Tak, hr. formand. Jeg skal sige, at Socialdemokraterne selvsagt kan støtte dette lovforslag fra regeringen, som gå ud på at forlænge den periode, hvor ministrenes løn bliver nedsat, og det kan vi jo med henvisning til den Vederlagskommission, der er nedsat.

Det Radikale Venstre kan naturligvis også støtte lovforslaget om at fortsætte den midlertidige nedsættelse, der er, af grundvederlaget, ud fra den betragtning, at der sidder en Vederlagskommission og arbejder. Vederlagskommissionen, som beskæftiger sig med fuldtidsbeskæftigede politikere, skal komme med sit udspil eller sin rapport her i slutningen af 2015, og derfor giver det rigtig god mening at afvente kommissionens resultat, inden vi så i Folketinget senere kan tage de fornødne skridt i forhold til ændringer af vederlag og niveauet fremadrettet. Så vi støtter forslaget.

Det kan jo være, det skyldes ubehag ved at skulle argumentere for et lovforslag, der kortvarigt begrænser ministrenes indtægter, at folk enten udtrykker sig meget kort eller bare bliver væk.

Jeg synes alligevel, man er nødt til at sige, at når man kigger på bemærkningerne til det her lovforslag, bliver man jo en lille smule trist. For hvad handler det her lovforslag i virkeligheden om? Det handler om, at man udsætter at tage stilling til ministrenes lønforhold, indtil den Vederlagskommission, som man har nedsat, kommer med et resultat. Det fremstår af bemærkningerne, som om der så vil foregå en drøftelse af det, der kommer fra Vederlagskommissionen. Men det passer jo ikke. Det er jo sådan, at et stort flertal i Folketinget har besluttet sig til, at ligegyldigt hvad Vederlagskommissionen kommer med, så vil man vedtage det.

Man har også gjort det helt usædvanlige i forbindelse med den her kommission, at man ikke har de sædvanlige krav til, hvad kommissionen skal leve op til. Når der nedsættes kommissioner i det her land, plejer de at få to ting at vide: Det må ikke koste noget, og så må det ikke reducere arbejdsudbuddet. Disse to væsentlige krav rejses ikke her, for her er der større ting i spil, nemlig politikernes lønforhold. Det synes jeg faktisk er lidt interessant – at den helt almindelige måde at håndtere politik på er sat ud af spil. De sædvanlige krav, de sædvanlige regnemetoder, de gængse regnemetoder tager man ikke hensyn til, og så har man ovenikøbet tilladt sig at sige, at denne kommissions beslutning vil blive ført ud i livet. Man kunne jo rejse det spændende spørgsmål, hvorfor et forslag fra Venstre, der kom i 2012, om at lave sådan en kommission, der skulle have lov til at bestemme, dengang var ansvarsforflygtigelse og nu er rigtig, rigtig klogt og dygtigt.

Af samme grund har man selvfølgelig været omhyggelig, da man nedsatte Vederlagskommissionen. Her sidder kun mennesker, der har dyb indsigt i, hvor hårdt det er at sidde på samfundets ledende poster – tidligere politikere, tidligere ministre, nuværende og tidligere topembedsmænd, som alle sammen har det udgangspunkt, at det er rigtig hårdt og tungt og slidsomt at have ansvar, og derfor må det også være sådan, at man skal kunne få en god løn for det. Her indtræffer så den tredje bemærkelsesværdige ting i det her kommissionsarbejde, for på spørgsmålet om, hvorvidt det her handler om, at politikerne skal have mere i løn, siger formanden, at det kan man ikke være sikker på, men man sætter i hvert fald ikke folks løn ned. Tænk nu, hvis de kommissioner, som har arbejdet med dagpengespørgsmål, med kontanthjælp og andre ting, havde sagt fra starten af: Vi kan jo ikke forringe menneskers vilkår. Det gjorde man ikke. Tværtimod var præmissen vel i udgangspunktet, at menneskers vilkår skulle forringes. Men når det handler om politikeres løn, forholder det sig anderledes.

Jeg synes i grunden, at det er lidt flot, at man forsøger at give indtryk af i dag, at nu fremlægger man et forslag, hvor man sådan af anstændighedsmæssige grunde og på grund af politiske beslutninger, man har truffet tidligere, vil begrænse ministrenes lønudvikling, når det bare handler om at vinde tid til efter næste valg, hvor man så kan få vedtaget de nødvendige forbedringer, som man ser det. Jeg synes også, det er værd at benytte lejligheden til at minde om, hvor hård politisk kamp det har krævet at få ændret pensionsalderen for folketingspolitikere, så den følger andre menneskers efterlønsalder. Det er alligevel bemærkelsesværdigt, at vi stadig væk har den opfattelse, at politikere i det her land skal pensioneres, samtidig med at andre mennesker går på efterløn, selv om vi godt ved, at der er rigtig mange mennesker, der ikke går på efterløn, og vi vist nok stadig ønsker, at alle helst skal arbejde, indtil de bliver 80.

Men der skal ingen tvivl være: Enhedslisten vil ved enhver lejlighed stemme for selv den mindste forbedring, og det, finansministeren kommer med her, er jo en forbedring. Den er som sædvanlig, når der kommer forbedringer fra finansministeren, lille og kortvarig, og man kan frygte, hvad der kommer bagefter, men det skal ikke forhindre os i at nyde dette sekunds glæde og derfor stemme for det her lovforslag.

Liberal Alliance var jo heller ikke med i flertallet bag Vederlagskommissionen efter det helt enkle princip, at vi synes, at Folketinget skal tage ansvar for sine egne lønvilkår. Det mente, så vidt jeg husker, syv ud af otte partier også for ganske få år siden og var enige med os i, men pludselig drejede karrusellen, og så var der et bredt flertal for at udlicitere det her. Og om end Liberal Alliance godt kan lide udlicitering, synes vi, at det her mere handler om ansvarsforflygtigelse.

Der er jo tale om, at man beder nogen om at se på lønvilkårene, og så lover man at følge det, de kommer frem til. Hvis så bare det var et princip, man kunne sprede lidt bredere ud, så man på skattekommissioner og velfærdskommissioner og den slags også ville love, at man gennemførte det, som de kom frem til, så tror jeg, at man kunne få et meget mere effektivt velfærdssamfund med lavere skatter, mere frihed og mere vækst. Så hvis vi kunne brede det ud, er vi sådan set også parat til at æde den her, men indtil da, kan vi selvfølgelig ikke være med til det.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Liberal Alliance har den holdning, at vi i virkeligheden, som Kristian Jensen sagde, synes, at den samlede sum, der bliver brugt på aflønning af folketingsmedlemmer, er rimelig, men vi synes, at eftervederlag og pensioner er for gavmilde, og at man kunne spare på dem for at kompensere på lønnen. Det synes vi sådan set bare at Folketinget kunne lave en aftale om, hvis det er det, man vil, i stedet for at udlicitere det til en kommission.

Dengang det blev foreslået at nedsætte grundvederlag og pension m.v. til ministre i en periode, stemte vi faktisk blankt i Liberal Alliance, fordi vi syntes, at den måde, man gjorde det på, måske var lige smart i en fart. Vi synes da bare, at man kunne nedlægge et ministerium eller flere, så kunne man både spare det samme i ministerløn, men også en række medarbejdere og dermed få en samlet større besparelse, og det havde jo været mere effektivt. Men når nu vi bliver spurgt, om vi vil fastholde det lønniveau, der er, stemmer vi selvfølgelig for at fastholde det lønniveau, der er for ministre, fordi det ikke umiddelbart er der, at vi tænker, at der er brug for bruge flere penge, end man gør i dag.

Vi synes, det er rart, selvfølgelig, at man diskuterer de her spørgsmål, men man kunne jo ønske sig, at der var mere ivrighed i, at pengene bliver brugt ordentligt, når det også handler om brugen af penge på politikere selv. Det gælder for så vidt ikke kun lønninger, men også sådan noget som den offentlige partistøtte, som vi gerne så afviklet helt, sådan så partierne blev mere afhængige af deres medlemmer i stedet for alene at kunne bruge skatteydernes penge på det. Der er jo altid en tendens til, at man selv kan bestemme, hvor mange af andre menneskers penge, man skal trække op af deres lommer til sig selv. Så bliver det som regel et lidt større beløb, end rimeligt er.

Men når nu det skal være, stemmer vi da for at fastholde den lavere løn, og det er ikke kun, fordi der er socialdemokratiske og radikale ministre. Vi håber jo på at ændre farven på ministrene efter valget, og der vil vi have det samme synspunkt.

Jeg må se, om det kan gøres kortere, men det bliver nok ikke helt nemt. Jeg skal bare konstatere med tilfredshed, at der jo er meget bred tilslutning til det her forslag, og at det viderefører den midlertidige nedsættelse af vores vederlag som minister, der blev indført under VK-regeringen, til udgangen af 2019. Og under den udvalgsbehandling, der følger, står jeg naturligvis til fuld rådighed for at uddybe de spørgsmål, der måtte være kommet frem her under vores drøftelse, og som måtte komme frem i det videre forløb. Med det vil jeg bare takke for, at Folketinget bredt støtter forslaget.