Det lovforslag, vi skal behandle nu, er en udmøntning af en politisk aftale, der er indgået om statsforvaltningens struktur. Aftalen er indgået mellem regeringspartierne, Enhedslisten og Liberal Alliance. Det er et forslag, som har mange implikationer. En af dem er, at antallet af medarbejdere i statsforvaltningerne reduceres fra næsten 700 til omkring 600, altså cirka 100 medarbejdere mindre, og et godt gæt ville være, at hvis lovforslaget var blevet fremsat af den forrige regering, VK-regeringen, ville ordførerne fra Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne formentlig tordne, at der nu fandt en massakre sted på statsforvaltningerne, idet man reducerer medarbejderstaben fra 700 til 600. Men nu er tingene jo skiftet, nu ser man anderledes på det, og det kan da måske være fint nok på mange måder.

Forslaget har til formål at ændre organiseringen af de nuværende fem statsforvaltninger til en samlet myndighed med én direktør, altså en enhedsforvaltning. Hensigten med det er at give statsforvaltningerne mulighed for, uden at man skal have en særskilt lovhjemmel, at kunne delegere opgaver til hinanden, sådan at man f.eks. ikke har en ophobning af sager i en statsforvaltning og ledig kapacitet i en anden statsforvaltning, men man kan sende sagerne rundt fra den ene til den anden. Det er sådan set fornuftigt nok. Desuden giver forslaget ægtefæller en hurtigere og lettere mulighed for skilsmisse. Man kan fremover få straksskilsmisse, hvis man er enige om det uanset årsagen til skilsmissen, og så skal man altså vente 6 måneder, hvis der er uenighed.

Så vil der også blive indført en række gebyrer for statsforvaltningens ydelser. Fremover skal det eksempelvis koste intet mindre end 1.500 kr., hvis man ønsker at klage over det hustrubidrag eller husbondbidrag, må det hedde, som man skal betale. Det er et ret markant gebyr, det kan vi godt sige fra Venstres side, og jo eksempelvis tre gange højere end det gebyr, man opkræves, hvis man klager til Naturklagenævnet.

Venstre mener, at forslaget om at indføre en enhedsorganisering, altså selve den del af det, grundlæggende er en god idé. En enhedsforvaltning kan sikre en bedre mulighed for koordinering mellem de lokale statsforvaltninger og dermed altså en højere grad af ensartethed i afgørelserne og forhåbentlig også en højere kvalitet i afgørelserne. Man vil også få mulighed for at udbrede den bedste praksis i sagsbehandlingerne til hele landet.

Vi mener dog ikke, at det forslag, der er fremlagt, er den rigtige model, den rigtige måde at gøre det på. Det fremlagte lovforslag til omstrukturering medfører nemlig en række negative konsekvenser, som vi ikke kan støtte. Lad mig nævne noget af det: Forslaget medfører en helt unødvendig centralisering af statsforvaltningen, idet man med forslaget lægger op til at lukke lokalkontoret i Ribe, og man lægger også op til, at der skal flyttes arbejdspladser væk fra kontoret i Nykøbing Falster. Samtidig vil man udvide i Aalborg, hvor der bliver tilført 120 ekstra arbejdspladser.

Derved flytter man altså arbejdspladser fra udkanten af Danmark til Danmarks tredjestørste by, og man ønsker at gøre dette, på trods af at der ikke foreligger noget fagligt belæg for, at en centralisering af arbejdsopgaverne vil medføre en forbedring af opgaveløsningen.

Et andet problem ved at lukke afdelingen i Ribe er jo altså også, at nogle borgere vil få væsentlig længere til statsforvaltningen, når de skal have behandlet deres sag om en skilsmisse, om børnebidrag osv. Jeg vil godt henvise til nogle af de høringssvar, der er kommet. Dansk Socialrådgiverforening skriver bl.a., at foreningen opfordrer til, at lukningen af Ribe-kontoret genovervejes, sådan at borgerne i Sydvestjylland får de samme muligheder for at benytte de tilbud, som følger af forældreansvarsloven, som man har i resten af landet. Det forhold, at borgeren selv kan vælge center, kan medføre, at ressourcerne på de enkelte centre ikke modsvarer det antal borgere, der henvender sig, og konsekvensen kan igen blive, at sagsbehandlingstiden vokser. Danske Advokater og Danske FAMILIEadvokater skriver i deres høringssvar, at de forudsætter, at der sikres den fornødne borgernærhed og påpeger behovet for hensyntagen til borgernes mobilitet og transportmuligheder.

Det gør man jo altså ikke med forslaget. Der er en artikel i dagbladet BT, hvori man omtaler lukningen af statsforvaltningen i Ribe, og hvor man har nogle eksempler på, at eksempelvis en borger fra Oksbøl, der ønsker at benytte offentlig transport og skal til et møde i statsforvaltningen kl. 9.00, er nødt til at tage af sted aftenen før kl. 23.00. Så det er altså ikke fuldstændig ligegyldigt.

Venstre støtter altså en enhedsforvaltning, men ikke en øget centralisering, og på den baggrund kan Venstre ikke støtte forslaget.

I dag skal vi behandle det lovforslag, der gør, at om ganske få år er separation noget, men kun kan læse om i historiebøgerne. Separation er en fantastisk mulighed; separation er det, der gør, at man kan have god tid til at tænke sig om, når man skal træffe en så, hvad kan man sige, fatal beslutning, som har konsekvenser for en selv, ens ægtefælle og ens børn. Derfor er det rigtig vigtigt, at man har rigelig tid til at tænke sig om. Det er vigtigt, at man ikke træffer sådan en beslutning over hals og hoved.

Jeg tror, at alle de mennesker, der har prøvet at være gift i rigtig mange år, kan nikke genkendende til, at det indimellem hænder, at man godt kan ønske sin ægtefælle hen, hvor peberet gror. Det vil være utrolig sårbart, hvis man i sådan en situation bare kan indsende en separationsanmodning sammen med 900 kr., og så er det ordnet på ingen tid. Med det her lovforslag åbner vi op for, at borgerne får mulighed for at træffe så alvorlige beslutninger i affekt, de får mulighed for at træffe beslutninger, der påvirker dem selv og deres børn, i en oprevet sindstilstand. Det er noget, der bekymrer os rigtig meget i Dansk Folkeparti.

Vi har alle sammen som folketingsmedlemmer fået de papirer, jeg står med her, om Ungeparlamentet. En række unge i folkeskolens ældste klasser var herinde på Christiansborg og lege politiker for en dag, og ud af det kom der forskellige lovforslag, som de havde lavet. Og det er faktisk meget interessant at bladre igennem og se, fordi de jo laver lovforslag ud fra, hvad det er, der interesserer dem i deres liv. Derfor kan man se en hel masse om separate badekabiner og idrætsundervisning og engelsk for 1. klasse. Og blandt de her lovforslag har de også lavet et lovforslag, der hedder: Lov om obligatorisk parterapi for gifte par, som ønsker at søge skilsmisse. Hvordan kan det være, at det er noget, der interesserer unge mennesker? Det er da selvfølgelig, fordi de unge mennesker står i en situation, hvor deres forældre er blevet skilt, og fordi de har oplevet, hvor ondt det gjorde, da forældrene blev skilt, og fordi de unge mennesker ville ønske for deres forældre, at de havde fået muligheden for at få noget hjælp til deres ægteskab i stedet for at kunne accelerere processen og gøre det endnu hurtigere forbi.

En del af forslaget handler om det, der hedder vilkårsforhandling. Det er en rådgivning, man i dag bliver tilbudt, når man står i en skilsmisse, og som fra nu af både skal være noget, man aktivt skal vælge til, og som man skal betale 1.000 kr. for. Det vil sige, at på et tidspunkt, hvor man i forvejen betaler 900 kr. for en skilsmisse, skal man oven i det betale 1.000 kr. for den ekstra rådgivning. Det er 1.900 kr. i en situation, hvor man er enormt sårbar, og hvor ens fremtidige økonomi er usikker. Det vil gøre, at rigtig mange fravælger den rådgivningsmulighed, og det er trods alt den rådgivning, der gør, at man kan komme med alle de spørgsmål, man har. For gudskelov har de fleste ikke prøvet at være i sådan en situation før, så de kan have en masse spørgsmål om: Hvad gør vi lige i forhold til bodeling? Hvad gør vi i forhold til forældremyndighed og samvær? Hvordan griber vi lige det hele an?

Det behov kan folk have, og det gør jo så, at nu, hvor de skal betale så meget for det, vil de fravælge det. Og hvad sker der så, når de fravælger det? Så sker der det, at de i stedet for kan risikere senere at havne i konflikter. Så har vi dem hængende i statsforvaltningen og i retterne og det hele, fordi de ikke fik den rådgivning, de havde behov for.

Ydermere står der i forslaget, at det forventes, at indførelsen af gebyrer på separation og vilkårsforhandling kan have en vis adfærdsregulerende effekt. Med andre ord ønsker regeringen at adfærdsregulere folk, så de ikke længere har den tænkepause; at adfærdsregulere folk, så de træffer beslutninger over hals og hoved; at adfærdsregulere folk, så de ikke søger den rådgivning, de kan have behov for i en sårbar situation.

I Dansk Folkeparti har vi ingen interesse i, at staten skal ind at tjene penge på andre menneskers sorg og ulykke. Vi har ingen interesse i at sabotere flest ægteskaber på kortest mulig tid. I Dansk Folkeparti har vi en interesse i at hjælpe vores borgere, når de står i den sårbare situation, det kan være, at der er knas i ægteskabet, og vi har også en interesse i at hjælpe vores borgere, når de står i en situation, hvor de skal skilles, og hvor de skal videre i deres liv og lande på benene i deres nye tilværelse. Så har vi en interesse i at hjælpe dem med al den rådgivning, de har behov for. Og derfor kan vi ikke støtte lovforslaget.

I dag behandler vi lovforslaget angående en ændring i organiseringen af statsforvaltningerne, regelforenklinger og omkostningsdækkende egenbetaling på det familieretlige område. Lovændringen dækker over en række ændringer, som vi også har hørt i dag, men jeg vil bruge min taletid på at fokusere på nogle af områderne.

Det første er vedrørende ændringen af statsforvaltningen, så de nuværende fem statsforvaltninger fremover bliver organiseret i en fælles forvaltning. Det er vi i SF positive over for, da det kan give en bedre mulighed for en mere ensartet og effektiv sagsbehandling på tværs af de fem nuværende regioner. Det betyder både, at vi bruger de offentlige ressourcer bedre, og at vi sikrer en bedre kvalitet i sagsbehandlingen, fordi man skaber mere fagligt robuste miljøer, da man centraliserer de forskellige faglige miljøer, der i dag er spredt ud over alle statsforvaltningens mange kontorer. Samtidig får borgerne selv ret til at vælge, hvilket regionalt center de ønsker at benytte, og den frihed er jeg sikker på mange borgere vil tage godt imod.

Sammen med det frie valg vil ressourcerne naturligvis følge med borgerne. Det betyder, at det giver mulighed for en bedre prioritering af ressourcer på tværs af lokaliteterne og fagområder i forhold til det ændrede behov. Med samlingen af statsforvaltningerne ønsker vi derfor ikke at flytte statsforvaltninger væk fra borgerne, tværtimod. Vi fjerner de kunstige regionsgrænser på statsforvaltningsområdet og effektiviserer og sikrer, at ressourcerne bliver brugt på borgerne frem for administration. Det gør vi bl.a. ved at samle hjælpefunktionerne under en enhed. Samtidig sikrer vi, at den direkte kontakt med borgerne bibeholdes, idet vi bevarer ni ud af ti af de nuværende centre, så hjælp, rådgivning osv. sker så tæt på borgerne som muligt.

Med hensyn til ændringen for tidsfrister i sagsbehandlingen ved skilsmisser er jeg virkelig glad for det forslag. Det kan ikke være til gavn for nogen af de implicerede parter i en skilsmissesag, at sagsbehandlingen trækker ud. Her tænker jeg ikke kun på ægtefællerne, men også børnene, som er de virkelige ofre i skilsmissesager. Der er derfor al mulig god grund til denne ændring, som selvfølgelig ikke udelukker mulighederne for vilkårsforhandling.

I forlængelse af sagsbehandlingen af skilsmisser vil jeg lige give et par kommentarer i forhold til klagefristen i forbindelse med sager om børne- og ægtefællebidrag. SF finder det passende, at der bliver en klagetid på 4 uger. Det giver borgerne en fair chance for at klage over en afgørelse, hvis det er det, der ønskes, men samtidig går modparten heller ikke i uvidenhed om den endelige afgørelse i unødvendig lang tid. Derudover formindsker en klagetid på 4 uger, at en klage bliver et instrument for at genere modparten ved at trække klagetiden ud i så lang tid som muligt. Det bør derfor være i alles interesse, at vi nu indskrænker klagetiden til 4 uger.

SF stemmer for forslaget.

Tak for det. Den opmærksomme seer eller tilhører vil kunne konstatere, at alt er ved det gamle. Når en regering kommer med et forslag om større strukturelle ændringer, er betydelige dele af oppositionen normalt imod. Da kommunalreformen rullede over skærmen, var rollerne bare byttet om. Da den daværende regering kom med forslag om større strukturelle ændringer, var store dele af den daværende opposition imod. Nu sidder den daværende opposition så i regering og kommer med et forslag, og så er alt ved det gamle. Jeg ved ikke, om det sådan er en øvelse, vi har herinde, men egentlig er det ærgerligt, at Folketinget ikke står mere sammen, når det gælder den slags strukturelle ændringer, som vi her taler om.

I Liberal Alliance går vi nemlig ikke op i, hvilken farve regeringen har, men hvordan forslaget er, og hvilken vej det trækker. Virkeligheden er, at på grund af at den nuværende regering – altså den daværende opposition – var med til at skabe det der lidt elendige forhandlingsklima omkring kommunalreformen, så blev det faktisk opgivet at gøre mere ved statsamterne, end det, man gjorde i forlængelse af at nedlægge amtskommunerne, selv om det på det tidspunkt blev diskuteret – altså i den daværende regering, som er den nuværende opposition – at der faktisk var behov for ændringer.

Det har den nuværende regering så taget op, og den er kommet med et forslag til ændringer. Derfor kan det måske undre, at der ikke er bred opbakning, når nu den nuværende regering er kommet til fornuft i forhold til tidligere tiders synspunkter. Men sådan er det. Det her er faktisk et alvorligt forslag, som på det familieretlige område omhandler forhold, der er særdeles følsomme for mange mennesker, f.eks. opløsning af ægteskab, forældremyndighed, samvær, bopæl, underholdsbidrag, faderskab, adoption osv. Vi skal være helt opmærksom på, at det er områder, hvor myndighederne faktisk er klar til at yde den bistand, der skal ydes, til mennesker, der er kommet i en vanskelig situation, og som har behov for den offentlige forvaltning på det pågældende område.

Dertil skal man så lægge, at der har været lidt diskussion om, om ikke myndighederne burde have et system, der så at sige bad folk om at tænke sig om en ekstra gang, hvis de ville skilles. Man kan også sige, at vi burde respektere den personlige frihed på den måde, at når folk måske har været igennem en grundig overvejelse, så skal myndighederne ikke stå og sætte yderligere besværligheder op for de mennesker, som er i en vanskelig situation. Så skal man faktisk hjælpe til.

Derfor vil jeg gerne sige, at Liberal Alliance støtter det her lovforslag, og vi gør det som en del af den aftale, som også omfatter det næste lovforslag, vi skal behandle. Og så vil jeg nævne, at når vi gør det, så vil vi faktisk godt fremhæve, at der har været et fint forhandlingsklima omkring det, og det skal forstås som ros til ministeren. Og nu er det fredag formiddag, så vi skal se at få en ende på det her, for ellers kan det hurtigt tage overhånd.

Men det har faktisk været et godt forhandlingsklima, og det har glædet os, at vi lige her op til forhandlingen har fået den redegørelse om, at man faktisk er godt i gang med at skabe den fortælling, der skal føre til en god stemning om de her ændringer. Det er helt rigtigt, at det betyder noget for både mennesker og arbejdspladser, og det er en god fortælling, som giver et godt resultat for de mennesker, der er i berøring med de her forvaltninger i en ofte vanskelig situation.

Så jeg synes, det er tid til, at vi hæver os lidt op og ser på det i helikopterperspektiv, og at vi ikke lægger sognerådspolitik ind over det her. Vi skal se på, hvad der skal gøres, for at myndighederne kan yde den service, der skal til for de mennesker, der er kommet i den her alvorlige situation. Derfor synes jeg, det er et godt forslag, regeringen kommer med. Derfor stemmer vi for.