Jeg skulle lige undre mig over, hvor Venstre var henne, for de plejer jo at tale først i disse sager. Også selv om det er en sammensat sag, er det jo også et lovforslag. Så det var jeg ikke forberedt på.

Men det lovforslag og beslutningsforslag, vi skal tale om i dag, er som rigtig sagt også noget, der har været drøftet. I hvert fald har problemstillingerne været drøftet.

Med lovforslaget skaber vi klarhed over folketingsmedlemmernes egenpension, modregning af eftervederlag, optjening af beløb til efteruddannelse og regulering af grundvederlaget. Og det er i fællesskab på tværs af de fleste partier herinde. Kun Venstre går enegang og skyder ansvaret fra sig og vil oprette en ekstern lønkommission, som vi så ikke i forslaget kan læse hvad egentlig vil koste i årlig drift i sig selv. Jeg kan allerede nu sige, at Socialdemokraterne ikke støtter det beslutningsforslag.

De øvrige partiers lovforslag indebærer i hovedtræk følgende ændringer: Der er en fremadrettet regulering af grundvederlaget, således at dette reguleres i takt med lønudviklingen for chefer i staten i lønramme 37-39 og løngrupperne 1-3, der omhandler kontorchefer og afdelingschefer. Denne gruppe er valgt, da sammenligningen mellem et folketingsmedlems arbejde og chefer i ministerområdernes arbejde forekommer at være relevant. Dertil kommer, at det er muligt at få præcise oplysninger fra Finansministeriet om denne gruppes lønudvikling, som Folketinget kan læne sig op ad. Den fremlagte model er ikke et tagselvbord, hvor vi i Folketinget selv fastsætter kronebeløb m.m. I staten forhandles løn som andre steder mellem arbejdsgiver og arbejdstager, altså en forhandling uden for Folketinget, hvilket jo er det, Venstre efterlyser i beslutningsforslaget. Også af den grund virker Venstres forslag lidt mærkeligt.

Der vil fremover ske modregning i eftervederlaget fra første dag, dog med et modregningsfrit beløb på 100.000 kr. det første år. Så opstår der en mulighed for efteruddannelse for fratrådte medlemmer, og her skal jeg også sige, at det ikke er noget, man automatisk får. Det er faktisk noget, man skal bede om ud fra nogle konkrete forhold. Og så er det også afbalanceret efter, hvor længe man har været medlem af Folketinget.

Der sker en justering for reglerne for boliggodtgørelse, således at medlemmer med en bopæl uden for det er sjællandske område, og som råder over en supplerende bolig i Københavnsområdet, kan få dækket udgifter til dobbelt husførelse, selv om der er ledige folketingslejligheder.

Så sker der en udskydelse af pensionsalderen til efterlønsalderen for medlemmer, der første gang er blevet medlem af Folketinget efter 1. juli 2007. Det gælder også for pension optjent under medlemsperioder efter lovens ikrafttræden.

Endelig er der tale om mindre justeringer i forbindelse med førtidspensionsordningen for os. Der er overflytning af pension til private pensionskasser og konsekvensændring som følge af ny status for medlemmer af Europa-Parlamentet.

Der vil naturligvis altid kunne opstå debat om, hvorvidt vederlaget ligger det rigtige sted. Men det centrale er, at Folketinget har mulighed for at rekruttere bredt i befolkningen. Socialdemokraterne finder, at vi med forslaget har fundet en god balance. Med den foreslåede ordning får vi skabt den ønskede klarhed om reglerne for folketingsmedlemmerne, og Socialdemokraterne kan derfor støtte lovforslaget.

Tak. I Det Radikale Venstre er vi glade for det forslag, Præsidiet nu har fremsat, fordi det løser en række af de konfliktpunkter eller uenighedspunkter, der har været omkring måden, vores vederlagssystem har været indrettet på. Vi står fuldt og helt bag ved forslaget, som er et godt kompromis mellem desværre kun visse partier – vi mangler Venstre, hvilket jeg beklager meget.

Jeg skal ikke gå ind i selve detaljerne i indretningen af det, men kommentere Venstres beslutningsforslag lidt. Venstre har den opfattelse, at systemet med vederlag er uigennemsigtigt, og at der mangler mulighed for sammenlignelighed med det ordinære arbejdsmarked, hvilket jeg ikke synes er en rimelig beskrivelse, for Folketinget er ikke det ordinære arbejdsmarked; vi har helt særlige arbejdsvilkår. Men vi har dog lagt os på et niveau, som er sammenligneligt med ledelse i den offentlige sektor. Og jeg ved ikke, hvad mere Venstre ønsker sig, men det kan vi måske få at vide lidt senere.

Dernæst er forslaget om en lønkommission, som de andre nordiske lande har, et forslag, som vi har drøftet, og som resten af partierne ikke kan tilslutte sig. Dybest set er det jo os selv, der vedtager lovforslagene her i salen, uanset en lønkommission eller ej. Og det, jeg synes er betænkeligt ved Venstres forslag, er, at Venstre forudsætter, at Folketingets partier tilslutter sig det, en lønkommission kommer med. Det vil sige, at vi på forhånd uden at kende det skulle tilslutte os at stemme for det, lønkommissionen vil fremlægge. Det synes jeg simpelt hen er et problem i forhold til Folketingets arbejde og grundlovens bestemmelse om, at ethvert folketingsmedlem stemmer efter sin egen overbevisning. Så kan man ikke pålægge nogen at skulle stemme for og være med til at vedtage et bestemt lovforslag, som man ikke selv har haft indflydelse på og ikke kender, i det øjeblik man tilslutter sig at skulle stemme for det. Den problemstilling vil jeg egentlig gerne bede Venstre om på det rette tidspunkt at uddybe.

Vi afviser Venstres beslutningsforslag og tilslutter os det forslag, som Præsidiet har fremsat som L 190.

Det er rart, at vi efter mange og lange for ikke at sige årelange drøftelser om nogle af de her spørgsmål har fået enderne til at mødes på en lang række af områderne. Der er jo ingen tvivl om, at det er en forholdsvis fornuftig løsning, vi er kommet frem til. Man har nærmet sig ligestilling i de betingelser, der bør være ens for folk og Folketing, og for denne omgang er det jo sådan set ganske fint.

Der er ikke nogen tvivl om, at både hvad angår pension, og hvad angår eftervederlag, synes Liberal Alliance, at man skulle have strakt sig længere, end man har gjort, men det var ikke dér, der kunne nås et kompromis, og derfor bakker vi op om det, der er nået frem til. Der gør sig det lidt omvendte gældende for løndelen, hvor vi stadig væk synes, at man er for tilbageholdende. Men også der må vi jo tage det kompromis, der kunne findes frem til. Men vores grundsynspunkt er stadig væk, at lønnen er for lav og resten er for godt.

På den baggrund kan vi støtte lovforslag nr. L 190. Med hensyn til Venstres beslutningsforslag, B 91, har vi tidligere sagt, at det kunne man godt være åben over for, hvis det var det, der kunne have samlet Folketinget, men det kunne det ikke. Derfor synes vi, at vi skal bakke op om det, der i denne runde kunne samle Folketinget.

Jeg fik ved debattens start at vide fra formandsstolen, at det er sådan, at når man sambehandler et lovforslag og et beslutningsforslag, kommer forslagsstilleren for beslutningsforslaget til sidst i rækken, og derfor er jeg på talerstolen nu. Og det glæder mig sådan set at være her nu, for det giver mig så anledning til at give en række kommentarer til de mange kritikpunkter, der har været af Venstres forslag.

Allerførst vil jeg sige om det lovforslag, der ligger, at jeg ikke mener, som fru Karen J. Klint har sagt, at det vil skabe klarhed. Hvis jeg bare må nævne i flæng, hvad jeg sådan har fundet i dagspressen i den seneste tid: En fortsat debat om de skattefrie omkostningstillæg, som folketingsmedlemmer får. En debat om statsrevisorernes vederlag og pensionsordninger. En debat om Folketingets tidligere formands eftervederlagsordning, som der jo ikke bliver taget stilling til for nærværende. Så troen på, at man med L 190 så har afsluttet en debat om folketingsmedlemmernes vilkår, deler jeg simpelt hen ikke.

Det kan godt være, SF mener, at det her er en god dag for Folketinget. Jeg synes altid, det er en god dag for Folketinget, men jeg synes bare, det kunne have været en endnu bedre dag for Folketinget, hvis man havde taget imod Venstres forslag om at lave en lønkommission, der kunne kigge på den samlede pakke, nemlig hvad det er for vederlag, pensionsmodeller, eftervederlag, omkostningstillæg m.v., der er.

Når man sådan lytter til de kritikpunkter, der har været, så virker det jo, som om Venstre har siddet i et eller andet fuldstændig verdensfjernt hjørne og fundet på et forslag, som ingen på denne vide jord kunne finde på. Det er bare sådan, at forslaget om en lønkommission er gennemført og praktiseres i Sverige, hvor det er en kommission nedsat af Rigsdagen, der kommer med indspillet til, hvad løn og vederlag m.v. skal være for det svenske parlament. I Norge er det en kommission, der er udpeget af Stortinget, der kommer og laver en samlet vurdering af, hvad pakken skal være i forhold til det vederlag, i forhold til det lønniveau, der generelt er. Og i Finland er det en tremandskommission, der er udpeget af parlamentets præsidium.

Det er da en vis tillid at udvise f.eks. en hr. Holger K. Nielsen og en fru Marianne Jelved at mene, at det var en idé at pege på, hvorvidt det skulle være Præsidiets medlemmer, der skulle udpege en kommission. Vi har jo ikke sagt endegyldigt, hvordan kommissionen i givet fald skulle udpeges, om det er Folketinget, og det vil nok være det mest optimale, eller som i Finland Præsidiet, der vælger en kommission netop til at kigge på, hvad det er for en samlet pakke, der er rimelig.

Når hr. Holger K. Nielsen så forsøger at lave sådan motivforskning og siger, at vi i Venstre nok bare er modstandere, fordi vi vil have en højere løn, så vil jeg bare gerne gøre opmærksom på, at der i forslagets bemærkninger decideret står, at vi ønsker, der skal komme en vederlagspakke på niveau med de øvrige nordiske lande. Og hvis man tager den glimrende oversigt, der er kommet fra Udvalget for Forretningsordenen, og kigger på, hvad vederlagsniveauet er i de andre nordiske lande, så kan man se, at det ikke er, fordi vi sidder i Venstre og vil bevilge os selv et markant større vederlag. Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det i det hele taget bliver større. Det, vi gerne vil, er at komme ud over den evindelige kritik af, at vi altid i Folketinget kan bestemme vores egen løn, og i stedet for komme over til at sige, at der er nogle, som med kendskab til det her hus, ansvarsområdet, arbejdsprocessen og arbejdsmængden vurderer, hvad der er rimelige vederlag, pensionsordninger m.v.

Da hr. Christian Mejdahl i 1999 var ordfører for Venstre, stillede han et retorisk spørgsmål. Hans første løn var 100 kr., og hans mormor havde den meget sunde tilgang til det: Er du virkelig det værd? Ja, det måtte han jo være, for nogle kunne tilbyde det. Herinde er der ikke nogen, der tilbyder os det. Vi beslutter det selv. Uanset hvor meget man kan sige, at vi skal følge en regulering for andre, er det, fordi vi selv har besluttet, at det er det, vi gør, når det handler om kronebeløbet og reguleringsbeløbet.

Vi var sådan set åbne for, hvis der var tale om en mindre ændring, at gå med til at støtte noget af det, men nu er man i gang med en relativt større øvelse med forskellige elementer, og derfor er vores forslag så at sige: I stedet for at lave den her ændring, hvor vi selv igen bestemmer, hvad det skal være, så lad os tage den rigtige løsning med en lønkommission, få nogle eksterne til at kigge på det og sige, hvad den samlede vederlagsordning så skal være.

Så har fru Marianne Jelved principielt ret i, at grundlovens paragraf siger, at man ikke kan bindes af andet end sin egen overbevisning. Det håber jeg at fru Marianne Jelved vil nævne over for dem fra regeringspartierne, der kritiserede Venstre, fordi vi ikke på forhånd ville love at stemme for resultatet af en trepartsforhandling. Jeg synes, der er en forskel, nemlig at det faktisk egentlig i højere grad kan forventes, at man kan forpligte sig selv til at stemme for en lønkommission, for forskellen er jo, at trepartsforhandlingerne er noget, regeringen har besluttet, ikke folketingsmedlemmerne. Men hvis vi skulle beslutte det, hvis Venstre fik flertal for sin lønkommission, så var det jo os, der valgte at beslutte, at der skal være en lønkommission, og dermed også havde mulighed for at forpligte os selv til at følge den lønkommission, der måtte være.

Kommer der så en lønkommission? Jeg retter mig selv: Når der kommer en lønkommission, og hvis det så skulle være sådan, som hr. Lars Barfoed var inde på, at de vedtog et fuldstændig vanvittigt niveau, det kunne være vanvittig lavt eller vanvittig højt, ja, så er der altid muligheden for, at et folketingsflertal kan ændre lovgivningen en gang til. Men jeg synes bare, at når det handler om det armslængdeprincip, der ligger på en lang række områder, f.eks. en stor del af vores kulturliv, hvor det godt nok er os i Folketinget, der bevilger en ramme, men andre, der træffer beslutningerne om, hvem der skal have støtte, og hvordan den skal fordeles, har der aldrig været stillet spørgsmålstegn ved, om det armslængdeprincip var rigtigt eller ej.

Vi mener i Venstre, at det vil være rart at have et tilsvarende armslængdeprincip vedrørende vores løn, sådan at vi godt nok bestemte, at der skulle være en lønkommission, at vi gav en retningslinje for, hvad vederlagsstørrelsen skulle være ved at henvise til de øvrige nordiske lande, men derudover overlod det til andre end os selv at bestemme vores eget vederlag. Derfor anbefaler jeg stadig væk – og da vi ikke skal stemme om det endnu, kan man håbe på, at andre bliver overbevist af min tale – at man støtter beslutningsforslaget og ikke støtter lovforslaget. Hvis det skulle være sådan, at der ikke var flertal for at støtte beslutningsforslaget, så vil vi nok forbeholde os ret til at overveje vores stilling om, hvad vi siger til lovforslaget. Jeg tror ikke, vi stemmer imod, kan jeg allerede sige nu.