Tak for det. Lovforslaget, som vi skal tage stilling til i dag, knytter sig til tre overordnede pinde: ønsket om at mindske belastningen af danske søer og vandløb; ønsket om at sikre det danske landskab, således at energiafgrøder ikke hindrer herlighedsoplevelsen af vores søer og vandløb og åbne land i det hele taget; og så ønsket om at give offentligheden øget adgang til naturen.

For os at se er der tale om tre fornuftige hensyn i et samfund, hvor det er afgørende vigtigt at sikre balancerne mellem et super effektivt og dygtigt landbrug og den natur, der skal kunne tåle erhvervets aktiviteter. Vi har ingen bebrejdelser mod den tidligere regering, der foreslog og fik vedtaget bræmmeløsningen med den kendte faglighed, at det er en fornuftig løsning over for et stort problem for vores natur at klare den påvirkning, et super effektivt landbrug medfører. Alternativet kunne være generelle begrænsninger i gødningstilførslen for at leve op til de mål, den tidligere regering forhandlede på plads med EU i tilknytning til vandrammedirektivet. Dette alternativ har vi ikke hørt fremsat i debatten.

Vi skal sikre en balance mellem den befolkning, der skal leve af og med et super effektivt landbrug. Uden balancerne på plads med fornuftige afvejninger risikerer vi, at forståelsen for det landbrug, vi gerne ser tjene samfundet og dets ejere på fornuftig måde, sættes over styr. Hvis forståelsen for måden at drive landbrug på undergraves af mangel på indsigt og gener, så risikerer vi modstand over for et erhverv, vi traditionelt har det godt med og er stolte af.

Befolkningen får med forslaget sikkerhed for, at det landskab, vi forbinder med et traditionelt herligt dansk natur- og landbrugsland kan bevares. Med lovforslaget får befolkningen også mulighed for at komme tættere på den natur og det landbrugserhverv, som mange på mange måder lever i fin harmoni med. Dette er jo ingen ny eller statsopfundet strategi. Når landbruget slår døren op for, at vi som borgere kan opleve de forårskåde kreaturer komme ud af staldene, så er det et udtryk for samme strategi, nemlig at give viden og indsigt i dyrenes og erhvervets vilkår, således at man kan undgå misforståelser og mytedannelser. På trods af at der nok ikke juridisk kan stilles krav om kompensation har både den tidligere og den nuværende regering tilkendegivet, at de vil arbejde for en sådan. En sådan kompensation skal imidlertid forhandles på plads med EU, for at der ikke kommer problemer med statsstøttebegreberne. Forhandlingerne vil finde sted i forbindelse med lovens vedtagelse.

Vi bakker naturligvis op om lovforslaget. Ligeledes vil vi inddrage de bemærkninger, som forslaget har kaldt frem, i det efterfølgende arbejde med loven.

Tak for det. Det Radikale Venstre ønsker en bæredygtig udvikling, hvor landbruget fortsat kan udvikle sig som det vigtige erhverv det er for Danmark, og hvor vi samtidig beskytter miljøet og genopretter naturen. Disse to hensyn, altså hensynet til landbrugets produktion og hensynet til naturen og miljøet, må balanceres over for hinanden; vi har behov for begge dele. Landbrugserhvervet og den afledte produktion, nemlig forædling og eksport, er et afgørende element i den danske økonomi, og vi skal derfor fortsat videreudvikle dette erhverv. Men den helt nødvendige forudsætning for, at dette kan lade sig gøre, er, at den udvikling, der er, er bæredygtig, ikke kun af hensyn til fremtidige generationers levevilkår, men også af hensyn til de fantastiske kvaliteter, der opnås for mennesker og selvsagt for dyr ved at være i naturen. Ud fra et naturhensyn er den store udfordring den, at den efterhånden sparsomme natur, vi har tilbage i landet, medfører en voldsom og alvorlig tilbagegang for planter og alle slags dyr, herunder nogle af de arter, der tidligere har været helt almindelige i Danmark – det gælder haren, og det gælder agerhønen.

Vi skal i dag førstebehandle forslag til lov om ændring af lov om randzoner, som med to væsentlige ændringer er et forslag, som den nuværende regering har overtaget fra den forrige regering. Alle anerkender, at vi har et problem med hensyn til udvaskningen af kvælstof og fosfor fra markerne i vandmiljøet, og det er et problem, som vi kan løse, ved at vi enten reducerer mængden af gødning på markerne, eller ved at vi etablerer randzoner. Jeg troede sådan set, da jeg mødte op her i dag, at alle var enige om det med randzonerne. Men jeg er efterhånden blevet lidt i tvivl om, hvor man står med hensyn til det, og om man mener, det er noget, der skal være ud fra et princip, eller man mener, at det skal være noget midlertidigt; jeg regnede i hvert fald i udgangspunktet med, at de tidligere parter stod bag det, de havde vedtaget. Den nuværende regering foreslår så yderligere, at randzonernene skal være udyrkede, og at offentligheden kan få adgang.

Reaktionerne på lovforslaget har været mange, og herunder har der både været reaktioner, der har været stærkt kritiske, og reaktioner, der har været stærkt positive. Det gør indtryk på mig som politiker, at et lovforslag kan fremkalde så mange og så stærke reaktioner, og derfor kan jeg også forsikre alle for, at vi har arbejdet ret indgående med de kritikpunkter, der har været rejst, ligesom vi også har glædet os over de mange positive høringssvar, der er kommet ind. I Det Radikale Venstre mener vi, det er en fantastisk god idé med et forbud mod dyrkning af energiafgrøder i randzoner. Hvis det var sådan, at der blev dyrket hurtigtvoksende energiafgrøder helt ned til vandløb og åer, ville det utvivlsomt medvirke til at ændre ikke blot det danske landskab, men også ændre betingelserne for det vilde dyreliv, og det er det modsatte, vi har behov for.

Vi mener også, det er en god idé, at man giver offentligheden adgang. En væsentlig forudsætning for, at befolkningen kan nyde naturen, og at den er villig til at prioritere ressourcer til naturgenopretning, er, at der er adgang til den. Det er også et kendt dansk princip, at offentligheden er sikret adgang til skov og strand. Det er i øvrigt vores forventning, at der vil blive meget mindre trafik langs vandløbene, end landmændene umiddelbart forestiller sig. En forskningsbaseret undersøgelse fra Københavns Universitet, der er fra sidste år, altså 2011, viser, at det er meget få af de lodsejere, hvis arealer der allerede er offentlig adgang til, der oplever gener i forbindelse med færdsel ved vandløbene, og her er der altså vel at mærke tale om de steder, hvortil adgangen er lettest og der derfor er mest færdsel, og hvor man kunne forvente de fleste gener.

Jeg vil i den forbindelse dog også tilføje, at vi i Det Radikale Venstre har forståelse for, at det er noget, der kan vække vrede hos og kan føles krænkende af de landmænd, der som følge af lovforslaget må åbne mere op for offentligheden. Her mener vi dog det er væsentligt, at der også bliver tale om, at det bliver en adgang med begrænsninger, f.eks. arealmæssigt, altså at det er maks. 5 pct. af det samlede areal, der kan komme i betragtning, og som der kan gives adgang til. Med hensyn til offentlighedens adgang vil det også kræve, at randzonen ligger i forbindelse med en offentlig vej eller sti, og naturbeskyttelsesloven gælder jo faktisk, den ændring indfører man også her, også for randzoner. Det betyder, at adgangen til et område, hvor det i forhold til de arter, der er der, eller perioden på året kan være behov for at begrænse adgangen, selvfølgelig vil kunne begrænses.

Endelig vil der sandsynligvis være så stor en del af randzonerne, der vil være så tilgroet med brændenælder og andre ufredelige arter, at det vil holde menneskene ude, men som til gengæld vil give leveplads for andre levende væsener, altså dyr. Der er i høringssvarene blevet sat spørgsmålstegn ved, om randzoneforslaget reelt er udtryk for, at der sker en ekspropriation. Det er noget, der har været påstået i læserbreve og aviser, og som har været nævnt i høringssvarene. Den private ejendomsret er i Danmark en grundlovsfæstet rettighed, og derfor har vi da også set på det her spørgsmål med meget, meget stor alvor.

Det Radikale Venstre er i den forbindelse tryg ved, at ministeriet har været i tæt dialog med Kammeradvokaten om spørgsmålet, og så er det jo altså helt afgørende, at der her er tale om en generel regulering, som påvirker alle jordejere. Sådanne generelle regler betragtes traditionelt ikke som ekspropriation i grundlovens forstand. Det var f.eks. derfor, at man i 1917 kunne vedtage naturfredningsloven, der gav danskerne adgang til strande og senere til private skove, uden at staten her skulle betale erstatning.

Landmændene vil blive kompenseret for randzonerne, og det vil de blive, uagtet at staten faktisk ikke er forpligtet til at gøre det. Derudover vil de fortsat modtage den almindelige hektarstøtte i form af enkelttilskudet, de vil kunne søge om særlige tilskud, hvis det er sådan, at de plejer arealet, og støtten til energiafgrøder sættes op. Disse energiafgrøder må så dyrkes på de arealer, der ikke ligger i randzonerne, men hvis man gør det på den måde, får man nok også et bedre udbytte ud af det. Såfremt der måtte være enkelte landmænd eller enkelte organisationer, der efter lovbehandlingen fortsat vil opfatte randzoneloven som ekspropriation, vil det være op til domstolene at afgøre sagen.

Samlet set fører disse overvejelser til, at vi kan støtte lovforslaget.

Jeg havde godt nok ikke tænkt over, at det skulle være under debatten om randzoner, at SF i dag skulle springe ud som et ægte socialistisk parti igen, men det kan jeg forstå er sket, og det synes jeg da kun er positivt. Jeg kiggede lige på, hvad jeg sagde i min tale, da vi havde førstebehandlingen af det forslag, som den gamle regering fremsatte, og der startede jeg også med at udtrykke stor glæde ved og begejstring over tanken om at etablere dyrkningsfrie randzoner. Der var jeg ikke helt klar over, at det var, fordi Venstre i virkeligheden var i gang med at starte en snigende socialiseringsproces. Det havde jeg ikke tænkt over. Men det viser, at instinkterne fungerer, og det er jo altid beroligende. I øvrigt synes jeg, at tanken om, at socialisme skulle være lig befolkningens fri adgang til naturområder, er en god parole, det kan skabe stor opbakning til socialismen, så tak for hjælpen. (Munterhed).

Så vil jeg i øvrigt sige, at jeg på en eller anden måde synes, det er godt, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti har lært at læse høringssvar. Advokatrådet skriver i sit høringssvar, at de gerne havde set, at der i lovforslagets bemærkninger var optaget en nærmere analyse af indgrebets intensitet med henblik på en vurdering af forholdet til grundlovens § 73, og når det så udlægges, som om Advokatrådet har sagt, at her er der virkelig en konflikt med grundlovens § 73, så vil jeg bare sige, at hvis man havde læst høringssvar på samme måde, da man havde regeringsmagten, så er der rigtig, rigtig meget lovgivning i det her land, der ikke var blevet til noget. Og jeg ved det, for jeg har brugt høringssvar fra Advokatrådet rigtig, rigtig mange gange mod den tidligere regering, og da havde man altså en sådan lidt mere afslappet holdning til Advokatrådet – også når de formulerede sig lidt mere skarpt.

Enhedslisten synes, at ideen om at etablere dyrkningsfri randzoner er en rigtig god idé. Det er med den viden, vi har i dag, en god og billig måde at reducere landbrugets forurening på. Jeg tror sådan set, at man i industrien havde villet være taknemmelig, hvis man, hver gang man skulle gennemføre en foranstaltning for at reducere forureningen, havde fået en kompensation. Det fik man ikke, men lad det være. Den nuværende regering er indstillet på at være venlig og forstående over for landbruget, og det vil vi ikke forhindre dem i i den her sag, men jeg synes alligevel, det skal med. Vi diskuterede det lidt, da vi havde første behandling af den gamle regerings lovforslag, for jeg stillede det spørgsmål, at jeg synes, jeg havde lidt svært ved at forstå, at dyrkningsfri randzoner var sådan nogle, hvor man dyrkede energiafgrøder. Det havde vi en lang diskussion om dengang, og det kom vist frem i den debat, at der ikke kom mere biodiversitet og mere natur af at dyrke energiafgrøder. Heldigvis kunne den daværende minister berolige mig med, at der næsten ikke ville blive dyrket nogen energiafgrøder, og Landbrug & Fødevarer sagde også dengang, at det overhovedet ikke var nogen kompensation, det var intet værd, man fik ikke noget som helst ud af det, for ingen steder ville man gøre det, for man kunne jo ikke dyrke det, når ikke man måtte gøde og sprøjte med gift. Nu, hvor man ikke må det mere, er det selvfølgelig et alvorligt indgreb, som for alvor vil ødelægge landbrugets indtjening. Det er måske ikke helt troværdigt, vil jeg sige. Jeg vil i hvert fald sige, at når man forsøger at bruge naturargumentet imod det her lovforslag, så skal man altså bare forsøge at bilde os ind, at der vil komme mere biodiversitet og mere natur, hvis man dyrkede energipil, end hvis man lod være.

Til spørgsmålet om offentlighedens adgang: Så vidt jeg har forstået, går det her forslag ud på, at man giver offentligheden adgang i overensstemmelse med de regler, der er i naturbeskyttelseslovgivningen. Det vil sige, alle de muligheder, som den giver for at gribe ind af hensyn til naturen, eksisterer. Så er der ydermere nogle ekstra muligheder, hvor man forsøger at beskytte landmændene mod nogle ubehageligheder i forbindelse med det, at der kommer offentlig adgang. Det synes jeg også er helt i orden, og det er godt. Man kan også konstatere, at de organisationer, som har det primære formål at interessere sig for fuglenes liv, for naturen osv., jo også støtter det her lovforslag.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at når jeg, uden at jeg dog vil opfatte det, som om regeringen har betrådt socialismens vej, er meget glad for det her lovforslag, er det jo, fordi det er et godt eksempel på, at regeringen og regeringspartierne sammen med Enhedslisten leverer det, vi lovede før valget. Da vi diskuterede regeringens oprindelige forslag, stillede vi to ændringsforslag. Min beskedenhed forhindrer mig i at sige, hvad det var for et parti, der stillede dem, men vi stillede to ændringsforslag, som den daværende opposition var enig om. Det første var, at vi ville fjerne muligheden for at dyrke energiafgrøder, og det andet var, at vi ville sikre offentligheden adgang. Så det her er et rigtig godt eksempel på, at der er rigtig mange løfter, som den nuværende regering holder, og at der er rigtig mange løfter, som Enhedslisten hjælper den med at holde. Jeg håber på, at det kan danne inspiration i det videre politiske arbejde. Skulle det skabe lidt vrede hos de borgerlige partier, tager vi jo det med.

Lad mig slå to ting fast med det samme. For det første er Det Konservative Folkeparti tilhænger af gældende lov, og for det andet er vi modstandere af de ændringsforslag, som det lovforslag, vi behandler her i Folketinget i dag, har med. Så burde det være på plads, så vi ikke får alle de der præfabrikerede spørgsmål, som jeg ikke mener er relevante i forhold til lovbehandlingen i dag.

Jeg vil også meget gerne gøre det klart, at vi er modstandere af forslaget, og at vi vil benytte enhver chance for at ændre forslaget, hvis det skulle komme til tredje behandling og blive vedtaget, så det er den nuværende retstilstand, der kommer til at gælde fremadrettet. Vi håber, at Folketinget undervejs i udvalgsbehandlingen vil lytte til alle de meget relevante indvendinger, der er kommet imod forslaget, så det ikke bliver vedtaget.

Hvorfor så det? For det første er lovforslaget et voldsomt indgreb i den private ejendomsret. Advokatrådet efterlyser en nærmere analyse af indgrebets intensitet i forhold til grundlovens § 73. Det vil vi forfølge under udvalgsbehandlingen, og jeg vil gerne kvittere særligt Enhedslisten for at have tilkendegivet, at det er noget af det, der skal undersøges meget grundigt undervejs i udvalgsbehandlingen, for at dette lovforslag overhovedet kan komme til tredje behandling. Forslaget er udtryk for et meget voldsomt indgreb i den private ejendomsret, og det er også et brud med adgangsforliget fra 2002 og et skridt i den forkerte retning i forhold til at beskytte naturen. Vi er af den principielle opfattelse, at det er yderst problematisk, at man giver offentligheden adgang til private arealer, der er købt og betalt af ejeren, og som der skal betales skat af, men som andre rejse frit skal kunne benytte.

Forslaget vil også få vidtrækkende konsekvenser for den danske natur. Tidligere beskyttede sø- og vandløbsbredder vil blive åbne for fri adgang. Det vil markant forrykke balancen mellem beskyttelse og benyttelse og vil mindske lodsejernes tilskyndelse til at etablere ny og mere varieret natur. Danmark er et land med et lille areal i forhold til en stor befolkning. Der er ikke mange steder, hvor dyre- og plantelivet ikke er udsat for forstyrrelser. På den anden side er det jo vigtigt, at befolkningen har gode muligheder for at opleve naturen og også for at dyrke friluftslivet. Derfor er balancen mellem beskyttelse og benyttelse vigtig for både natur og friluftsliv, for lodsejerne og for hensynet til privatlivets fred, ejerens handlefrihed og ejendommens økonomi. Den balance er aftalt forud for ændringerne af naturbeskyttelsesloven i 2004, hvor offentlighedens adgang blev udvidet.

Det, der er bekymrende ved lovforslaget, ud over det helt og aldeles uacceptable i, at man lovgiver i blinde, og hverken kender kortmateriale, kompensation eller andet, er faktisk, at den adgang til randzonerne, som man nu lægger op til, kommer til at skabe nye forstyrrelser på langt mere end de 50.000 ha randzoner, som lovforslaget omtaler. Mange små og uopdyrkede områder ligger i dag uforstyrret hen, fordi der ikke er adgangsveje til de områder, og derfor er der ikke lovlig adgang til dem. De ligger typisk nær vandløb og søer. Nu bliver der adgang til randzonerne, og dermed bliver der så også automatisk lovlig adgang til sådan uforstyrrede udyrkede arealer. Det bliver en utilsigtet konsekvens af lovforslaget, og det er noget af det, vi også vil dyrke under udvalgsbehandlingen.

Jeg har stillet det som spørgsmål til mange af ordførerne i dag, for jeg synes, at det, der er bemærkelsesværdigt ved høringssvarene – ud over Advokatrådets høringssvar – er, at lodsejerne ikke står alene med modstanden mod at få deres private ejendomsret indskrænket. Miljøministerens eget rådgivende udvalg, Vildtforvaltningsrådet, har haft møde her den 13. marts og har behandlet randzonelovforslaget, og de vurderer, at forslaget om adgang til randzonerne vil have væsentlig betydning for den vilde flora og fauna, og at disse konsekvenser bør være nærmere analyseret forud for forslagets vedtagelse. De anbefaler også, at naturbeskyttelseslovens regler om skelnen mellem dyrkede og udyrkede arealer også kommer til at gælde for randzonerne, og det betyder, at arealer, der slås en gang årligt, vil det ikke være adgang til for offentligheden. Det er selvfølgelig også noget af det, vi vil forfølge under udvalgsbehandlingen.

Som sagt er vi også meget bekymrede over den proces, der er sat i gang, for en ting er, at vi kan være politisk uenige om, hvorvidt det her er en god og dårlig idé, men at fremsætte et lovforslag, som rent faktisk kriminaliserer landmænd, der allerede har sået, hvis man skal følge den kadence, som lovforslaget lægger op til, synes jeg er ekstremt problematisk. Man skal naturligvis vide, hvilke randzoner der er med, hvilke der er undtaget, og hvorledes 5-procents-loftet benyttes. Jeg synes i det hele taget, at det er meget vigtigt, at disse manglende oplysninger kommer til at stå lysende klart, før lovforslaget træder i kraft. Jeg har hørt flere af regeringspartiernes ordførere sige i deres svar, at hvis tingene ikke står lysende klart, når vi når den 1. september, kommer der naturligvis undtagelsesbestemmelser og dispensationsmuligheder. Det er selvfølgelig også noget det, der skal dyrkes under udvalgsbehandlingen, så vi har et klart ord for, at folk, der har handlet i god tro, ikke bliver ramt af det.

Det bedste ville efter vores opfattelse være, at man droppede lovforslaget. Der er ikke noget ønske om det. Så sent som i 2011 blev der lavet en undersøgelse i befolkningen, og der er ikke nogen, der råber og skriger efter øget adgang. Men hvis ministeren ikke vil lytte til den voldsomme kritik, der har været, og absolut vil køre videre med forslaget, er vores anbefaling at lade Natur og Landbrugskommissionen vurdere det, så de drastiske indskrænkninger i den private ejendomsret og de konsekvenser, det har for flora og fauna, bliver ordentligt belyst, inden man kaster sig ud i det.