Radio- og fjernsynslovgivningen giver i dag ikke mulighed for, at Radio- og tv-nævnet kan inddrage programtilladelser eller bestemme, at programvirksomhed skal indstilles, selv om en radio- eller tv-station med sin programvirksomhed fremmer terrorisme. Det er jo et forhold, som det er blevet relevant at lovgive om i forlængelse af Københavns Byrets dom i straffesagen om Roj TV i januar 2012.

For Socialdemokraterne står det helt klart, at vi må sikre, at der kan skrides ind over for radio- og tv-stationer, som opfordrer til terrorisme. Derfor støtter vi naturligvis også lovforslaget. I forvejen har Radio- og tv-nævnet mulighed for at skride ind, hvis til tv- og radiostationer overtræder straffelovgivningen ved f.eks. i programmer at tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans. Og det må naturligvis også gælde, hvis programmer handler om at fremme terrorisme.

Hvad menes der så med at fremme terrorisme? Det er et af de spørgsmål, som er stillet under høringen af lovforslaget. Ja, det kan f.eks. være, hvis en tv-station afholder en tv-transmitteret pengeindsamling til fordel for en organisation, der udøver terrorhandlinger. Det vil også kunne være tilfældet, hvis en radio- eller tv-station hjælper personer eller grupper med at hverve eller træne andre til at begå terrorisme, eller hvis man på, som der står, en egnet måde giver råd om, hvordan en konkret terrorhandling planlægges eller udføres.

Derimod omfatter lovbestemmelserne ikke, hvis der i programmer forekommer rene sympatitilkendegivelser, da det naturligvis skal være muligt at kunne gengive synspunkter i befolkningen og i samfundet. Det er også på den baggrund, at det i loven fastsættes, at Radio- og tv-nævnet udelukkende vil kunne stoppe programvirksomheden, hvis der er tale om en generel redaktionel beslutning eller der er tale om en redaktionel linje om at ville fremme terrorisme. Igen: Det skal selvfølgelig være muligt at kunne referere, hvad terrororganisationer eller sympatisører siger eller gør. Loven sigter udelukkende på at kunne lukke stationer, der aktivt bidrager til at fremme terrorisme.

For at sikre de nødvendige kompetencer til at kunne behandle præcis den her type sager lægger loven op til, at man ved behandlingen af sagerne udvider Radio- og tv-nævnet med yderligere juridisk ekspertise, nemlig en byretsdommer, som udpeges af Den Danske Dommerforening, og et medlem med særlig strafferetslig indsigt, som udpeges af kulturministeren.

Endvidere giver loven mulighed for en hurtig domstolsprøvelse af Radio- og tv-nævnets beslutninger om, hvorvidt reglerne om beskyttelse af mindreårige er overtrådt, om programmer må anses for at tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans, eller om programmerne må anses for at fremme terrorisme. Den her særlige adgang til domstolsprøvelse består helt enkelt i, at den pågældende radio- eller tv-station blot skal begære sagen indbragt for retten, og så sker det. Man er således ikke nødt til at anlægge en egen civil retssag. Både dette og udvidelsen af Radio- og tv-nævnets juridiske kompetence handler naturligvis om at sikre retssikkerheden bedst muligt.

For Socialdemokraterne har lovforslaget derfor den rigtige og vigtige balance mellem at kunne forhindre, at radio- og tv-stationer medvirker til at fremme terrorisme, og samtidig sikre retssikkerheden. Faktisk forbedres retssikkerheden for radio- og tv-stationerne, idet det i dag ikke er sådan, at der er særlig juridisk kompetence i nævnet eller for den sags skyld mulighed for domstolsafprøvelse, når det gælder sager om tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans. Og som nævnt indledningsvis støtter Socialdemokraterne lovforslaget.

Jeg skal gøre det forholdsvis kort. Der er allerede sagt rigtig meget og meget godt fra denne talerstol.

Der er flere, der har været inde på noget, som er fuldstændig åbenlyst, og som jeg tror vi alle deler i Folketingssalen, nemlig hvor svært og grænseoverskridende det kan være for os alle at skulle lave indgreb i ytringsfriheden. Det er jo aldrig noget, der er morsomt. Det er bestemt ikke sjovt at have det på sin første arbejdsdag efter barselsorlov.

Men jeg vil sige, at fordi vi alle ser på sådan noget her med så stor alvor, synes jeg også, at man må sige, at der er blevet lavet et rigtig grundigt og omhyggeligt forarbejde af både Kulturministeriet, Justitsministeriet, af de relevante ministre og partier, der har engageret sig. Derfor synes jeg også, at det resultat, som vi forholder os til i dag, afspejler en rigtig god balance. Jeg synes, det er lykkedes at finde balancen mellem på den ene side muligheden for at kunne gribe konsekvent og ikke mindst hurtigt ind over for radio- og tv-stationer, der fremmer terrorisme, og på den anden side hensynet til den frie presse, til ytringsfriheden og til retssikkerheden.

Der er flere, der har nævnt, hvad der tæller på plussiden. Det vil jeg ikke gøre. Jeg vil blot nøjes med at sige, at Det Radikale Venstre støtter forslaget.

Nu kunne jeg forstå, at hr. fru Anne Baastrup var vikar for hr. Ole Sohn. Jeg synes, det ville være uvenligt at spørge fru Anne Baastrup om, hvad hr. Ole Sohn kunne finde på at svare, men jeg er glad for, at han vil kaste sig ind i arbejdet med stor iver.

Faktisk synes vi i Enhedslisten, at det er lidt mærkeligt at overvære en debat her i Folketingssalen, som handler om, hvordan vi kan gøre det nemmere at fratage radio- og tv-stationer deres sendetilladelse, altså i praksis reducere ytringsfriheden. Det synes vi er mærkeligt, fordi man næsten altid i debatter om ytringsfrihed indleder med en længere erklæring om, at dette er den absolut vigtigste frihedsrettighed, som der ikke må ske nogen indskrænkninger i.

Særligt et enkelt parti, nemlig Dansk Folkeparti, har ført an med det argument i årevis, og derfor er jeg måske lidt overrasket over, at Dansk Folkepartis ordfører på området ikke er i stand til at svare på spørgsmål om, hvordan det at støtte dette lovforslag, der indskrænker ytringsfriheden, stemmer overens med i øvrigt at ønske, at andre indgreb i ytringsfriheden fjernes. Jeg kan forstå, at det hensatte DF's ordfører i en sådan tilstand, at han var nødt til at holde et lille indlæg om en række forbrydelser, som han påstod at jeg skulle have været medskyldig i. Det siger vel lidt om, at Dansk Folkeparti nok er de ypperste repræsentanter for skallesmækkende mimoser i det her Folketing.

Udgangspunktet for den debat, vi i Danmark fører om ytringsfrihed, er jo som oftest, at vi grundlæggende mener, at det afgørende er, at der gribes ind over for handlinger og ikke over for ytringer. Så har vi den diskussion ved siden af det, hvor vi erkender, at ord godt kan betyde noget, og at ord godt kan føre til handlinger – derfor har vi en racismeparagraf, og derfor har vi de paragraffer, som handler om, at man ikke må opfordre til had osv.

Der kan være enkelte af de paragraffer, vi har i dag, som Enhedslisten kunne ønske sig afskaffet, men vi synes i hvert fald ikke, der er nogen grund til at udvide dem, og slet ikke på baggrund af en enkelt sag, som end ikke er færdigbehandlet ved domstolene. For uanset at jeg har respekt for, at Venstre afviser, at det skulle have noget som helst med ROJ-sagen at gøre, så er det jo fremgået af debatten, at det ikke er alle partier, der har denne jomfrunalske tilgang til debatten. Der er adskillige, som siger, at det jo lige præcis er det, det handler om.

Men det er også en lov, som får negative konsekvenser for andre mediers vilje til og mulighed for at give en alsidig dækning af konflikter. For som lovforslaget ligger her, betyder det, at der kan gennemføres sanktioner mod en radio- eller tv-station, som i for stort et omfang videregiver oplysninger om, hvad f.eks. en terrororganisation mener. Jeg tror, at grundigt arbejde med det her lovforslag burde kunne føre til en større præcisering.

Det vil sige, at Radio- og tv-nævnet ikke bare skal tage stilling til et medies egne holdninger eller redaktionelle linje, som mediet selv er ansvarlig for, man skal også gå ind og tage hensyn til, om der i for stort omfang bliver refereret, hvad andre mener, på en måde, som kan omfattes, som at mediet understøtter denne organisations linje.

Det er helt uklart, hvordan man definerer en redaktionel linje. Der står godt nok, at det i princippet ikke kan defineres ud fra én udsendelse, men fordi man jo nok alligevel vil være sikker på at kunne gribe hurtigt ind – og det at kunne gribe hurtigt ind har jo været vigtigt – skriver man, at det jo ikke kan udelukkes. Man siger, at man har en klar definition af, hvad det vil sige at fremme terrorisme. Det er nu ikke noget, man kan læse ud af bemærkningerne her, men det siger man at man har. Det fremgår også af lovforslaget, at det, som er hensigten med det her, rent faktisk er at sikre, at man kan gribe ind i større omfang, end man har kunnet indtil nu, og derfor er der jo tale om, at man begrænser ytringsfriheden.

Det er jo ikke, fordi der ikke i dag findes regler, der muliggør indgreb over for stationer, der tilskynder til had. Når Radio- og tv-nævnet tidligere har afvist at gribe ind over for f.eks. ROJ TV, skyldes det jo, at nævnet vurderede, at ROJ TV ikke tilskyndede til terror. Her forsøger man så at ændre reglerne, så det kan blive nemmere at lukke den tv-station, og det er vel også derfor, at det ikke er helt forkert at sige, at det her er et kedeligt eksempel på enkeltsagslovgivning, som bare kan få rigtig, rigtig alvorlige konsekvenser for andre. Det fremgår jo også tydeligt af høringssvarene, hvor mange jo påpeger den store risiko, de opfatter at der er, for, at det her faktisk i form af selvcensur og andre selvbegrænsende foranstaltninger kan betyde, at der er rigtig mange synspunkter og holdninger, der ikke kan komme frem.

Så er det selvfølgelig rigtigt, som hr. Simon Emil Ammitzbøll har påpeget flere gange, at når alt kommer til alt, rækker evnerne ikke til det, man gerne vil, altså at udvide mulighederne for at gribe ind over for ytringsfriheden. Men heldigvis, kan man sige, har den teknologiske udvikling gjort det rigtig, rigtig vanskeligt, og det kan selvfølgelig være en trøst i denne, synes jeg, lidt kedelige sag.

Vi skal have frihed her i landet – det er vigtigt. Der skal være personlig frihed, der skal være ytringsfrihed. Det håber jeg da er noget, vi alle kan være enige om. Men man kan ikke tale om frihed – heller ikke som lovgivere – hvis man ikke erkender, at der må følge et ansvar med friheden. Ellers bliver det i hvert fald en ansvarsløs frihed, man går ind for. Det er i hvert fald noget, vi i Det Konservative Folkeparti er meget opmærksomme på, nemlig at nogle gange skal der regler og rammer til for at sikre friheden.

Vi mener, at det er stik imod ønsket om personlig frihed, hvis man bare tillader, at man uhæmmet kan fremme terrorvirksomhed i sin programvirksomhed. Derfor synes vi også, at det var et reelt problem, der opstod, da det viste sig, at der altså ikke var den tilstrækkelige og klare hjemmel i lovgivningen til at skride ind over for sendetilladelsen, når en tv-station fremmer terrorisme i sin programvirksomhed. Og derfor er det også helt rigtigt, når ministeren nu fremsætter et lovforslag, der skal sikre en klar hjemmel til at lukke sådan en sendetilladelse fra Radio- og tv-nævnets side, når en station fremmer terrorisme.

Så kan man sige: Lukker vi så ned for enhver mulighed for det med det her lovforslag? Der er jeg da enig i, at der sikkert kan være huller – der er nettet, der er internationale programmer, der bliver sendt på kryds og tværs af landegrænser, og man kan sikkert opfinde huller, og det kan vise sig, at der er huller, vi skal lukke også i fremtiden. Men med det her lovforslag begrænser vi det i hvert fald på et område, hvor det har vist sig, at der er et hul, der skal lukkes.

Vi har diskuteret frem og tilbage, hvordan mekanismerne så skal være i den konstruktion, der ligger i lovforslaget, og Det Konservative Folkeparti har tilsluttet sig, ligesom de fleste andre partier også har gjort det, den konstruktion, der ligger i det her lovforslag, og på den baggrund kan Det Konservative Folkeparti stemme for lovforslaget. Vi synes, at det både er i den personlige friheds ånd og i den ånd, at vi som lovgivere må tage ansvar for at begrænse dem, der vil fremme terrorisme.