Lovforslag som fremsat

§ 1

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1023 af 23. september 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 495 af 21. maj 2013, § 1 i lov nr. 722 af 25. juni 2014, lov nr. 1524 af 27. december 2014 og lov nr. 1526 af 27. december 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 52, stk. 3, nr. 4, indsættes efter »plejefamilie,«: »i en kommunal plejefamilie«, og efter »§ 66, stk. 1, nr. 1,« indsættes: » 2,«.

2. I § 66, stk. 2, ændres »eller 5« til: »eller 6«.

3. I § 66 a indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde den fornødne faglige støtte til

1) netværksplejefamilier i overensstemmelse med plejeopgavens omfang og

2) familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.«

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8.

4. § 66 a, stk. 7,, der bliver stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med plejefamilier, kommunale plejefamilier, netværksplejefamilier og egne værelser mv., jf. stk. 1, 2 og 6, om grunduddannelse og supervision til og efteruddannelse af plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier, om faglig støtte til netværksplejefamilier og familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien, jf. stk. 3, 4 og 5, og om godtgørelse for netværksplejefamilier.«

5. I § 69, stk. 2, ændres »15 år« til: »12 år« og »stk. 4 og 5.« til: »stk. 3.«.

6. § 69, stk. 3 og 4, affattes således:

»Stk. 3. Kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås, jf. stk. 2, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted. Ved afgørelsen skal børn og unge-udvalget, under hensynet til formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten, vurdere, om barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsessted. Afgørelse om valg af konkret anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. § 68 b, stk. 1.

Stk. 4. Til brug for børn og unge-udvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted, jf. stk. 3, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en indstilling, der indeholder

1) den seneste handleplan, jf. § 140,

2) barnets eller den unges holdning til ændringen af anbringelsesstedet, jf. § 48,

3) en beskrivelse af, hvorvidt supplerende støtte til barnet eller den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 9, under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted kan imødekomme barnets eller den unges behov for støtte,

4) en beskrivelse af et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte og for nære og stabile voksenrelationer,

5) en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf. stk. 5, og

6) øvrige nødvendige oplysninger.«

7. I § 72, stk. 1, nr. 7, og i § 74, stk. 1, nr. 7, ændres »§ 69, stk. 3 eller 4, jf. § 58,« til: »§ 69, stk. 3,«.

8. I § 74, stk. 4, 1. pkt., ændres »§ 69, stk. 3 eller 4,« til: »§ 69, stk. 3,«.

9. I § 75, stk. 1, indsættes efter »68 a,«: »§ 69, stk. 3,«.

10. I § 167, stk. 1, nr. 4, udgår », samt ændret anbringelsessted efter § 69, stk. 1«.

§ 2

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1019 af 23. september 2014, som ændret ved § 7 i lov nr. 1486 af 23. december 2014, foretages følgende ændring:

1. I § 72, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »68, stk. 2, i lov om social service,«: » og«.

2. I § 72, stk. 2, 1. pkt., udgår »samt afgørelse om ændret anbringelsessted efter § 69 i lov om social service«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2015.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på sager, der ved lovens ikrafttræden verserer efter § 69, stk. 3 og 4 for børn og unge-udvalget, samt er eller bliver påklaget til Ankestyrelsen, før lovens ikrafttræden. For sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Regeringen har fokus på at styrke kontinuiteten i anbringelser og sikre, at anbragte børn og unge opnår samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv, som deres jævnaldrende. Plejefamilier tilbyder børn og unge familiemæssige rammer, nære og stabile voksenrelationer samt et hjem og en hverdag, der ligner andre børn og unges, som en væsentlig del af deres opgave med at støtte barnet eller den unge. Derfor skal kommunen i dag ved valg af anbringelsessted vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie er mest hensigtsmæssig. Samtidig viser en SFI-undersøgelse om effekter af slægtspleje fra 2011, at netværksanbragte børn generelt har mere stabile anbringelsesforløb og oplever færre sammenbrud, og dermed ofte har bedre udviklingsmuligheder end børn anbragt i almindelige plejefamilier.

Lovforslaget udmønter dele af aftalen om at styrke plejefamilieområdet, som er en del af satspuljeaftalen for 2015-2018 indgået mellem regeringen (Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre), SF, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Lovforslaget indeholder to hovedelementer.

Lovforslagets første del skal sikre, at netværksplejefamilier og familier, der har adopteret et barn eller ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien, får den fornødne faglige støtte. Denne støtte ligger udover den efteruddannelse og supervision, som netværksplejefamilier i forvejen modtager, og udover den faglige støtte, som kommende adoptivfamilierne modtager frem mod adoptionen. Formålet er at sikre, at familierne får den nødvendige støtte til at håndtere eksempelvis konflikter med barnets eller den unges biologiske familie, og til at sikre barnet eller den unge en positiv udvikling, som tager udgangspunkt i familiens og barnets eller den unges aktuelle støttebehov.

Lovforslagets anden del skal styrke børn og unge-udvalgets afgørelseskompetence i afgørelser, der påvirker anbringelsers stabilitet, nemlig afgørelser om ændring af anbringelsessted i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren og den unge ikke samtykker hertil. Med lovforslaget ændres lov om social service, således at børn og unge-udvalget fremover kan træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted i de tilfælde, hvor det vurderes, at hensynet til barnets eller den unges behov for støtte imødekommes bedst ved en ændring af anbringelsesstedet ud fra en konkret afvejning af hensynet til kontinuiteten i anbringelsen og formålet med anbringelsen. Afgørelse om valg af konkret anbringelsessted træffes herefter fortsat af kommunalbestyrelsen. Samtidig stilles der forslag om at nedsætte alderen for samtykke til ændringen af anbringelsessted fra 15 år til 12 år.

Den samlede satspuljeaftale indeholder derudover en række samtidig iværksatte initiativer, der skal styrke rammerne for plejefamilier såvel som for kommunerne, så anbringelsesforløbet fra start til slut bliver præget af høj faglighed, samarbejde og dialog mellem barnet eller den unge, forældre, plejeforældre og kommunen.

I sammenhæng med dette lovforslag fremsættes lov nr. 1084 af 7. oktober 2014 om ændring af adoptionsloven, lov nr. 1526 af 27. december 2014 om ændring af lov social service og andre love (Lempelse af betingelserne for adoption uden samtykke), der skal styrke de intentioner, der ligger bag de gældende regler om adoption uden samtykke. Med lovforslaget får de børn og unge, som må formodes at skulle være anbragt uden for hjemmet i en længere årrække, fordi deres forældre ikke kan tage sig af dem, en stabil og kontinuerlig opvækst med gennemgående og varige omsorgspersoner, hvilket i helt særlige tilfælde skabes gennem øget anvendelse af adoption uden samtykke.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Faglig støtte til netværksplejefamilier og familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.

2.1.1. Gældende ret

Det er en forudsætning for både generelt og konkret godkendte plejefamilier og kommunale plejefamilier samt netværksfamilier, at de gennemfører et kursus i at være plejefamilie, jf. lov om social service § 66 a, stk. 3 og § 5, stk. 7 i lov nr. 608 af 12. juni 2013 om socialtilsyn. Kurset omfatter begge plejeforældre og skal som minimum have en varighed svarende til fire hele kursusdage. Den kommunalbestyrelse, der træffer afgørelse om anbringelse, er endvidere forpligtet til at tilbyde efteruddannelse svarende til mindst to hele kursusdage årligt til plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksfamilier, og plejefamilierne er forpligtet til at deltage heri, jf. lov om social service § 66 a, stk. 4. Kommunen er derudover forpligtet til at tilbyde den fornødne supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang til plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksfamilier, og plejefamilierne er ligeledes forpligtet til at deltage heri, jf. lov om social service § 66 a, stk. 4.

Efter gældende ret skal kommunalbestyrelsen tilbyde faglig støtte til plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt med henblik på at adoptere barnet eller den unge, jf. lov om social service § 68 c, stk. 2. Den faglige støtte er målrettet situationen før adoptionen og skal forberede plejefamilien på den fremtidige adoption og støtte plejefamilien i at håndtere den uvished, der er omkring, hvorvidt den konkrete adoption realiseres. Familier, der adopterer et barn eller en ung, der har været anbragt i pleje i familien, har efter adoptionen ikke ret til faglig støtte efter lovens § 68 c, stk. 2, men kan dog, på lige fod med andre adoptanter, modtage den såkaldte Post Adoption Service (PAS-rådgivning), der tager udgangspunkt i familien som værende nyetableret.

Derudover gælder de almindelige regler for særlig støtte efter lov om social service § 11, herunder familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien såvel som muligheder for støtte til barnet eller den unge samt familien efter lovens kapitel 11, eksempelvis støtte i hjemmet eller kontaktpersonordning mv.

Det fremgår i dag af § 52, stk. 3, nr. 4 i lov om social service, at forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien kan komme i døgnophold i plejefamilier, døgninstitutioner og opholdssteder. Det er således alene de nævnte typer af anbringelsessteder, hvor der kan ske denne form for døgnophold.

Dermed er der efter de gældende regler ikke mulighed for at anvende kommunale plejefamilier til dette formål. Med lov nr. 628 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven (Barnets Reform), der trådte i kraft 2011, blev kommunale plejefamilier indført som en ny type plejefamilie. Intentionen med denne type plejefamilier er, at de, i lighed med andre plejefamilier, kan tilbyde barnet eller den unge en opvækst i et familielignende omsorgsmiljø, og samtidig løfte en større indholdsmæssig opgave i indsatsen over for barnet eller den unge. Der vil typisk være tale om plejefamilier med særlige forudsætninger, for eksempel en lang erfaring som plejefamilie eller særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer.

Efter gældende ret, § 66 a, stk. 7, er ministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for godkendelse af og tilsyn med plejefamilier, kommunale plejefamilier, netværksplejefamilier og egne værelser mv., om grunduddannelse og supervision til og efteruddannelse af plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier, og om godtgørelse for netværksplejefamilier. Denne hjemmel er, i forhold til de elementer, der vedrører alle typer plejefamilier, udmøntet gennem bekendtgørelsen om plejefamilier.

2.1.2. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds overvejelser bag forslaget

Kontinuitet har afgørende betydning for børn og unges muligheder for personlig udvikling, trivsel og et selvstændigt voksenliv. Undersøgelser viser, at der er færre sammenbrud i netværksanbringelser, og at netværksanbragte børn derfor i visse tilfælde har bedre muligheder for personlig udvikling end børn anbragt i traditionelle plejefamilier. Men der vil også være en del tilfælde, hvor netværksfamiliepleje ikke er til barnets eller den unges bedste, enten som følge af manglende ressourcer i barnets eller den unges netværk eller som følge af, at barnets eller den unges støttebehov forudsætter mere specialiseret behandling.

Netværksplejefamilier kan således have færre ressourcer at trække på i rollen som plejeforældre, eksempelvis fordi de oftest ikke har en pædagogisk baggrund, som det er tilfældet med en væsentlig del af de øvrige typer af plejefamilier. Samtidig vil netværksplejefamilier, blandt andet som følge af deres særlige tilknytning til barnets eller den unges familie, ofte have et større behov end almindelige plejefamilier for støtte til at håndtere relationen til den biologiske familie. For at imødekomme en række af disse udfordringer, vurderes der derfor at være et behov for at sikre netværksplejefamilier en løbende støtte, der ligger udover den nuværende ret og pligt til efteruddannelse og supervision.

Ankestyrelsen har gennemført en undersøgelse af kommunernes kendskab til og anvendelse af reglerne om adoption uden samtykke efter at reglerne blev lempet i 2009. Undersøgelsen viser, at op mod hver tredje plejefamilie gerne vil adoptere deres plejebarn grundet den tætte relation, de har fået til deres plejebarn, og fordi de ønsker at skabe kontinuitet og stabilitet under barnets eller den unges opvækst. Selvom op mod hver tredje plejefamilien i undersøgelsen er motiverede for en adoption, viser undersøgelsen også, at familierne har flere forbehold. Således fortæller to tredjedele af de plejefamilier, der ikke ønsker at adoptere deres plejebarn, at det blandt andet skyldes, at barnet eller den unge har brug for den støtte kommunen tilbyder i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse; en støtte, der kan falde bort ved en adoption. Familier, der adopterer et barn eller en ung, der har været anbragt i pleje i familien, kan dog, på lige fod med andre adoptanter, modtage PAS-rådgivning. En rådgivning, der dog i højere grad tager udgangspunkt i familien som værende nyetableret og ikke specifikt i forhold til de særlige udfordringer familier, der adopterer et barn med særlige behov, der har været anbragt i pleje i familien, kan have.

Intentionen med kommunale plejefamilier er at de som minimum skal kunne løse samme typer opgaver som de øvrige typer plejefamilier. Det vurderes derfor at være en mindre fejl, at lovgivningen ikke er tilrettet, så kommunale plejefamilier også kan anvendes til døgnophold for forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien efter lovens § 52, stk. 3, nr. 4. Det vurderes på den baggrund at være hensigtsmæssigt at bemyndige ministeren til at fastsætte nærmere regler for den foreslåede faglige støtte til netværksplejefamilier og familier, der adopterer deres plejebarn.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre en ret til faglig støtte for netværksplejefamilier, der ligger ud over den nuværende ret og pligt til efteruddannelse og supervision. Formålet er at understøtte en stabil anbringelse ved at målrette støtten til den enkelte netværksplejefamilies behov. Støtten kan for eksempel være råd eller vejledning i starten af anbringelsesforløbet eller støtte til at forebygge og håndtere konflikter med den biologiske familie. Støtten kan bestå af samtaler med fagpersoner på området (for eksempel familieplejekonsulenter, familiebehandlere, sagsbehandlere mv.), kurser eller undervisning, der kan støtte netværksplejefamilien i at imødekomme barnets eller den unges behov.

Der stilles ligeledes forslag om, at familier, der har adopteret et barn eller ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien, sikres en tilsvarende ret til faglig støtte. Formålet er at støtte familien i at håndtere den ændrede rolle fra plejefamilie til adoptivfamilie og i at imødekomme barnet eller den unges behov, eksempelvis i forhold til samspillet med den biologiske familie. Støtten skal målrettes den enkelte families konkrete situation og behov og kan for eksempel være råd eller vejledning, der kan støtte adoptivfamilien i dagligdagen med at imødekomme barnets eller den unges behov. Støtten kan bestå af samtaler med fagpersoner på området (adoptionsrådgivere, familieplejekonsulenter, familiebehandlere, sagsbehandlere mv.) eller kurser eller undervisning, der kan støtte familien i at imødekomme barnets eller den unges behov.

Den faglige støttes omfang og indhold fastsættes af kommunalbestyrelsen på baggrund af en konkret vurdering af den enkelte netværkspleje-/adoptivfamilies behov herfor. Det er hensigtsmæssigt at dette sker i dialog med netværkspleje-/adoptivfamilien selv. Behovet for faglig støtte kan variere i perioder, eksempelvis kan omfanget af støtte stige i perioder med store konflikter med barnets eller den unges biologiske forældre og falde igen, når disse er håndteret.

Endvidere stilles der forslag til at udvide ministerens bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler for faglig støtte til netværksplejefamilier og familier, der har adopteret et barn eller ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien efter lovens § 66 a, stk. 7, i den nugældende bekendtgørelse for plejefamilier. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Endeligt stilles der forslag til at foretage en rettelse af en mindre fejl i lovens § 52, stk. 3, nr. 4, således at det nu muliggøres, at forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien kan komme i døgnophold i en kommunal plejefamilie. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1.

Ovenstående forslag skal ses i sammenhæng med de samtidigt aftalte initiativer i forbindelse med satspuljen for 2015, der skal styrke de faglige rammer omkring plejefamilier. Herunder et kommunalt netværk på plejefamilieområdet, der skal være med til at formidle initiativer om kommunale vederlagsmodeller, en håndbog med gode eksempler på matchning, intensiveret supervisionsforløb mv. samt et initiativ, der skal øge udbredelsen af familierådslagning og andre metoder, der styrker inddragelsen af barnets eller den unges familie og netværk forud for en anbringelse.

2.2. Ændring af afgørelseskompetence ved afgørelser om ændring af anbringelsessted uden samtykke samt nedsættelse af samtykkealder

2.2.1. Gældende ret

Når et barn eller ung er anbragt på et anbringelsessted og af hensyn til at opnå formålet med anbringelsen skal flytte til et andet anbringelsessted, træffes der to afgørelser: For det første en afgørelse om ændring af anbringelsessted efter lov om social service § 69, og for det andet en afgørelse om valg af anbringelsessted efter lovens § 68 b.

På baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, jf. § 70, stk. 2, og § 148, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, jf. § 69, stk. 1. En afgørelse om ændring af anbringelsessted kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. § 69, stk. 2. Dette gælder uanset, om selve anbringelsen af barnet eller den unge uden for hjemmet er iværksat med eller uden samtykke.

I de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke til ændret anbringelsessted, forudsætter en ændring af anbringelsesstedet, at der træffes afgørelse i børn og unge-udvalget om, at anbringelsesgrundlaget for en anbringelse uden samtykke efter § 58 er opfyldt, uanset om der er tale om en anbringelse med eller uden samtykke, jf. § 69, stk. 3 og 4. Valget af det konkrete anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. § 68 b, stk. 1.

Efter § 75 gælder, at formanden eller næstformanden i formandens fravær kan træffe foreløbige afgørelser efter § 58, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget. Henvisningen til § 58 dækker således både over afgørelser om anbringelser uden samtykke, men også over afgørelser om ændring af anbringelsessted uden samtykke, da det jf. beskrivelsen ovenfor, er den afgørelse børn og unge-udvalget træffer, når der ikke kan opnås samtykke til ændringen af anbringelsesstedet.

Børn og unge-udvalget skal i deres afgørelse således ikke tage stilling til ændringen af anbringelsesstedet, men derimod alene tage stilling til anbringelsesgrundlaget, og hvorvidt kriterierne for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke er til stede. Dermed er det i realiteten alene kommunalbestyrelsen, der forholder sig til grundlaget for at ændre anbringelsesstedet, selvom børn og unge-udvalget formelt har afgørelseskompetencen i sager, hvor der ikke er samtykke hertil. Børn og unge-udvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3 og 4, kan efterfølgende indbringes for Ankestyrelsen af forældremyndighedsindehaveren og barnet over 12 år, jf. § 168, stk. 2. Ankestyrelsen skal, ligesom børn og unge-udvalget, alene forholde sig til anbringelsesgrundlaget, og hvorvidt kriterierne for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke er til stede.

Afgørelse om selve ændringen af anbringelsessted træffes således af børn og unge-udvalget i de tilfælde, hvor de ikke kan opnås samtykke hertil. Men afgørelse om valg af det konkrete anbringelsessted træffes altid af kommunalbestyrelsen. Valg af anbringelsessted efter § 68 b kræver ikke samtykke fra barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaveren. Forud for afgørelsen skal barnet eller den unge dog som udgangspunkt høres, jf. § 48, stk. 1, ligesom der skal indhentes en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, jf.§ 69, stk. 5.

Barnet over 12 år og forældremyndighedsindehaveren kan indbringe kommunalbestyrelsens valg af anbringelsessted for Ankestyrelsen efter lov om social service § 167, stk. 1, nr. 4. Det betyder, at en afgørelse om ændring af anbringelsessted og herefter valg af anbringelsessted kan indbringes separat for Ankestyrelsen. I henhold til § 72, stk. 2 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, så har klager efter § 167 over afgørelser om valg og ændring af anbringelsessted som udgangspunkt opsættende virkning.

Hjemlen til at klage til Ankestyrelsen over alle typer børn og unge-udvalgsafgørelser efter § 74 findes i § 168. Den gælder som hovedregel forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 12 år. Der er som hovedregel ikke opsættende virkning af klager efter § 168. Ankestyrelsen kan tage sager op af egen drift, jf. lovens § 65, i sager, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Hvis det for eksempel af sagsakterne fremgår, at sagen ikke er tilstrækkelig oplyst, eller hvis der i begrundelsen og afgørelsen er vægtet hensyn, der er i strid med loven, kan Ankestyrelsen pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt. Ankestyrelsen kan således påpege, at kommunens afgørelse ikke imødekommer barnets eller den unges behov, og at kommunen derfor skal træffe en ny afgørelse, som dækker barnets eller den unges behov. Kommunalbestyrelsen vurderer efterfølgende, hvilken afgørelse, der bør træffes.

2.2.2. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds overvejelser bag forslaget

Mange af de børn, der har behov for støtte, kommer fra familier præget af ustabilitet og brud. Et trygt omsorgsmiljø med nære og stabile relationer til voksne er en vigtig forudsætning for en god opvækst. En afgørelse om ændring af anbringelsessted kan være en meget indgribende afgørelse, da det kan medføre et skift i voksne omsorgspersoner, venner, netværk, skole mv. For at understøtte kontinuiteten i anbringelsen er der derfor behov for at se på, hvordan man kan styrke barnets eller den unge retssikkerhed gennem en styrkelse af børn og unge-udvalgets afgørelseskompetence i afgørelser om ændring af anbringelsessted i de tilfælde, hvor barnet eller forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker til ændringen.

Der vurderes således at være behov for at understøtte kontinuiteten i anbringelser, ved at flytte kompetencen til at efterprøve grundlaget for at ændre barnets eller den unges nuværende anbringelsessted, væk fra kommunalbestyrelsen i sager, hvor der ikke er samtykke til ændringen fra barnet eller den unge over samtykkealderen og forældremyndigheden.

Formålet er at understøtte, at der inddrages alle relevante hensyn i denne type sager, således at der alene sker ændring af anbringelsessted i de tilfælde, hvor en samlet vurdering af barnets eller den unges situation peger på, at hensynet til barnets eller den unges behov for støtte imødekommes bedst ved en ændring af anbringelsesstedet ud fra en afvejning af hensynet til kontinuiteten i anbringelsen. Der vurderes i den forbindelse at være behov for at sikre, at der forsat kan træffes foreløbige afgørelser om ændringer af anbringelsessted, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget.

Endeligt vurderes der at være et behov for at styrke børns retssikkerhed i så indgribende en afgørelse som at flytte fra et anbringelsessted til et andet. Det vurderes derfor, at der er behov for at udvide gruppen af børn og unge, der skal afgive samtykke til denne type afgørelser.

Samtidig kan det overvejes, hvorvidt der fortsat er behov for en særskilt klageadgang for afgørelser, der er truffet med samtykke, hvis der sker en ensretning af klagealder og samtykkealder, jf. sidste afsnit i afsnit 2.2.3 nedenfor om den foreslåede ordning. Der henvises til lovforslagets § 1, nr.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at styrke børn og unge-udvalgets afgørelseskompetence i sager om ændring af anbringelsessted i de tilfælde, hvor barn eller forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker til ændringen. Formålet er at understøtte kontinuiteten i anbragte børns opvækst ved at sikre, at flytninger af børn og unge fra et anbringelsessted til et andet kun sker, hvis det er helt nødvendigt under hensyn til barnets eller den unges bedste. Dette gælder uanset, om selve anbringelsen er iværksat med eller uden samtykke.

Det foreslås på den baggrund, at børn og unge-udvalget forholder sig eksplicit til selve grundlaget om at flytte barnet eller den unge fra et anbringelsessted til et andet i deres afgørelse om ændring af anbringelsessted. Børn og unge-udvalget skal således ikke længere forholde sig til anbringelsesgrundlaget, og hvorvidt der er grundlag for en anbringelses uden samtykke, jf. afsnit 2.2.1 om gældende ret. Denne ændring vil ligeledes gælde Ankestyrelsens behandling af en eventuel klage over afgørelsen.

Med forslaget skal børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at ændre anbringelsesstedet i de tilfælde, hvor udvalget vurderer, at barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsesstedet under hensyntagen til formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for kontinuitet i anbringelsen.

Det foreslås endvidere at opliste de elementer, der skal indgå i kommunalbestyrelsens indstilling til børn og unge-udvalget om ændring af anbringelsessted. Det foreslås, at listen ikke er udtømmende, da der i den konkrete sag kan være andre end de nævnte oplysninger, som er nødvendige for sagens oplysning.

Kommunalbestyrelsens indstilling skal ske med udgangspunkt i barnets eller den unges seneste handleplan og ved at inddrage barnets eller den unges holdning til ændringen. Indstillingen skal endvidere beskrive, hvorfor supplerende støtte til barnet eller den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 9 i lov om social service, under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted ikke kan imødekomme barnets eller den unges behov for støtte. Kommunalbestyrelsen skal samtidig beskrive et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte og mulighed for at tilbyde barnet eller den unge nære og stabile relationer til voksne. Endeligt skal kommunalbestyrelsen indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted samt andre relevante oplysninger til belysning af sagen. Den samlede indstilling skal danne grundlag for børn og unge-udvalgets afgørelse, jf. § 3 og 6 i bekendtgørelse nr. 1116 af 29. november 2012 om forretningsorden for børn og unge-udvalgene

Med den foreslåede ændring præciseres det, at kommunalbestyrelsen i deres indstilling skal have et særligt fokus på kontinuiteten i anbringelsen. For det første skal kommunalbestyrelsen således forholde sig til, hvorvidt supplerende støtte til det aktuelle anbringelsessted kan imødegå en ændring af anbringelsessted. Og for det andet skal kommunalbestyrelsen forholde sig til barnets eller den unges mulighed for en nær og stabil voksenkontakt på et nyt anbringelsessted. Lovforslaget ændrer ikke på, at det fortsat vil være kommunalbestyrelsen, der herefter træffer afgørelse om det konkrete anbringelsessted.

Som følge af den foreslåede ændring om grundlaget for at træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted foreslås det, at der sikres forsat lovhjemmel til, at formanden for børn og unge-udvalget, eller næstformanden i formandens fravær, kan træffe foreløbige afgørelser om ændring af anbringelsessted, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget. Det foreslås derfor at supplere paragrafhenvisning i § 75 i lov om social service, så den fremover også henviser til § 69, stk. 3 om ændring af anbringelsessted, og ikke kun til anbringelse uden samtykke efter § 58. Dermed sikres, at den eksisterende adgang til formandsafgørelser i akutte sager om ændring af anbringelsessted fastholdes, uanset de ændringer i afgørelseskompetencen som dette lovforslag foreslår at indføre.

Børn og unge-udvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted vil, som det er tilfældet efter de gældende regler, kunne påklages til Ankestyrelsen af børn over 12 år og forældremyndighedsindehavere. Ankestyrelsen vil dog fremover kunne efterprøve selve afgørelsen om ændring af anbringelsessted, frem for, som det er tilfældet efter gældende regler, en efterprøvelse af, om der er grundlag for en anbringelse uden samtykke. Med den foreslåede ændring sker der således samme ændring i Ankestyrelsens efterprøvelse, som der sker i børn og unge-udvalgets afgørelseskompetence.

Det foreslås endvidere at styrke børns retssikkerhed yderligere ved at nedsætte samtykkealderen fra 15 år til 12 år ved afgørelser om ændring af anbringelsessted. Dermed sikres det, at der er overensstemmelse med samtykkealder og klagealder i denne type afgørelse, da børn på 12 år og derover allerede i dag kan påklage denne type afgørelser til Ankestyrelsen efter § 167 og § 168.

Det foreslås, at den eksisterende klageadgang om ændring af anbringelsessted efter § 167 i lov om social service bortfalder. Med ensretningen af klagealder og samtykkealder, så begge aldersgrænser er 12 år, vil alle, der kan klage, også være gamle nok til at kunne give udtryk for deres uenighed ved at undlade at samtykke. Der vurderes derfor ikke at være brug for en særskilt klageadgang for afgørelser, der er truffet med samtykke. Det gælder dog fortsat, at der er klageadgang efter § 168 i lov om social service, jf. bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 10.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslagets samlede økonomiske konsekvenser er 4,1 mio. kr. i 2015, 16,2 mio. kr. i 2016, 16,4 mio. kr. i 2017 og 16,7 mio. kr. i 2018. De økonomiske konsekvenser er 19,0 mio. kr. fuldt indfaset fra 2031 og frem.

Lovforslaget forventes at medføre kommunale merudgifter på i alt 3,8 mio. kr. i 2015, 15,0 mio. kr. i 2016, 15,2 mio. kr. i 2017, 15,5 mio. kr. i 2018 og 17,8 mio. kr. ved fuld indfasning fra 2031 og frem. Heraf udgør de administrative konsekvenser 0,0 mio. kr. i 2015 og 0,1 mio. kr. årligt herefter.

De økonomiske konsekvenser for staten er på i alt 0,3 mio. kr. i 2015 og 1,2 mio. kr. fra 2016 og frem. Heraf udgør de administrative konsekvenser 0,2 mio. kr. i 2015 og 0,8 mio. kr. årligt herefter.

Lovforslaget medfører ikke administrative eller økonomiske konsekvenser for regionerne.

Finansieringen af lovforslaget er tilvejebragt ved satspuljeaftalen for 2015 med en ramme på 4,1 mio. kr. i 2015, 16,2 mio. kr. i 2016, 16,4 mio. kr. i 2017 og 16,7 mio. kr. i 2018. Lovforslagets økonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter. Eventuelt uforbrugte midler forudsættes tilbageført til satspuljen.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 17. november til den 15. december 2014 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.: 3F – Fagligt Fælles Forbund, Advokatrådet, Ankestyrelsen, BUPL - Forbundet af Pædagoger og Klubfolk, Børn og Familier, Børnesagens Fællesråd, Børne og kulturchefforeningen, Børns Vilkår, Børnerådet, Danmarks Lærerforening, Den Danske Dommerforening, Dansk Erhverv, Danske Handicaporganisationer, Danske Advokater, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Regioner, Datatilsynet, Det centrale handicapråd, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Fagligt selskab for sundhedsplejersker, FOA – Fag og Arbejde, Fabu, Forening for ledere af sundhedsordninger for børn og unge, Foreningen af Danske Døgninstitutioner, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Foreningen af statsforvaltningsjurister, ForældreLANDSforeningen (FBU), HK/kommunal Institut for Menneskerettigheder, KL, Kristelig Fagbevægelse, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge, Landsforeningen Bopam, Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre, Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud, Landsforeningen af Socialpædagoger, Landsforeningen af ungdomsskoleledere, Plejefamiliernes Landsforening, Red Barnet, Rådet for Socialt Udsatte, Socialpædagogernes Landsforbund, Statsforvaltningerne, TABUKA, Ungdommens Vel og Ungdomsringen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår i dag af lov om social service § 52, stk. 3, nr. 4, at forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien kan komme i døgnophold i plejefamilier, døgninstitutioner og opholdssteder. Dermed er der efter de gældende regler i lov om social service ikke mulighed for at anvende kommunale plejefamilier, der blev indført som en ny type plejefamilie med lov nr. 628 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven (Barnets Reform), til dette formål.

Intentionen med de kommunale plejefamilier er, at de kan løfte en større indholdsmæssig opgave i indsatsen over for barnet eller den unge, og det foreslås på den baggrund, at en mindre fejl i formuleringen af § 52, stk. 3, nr. 4 i lov om social service, rettes, så det fremgår, at forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien kan komme i døgnophold i en kommunal plejefamilie, på lige fod med plejefamilier, døgninstitutioner og opholdssteder efter § 66, stk. 1, nr. 1, 3, 5 og 6 i lov om social service.

Til nr. 2

Det foreslås, at foretage en konsekvensændring som følge af forslaget om at indføre en ny § 66 a, stk. 5 i lov om social service, hvorefter henvisningen til bestemmelsen om at egne værelse, kollegier eller kollegielignende opholdssteder skal være godkendt som konkret egnet i forhold til den pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune bliver til stk. 6.

Til nr. 3

Den kommunalbestyrelse, der træffer afgørelse om anbringelse, er efter de gældende regler i lov om social service forpligtet til at tilbyde efteruddannelse til plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier svarende til mindst to hele kursusdage årligt, og plejefamilierne er forpligtet til at deltage heri. Kommunen er derudover forpligtet til at tilbyde den fornødne supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang til plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksfamilier, og plejefamilierne er ligeledes forpligtet til at deltage heri.

Kommunalbestyrelsen skal efter de gældende regler i lov om social service desuden tilbyde faglig støtte til plejefamilier, der har et barn eller en ung anbragt med henblik på at adoptere barnet eller den unge. Støtten er alene målrettet situationen før adoptionen og skal forberede plejefamilien på den fremtidige adoption, og usikkerhed omkring, hvorvidt adoptionen gennemføres.

Det foreslås, at netværksplejefamilier, ud over den nuværende ret og pligt til efteruddannelse og supervision, får ret til den fornødne faglige støtte i overensstemmelse med plejeopgavens omfang. Det er den kommunalbestyrelse, der godkender netværksplejefamilien, der skal tilbyde netværksplejefamilien den fornødne faglige støtte. Støtten kan for eksempel være råd eller vejledning i starten af anbringelsesforløbet eller støtte til at forebygge og håndtere konflikter med den biologiske familie, og kan bestå af samtaler med fagpersoner på området. Det vil typisk være der fagpersoner, der har den daglige og løbende kontakt til barnet eller den unge fx gennem personrettede tilsyn eller den løbende dialog med plejefamilien, herunder sagsbehandlere, familieplejekonsulenter eller familiebehandlere. Det kan også være støtte i form af kurser eller undervisning. Det centrale er, at støtten er rettet mod den enkelte familie, barn eller ungs behov for støtte i hverdagen. Det betyder samtidig, at støtten kan være mere intensiv i perioder, hvor der er et særligt behov for eksempel i forbindelse med konflikthåndtering med den biologiske familie, barnets overgang til teenagealderen mv.

Det foreslås endvidere, at der også indføres en ret til faglig støtte for familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien. Det er den kommune, der i sin tid anbragte barnet eller den unge i plejefamilien, der skal sikre, at familien får støtte. Som det er tilfældet efter de nuværende regler i retssikkerhedslovens § 9a, så gælder, at hvis en kommune overtog handlepligten over for barnet eller den unge under anbringelsen fra en anden kommune, så er det denne kommune, der har forpligtelsen til at tilbyde faglig støtte efter adoptionen. Omfanget af faglig støtte skal tilpasses den enkelte families konkrete situation og behov for støtte i relation til barnets eller den unges behov og gælder frem til den unges fyldte 18. år. Den faglige støtte kan for eksempel bestå af samtaler med de fagpersoner på området, der har den daglige og løbende kontakt til barnet, den unge og familien adoptionsrådgivere, sagsbehandlere, familieplejekonsulenter, familiebehandlere. Det kan også være støtte i form af kurser eller undervisning. Det centrale er, at støtten er rettet mod den enkelte familie, barn eller ungs behov for støtte i hverdagen.

Til nr. 4

Efter gældende ret, § 66 a, stk. 7, er ministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for godkendelse af og tilsyn med plejefamilier, kommunale plejefamilier, netværksplejefamilier og egne værelser mv., om grunduddannelse og supervision til og efteruddannelse af plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier, og om godtgørelse for netværksplejefamilier. Denne hjemmel er, i forhold til de elementer, der vedrører alle typer plejefamilier, udmøntet gennem bekendtgørelsen om plejefamilier. Ved det foreslåede stk. 8 foreslås at udvide bemyndigelsen således, at ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold ligeledes kan fastsætte regler om faglig støtte efter den foreslåede § 66 a, stk. 5. Endvidere tilpasses formuleringen, så ministeren har en mulighed og ikke en forpligtelse til at fastsætte disse regler. I den bekendtgørelse, hvor bemyndigelsen vil blive udnyttet, skal der bl.a. videreføres de krav om grund- og efteruddannelseskursernes varighed samt indholdet af supervision, nærmere indhold af faglig støtte til netværksplejefamilier m.fl., regler om tabt arbejdsfortjeneste til netværksplejefamilier mv, som er anført oven for.

Til nr. 5

Efter de gældende regler i lov om social service § 69, stk. 2, kræver en afgørelse om ændring af anbringelsessted kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Dette gælder uanset, om selve anbringelsen af barnet eller den unge uden for hjemmet er iværksat med eller uden samtykke. Der vurderes der at være et behov for at styrke børns retssikkerhed i så indgribende en afgørelse som at flytte fra et anbringelsessted til et andet og det foreslås at nedsætte samtykkealderen fra 15 år til 12 år ved afgørelser om ændring af anbringelsessted. Samtidig sikres det, at der er overensstemmelse med samtykke- og klagealder i denne type afgørelser, da børn på 12 år og derover allerede i dag kan påklage denne type afgørelser til Ankestyrelsen. I forhold til klageadgang henvises til bemærkninger til nr. 8.

Til nr. 6

Efter de gældende regler i lov om social service, så forudsætter en ændring af anbringelsessted i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke, at der træffes afgørelse i børn og unge-udvalget om, at anbringelsesgrundlaget for en anbringelse uden samtykke efter § 58 er opfyldt, uanset om der er tale om en anbringelse med eller uden samtykke. Valget af det konkrete anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. § 68 b, stk. 1. I sager om ændring af anbringelsessted, hvor der ikke er samtykke til ændringen, foreslås det at ændre reglerne, således at børn og unge-udvalget efterprøver kommunalbestyrelsens vurdering af behovet for at flytte barnet eller den unge. Afgørelsen om at ændre anbringelsesstedet foreslås at skulle træffes i de tilfælde, hvor børn og unge-udvalget vurderer, at barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsesstedet under hensyntagen til formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for kontinuitet i anbringelsen.

Med den foreslåede ændring i lovforslagets nr. 6, § 69, stk. 3 og 4, foreslås det, at udvalget i deres afgørelse skal tage stilling til grundlaget for at ændre anbringelsesstedet på baggrund af kommunalbestyrelsens indstilling. Herefter beskrives de elementer, der foreslås at skulle indgå i indstillingen. Listen forslås dog ikke at være udtømmende, da der kan være andre end de nævnte elementer, der kan være nødvendige for sagens oplysning i en konkret sag.

Med den foreslåede ændring i lovforslagets nr. 6, § 69, stk. 4, nr. 1, skal kommunalbestyrelsens indstilling indeholde barnets eller den unges seneste handleplan, jf. § 140. Handleplanen skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet med anbringelsen samt barnets eller den unges behov for at blive anbragt på et nyt anbringelsessted. Handleplanen skal blandt andet tage udgangspunkt i det løbende tilsyn med barnet eller den unge.

Med den foreslåede ændring i lovforslagets nr. 6, § 69, stk. 4, nr. 2 foreslås det endvidere, at både barnets eller den unges holdning, jf. § 48 til ændringen af anbringelsesstedet skal indgå i indstillingen.

Med den foreslåede ændring i lovforslagets nr. 6, § 69, stk. 4, nr. 3 skal indstillingen yderligere beskrive, hvorfor supplerende støtte til barnet eller den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 9, under fortsat ophold på det aktuelle anbringelsessted ikke kan imødekomme barnets eller den unges behov for støtte.

Med den foreslåede ændring i lovforslagets nr. 6, § 69, stk. 4, nr. 4 skal kommunalbestyrelsen i indstillingen foretage en vurdering af det aktuelle anbringelsessteds egnethed til at tilbyde barnet eller den unge nære og stabile relationer til voksne, herunder hvorvidt barnet eller den unge har opnået så stærk tilknytning til det aktuelle anbringelsessted, at det på kortere eller længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnet eller den unge at forblive på anbringelsesstedet. Kommunalbestyrelsen kan her vurdere, hvorvidt barnet eller den unge har så stærke relationer til anbringelsesstedet, at det bedst imødekommer barnets eller den unges samlede behov at forblive på anbringelsesstedet, og om et behov for yderligere støtte til barnet eller den unges eller anbringelsesstedet kan være et alternativ til flytning. Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor et barn har været anbragt i en plejefamilie siden fødslen og ved overgang til skolealderen har støttebehov, som plejefamilien ikke har kompetencer til at kunne imødekomme, men hvor det vurderes, at yderligere støtte til plejefamilien og/eller barnet eller den unge kan bringe barnet eller den unge i en positiv udvikling ved fortsat anbringelse i familien.

Det gælder fortsat, at kommunalbestyrelsen i afgørelsen kan tage faglige og økonomiske hensyn ved at vælge det konkrete tilbud, der både tilgodeser barnets eller den unges behov, samtidig med at det er den økonomisk mest hensigtsmæssige løsning, jf. lov om social service § 1, stk. 3. Det er imidlertid en forudsætning, at det økonomiske hensyn ikke varetages på bekostning af grundlæggende hensyn til et konkret barn eller en ungs behov for støtte.

Med den foreslåede ændring i lovforslagets nr. 6, § 69, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen endvidere beskrive et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller den unges behov for støtte og mulighed for at tilbyde barnet eller den unge nære og stabile relationer til voksne.

Med den foreslåede ændring i lovforslagets nr. 6, § 69, stk. 4, nr. 5 skal en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted desuden indgå i indstillingen. Endeligt gælder med den foreslåede ændring i lovforslagets nr. 6, § 69, stk. 4, nr. 6, at øvrige nødvendige oplysninger skal indgå i indstillingen til børn og unge-udvalget. Det kan eksempelvis dreje sig om relevante oplysninger fra barnets daginstitution.

Den samlede indstilling skal danne grundlag for børn og unge-udvalgets afgørelse, jf. § 3 og 6 i bekendtgørelse om forretningsorden for børn og unge-udvalgene.

Børn og unge-udvalgets afgørelse om ændring af anbringelsessted kan fortsat påklages til Ankestyrelsen af forældremyndighedsindehaveren og barnet over 12 år. Men Ankestyrelsen foreslås fremover at skulle kunne forholde sig til grundlaget for afgørelsen om ændring af anbringelsessted og ikke anbringelsesgrundlaget. Klager over børn og unge-udvalgets afgørelser efter lovens § 168 har ikke opsættende virkning, jf. lov om retssikkerhed § 72. I forhold til klageadgang se bemærkninger til nr. 8.

Klager over kommunalbestyrelsens valg af anbringelsessted kræver ikke samtykke fra barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaveren, men kan dog påklages til Ankestyrelsen. Klager over afgørelsen om valg af anbringelsessted efter § 167 har som udgangspunkt opsættende virkning efter lov om restsikkerhed og administration på det sociale område § 72, stk. 2, således at barnet eller den unge ikke kan flyttes, før der truffet en afgørelse i Ankestyrelsen.

Til nr. 7-8

Som konsekvens af forslaget i § 1, nr. 7 og 8 om indsættelse af nye stykker 3 og 4 i § 69 i lov om social service foreslås en redaktionel ændring af henvisningen i lovens § 72, stk. 1, nr. 7, § 74, stk. 1 nr. 7, og § 74 stk. 4 til § 69, stk. 3.

Til nr. 9

Med forslaget i § 1 nr. 7 foreslås det, at børn og unge-udvalget fremover i deres afgørelse om ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3, skal tage stilling til grundlaget for at ændre anbringelsesstedet på baggrund af kommunalbestyrelsens indstilling og ikke, om anbringelsesgrundlaget for en anbringelse uden samtykke efter § 58 er opfyldt. For at sikre fortsat lovhjemmel til at børn og unge-udvalgsformanden eller næstformanden i formandens fravær kan træffe foreløbige afgørelser om ændring af anbringelsessted som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget foreslås det derfor at supplere paragrafhenvisning i § 75, så den fremover også henviser til § 69, stk. 3 om ændring af anbringelsessted, og ikke kun til anbringelse uden samtykke efter § 58. Dermed sikres, at den eksisterende adgang til formandsafgørelser i akutte sager om ændring af anbringelsessted fastholdes, uanset de ændringer i afgørelseskompetencen som dette lovforslag foreslår at indføre.

Til nr. 10

Der foreslås en ændring af klageadgangen over afgørelser om ændring af anbringelsessted. Således vil klager over ændring af anbringelsessted alene kunne ske efter § 168 i lov om social service over børn og unge-udvalgsafgørelser, og ikke efter § 167 i lov om social service over kommunalbestyrelsesafgørelser. Ændringen foreslås i sammenhæng med, at samtykkealderen for afgørelser om ændring af anbringelsessted sættes ned fra 15 år til 12 år.

Allerede i dag træffes afgørelser om ændret anbringelsessted altid af børn og unge-udvalget efter § 74, hvis ikke forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år samtykker til ændringen. Hjemlen til at klage til Ankestyrelsen over afgørelser fra børn og unge-udvalget findes i § 168 i lov om social service, og det er forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 12 år, der har adgang til at klage. Dermed vil forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år allerede i dag altid kunne påklage denne type afgørelser efter § 168 i lov om social service. Klager efter § 168 har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 72, stk. 1.

Der er i dag endvidere en adgang til at klage over afgørelser om ændret anbringelsessted efter § 167, stk.1, nr. 4 i lov om social service. Klager efter § 167 har som udgangspunkt opsættende virkning, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 72, stk. 2. Denne klageadgang vedrører alene afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen, og dermed afgørelser truffet med samtykke, da sagen afgøres af børn og unge-valget, hvis der ikke er samtykke, jf. ovenfor.

Den eneste situation, hvor der er samtykke til afgørelsen fra de relevante parter, og det dermed er kommunalbestyrelsen, der træffer den, og ikke børn og unge-udvalget, men hvor der samtidig er nogle af de klageberettigede, der ønsker af påklage afgørelsen, er således i tilfælde, hvor det 12-14 årige anbragte barn ikke ønsker en ændring af anbringelsesstedet. Det 12-14-årige barn er nemlig klageberettiget efter § 167, stk. 1 i lov om social service, men skal ikke samtykke til ændringen, jf. § 69, stk. 2 i lov om social service.

Da samtykkealderen med dette forslag sættes ned til 12 år, vil der ikke længere være tilfælde, hvor de klageberettigede ikke samtidig skal afgive samtykke. Alle sager, hvor de klageberettigede er uenige i kommunens afgørelse, vil derfor blive sager uden samtykke og skal derfor behandles i børn og unge-udvalget. Der vil således ikke længere være tilfælde, hvor klageberettigede vil være uenige i en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen, hvor de ikke forud for afgørelsen skal samtykke. Derfor fjernes adgangen til at klage over kommunalbestyrelsens afgørelser i denne type sager.

Dette forslag vil betyde, at der, for de 12-14-årige, der har en særlig klageadgang, sker en ændring, således at der ikke længere er adgang til at klage over kommunalbestyrelsens afgørelser om ændring af anbringelsessted. Det betyder samtidig, at der ikke længere vil være opsættende virkning af klagen, da klager efter § 168 i lov om social service ikke har opsættende virkning, i modsætning til klager efter § 167.

Men vælger barnet eller den unge eller forældremyndighedsindehaveren at klage til Ankestyrelsen over den efterfølgende afgørelse om valg af nyt, konkret anbringelsessted, har denne klage fortsat opsættende virkning, da den træffes af kommunalbestyrelsen og derfor kan påklages efter § 167 i lov om social service. Da en faktisk flytning af et barn eller en ung fra et anbringelsessted til et andet forudsætter både en afgørelse om ændret anbringelsessted og en afgørelse om valg af anbringelsessted, kan barnet eller den unge altså som hovedregel fortsat ikke flyttes til et nyt anbringelsessted, før end Ankestyrelsen har behandlet klagen over valg af anbringelsessted – uanset at klagen over ændring af anbringelsessted ikke har opsættende virkning.

Til § 2

Til nr. 1 og 2

Der er tale om en konsekvens af ændringen i lov om service § 167, stk. 1, nr. Se bemærkningerne til § 1, nr. 10.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2015.

Loven finder ikke anvendelse sager, der ved lovens ikrafttræden verserer efter § 69, stk. 3 og 4 for børn og unge-udvalget, samt er eller bliver påklaget til Ankestyrelsen, før lovens ikrafttræden. For sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse. Det medfører, at sager om ændring anbringelsessted, hvor der ikke er samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, følger reglerne fra før lovens ikrafttræden.

Lovforslaget udmønter dele af aftalen om at styrke plejefamilieområdet, som er en del af satspuljeaftalen for 2015-2018. Det overordnede formål med lovforslaget er at styrke kontinuiteten i anbringelser, bl.a. ved i højere grad at understøtte, at børn kan anbringes i familier, de allerede har en tilknytning til (netværksplejefamilier), og ved at styrke afgørelsesgrundlaget i sager om flytning fra ét anbringelsessted til et andet.

Lovforslaget indeholder følgende to hovedelementer:

1) Indførelse af ret til faglig støtte: Det foreslås, at netværksplejefamilier og familier, der adopterer et barn eller ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien, får ret til mere faglig støtte end i dag. Formålet er at sikre, at familierne får den nødvendige rådgivning og vejledning med udgangspunkt i familiens og barnets eller den unges aktuelle støttebehov.

2) Styrkede afgørelser om ændring af anbringelsessted samt nedsættelse af samtykkealder: Det foreslås, at styrke afgørelsesgrundlaget i sager om ændring af anbringelsessted, så der tages særlig højde for barnets relationer til anbringelsesstedet og desuden stilles flere krav til, hvornår et barn kan flyttes. Der stilles desuden forslag om at nedsætte alderen for samtykke i afgørelser om ændring af anbringelsessted fra 15 år til 12 år.

Lovforslagets økonomiske konsekvenser skal forhandles med kommunerne.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

1. Ændringsforslag

Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. januar 2015 og var til 1. behandling den 6. februar 2015. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Socialudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold sendte den 17. november 2014 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del – bilag 49. Den 28. januar 2015 sendte ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har arbejdet for at få sat anbringelsesområdet på dagsordenen. Derfor har DF også påpeget de udfordringer, der er på området, gentagne gange både i samråd, i spørgetiden med ministeren og under forespørgselsdebatten om Barnets Reform, som DF i forbindelse med vedtagelsen af reformen har haft indkaldt til. Derudover har DF tidligere fremsat beslutningsforslag på området, hvor ønsket var, at det blev gjort obligatorisk at bruge de metoder, der virker, herunder familierådslagning, netværksrådgivning m.m., dvs. se på familiens ressourcer og sikre, at der mellem kommunen og familien lægges en plan. DF vil have øget fokus på, at man i større omfang anvender netværksfamilier og bruger netværkets ressourcer.

Det lykkedes så endelig i satspuljeforhandlingerne at finde nogle gode løsninger på området, som bl.a. bliver udmøntet med dette lovforslag, hvor det overordnede formål er at styrke kontinuiteten i anbringelserne bl.a. ved i højere grad at understøtte, at børn kan anbringes i familier, de allerede har en tilknytning til, heriblandt netværksplejefamilier, og ved at styrke afgørelsesgrundlaget i sager om flytning fra et anbringelsessted til et andet.

Man har desværre set en række sager, hvor børn er blevet flyttet fra deres anbringelsessted mod deres vilje, så derfor sættes minimumsalderen for samtykke i afgørelser om ændring af anbringelsessted nu ned fra 15 år til 12 år. Det foreslås at styrke afgørelsesgrundlaget i sager om ændring af anbringelsessted, så der tages højde for barnets relationer til anbringelsesstedet og desuden stilles flere krav til, hvornår et barn kan flyttes.

DF støtter selvfølgelig op om lovforslaget, som imødekommer nogle af de gode forslag om forbedringer, som DF tidligere har fremsat.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 66 a, stk. 6, 2. pkt., der bliver stk. 7, 2. pkt., ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.«

[Konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3]

Til § 2

2) Nr. 1 og 2 udgår, og i stedet indsættes:

»1. I § 72, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 68, stk. 2, i lov om social service,« til: »§ 68, stk. 2, i lov om social service og«, og »samt afgørelser om ændret anbringelsessted efter § 69 i lov om social service« udgår.«

[Lovteknisk ændring]

Til § 3

3) I stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 69, stk. 3 og 4«: », i lov om social service«, og », samt er eller bliver påklaget til Ankestyrelsen, før lovens ikrafttræden« ændres til: »eller for Ankestyrelsen«.

[Redaktionelle ændringer]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget er der alene tale om en teknisk konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor der indsættes et nyt stykke efter stk. 4 i § 66 a i lov om social service, således at stk. 5-7 herefter bliver stk. 6-8. I § 66 a, stk. 6, 2. pkt., der bliver stk. 7, 2. pkt., er der en henvisning til det nuværende stk. 5, der som følge af indsættelsen af det nye stykke nu bliver stk. 6. Henvisningen til stk. 5 heri skal som konsekvens heraf derfor ændres til stk. 6.

Til nr. 2

Ændringsforslaget indeholder ingen indholdsmæssige ændringer. Der er alene tale om en lovteknisk ændring, hvor de foreslåede ændringer i lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, af lovtekniske grunde foreslås at blive samlet i ét nummer, da de foreslåede ændringer begge vedrører § 72, stk. 2, 1. pkt., i retssikkerhedsloven. Med ændringsforslaget udgår et overflødigt komma som følge af indsættelsen af ordet »og« i lovforslagets § 2, nr. 1, hvor der i det gældende § 72, stk. 2, 1. pkt., står komma efter § 68, stk. 2, i lov om social service som led i en opremsning, og ordene »samt afgørelse« i lovforslagets § 2, nr. 2, der bl.a. foreslås at udgå som følge af sammenlægningen af § 2, nr. 1 og 2, ændres til »samt afgørelser«, da ordlyden i det gældende § 72, stk. 2, 1. pkt., i retssikkerhedsloven ikke er gengivet korrekt, da der rettelig står »samt afgørelser«.

Til nr. 3

Der er alene tale om sproglige ændringer af overgangsbestemmelsen. Ændringsforslaget indeholder ingen indholdsmæssige ændringer.

Orla Hav (S) fmd. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Mette Reissmann (S) Jens Joel (S) Karen J. Klint (S) Astrid Krag (S) Julie Skovsby (S) Marlene Borst Hansen (RV) Liv Holm Andersen (RV) Lotte Rod (RV) Trine Mach (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Finn Sørensen (EL) Pernille Skipper (EL) Kim Andersen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) nfmd. Tina Nedergaard (V) Finn Thranum (V) Sophie Løhde (V) Fatma Øktem (V) Karen Ellemann (V) Karin Nødgaard (DF) Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Merete Riisager (LA) Thyra Frank (LA) Per Løkken (KF)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Tina Nedergaard (V)

# 0

Tak for det. For Venstre er det vigtigt, at vi fra Folketingets side gør vores yderste for at sikre anbragte børn så god og tryg en opvækst som overhovedet muligt. Heldigvis viser den seneste undersøgelse, at rigtig mange anbragte børn er tilfredse med deres hverdag, men det ændrer ikke på, at vi hele tiden skal være opmærksomme på, om der er mere, vi kan gøre, for at skabe en så god en opvækst for dem som overhovedet muligt. Derfor valgte vi fra Venstres side også at sætte fokus herpå i forhandlingerne med regeringen, og det er glædeligt, at vi i Folketinget er enige om at gøre det yderste for at imødekomme børnenes behov.

Lovforslaget indeholder to elementer. For det første indføres der ret til en øget faglig støtte til netværksplejefamilier og plejefamilier, der adopterer et barn, der tidligere har været i pleje i familien. For det andet styrkes grundlaget for at ændre et anbragt barns anbringelsessted, så børn- og ungeudvalget ikke alene skal tage stilling til grundlaget for anbringelsen, men også grundlaget for ændringen af anbringelsesstedet, når der ikke foreligger samtykke fra forældre eller barn. Det bliver præciseret, at valg af anbringelsessted skal ske med udgangspunkt i barnets behov. Derfor vil børn- og ungeudvalget f.eks. også kunne beslutte, at et barn ikke skal flyttes, men kan tilkendes øget støtte i det nuværende anbringelsessted.

Samtidig nedsættes alderen for samtykke fra 15 år til 12 år. I dag kan barnet allerede påklage afgørelse om anbringelsessted, når barnet er 12 år, men nu gives der altså også adgang til, at der også kan gives samtykke fra denne alder. Reglerne for forældrenes samtykke ændres ikke.

Vi finder det positivt, at der tilbydes øget faglig støtte til plejefamilier, der adopterer deres plejebarn, og til netværksfamilier med udgangspunkt i, at netværksfamilier typisk ikke har samme ressourcer, som øvrige plejefamilier har, hvor de voksne hyppigere har en faglig baggrund og måske en stærkere uddannelsesmæssig og social baggrund for at varetage omsorgen. Netværksplejefamilier kan også have et øget behov for støtte til f.eks. samarbejdet med de biologiske forældre.

Den øgede faglige støtte til plejefamilier, der adopterer deres plejebarn, kan bl.a. være medvirkende til flere gode adoptioner. Undersøgelser viser nemlig, at op mod hver tredje plejefamilie ønsker at adoptere deres plejebarn, men at de er meget usikre på opgaven, da de ved adoption ikke sikres samme støtte, som en plejefamilie får. Intentionen er at øge sikkerheden for, at barnet trives så godt som muligt i sin hverdag.

Venstre mener i forhold til det andet element i lovforslaget, at den faglige vurdering, der ligger i børn- og ungeudvalget, vil medvirke til en sikring af, at der i forhold til ændring af anbringelsessted fuldt ud tages højde for barnets behov. Klageadgangen ændres herudover ikke for hverken barn eller forældre, hvilket vi også er tilfredse med i Venstre.

Vi finder det yderligere naturligt, at barnet fra det 12. år kan give samtykke til ændring af anbringelsessted, da barnet jo allerede i dag har klageadgang. Ændring af anbringelsesstedet er så stor en ændring af et barns hverdag, at det giver mening at høre et barn allerede fra det fyldte 12. år.

Vi forventer, at netværksplejefamilier og familier, der adopterer et tidligere plejebarn, samt børnene selv vil få gavn af øget faglig støtte til familien. Vi forventer også, at det vil styrke børnenes rettigheder, at vi kvalitetssikrer en eventuel beslutning om ændring af anbringelsessted. Det vil helt sikkert også gavne barnet, at det nu får ret til at blive hørt i en yngre alder end hidtil. Venstre støtter selvfølgelig lovforslaget.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S)

# 1

Tak. Nu brugte Venstre en del tid på den ene del af lovforslaget, nemlig om det her med en ændring af grundlaget for ændringer af anbringelsen. Jeg er meget enig i de bemærkninger, og derfor vil jeg lade være med at gentage dem heroppefra, og bruge lidt tid på at folde den anden del ud, som det jo ikke er nogen hemmelighed er et af mine hjertebørn, nemlig det her med netværks- og familieplejen. For det er jo desværre sådan, at det ikke er alle børn og unge, som får den gode og trygge start på livet, som man kunne ønske sig, og der kan være problemer i familierne og hos forældrene, som er så store, at børnene vil have bedst af at vokse op inden for nogle andre rammer end dem, de er født til.

De anbragte børn er jo nogle af de allerallermest sårbare og udsatte mennesker, der er i Danmark, og derfor har vi også som samfund et særligt ansvar for at tage os af dem og skabe de tryggest tænkelige rammer, som de ikke fik hjemme hos deres biologiske forældre. En af de rammer, som samfundet kan hjælpe med at skabe for børnene, er, hvis man som barn bliver anbragt hos noget af ens netværk, altså noget af familiens netværk, nogle venner eller bekendte, eller selvfølgelig nogle familiemedlemmer, der er i stand til at tage sig af dem, nogle, som barnet kender i forvejen, og som man måske derfor føler sig mere tryg ved, end hvis det er nogle vildt fremmede.

Der er en SFI-undersøgelse fra 2011, der viser, at der er rigtig mange gode ting ved netværksplejefamilierne. F.eks. har børn, der er anbragt hos deres netværk eller familie, mere stabile anbringelsesforløb og oplever færre sammenbrud, og det kan man jo godt se for sig. Vi taler om børn, som har en relation til de voksne, der tager sig af dem, i forvejen. Det kan f.eks. være en moster, der siger, okay, søsteren er ikke så god til det her med at tage sig af børnene; der kan være noget med noget misbrug eller noget andet. Det vil sige, at vi her taler om en, som måske har været på fødegangen, og som har set barnet for første gang et par timer, efter at det er blevet født, og som har fulgt barnets tilværelse tæt siden dengang. Der vil der selvfølgelig være en særlig tilknytning, og defor viser SFI-undersøgelsen altså også, at der dér er mere stabile anbringelsesforløb, end hvor det er plejefamilier.

Så er der selvfølgelig også nogle ekstra udfordringer for netværksplejefamilier, og det er noget af det, som det her lovforslag forsøger at hjælpe til med at løse. Netværksplejefamilier har for så vidt i dag den samme ret og pligt til uddannelse og efteruddannelse og supervision af de her ting som andre typer af plejefamilier. De skal være på et kursus i 4 dage og deltage i efteruddannelse i mindst 2 dage om året. Men det er ikke altid tilstrækkeligt, og det er jo bl.a., fordi netværksplejefamilien tit ikke har den samme pædagogiske baggrund som andre typer af plejefamilier.

Derudover kan der selvfølgelig være et ekstra behov for at lære at håndtere konflikter, der kan opstå, netop fordi man er netværks- eller familiepleje. Altså, netop fordi det kan være ens søsters børn, man har overtaget, så kan der nok være det. Jeg tror, vi alle sammen kender til, at søskende er nogle af dem, man kan skændes mest med, men jeg tror, det i særdeleshed gælder, hvis den ene har været i stand til at tage sig af børnene og den anden ikke har. Der opstår selvfølgelig en særlig type af konflikter, når det er inden for familien, eller hvis det er en veninde eller en ven, som har overtaget ansvaret for ens børn, og der kan altså være nogle konflikter, som man skal have særlig hjælp og støtte til at lære at håndtere. Derfor skruer vi op for rettighederne for netværksplejefamilier, og det gør vi med et tilbud om løbende støtte. Det kan f.eks. være i forhold til råd eller vejledning i form af samtaler med fagpersoner i starten af anbringelsesforløbet, men det kan også være i forhold til løbende at forebygge og håndtere konflikter med den biologiske familie.

En anden ting, jeg vil fremhæve ved det her lovforslag, er det med, at den løbende støtte også fremover tilbydes til familier, som ikke længere er plejefamilier, men som har valgt at adoptere deres barn. Op imod hver tredje plejefamilie ønsker faktisk at adoptere deres plejebarn, det har Ankestyrelsens undersøgelse vist, og vi har som samfund en kæmpe interesse i at skabe den sikkerhed og tryghed omkring barnets opvækst, som netop en adoption kan give, for det er jo naturligvis den mest stabile form for anbringelse, vi kan komme ud i.

Men undersøgelsen fra Ankestyrelsen viste også, at rigtig mange af familierne er bange for at føre adoptionen ud i livet, fordi de så vil miste opbakningen fra kommunen, og det retter vi så op på nu. For i overgangen fra at være plejefamilie til at være adoptivfamilie vil der selvfølgelig også være behov for at håndtere den ændrede rolle fra plejefamilie til adoptivfamilie, og der kan være brug for fortsat at få hjælp til at håndtere f.eks. barnets forhold til den biologiske familie eller andre problemstillinger, der kunne komme i kølvandet på det at have været et anbragt barn.

For os som Socialdemokrater er det helt essentielt at kæmpe for, at alle mennesker får så god en start på tilværelsen som muligt og får lige muligheder med alle andre. Vi arbejder for, at alle skal med, og vi knokler for at bryde den negative sociale arv, og det her er et af de steder, hvor man tidligst skal ind, og hvor man skal give den størst tænkelige støtte, for det er altså nogle af de allermest sårbare og udsatte børn.

Jeg synes, vi havde et rigtig godt forhandlingsforløb i forbindelse med satspuljen, og det vil jeg gerne kvittere for over for både Venstre og Dansk Folkeparti. Jeg tror, at Dansk Folkepartis ordfører og jeg var meget på bølgelængde med hensyn til, at det her er hjerteblod, det er noget af det allervæsentligste, og derfor havde vi mange rigtig gode samtaler i forhandlingsforløbet. Det synes jeg også man skylder at sige fra talerstolen, når den slags sker. For ellers tror jeg, at folk har en fornemmelse af, at det altid er ét stort rivegilde. Det er det trods alt ikke. Tak.

Karina Adsbøl (DF)

# 2

Tak for det. Lovforslaget udmønter dele af aftalen om at styrke plejefamilieområdet, som er en del af satspuljeaftalen for 2015-2018. I Dansk Folkeparti har vi arbejdet for at få sat anbringelsesområdet på dagsordenen. Derfor har vi også påpeget de udfordringer, der er på området, gentagne gange både i samråd, i spørgetiden med ministeren og under forespørgselsdebatten om Barnets Reform, som Dansk Folkeparti tidligere har haft indkaldt til. Derudover har vi tidligere fremsat beslutningsforslag på området, hvor vores ønske var, at vi gjorde det obligatorisk at bruge de metoder, der virker, herunder familierådslagning, netværksrådgivning m.m., altså se på familiens ressourcer og sammen lægge en plan. Vi ville have øget fokus på, at man i større omfang anvender netværksfamilier og bruger netværkets ressourcer.

Det lykkedes så endelig i satspuljeforhandlingerne at finde nogle gode løsninger på området, hvor det overordnede formål med lovforslaget er at styrke kontinuiteten i anbringelserne bl.a. ved i højere grad at understøtte, at børn kan anbringes i familier, de allerede har en tilknytning til, heriblandt netværksplejefamilier, og ved at styrke afgørelsesgrundlaget i sager om flytning fra ét anbringelsessted til et andet.

Vi har desværre set en række sager, hvor børn er blevet flyttet fra deres anbringelsessted mod deres vilje, så derfor sætter vi nu minimumsalderen for samtykke i afgørelser om ændring af anbringelsessted ned fra 15 til 12 år. Det foreslås at styrke afgørelsesgrundlaget i sager om ændring af anbringelsessted, så der tages højde for barnets relationer til anbringelsesstedet og desuden stilles flere krav til, hvornår et barn kan flyttes.

Derudover får netværksplejefamilier og familier, der adopterer et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien, ret til mere faglig støtte, end de har i dag. Formålet er at sikre, at familierne får den nødvendige rådgivning og vejledning med udgangspunkt i familien og barnets eller den unges aktuelle støttebehov.

I Dansk Folkeparti støtter vi selvfølgelig op om det forslag, som imødekommer nogle af de gode forslag om forbedringer, Dansk Folkeparti tidligere har fremsat. Og jeg vil gerne kvittere over for fru Pernille Rosenkrantz-Theil, for det er rigtigt, at det er et godt forhandlingsforløb, og vi var meget enige om, at vi gerne vil styrke det her område, og det er jeg rigtig glad for. Tak for det.

Finn Sørensen (EL)

# 3

Tak. Enhedslisten er jo altid fleksible og arbejdsvillige, så vi fylder gerne pauserne ud.

På vegne af min kollega fru Pernille Skipper skal jeg meddele vores synspunkter på det her lovforslag. Enhedslisten finder det positivt, at også børn under 15 år med dette forslag kan få indflydelse på deres eget liv, når det kommer til at flytte barnet til et nyt anbringelsessted. At blive flyttet, måske væk fra skole og venner, væk fra omsorgspersoner og det kendte, er en voldsom ting for et barn. Derfor er det positivt, at der med forslaget skal være mere fokus på kontinuitet, samt at barnet får mulighed for at blive hørt og får indflydelse. I den forbindelse vil jeg dog bemærke, at det er vigtigt, at det bliver reel indflydelse og ikke bare en afkrydsningsboks i et skema.

En undersøgelse fra socialforskningsinstituttet bekræfter den mistanke, vi alle længe har haft: Kun 35 pct. af børnene føler sig reelt hørt. Det er ikke godt nok. Vi bør undersøge, hvordan vi kan få ændret den kultur, der gør, at børn har mulighed for at udtale sig, men ikke har indflydelse.

Vi er også rigtig positive over for en ekstra støtte til netværksplejefamilier. Som regeringen også selv fremhæver, er netværksanbringelser ofte rigtig godt for barnet, fordi man derved bevarer større tilknytning og kontakt til sin familie. Dog har netværksplejefamilier måske ikke altid så mange ressourcer, og de kan have behov for ekstra støtte ud over eksisterende ret og pligt til efteruddannelse i supervision.

Vi bliver dog fra Enhedslisten side nødt til at påpege, at plejefamilierne som helhed ikke har ordentlige vilkår. Vi er stærkt bekymrede for, at der ikke er tilstrækkelig tid til supervision, og at efteruddannelsen er for ringe. Vi mener samtidig, at når det drejer sig om løn og arbejdsvilkår, er der er tale om decideret underbetaling f.eks. uden mulighed for at tage på ferie med det anbragte barn. Det offentlige er overordentlig tæt på at udnytte menneskers gode hjerter, samtidig med at vi risikerer, at egnede plejefamilier ikke stiller sig til rådighed, fordi økonomien ikke hænger sammen. Vi skal huske på, at det kræver noget at have et barn boende, der måske har været svigtet, har forældre med misbrug eller på anden måde har haft det svært. Det er en pædagogisk-faglig opgave.

Med hensyn til kompetencen til at ændre anbringelsesstedet er Enhedslisten også enige i forslaget, dog med de samme bemærkninger, som f.eks. Børnerådet er kommet ned. Børnene skal sikres klageadgang, vejledning herom og advokatbistand, og klager skal have opsættende virkning, så børnene ikke skal flyttes, før en eventuel klagesagen er afgjort endeligt. Alt andet vil være voldsomt indgribende. Selv om det er nødvendigt, kan det opleves som et enormt svigt, hvis man skal flyttes ufrivilligt fra et sted, hvor man har tæt voksenkontakt, tilknytning til omsorgspersoner osv. Men Enhedslisten kan støtte forslaget.

Lotte Rod (RV)

# 4

Mit håb er, at børns baggrund ikke må afgøre deres fremtid. Det er det, der driver mig som politiker. Der er vi ikke endnu. Selv om det på mange måder er bedre i Danmark end i andre lande, så afhænger fremtiden for nogle børn fortsat af deres baggrund. Et af de steder, vi ikke har knækket koden, er for anbragte børn. Vi ved, at kontinuitet har afgørende betydning for børn og unges muligheder for deres personlige udvikling, deres trivsel og deres mulighed for at få et selvstændigt voksenliv. Derfor har vi en vigtig politisk opgave i at blive bedre til at sikre kontinuitet for de børn, der har allermest brug for det.

Jeg tror på, at vi skal blive bedre til at bruge familien og netværket, når forældrene ikke selv kan tage hånd om deres barn. Måske er der en moster eller en onkel eller en anden vigtig person omkring familien, som kan tage sig af barnet. Vi ved nemlig, at der er færre sammenbrud hos netværksanbragte, og at netværksanbragte børn har bedre udviklingsmuligheder end børn anbragt i traditionelle plejefamilier. Det er en stor opgave. Mosteren er formentlig ikke uddannet til opgaven på samme måde som andre plejefamilier. Formentlig er det heller ikke helt ligetil at finde ud af de nye roller sammen med barnets biologiske forældre. Derfor er det vigtigt, at vi bakker op om og støtter netværksplejefamilier. Det samme gælder i øvrigt familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i pleje i familien.

Vi foreslår derfor en ret til faglig støtte for netværksplejefamilier, der ligger ud over den nuværende ret og pligt til efteruddannelse og supervision. Støtten kan f.eks. være råd eller vejledning i starten af anbringelsessagsforløbet eller støtte til at forebygge og håndtere konflikter med den biologiske familie. Støtten kan bestå af samtaler med fagpersoner på området, kurser eller undervisning, der kan støtte netværksplejefamilien i at imødekomme barnets eller den unges behov. Familier, der har adopteret et barn eller en ung, der tidligere har været anbragt i plejefamilien, skal også have ret til faglig støtte. Støtten skal målrettes den enkelte families konkrete situation og behov.

Det er mit håb, at vi med det her forslag tager et vigtigt skridt mod at give nogle af vores mest sårbare børn håb for fremtiden, og jeg vil derfor gerne sige tusind tak til resten af satspuljekredsen for at prioritere den her indsats sammen med os. Radikale Venstre støtter forslaget.

Trine Mach (SF)

# 5

SF ser lovforslaget som endnu en vigtig styrkelse af børns rettigheder og som en ekstra støtte til udsatte børn, der er anbragt i netværkspleje. Børns rettigheder og støtte til anbragte børn og til de familier, de er anbragt i, er også fokusområder for SF, og vi er faktisk rigtig glade for, at man bredt i Folketinget arbejder for det her ikke ud fra partipolitiske interesser, men ud fra en fælles interesse om at støtte og forbedre forholdene for nogle af disse mest udsatte børn og unge i vores land.

Alle mine kollegaer, der tidligere været på talerstolen, har sagt en række centrale og kloge ting om det med ændringen af afgørelseskompetence, øget støtte til netværksfamilier osv., og vi er meget på linje med det. Så derfor vil jeg blot helt kort knytte en kommentar til det med netværksplejefamilierne. Det er jo ikke uden udfordringer at adoptere et plejebarn eller at være den familie, og derfor er det rigtig vigtigt, at vi giver mere faglig støtte og gør det til en ret. Det er det for barnets skyld, men det er det jo også for selve familiens skyld. Der er ikke brug for flere sammenbrudte relationer mellem voksne og børn.

Jeg vil knytte de fleste kommentarer til det, som handler om at ændre alderen fra 15 år til 12 år i forbindelse med samtykke fra barnets side. Alle børn har ret til at blive hørt og blive inddraget i beslutninger, som vedrører dem selv. Det står i FN's børnekonvention, og det er også en grundværdi for SF i vores børnepolitik. Men desværre hører vi jo lidt for tit og senest i sidste uge med SFI's rapport, at der er alt for mange børn, der oplever at blive hørt for lidt. Og undersøgelsen viste bl.a., at godt hver andet barn ikke følte sig taget med på råd, når der skulle tages beslutninger om anbringelsessted. Det er uacceptabelt, og det er bekymrende. Derfor er det rigtig godt, at vi med det her lovforslag sikrer flere børn ret til at blive hørt, når det gælder flytning af anbringelsessted.

Det at nedsætte alderen fra 15 år til 12 år i forbindelse med samtykke giver rigtig god mening. For det er en temmelig barsk livssituation at være i som et lille menneske, og så skal man ikke opleve at blive kørt over af andre, der træffer vigtige beslutninger om ens liv, uden at man selv bliver lyttet til. Vi tror i SF ligesom børneorganisationerne, at langt de fleste 12-årige er modne nok til at give samtykke, hvis de skal flytte, ikke mindst hvis de får den rette faglige støtte og de rette midler til at tage en sådan beslutning. Og det skal kommunerne selvfølgelig bidrage til at børnene har. Jeg vil gerne understrege vigtigheden af, at alle børn inddrages i sager, der vedrører dem selv. Det er skræmmende, når vigtige beslutninger i sager om ens liv bliver taget hen over hovedet på en. Det bør vi for alt i verden undgå, og det her er et vigtigt skridt på den vej. Vi ved alle sammen godt, hvordan det er, når styring og kontrol foregår uden ens egen indflydelse. Det er ikke sundt for et voksent menneske, og det er heller ikke sundt for et barn.

I SF er vi ikke bare optaget af at lovfæste børns ret til at blive hørt, vi er mindst lige så optaget af, at det rent faktisk virkeliggøres. Og derfor er der måske også grund til, at vi fortsat har antennerne ude, for én ting er at lave en ændret lovgivning, en anden ting er, hvordan det bliver implementeret i praksis. Og vi vil kraftigt opfordre til, at vi sammen i Folketinget følger det tæt, både at det rent faktisk sker, altså at boksen bliver – som hr. Finn Sørensen sagde – krydset af, men også at det i praksis betyder, at barnet rent faktisk får mere indflydelse i sager om dets eget liv og i det her tilfælde i anbringelsessager.

Afslutningsvis vil jeg blot tilslutte mig det, mine kolleger har sagt, og sige, at jeg også er rigtig glad for, at satspuljeforhandlingerne var så konstruktive og gode, som de var, og at vi har en bred aftale, som det her lovforslag jo er en udløber af, og vi støtter bestemt også forslaget fra SF's side.

Thyra Frank (LA)

# 6

Tak, hr. formand. Lovforslag L 120 handler om nogle af de borgere, der har allermest behov for beskyttelse og omsorg i dette land, nemlig børn, der anbringes uden for hjemmet. Det er lige præcis disse børn, der bør være i centrum, når vi taler om, hvordan vi kan sørge for dem, der ikke kan selv. Børn kan ikke selv; de har brug for, at nogle tager sig af dem, og de har ikke blot brug for mad og klæder, de har også brug for kærlighed. Derfor er vi i LA også meget positivt stemt over for, at når et barn svigtes af sine biologiske forældre, starter man med at se på barnets nære relationer for at finde ud af, om der er nogle ansvarlige voksne, der er klar til at tage over. Børn har brug for at blive valgt til og at blive elsket.

De har også brug for at vide, hvor de kommer fra, hvad de er rundet af. Derfor er det langt at foretrække, hvis man kan finde en anbringelsesfamilie, der allerede er en del af familien eller netværket omkring barnet. At tage et barn ind, der har været ude for alvorlige svigt, er ikke nogen nem opgave. Derfor er det også vigtigt, at netværksfamilier får hjælp i den første tid til at klare opgaven. De må have rådgivning om, hvordan de klarer at få skabt rolige og trygge rammer om barnet uden selv at gå til.

Lovforslaget indeholder også en nedbringelse af alderen fra 15 år til 12 år for samtykke i afgørelser om anbringelsessted. Dette bakker vi også op om. Det er så vigtigt at høre barnet, også selv om det er et mindre barn. Og det er vigtigt, at det faktisk sker derude, og at det ikke kun er noget, vi står og vedtager her i Folketinget.

Per Løkken (KF)

# 7

Tak for det. Lovforslaget udmønter en del af satspuljeaftalen og har til formål at sikre mere stabile anbringelser. Netværksanbringelser giver ofte gode resultater, fordi barnet placeres i familiens umiddelbare netværk. Det kan være hos en søster eller en svoger, som barnet allerede har en tilknytning. Med netværksanbringelser ses ofte færre sammenbrud, og det er med til at skabe mere stabilitet i anbringelsen.

Vi hæfter os særlig ved, at lovforslaget giver konkrete muligheder for at kunne give mere faglig støtte til netværksanbringelserne. Og det er en støtte, der ligger ud over den efteruddannelse og supervision, som familierne i forvejen modtager. Det er positivt, for der er god grund til at vejlede og hjælpe familien til at kunne håndtere konflikter og sikre ro i barnets liv.

Lovforslagets anden del skal styrke børn og unge-udvalgets afgørelseskompetence i afgørelser, der påvirker anbringelsens stabilitet, nemlig afgørelser om ændring af anbringelsessted i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren og den unge ikke samtykker dertil.

Lovforslagets anden del drejer sig om at styrke afgørelsen i sager, hvor barnet skal skifte anbringelsessted. Hensynet til barnets eller den unges behov for støtte imødekommes bedst ved en ændring af anbringelsesstedet ud fra en konkret afvejning af hensynet til kontinuiteten i anbringelsen og formålet med anbringelsen. Det synes vi er vældig positivt, og det bakker vi op om.

Det Konservative Folkeparti kan naturligvis støtte lovforslaget. Tak.

Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sar)

# 8

Tak for det. Jeg vil gerne takke for de positive kommentarer til forslaget, og jeg vil også gerne, ligesom andre har gjort det, kvittere for et rigtig godt forløb, når det handler om satspuljen. Jeg synes, det var fantastisk.

Jeg synes, at det, at vi har fået strikket det her forslag sammen, sådan set også afspejler det gode forhandlingsforløb. I har alle sammen været inde på indholdet, og det er jo fornuft, så det vil jeg ikke bruge så meget tid på. Men jeg bed i hvert fald mærke i, at fru Tina Nedergaard, fru Pernille Rosenkrantz-Theil og fru Trine Mach var inde på hele tankegangen om plejefamilier. Man tog afsæt i den undersøgelse, som der lige er blevet foretaget – og det er måske der, jeg gerne vil hen – og som sådan set meget, meget glædeligt viste, at vi har fundet frem til noget efter Barnets Reform, som rent faktisk betræder en vej på det her område, som er positiv; det er i hvert fald positivt, at man også hører børnene. Det synes jeg virkelig vi skal glæde os over.

Så er der selvfølgelig nogle tidsler, og jeg synes, vi skal glæde os over, at vi har fundet dem frem, så vi selvfølgelig kan arbejde ad den vej. Noget af det er jo det, som også SF var inde på, nemlig at der er børn, der bliver hørt, men at der desværre også er børn, der ikke bliver hørt. Der er det selvfølgelig også glædeligt, at vi har fundet penge til efteruddannelse, så sagsbehandlere kan blive bedre til det.

Når det er sagt, er det jo altid godt at have et forslag, der også er med til at styrke afgørelsesgrundlaget for, hvornår man kan flytte et barn, og selvfølgelig det, som alle har været inde på, at styrke hele plejefamilieområdet, herunder selvfølgelig også netværksplejefamilier. Det synes jeg er rigtig positivt. Og vanen tro, vil jeg selvfølgelig være til rådighed, hvis der skulle være spørgsmål, under den videre behandling i udvalget.

Der er endnu ingen debatindlæg...