Tak for det, formand. Det her lovforslag er jo en opfølgning på velfærdsreformen fra 2006, hvor det blev aftalt, at folkepensionsalderen skulle forhøjes, i takt med at levetiden blev længere og længere. Det vil sige, at alt efter hvor meget den stiger, afgør man, om folkepensionsalderen skal forhøjes. Nu er det så blevet i år, at vi skulle afgøre, om vi skulle sætte folkepensionsalderen op med 1 år fra 67-68 år. Næste gang den skal reguleres, er det ikke sikkert, den skal sættes op, for det kommer an på, om levetiden er steget. Ellers skal man jo ikke sætte den yderligere op. Men Dansk Folkeparti står selvfølgelig ved velfærdsreform og aftalen om, at folkepensionsalderen skal forhøjes.

Når det så er sagt, er vi fuldstændig klar over, at der er nogle grupper, der har det svært og ikke kan blive så lang tid på arbejdsmarkedet. Det var også derfor, at vi i forbindelse med tilbagetrækningsreformen fik gennemført en seniorførtidspension. Der må jeg så beklage, at den ikke fungerer, som den skal, og der er altså en opgave, som vi må tage på os, med at få det til at virke. Hensigten med den var, at man, hvis man kunne godtgøre, at man var nedslidt, kunne få en hurtig afklaring, inden for 3-6 måneder, af, om man kunne få førtidspension, 5 år før man gik på folkepension, eller hvordan det nu så ud; det sker selvfølgelig ikke bare med en almindelig lægeerklæring. Det skal være sådan, at man kan godtgøre, at man er nedslidt.

Det var det, der var i seniorførtidspensionsordningen. Det var faktisk en god ordning, fordi den dækkede alle, det var ikke bare dem, der var med i en a-kasse, den dækkede alle, der havde været på arbejdsmarkedet i 20-25 år og dermed også kunne have fået så mange gener efter et liv på arbejdsmarkedet, der gjorde, at de ikke længere kunne klare at arbejde. Desværre må vi så konstatere, at den ikke er særlig brugt. Det kan skyldes flere ting. Det kan være, at der er for lidt kendskab til ordningen, det kan også være, at kommunerne tolker lovgivningen forkert, men det har noget at gøre med den førtidspensions- og fleksjobreform, der blev indført, hvorefter alle skulle gennem et ressourceforløb. I den forbindelse må jeg sige, at det nok er kommunen, der har sagt, at det ikke længere var seniorførtidspension, men et almindeligt ressourceforløb med afklaring af, om det er fleksjob eller førtidspension. Den aftale var Dansk Folkeparti ikke med i.

Så noget af det, som bliver ministerens opgave, er at forklare kommunerne, at den her seniorførtidspension altså skal bruges og tages alvorligt. Det er et af de redskaber, vi har til at hjælpe dem, der er nedslidt på arbejdsmarkedet, og så kan det ikke hjælpe at sige: Jamen så kører vi videre med noget helt andet. For den aftale er stadig væk gældende. Hensigten var, at det var 1.790 om året – tror jeg det var beregnet til – der skulle have en seniorførtidspension, og det er jo ikke mere end godt 100, 125 tror jeg det er i år, der indtil videre har fået tilkendt den, og det er jo ikke ret mange. Så siger man, at det er, fordi der ikke er flere, der søger om den, men det skyldes måske, at de netop ikke har kendskab til den, eller at de i kommunerne får at vide, at de ikke kan søge den, og at det er et almindeligt førtidspensions- eller fleksjobforløb, de skal igennem. Der skal vi altså have strammet op. Vi skal have det til at fungere.

Når det så er sagt, så synes jeg også, at det er fint, at man kan blive længere tid på arbejdsmarkedet. Vi har jo allerede en ordning med opsat pension, hvor man kan vælge at sige, at man bliver længere tid på arbejdsmarkedet, og det er der efterhånden rigtig mange, der vælger at gøre. Og godt for det! Derfor mener vi heller ikke, at der noget forgjort i at hæve pensionsalderen, det er først i 2030, at det gør sig gældende, og der vil selvfølgelig også ske store ændringer i de grupper, der går på pension til den tid. Siden folk i min aldersgruppe begyndte på arbejdsmarkedet, er der sket en udvikling set i forhold til dem, der begyndte for 15 år siden. Der er sket en meget stor udvikling. Men nu får vi se, hvordan det er til den tid. Jeg ved ikke engang selv hvordan og hvorledes, jeg er pensioneret til den tid, og det er i 2022, jeg bliver pensioneret, og hvad der så sker i 2030, kan jeg ikke forudse.

Jeg kan ikke spå om fremtiden. Men jeg kan sige her og nu, at seniorførtidspensionen skal vi have til at virke, og det bliver en opgave, vi skal have løst i forbindelse med lovgivningsarbejdet.

Tak. I onsdags fik Beskæftigelsesudvalget besøg fra LO, 3F og BAT-Kartellet. De fortalte konkret og skræmmende om de store arbejdsmiljøproblemer, der er for deres medlemmer, og om, hvordan arbejdsulykker og nedslidning fylder alt for meget i dagligdagen. BAT-Kartellet fortalte, at hyppigheden af arbejdsulykker er dobbelt så stor i byggeriet som på resten af arbejdsmarkedet, og de fortalte, hvordan arbejdsmiljørepræsentanterne er pressede.

LO fortalte, at 60.000 hvert år kommer ud for en arbejdsulykke, at 38 pct. af FOA's medlemmer ikke regner med at kunne holde til at arbejde, indtil de kan gå på pension, og at dårligt arbejdsmiljø koster samfundet ca. 64 mia. kr. hvert år. 3F fortalte, at 25 pct. af deres medlemmer har forladt arbejdsmarkedet senest i 60-årsalderen, fordi de er gået på førtidspension eller er afgået ved døden.

Den aktuelle anledning til de faglige organisationers besøg var regeringens planer om voldsomme besparelser på Arbejdstilsynet i de kommende år. Som fagbevægelsen ser det, vil det blot medføre endnu større problemer for de nævnte grupper, og det kan man kun være enig med dem i. Deres besøg er samtidig en dyster baggrundsmusik til det lovforslag, vi behandler her i dag. Dårligt arbejdsmiljø betyder, at tusinder af mennesker må forlade arbejdsmarkedet, længe før de kan komme på pension, på grund af arbejdsulykker, nedslidning og stress. En forhøjelse af pensionsalderen vil ramme disse grupper endnu hårdere. Det betyder også, at endnu flere må vinke farvel til efterlønnen. Efterlønsalderen følger jo med op sammen med pensionsalderen.

Konsekvensen af lovforslaget er, at de, der er 52 år i dag eller yngre, først kan gå på folkepension, når de er 68 år, og tidligst kan gå på efterløn, når de er 65 år. Samtidig slår halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af kravet til genoptjening af dagpengene igennem. Det betyder, at mange tusinde i de kommende år vil miste deres dagpengeret og dermed også retten til efterløn, ud over de mange, der allerede har mistet begge dele. Hertil kommer de øvrige reformer af førtidspension, sygedagpenge, kontanthjælp, som også rammer hårdest blandt gruppen af faglærte og ufaglærte arbejdere og andre, som har nedslidende og stressfyldte job. Resultatet af disse reformer bliver, at vi får en voksende gruppe, mange tusinde mennesker, som er henvist til at leve for kontanthjælp eller ingenting de sidste mange år op til en stadig fjernere pensionsalder, hvis de da lever så længe.

Det bliver kun værre i de kommende år, for mekanikken i den såkaldte tilbagetrækningsreform og velfærdsaftalen, som dette lovforslag jo er en udløber af, er, at folkepensionsalderen løbende skal hæves endnu mere. Den seniorførtidspension, der blev lavet som et plaster på såret efter forringelserne af efterlønnen, har som forventet ikke løst problemet, og det vil den heller ikke gøre i fremtiden, medmindre kriterierne for den bliver ændret radikalt, hvilket selvfølgelig bør ske.

Det er også nødvendigt at gøre op med den tankegang, der ligger bag dette lovforslag såvel som bag de andre forringelser af trygheden for lønmodtagerne, som har fundet sted de sidste 4-5 år. Ligesom der ikke kommer flere i arbejde af at tage dagpenge og sygedagpenge fra folk, kommer der heller ikke flere i arbejde, fordi vi hæver folkepensionsalderen. Det fører blot til lavere lønninger, fordi flere skal slås om de samme job, og dermed en større gevinst for arbejdsgiverne. Det fører til besparelser på sociale ydelser, som allerede er disponeret til skattelettelser i de kommende år, hvilket især kommer dem, som har mest i forvejen, til gode.

Vi skal en helt anden vej. Vi skal stoppe nedslidningen og udstødningen fra arbejdsmarkedet. Vi skal have radikale forbedringer af arbejdsmiljøet. Vi skal dele arbejde og velstand, så mange flere kan holde til at arbejde hele livet. Dem, der alligevel ikke kan holde til det, skal have rettigheder til tidlig tilbagetrækning på et værdigt forsørgelsesgrundlag.

Jeg kan varmt anbefale ordførerne at læse den pjece, vi alle sammen fik af FOA for kort tid siden. Her kan man møde den 60-årige SOSU-assistent Lene, der nu må kravle på arbejde i 2 år mere, fordi efterlønsalderen blev forhøjet. Man kan møde mureren Morten, der i en alder af 57 år har ondt alle vegne, men han kan først gå på efterløn om 6 år, eller den 56-årige dagplejemor Hanne, der må tage smertestillende medicin for at komme igennem arbejdsdagen i 6½ år endnu. Man kan også lytte til Karins ægtefælle. Karin har, siden var 17 år, arbejdet som HK'er, bl.a. her i Folketinget. I lighed med mange seniorer har hun forgæves søgt job i 2 år. Efter nytår ryger dagpengene. Hun er mere heldig end de fleste, for hun kan lige nå at gå på efterløn, ellers måtte manden forsørge hende. Han siger, og jeg citerer:

Vi er ved at skabe et brutalt samfund for mange af de seniorer, der er så uheldige at blive arbejdsløse eller syge. Arbejdsgiverne putter dem bagest i køen, mens politikerne forringer dagpenge, efterløn og sygedagpenge. Citat slut.

Dette forslag gør kun ondt værre. Enhedslisten stemmer imod.

Tak for ordet. Formålet med lovforslaget om ændring af lov om social pension og lov om arbejdsskadesikring er at sikre, at danskernes stigende levetid også fører til flere aktive år på arbejdsmarkedet og i forbindelse med den stigning at ændre arbejdsskadesikringsloven, således at lønmodtagerne sikres mod, at sikringspligtige arbejdsgivere opsiger deres forsikring som følge af den stigning i præmien, som skyldes forhøjelsen af folkepensionsalderen.

I Alternativet har vi fuld forståelse for, at man med velfærdsreformen i 2006 og tilbagetrækningsreformen i 2011 har haft det formål at hæve pensionsalderen, således at en stigning i levetid følges af flere aktive arbejdsår. Men vi mener, det er nødvendigt, at vi også ser på vores samlede arbejdsliv og sammenhængen mellem familieliv og arbejdsliv. Vi tvivler grundlæggende på forudsætningen om, at vi alle over et helt liv fremadrettet skal arbejde gennemsnitligt mere, idet vi mener, at vi i fremtiden i høj grad får brug for at dele det arbejde, der er.

En kortere arbejdsuge, delejob og en timebankmodel, som vi bl.a. foreslår, kan sagtens hænge sammen med en højere pensionsalder. Men der er problemer i den måde, vi har udformet tilbagetrækningsordningerne på. Vi har hævet pensionsalderen for alle og skåret i efterlønnen for alle, uden hensyntagen til hvor længe man har befundet sig på arbejdsmarkedet og bidraget til fællesskabet, og uden hensyntagen til at der findes særligt ramte brancher, når det kommer til fysisk og psykisk nedslidning.

Problemet med indretningen af tilbagetrækningen i dag er, at den desværre rammer socialt skævt. Den rammer faktisk dobbelt skævt. Den tager ikke hensyn til ulighed i arbejdsvilkår, og den tager heller ikke hensyn til ulighed i sundhed og levealder. FOA og Statens Institut for Folkesundhed dokumenterer, at de personer, der arbejder i de nedslidningstruede brancher, har en lavere levetid end gennemsnitsdanskeren, og de arbejder også en relativt større del af deres liv end gennemsnitsdanskeren.

Overordnet giver det jo mening, at en stigende levetid også fører til flere aktive år på arbejdsmarkedet, men det gør det bare ikke for alle mennesker på samme måde. Mange oplever allerede i starten af 60'erne at have nogle skavanker, der sætter grænser for deres hverdag og for deres job. Det gælder ikke mindst de mange, som har haft et langt arbejdsliv med fysisk krævende arbejde.

Dertil skal vi medtænke, at dem, der arbejder i de nedslidningstruede brancher, ofte har haft et langt længere arbejdsliv, når de når pensionsalderen. Håndværkere, malere, portører osv., som forlader arbejdsmarkedet i dag, har f.eks. typisk knoklet løs, siden de var 15-17 år. Og selv om nutidens unge i de samme faggrupper måske først starter deres arbejdsliv senere, er det stadig sådan, at f.eks. ufaglærte og faglærte begynder langt tidligere på arbejdsmarkedet end folk med en længere uddannelse og derfor også har behov for en tidligere tilbagetrækning.

De fleste af FOA's og 3F's medlemmer går f.eks. på efterløn i alderen 61-64 år, mens langt de fleste højtuddannede fortsætter nogle år mere. De to forbund repræsenterer mange af de lønmodtagere, der har så fysisk krævende et arbejde, at de må forlade arbejdsmarkedet, når de er i begyndelsen af 60'erne. For deres yngre kollegaer er der ikke andet valg end at fortsætte på arbejdsmarkedet, indtil de kan få folkepension, og det er med det her forslag, når de er 68 år.

Vi har altså et markant forskelligt arbejdsliv, og det mener vi der skal tages hensyn til. Vi skal virkelig passe på med at behandle efterløns- og pensionsalder som tal i et Excelark og glemme at se på virkelighedens mennesker og deres vilkår. Vi skal passe på, at det ikke bliver de lavest lønnede og de kortest uddannede, der betaler prisen for reformerne i tilbagetrækningsordningerne, og derfor har vi to forslag til ændring af fremtidens tilbagetrækningsordninger.

Først og fremmest skal vi sikre, at ordningen om seniorførtidspension, som også har været debatteret her, og som blev indført netop for at tage hensyn til personer med nedslidning efter mange år på arbejdsmarkedet, faktisk også kommer de personer til gode. Langt færre end forventet har gavn af ordningen, fordi betingelserne for at opnå en seniorførtidspension er for restriktive. Det sikkerhedsnet, som seniorførtidspensionen skulle udgøre under de nedslidte personer, fungerer simpelt hen ikke efter hensigten, og derfor foreslår vi mere lempelige regler for at opnå seniorførtidspension.

Derudover foreslår vi i Alternativet, at vi begynder at nytænke beskæftigelsespolitikken på en måde, hvor vi åbner op for nye og mere fleksible arbejdsformer. Det kan være delejobordninger, en kortere arbejdsuge eller andre forslag, som kan gøre arbejdslivet mere fleksibelt, således at det nemmere kan tilpasses den enkeltes arbejdsevne og behov.

I forhold til den dobbelte skævvridning, som tilbagetrækningsordningerne nu medfører, mener vi, at man bør tænke i en differentieret pensionsalder. En tidlig debut på arbejdsmarkedet bør give anledning til en tidligere pension. Det giver ikke mening, at pensionsalderen hæves som en lige linje for alle lønmodtagere, når nogle har haft et langt længere og fysisk og psykisk hårdere arbejdsliv end andre. Og når det samtidig er denne gruppe, der typisk ikke stiger så meget i levetid, så giver det endnu mere mening at sænke pensionsalderen for dem.

Der er helt klart udfordringer i konkret at udarbejde en fleksibel differentieret pensionsalder, men det kan lade sig gøre, og det har vi bl.a. set i Tyskland. Helt konkret kan tyskere, som har været 45 år på arbejdsmarkedet, trække sig tilbage som 63-årige, hvilket er 2 år tidligere end den tyske pensionsalder på 65 år.

Vi er derfor meget skeptiske over for forslaget om en forhøjet pensionsalder og mener, det skal være på betingelse af, at vi indretter tilbagetrækningsordningerne på en måde, der ikke rammer socialt skævt og sikrer, at de mest nedslidte kan få en tidligere pension efter et langt arbejdsliv. Vi vil derfor gerne lægge op til et samarbejde om et ændringsforslag, der sikrer en mere fleksibel tilbagetrækningsordning. Vi skal huske, at for at behandle folk lige skal vi behandle dem forskelligt.

Tak. Det skyldes lidt tidspres, i og med at jeg som formand for Forsvarsudvalget skal være oppe i udvalgslokalet om 3 minutter.

Derfor bliver det ganske kort, at jeg skal meddele, at Konservative støtter lovforslaget. Vi er jo en del af den aftale, der ligger bag, så det kommer ikke bag på nogen, at vi gør det, og at vi ligesom regeringen synes, at det giver mening, at vi lader pensionsalderen følge med aldersudviklingen i befolkningen. Det ville være dejligt, hvis vi ikke skulle gøre det. Men for os at se er det simpelt hen drevet af økonomisk nødvendighed. Vi er desværre nødt til at bede folk om at arbejde lidt længere, for at vi kan få samfundsøkonomien til at hænge sammen.

Tak. Jeg vil gerne takke for ordførernes indlæg her ved førstebehandlingen af lovforslaget om regulering af folkepensionsalderen. Der er, som det også er fremgået af debatten, tale om første gang, vi regulerer folkepensionsalderen på grundlag af udviklingen i levetiden. Disse reguleringer, som blev indført ved velfærdsreformen, har gjort Danmark til et foregangsland med hensyn til at sikre de offentlige finansers langsigtede holdbarhed.

Der var bred tilslutning til indførelsen af denne regulering, og debatten i dag viser, at det heldigvis fortsat er tilfældet. Det er jo en lidt speciel reguleringsmekanisme, for selv om reguleringen er fuldt ud fastsat i loven, skal den vedtages af Folketinget. Men jeg synes faktisk, at det er hensigtsmæssigt. Folketinget får på den måde lejlighed til hvert femte år at diskutere folkepensionsalderen og de dertil knyttede problemstillinger. Debatten her i dag har jo vist, at det er de gjort brug af.

Samtidig er det også vigtigt, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved reguleringen. Det glæder mig derfor at konstatere, at der fortsat er bred opbakning til reguleringsprincippet.

Forligspartierne bag velfærdsreformen fandt, at forhøjelser af folkepensionsalderen skal ske ved lov og med en lang varslingsperiode. Det skete, fordi folkepensionsalderen har særdeles central betydning for borgernes planlægning af deres arbejdsliv og pensionsopsparing. Og det bidrager til at skabe ro om et område, der betyder rigtig meget for danskerne.

Formålet med reguleringen af folkepensionsalderen er jo at sikre, at danskernes stigende levetid også fører til flere aktive år på arbejdsmarkedet. Det bidrager til at sikre finansieringen af det danske velfærdssamfund mange år fremover og giver plads til større udgifter til sundhed og pleje, når der bliver flere ældre. Som debatten også viser, skal reguleringen af folkepensionsalderen ses i sammenhæng med mulighederne for at fastholde ældre på arbejdsmarkedet. Det er jeg enig i.

Den vigtigste forudsætning herfor er, at vi får skabt vækst og dermed arbejdspladser samt konkrete initiativer målrettet seniorerne i forbindelse med større reformer på beskæftigelsesområdet og i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

Jeg takker for indlæggene i dag og ser frem til en konstruktiv behandling af forslaget i Beskæftigelsesudvalget. Tak.

Nej, det er det ikke. Der har, som vi jo ved, været nogle bevillinger til tilsynet, der udelukkende er tilknyttet nogle særlige tilsynsindsatser, men samtidig er der i foråret truffet rigtig fornuftige beslutninger om et risikobaseret tilsyn, som kan målrette tilsynsaktiviteterne til særlig risikofyldte virksomheder. Vort mål på arbejdsmiljøområdet er ikke reduceret, hvad angår ambitionsniveauet. Vi ønsker et ordentligt arbejdsmiljø, vi ønsker at ligge i toppen i Europa, og vi har stadig væk Skandinaviens højeste udgifter til tilsynsaktiviteter, men vi satser på, at det sunde arbejdsmiljø udvikles nedefra, fra virksomhedernes ledelser, i virksomhederne, i samarbejde med medarbejderne og under en effektiv kontrol fra tilsynet.

Jeg deltager ikke i finanslovsforhandlingerne, så jeg ved ikke, hvad penge planlægges anvendt til. Men det er klart, at vi har haft den udfordring som regering, at der var færre penge i kassen, end man regnede med før valget, og derfor har det været nødvendigt med nogle hårde prioriteringer, også på mit ministerområde.

Det er jeg naturligvis indstillet på at der bliver set på under behandlingen. Men jeg vil godt advare imod, at man søger at tale alt sort. Altså, situationen er faktisk den, at vi lever meget længere end forudsat, at vi er meget sundere end forudsat. Den population af befolkningen, vi taler om her, er den, der har den laveste ledighed. Det er altså en ledighed, der er en del lavere end gennemsnittet af ledighedstallet. Mange af dem er rigtig sunde og raske og trives godt. Det, at der er færre, der har søgt seniorførtidspension, behøver altså ikke at være et problem. Det kan være udtryk for, at sundhedstilstanden er bedre, end man havde forudsat, da man lavede lovgivningen.