Tak for det. Jeg skal lige gøre opmærksom på, at jeg holder den her tale på vegne af min socialordfører, fru Maja Panduro, der desværre er forhindret i at være her i dag.

En række tragiske enkeltsager de seneste år, hvor børn og unge er blevet svigtet og misbrugt på det groveste, har synliggjort et behov for at foretage ændringer og justeringer i forhold til disse allermest udsatte børn og unge. Der er behov for, at vi som samfund bliver bedre og hurtigere til at reagere og til at handle. Vi skal sikre vores børn og unge mod overgreb, og vi skal sikre, at de får de bedste muligheder for at trives og få et godt liv.

Med »Barnets Reform« tog vi flere tiltag, der skulle forbedre vilkårene for de allermest udsatte børn og unge, og med dette lovforslag tager vi endnu et skridt i den rigtige retning. Først og fremmest sikrer vi, at oplysninger, som er nødvendige for at beskytte barnet, kommer til at flyde bedre gennem systemerne, mellem kommunerne og mellem de, der skal træffe beslutningerne og foranstaltningerne i forhold til de unge og børnene. Der er en stor udfordring i at sikre, at regler overholdes, og at de eksisterende muligheder for at yde den bedste indsats over for de udsatte børn og unge udnyttes.

Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, forkortet VISO, blev oprettet med det formål at sikre en ordentlig rådgivning og vejledning af borgere og kommuner. For at gøre det muligt for VISO at yde den nødvendige rådgivning i de mest komplicerede og vanskelige enkeltsager, vil det ofte være nødvendigt for kommunen at videregive oplysninger til VISO om barnets eller familiens forhold. I visse sager har det vist sig, at forældremyndighedsindehaveren ikke har villet give tilladelse til dette.

Med dette lovforslag letter vi adgangen til, at kommunerne kan videregive oplysninger og få bistand fra VISO. For i praksis at sikre, at kommunerne gør brug af VISO's rådgivning, sikrer vi, at kommunerne kan få bistand fra VISO, også selv om forældrene ikke har givet samtykke til det. I flere enkeltsager har der været problemer forbundet med, at familier flytter fra kommune til kommune, uden at oplysning og viden om familien i tilstrækkelig grad fulgte med eller blev håndteret.

I dag er det sådan, at hvis en familie flytter fra en kommune til en anden, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere af børnene har behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen om det. I flere tilfælde har der dog fra kommunens side været udtrykt tvivl om, hvad de kunne bede om at få oversendt, og hvad de kunne og skulle oversende. Det kan medføre en længere sagsbehandling, og at sagen i nogle tilfælde starter forfra, eller at overgreb og omsorgssvigt er blevet overset, fordi tilflytterkommunen har manglet tilstrækkelige oplysninger eller har siddet med et fragmenteret og misvisende billede af familierne. Derfor skal der sikres en styrkelse af den mellemkommunale underretning. Der indsættes et krav om, at fraflytningskommunen af egen drift skal sende nødvendigt materiale til tilflytterkommunen, herunder vurderinger, og ikke først skal afvente en eventuel anmodning.

Endvidere udvides bestemmelsen til også at gælde, hvis en familie flytter til Grønland, hvilket ikke er tilfældet i dag.

Når det gælder om at sikre, at børn og unge får den rette hjælp, er det nødvendigt at inddrage familien og se på de forhold, der er i hjemmet. I langt de fleste tilfælde ønsker familien at samarbejde, men i nogle tilfælde ønsker familien ikke at bidrage og forhindrer myndighederne i at undersøge forholdene i hjemmet. I en række sager igennem de sidste år har det været tydeligt, at et besøg i hjemmet kunne have været medvirkende til at træffe helt nødvendige foranstaltninger over for børnene, fordi forholdene i hjemmet slet ikke har været i orden.

Med dette lovforslag gøres det muligt, at kommunerne uden retskendelse, og hvor det er nødvendigt for at afgøre, om der er en åbenbar risiko, kan få adgang til boligen. Socialdemokraterne mener, at det er nødvendigt og rigtigt, at kommunerne får bedre adgang til de lukkede familier. SSD-modellen giver relevante fagpersoner i barnets liv mulighed for at udveksle oplysninger vedrørende et barns omstændigheder og forhold, hvis det anses for at være nødvendigt for at hjælpe barnet eller den unge. Dette lovforslag udvider det eksisterende SSD-samarbejde, så det omfatter flere relevante faggrupper og dermed i endnu højere grad sikrer, at problemer opdages.

Derudover forbedres indsatsen over for unge, som er på vej ud i voksenlivet. Unge, der har været anbragt uden for hjemmet, er ofte særligt udsat senere i livet, fordi de ved anbringelsen ofte mister den tætte kontakt til familie og netværk. Derfor er vi meget glade for, at indsatsen over for netop disse unge forbedres og præciseres.

Alt i alt medfører dette lovforslag på en række områder en bedre indsats over for de allermest udsatte børn og unge i vores samfund. På den baggrund kan Socialdemokraterne selvfølgelig støtte forslaget.

I dag behandler vi L 141, som er en række tiltag, der har til formål at styrke indsatsen over for vores mest udsatte børn og unge. Lovforslaget har flere elementer, som alle vil kunne medvirke til at gøre en reel forskel derude.

Fra radikal side er vi glade for, at kontaktpersoner til unge, der har været anbragt og nu bor alene, sikres, og at tandlæger kommer til at indgå i det såkaldte SSD-samarbejde, hvilke jo sker i en erkendelse af, at tandplejere ofte er de første til at opdage ting som seksuelt misbrug eller spiseforstyrrelser. Vi er også glade for, at der indføres krav om, at fraflytningskommunen nu skal oversende alt relevant sagsmateriale til tilflytningskommunen, så det her sker pr. automatik. Det er et krav, der også kommer til at gælde imellem Danmark og Grønland, så der kommer den samme underretningspligt imellem rigsfællesskabets kommuner som mellem de danske. Tilmed tydeliggøres VISO's mulighed for at oversende oplysninger i sager om særlig støtte til børn og unge uden forældrenes eller den unges samtykke. Og sidst, men ikke mindst gives kommunalbestyrelsen, hvilket der også er blevet redegjort for af den tidligere ordfører, i særlige sager adgang til forældremyndighedens bolig, når der er tale om, at det er nødvendigt for at afgøre, om et barn lider alvorlig skade, eller når forældremyndigheden bevidst modarbejder en vurdering. Det er vigtigt, for at vi sikrer samfundets tidlige indgriben.

Samlet set styrkes indsatsen altså, både den forebyggende og også indsatsen efter en anbringelse. Det er vi fra radikal side som sagt rigtig glade for, og vi kan med glæde støtte det her lovforslag. Tak for ordet.

Mange tak for det. Jeg tror, at vi alle sammen herinde er enige om, at vi hele tiden skal gøre mere og blive bedre i forhold til at hjælpe udsatte børn og unge; det er der ikke nogen tvivl om. Og det her lovforslag har bestemt nogle gode intentioner om at gøre det nemmere for kommuner at hjælpe familier, børn og unge, som har det svært.

Når det er sagt, er der nogle punkter, hvor jeg gerne vil udtrykke Enhedslistens bekymring. Først og fremmest finder jeg det bekymrende, at Datatilsynets bemærkninger, som altså sætter et kraftigt spørgsmålstegn ved lovforslagets forenelighed med persondataloven, i høringsnotatet afvises som værende af lovteknisk karakter. Datatilsynet indvender, at de ikke er enige i, at der er en overensstemmelse mellem denne lovgivning og persondataloven i forbindelse med at videregive personfølsomme oplysninger til VISO uden samtykke. De indvender, at det er betænkeligt i forhold til persondataloven at udvide SSD-samarbejdet. Og de mener også, at man ikke i tilstrækkelig grad har vurderet den her udvidelse af mellemkommunale underretninger i forhold til persondataloven. Det synes jeg ikke handler om teknik.

Persondataloven kan måske for mange forekomme relativt teknisk at sætte sig ind i. Det er jeg helt med på, og jeg synes sådan set også, det kan være svært, men det er altså persondataloven og det bagvedliggende direktiv, som sådan set handler om ufravigeligt at beskytte vores borgeres basale rettigheder – en beskyttelse mod, at man i det offentlige system spreder dybt personlige oplysninger til andre uden at have en rigtig god grund. Jeg afviser ikke, at det kan være tilfældet eller er tilfældet i de forslag her. Som sagt er intentionerne gode, og i Enhedslisten afviser vi overhovedet ikke, at der kan være ræson i dem, men vi bliver simpelt hen nødt til at kunne begrunde og uddybe i en grad, så Datatilsynet også bliver tilfredse og deres kritik imødekommet. Det vil vi tage op i den videre udvalgsbehandling.

Desuden indeholder forslaget her en adgang til, at kommunerne skaffer sig adgang til en families hjem uden retskendelse. Der lægges op til, at det skal ske på tre betingelser: for det første, hvis det sker som led i en børnefaglig undersøgelse, for det andet, hvis det må anses for at være nødvendigt for at afgøre, om der er risiko for alvorlig skade på barnet, og for det tredje, hvis forældrene decideret har modarbejdet, at en børnefaglig undersøgelse gennemføres.

Det indebærer jo en indskrænkning i retten til privatlivets fred, som er bestemt i den europæiske menneskerettighedskonvention. Det indebærer også et indgreb i boligens ukrænkelighed, som er bestemt i grundloven. Det er to meget grundlæggende rettigheder, vi har som borgere, og der skal selvfølgelig være meget stor klarhed over det, når vi går ind og indskrænker de rettigheder, begrænser de rettigheder.

Først er der det problem i det, at man ikke definerer tilstrækkeligt i bemærkningerne til det her lovforslag, hvad der er nødvendigt, altså hvad nødvendigt dækker over, hvad alvorlige skader dækker over, og hvad at modarbejde dækker over. Og det er rigtigt, at ministeren vil klargøre det nærmere i en bekendtgørelse, men jeg tror altså, det er rigtig vigtigt, at vi også i Folketinget er bevidste om, hvad det egentlig indebærer, når vi giver lov til, at man altså går ind i menneskers hjem uden først at have fået en retskendelse i hånden.

Det er ikke fuldstændig klart for mig og heller ikke fuldstændig klart for Institut for Menneskerettigheder i deres høringssvar, hvorfor det er nødvendigt at fravige kravet om en retskendelse. Jeg har fuld forståelse for, at der i meget grove sager kan være behov for at tvinge sig adgang til et hjem for simpelt hen at få afklaret, om man har at gøre med et barn, som har brug for hjælp. Der skal ikke være nogen tvivl om, at det ikke må være en lukket dør, der afgør, om et barn får den nødvendige hjælp. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor det ikke kan ske med en retskendelse i hånden, altså hvorfor vi ikke giver socialrådgiverne mulighed for at gå ned og få en retskendelse hos domstolene, ligesom politiet skal gøre det, hvis politiet skal trænge ind i andre menneskers hjem. En retskendelse er jo altså en dommers saglige vurdering af, om det er nødvendigt, og det er en meget grundlæggende retssikkerhedsgaranti. Det vil vi også meget gerne tage op i den videre behandling.

Til slut skal jeg sige, at til trods for at vi stiller os skeptiske over for dele af det her lovforslag, er vi glade for intentionerne bag det, og vi forsøger at arbejde videre i udvalgsbehandlingen.

Også fra konservativ side kan vi bakke op om lovforslaget her. Det er som nævnt en del af satspuljeforhandlingerne og det forlig, der er indgået i den sammenhæng, og da De Konservative er en del af det, står vi selvfølgelig ved det, vi er blevet enige om. Vi synes faktisk også, at det her forslag er et rigtig godt forslag. Det er et forslag, der handler om styrke indsatsen over for udsatte familier med børn og unge – et område, der har trængt til at blive kigget efter, og at vi får strammet op og gjort det mere gennemskueligt, hvad man kan, og hvad man ikke kan, og hvordan vi bedre kan hjælpe de familier, hvor der er problemer. Og det er der behov for, desværre.

Så forslaget her er i bund og grund et spørgsmål om at få taget bedre hånd om udsatte børn. Det er bedre og hurtigere hjælp, og det er lettere hjælp til udsatte børn, også selv om forældrene modsætter sig, at man prøver at hjælpe børnene. Det er til barnets bedste.

Jeg forstår godt diskussionen om boligens ukrænkelighed og ejendomsrettens ukrænkelighed osv. osv., og jeg synes, det er fint, at vi får en mere grundig drøftelse under udvalgsbehandlingen og kan få spurgt ind til det her. For det er selvfølgelig også noget af det, der bekymrer os som Konservative, nemlig at vi her giver en mulighed for, at myndighederne kan gå ind uden at have en dommerkendelse med. Men vi har alligevel bemærket os, at der jo altså er nogle klare krav og kriterier, for at man kan gøre det, og vi kan jo få spurgt ind til og uddybet mere præcist, hvad der ligger i de ord, men det er jo ikke sådan, at myndighederne bare kan gøre, hvad der passer dem. Der skal være en sag, der skal være en begrundet mistanke om, at der er noget at komme efter. Man skal have prøvet alt mulig andet først, og det må kun ske, hvis det er sådan, at det er nødvendigt at gennemføre det.

Men i de sager, som desværre har været oppe den seneste tid – mange rigtig, rigtig kedelige sager – har det jo vist sig, at der er det her behov. Der er et behov for, at vi indretter lovgivningen, så det er nemmere at komme de her børn til undsætning, og det skylder vi dem. Og derfor synes vi, at forslaget her er et rigtig godt lovforslag.

Jeg vil så også sige, at det jo kun et skridt i den rigtige retning. Der er mange gode ting i lovforslaget her, men det, der mangler – og det var også det, som Venstres ordfører var inde på – er det, som vi i sin tid foreslog, nemlig at vi skulle have det såkaldte DUBU-register, som er et register, hvor sagsbehandleren, når vedkommende får sådan en sag på sit bord, kan taste sig ind i DUBU-registret og oprette sagen der. Det et it-hjælperedskab, som sørger for, at man får gjort alt det, der skal gøres, i de her sager – man husker høringsfrister og de deadlines, der er, man kommer hele vejen rundt om sagen. Og man får små alarmopkald, når man skal huske at gøre noget og sørge for det ene og det andet i sagsbehandlingen, og det gør jo altså, at det bliver fagligt set en meget bedre sagsbehandling, og det bliver også en mere ensartet sagsbehandling. Derfor er retssikkerheden også i højsædet, når vi taler om det her DUBU-register. Men det er kun den ene del af registret, nemlig hjælpen til sagsbehandleren.

Den anden del handler om, at hvis alle kommuner er med i den her DUBU-registerordning, er det meget nemt at opfange de såkaldte nomadefamilier, altså familier med problemer, som flytter fra kommune til kommune. Hver gang kommunen kommer for tæt på, flytter familien til en ny kommune, fordi man ved, at der så går nogle måneder eller år, inden myndighederne igen er på omgangshøjde. Og der sikrer det her DUBU-register jo altså, at der lige præcis er en alarm, der tænder, når en familie, som man har øje på, flytter, for så skal tilflytningskommunen sørge for at tage hånd om det; man koordinerer det mellem fraflytterkommunen og tilflytterkommunen.

Det DUBU-register foreslog vi jo i sin tid, da vi havde regeringsmagten, at man skulle have som en obligatorisk ordning, men det var der ikke flertal for, der kunne ikke findes et flertal for det. Siden hen er der så sket det, at registret er blevet oprettet på frivillig basis. Cirka halvdelen af kommunerne er med, og det er jo godt, men det er ikke godt nok!

Jeg har kunnet forstå på socialministeren ved de samråd, der har været om de her sager, at socialministeren faktisk nu er indstillet på, at der skal være en bedre koordinering mellem kommunerne, og at ministeren på sin måde vil prøve at få alle kommuner med i DUBU-registerordningen. Og der vil jeg bebude, at vi fra konservativ side i næste uge fremsætter et beslutningsforslag, hvor vi siger, at vi ved lovgivning fastlægger, at kommunerne skal benytte sig at DUBU-registret, for det er den bedste måde at sikre de her børn og de her familier på, så de ikke bliver sat mellem to stole, og så sagsbehandlingen ikke går til, ved at familierne flytter fra kommune til kommune.

Men det er som sagt et beslutningsforslag, vi fremsætter i næste uge – den tid, den glæde. Så får vi jo behandlingen af det, og så må vi se, hvor langt ministeren vil holde ord, i forhold til hvad ministeren har sagt, nemlig at hun er enig i, at det her skal gøres bedre. Det ønsker vi også fra konservativ side, så det ser vi frem til. Og indtil da støtter vi lovforslaget her, som helt klart er nogle skridt i den rigtige retning.