrives som 1) placering af kontantbeløb på en betalingskonto, 2) kontanthævninger fra en betalingskonto, 3) gennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsel af midler til en betalingskonto hos brugerens udbyder eller hos en anden udbyder, eksempelvis direkte debiteringer, transaktioner via betalingskort og kredittransaktioner, 4) betalingstransaktioner, som beskrevet under punkt 3, og som er dækket gennem en kreditfacilitet, 5) udstedelse og indløsning af betalingstransaktioner, 6) pengeoverførelsesvirksomhed og 7) gennemførelse af betalingstransaktioner gennem forskellige former for telekommunikation og it-systemer, når betalingen sker til den operatør, der driver kommunikationssystemet eller netværket, og denne kun agerer som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser.

Ved en betalingstransaktion forstås, jf. forslaget til nr. 5, en handling, der iværksættes af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren. Handlinger, der iværksættes af en betaler, omfatter eksempelvis kredittransaktioner, jf. forslaget til § 2, nr. 13, mens handlinger, der iværksættes af betalingsmodtager, f.eks. omfatter direkte debiteringer, jf. forslaget til § 2, nr. 12.

Med forslaget til nr. 6 forstås ved tjenesteydelser, der er knyttet til en betalingskonto, tjenesteydelser der er knyttet til åbningen, driften eller lukningen af en betalingskonto, herunder betalingstjenester og betalingstransaktioner, jf. § 4, nr. 7, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge samt kassekreditter og overtræk. § 4, nr. 7, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge nævner betalingstransaktioner baseret på papirbaserede rejsechecks, papirveksler, papirbaserede værdikuponer eller postanvisninger. For en definition af begreberne betalingstjeneste og betalingstransaktion henvises til bemærkningerne til henholdsvis § 2, nr. 4 og 5, i nærværende lovforslag.

Forslaget til nr. 7 definerer begrebet repræsentative tjenesteydelser, jf. forslaget til § 6, stk. 3.

Med forslaget til § 6, stk. 3, får erhvervs- og vækstministeren beføjelse til at fastsætte nærmere regler om indholdet af listen over repræsentative tjenesteydelser, dvs. tjenesteydelser som normalt vil være tilknyttet til en betalingskonto. Med den foreslåede hjemmel, får erhvervs- og vækstministeren ligeledes bemyndigelse til at fastsætte betegnelserne og definitionerne for de repræsentative tjenesteydelser, jf. nærmere herom bemærkningerne til § 6, stk. 3.

Ved en betalingstjenesteudbyder forstås, jf. forslaget til nr. 8, en betalingstjenesteudbyder, som defineret i § 6, nr. 17, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Dette begreb omfatter derfor selskaber, der er nævnt i § 2, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, eksempelvis pengeinstitutter, samt juridiske og fysiske personer med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester, jf. § 38 i den nævnte lov.

Med forslaget til nr. 9 defineres et betalingsinstrument, som et personligt instrument eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem brugeren og udbyderen af betalingstjenester, og som brugeren benytter til at iværksætte en betalingsordre. Ved et personligt instrument forstås eksempelvis et hæve- eller betalingskort. Et gavekort er derimod kun omfattet af definitionen, hvis det er knyttet til bestemte brugere. Et sæt af procedurer kan eksempelvis være betalinger, der gennemføres via mobile betalingsplatforme.

Ved en betalingsordre forstås, jf. forslaget til nr. 10, en instruktion fra en betaler eller betalingsmodtager til en betalingstjenesteudbyder om at gennemføre en betalingstransaktion. For en nærmere definition af begrebet betalingstransaktion henvises til forslagets § 2, nr. 5.

Ved varigt medium forstås, jf. forslaget til nr. 11, et middel, som sætter en forbruger i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Definitionen svarer til den sædvanlige definition af et varigt medium, som bl.a. fremgår af § 3, nr. 5, i forbrugeraftaleloven, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder. Et varigt medium kan eksempelvis være papir, USB-nøgler, cd-rom’er, dvd’er, memory cards eller harddiske på computere og e-mail.

I forhold til SMS-beskeder og hjemmesider beror det på en konkret vurdering, om betingelserne i definitionen af et varigt medium er opfyldt. For så vidt angår SMS-beskeder antages det, at stort set alle de mobiltelefoner, der sælges i Danmark, har så høj en lagringskapacitet, at modtagelse af en SMS/MMS-besked på en sådan telefon som udgangspunkt kan betragtes som modtaget på et varigt medium. Derimod vil hjemmesider som udgangspunkt ikke kunne anses for et varigt medium. Dette skyldes, at en hjemmeside typisk bliver løbende opdateret og ændret således, at der ikke er sikkerhed for, at forbrugeren kan reproducere de modtagne oplysninger.

Oplysninger, der lagres i en netbank, vil kunne anses for at udgøre et varigt medium, hvis netbanken i øvrigt opfylder kravene til definitionen på et varigt medium.

I takt med den teknologiske udvikling vil der være mulighed for, at nye tekniske indretninger falder ind under begrebet varigt medium.

Ved direkte debitering forstås, jf. forslaget til nr. 12, en national eller grænseoverskridende betalingstjeneste til debitering af en betalers betalingskonto, når betalingsmodtageren på grundlag af samtykke fra betaleren har initieret en betalingstransaktion. Bestemmelsen omfatter derfor betalingstransaktioner, hvor det er betalingsmodtageren, der iværksætter betalingstransaktionen typisk i forbindelse med betaling af løbende ydelser som eksempelvis vand, varme, telefoni og afdrag på lån.

Ved kredittransaktioner forstås, jf. nr. 13, en national eller grænseoverskridende betalingstjeneste med henblik på at kreditere en betalingsmodtagers betalingskonto med en betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner fra en betalers betalingskonto foretaget af den betalingstjenesteudbyder, der forvalter betalerens betalingskonto, på grundlag af en instruks fra betaleren. En kredittransaktion omfatter modsat definitionen af direkte debitering, jf. forslaget til nr. 12, enkelte konto til konto overførsler, der iværksættes af betaleren f.eks. gennem brug af netbank eller ved henvendelse ved kassen i et pengeinstitut.

Med forslaget til nr. 14 forstås ved stående ordre en instruks fra betaleren til den betalingstjenesteudbyder, der forvalter betale?rens betalingskonto, om med regelmæssige mellemrum eller på forudbestemte datoer at udføre kredittransaktioner. Der foreligger eksempelvis en stående ordre, hvis en betaler anmoder sit pengeinstitut om løbende at overføre et fast beløb i husleje til sin udlejer. Hvis betalingen af husleje iværksættes af udlejeren på grundlag af samtykke fra betaleren, vil der i stedet foreligge en direkte debitering, jf. nærmere herom i bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 12. For en definition af begrebet kredittransaktion henvises til forslagets § 2, nr. 13.

Med forslaget til nr. 15 forstås ved rammeaftale en aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige udførelse af individuelle og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingelser for oprettelse af en betalingskonto. Parterne i en rammeaftale vil være en forbruger og forbrugerens udbyder af en betalingstjeneste, der typisk vil være et pengeinstitut. Aftalen vil eksempelvis kunne regulere brugen af et betalingsinstrument, eksempelvis et betalingskort, eller betingelserne for gennemførelse af direkte debiteringer, jf. forslaget til § 2, nr. 12.

Til § 3

For at gøre det muligt for forbrugere at sammenligne de gebyrer, som betalingstjenesteudbydere opkræver for tjenester, der normalt er tilknyttet en betalingskonto, indeholder forslaget til § 3 bl.a. krav om, at en betalingstjenesteudbyder skal udlevere et gebyroplysningsdokument til forbrugeren. Forslaget gennemfører artikel 4 i betalingskontodirektivet.

I henhold til forslaget til stk. 1, 1. pkt., skal en betalingstjenesteudbyder udlevere et gebyroplysningsdokument til forbrugeren senest samtidig med indgåelse af aftalen om en betalingskonto. Gebyroplysningsdokumentet skal, jf. forslaget til stk. 1, 1. pkt., udstedes til forbrugeren i papirform eller på et andet varigt medium. I medfør af forslaget til stk. 1, 2. pkt., skal gebyroplysningsdokumentet indeholde samtlige af de repræsentative tjenesteydelser fra listen, som erhvervs- og vækstministeren får hjemmel til at udarbejde, jf. forslaget til § 6, stk. 3. Endvidere fremgår det af forslaget til stk. 1, 2. pkt., at for de repræsentative tjenesteydelser i gebyroplysningsdokumentet, som udbydes af betalingstjeneudbyderen, skal størrelsen på gebyret for tjenesteydelsen ligeledes fremgå.

Det foreslåede stk. 1 ændrer ikke ved den forpligtelse, der gælder for betalingstjenesteudbydere, jf. § 48, stk. 1, nr. 3, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, til at give oplysninger om gebyrer, renter og vekselkurser i den rammeaftale, som skal indgås i forbindelse med en aftale om betalingstjenester. Tilsvarende medfører det foreslåede stk. 1 heller ikke ændringer i de oplysningsforpligtelser, der skal gives forud for indgåelsen af en kreditaftale i henhold til §§ 7 a og 7 b i kreditaftaleloven.

I henhold til § 25, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 3, stk. 1, straffes med bøde.

Overtrædelse af § 3, stk. 1, vil omfatte den situation, hvor en betalingstjenesteudbyder ikke udleverer et gebyroplysningsdokument senest samtidig med, at der indgås aftale om en betalingskonto. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er som udgangspunkt den betalingstjenesteudbyder, der er forpligtet til at give oplysningerne, jf. forslaget til § 25, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Det fremgår af forslaget til stk. 2, 1. pkt., at hvis en betalingstjenesteudbyder som en del af en samlet pakke tilbyder en eller flere af de repræsentative tjenesteydelser, som eksempelvis et kundeprogram, skal gebyret for hele pakken fremgå af gebyroplysningsdokumentet. Gebyroplysningsdokumentet skal endvidere indeholde oplysninger om de tjenesteydelser, der er omfattet af pakken og antallet heraf. I medfør af forslaget til stk. 2, 2. pkt., skal gebyrer for tjenesteydelser, som ikke er omfattet af pakken ligeledes fremgå af gebyroplysningsdokumentet. Hvordan oplysningerne skal fremgå af dokumentet, får erhvervs- og vækstministeren hjemmel til at fastsætte regler om i medfør af forslaget til § 3, stk. 4.

I medfør af forslaget til stk. 3, 1. pkt., skal en betalingstjenesteudbyder til enhver tid stille gebyroplysningsdokumentet og en dertil hørende ordforklaring til rådighed for forbrugerne på en let tilgængelig måde i udbyderens forretningslokale, hvortil forbrugere har adgang, og på udbyderens eventuelle hjemmeside. En betalingstjenesteudbyder skal endvidere, jf. forslaget til stk. 3, 2. pkt., på forbrugerens anmodning vederlagsfrit udlevere gebyroplysningsdokumentet med ordforklaringen på papir eller andet varigt medium.

Det foreslåede stk. 3, 1. pkt., supplerer derfor kravet i stk. 1 om, at en betalingstjenesteudbyder senest samtidig med indgåelse af aftale om en betalingskonto, skal udlevere gebyroplysningsdokumentet til forbrugeren. Stk. 3 sikrer, at forbrugeren efter indgåelse af aftale om en betalingskonto efterfølgende har adgang til gebyroplysningsdokumentet på betalingstjenesteudbyderens hjemmeside eller forretningslokale, og på anmodning kan få det udleveret på papir eller andet varigt medium.

I modsætning til gebyroplysningsdokumentet er betalingstjenesteudbyderen kun forpligtet til at stille ordforklaringen til rådighed for forbrugeren efter stk. 3. Det vil sige, at ordforklaringen ikke skal udleveres sammen med gebyroplysningsdokumentet ved indgåelse af en aftale om en betalingskonto. Ordforklaringen skal derimod være tilgængelig på udbyderens eventuelle hjemmeside og på betalingstjenesteudbyderens forretningssted samt udleveres på forbrugerens anmodning.

En betalingstjenesteudbyder skal udarbejde en ordforklaring vedrørende de repræsentative tjenesteydelser, der fremgår af gebyroplysningsdokumentet, for at kunne stille denne til rådighed. Ordforklaringen skal gøre det muligt for den enkelte forbruger at få uddybet og forklaret betegnelserne på tjenesteydelserne. Ordforklaringen skal være let forståelig i den forstand, at læsning af dokumentet ikke skal forudsætte særlig kendskab til området. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at branchen i fællesskab udarbejder en ordforklaring.

I henhold til § 25, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 3, stk. 3, straffes med bøde.

Overtrædelse af § 3, stk. 3, vil omfatte den situation, hvor en betalingstjenesteudbyder ikke stiller et gebyroplysningsdokument og en dertil hørende ordforklaring til rådighed for forbrugerne til enhver tid på en let tilgængelig måde i betalingstjenesteudbyderens forretningslokale og på betalingstjenesteudbyderens eventuelle hjemmeside. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er som udgangspunkt den betalingstjenesteudbyder, der er forpligtet til at give oplysningerne, jf. forslaget til § 25, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Med forslaget til stk. 4 indføres en hjemmel for erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om indholdet og formatet for gebyroplysningsdokumentet. Bemyndigelsen til erhvervs- og vækstministeren vil blive benyttet til at gennemføre de krav, som direktivet fastsætter til udformningen af et gebyroplysningsdokument, jf. artikel 4, stk. 2, litra a-g, i betalingskontodirektivet.

Det fremgår af artikel 4, stk. 2, litra a-g, at gebyroplysningsdokumentet skal være kort og selvstændigt og udformet således, at det er klart og letlæseligt med brug af en læservenlig skriftstørrelse. Dokumentet skal være lige så forståeligt, hvis det oprindeligt er affattet i farver, men udskrives eller fotokopieres i sort-hvid og affattes på det officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingskontoen tilbydes, eller på et andet sprog, hvis dette er aftalt mellem forbrugeren og betalingstjenesteudbyderen. Derudover skal gebyroplysningsdokumentet være præcist og ikke vildledende, og gebyrerne skal angives i den samme valuta som betalingskontoen eller i en anden valuta inden for Den Europæiske Union, hvis dette er aftalt mellem forbrugeren og betalingstjenesteudbyderen.

Gebyroplysningsdokumentet skal have påført et fælles symbol fastsat af Kommissionen. Symbolet skal, jf. artikel 4, stk. 2, litra f, sikre, at gebyroplysningsdokumentet adskiller sig fra anden dokumentation.

Øverst på første side ved siden af det fælles symbol skal gebyroplysningsdokumentet indeholde titlen »gebyroplysningsdokument«. Til sidst skal dokumentet indeholde en erklæring om, at det omfatter gebyrer for de repræsentative tjenesteydelser, der er tilknyttet betalingskontoen, og at de fuldstændige oplysninger om alle tjenesteydelserne forud for og i forbindelse med aftaleindgåelsen angives i andre dokumenter.

Et standardiseret præsentationsformat for et gebyroplysningsdokument og et fælles symbol herfor skal være med til at sikre, at gebyroplysningsdokumenterne fra de forskellige betalingstjenesteudbydere er forståelige og sammenlignelige for forbrugerne.

Det bemærkes, at Kommissionen i medfør af artikel 4, stk. 6, i betalingskontodirektivets har hjemmel til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) vedrørende præsentationsformatet for gebyroplysningsdokumentet og det fælles symbol herfor. På baggrund af denne hjemmel vil erhvervs- og vækstministeren kun benytte sin bemyndigelse i det foreslåede stk. 4 til at gennemføre nærmere regler om udformningen af gebyroplysningsdokumentet og det fælles symbol herfor, såfremt de gennemførelsesmæssige tekniske standarder ikke er umiddelbart anvendelige i dansk ret.

Til § 4

Forslaget til § 4 gennemfører artikel 8 i betalingskontodirektivet om betalingskonti i en pakke sammen med et andet produkt eller en anden tjenesteydelse.

Af det foreslåede 1. pkt. følger, at såfremt en betalingstjenesteudbyder tilbyder en betalingskonto som en del af en samlet pakke, der ligeledes indeholder mindst et andet produkt eller en anden tjenesteydelse, som ikke er tilknyttet betalingskontoen, skal betalingstjenesteudbyderen oplyse forbrugeren om, hvorvidt betalingskontoen kan købes separat.

Såfremt betalingskontoen kan købes separat, følger det af 2. pkt., at betalingstjenesteudbyderen skal oplyse forbrugeren om priser og gebyrer for hvert enkelt produkt eller tjene?stey?delse omfattet af den samlede pakke, som kan købes separat.

Bestemmelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtighed på markedet for betalingskonti ved at bidrage til forbrugernes mulighed for at sammenligne priser på betalingskonti, der indgår i en pakke, som indeholder mindst et andet produkt eller en anden tjenesteydelse, som ikke er knyttet til betalingskontoen.

Det fremgår af bestemmelsen, at oplysningspligten kun opstår, hvis der udbydes en samlet pakke, der udover en betalingskonto mindst indeholder et andet produkt eller en anden tjenesteydelse, der ikke er en tjenesteydelse knyttet til betalingskontoen. Begrebet tjenesteydelser der er knyttet til en betalingskonto, er defineret i § 2, nr. 6, hvoraf følger, at en tjenesteydelse skal være knyttet til enten åbning, drift eller lukning af en betalingskonto. En betalingstjenesteudbyder kan derfor eksempelvis blive omfattet af oplysningsforpligtelsen, hvis vedkommende tilbyder en betalingskonto sammen med en tjenesteydelse i form af en rejseforsikring. Derimod vil en betalingstjenesteudbyder, der tilbyder en betalingskonto sammen med en kassekredit, som netop er tilknyttet driften af en betalingskonto, ikke være omfattet af oplysningsforpligtelsen. Tilsvarende gælder, såfremt en betalingstjenesteudbyder tilbyder en betalingskonto med et dertil hørende betalingskort.

I henhold til § 25, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 4 straffes med bøde.

Overtrædelse af § 4, 1. pkt., vil omfatte den situation, hvor en betalingstjenesteudbyder tilbyder en betalingskonto som en del af en samlet pakke, der ligeledes indeholder et andet produkt eller en anden tjenesteydelse, som ikke er knyttet til betalingskontoen, ikke oplyser forbrugeren om, hvorvidt betalingskontoen kan købes separat. Såfremt betalingskontoen kan købes separat, vil der kunne foreligge en overtrædelse af § 4, 2. pkt., i den situation, hvor en betalingstjenesteudbyder ikke giver særskilte oplysninger om priser og gebyrer for hvert af de produkter og tjenesteydelser i den samlede pakken, der kan købes separat. Ansvarssubjekterne er som udgangspunkt den betalingstjenesteudbyder, der er forpligtet til at give oplysningerne, jf. forslaget til § 25, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Til § 5

Den foreslåede § 5 omhandler kravet om udlevering af en gebyropgørelse og gennemfører artikel 5 i betalingskontodirektivet.

I henhold til forslaget til stk. 1,1. pkt., skal en betalingstjenesteudbyder mindst en gang om året vederlagsfrit udlevere en gebyropgørelse til forbrugere med en betalingskonto, der omfatter samtlige påløbne gebyrer og de i forslaget til stk. 3, nr. 4 og 5, omhandlede rentesatser for tjenesteydelser, der er tilknyttet en betalingskonto. For opkrævede gebyrer på repræsentative tjenesteydelser, jf. den af erhvervs- og vækstministeren udarbejdede liste, jf. forslaget til § 6, stk. 3, fremgår det af forslaget til stk. 1, 2. pkt., at betegnelsen på den repræsentative tjenesteydelse skal anvendes i gebyropgørelsen. Gebyropgørelsen skal imidlertid indeholde alle gebyrer opkrævet i løbet af året. I forhold til opkrævede gebyrer for tjenesteydelser, som ikke er repræsentative, skal betalingstjenesteudbyderen anvende sin egen betegnelse for tjenesteydelsen.

Gebyropgørelsen skal udleveres mindst en gang årligt, jf. stk. 1, 1. pkt. Den foreslåede bestemmelse stiller derimod ikke krav til, hvilket tidspunkt på året gebyropgørelsen skal udleveres. Tidspunktet herfor kan derfor fastsættes ved nærmere aftale mellem forbrugeren og betalingstjenesteudbyderen.

I henhold til § 25, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 5, stk. 1, straffes med bøde.

Overtrædelse af § 5, stk. 1, vil omfatte den situation, hvor en betalingstjenesteudbyder ikke udleverer en gebyropgørelse til forbrugere med en betalingskonto mindst en gang om året. Der skal således udleveres en gebyropgørelse pr. kalenderår. Ansvarssubjektet er som udgangspunkt den betalingstjenesteudbyder, der er forpligtet til at give oplysningerne, jf. forslaget til § 25, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Det følger af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., at gebyropgørelsen skal udleveres ved anvendelse af det kommunikationsmiddel, som er aftalt med forbrugeren. Det kan derfor aftales med forbrugeren, at gebyropgørelsen fremsendes med eksempelvis e-post eller som almindelig post. Af det foreslåede stk. 2, 1. pkt., følger det ligeledes, at en forbruger har krav på vederlagsfrit at få udleveret gebyropgørelsen, hvorfor betalingstjenesteudbyderen ikke kan kræve et gebyr for udlevering af gebyropgørelsen ved brug af det kommunikationsmiddel, der er aftalt mellem udbyderen og forbrugeren.

I medfør af forslaget til stk. 2, 2. pkt., vil en forbruger, uanset aftalt kommunikationsmiddel for udlevering af en gebyropgørelsen, altid kunne anmode en betalingstjenesteudbyder om at få udleveret gebyropgørelsen i papirform. Bestemmelsen er kun relevant i de tilfælde, hvor det er aftalt mellem forbrugeren og betalingstjenesteudbyderen, at gebyropgørelsen skal fremsendes på anden måde end som almindeligt brev, eksempelvis med e-post.

Forslaget til stk. 3 stiller krav om, hvilke oplysninger en gebyropgørelse som minimum skal indeholde.

I henhold til forslaget til stk. 3. nr. 1, skal opgørelsen indeholde oplysning om det gebyr, der er opkrævet for hver enkelt tjenesteydelse og det antal gange, der er blevet gjort brug af tjenesteydelsen i den periode, som gebyropgørelsen vedrører. Hvis tjenesteydelserne for en betalingskonto er kombineret i en samlet pakke af tjenesteydelser, skal gebyropgørelsen indeholde oplysninger om gebyret for hele pakken og det antal gange, gebyret for pakken er opkrævet i den pågældende periode skal ligeledes fremgå af gebyropgørelsen. Herunder skal yderligere oplysninger om gebyrer for tjenesteydelser ud over det antal tjenesteydelser, som er omfattet af den samlede pakken, angives i opgørelsen.

Ifølge det foreslåede stk. 3, nr. 2, skal gebyropgørelsen, i modsætning til forslaget til nr. 1, indeholde oplysninger om det samlede påløbne gebyrbeløb i den pågældende periode for hver tjenesteydelse, det samlede påløbne gebyrbeløb for hver pakke af tjenesteydelser, og det samlede påløbne gebyrbeløb for tjenesteydelser ud over det antal, der er dækket af gebyret for den samlede pakken.

Bestemmelsen stiller krav om, at forbrugeren får oplyst størrelsen på de samlede gebyrer for hver type af tjenesteydelser eller pakke af tjenesteydelser eller tjenesteydelser ud over det antal, der er dækket af pakken.

Endelig skal gebyropgørelsen, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 3, indeholde en opgørelse over det samlede beløb af pålagte gebyrer for alle tjenesteydelser inklusiv tjenesteydelser omfattet af en samlet pakke, der er blevet ydet i den periode, som gebyropgørelsen dækker.

Gebyropgørelsen skal endvidere, jf. forslaget til stk. 3, nr. 4, indeholde oplysninger om den overtræksrente, der eventuelt gælder for en betalingskonto, og det samlede betalte rentebeløb for overtræk foretaget i den pågældende periode. Derimod skal gebyropgørelsen ikke indeholde oplysning om indlånsrenten for en kassekredit. Det følger imidlertid af § 10, stk. 2, nr. 6, i kreditaftaleloven, at der skal gives oplysninger om udlånsrenten i et kontoudtog.

Ifølge forslaget til stk. 3, nr. 5, skal gebyropgørelsen også indeholde oplysning om den indlånsrentesats, der gælder for betalingskontoen, dvs. den rente som et indestående på betalingskontoen forrentes med. Ligeledes skal den samlede påløbne indlånsrente fremgå af gebyropgørelsen.

Med forslaget til stk. 4 indføres en hjemmel for erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om præsentationsformatet for en gebyropgørelse. Bemyndigelsen til erhvervs- og vækstministeren vil blive benyttet til at gennemføre de krav, som direktivet fastsætter til udformningen af en gebyropgørelse, jf. artikel 5, stk. 3, litra a-d, i betalingskontodirektivet.

I henhold til artikel 5, stk. 3, litra a-d, fremgår det, at gebyropgørelsen skal udformes og opstilles således, at den er klar og letlæselig med brug af en læservenlig skriftstørrelse. Opgørelsen skal være præcis og ikke vildledende og angives i den samme valuta som betalingskontoen, eller i en anden valuta inden for Den Europæiske Union, hvis dette er aftalt mellem forbrugeren og udbyderen af betalingstjenester.

Gebyropgørelsen skal have påført et fælles symbol fastsat af Kommissionen. Symbolet skal, jf. artikel 5, stk. 3, litra c, sikre, at gebyropgørelsen adskiller sig fra anden dokumentation. Øverst på første side ved siden af det fælles symbol skal gebyropgørelsen indeholde titlen »gebyropgørelse«. Til sidst er det et krav, at opgørelsen affattes på det officielle sprog i den medlemsstat, hvor betalingskontoen tilbydes, eller et andet sprog hvis dette er aftalt mellem forbrugeren og udbyderen af betalingstjenester.

Et standardiseret præsentationsformat for en gebyropgørelse og et fælles symbol herfor skal være med til at sikre, at gebyropgørelsen fra de forskellige betalingstjenesteudbydere er forståelige og sammenlignelige for forbrugerne. De fælles regler om gebyropgørelsen er ikke til hinder for, at gebyropgørelsen udsendes sammen med en gebyropgørelse for andre tjenester, såfremt der er en klar opdeling mellem de to gebyroversigter.

Ifølge artikel 5, stk. 4, i betalingskontodirektivet får Kommissionen hjemmel til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder for et standardiseret præsentationsformat af gebyropgørelsen og det fælles symbol herfor udarbejdet af EBA. Hvis denne retsakt ikke er umiddelbar anvendelig i dansk ret, har erhvervs- og vækstministeren med forslaget til stk. 4 hjemmel til at gennemføre retsakten i dansk ret.

Til § 6

Forslaget til § 6, gennemfører bl.a. artikel 6 i betalingskontodirektivet, som vedrører brugen af betegnelser på repræsentative tjenesteydelser i henhold til den af erhvervs- og vækstministeren udarbejdede liste, jf. forslaget til § 6, stk. 3, og brugen af handelsnavne for tjenesteydelser. Ved handelsnavne for tjenesteydelser forstås de af en betalingstjenesteudbyder valgte betegnelser for tjenesteydelser, hvis navne adskiller sig fra betegnelserne på repræsentative tjenesteydelser.

Af forslaget til stk. 1 fremgår, at en udbyder har mulighed for at anvende handelsnavne for deres tjenesteydelser i gebyroplysningsdokumentet, jf. forslaget til § 3, og i gebyropgørelsen, jf. forslaget til § 5. Muligheden herfor er dog betinget af, at handelsnavnene fremgår som et supplement til betegnelserne på repræsentative tjenesteydelser, og at handelsnavnet fremgår som en sekundær betegnelse for disse tjenesteydelser. Dette kan ske ved eksempelvis at anføre handelsnavnet efter betegnelsen på den repræsentative tjenesteydelse ved enten at sætte handelsnavnet i parentes eller anføre det i en mindre skriftstørrelse.

I henhold til § 25, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 6, stk. 1, straffes med bøde.

Overtrædelse af § 6, stk. 1, vil omfatte den situation, hvor en betalingstjenesteudbyder anvender handelsnavne i et gebyroplysningsdokument eller en gebyropgørelse, uden at disse anvendes som supplement til betegnelserne på repræsentative tjenesteydelser, der fremgår af listen udarbejdet af erhvervs- og vækstministeren, jf. § 6, stk. 3, og fremgår som en sekundær betegnelse for disse tjenesteydelser. Ansvarssubjektet er som udgangspunkt den betalingstjenesteudbyder, der er forpligtet til at give oplysningerne, jf. forslaget til § 25, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

I henhold til forslaget til stk. 2, 1. pkt., skal en betalingstjenesteudbyder i sine aftaleoplysninger og i forbindelse med markedsføring anvende betegnelserne på repræsentative tjenesteydelser.

En betalingstjenesteudbyder vil kun være forpligtet til at anvende betegnelserne i henhold til erhvervs- og vækstministerens liste over repræsentative tjenesteydelser, jf. forslaget til stk. 3, såfremt vedkommende detaljeret beskriver tjenesteydelser, der er knyttet til en betalingskonto, og som fremgår af den pågældende liste. Dette gælder både i aftaledokumenter og i markedsføringsmateriale.

I forslaget til stk. 2, 2. pkt., fremgår det endvidere, at hvis en betalingstjenesteudbyder vælger at anvende handelsnavne for sine tjenesteydelser i aftaleoplysninger eller i forbindelse med markedsføring til forbrugere, skal betalingstjenesteudbyderen, tydeligt gør opmærksom på de hertil svarende betegnelser på repræsentative tjenesteydelser. Der vil ikke være tale om en henvisning til en svarende betegnelse på en repræsentativ tjenesteydelse, hvis en betalingstjenesteudbyder blot henviser til betegnelsen i en fodnote. Derimod vil anførsel af betegnelsen på en svarende repræsentativ tjenesteydelse i parentes umiddelbart efter handelsnavnet være tilstrækkeligt.

I henhold til § 25, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 6, stk. 2, 2. pkt., straffes med bøde.

En overtrædelse af § 6, stk. 2, 2. pkt., omfatter den situation, hvor en betalingstjenesteudbyder anvender handelsnavne for sine tjenesteydelser i aftaleoplysninger eller i forbindelse med markedsføring til forbrugere, uden at betalingstjenesteudbyderen tydeligt gør opmærksom på de hertil svarende betegnelser på repræsentative tjenesteydelser, der fremgår af listen udarbejdet af Finanstilsynet, jf. § 6, stk. 3. Ansvarssubjektet er som udgangspunkt den betalingstjenesteudbyder, der er forpligtet til at give oplysningerne, jf. foreslaget til § 25, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Forslaget til stk. 3, gennemfører artikel 3, stk. 1, i betalingskontodirektivet.

Med forslaget får erhvervs- og vækstministeren beføjelse til at fastsætte regler om, hvilke tjenesteydelser der er repræsentative. Ligeledes får erhvervs- og vækstministeren mulighed for at fastsætte betegnelserne og definitionerne på disse tjenesteydelser.

Det forventes at reglerne vil blive udmøntet på den måde, at listen over repræsentative tjenesteydelser vil bestå af 10 til 20 tjenesteydelser, der normalt er tilknyttet en betalingskonto mod betaling af et gebyr, og som udbydes af mindst en betalingstjenesteudbyder i Danmark. Ved fastlæggelsen af disse tjenesteydelser skal erhvervs- og vækstministeren, jf. artikel 3, stk. 2, i betalingskontodirektivet, tage de tjenesteydelser i betragtning, som forbrugerne oftest anvender i forbindelse med deres betalingskonto, og som både samlet set og pr. enhed medfører de største udgifter for forbrugerne.

Erhvervs- og vækstministerens liste over repræsentative tjenesteydelser vil blive revideret, når Kommissionen har vedtaget den af EBAs udarbejdede liste med standardiserede EU-betegnelser på tjenesteydelser, jf. artikel 3, stk. 4, der er fælles for mindst et flertal af medlemslande. Listen fra EBA vil blive udarbejdet på baggrund af lister fra medlemslandene. Ved denne revision vil betegnelserne på tjenesteydelser, der er omfattet af den oprindelige liste udarbejdet af erhvervs- og vækstministeren, blive erstattet og suppleret med betegnelser fra den af EBA udarbejdede liste. Den endelige liste vil derfor bestå af betegnelser på tjenesteydelser, der kun anvendes i Danmark samt tjenesteydelser, der anvendes i et flertal af medlemslande.

Til § 7

Med forslaget til § 7 bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om flytning af betalingskonti eller betalingsordrer mellem betalingstjenesteudbydere i Danmark. Bestemmelsen i § 7 vil blive anvendt til at gennemføre betalingskontodirektivets artikel 10 om flytning af betalingskonti eller betalingsordrer inden for samme medlemsland.

Artikel 10 indeholder en detaljeret regulering af, hvordan flytning af betalingskonti eller betalingsordrer skal gennemføres.

Den procedure for flytning af betalingskonti inden for landets grænser, som er fastsat i direktivet, iværksættes af den modtagende betalingstjenesteudbyder med forbrugerens tilladelse. Dette skyldes, at forbrugernes adgang til at få flyttet en betalingskonto bør være så let som muligt. Det er derfor den betalingstjenesteudbyder, som en forbruger ønsker at flytte sin konto eller visse betalingsordrer til, der har ansvaret for at påbegynde flytningen.

Det følger således af direktivet, at tilladelsen fra forbrugeren skal være affattet på dansk eller et andet sprog, som er aftalt mellem parterne, og at den skal gøre det muligt for forbrugeren at give samtykke til, at henholdsvis den overførende betalingstjenesteudbyder og den modtagende betalingstjenesteudbyder kan udføre de opgaver, som de er pålagt i henhold til direktivet i forbindelse med flytningen. Derudover skal tilladelsen gøre det muligt for forbrugeren at bestemme, hvilke indgående kredittransaktioner, stående ordrer om kredittransaktioner og mandater til direkte debiteringer, der skal flyttes, og fra hvilken dato disse skal kunne foretages fra den betalingskonto, som forbrugeren åbner eller i forvejen har hos den modtagende betalingstjenesteudbyder. Datoen herfor skal være mindst 6 arbejdsdage efter den dato, hvor den modtagende betalingstjenesteudbyder modtager de for flytningen relevante oplysninger, jf. nærmere nedenfor, fra den overførende betalingstjenesteudbyder.

Såfremt det fremgår af forbrugerens tilladelse, skal den modtagende betalingstjenesteudbyder senest 2 arbejdsdage efter modtagelsen af tilladelsen anmode den overførende betalingstjenesteudbyder om at sende en liste over de eksisterende stående ordrer om kredittransaktioner og tilgængelige oplysninger om mandater til direkte debiteringer, der skal flyttes samt de tilgængelige oplysninger om tilbagevendende indgående kredittransaktioner og direkte debiteringer iværksat af kreditor, som er udført på forbrugerens konto i de foregående 13 måneder.

Hvis den overførende betalingstjenesteudbyder ikke har et system til automatisk omdirigering af direkte debiteringer og indgående kredittransaktioner, skal den modtagende betalingstjenesteyder også anmode den overførende betalingstjenesteudbyder om at ophøre med at acceptere disse fra den dato, der er anført i tilladelsen.

Til sidst skal den modtagende betalingstjenesteudbyder anmode om, at den overførende betalingstjenesteudbyder annullerer stående ordrer fra den i tilladelsen anførte dato samt overfører en eventuel resterende positiv saldo til den betalingskonto, som forbrugeren åbner eller allerede har hos den modtagende betalingstjenesteudbyder, og lukker betalingskontoen hos den overførende betalingstjenesteudbyder, på den i tilladelsen anførte dato.

Den overførende betalingstjenesteudbyder er efter modtagelse af anmodningen forpligtet til at udføre ovennævnte opgaver.

Listen over eksisterende stående ordrer om kredittransaktioner og tilgængelige oplysninger om mandater til direkte debiteringer, der skal flyttes og de tilgængelige oplysninger om tilbagevendende indgående kredittransaktioner og direkte debiteringer initieret af kreditor, som er udført på forbrugerens konto i de foregående 13 måneder, skal sendes til den modtagende betalingstjenesteudbyder og forbrugeren inden 5 arbejdsdage fra modtagelse af anmodningen herom.

Den overførende betalingstjenesteudbyder sørger også for at lukke betalingskontoen på den i tilladelsen anførte dato, såfremt forbrugeren ikke har udestående forpligtelser, og forudsat at de øvrige ovennævnte opgaver er blevet gennemført. Dette gælder dog ikke, såfremt forbrugeren og den overdragne betalingstjenesteyder har aftalt en anden opsigelsesfrist, jf. § 51, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Såfremt udestående forpligtelser er til hinder for, at der kan ske lukning af betalingskontoen, skal betalingstjenesteudbyderen straks give forbrugeren besked herom.

Senest 5 arbejdsdage efter, at den modtagende betalingstjenesteudbyder har modtaget de ovennævnte relevante oplysninger i forbindelse med flytningen fra den overførende betalingstjenesteudbyder, sørger den modtagende betalingstjenesteudbyder for at oprette de af forbrugeren ønskede stående ordrer om kredittransaktioner og udføre disse med virkning fra den i tilladelsen anførte dato. Derudover sørger den modtagende betalingstjenesteudbyder for, at det er muligt at acceptere direkte debiteringer fra den i tilladelsen anførte dato samt oplyse forbrugeren om dennes rettigheder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro, der inden for forordningens anvendelsesområde, giver forbrugeren ret til bl.a. at afvise direkte debiteringer.

For så vidt angår de betalere, der er anført i tilladelsen, og som foretager tilbagevendende indgående kredittransaktioner til forbrugerens betalingskonto, sørger den modtagende betalingstjenesteudbyder for at meddele disse oplysningerne om betalingskontoen hos den modtagende betalingstjenesteudbyder og sende en kopi af forbrugerens tilladelse til betalerne. Det samme gælder i forhold til betalingsmodtagere, der er anført i tilladelsen, og som foretager direkte debiteringer fra forbrugerens betalingskonto. Betalingstjenestemodtagerne skal dog ligeledes have oplysninger om fra hvilken dato, der skal foretages direkte debiteringer fra denne betalingskonto.

Såfremt forbrugeren selv vælger at meddele henholdsvis betalere og betalingstjenestemodtagere ovennævnte oplysninger, skal den modtagende betalingstjenesteudbyder senest 5 arbejdsdage efter, at denne har modtaget de for flytningen relevante oplysninger fra den overførende betalingstjenesteudbyder, sende forbrugeren standardbreve med betalingskontooplysningerne og den i tilladelsen anførte startdato.

Den overførende betalingstjenesteudbyder må ikke spærre betalingsinstrumenter inden den dato, der er anført i forbrugerens tilladelse.

En flytning skal i henhold til direktivet som udgangspunkt være gennemført inden for 12 arbejdsdage.

Det forudsættes, at der ved gennemførelsen af direktivets artikel 10 vil kunne ske afvigelser fra bestemmelsen, i det omfang dette er muligt inden for artikel 10, stk. 1, 2. afsnit. Denne bestemmelse indeholder en adgang for medlemslandene til at fastsætte eller opretholde alternative foranstaltninger i forhold til de foranstaltninger, der følger af direktivet, på betingelse af, at disse foranstaltninger klart er i forbrugernes interesse, at det ikke medfører en ekstra byrde for forbrugeren, og at flytningen gennemføres inden for højest den samme overordnede tidsramme som den, der følger af direktivet.

Eventuelle afvigelser skal sikre, at det i videst muligt omfang er muligt at opretholde de eksisterende systemer i Danmark for flytning af betalingskonti. Se nærmere om det eksisterende system for flytning af betalingskonti i de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.1.

Med hjemlen i § 7 vil der også blive fastsat nærmere regler om gebyrer for flytning af betalingskonti eller betalingsordrer, som er nødvendige for at gennemføre artikel 12 i betalingskontodirektivet, der regulerer gebyrer i forbindelse med flytning af betalingskonti eller betalingsordrer. Bestemmelsen fastsætter bl.a., at gebyrer for flytning af en betalingskonto eller betalingsordrer skal være rimelige og modsvare de faktiske omkostninger.

Endelig vil der med bemyndigelsen i § 7 blive fastsat regler, som er nødvendige for at gennemføre artikel 14 i betalingskontodirektivet om, hvilke oplysninger om gennemførelse af flytning af betalingskonti eller betalingsordrer, som en betalingstjenesteudbyder skal stille til rådighed for forbrugerne. Dette omfatter blandt andet information om, hvilke oplysninger en forbruger skal stille til rådighed for, at flytningen kan gennemføres, og hvor lang tid flytningen vil tage.

Til § 8

Forslaget til § 8 regulerer det tilfælde, hvor en forbruger ønsker at åbne en betalingskonto hos en betalingstjenesteudbyder, der er etableret i et andet EU/EØS-land, og som ikke har oprettet en filial i Danmark. Forslaget gennemfører artikel 11 i betalingskontodirektivet.

I medfør af forslaget er en betalingstjenesteudbyder, der af en forbruger får oplyst, at kunden ønsker at åbne en betalingskonto i et andet land, forpligtet til at foretage samtlige de foranstaltninger, der fremgår af forslaget til stk. 1.

Det følger således af det foreslåede stk. 1, nr. 1, at en betalingstjenesteudbyder vederlagsfrit er forpligtet til at stille en liste til rådighed for forbrugeren, der viser stående ordrer og direkte debiteringer initieret af kreditor, dvs. forbrugerens betalingsforpligtelser, som er gennemført inden for de seneste 13 måneder. I forhold til definitionen på begreberne stående ordrer og direkte debiteringer henvises til forslagene til henholdsvis § 2, nr. 14 og 12.

Kravet om, at en betalingstjenesteudbyder skal stille en liste til rådighed for forbrugeren kan eksempelvis opfyldes ved, at den pågældende liste sendes til brugeren i dennes netbank eller e-boks. På baggrund af listen kan forbrugeren herefter rette henvendelse til sin nye betalingstjenesteudbyder i det andet medlemsland og anmode om, at disse transaktioner gennemføres fra den nye konto. Den modtagne liste forpligter dog ikke den nye betalingstjenesteudbyder til at etablere tjenester, som denne ikke allerede leverer.

De enkelte opgaver, der er opregnet i § 8, stk. 1, skal udføres i det omfang, forbrugeren anmoder herom. Forbrugeren har eksempelvis derfor mulighed for kun at anmode om at modtage en liste, jf. stk. 1, nr. 1, men derudover opretholde sin konto hos betalingstjenesteudbyderen.

Det følger af stk. 1, nr. 1, at den nævnte liste skal udleveres vederlagsfrit. Herudover indeholder § 8 ingen regulering af adgangen til at opkræve gebyrer for den bistand, som forbrugerens betalingstjenesteudbyder i Danmark skal udføre. Spørgsmålet om adgang til at opkræve gebyrer for opsigelse af en aftale om betalingskonto er imidlertid omfattet af § 51 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

I henhold til § 51, stk. 3, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge må der ikke opkræves gebyr af brugeren for at opsige en rammeaftale, hvis rammeaftalen er indgået for en tidsbegrænset periode på mere end 6 måneder eller på ubestemt tid, og rammeaftalen opsiges efter udløbet af de første 6 måneder. Hertil kommer, at et gebyr, jf. § 51, stk. 4, skal stå i rimeligt forhold til omkostningerne. Det følger endelig af § 51, stk. 5, at i det omfang, der opkræves løbende gebyr for en betalingstjeneste, kan udbyderen af en betalingstjeneste kun opkræve gebyr for perioden frem til rammeaftalens ophør. Forudbetalte gebyrer skal tilbagebetales forholdsmæssigt.

Med forslaget til stk. 1, nr. 2, skal betalingstjenesteudbyderen overføre en eventuel resterende positiv saldo på forbrugerens betalingskonto til den betalingskonto, som forbrugeren åbner eller allerede har åbnet hos den nye betalingstjenesteudbyder. Dette forudsætter dog, at forbrugeren har udleveret oplysninger til betalingstjenesteudbyderen, der gør det muligt for denne at identificere den nye betalingstjenesteudbyder og den nye betalingskonto.

Med forslaget til stk. 1, nr. 3, skal betalingstjenesteudbyderen sørge for at lukke forbrugerens konto, såfremt forbrugeren ønsker dette.

Med forslaget til stk. 2 fastsættes en frist for betalingstjenesteudbyderen til at gennemføre de i stk. 1 nævnte foranstaltninger. Det fremgår således, af stk. 2, 1. pkt., at betalingstjenesteudbyderen skal gennemføre foranstaltningerne på den af forbrugeren fastsatte dato, som i henhold til stk. 2, 2. pkt., skal ligge mindst 6 arbejdsdage efter, at forbrugeren har oplyst betalingstjenesteudbyderen, at vedkommende ønsker at åbne en betalingskonto, jf. stk. 1. Fristen på 6 arbejdsdage begynder at løbe fra dagen efter den dag, hvor en anmodning er modtaget, hvorimod lørdage, søndage og helligdage heller ikke skal medregnes. Fristen gælder dog kun i det tilfælde, hvor forbrugeren ikke har udestående forpligtelser på sin betalingskonto, f.eks. hvis der er sket reservation af beløb på et betalingskort knyttet til kontoen.

Det er dog muligt at aftale en længere frist med forbrugeren, jf. dog § 51, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, hvoraf fremgår, at en opsigelsesfrist for brugeren af betalingskonto ikke må overstige 1 måned. Det fremgår således af henvisningen til § 51, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at § 8 ikke griber ind i en eventuel aftalt opsigelsesfrist, der dog ikke må overstige en måned. Hvis en forbruger udelukkende ønsker at modtage en liste, jf. stk. 1, nr. 1, vil der imidlertid næppe kunne forekomme tilfælde, hvor udestående forpligtelser kan udskyde fristen for leveringen af den pågældende liste.

Udbyderen af betalingstjenester underretter straks forbrugeren, hvis udestående forpligtelser er til hindrer for, at betalingskontoen kan lukkes.

Til § 9

Forslaget til § 9 gennemfører artikel 17, stk. 1, 4 og 7, i betalingskontodirektivet og indeholder en beskrivelse af de funktioner, der skal være omfattet af en basal betalingskonto.

Det foreslås således i stk. 1, at en basal betalingskonto skal omfatte de tjenesteydelser, som er opregnet i stk. 1, nr. 1-3. Disse tjenesteydelser skal forbrugeren kunne gøre brug af i ubegrænset omfang. For pengeinstituttets adgang til at opkræve et gebyr afhængigt af antallet af transaktioner henvises til bemærkningerne til § 12.

Af forslaget til stk. 1, nr. 1, følger, at det skal være muligt at indsætte midler på kontoen.

Det fremgår af forslagets stk. 1, nr. 2, at det skal være muligt at hæve kontanter fra betalingskontoen, inden for et EU/EØS-land, ved henvendelse i pengeinstituttets forretningslokale eller i pengeautomater både inden for og uden for pengeinstituttets åbningstider.

Af forslaget til stk. 1, nr. 3, følger, at de tjenesteydelser, der er opregnet i denne bestemmelse, skal være tilgængelige inden for et EU/EØS-land. Dette drejer sig om adgangen til direkte debitering, kortransaktioner og kredittransaktioner. Det skal derfor være muligt for en forbruger med en basal betalingskonto i Danmark at tillade adgang til direkte debiteringer fra andre medlemslande, anvende betalingskort i andre medlemslande og gennemføre kredittransaktioner til betalingsmodtagere i andre medlemslande, jf. dog stk. 2.

Det følger af forslaget til stk. 1, nr. 3, litra a, at det skal være muligt at gennemføre direkte debiteringer fra den basale betalingskonto. For en definition af direkte debiteringer henvises til lovforslagets § 2, nr. 12. Direkte debitering er her defineret som en national eller grænseoverskridende betalingstjeneste til debitering af en betalers betalingskonto, når betalingsmodtageren på grundlag af samtykke fra betaleren har initieret en betalingstransaktion.

Af forslaget til stk. 1, nr. 3, litra b, følger, at det skal være muligt at gennemføre betalingstransaktioner med et betalingskort, herunder ved online betalinger. Ved online betalinger forstås betalinger, med betalingskort på internettet. Et betalingskort kan eksempelvis være et debetkort med saldokontrol.

Endelig følger det af stk. 1, nr. 3, litra c, at det skal være muligt at foretage kredittransaktioner, herunder stående ordrer ved, såfremt de forefindes, terminaler, henvendelse i pengeinstituttets forretningslokale og via onlinefaciliteter. For en definition af begrebet kredittransaktion henvises til § 2, nr. 13. Gennemførelse af kredittransaktioner kan eksempelvis ske via pengeautomater, der giver adgang til at gennemføre kredittransaktioner. En kredittransaktion omfatter enkelte konto til konto overførsler, der iværksættes af betaleren.

Det fremgår af forslaget til stk. 2, at bestemmelsen ikke pålægger et pengeinstitut at tilbyde alle de i stk. 1 nævnte tjenesteydelser, hvis disse ikke i forvejen tilbydes forbrugere med andre betalingskonti. Som eksempel kan nævnes, at hvis et pengeinstitut ikke tilbyder sine kunder adgang til kontanthævning i sit forretningslokale, skal denne adgang heller ikke tilbydes en forbruger med en basal betalingskonto.

Adgangen til at styre og gennemføre betalingstransaktioner skal, jf. forslaget til stk. 3, kunne gennemføres ved henvendelse i pengeinstituttets eventuelle forretningslokale og via onlinefaciliteter, hvis disse tilbydes forbrugerne med andre betalingskonti. Bestemmelsen griber derfor ikke ind i pengeinstitutternes adgang til at fastsætte, i hvilket omfang deres kunder skal betjenes i filialer eller gennem netbanksløsninger. Såfremt et pengeinstitut udbyder adgang til netbank til forbrugere med andre betalingskonti, skal denne adgang også tilbydes forbrugere, der opretter en basal betalingskonto.

Til § 10

Forslaget til § 10 gennemfører artikel 20, stk. 2, i betalingskontodirektivet. Med forslaget forpligtes et pengeinstitut til at stille en række oplysninger vederlagsfrit til rådighed for forbrugerne om den basale betalingskonto, som pengeinstituttet udbyder. Bestemmelsen opstiller ikke krav til hvilket medium, der kan anvendes til at give disse oplysninger. Et pengeinstitut vil derfor eksempelvis kunne opfylde oplysningskravet ved at angive de opregnede oplysninger på pengeinstituttets hjemmeside.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at forbrugerne, jf. forslaget til nr. 1, kan tilgå oplysninger om de tjenesteydelser, som er tilknyttet den basale betalingskonto, som pengeinstituttet udbyder, så forbrugerne er oplyst om deres ret til en basal betalingskonto. Derudover skal pengeinstituttet, jf. forslaget til nr. 2, oplyse om gebyrer og vilkår for de basale betalingskonti, jf. forslaget til § 12. Til sidst er det ligeledes et krav, at pengeinstituttet, jf. forslaget til nr. 3, oplyser om, at en forbruger ikke er forpligtet til at købe yderligere tjenesteydelser eller aktier, andele eller garantbeviser hos pengeinstituttet for at åbne en basal betalingskonto.

I henhold til § 25, stk. 1, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 10 straffes med bøde.

En overtrædelse af § 10 vil omfatte den situation, hvor et pengeinstitut ikke vederlagsfrit stiller de oplysninger, der er nævnt i § 10, nr. 1-3, til rådighed for forbrugerne om den basale betalingskonto, som pengeinstituttet udbyder. Ansvarssubjektet er som udgangspunkt den betalingstjenesteudbyder, der er forpligtet til at give oplysningerne, jf. forslaget til § 25, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Til § 11

Det foreslåede § 11 gennemfører artikel 16 og artikel 17, stk. 3 og 8.

Forslaget til stk. 1 giver en forbruger ret til at åbne en basal betalingskonto i danske kroner hos et pengeinstitut. Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis et institut som en del af sin virksomhed tilbyder betalingskonti til forbrugere. Pengeinstitutter, der kun tilbyder investeringsservice uden samtidig at udbyde betalingstjenester, er derfor ikke forpligtet til at tilbyde forbrugere en basal betalingskonto.

Der henvises til § 9 for en beskrivelse af, hvilke basale tjenesteydelser, der skal være tilknyttet en basal betalingskonto. Et pengeinstitut, der udbyder betalingstjenester, er derfor forpligtet til at have en konto, som har tilknyttet de samme tjenesteydelser, som en basal betalingskonto.

Bestemmelsen giver kun forbrugeren ret til at oprette én konto i et pengeinstitut. Instituttet er derfor ikke forpligtet til at oprette to konti efter denne bestemmelse, hvor eksempelvis den ene kan fungere som lønkonto, og den anden kan fungere som budgetkonto. Derimod vil forbrugeren efter bekendtgørelse nr. 1094 af 14. september 2015 om god skik for finansielle virksomheder have krav på en basal indlånskonto, der har færre tjenesteydelser end en basal betalingskonto. Det foreslåede stk. 1 er derfor ikke til hinder for, at forbrugeren både opretter en basal betalingskonto og en basal indlånskonto.

Forbrugerbegrebet indeholder ikke en aldersmæssig grænse, jf. definitionen i forslaget til § 2, nr. 1. Dette medfører, at også børn har ret til en basal betalingskonto. Se dog nærmere nedenfor om muligheden for, jf. stk. 3, nr. 1, at et pengeinstitut i særlige tilfælde kan afslå af åbne en basal betalingskonto, hvis forbrugeren ikke kan påvise en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto.

Hvis et pengeinstitut forskelsbehandler forbrugere, der har lovligt ophold i et EU/EØS-land, på grund af nationalitet eller bopæl eller af nogen anden grund omhandlet i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder 2000/C 364/01, når de ansøger om eller anvender en basal betalingskonto, vil der foreligge en overtrædelse af reglerne om god skik for finansielle virksomheder. Tilsvarende gør sig gældende i forhold til forbrugerens økonomiske situation, eksempelvis på grund af forbrugerens beskæftigelsesstatus, indkomstniveau, kredithistorik eller personlige konkurs.

Der tages i stk. 1 forbehold for den situation, hvor åbning af en basal betalingskonto vil føre til en overtrædelse af reglerne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Det følger af § 13, stk. 2, i hvidvaskloven, at hvis kundelegitimationen ikke kan foretages i overensstemmelse med lovens regler herom, må der ikke etableres et fast kundeforhold, optages forretningsmæssig forbindelse eller udføres transaktioner for kunden. Selv i disse tilfælde kan et afslag kun være berettiget, hvis forbrugeren ikke efterlever den pågældende lovgivning. Et afslag kan derimod ikke være berettiget, fordi proceduren med at kontrollere, om lovgivningen efterleves, er for besværlig eller dyr.

Stk. 1 finder, jf. forslaget til stk. 2, kun anvendelse på forbrugere med lovligt ophold i et EU/EØS-land og forbrugere, som ikke har fået opholdstilladelse, men som ikke kan udsendes af retlige eller faktiske grunde. Dette gælder uanset forbrugerens bopæl. For en definition af begrebet person med lovligt ophold henvises til lovforslagets § 2, nr. 2. Retten til en basal betalingskonto omfatter derfor ikke kun danske statsborgere eller borger, der i øvrigt har lovligt permanent ophold i landet. Det fremgår af bestemmelsen, at forbrugerens bopæl ikke er afgørende for adgangen til en basal betalingskonto. Hvis et pengeinstitut er i tvivl om, hvorvidt betingelserne efter stk. 2 er opfyldt, kan instituttet anmode forbrugeren om at fremlægge dokumentation for, at betingelserne er opfyldt.

Forslaget til stk. 3 opregner fire situationer, hvor et pengeinstitut kan afvise at åbne en basal betalingskonto.

Et pengeinstitut kan, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 1, afslå at åbne en basal betalingskonto, hvis forbrugeren ikke kan påvise en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto. Det forhold, at en forbruger ikke har bopæl i Danmark, kan aldrig i sig selv anvendes som den eneste begrundelse for at afslå at åbne en basal betalingskonto. Forbrugere med bopæl uden for Danmark kan f.eks. have en reelt behov for at åbne en konto i Danmark, hvis de planlægger at flytte til landet eller ejer fast ejendom her i landet. Da der er tale om en undtagelsesadgang, skal denne bestemmelse fortolkes restriktivt i det tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt forbrugeren har en reel interesse i at åbne en konto her i landet.

Forbrugere med fast ophold her i landet vil altid have en reel interesse i at åbne en basal betalingskonto. For børn under 13 år gør der sig imidlertid særlige forhold gældende, idet børn under 13 år ikke må beskæftiges ved arbejde, medmindre de har opnået en særlig tilladelse. For børn under 13 år vil pengeinstitutterne derfor kunne stille krav om, at der påvises et reelt behov for at åbne en basal betalingskonto. Denne interesse vil eksempelvis foreligge, hvis barnet har opnået tilladelse til at arbejde.

Ifølge forslaget til stk. 3, nr. 2, kan et pengeinstitut afslå at åbne en basal betalingskonto, hvis forbrugeren allerede har en betalingskonto i Danmark, som gør det muligt at anvende de i § 9 anførte tjenesteydelser. Dette gælder dog ikke, hvis forbrugeren erklærer, at han har fået meddelelse om, at denne betalingskonto vil blive lukket. Et pengeinstitut kan kun anvende denne undtagelse, hvis det kan dokumentere, at forbrugeren har en anden basal betalingskonto i Danmark. Et pengeinstitut kan derfor ikke nægte at oprette en basal betalingskonto, hvis en forbruger erklærer over for instituttet, at vedkommende ikke har en betalingskonto i Danmark, med de i § 9 nævnte tjenesteydelser, medmindre pengeinstituttet på anden måde har viden herom.

Ifølge forslaget til stk. 3, nr. 3, kan et pengeinstitut nægte at oprette en basal betalingskonto, hvis dette sker for at forhindre forbrugeren i at misbruge sin ret til at have adgang til en basal betalingskonto, fordi denne har udøvet strafbare handlinger mod pengeinstituttet, som eksempelvis dokumentfalsk, røveri eller hacking. Pengeinstituttet kan dog ikke nægte at oprette en basal betalingskonto over for forbrugeren på det tidspunkt, hvor den kriminelle handling ikke længere fremgår af forbrugerens straffeattest.

Ifølge forslaget til stk. 3, nr. 4, kan et pengeinstitut afslå at åbne en basal betalingskonto, såfremt forbrugeren har optrådt anstødeligt eller til gene for bankens øvrige kunder eller ansatte. Pengeinstitutter skal derfor ikke acceptere kunder, som eksempelvis optræder voldeligt eller forulemper de øvrige kunder i forbindelse med ekspedition i en filial. Bestemmelsen skal fortolkes restriktivt, og pengeinstitutter bør derfor som udgangspunkt først søge at finde andre løsninger, f.eks. ved at afskære kunden fra personlig betjening og henvise denne til at hæve kontanter i en automat.

Gentagne overtræk på en betalingskonto ved brug af betalingskort eller ikke en gyldig adgang til at nægte en kunde adgang til en betalingskonto. Pengeinstituttet kan i stedet tilbyde kunden et betalingskort med saldokontrol, hvorved overtræk undgås.

I forslaget til stk. 4, 1. pkt., fastsættes en regel om, at en ansøgning om en basal betalingskonto skal behandles hurtigst muligt og senest 10 arbejdsdage efter modtagelsen af en fuldstændig ansøgning. Inden for denne frist skal pengeinstituttet enten åbne en basal betalingskonto eller afslå forbrugerens ansøgning. Der er tale om en absolut frist, som ikke kan forlænges i forbindelse med spidsbelastningsperioder. Overskridelse af tidsfristen medfører ikke, at forbrugeren får krav på at åbne en basal betalingskonto hos det pågældende pengeinstitut. Om beregning af fristen på 10 arbejdsdage henvises til bemærkningerne til forslagets § 8, stk. 2, 2. pkt.

Forslaget til stk. 4, 2. pkt., indeholder endvidere et krav om en vederlagsfri begrundelse for afslag. I medfør af forslaget til stk. 4, 3. pkt., gælder kravet om begrundelse dog ikke, såfremt en begrundelse strider imod hensyn til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Som eksempel kan nævnes, at det følger af hvidvasklovens § 27, stk. 1, at virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, ledelse og ansatte i disse virksomheder og hos disse personer samt revisorer eller andre, der udfører eller har udført særlige hverv for virksomheden eller personen, har pligt til at hemmeligholde, at der er givet underretning efter hvidvasklovens § 7, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse af, om der er tale om hvidvask eller terrorfinansiering. Ligeledes fremgår det af forslaget, at afslag kan gives uden begrundelse af hensyn til national sikkerhed eller offentlig orden. Vurderingen af, om sådanne hensyn konkret gør sig gældende, vil ikke kunne foretages af pengeinstituttet alene, men vil også involvere en offentlig myndighed. De nævnte undtagelsesadgange skal fortolkes meget restriktivt.

Derudover indeholder forslaget til stk. 4, 4. og 5. pkt., en række formkrav til en begrundelse for afslaget, herunder at dette skal gives skriftligt eller på andet varigt medium og indeholde nærmere oplysninger om forbrugerens mulighed for at påklage afgørelsen til Pengeinstitutankenævnet og for at kontakte Finanstilsynet. Såfremt en forbruger får et afslag, som vedkommende mener, er uberettiget, vil forbrugeren kunne klage til Pengeinstitutankenævnet, der vil kunne vurdere, om forbrugeren i det enkelte tilfælde er berettiget til at få en basal betalingskonto. Det vil endvidere være muligt for forbrugeren at forelægge afgørelsen for Finanstilsynet, som vil have mulighed for generelt at vurdere om pengeinstituttet efterlever lovforslagets regler om afslag, herunder vurdere om pengeinstituttets forretningsgange lever op til den foreslåede bestemmelse.

Det foreslåede stk. 5 skal sikre, at alle forbrugere har adgang til en basal betalingskonto uden samtidig at være nødt til at indgå aftale om yderligere finansielle tjenesteydelser, som ikke er tilknyttet en basal betalingskonto eller aktier, andele eller garantbeviser, medmindre aktiebesiddelse eller besiddelse af andele eller garantbeviser er en betingelse for alle instituttets kunder. Sådanne krav, eksempelvis krav om en forsikring, ville i praksis kunne medføre, at mindre formuende forbrugere vil blive afskåret fra adgangen til en basal betalingskonto. I praksis er det kun visse andelskasser, der i dag stiller krav om, at alle kunder skal være andelshavere.

Til § 12

Forslaget til § 12, stk. 1-3, gennemfører artikel 18 i betalingskontodirektivet angående det gebyr, som et pengeinstitut kan opkræve enten for at tilbyde en basal betalingskonto eller i tilfælde af, at en forbruger ikke overholder sine forpligtelser i henhold til en rammeaftale for en basal betalingskonto.

Ifølge forslagets stk. 1 skal en basal betalingskonto tilbydes vederlagsfrit eller mod betaling af et rimeligt gebyr. Fastsættelsen af, hvad der er et rimeligt gebyr, er nærmere reguleret i forslaget til § 12, stk. 3.

Det fremgår videre af forslaget til stk. 2, at et pengeinstitut også har mulighed for at pålægge en forbruger et rimeligt gebyr i tilfælde af, at en forbruger ikke overholder sine forpligtelser i henhold til en rammeaftale for en basal betalingskonto, eksempelvis manglende iagttagelse af sikkerhedsforanstaltninger ved brug af netbank.

Forslaget til stk. 3, fastlægger de kriterier, der skal tages hensyn til ved fastlæggelsen af et rimeligt gebyr. Disse kriterier medfører, at begrebet »et rimeligt gebyr« er et dynamisk begreb, der til enhver tid skal afspejle forbrugernes købekraft, det gennemsnitlige gebyrniveau og pengeinstituttets omkostninger. Opregningen er udtømmende, og et pengeinstitut kan derfor ikke vælge at fastlægge et rimeligt gebyr individuelt på baggrund af en kreditvurdering af den enkelte kunde.

Ved fastlæggelsen af gebyrets størrelse vil der skulle tages hensyn til indkomstniveauet i Danmark, jf. forslaget til stk. 3, nr. 1. Dette skal sikre, at gebyrets størrelse ikke afholder forbrugere fra at oprette en basal betalingskonto. Ved fastlæggelsen af indkomstniveauet i Danmark vil der blive taget udgangspunkt i oplysninger fra Danmarks Statistik.

Der skal endvidere, jf. forslaget til stk. 3, nr. 2, tages hensyn til de gennemsnitlige gebyrer, der opkræves af pengeinstitutter i Danmark for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti. Selvom bestemmelsen ikke forbyder gebyrer over det gennemsnitlige niveau, vil dette moment kunne bidrage til, at et gebyr ikke vil blive anset for at være rimeligt. Bestemmelsen henviser til de gennemsnitlige gebyrer for betalingskonti. Herved sikres det, at der tages højde for det generelle gebyrniveau for betalingskonti og ikke kun niveauet for basale betalingskonti ved fastlæggelsen af, hvad der er et rimeligt gebyr.

Endelig fremgår det af forslaget til stk. 3, nr. 3, at pengeinstituttets omkostninger samt en rimelig fortjeneste ved at tilbyde en basal betalingskonto til forbrugere vil indgå i vurderingen af, om et gebyr er rimeligt. Omkostninger omfatter både direkte og indirekte omkostninger. Ved direkte omkostninger forstås omkostninger, som direkte kan henføres til at udbyde en basal betalingskonto. Indirekte omkostninger omfatter eksempelvis omkostninger til husleje og andre omkostninger, der ikke direkte kan henføres til udbuddet af en basal betalingskonto. Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.3.

Kriterierne i § 12, stk. 3, indgår i en samlet vurdering af, om et gebyr er rimeligt. Hvis et pengeinstitut har meget høje omkostninger, og dette medfører, at gebyret ligger over det gennemsnitligt opkrævede gebyr, jf. stk. 3, nr. 2, eller ikke står i et rimeligt forhold til indkomstniveauet i Danmark, vil dette kunne medføre, at gebyret ikke anses for at være et rimeligt gebyr. Hvis det derimod viser sig, at et gebyr svarer til det gennemsnitligt opkrævede gebyr for tjenesteydelser i forbindelse med betalingskonti, vil dette som udgangspunkt blive anset som rimeligt.

Det påhviler det enkelte pengeinstitut at fastsætte størrelsen for et rimeligt gebyr i henhold til de opregnede kriterier ud fra forholdene i det enkelte pengeinstitut. Da Finanstilsynet, jf. lovforslagets § 14, skal føre tilsyn med denne lov, vil Finanstilsynet som led i sin virksomhed have til opgave at overvåge, at pengeinstitutterne ikke opkræver et urimeligt gebyr for en basal betalingskonto.

Hvis et gebyr ikke er rimeligt, vil Finanstilsynet kunne påbyde pengeinstituttet at nedsætte gebyret. Finanstilsynet vil derimod ikke kunne pålægge pengeinstituttet at tilbagebetale gebyrer, der er i strid med stk. 1 og 2. I denne situation vil Finanstilsynet underrette Forbrugerombudsmanden, jf. forslagets § 16, der herefter vil kunne anlægge sag om tilbagesøgning af det uretmæssigt opkrævede beløb, jf. forslagets § 15, 1. pkt.

Forslaget til stk. 4 gennemfører artikel 17, stk. 5, i betalingstjenestedirektivet. Det fremgår således af forslaget, at et gebyr for en basal betalingskonto ikke må være afhængigt af antallet af gennemførte tjenesteydelser, jf. § 9, stk. 1, nr. 1-2 og nr. 3, litra b. Dette gælder derfor ikke direkte debiteringer, jf. § 9, stk. 1, nr. 3, litra a, og kredittransaktioner, jf. § 9, stk. 1, nr. 3, litra c. Derudover fremgår det af stk. 4, 2. pkt., at det ligeledes er muligt at opkræve gebyrer, som er afhængig af antallet af transaktioner med et kreditkort. For transaktioner med direkte debiteringer, kredittransaktioner og kreditkort vil et pengeinstitut derfor godt kunne opkræve et gebyr, der afhænger af antallet af gennemførte transaktioner. Disse gebyrer skal dog være rimelige, jf. kriterierne i stk. 3. Hvis pengeinstituttet vælger at tage særskilt betaling for disse tjenesteydelser, kan omkostningerne hertil ikke indgå i vurderingen af, hvad der er et rimeligt gebyr ved en basal betalingskonto.

Det følger af artikel 17, stk. 6, i direktivet, at medlemslandene kan fastsætte et minimumsantal af operationer for så vidt angår direkte debiteringer og transaktioner med kreditkort, som kreditinstitutter kun kan pålægge eventuelle rimelige gebyrer. Det vurderes, at denne bestemmelse ikke bør gennemføres i dansk ret, idet den foreslåede § 12, stk. 4, vurderes at give en tilstrækkelig forbrugerbeskyttelse.

Til § 13

Med forslaget til § 13 gennemføres artikel 19 i betalingskontodirektivet.

Forslaget angiver i § 13, stk. 1, nr. 1-6, en udtømmende opregning af de situationer, hvor et pengeinstitut kan opsige en rammeaftale, der giver adgang til en basal betalingskonto. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 11, der fastsætter betingelserne for, at et pengeinstitut er forpligtet til at tilbyde en forbruger en basal betalingskonto.

Hvis en forbruger anvender den basale betalingskonto til strafbare formål, som eksempelvis hvidvask, vil dette, jf. forslagets stk. 1, nr. 1, være en gyldig opsigelsesgrund.

I de tilfælde, hvor en forbruger eller tredjemand ikke har foretaget nogen transaktioner på den basale betalingskonto i over 24 måneder, vil kontoen kunne opsiges, jf. forslaget til stk. 1, nr. 2. Forbrugeren har i dette tilfælde typisk ikke behov for den pågældende konto. En forbruger vil dog være berettiget til efterfølgende at oprette en ny basal betalingskonto hos pengeinstituttet, hvis betingelserne efter forslaget til § 11, stk. 1, er opfyldt.

Hvis en forbruger har givet forkerte oplysninger for at få en basal betalingskonto i tilfælde, hvor de rigtige oplysninger ville have medført afslag, vil pengeinstituttet været berettiget til at opsige kontoen, jf. forslaget til stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor pengeinstituttet ville have været berettiget til at afslå at åbne en basal betalingskonto, fordi betingelserne i § 11 ikke var opfyldt. Som eksempel kan nævnes, at forbrugeren har givet urigtige oplysninger om sin interesse i at åbne en basal betalingskonto, jf. forslaget til § 11, stk. 3, nr. 1.

Et pengeinstitut vil, jf. det foreslåede stk. 1, nr. 4, være berettiget til at opsige en rammeaftale om en basal betalingskonto, hvis forbrugeren ikke længere har lovligt ophold i et EU/EØS-land. Bestemmelsen svarer til forslaget til § 11, stk. 2, hvorefter retten til en basal betalingskonto finder anvendelse for forbrugere med lovligt ophold i et EU/EØS-land og forbrugere, som ikke har fået opholdstilladelse, men som ikke kan udsendes af retlige eller faktiske grunde.

Hvis et pengeinstitut bliver bekendt med, at forbrugeren har åbnet en anden betalingskonto i Danmark, der gør det muligt at anvende de i § 9 anførte tjenesteydelser, vil instituttet kunne opsige betalingskontoen, jf. forslaget til stk. 1, nr. 5. Bestemmelsen finder derfor ikke anvendelse, hvis forbrugeren i et andet pengeinstitut har oprettet en opsparingskonto eller en betalingskonto, hvor der kun er adgang til enkelte af de i § 9 anførte tjenesteydelser.

Forslaget til stk. 1, nr. 6, gør det endvidere muligt at opsige en betalingskonto, hvis en forbruger misbruger sin ret til adgang til en basal betalingskonto, fordi denne har udøvet strafbare handlinger mod pengeinstituttet, eksempelvis dokumentfalsk, røveri eller hacking.

Forslaget til stk. 1, nr. 7, gør det muligt for et pengeinstitut at opsige en rammeaftale om en basal betalingskonto, såfremt forbrugeren har optrådt anstødeligt eller til gene for bankens øvrige kunder eller ansatte. Pengeinstitutter skal derfor ikke acceptere kunder, som eksempelvis optræder voldeligt eller forulemper de øvrige kunder i forbindelse ekspedition i en filial. Bestemmelsen skal dog fortolkes restriktivt, og pengeinstitutter bør derfor som udgangspunkt først søge at finde andre løsninger, f.eks. ved at afskære kunden fra personlig betjening og henvise denne til at hæve kontanter i en automat.

Efter forslaget til stk. 1, nr. 8, er det endvidere en lovlig grund til at opsige en rammeaftale, at kunden anvender sin basale betalingskonto til erhvervsmæssige formål. Det er kun forbrugere, der har ret til at åbne en basal betalingskonto. Erhvervsdrivende har derimod ikke krav på at åbne en basal betalingskonto. Såfremt en forbruger samtidig driver erhvervsmæssig virksomhed, vil brug af den private konto til transaktioner i forbindelse med denne virksomhed være en opsigelsesgrund. Det forudsættes dog, at der ikke er tale om en enkeltstående transaktion.

Det fremgår af forslaget til stk. 2, 1. pkt., at en opsigelse skal indeholde en begrundelse for opsigelsen i papirform eller på andet varigt medium, ligesom det ikke vil være berettiget at opkræve vederlag for opsigelsen. Opsigelsen skal endvidere ske med mindst 2 måneders varsel. Dog vil der i henhold til forslaget til stk. 2, 2. pkt., kunne ske undtagelse fra både varslingens længde og kravet om begrundelse, hvis dette kan begrundes i hensynet til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, jf. nærmere bemærkningerne til forslagets § 11, stk. 4, 3. pkt. Ligeledes fremgår det af forslaget, at afslag kan gives uden begrundelse af hensyn til national sikkerhed eller offentlig orden. Vurderingen af, om sådanne hensyn konkret gør sig gældende, vil ikke kunne foretages af pengeinstituttet alene, men vil også involvere en offentlig myndighed. De nævnte undtagelsesadgange skal fortolkes meget restriktivt.

Derudover anføres det i forslaget til stk. 2, 3. pkt., at i de tilfælde hvor kontoen anvendes til ulovlige formål, jf. forslaget til § 13, stk. 1, nr. 1, eller hvis opsigelsen er begrundet i, at forbrugeren har afgivet forkerte oplysninger for at få en basal betalingskonto i tilfælde, hvor de rigtige oplysninger ville have medført afslag, jf. forslaget til § 13, stk. 1, nr. 3, har opsigelsen øjeblikkelig virkning. Det samme gælder i det tilfælde, hvor en opsigelse er begrundet i, at forbrugeren har begået strafbare handlinger mod betalingsinstituttet, og pengeinstituttet derfor vil forhindre forbrugeren i at misbruge sin basale betalingskonto, jf. forslaget til § 13, stk. 1, nr. 6.

Adgangen til at opsige en rammeaftale for en basal betalingskonto skal forstås i overensstemmelse med § 51 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, der i stk. 2 fastsætter, at det kan aftales, at en betalingstjenesteudbyder kan opsige en rammeaftale med mindst 2 måneders varsel. Når der er tale om opsigelse af en basal betalingskonto følger det, at opsigelsen skal være begrundet med de i forslagets § 13, stk. 1, nævnte betingelser.

Endelig fremgår det af forslaget til stk. 2, 4. pkt., at en opsigelse skal indeholde oplysning om proceduren for at klage over opsigelsen til Pengeinstitutankenævnet, og om forbrugerens ret til at forelægge afgørelsen for Finanstilsynet samt relevante kontaktoplysninger. Mener en forbruger, at en opsigelse er uberettiget, vil forbrugeren kunne klage til Pengeinstitutankenævnet. Det vil endvidere være muligt for forbrugeren at forelægge afgørelsen for Finanstilsynet, der vil have mulighed for generelt at vurdere om pengeinstituttet efterlever reglerne om opsigelse, herunder vurdere om pengeinstituttets forretningsgange lever op til den foreslåede bestemmelse.

Til § 14

Med forslaget til § 14 gennemføres artikel 21, stk. 1, i betalingskontodirektivet. I forslaget fastlægges de nærmere rammer for Finanstilsynets virksomhed og tilsyn med denne lov.

I stk. 1 foreslås det, at Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af loven og regler udstedt i medfør heraf. Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet fører tilsyn med overholdelse af forordninger udstedt i medfør Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner. Heri ligger, at Finanstilsynet fører tilsyn med efterlevelse af de forordninger, som Kommissionen kan udstede i medfør af betalingskontodirektivet (niveau 2-regulering), og som er umiddelbart gældende i medlemslandene. Eksempelvis er der i artikel 5, stk. 4, i direktivet hjemmel til, at Kommissionen kan vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder for et standardiseret præsentationsformat af gebyropgørelsen og det fælles symbol herfor udarbejdet af EBA.

Finanstilsynets behandling af spørgsmål om overtrædelse af disse regler vil ofte opstå på baggrund af en klage fra en forbruger. Finanstilsynet kan dog også behandle et spørgsmål af egen drift eller efter anmodning herom fra sin bestyrelse eller fra Forbrugerombudsmanden, som har mulighed for at gøre Finanstilsynet opmærksom på konkrete sager samt mulighed for at gøre opmærksom på mere generelle forhold, som Forbrugerombudsmanden finder, er urimelige i forhold til forbrugerne. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle sager på forbrugerområdet, som Finanstilsynet får forelagt. Sager, hvor privatpersoner ønsker en afgørelse af en konkret tvist, skal som i forbindelse med det det øvrige forbrugertilsyn på det finansielle område, afgøres af de private finansielle ankenævn, der i dette tilfælde vil være Pengeinstitutankenævnet. En forbruger kan tillige indbringe sagen for domstolene.

Det følger af forslagets stk. 2, 1. pkt., at Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet med loven og regler udstedt i medfør heraf samt i tilsynet med forordninger udstedt i medfør af betalingskontodirektivet med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345 i lov om finansiel virksomhed.

Med forslaget vil bestyrelsen, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, skulle træffe beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter samt i sager, der har videregående betydelige følger. Ved reaktioner forstås afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v. Med bestemmelsen vil Finanstilsynets bestyrelse eksempelvis være kompetent til at træffe beslutning om en reaktion, som retter sig mod en konkret betalingstjenesteudbyder, men bestyrelsen vil også være kompetent til at træffe beslutning om reaktioner i principielle sager vedrørende lovfortolkning og lovanvendelse, herunder ændring af Finanstilsynets praksis, hvor der ikke nødvendigvis er en konkret betalingstjenesteudbyder, som reaktionen retter sig mod.

En sag har et principielt indhold, når der er tvivl af en vis betydning om fortolkningen af en bestemmelse, eller en hidtidig fortolkning ændres. At en sag vedrører en bestemmelse, der ikke har været anvendt før, gør ikke i sig selv sagen principiel. Videregående betydelige følger for en eller flere virksomheder eller hele branchen kan f.eks. være afgørelser, der påbyder, at en bestemt praksis skal følges, hvilket vil medføre anvendelse af betydelige ressourcer for virksomhederne.

Derudover skal bestyrelsen, jf. § 345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, træffe beslutning om at overgive sager til politimæssig efterforskning og, jf. § 345, stk. 7, nr. 7, godkende regler og vejledninger, som Finanstilsynet er bemyndiget til at udstede i medfør af nærværende lovforslag.

Ved regler forstås bekendtgørelser og cirkulærer.

Ligeledes skal Finanstilsynets bestyrelse godkende de vejledninger, som Finanstilsynet måtte finde behov for at udstede i medfør af loven. Forslaget skal ses som en naturlig konsekvens af bestyrelsens øvrige beføjelser, idet vejledninger dels er en kodificering af praksis i henhold til loven, som bestyrelsen med tiden vil fastlægge, og dels angiver fortolkningsbidrag m.v. vedrørende lovens bestemmelser. En vejledning retter sig mod de virksomheder, der skal administrere de regler, som vejledningen udmønter, og forklarer, hvad virksomhederne i praksis skal gøre for at efterleve lovgivningens regler. En vejledning indeholder ikke lovkrav eller regler, men derimod en vejledning til forståelse af den lovmæssige regulering.

I medfør af forslaget til stk. 2, 2. pkt., finder § 345, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed tilsvarende anvendelse, hvilket medfører, at Forbrugerombudsmanden indkaldes ved bestyrelsens behandling af sager efter denne lov, det vil sige, hvis der er tale om sager af principiel karakter, eller sager som har videregående betydelige følger. Forbrugerombudsmandens beføjelser omfatter også stemmeret ved bestyrelsens behandling af disse sager.

Det findes ikke relevant i nærværende lovforslag at omtale de øvrige bestemmelser i § 345 i lov om finansiel virksomhed. Der henvises derimod til bemærkningerne til § 345 i L 133 af 7. februar 2014 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love.

Til § 15

Det følger af den foreslåede § 15, 1. pkt., at Forbrugerombudsmanden, svarende til hvad der gælder ifølge den øvrige finansielle lovgivning, får mulighed for at anlægge en civil sag, hvis en virksomhed ikke handler i overensstemmelse med denne lov, regler udstedt i medfør af loven eller forordninger udstedt i medfør Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner, herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Forbrugerombudsmanden kan allerede i dag efter markedsføringsloven anlægge forbudssager mod finansielle virksomheder på de områder, hvor erhvervs- og vækstministeren ikke udsteder regler om god skik.

Som det fremgår af forslaget til § 14, stk. 1, fører Finanstilsynet tilsyn med lovens efterlevelse. Forbrugerombudsmanden har i den forbindelse mulighed for at gøre Finanstilsynet opmærksom på konkrete sager.

Den foreslåede bestemmelse i § 15, 1. pkt., skal sikre, at Forbrugerombudsmanden ikke afskæres fra at indbringe en sag for domstolene, hvis han i særlige tilfælde måtte finde, at der er behov for et sådant skridt. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor Finanstilsynet vælger ikke at tage en sag op, der af Forbrugerombudsmanden vurderes at være principiel eller af vidtgående betydning.

Forbrugerombudsmanden har endvidere adgang til at anlægge sager om civilretlige krav, herunder krav om erstatning og tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede beløb mv. I sådanne sager følger det af forslaget til § 15, 1. pkt., at § 20, § 27, stk. 1, og § 28 i markedsføringsloven om bl.a. erstatningssøgsmål finder tilsvarende anvendelse, og at Forbrugerombudsmanden har hjemmel efter § 23, stk. 1, i markedsføringsloven til at forhandle med virksomhederne med henblik på at opnå en eventuel forligsmæssig løsning af sagen. Forslaget tilsigter i øvrigt ikke nogen ændring i det forhold, at Finanstilsynet har kompetence til at træffe afgørelse m.v. i sager om god skik.

Endelig kan Forbrugerombudsmanden kræve oplysninger efter § 22, stk. 2, markedsføringslovens § med henblik på bl.a. vurderingen af mulighederne for anlæggelse af søgsmålet og afgrænsningen heraf, f.eks. i forbindelse med gruppesøgsmål.

Det er ikke hensigten, at Forbrugerombudsmanden skal behandle konkrete henvendelser fra forbrugere om overtrædelser af denne lov. Sådanne henvendelser skal behandles ved, at Forbrugerombudsmanden oversender henvendelserne til Finanstilsynet eller henviser forbrugeren til at indbringe sagen for et af de finansielle klagenævn, som vil være Pengeinstitutankenævnet, hvis der er tale om en konkret formueretlig tvist mellem forbrugeren og en virksomhed. Derimod kan henvendelser fra forbrugere i lighed med oplysninger i pressen, udtalelser fra organisationer og rapporter om det finansielle område danne baggrund for Forbrugerombudsmandens vurdering af, om der bør anlægges en retssag.

Efter forslaget til § 15, 2. pkt., følger det, at Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i gruppesøgsmål i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 23 a, hvorefter offentlige myndigheder kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, hvis de ved lov er bemyndiget til det.

Det følger af § 254 a, stk. 1, i retsplejeloven, at ensartede krav, som fremsættes på vegne af flere personer, kan behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i dette kapitel.

Den foreslåede bestemmelse omfatter krav, som har sammenhæng med handlinger, der strider mod denne lov.

Til § 16

Efter den foreslåede § 16 skal Finanstilsynet, svarende til hvad der gælder ifølge den øvrige finansielle lovgivning, underrette Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet som led i sin virksomhed bliver bekendt med, at en betalingstjenesteudbyders kunder kan have lidt tab som følge af, at betalingstjenesteudbyderen har overtrådt denne lov og forordninger udstedt i medfør Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner.

Forbrugerombudsmanden har da mulighed for efter den foreslåede § 15 at hjælpe forbrugerne i konkrete sager på det finansielle område ved at anlægge gruppesøgsmål eller ved at indtræde som mandatar efter retsplejelovens almindelige regler i civile retssager. Finansstilsynets underretning af Forbrugerombudsmanden i henhold til det foreslåede § 16 er derfor vigtig for at sikre forbrugerbeskyttelsen på det finansielle område. Den foreslåede bestemmelse medfører endvidere, at Finanstilsynet som led i sin tilsynsvirksomhed skal være særlig opmærksom på sager, hvor kunderne kan have lidt tab for at kunne opfylde sin underretningspligt. Finanstilsynet skal orientere Forbrugerombudsmanden senest i forbindelse med, at Finanstilsynet træffer afgørelse i sagen.

§ 16 sikrer Forbrugerombudsmanden oplysninger om alle sager på det finansielle område, hvor kunderne kan have lidt tab, uanset om sagen skal forelægges for bestyrelsen, hvor Forbrugerombudsmanden deltager i sager på forbrugerområdet.

Til § 17

Med det foreslåede stk. 1 fastlægges en pligt for betalingstjenesteudbydere omfattet af loven til at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed, herunder oplysninger til afgørelse af, om et forhold falder ind under bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i medfør loven eller forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner. Bestemmelsen svarer til bestemmelserne i den gældende tilsynslovgivning om udlevering af oplysninger til Finanstilsynet, jf. § 347, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

I henhold til forslaget til stk. 2 fastlægges det, at Finanstilsynet som et led i sit tilsyn kan udføre inspektioner på stedet hos en betalingstjenesteudbyder omfattet af lovforslaget. Bestemmelsen skal sikre, at Finanstilsynet kan skaffe sig indseende med aktiviteter inden for en virksomhed omfattet af dette lovforslag med henblik på udøvelse af tilsyn.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at der efter en inspektion hos en betalingstjenesteudbyder skal afholdes et afsluttende møde med betalingstjenesteudbyderen, hvor Finanstilsynet meddeler sine konklusioner på inspektionen.

For at Finanstilsynet ikke i en konkret sag yder vejledning på en sådan måde, at Finanstilsynet er afskåret fra at træffe afgørelse i samme sag, foreslås det, at Finanstilsynet alene skal meddele sine konklusioner på inspektionen, herunder om de forhold, som efterfølgende skal indgå i rapporten til betalingstjenesteudbyderens ledelse, jf. bemærkningerne til stk. 4.

Hvis betalingstjenesteudbyderen i henhold til konklusionen ikke overholder nærværende lov, vil konklusionen indeholde krav til betalingstjenesteudbyderen om, at forholdene lovliggøres.

Ifølge stk. 4, skal Finanstilsynet efter et inspektionsbesøg fremsende en skriftlig rapport med de væsentligste konklusioner til betalingstjenesteudbyderens ledelse.

Rapporten kan på samme måde som Finanstilsynets konklusioner på mødet anført i stk. 3 omfatte lovovertrædelser, hvor Finanstilsynet kræver, at betalingstjenesteudbyderen lovliggør forholdene.

Hvis undersøgelsen ikke har givet anledning til væsentlige konklusioner, er der ikke krav om fremsendelse af en rapport til betalingstjenesteudbyderen.

Finanstilsynet kan vælge at sende et særskilt brev til betalingstjenesteudbyderens ledelse med konklusioner, der er mindre væsentlige, og som derfor ikke er med i rapporten til ledelsen.

Efter det foreslåede stk. 5 har Finanstilsynet mulighed for uden retskendelse at få adgang til lokaler hos en betalingstjenesteudbyder omfattet af lovforslaget.

Beskyttelsen efter § 72 i grundloven, som omhandler boligens ukrænkelighed, omfatter både bolig og erhverv. Indgreb kan kun ske på grundlag af forudgående retskendelse, medmindre loven indeholder en særegen hjemmel til, at retskendelse er unødvendig. Den foreslåede § 17 indeholder en særlig undtagelse fra kravet om indhentelse af forudgående retskendelse i § 72 i grundloven.

Finanstilsynet har som udgangspunkt udelukkende adgang til forretningslokaler og således ikke til private boliger. I tilfælde hvor en virksomhed er af sådan en størrelse, at dets forretningslokale befinder sig i et privat hjem, har Finanstilsynet dog adgang hertil i overensstemmelse med denne bestemmelse.

Finanstilsynet har behov for at kunne udøve sin tilsynsvirksomhed også i de særlige tilfælde, hvor en betalingstjenesteudbyder måtte nægte at give Finanstilsynet de til brug for tilsynsvirksomheden nødvendige oplysninger eller modvirker et inspektionsbesøg. Det kan eksempelvis dreje sig om situationer, hvor en betalingstjenesteudbyder undtagelsesvist nægter Finanstilsynet adgang til betalingstjenesteudbyderen i forbindelse med et ordinært inspektionsbesøg. Der kan også være tale om en krisesituation, der kræver, at Finanstilsynet skrider til omgående handling, og hvor en umiddelbar adgang til betalingstjenesteudbyderen er en forudsætning for at håndtere situationen.

Finanstilsynet må kun skaffe sig adgang til en betalingstjenesteudbyders forretningslokaler uden retskendelse, hvis det er nødvendigt for, at Finanstilsynet kan udøve sin tilsynsvirksomhed. Det er en betingelse, at formålet ikke kan opnås ved brug af mindre indgribende foranstaltninger.

Finanstilsynets mulighed for at få adgang uden retskendelse kan kun anvendes i tilsynsmæssigt øjemed. Hvis der er en begrundet mistanke om en strafbar overtrædelse af den finansielle lovgivning, finder retsplejelovens regler om ransagning anvendelse, jf. retssikkerhedslovens § 9.

Når Finanstilsynet skønner det nødvendigt at få adgang til betalingstjenesteudbydere omfattet af dette lovforslag uden retskendelse, skal dette ske i overensstemmelse med retssikkerhedslovens regler.

Til § 18

Forslaget til § 18 svarer til de tilsvarende bestemmelser i den øvrige finansielle lovgivning. Bestemmelsen vedrører rekursadgang til Erhvervsankenævnet i forbindelse med, at Finanstilsynet træffer afgørelse efter tilsynslovgivningen.

Bestemmelsen omfatter kun afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven eller i henhold til forordninger udstedt i medfør af betalingskontodirektivet. Erhvervsankenævnet er endvidere klageinstans for aktindsigtsspørgsmål. Erhvervsankenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.

Til § 19

Forslaget til § 19 implementerer artikel 26, stk. 2, i betalingskontodirektivet om offentliggørelse af administrative sanktioner.

Med forslaget til stk. 1 følger det, at reaktioner givet til en betalingstjenesteudbyder omfattet af loven i henhold til § 14, stk. 2, i nærværende lovforslag, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres med angivelse af navnet på betalingstjenesteudbyderen. Offentliggørelse skal ske på både betalingstjenesteudbyderens og Finanstilsynets hjemmeside.

Med betalingstjenesteudbyderens hjemmeside menes den hjemmeside, som betalingstjenesteudbyderen normalt anvender til kommunikation med kunder m.v. Det er ikke afgørende, om betalingstjenesteudbyderen selv ejer hjemmesiden. Kommunikerer betalingstjenesteudbyderen eksempelvis via en koncernhjemmeside, er det denne hjemmeside, der skal anvendes. Hvis reaktionen eksempelvis retter sig mod et datterselskab i en koncern, er det på datterselskabets hjemmeside, at reaktionen skal offentliggøres, uanset om hjemmesiden måtte være ejet af moderselskabet eller et koncernforbundet selskab. Betalingstjenesteudbyderens offentliggørelse af reaktionen skal ske med et link på forsiden. Med forsiden menes hjemmesidens indgangsside eller den side, som er tænkt til at være den første side, som man kommer ind på, når man vil anvende betalingstjenesteudbyderens hjemmeside. Det skal af linket (og en eventuel dertil knyttet tekst) tydeligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra Finanstilsynet. Hvis betalingstjenesteudbyderen kommenterer reaktionen, skal dette ske i forlængelse af reaktionen, og kommentarerne skal være klart adskilt fra denne.

Hvis betalingstjenesteudbyderen ikke har en hjemmeside, skal offentliggørelse alene ske på Finanstilsynets hjemmeside.

Af forslaget følger, at betalingstjenesteudbyderens offentliggørelse af reaktionen skal ske hurtigst muligt og senest 3 hverdage efter, at betalingstjenesteudbyderen har modtaget underretning om reaktionen, eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v. Ved offentliggørelsen af reaktionen skal lov om værdipapirhandel m.v. iagttages, hvilket kan have betydning for, hvor hurtigt der skal ske offentliggørelse. Skal betalingstjenesteudbyderen efter lov om værdipapirhandel m.v. udsende en selskabsmeddelelse, skal offentliggørelse af reaktionen afvente selskabsmeddelelsen. Kan selskabet udsætte offentliggørelsen, fordi det vil skade berettigede interesser for selskabet at offentliggøre forholdet, jf. § 27, stk. 6, i lov om værdipapirhandel m.v., vil offentliggørelsen af reaktionen skulle afvente, at hensynet bag hemmeligholdelsen bortfalder.

Fjernelse af reaktionen fra betalingstjenesteudbyderens hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som betalingstjenesteudbyderen anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder og tidligst efter førstkommende generalforsamling eller repræsentantskabsmøde.

I lovforslaget er der ikke angivet et tidspunkt for, hvornår Finanstilsynet skal offentliggøre en reaktion. Det er dog hensigten, at offentliggørelsen som udgangspunkt sker senest dagen efter, at der er truffet afgørelse eller beslutning om at meddele reaktionen. Finanstilsynet orienterer forinden den pågældende betalingstjenesteudbyder, hvis navn vil fremgå af offentliggørelsen, om den forestående offentliggørelse, således at betalingstjenesteudbyderen har mulighed for at kunne forberede sig herpå.

Der kan alene ske offentliggørelse af navnet på en betalingstjenesteudbyder, der er en juridisk person. Derimod kan der ikke offentliggøres reaktioner med navns nævnelse, som angår fysiske personer. For så vidt angår interessentskaber, hvor en eller flere interessenter er fysiske personer, er disse omfattet af begrebet personoplysninger i henhold til persondataloven. Det bemærkes, at oplysninger om, at fysiske personer har overtrådt lovgivningen og modtaget påbud og påtaler, er at anse for oplysninger om andre rent private forhold i henhold til persondatalovens § 8. Der kan ikke inden for persondatalovens rammer ske offentliggørelse af sådanne oplysninger, som beskrevet i lovforslaget. Den foreslåede bestemmelse udgør således en fravigelse af persondatalovens regler. Artikel 7 i databeskyttelsesdirektivets (direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995) fastsætter bl.a., at behandling af personoplysninger kan finde sted, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller henhørende under offentlig myndighedsudøvelse, som den registeransvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt. Det vurderes, at den foreslåede fravigelse ligger inden for databeskyttelsesdirektivets rammer. Der er herved lagt vægt på, at fravigelsen er nødvendig for at gennemføre artikel 26, stk. 2, i betalingskontodirektivet. Der er desuden lagt vægt på, at de øvrige bestemmelser i persondataloven finder anvendelse.

Ved en beslutning om at oversende en sag til politimæssig efterforskning, jf. § 14, stk. 2, i nærværende lovforslag, jf. § 345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, er det kun Finanstilsynet, som forpligtes til at offentliggøre en sådan beslutning på sin hjemmeside. Offentliggørelse skal ske med navns nævnelse, hvis beslutningen vedrører en juridisk person. Hvis der derimod er tale om fysiske personer vil der ikke ske offentliggørelse. Herudover kan der ikke ske offentliggørelse, hvis offentliggørelse vil kunne skade den politimæssige efterforskning, eller hvis den vil medføre uforholdsmæssig stor skade for betalingstjenesteudbyderen. Der skal derfor ved vurderingen af, om der skal ske offentliggørelse, foretages en afvejning af behovet for at offentliggøre en politianmeldelse over for de betænkeligheder, herunder af retssikkerhedsmæssig karakter, som offentliggørelsen kan give anledning til.

Oversendelse af sager til politimæssig efterforskning er en processuel beslutning, som ikke kan påklages. Det forudsættes, at offentliggørelse af en beslutning om at oversende en sag til politimæssig efterforskning alene sker efter høring af den relevante politimyndighed. Det kan aftales med anklagemyndigheden, at visse sagskategorier kan offentliggøres uden forudgående høring.

I forbindelse med Finanstilsynets bestyrelses behandling af sager om afgivelse af reaktioner træffer bestyrelsen også beslutning om offentliggørelse. Udkast til bestyrelsens reaktion vil derfor indeholde en indstilling vedrørende offentliggørelse. Hvis en eller flere af undtagelserne til offentliggørelsespligten gør sig gældende, vil dette således fremgå af udkastet til afgørelse. Undtagelserne til offentliggørelsespligten fremgår af det foreslåede § 19, stk. 3, jf. nærmere herom nedenfor. Hvis det indstilles, at reaktionen offentliggøres, vil et udkast til pressemeddelelse blive vedlagt udkastet til reaktionen. Beslutningen om offentliggørelse er endelig og kan således ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Finanstilsynets bestyrelse kan blive mødt med krav om erstatning, jf. de almindelige regler om offentlige myndigheders erstatningspligt. Dette vil kunne ske, hvis bestyrelsen træffer beslutning om offentliggørelse, men hvor en domstol efterfølgende vurderer, at der ikke skulle have været sket offentliggørelse, og at Finanstilsynet som følge af dette kan ifalde et erstatningsansvar. Udbetaling af en erstatning kræver dog blandt andet, at betalingstjenesteudbyderen kan dokumentere, at den har lidt et økonomisk tab, der kan henføres direkte til den fejlagtige offentliggørelse.

Bestyrelsens beslutning om offentliggørelse skal i det hele følge de almindelige forvaltningsretlige principper. Dertil kommer, at det følger af reglerne for bestyrelsens behandling af sager, at partens sædvanlige ret til partshøring i henhold til forvaltningsloven tillige omfatter udkastet til afgørelsen. Det betyder, at udkast til bestyrelsens reaktion i sin helhed skal sendes i partshøring hos de berørte betalingstjenesteudbydere. Betalingstjenesteudbyderen vil i forbindelse med høringen få mulighed for at kommentere på selve indstillingen i relation til spørgsmålet om offentliggørelse, samt – hvis det indstilles, at reaktionen offentliggøres – hvilke oplysninger, betalingstjenesteudbyderen eventuelt finder, bør fjernes fra udkastet til pressemeddelelse inden offentliggørelse.

Hvis offentliggørelse med navn i en konkret sag ikke vil kunne ske, vil det fortsat være muligt for Finanstilsynet at offentliggøre afgørelsen i anonymiseret form. Det forudsætter dog, at man ikke ud fra beskrivelsen af sagens faktum med stor sandsynlighed kan udlede, hvilken betalingstjenesteudbyder reaktionen vedrører.

Det følger endvidere af bestemmelsen, at den også omfatter reaktioner givet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse samt beslutninger om at overgive sager efter lovforslaget eller regler udstedt i medfør af lovforslaget eller efter forordninger udstedt i medfør af betalingskontodirektivet til politimæssig efterforskning, som er truffet af Finanstilsynet, uden at sagen har været behandlet af Finanstilsynets bestyrelse. Finanstilsynet vil ved behandlingen af disse sager følge samme praksis som Finanstilsynets bestyrelse gør i tilsvarende sager, herunder også i forhold til eventuel høring af parten og den relevante politimyndighed. Derudover gælder i øvrigt reglerne om blandt andet erstatningspligt, anonymisering og aktindsigt i de pågældende sager, som beskrevet i bemærkningerne ovenfor.

Reaktioner givet i henhold til denne lovs § 14, stk. 2, jf. § 345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed og Finanstilsynets beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning skal offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside, jf. dog stk. 3

Hvis en reaktion, der offentliggøres i henhold til § 19, stk. 1, 1. pkt., indbringes for Erhvervsankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå af Finanstilsynets offentliggørelse, og status samt det efterfølgende resultat af anken skal ligeledes offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst muligt. Status kan f.eks. være, at parten efterfølgende trækker sin klage tilbage, eller at sagen afvises, hvorimod status quo ikke skal offentliggøres.

Med forslaget til stk. 2 får de betalingstjenesteudbydere, der er omfattet af loven, pligt til at offentliggøre udfaldet af en straffesag på virksomhedens hjemmeside, når der er faldet fældende dom eller vedtaget bøde, ligesom Finanstilsynet skal offentliggøre sådanne resultater på Finanstilsynets hjemmeside.

Af forslaget følger, at offentliggørelsen skal ske på betalingstjenesteudbyderens hjemmeside hurtigst muligt og senest 10 hverdage efter, der er faldet fældende dom eller vedtaget bøde eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v. Hvis den fældende dom eller afgørelse ikke er endelig, eller hvis den er anket eller genoptaget, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Pligten til at offentliggøre domme og afgørelser gælder således, selvom en dom eller afgørelse ikke er endelig.

Med betalingstjenesteudbyderens hjemmeside menes den hjemmeside, som betalingstjenesteudbyderen normalt anvender til kommunikation med kunder m.v. Det er ikke afgørende, om betalingstjenesteudbyderen selv ejer hjemmesiden. Kommunikerer betalingstjenesteudbyderen eksempelvis via en koncernhjemmeside, er det denne hjemmeside, der skal anvendes. Hvis dommen eller bøden eksempelvis retter sig mod et datterselskab i en koncern, skal offentliggørelse ske på datterselskabets hjemmeside, uanset om hjemmesiden måtte være ejet af moderselskabet eller et koncernforbundet selskab. Betalingstjenesteudbyderens offentliggørelse af dommen eller bødevedtagelsen skal ske med et link på forsiden. Med forsiden menes hjemmesidens indgangsside eller den side, som er tænkt til at være den første side, som kunderne m.v. kommer ind på, når de vil anvende betalingstjenesteudbyderens hjemmeside. Det skal af linket (og en eventuel dertil knyttet tekst) tydeligt fremgå, at der er tale om en dom, bødevedtagelse. Hvis betalingstjenesteudbyderen kommenterer dommen eller bødevedtagelsen, skal dette ske i forlængelse af gengivelsen, og kommentarerne skal være klart adskilt herfra. Når betalingstjenesteudbyderen har offentliggjort dommen eller bødevedtagelsen, skal betalingstjenesteudbyderen give Finanstilsynet meddelelse herom, herunder fremsende kopi af dommen eller bødevedtagelsen. Finanstilsynet skal herefter offentliggøre dommen eller bødevedtagelsen eller et resumé heraf på Finanstilsynets hjemmeside.

Hvis betalingstjenesteudbyderen ikke har en hjemmeside, sker offentliggørelse alene på Finanstilsynets hjemmeside.

Fjernelse af informationerne fra betalingstjenesteudbyderens hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som betalingstjenesteudbyderen anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder og tidligst efter førstkommende generalforsamling eller repræsentantskabsmøde.

Ved offentliggørelsen skal lov om værdipapirhandel m.v. iagttages, hvilket kan have betydning for, hvor hurtigt der skal ske offentliggørelse. Skal betalingstjenesteudbyderen efter disse regler udsende en selskabsmeddelelse, skal offentliggørelse afvente selskabsmeddelelsen. Kan selskabet udsætte offentliggørelsen, fordi det vil skade berettigede interesser for selskabet at offentliggøre forholdet, jf. § 27, stk. 6, i lov om værdipapirhandel m.v., vil offentliggørelsen skulle afvente, at hensynet bag hemmeligholdelsen bortfalder.

Pligten til at offentliggøre oplysninger om en fældende dom eller en vedtaget bøde gælder kun for juridiske personer.

Det foreslåede stk. 3 indeholder undtagelserne til det klare udgangspunkt om offentliggørelse med angivelse af betalingstjenesteudbyderens navn. Det drejer sig om de tilfælde, hvor en offentliggørelse med navns nævnelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade for betalingstjenesteudbyderen, eller hvor en offentliggørelse vil kunne skade en politimæssig efterforskning. Det forhold, at offentliggørelse af en betalingstjenesteudbyders navn vil kunne medføre tab af kunder, eller at en offentliggørelse vil kunne bane vej for et erstatningskrav mod virksomheden, vil ikke i sig selv være nok til at undtage for offentliggørelse. Den foreslåede undtagelse finder således kun anvendelse på de tilfælde, hvor betalingstjenesteudbyderens væsentlige interesser krænkes. I forbindelse med offentliggørelse af politianmeldelser skal der derfor foretages en afvejning af behovet for at offentliggøre en politianmeldelse over for de betænkeligheder, herunder af retssikkerhedsmæssig karakter, som offentliggørelsen kan give anledning til. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til § 19, stk. 1.

Videre fremgår det af det foreslåede stk. 3, at offentliggørelsen ikke må indeholde oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven, hvilket bl.a. vil være oplysninger om betalingstjenesteudbyderens private kunders økonomiske forhold, jf. § 30, nr. 1. For så vidt angår interessentskaber, hvor en eller flere interessenter er fysiske personer, vil oplysninger om interessentskabet, som reaktionen, den fældende dom eller den vedtagne bøde retter sig imod, ikke kunne undtages efter § 30, nr. 1. Oplysninger, som er af væsentlig økonomisk betydning for virksomheden, såsom erhvervshemmeligheder, vil efter omstændighederne være omfattet af § 30, nr. 2. Finder Finanstilsynet det nødvendigt at offentliggøre oplysninger om fysiske personer, der ikke er omfattet af § 30, nr. 1, i offentlighedsloven, finder persondatalovens regler i øvrigt anvendelse.

For så vidt angår fortrolige oplysninger, der er modtaget fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for EU, fremgår det til sidst af forslaget til stk. 3, at disse oplysninger ikke må offentliggøres, medmindre tilsynsmyndighederne har givet deres udtrykkelige samtykke hertil.

Det foreslås i stk. 4, at hvis offentliggørelse af en reaktion er blevet undladt på grund af tungtvejende hensyn til betalingstjenesteudbyderen eller efterforskning, og disse hensyn efterfølgende ikke længere gør sig gældende, vil reaktionen samt virksomhedens navn blive offentliggjort. Dette gælder dog kun i en periode op til to år efter reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning. Baggrunden herfor er, at den offentlige interesse i sådanne reaktioner aftager kraftigt hen over tid, og af administrative årsager. På denne baggrund foreslås en grænse på to år. Kravet til efterfølgende offentliggørelse af en reaktion gælder dog kun, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.

I tilfælde hvor Finanstilsynet har offentliggjort, at Finanstilsynet har overgivet en sag til politimæssig efterforskning, foreslås det i stk. 5 også at gøre det muligt for Finanstilsynet at offentliggøre, såfremt sagen er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse af frifindende dom. Da det ikke er givet, at den betalingstjenesteudbyder, som er blevet politianmeldt, i de foreslåede tilfælde ønsker offentliggørelse af påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller den frifindende dom, skal der i henhold til stk. 5 kun ske offentliggørelse, såfremt betalingstjenesteudbyderen anmoder Finanstilsynet herom. Ligeledes er det betalingstjenesteudbyderen selv, som skal sende Finanstilsynet en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller den frikendende dom, idet Finanstilsynet ikke nødvendigvis vil være i besiddelse af afgørelsen eller dommen.

Finanstilsynet skal offentliggøre, at sagen er sluttet uden tiltale, at sagen er sluttet ved tiltalefrafald, eller at der er afsagt frifindende dom i sagen i umiddelbar og naturlig sammenhæng med Finanstilsynets offentliggørelse efter stk. 1, 8. pkt., dvs. det sted på Finanstilsynets hjemmeside, hvor Finanstilsynets tidligere har offentliggjort beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning. De supplerende oplysninger om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller frifindende dom, skal fremgå tydeligt af Finanstilsynets hjemmeside.

Det foreslås endvidere i stk. 5, at Finanstilsynet kan vælge at fjerne oplysningerne om beslutningen om at overgive en sag til politimæssig efterforskning. Det er tiltænkt, at denne mulighed skal finde anvendelse i det tilfælde, hvor betalingstjenesteudbyderen ikke selv anmoder Finanstilsynet om, at der skal ske offentliggørelse af en påtaleopgivelse, et tiltalefrafald eller frifindende dom. Forslaget er begrundet i hensynet til den, som sagen vedrører, og i at sikre offentligheden et mere retvisende billede af praksis. Finanstilsynet vil i sin vurdering af, hvorvidt en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning skal fjernes fra hjemmesiden, inddrage hensynet til betalingstjenesteudbyderen samt øvrige hensyn, som måtte være relevante i det konkrete tilfælde.

I stk. 6 foreslås det, at Finanstilsynet på anmodning fra en fysisk eller juridisk person, skal offentliggøre resultatet af en anket eller en genoptaget dom, som har ført til frifindelse af den pågældende person. Da det ikke er givet, at en fysisk eller juridisk person ønsker offentliggørelse af en frifindende dom, skal offentliggørelse kun ske efter anmodning fra personen, som dommen retter sig imod. Ligeledes skal den pågældende person sende en kopi af dommen til Finanstilsynet.

Finanstilsynet skal offentliggøre den frifindende dom i umiddelbar og naturlig sammenhæng med Finanstilsynets offentliggørelse efter stk. 2, 1. pkt., dvs. det sted på Finanstilsynets hjemmeside, hvor Finanstilsynet tidligere har offentliggjort, at der er faldet hel eller delvis dom i en sag, som vedrører den pågældende person. Oplysningerne om den frifindende dom, skal fremgå tydeligt af Finanstilsynets hjemmeside.

Det foreslås endvidere i stk. 6, at Finanstilsynet kan vælge at fjerne oplysningerne om dommen, der er offentliggjort i medfør af stk. 2, 1. pkt., hvis resultatet af en anke eller genoptagelse er et andet end den ankede eller genoptagede dom. Det er tiltænkt, at denne mulighed skal finde anvendelse i det tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person ikke selv anmoder Finanstilsynet om at offentliggøre en frifindende dom. Forslaget er begrundet i hensynet til den, som sagen vedrører, og i at sikre offentligheden et mere retvisende billede af praksis. Finanstilsynet vil i sin vurdering af, hvorvidt en dom skal fjernes fra hjemmesiden, inddrage hensynet til den fysiske eller juridiske person samt øvrige hensyn, som måtte være relevante i det konkrete tilfælde.

Til § 20

Det foreslås i § 20, at Finanstilsynet af egen drift skal orientere offentligheden om færdigbehandlede sager efter loven, regler udstedt i medfør af loven eller forordninger udstedt i medfør af betalingskontodirektivet, som er af almen interesse eller har betydning for forståelsen af reglernes anvendelse. Dette svarer til, hvad der i øvrigt gælder på det finansielle område og på Forbrugerombudsmandens område.

Ifølge forslaget forudsætter Finanstilsynets pligt til at orientere offentligheden om sager, at disse har en almen interesse eller har betydning for forståelsen af reglernes anvendelse. Forud for hver enkelt offentliggørelse skal der derfor foretages en vurdering af, hvorvidt denne betingelse er opfyldt. Det skal dog bemærkes, at selv om Finanstilsynet ikke af sig selv offentliggør virksomhedens navn, vil en person, som anmoder om aktindsigt, dog kunne få navnet oplyst.

Orientering om Finanstilsynets sager skal efter den foreslåede bestemmelse ske, når Finanstilsynet har truffet afgørelse i en sag.

Bestemmelsen gør det også muligt at offentliggøre Finanstilsynets afgørelse i en sag, hvor Finanstilsynet har fundet, at en virksomhed har handlet i overensstemmelse med denne lov eller de øvrige regler, som der henvises til i § 20. Særligt i tilfælde, hvor sagen har været omtalt i pressen med oplysning om virksomhedens navn, vil det kunne være nærliggende at offentliggøre navnet.

Påtænker Finanstilsynet at offentliggøre en virksomheds navn, vil den berørte virksomhed blive orienteret, inden Finanstilsynet udsender en pressemeddelelse.

For så vidt angår nogle af de bestemmelser, som er omfattet af Finanstilsynets adgang til at foretage offentliggørelse, er overtrædelse heraf sanktioneret med straf. Den foreslåede bestemmelse forhindrer ikke, at Finanstilsynet offentliggør, at en virksomhed vil blive anmeldt til politiet for overtrædelse af en strafbar bestemmelse. Offentliggørelse skal ske med navns nævnelse. En offentliggørelse kan imidlertid have indgribende betydning for den berørte virksomhed. Der skal derfor ved vurderingen af, om der skal ske offentliggørelse, foretages en afvejning af behovet for at offentliggøre en politianmeldelse over for de betænkeligheder, herunder af retssikkerhedsmæssig karakter, som offentliggørelsen kan give anledning til. Der kan ikke i medfør af bestemmelsen ske offentliggørelse af oplysninger om enkeltpersoners strafbare forhold. I det omfang der i øvrigt måtte være personoplysninger, skal offentliggørelse heraf ske inden for persondatalovens rammer.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse i § 21 opregner, hvem der er part i en sag efter loven. Bestemmelsen svarer til det partsbegreb, som anvendes i den øvrige lovgivning på det finansielle område. Bestemmelsen fastslår, hvem der er part i forhold til Finanstilsynets afgørelser og indeholder således en afvigelse fra det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb.

Det følger af det foreslåede 1. pkt., at som part i forhold til Finanstilsynet anses alene de i § 1 nævnte betalingstjenesteudbydere, som Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne lov eller regler udstedt i medfør af loven retter sig mod. Dette gælder, jf. forslaget til 2. pkt. tilsvarende for sager vedrørende forordninger udstedt i medfør af betalingskontodirektivet.

Hvis en forbruger klager over en betalingstjenesteudbyders adfærd, vil forbrugeren ikke være part i sagen. Forbrugerne opnår derfor ikke forvaltningslovens partsrettigheder, men vil i stedet efter offentlighedslovens regler om aktindsigt kunne gøre sig bekendt med de oplysninger, der indgår i Finanstilsynets sag.

Til § 22

Med forslagets stk. 1, skabes der hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Finanstilsynet om forhold, som er omfattet af lov om betalingskonti eller regler, der er udstedt i medfør lov om betalingskonti, skal foregå digitalt. Bestemmelsen finder også anvendelse på forhold, som er omfattet af forordninger udstedt i medfør af betalingskontodirektivet.

Forslaget indebærer, at blandt andet skriftlige henvendelser m.v. til Finanstilsynet om forhold, som er omfattet af de nævnte regler, ikke anses for behørigt modtaget hos Finanstilsynet, hvis de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde.

Hvis oplysninger m.v. sendes til Finanstilsynet på anden måde end den foreskrevne digitale måde, eksempelvis pr. brev, følger det af den almindelige vejledningspligt, jf. § 7 i forvaltningsloven, at Finanstilsynet må vejlede om reglerne på området, herunder om pligten til at kommunikere på den foreskrevne digitale måde.

Samtidig indebærer forslaget, at meddelelser m.v. til eller fra Finanstilsynet, der sendes på den foreskrevne digitale måde, anses for at være kommet frem til modtageren på det tidspunkt, hvor meddelelsen m.v. er tilgængelig digitalt for modtageren, jf. det foreslåede stk. 3. Det vil sige med samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den pågældende meddelelse m.v. er lagt i modtagerens fysiske postkasse.

Pligten til at kommunikere digitalt vil også omfatte kommunikation mellem Finanstilsynet og en rådgiver, som optræder på virksomhedens vegne over for Finanstilsynet.

Af bekendtgørelsen, der udmønter bemyndigelsen, vil det komme til at fremgå, hvem der omfattes af pligten til at kommunikere digitalt med Finanstilsynet, om hvilke forhold og på hvilken måde.

Indtil videre er det tanken at udnytte den foreslåede bemyndigelse således, at gældende krav om anvendelse af digitale selvbetjeningsløsninger og digital kommunikation opretholdes samt at gøre anvendelse af digitale selvbetjeningsløsninger og digital kommunikation obligatorisk i videre omfang.

Endvidere er det tanken at fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation i øvrigt til og fra Finanstilsynet om forhold, som er omfattet af lov om betalingskonti eller regler udstedt i medfør af lov om betalingskonti, skal foregå digitalt, f.eks. pr. e-mail. Dette gælder også for forhold omfattet af forordninger udstedt i medfør af betalingskontodirektivet.

Ved henvendelser til Finanstilsynet kan Finanstilsynet stille krav om, at den pågældende oplyser en e-mailadresse, som den pågældende kan kontaktes på i forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse til Finanstilsynet. I den forbindelse kan der også pålægges den pågældende en pligt til at underrette Finanstilsynet om en eventuel ændring i e-mailadressen, inden den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den nye e-mailadresse.

På sigt kan det komme på tale at udvikle andre digitale løsninger, herunder nye selvbetjeningsløsninger, til brug for kommunikation om forhold, som er omfattet af lovforslaget eller regler udstedt i medfør af forslaget.

I bekendtgørelsen, som udmønter den foreslåede bemyndigelse i stk. 1, kan der blandt andet fastsættes regler om, at Finanstilsynet kan sende visse meddelelser, herunder afgørelser, forbud, påbud m.v., til virksomhedens henholdsvis et ledelsesmedlems digitale postkasse med de retsvirkninger, der følger af lov om Offentlig Digital Post.

I bekendtgørelsen kan der fastsættes overgangsordninger, som skal lette overgangen til obligatorisk digital kommunikation.

I bekendtgørelsen kan der desuden fastsættes regler om fritagelse fra pligten til digital kommunikation. Fritagelsesmuligheden tænkes navnlig anvendt, hvor det er påkrævet at anvende en dansk digital signatur, og der er tale om en virksomhed med hjemsted i udlandet, som ikke kan få en dansk digital signatur eller en person uden dansk CPR-nummer.

Fritagelsesmuligheden tænkes endvidere anvendt i forbindelse med, at Finanstilsynet har sagstyper, der omfatter meget store mængder materiale, og som det derfor vil være uhensigtsmæssigt for både betalingstjenesteudbyderen og Finanstilsynet at skulle sende digitalt. Dette er primært i forbindelse med undersøgelsesmateriale. Forud for at Finanstilsynet tager på undersøgelse hos en betalingstjenesteudbyderen omfattet af nærværende lov, anmoder Finanstilsynet betalingstjenesteudbyderen om at indsende noget materiale. Der er ofte tale om meget omfattende mængder materiale, hvorfor det kan være hensigtsmæssigt, at der ikke er krav om, at det indsendes digitalt. Derudover skal det bemærkes, at den kommunikation, der er mellem en betalingstjenesteudbyder og Finanstilsynet, når Finanstilsynet er på undersøgelse hos betalingstjenesteudbyderen, vil kunne foregå på stedet. Dette både i forhold til forevisning af legitimation og eventuelt udlevering af dokumenter under undersøgelsen. På samme måde vil kommunikationen på møder, herunder afrapporteringsmødet efter en undersøgelse, jf. § 17, stk. 3, i nærværende lov, kunne foregå på stedet for mødets afholdelse.

Da kommunikationen i relation til nærværende lovforslag er rettet til og fra erhvervslivet, vil anvendelse af fritagelsesmulighederne være restriktiv, jf. nærmere herom i de almindelige bemærkninger til afsnit 5.4.2. i lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v.

Som udgangspunkt gælder, at det forhold, at en virksomhed eller en person oplever, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde, ikke kan føre til fritagelse fra pligten til digital kommunikation. I så fald må den pågældende anvende en computer på et folkebibliotek eller anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen på den pågældendes vegne.

For en nærmere gennemgang af fritagelsesmuligheder og forholdet til EU-retten kan der henvises til henholdsvis afsnit 5.4.2 og 12 i de almindelige bemærkninger til lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v.. Der kan desuden henvises til afsnit 5.4.3 om fravigelse af krav om digital kommunikation af hensyn til myndighedsudøvelsen. Der er tale om fravigelse af kravet i situationer, hvor det er påkrævet, at myndigheder reagerer hurtigt med henblik på at varetage særlige samfundsmæssige hensyn. Det kan eksempelvis være, at der er behov for, at der reageres hurtigt i krisesituationer, hvor en finansiel virksomhed er i akutte vanskeligheder. Det kan ligeledes være tilfældet, hvor der er lovgivningsmæssige tidsfrister, der har store samfundsmæssige konsekvenser, hvis de overskrides på grund af, at der umuligt for myndigheden at kommunikere digitalt.

Efter det foreslåede stk. 2 kan der i bekendtgørelsen specificeres krav om anvendelse af bestemte it-systemer, digitale formater og digital signatur eller lignende.

Det foreslåede stk. 3 fastsætter, hvornår en digital meddelelse må anses for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen, dvs. modtageren af meddelelsen.

For meddelelser, der sendes til Finanstilsynet, er Finanstilsynet adressat for meddelelsen. For meddelelser, som Finanstilsynet sender, er den pågældende virksomhed, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til Finanstilsynet på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for Finanstilsynet, dvs. når Finanstilsynet kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem.

En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en virksomhed eller person på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for den pågældende. En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

For en nærmere gennemgang af betydningen af fremkomsttidspunktet samt hindringer som følge af it-problemer og lignende kan der henvises til afsnit 5.3. i de almindelige bemærkninger i lov nr. 1231 af 18. december 2012 om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v.

Til § 23

Der kan efter stk. 1 fastsættes regler om, at Finanstilsynet kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter loven eller regler udstedt i medfør af loven eller efter forordninger udstedt i medfør af betalingskontodirektivetuden personlig underskrift, med maskinel eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet.

Desuden kan der efter stk. 2, fastsættes regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med Finanstilsynet som afsender. Bestemmelsen finder anvendelse både på dokumenter, som Finanstilsynet sender digitalt og på dokumenter, som sendes fysisk, dvs. på papir med almindelig post.

Til § 24

Den foreslåede stk. 1, vedrører dokumenter, som er omfattet af lovforslaget eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller dokumenter omfattet af forordninger udstedt i medfør af betalingskontodirektivet, og som er udstedt af andre end Finanstilsynet. Underskriftskravet kan fremgå eller forudsætningsvist af de pågældende regler. Der kan eksempelvis være tale om dokumenter, som er udstedt af virksomheder omfattet af loven, eksempelvis pengeinstitutter, som skal sendes til Finanstilsynet i forbindelse med en undersøgelse. Der kan eksempelvis også være tale om fysiske personer, som er tilknyttet virksomheden, typisk ledelsesrepræsentanter eller bestyrelsesmedlemmer.

For at der ikke skal kunne opstå tvivl om, at underskriftskravet kan opfyldes på anden måde end ved en personlig underskrift, foreslås det, at der indsættes en udtrykkelig bestemmelse i loven om, at underskriftskravet, som anført i stk. 1, kan opfyldes ved, at underskriveren anvender en teknik, der sikrer entydig identifikation af den pågældende, eksempelvis digital signatur. Bestemmelsen dækker tillige dokumenter, som er udarbejdet af revisor, således at revisor eksempelvis kan underskrive dokumentet med digital signatur i stedet for med en fysisk underskrift.

Det foreslås i stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvordan kravet om personlig underskrift kan fraviges. Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse kan der desuden fastsættes regler om, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

Til § 25

Forslaget til § 25, stk. 1-2, fastsætter hvilke overtrædelser af lovforslagets bestemmelser, der straffes med bøde. Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af én af de bestemmelser, som er nævnt i bestemmelsen, dvs. § 3, stk. 1 og 3, § 4, § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, og stk. 2, 2. pkt., og § 10. I forhold til en beskrivelse af gerningsindhold og ansvarssubjekt henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

Tilsvarende fastsættes det i stk. 2, at en virksomhed omfattet af loven straffes for manglende efterlevelse af et påbud efter § 14 samt undladelse af at meddele oplysninger efter § 17, stk. 1, til brug for Finanstilsynets tilsynsvirksomhed. Ansvarssubjektet er som udgangspunkt den virksomhed, der er forpligtet til at give oplysningerne.

Lovforslaget indeholder bemyndigelser til for enten erhvervs- og vækstministeren at udstede regler. I sådanne regler kan der efter forslaget til stk. 3, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne.

Det følger af forslaget til stk. 4, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter 5. kapitel i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 873 af 9. juli 2015. Af § 27, stk. 1, 1. pkt., i straffeloven fremgår, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter virksomheden og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest er medlemmer af ledelsen. Udgangspunktet er, at der rejses tiltale mod virksomheden (dvs. den juridiske person) for overtrædelsen, men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og overtrædelsen ikke er af under-ordnet karakter. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Det følger af forslaget til stk. 5, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordninger, som vedtages af Kommissionen i medfør af betalingskontodirektivet. Denne bestemmelse finder anvendelse, hvis Kommissionen vælger at udstede forordninger med hjemmel i det nævnte direktivs artikel 4, stk. 6 eller artikel 5, stk. 4. Disse bestemmelser indeholder en bemyndigelse for Kommissionen til at udstede gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende et standardiseret præsentationsformat for et gebyroplysningsdokument og gebyropgørelsen og det fælles symbol for disse.

Af forslaget til stk. 6, er forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af lovforslaget 5 år. Der er tale om en forlængelse af den almindelige forældelsesfrist på 2 år, jf. § 93, stk. 1, nr. 1, i straffeloven. Den forlængede forældelsesfrist er begrundet i, at en række overtrædelser først opdages ved undersøgelser i virksomheden. Forældelsesfristen svarer til forældelsesfristen i lov om finansiel virksomhed.

Til § 26

Det foreslås i § 26, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2016, jf. dog det foreslåede stk. 2.

Det foreslås dog i § 26, stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af §§ 3 og 5 og § 6, stk. 1 og 2. Dette skyldes, at betalingskontodirektivet fastsætter, at disse bestemmelser først skal anvendes i medlemslandene 9 måneder efter ikrafttrædelsen af Kommissionens delegerede retsakt, som skal udstedes med hjemmel i artikel 3, stk. 4, i direktivet. Artikel 3, stk. 4, indeholder en hjemmel for Kommissionen til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder for præsentationsformatet for et gebyroplysningsdokument og det fælles symbol herfor.

§ 3 vedrører forpligtelsen for en betalingstjenesteudbyder til at udlevere et gebyroplysningsdokument senest samtidig med, at en aftale om en betalingskonto indgås og kravene til indholdet og præsentationsformatet for et sådan dokument.

§ 5, vedrører forpligtelsen til at udlevere en gebyropgørelse mindst en gang om året og kravene til indholdet og præsentationsformatet for en sådan opgørelse.

Endelig vedrører § 6, stk. 1 og 2, brugen af standardiserede udtryk og handelsnavne i aftaleoplysninger og oplysninger i forbindelse med markedsføring.

Til § 27

Til nr. 1

Det foreslås, at der i § 47, stk. 1, indsætte et nyt 2. pkt., der indeholder en henvisning til § 3 i lov om betalingskonti. Det følger af § 47, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at der i forbindelse med indgåelse af en rammeaftale om udførelse af betalingstjenester skal udleveres en række oplysninger i overensstemmelse med § 48, stk. 1. Da der med § 3 i dette lovforslag indføres en forpligtelse til at udlevere et gebyroplysningsdokument ved indgåelse af en aftale om en betalingskonto, foreslås det, at der henvises til denne bestemmelse i § 47, stk. 1, for herved at henlede opmærksomheden på forpligtelsen i § 3.

Til nr. 2

Det følger af § 51, stk. 2, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at en rammeaftale kan opsiges med mindst 2 måneders varsel af en betalingstjenesteudbyder. Hvis der er tale om opsigelse af en aftale om en basal betalingskonto, gælder der efter § 13 i dette lovforslag en række supplerende betingelser. Det foreslås derfor i § 51, stk. 2, at indsætte et nyt 2. pkt., som anfører, at opsigelse af en rammeaftale om en basal betalingskonto, kan kun ske i overensstemmelse med § 13 i lov om betalingskonti.

Til § 28

Den foreslåede § 28 angiver lovforslagets territoriale gyldighedsområde. Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslagets hovedformål er at øge forbrugerbeskyttelsen ved at give den enkelte forbruger en række nye rettigheder og værktøjer, der skal forbedre forbrugerens valgmuligheder og generelt gør det nemmere for forbrugeren at forholde sig aktivt til valg af pengeinstitut. Lovforslaget skal endvidere bidrage til mere konkurrence på detailbankmarkedet ved bl.a. at styrke sammenligneligheden af gebyrer i forbindelse med betalingskonti.

Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner i dansk ret.

Lovforslaget sikrer, at alle forbrugere får adgang til en basal betalingskonto tilknyttet de bankydelser, som er nødvendige i dagens samfund. En basal betalingskonto skal gøre det muligt for forbrugerne at hæve og indsætte penge, overføre penge, få tilknyttet et betalingskort, gennemføre direkte debiteringer og få adgang til netbank. Den basale betalingskonto skal tilbydes enten vederlagsfrit eller mod et rimeligt gebyr.

Med lovforslaget vil der endvidere blive indført regler om, at en forbruger, samtidig med indgåelsen af en aftale om en betalingskonto, får krav på et gebyroplysningsdokument, der indeholder en liste over repræsentative tjenesteydelser tilknyttet en betalingskonto og gebyrstørrelsen for hver af disse, ligesom forbrugerne får krav på en årlig gebyropgørelse. Derudover vil der også blive indført hjemmel til at udstede regler om flytning af betalingskonti eller betalingsordrer mellem to betalingstjenesteudbydere i Danmark, som vil gøre det nemmere for forbrugere at skifte pengeinstitut.

Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Malte Larsen (S)

# 0

Tak for ordet. Socialdemokraterne støtter lovforslaget, der skal ses i forlængelse af tidligere lov om forbrugernes ret til at have en basal indlånskonto på rimelige vilkår. Med lovforslaget sikres forbrugerne adgang til en basal betalingskonto. Med lovforslaget bliver det nemmere for forbrugerne at sammenligne de forskellige udbydere af betalingskonti, og dermed gøres det nemmere at skifte pengeinstitut. Det må formodes, at det også vil medvirke til en større konkurrence på denne type af bankforretning.

Med loven vil der komme krav om, at forbrugerne ved indgåelse af aftaler om betalingskonto skal have udleveret et dokument, der beskriver samtlige de gebyrer, der er, i forbindelse med betalingskontoen.

Socialdemokraterne ønsker at følge Forbrugerrådet Tænks forslag, der forpligter pengeinstituttet til at udlevere dette dokument allerede første gang, en forbruger henvender sig og udtrykker ønske om at oprette en betalingskonto. Vi ønsker også en præcisering af, at det skal være gratis at få udleveret gebyropgørelsen, jf. artikel 5, stk. 1 i direktivteksten. Desuden ønsker vi, at der skal være et loft over, hvad det må koste forbrugerne at have en basal betalingskonto. Vi finder det naturligt, at loftet er de samme 15 kr. om måneden, som der er fastsat for basale indlånskonti.

Men som sagt kan jeg meddele, at Socialdemokraterne støtter forslaget.

Hans Kristian Skibby (DF)

# 1

Det lovforslag, som vi skal behandle her, er jo et lovforslag, som ligger lidt i umiddelbar forlængelse af et tidligere lovforslag, som har været fremsat her i Folketinget. Det var det, der hed L 154, som blev behandlet i tilbage i 2015, om ret til en basal indlånskonto. Det var et lovforslag, som Dansk Folkeparti ikke var tilhænger af. Vi stemte også imod, fordi der jo sådan set var tale om, at man skulle betale 15 kr. om måneden for at have ret til en basal indlånskonto. Det betød jo så, at der lå et fast gebyr på 180 kr. om året for at have en indlånskonto.

Det, der så kommer med det her lovforslag, er jo, at man også skal have en basal betalingskonto, hvor der ikke er en lovbestemt gebyrstruktur, men hvor det er op til den enkelte bank at finde ud af, hvad den må tage, og hvad den vil tage for den pågældende service. Der står også i ministerens bemærkninger til L 103 her, at den basale betalingskonto skal tilbydes enten vederlagsfrit eller mod det, der hedder et rimeligt gebyr. Og der vil jeg da så have lov til at være lidt kritisk, i forhold til hvad man vurderer er et rimeligt gebyr. Hvis man spørger i bankerne, hvad et rimeligt gebyr er, så er det måske ikke det samme som det, som forbrugerne vil kalde et rimeligt gebyr for en serviceydelse.

Der står jo også i lovforslaget her, at pengeinstitutterne må beregne det her nye gebyr ud fra tre parametre, herunder pengeinstitutternes omkostninger, samt det, der hedder en rimelig fortjeneste. Jeg er ikke sikker på, at det, man kalder en rimelig fortjeneste inden for banksektoren, er det samme, som forbrugerne kalder en rimelig fortjeneste. Vi er i Dansk Folkeparti lidt bekymret for, om det her bliver en gebyrskrue. Det bliver et sted, hvor pengeinstitutterne har mulighed for at kradse yderligere gebyrer ind hos danske forbrugere og folk, som har en konto.

Vi synes også i Dansk Folkeparti, at det er lidt af en provokation, når vi jo har lavet en lovpligtig Nemkonto både for private danske husholdninger og for selv de allermindste mikrovirksomheder, og når alle andre i øvrigt også skal have en Nemkonto. Det er noget, vi har vedtaget der skulle være en lov om. Bagefter prøver vi så på at sælge de her to lovforslag, L 103 og L 154 fra sidste samling, som værende en rettighed, altså som et gode, som noget, man ligesom får forærende af rent forbrugeretiske grunde.

Vi synes ikke, at der er meget rettighed i det. Vi synes jo, at man pålægger folk en udgift, og så er der altså tale om falsk varebetegnelse – det vil jeg gerne sige til erhvervsministeren. Det er falsk varebetegnelse, når man påstår, at det her er noget, man får sådan en velerhvervet ret til. Nej, man får et nyt gebyr – tillykke med det.

Det er ikke noget, vi kan støtte i Dansk Folkeparti. Vi synes, der er tale om et skisma; vi synes, det er forkert. Vi er også udmærket klar over, at det her jo er i tråd med Europa-Parlamentet, hvor vi jo har skullet gennemføre Rådets direktiv om sammenlignelighed mellem gebyrer osv. Men vi mener stadig væk, at det her er et overgreb på i stedet for en rettighed til de danske forbrugere. Vi synes i det mindste, at ministeren må gå ind at kigge kritisk på det her med, at der ikke er et decideret loft over gebyret.

Det er også det, som der bliver redegjort for, bl.a. i høringssvaret fra Forbrugerrådet Tænk, hvori man jo også siger, om det ikke var rimeligt, at der var et loft over, hvad det her gebyr kunne være. Når vi nu har et loft på de 15 kr. om måneden, altså 180 kr. om året for en basal indlånskonto, som vi vedtog sidste år, kunne loftet så ikke f.eks. være, at den her betalingskonto selvfølgelig var inkluderet uden yderligere beregning? Det er jo den samme konto, vi taler om. Uanset om det er en indlånskonto eller en betalingskonto, tror jeg ikke der vil være ret mange der vil vælge at sige: Jeg tror, at jeg tager to forskellige konti; jeg tager én, som jeg kan bruge til betalinger, og én, som jeg kan sætte penge ind på. Jeg tror, de fleste nok vil vælge én konto til det hele.

Så det her er simpelt hen noget skidt. L 154 er som sagt et tidligere lovforslag om basal indlånskonto, som vi stemte imod. Hvis man kigger på, hvad der har heddet L 154 tidligere, så havde vi faktisk også et L 154 i forrige valgperiode; det var et lovforslag om retsstilling vedrørende sørøveri. Det har jo ikke meget med det her at gøre, det vil jeg da gerne erkende, men der er altså tale om en form for overgreb på folk. Det er lidt en form for røveri, når vi med den her lov giver de her nye gebyrmuligheder til de danske banker.

Så vi siger pænt og høfligt nej tak til direktivet, selvfølgelig, men så sandelig også til det her lovforslag.

Torsten Schack Pedersen (V)

# 2

Det giver rigtig god mening, når der er gennemsigtighed på markedet. Det er vigtigt for forbrugerne, så man har fuld indsigt i, hvad ting koster, og så man kan bruge sin købekraft, hvor man nu synes det er klogest og bedst for en selv. Så det er med til at sikre konkurrencen, når der er gennemsigtighed, og det er sådan set det, der er hele formålet med lovforslaget her, eller i hvert fald en central del af det. For jeg tror, de fleste er vant til at kigge på rentesatser, når man skal kigge på, hvor det er mest attraktivt at tage et lån. Der er masser af portaler, hvor man kan sammenligne forskellige lånetyper.

Det kniber måske lidt mere på gebyrsiden. Det er noget, som kommer ind lidt ad bagvejen. Og man må sige, at som kunde eller forbruger er det jo i sidste ende lidt ligegyldigt, om man betaler sine omkostninger til et pengeinstitut eller en kreditformidler via renter eller via gebyrer. Det ender alligevel med at skulle betales fra den samme baglomme. Og derfor er det ganske fornuftigt, at der nu kommer noget mere fokus på, hvad man betaler som forbruger, når det gælder gebyrer, både i forhold til en årlig gebyroversigt, og når man opretter en konto, nemlig at man får at vide, hvad det er, man kan forvente at forskellige services koster i gebyr, som man ved det på forhånd. Det skaber klarhed, og det giver rigtig god mening.

Det giver også rigtig god mening, at der bliver lidt mere styr på, hvad det er for nogle regler, der gælder, når man ønsker at flytte sit kundeengagement i et pengeinstitut til et konkurrerende pengeinstitut – også hvis man ønsker at gøre det til et andet EU-land – at man nu får klarlagt, præcis hvordan det skal foregå, så man som forbruger ikke kommer til at hænge i et vacuum, og så det ikke tager alt for lang tid.

Så er der selvfølgelig også elementet med en basal betalingskonto. Som andre har sagt, ligger det i forlængelse af det forslag, der tidligere har været, om, at man har ret til en basal indlånskonto. Man kan selvfølgelig sige, at det er lidt specielt – og der må jeg sige at min tilgang nok er lidt anderledes end Dansk Folkepartis ordførers – at sige, at det er et overgreb mod forbrugerne. Vi giver sådan set forbrugerne en rettighed til at få en konto, en rettighed, som de ikke har i dag, hvor man som pengeinstitut kan afvise at tage en kunde ind. Det kan pengeinstituttet fortsat, hvis det er en, der opfører sig til gene for andre kunder eller pengeinstituttets personale, men man får altså en rettighed.

Jeg synes et eller andet sted, det giver god mening, at når man nu får den mulighed for ikke bare at have en indlånskonto, men også en betalingskonto, så er det jo ikke noget, der er gratis, ej heller for dem, der udbyder de. Og derfor er der ligesom på indlånskonti en mulighed for, at man kan opkræves en betaling herfor. Det skal selvfølgelig være rimeligt, og det er så defineret i direktivet, som der også er blevet redegjort for.

Men jeg må sige, at for mig at se handler det altså om, at det er en positiv rettighed, vi giver til forbrugerne, at man nu har sikkerhed for, at man har adgang til en betalingskonto, således at man kan få ordnet sin betalingsservice, og at man på alle mulige tænkelige måder kan gøre brug af de digitale muligheder, man har som kunde i sit pengeinstitut. Så for mig at se handler det altså om, at vi giver borgerne en bedre rettighed, nogle bedre muligheder, og ikke en ny gebyrskrue. For alternativet ville måske for nogle være, at man slet ikke kunne få en sådan konto.

Så grundlæggende synes vi fra Venstres side, at der er tale om et ganske fornuftigt forslag, der skaber noget mere gennemsigtighed og klarhed og giver forbrugerne nogle bedre rettigheder. Det skulle gerne fremme konkurrencen, og det er der såmænd altid god grund til, for det betyder, at vi som forbrugere kan slippe lidt billigere, når konkurrencen styrkes. Så derfor er det et ganske fornuftigt lovforslag, som vi naturligvis støtter fra Venstres side.

Pelle Dragsted (EL)

# 3

I Enhedslisten er vi sådan set grundlæggende positive over for det her lovforslag. Det er jo ærgerligt, at den her slags gode ideer først bliver gennemført, når de kommer fra EU, men ikke desto mindre ser vi det som nogle positive skridt i forhold til bankkunders og borgeres rettigheder.

Det er for det første positivt, at lovforslaget tilstræber, at forbrugerne får mere gennemsigtighed i forhold til de desværre mange og ret uoverskuelige gebyrer, som bankerne lader regne ned over os. Vi så gerne, at man strammede op, så forbrugerne allerede fik oplysninger om de gebyrer, når man indhentede tilbuddet, og ikke, som det fremgår af lovforslaget, samtidig med at en aftale om betalingskonto indgås.

Vi ser det også rigtig positivt, at der fastsættes den her grænse på 12 dage for, hvor længe det må tage at flytte en konto fra den ene bank til den anden. Det er vi ikke særlig gode til i Danmark, og der er jo en del beregninger, der viser, at hvis vi var lidt bedre til at søge banker, som havde lavere gebyrer og lavere renter, så ville danskerne kunne spare milliarder af kroner. Det er altså penge, som dermed ville ryge fra bankernes lommer og ned i almindelige danskeres lommer, og det er jo en rigtig god idé.

Et andet positivt indhold i det her lovforslag er det, som er blevet drøftet mest heroppefra, nemlig retten til en basal betalingskonto, som også dem, man med en måske lidt mærkelig formulering kalder ikke attraktive kunder for bankerne, får ret til, altså at alle danskere får ret til en basal betalingskonto. Det synes jeg er helt nødvendigt, for jeg tror, vi alle sammen godt ved, at man ikke længere kan fungere i samfundet uden at have den her type konto. Altså, der er så mange ting, der foregår den vej, og derfor er det afgørende, at private banker – nu har vi overladt bankdriften i Danmark til private – ikke kan udelukke nogen fra at have en konto.

I Enhedslisten mener vi sådan set, at alle borgere burde have ret til en gebyrfri konto, altså simpelt hen fordi det som alt muligt andet, vi deltager i i samfundet, er en nødvendighed for overhovedet at kunne agere som borger i et samfund. Derfor synes vi egentlig, at det ikke burde være en forretning, men en rettighed. Og det gør selvfølgelig også, at vi ikke er tilfredse med den her formulering om, at bankerne kan opkræve et rimeligt gebyr. Altså, der er alt for meget elastik i det, og jeg er fuldstændig enig med Dansk Folkepartis ordførers bemærkning om, hvad et rimeligt gebyr er. Vi ser meget gerne, at der sættes et klart loft. Det kunne være de 15 kr. om måneden, som gælder i forhold til indlånskontoen.

Jeg synes jo, det er interessant – hvis jeg hører rigtigt; nu må vi selvfølgelig høre de øvrige ordførere, også fra oppositionen – at det lyder, som om der skulle være mulighed for at få samlet et flertal i Folketinget, som vil stille et ændringsforslag til det her lovforslag, der sikrer et sådan loft. Det er i hvert fald sådan, jeg hører Dansk Folkeparti. De vil godt nok, siger de, stemme nej til lovforslaget, men der er jo ikke noget til hinder for, at man, før man stemmer nej til lovforslaget, er med til at vedtage et ændringsforslag, der i det mindste trækker det i den rigtige retning, altså ved at sætte det her loft over det. Jeg ville i hvert fald have svært ved at forstå, hvis Dansk Folkeparti ikke ønsker det.

Så med de ord vil jeg slutte. Jeg synes som sagt, der er positive takter i det her forslag, og jeg håber, vi kan få rettet de her hjørner til gennem et flertal med Dansk Folkeparti.

Joachim B. Olsen (LA)

# 4

De forrige ordførere har gennemgået lovforslagets indhold, og jeg vil gerne understrege, at det her ikke er et lovforslag, vi er vildt begejstrede for – altså for det, at man siger til nogle virksomheder, at de skal tilbyde nogle kunder et bestemt produkt. Derfor meddelte vi også erhvervsministeren, at en forudsætning for, at vi kunne støtte det her lovforslag, i hvert fald var, at bankerne selvfølgelig kan få deres udgifter dækket, når vi herindefra pålægger dem at tilbyde forbrugerne en bestemt konto.

Det imødekom erhvervsministeren, og det er jo lidt svært for os at stemme nej, når nu vi bliver imødekommet med hensyn til et specifikt ønske, vi har haft i forbindelse med det her lovforslag. Så vi har egentlig tænkt os at stemme ja, men det er under den klare forudsætning, at bankerne rent faktisk kan få deres udgifter dækket. Som jeg lige husker høringssvarene, var det sektorens egen forventning, at de samlede omkostninger ville beløbe sig til op imod 80 mio. kr. Det var det, man forventede, og det er jo et ganske stort beløb. Det er jo en omkostning, som skal dækkes på den ene eller på den anden måde, og derfor synes vi sådan set, at det er rimeligt, at omkostningen bliver dækket i forbindelse med den konkrete udgift forbundet med, at man skal tilbyde en betaling.

Men som sagt er det ikke et lovforslag, som på nogen måde har groet i vores have. Det her med at give folk sådan nogle rettigheder bryder vi os sådan set ikke om. Det må være sådan, at der er et marked, der bestemmer, hvad der er behov for, og når der er et behov, vil markedet også levere på det. Men som sagt et lidt lunkent ja herfra, under forudsætning af at sektoren altså kan få dækket de omkostninger, som vi her pålægger den. Tak.

Nikolaj Amstrup (ALT)

# 5

Mange tak. Det bliver et noget mindre lunkent ja for vores vedkommende. Vi synes, at lovforslaget giver en god, øget forbrugerbeskyttelse, og det forbedrer bl.a. forbrugerens muligheder for valg af både bank og kontoform. Vi er også rigtig glade for den større gennemsigtighed, der bliver skabt på bankmarkedet, og for sikringen af forbrugernes ret til en basal betalingskonto.

Nu har jeg også hørt de andre ordføreres bekymring i forhold til gebyret, og jeg synes da også, at det peger i en fornuftig retning, sådan at vi kan tale om et ændringsforslag i det videre udvalgsarbejde.

Alt i alt synes vi at der er rigtig mange gode tiltag i lovforslaget, og det støtter vi gerne fra Alternativets side.

Ida Auken (RV)

# 6

Fra radikal side synes vi også, det er meget vigtigt, at alle borgere har mulighed for at få en betalingskonto til en rimelig pris eller måske endda gratis. Det er jo sådan, at det er meget svært at opretholde et moderne liv, hvis man ikke har en konto til at få sin løn ind på og til at betale sine regninger fra, når man vil købe ind på nettet eller overføre penge til andre mennesker. Samtidig synes jeg også, det er godt, at forbrugerne får mere klarhed over, hvilke gebyrer de kan risikere at komme til at skulle betale, hvis de vælger den ene bank frem for den anden. Jeg kan huske, at vi i 2014, tror jeg at det var, havde en diskussion om gebyrer.

I 2013 havde vi den der diskussion om, hvorvidt alle havde ret til at have en konto. Det var der, hvor en af de store banker valgte, at det var de fattige, der ligesom skulle betale for at have en konto, og så kunne alle andre få en gratis. Det kom de ikke godt af sted med. Men vi havde også en god diskussion om gebyrer, og jeg tog lige et tjek af, hvad man kan risikere at komme til at skulle betale gebyr for. Det er for at have en konto, for at hæve penge, for at have et kort, for at foretrække sin konto, for at oprette et lån, for at betale et girokort, for at hæve ved skranken eller for f.eks. at lægge et budget. Noget af det er det måske meget fair at man som bank kan sige er en service, som man kan tage et gebyr for, men det i hvert fald rart for forbrugerne at vide, hvad de kommer til at betale gebyr for.

Derfor synes vi også, det giver mening, at Forbrugerrådet påpeger, at gebyroplysningsdokumenterne skal foreligge i god tid. Vi synes også, det giver mening at snakke om, hvorvidt der skal være et loft på gebyret for overhovedet at have en konto, sådan som flere ordførere har nævnt. Men alt i alt kan vi støtte forslaget, og vi håber, at vi i udvalgsprocessen kan komme nogle af de spørgsmål, der er blevet rejst ikke mindst fra Forbrugerrådets side, lidt nærmere.

Lisbeth Bech Poulsen (SF)

# 7

Fra SF's side synes vi også, at direktivet er rigtig godt, og at det her lovforslag er næsten lige så godt som direktivet. Så vi ønsker faktisk i lighed med nogle af mine kollegaer, at man i højere grad retter ind både efter direktivets ånd, men også dets tekst, og det er både i forhold til et gebyrloft, men også i forhold til tidspunktet for udlevering af gebyroplysningsdokumentet, som fru Ida Auken også var inde på.

Jeg synes faktisk, at Forbrugerrådet netop påpeger nogle af de ting, som skulle ændres i lovforslaget, for at det bliver rigtig godt og egentlig også mere i tråd med direktivet. I præamblen til direktivet står der, at formålet med prisreguleringen er at sikre, at så mange svagtstillede og kommercielt uattraktive forbrugere som muligt får adgang til betalingskonti med basale funktioner. Så det mest centrale her er netop at få et loft over gebyrerne – i bedste fald at det bliver gratis, men i hvert fald et loft over dem.

Så vi håber fra SF's side, at ministeren vil se velvilligt på det, ellers begynder der, som hr. Pelle Dragsted også var inde på, at tegne sig et flertal for et ændringsforslag til lovforslaget. Jeg håber i hvert fald, at DF trods udmeldinger om, at man ikke kan støtte det her, vil hjælpe med til, at lovforslaget i højere grad sikrer, at det ikke bliver en gebyrskrue, og at vi sikrer forbrugernes interesser i højere grad.

Derfor vil vi fra SF's side også afvente vores stillingtagen. Vi synes, direktivet er rigtig godt, og at der også er mange gode takter i lovforslaget, men vi har brug for at få strammet op på de her nævnte områder.

Brian Mikkelsen (KF)

# 8

Det Konservative Folkeparti kan støtte lovforslaget. Der er mange gode takter i forslaget. Vi er altid som udgangspunkt – uden undtagelse – på forbrugerens side. Forbrugeren får nu med lovforslaget her både mulighed for at sammenligne priser bedre, men også adgang til at få en konto næsten uanset hvad.

Det dilemma, der jo altid er for mennesker, som vil både erhvervslivet og forbrugerne det godt, er jo, at vi som samfund ikke som udgangspunkt kan tvinge virksomheder til at tage nogle kunder. Det kan jo være forbrydere; det kan være kunder, som misligholder deres kontrakt; det kan være kunder, som generer og chikanerer andre. Og der kan man jo ikke som samfund sige til nogle virksomheder, som er privat drevet og tjener deres egne penge, at de skal tage nogle bestemte kunder.

Omvendt er vi jo også i en situation, hvor man som borger i samfundet i dag har brug for – og det er nødvendigt – at have en konto, hvor man kan få indsat nogle penge, og at man har et betalingskort, så man kan foretage nogle dispositioner.

Jeg og Det Konservative Folkeparti synes, at forslaget her rammer den rigtig balance. På den ene side sikrer vi altså, at man som forbruger får mulighed for at få adgang til en sådan konto, samtidig med at vi får de positive benefits i forslaget med hensyn til mere transparens. På den anden side sikres det også, at hvis man opfører sig direkte uanstændigt eller misligholder de aftaler, der er indgået, kan et bestemt pengeinstitut selvfølgelig ikke påtvinges at tage en som kunde.

Så Det Konservative Folkeparti kan støtte forslaget.

Erhvervs- og vækstministeren (Troels L)

# 9

Tak for det, og tak for bemærkningerne fra de ordførere, der har haft ordet. Generelt må man starte med at sige, at der jo er en rimelig bred opbakning til lovforslaget som sådan. Der er enkelte partier, som er mere kritiske, og det er jo også helt fornuftigt. Men som en række ordførere har sagt, er hovedformålet med det her lovforslag jo at øge forbrugerbeskyttelsen ved at give den enkelte forbruger en række nye rettigheder og værktøjer, som også kommer til at forbedre forbrugernes valgmulighed og generelt gør det nemmere for forbrugerne at forholde sig til et aktivt valg af pengeinstitut. Det er sådan set det, der også står i formålet, og som ligger bag lovforslaget.

Det, som jeg så også synes er vigtigt at sige, er, at lovforslaget jo også gennemfører direktivet om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner i dansk ret. Og lad mig også i den forbindelse sige, vi jo her arbejder med en direktivnær implementering. Der er mange partier, der går op i, at man ikke nødvendigvis skal lave en overimplementering via den måde, vi laver dansk lovgivning på, og det har jeg da også noteret mig at der er partier der stadig synes er vigtigt. Derfor vil jeg også bare nævne det her fra Folketingets talerstol, sådan at det er tydeligt, at det her ikke betyder, at vi går videre end det, der bliver os pålagt i forbindelse med direktivet.

Et af elementerne i lovforslaget, som jeg gerne vil fremhæve, er, at vi sikrer alle forbrugere retten til en basal betalingskonto. Dermed får forbrugerne adgang en række væsentlige bankydelser, f.eks. muligheden for at få tilknyttet et betalingskort, adgang til netbank samt adgang til at gøre brug af betalingsservice. Kontoen vil også kunne bruges som Nemkonto, men forbrugeren vil også have mulighed for at bruge kontoen til de nye mobile betalingsløsninger som MobilePay, Swipp m.v. Betalingskontoen skal tilbydes gratis eller til et fair og rimeligt gebyr, og her har jeg selvfølgelig noteret mig, at det er der et ønske om at vi skal diskutere under udvalgsbehandlingen, og det vil jeg bestemt også gøre. Alt andet ville nok også være mærkeligt. Jeg har trods alt også fornemmelse for, at der er partier, der mener, at de allerede her kan se muligheden for – jeg kunne se glæden i øjnene hos hr. Pelle Dragsted – at regeringen var ved at bringe sig selv i mindretal. Det skal man jo altid være opmærksom på. Men jeg ved jo også, at hr. Pelle Dragsted går meget op i det samarbejdende folkestyre. Det gør han i hvert fald generelt, når han holder taler. Nu må vi så se på, om det også gælder i udvalgsbehandlingen. Men jeg rækker i hvert fald en stor bjørnelab frem til, at vi diskuterer det her. Mig bekendt var der heller ikke nogen entydig melding fra Socialdemokratiet på det her spørgsmål. Derfor tror jeg, det giver god mening at diskutere det, og det vil jeg gøre.

Men jeg vil så også sige, at sådan som det er tænkt, vil Finanstilsynet netop kunne føre tilsyn med, at der ikke bliver opkrævet urimelige gebyrer i et institut, og vil have kompetencen til at pålægge et institut at reducere sit gebyr, såfremt det vurderes at overstige omkostningerne tillagt en rimelig fortjeneste. Der må man sige at Joachim B. Olsen faktisk havde nogle ganske udmærkede betragtninger – nu er han til stede i salen, det er godt – om, at på grund af de EU-krav, der er stillet, til bl.a. polstring af bankerne, så er der jo også et krav om, at bankerne er i stand til at tjene penge og opbygge kapital. Det er helt rigtigt. Og der er jo ikke noget, der er gratis. Jeg kunne notere mig, at SF's ordfører sagde, at man jo bare kunne gøre det gratis. Jamen der er ingenting, der er gratis. Der er jo nogen, der skal betale for det, der er gratis, trods alt. Men det behøver vi ikke nødvendigvis at tage en lang diskussion om i dag. Men vi vender jo nok tilbage til det spørgsmål.

Lad mig også sige, at et andet vigtigt tiltag i lovforslaget er, at vi forbedrer gennemsigtigheden i forhold til pengeinstitutternes gebyrer, hvilket også gør det nemmere for forbrugerne at sammenligne gebyrer på tværs af institutterne. Med lovforslaget bliver der indført nye regler om, at pengeinstitutterne skal udlevere et såkaldt gebyroplysningsdokument til en forbruger samtidig med indgåelsen af en aftale om betalingskonto. Desuden skal oplysninger være let tilgængelige på pengeinstitutternes hjemmeside og i filialerne – alt sammen noget, som er med til at skabe en større gennemsigtighed. Det har jeg også noteret mig at en lang række partier har kvitteret for.

Ved siden af pligten til at udlevere et gebyroplysningsdokument indføres der endvidere krav om, at pengeinstitutterne mindst en gang om året udleverer en gebyropgørelse til forbrugeren, som viser de omkostninger, som forbrugeren faktisk har afholdt – igen, synes jeg, et godt, gennemsigtigt, transparent instrument, som i bund og grund også gør det nemmere at være forbruger.

Lad mig til sidst sige, at et tredje vigtigt element i lovforslaget her er, at det fremover bliver nemmere for forbrugerne at skifte pengeinstitut og derved medvirke til en øget konkurrence mellem institutterne. Det er helt afgørende for mig – og der må jeg sige at jeg er enig med Enhedslistens ordfører; det er sjældent, det sker, men når det sker, skal man huske at sige det – at det selvfølgelig også er vigtigt, at man kan skifte mellem banker eller finansielle institutter. Det siger sig selv. Det er fuldstændig afgørende, og der er også penge at spare her. Vi ved fra utallige undersøgelser, at det, at man ved, hvad ens omkostninger er, giver rigtig, rigtig gode muligheder for, at man på et marked kan se og teste, hvor man gerne vil være, og ikke mindst, om der er penge at spare.

Så med det vil jeg sige, at jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget i udvalget, og noterer mig også, at der har været en god og imødekommende modtagelse af forslaget, om end der er ting, vi nok kommer til at diskutere under udvalgsbehandlingen. Det vil jeg se frem til.

Erhvervs- og vækstministeren (Troels L)

# 10

Jamen jeg vil bare kvittere for, at der nu bliver tilkendegivet en lang række politiske ting, der skal drøftes under udvalgsbehandlingen. Generelt set har jeg jo noteret mig, at Socialdemokratiet bakker op om det her forslag. Så hører jeg så, at Socialdemokratiet har nogle ting, de mener de gerne vil drøfte og måske præcisere. Det er jeg selvfølgelig åben for at vi gør.

I forhold til spørgsmålet om det, som har fyldt ret meget i dag, nemlig spørgsmålet om, hvad et rimeligt gebyr er, vil jeg sige, at det tror jeg vi bliver nødt til også at have en lidt mere teknisk gennemgang af. Nu er vi trods alt i en politisk forsamling her, men jeg tror, jeg vil indbyde til en teknisk gennemgang, hvor man kan høre lidt om, hvad der ligger bag den her formulering. For det er der selvfølgelig også overvejelser over. Der er jo aldrig noget, der nødvendigvis er gratis, og man skal altid passe på, at man ikke kun tager afsæt i, hvad man selv kender til, og hvad man selv oplever. Der kan jo være særlige omstændigheder, der gør, at man selvfølgelig som bank eller som institut skal have mulighed for på en eller anden måde at tage et gebyr. Og så har vi jo Finanstilsynet, som kommer til at vogte over, at det ikke bliver for dyrt.

Erhvervs- og vækstministeren (Troels L)

# 11

Altså, jeg ved ikke, om det er bureaukrati uden lige. Generelt set har vi jo skabt relativt mange kontrolfunktioner for Finanstilsynet i dag, som er pålagt gennem lovgivning. Jeg tror, det kommer helt an på, hvordan man indretter det her. Det kommer også an på, hvordan bankerne fastsætter de gebyrer, som vi taler om.

Men omvendt er jeg jo heller ikke ekspert i gebyrstrukturer. Jeg er trods alt minister, jeg er ikke bankuddannet til at kunne have en drøftelse om de her gebyrstrukturer i dag fra Folketingets talerstol. Det synes jeg vi skal have under udvalgsbehandlingen, hvor der så også bliver lejlighed til at komme lidt mere i detaljen. Nu har vi jo en politisk tilkendegivelse i dag, og jeg mener stadig væk, det er muligt at lave det her. Ellers ville jeg ikke foreslå det. Så ville der også have stået, hvad de økonomiske byrder havde været for bankerne, hvis det var blevet fuldstændig umuligt at håndtere. Jeg noterer mig, at der er en uenighed om, hvad de finansielle institutioner synes de måtte få af administrative byrder. Men det er jo noget, som vi vurderer at vi ikke er enige i.

Erhvervs- og vækstministeren (Troels L)

# 12

Jamen altså, jeg vil gerne give tilsagn om det, ordføreren beder om, nemlig at vi kan mødes der, hvor det er sund fornuft at mødes. Det er godt, og det støtter jeg varmt.

Selvfølgelig lægger jeg også op til, at vi må tage en drøftelse af det her. Det synes jeg kun er fornuftigt. Men jeg siger bare, at jeg tror, det her tema bl.a. også vil have godt af at blive belyst i en lidt mere teknisk gennemgang, hvor man også kan få lejlighed til lige at blive lidt klogere på nogle af de bagvedliggende mekanismer, der er. Men ja, mon ikke det kan lykkes at lande den her sag. Det har jeg jo også en interesse i; jeg har jo en interesse i, at jeg faktisk får det igennem, jeg gerne vil have som minister, da det jo er regeringens lovforslag, og jeg er jo afhængig af, at Folketinget bakker op om det her lovforslag. Så det tror jeg lykkes.

Erhvervs- og vækstministeren (Troels L)

# 13

Man skal altid passe på med at være venlig – specielt over for Dansk Folkeparti. Det har jeg lært; det skal jeg prøve at stoppe med. Men nu er jeg det alligevel, for det her er sådan set en håndsrækning, et tilbud om at tage en drøftelse om det her. Ja, jeg ved fuldstændig, hvad det er, jeg har foreslået, og det kan jeg stå helt på mål for.

Jeg er ikke enig i det, som Forbrugerrådet skriver, og jeg siger også, at der jo kan være forskellige gebyrstrukturer fra bank til bank. Det tror jeg bestemt også at hr. Hans Kristian Skibby er opmærksom på lige præcis er det, der også kan være tilfældet.

Men hvorom alting er, har jeg ikke tænkt mig at gøre det her til nogen stor polemisk debat. Jeg synes, at man også en gang imellem skal prøve at arbejde for at lave nogle ganske fornuftige vedtagelser i Folketinget. Det er gerne det, der skal drive en, så det driver også stadig væk mig. Og det står jo alle frit for at komme til det møde. Men hvis det er åbenlyst for enhver, skal man bare lade være med at komme, og så kommer dem, der har lyst.

Erhvervs- og vækstministeren (Troels L)

# 14

Altså, jeg er jo helt opmærksom på, at der ikke nødvendigvis er fuldstændig enighed mellem Dansk Folkeparti og regeringen på det her felt. Det må vi jo nok erkende at vi bliver nødt til at acceptere. Jeg er også enig i og kan bekræfte, at hr. Hans Kristian Skibby er speditionsuddannet og dermed også har en stærk kompetence inden for hele den del, der handler om fastsættelse af priser og gebyrer. Jeg tror ikke, jeg går ind i den debat. Jeg tror bare, jeg konstaterer, at jeg tager en diskussion med Folketingets partier – og jeg tror, jeg vil gøre det som en teknisk gennemgang – og hvem der kommer, og hvem der ikke kommer, må vi se på. Men jeg vil glæde mig til at se dem, der har lyst til at være med i den diskussion.

Der er endnu ingen debatindlæg...