Tak for det. I dag skal vi jo behandle forslaget om ændring af loven om ophavsret, nærmere bestemt beskyttelsesdirektivet for kunstneres ret og rettigheder til lydoptagelser. Der er tale om flere forskellige ændringer af loven om ophavsret, heriblandt ikke mindst en forlængelse af beskyttelsestiden fra 50 til 70 år.

I Venstre skal der da heller ikke være tvivl om, at vi mener, at sådanne ændringer er tiltrængt for at skabe bedre vilkår for de udøvende kunstnere. Selv om loven om ophavsret i dag fungerer efter hensigten, vil ændringerne i længden både hjælpe pladeindustrien med at finansiere nye talenter på området og hjælpe de udøvende kunstnere. Derfor er vi absolut tilfredse med, at de forskellige tiltag på området nu skal behandles her i Folketingssalen.

I dag er det sådan, at de udøvende kunstnere – her især musikere og sangere – risikerer at stå uden indtægt i en sen alder, når beskyttelsestiden på deres lydoptagelser udløber. Mange musikere og sangere starter deres karriere i tyverne. Med en beskyttelsestid på 50 år mister de dermed en primær indtægtskilde allerede som 70-årige. Ved at udvide beskyttelsestiden med 20 år giver vi de udøvende kunstnere mulighed for at leve længere på deres vederlag samt mulighed for, at sangere og musikere undgår at opleve, at deres lydoptagelser bliver brugt på en måde, som er krænkende for den udøvendes navn og rygte.

Musik- og pladeindustrien oplever i dag faldende indtægter. Derfor har de begrænsede midler til at investere i nye talenter eller bidrage til udviklingen af nye musikværker. En forlænget beskyttelsestid giver pladeindustrien en øget indkomst til finansiering af de her nye nødvendige talenter. Tiltagene giver desuden udøvende kunstnere mere uafhængighed og selvstændighed bl.a. ved at give de udøvende kunstnere større indflydelse på overdragelsen af deres rettigheder, og så ophæver man forskelsbehandlingen mellem de værker, som har én ophavsmand, og dem, som har flere.

Som man jo ved, går vi i Venstre ind for frihed under ansvar. Men frihed findes ikke uden et råderum. Det er et sådant råderum, som en udvidelse af beskyttelsestiden fra 50 til 70 år kan give både til den kunststøttende industri og til de individuelle udøvende kunstnere. Der er selvfølgelig udtrykt forskellige bekymringer fra flere interesseorganisationers side, som er vigtige at have in mente, når tiltagene skal diskuteres, bl.a. om de økonomiske og administrative betænkeligheder, som bl.a. Det Kongelige Teater har fremlagt.

Men når alt det er sagt, støtter vi i Venstre helt klart lovforslag nr. L 120, idet lovforslaget gennemfører nødvendige ændringer af loven om ophavsret.

Nærværende lovforslag udspringer af et EU-direktiv fra 2011, og kort sagt går det bl.a. ud på at forlænge kunstnerudgiverrettigheder fra 50 til 70 år.

Der er ingen tvivl om, at pladeselskaberne og de store rockstjerner har haft held til at påvirke EU. De ville jo gå glip af indtægter, hvis berømte numre pludselig blev frit tilgængelige, så man kan med god ret sige, at de gamle venstreorienterede rockrebeller er blevet fæle kapitalister. Rolling Stones' »Satisfaction« er f.eks. fra 1965 og tjener stadig penge til de langhårede. Meget belejligt har man derfor lavet en overgangsordning, der tager udgangspunkt i 1963. Forlængelsen af beskyttelsestiden på 50 til 70 år sker pr. 1. november 2013. 1963 er dermed skillelinjen. Alt, hvad der ligger tidligere end 1963, er frit og kan udgives uden videre. For det, som ligger efter 1963, er de nye reglerer gældende, og det er jo ret smart. Det var netop i disse år, at rocken eksploderede. Også her har EU vist sig at være multinationale selskabers velvillige redskab.

Ophavsret er sikret gennem internationale aftaler, og Dansk Folkeparti er grundlæggende tilhænger af ophavsretsaftaler, fordi det sikrer kunstneren. Også dette lovforslag. Men det indeholder nogle uklarheder, som vi gerne vil have belyst. Vi har derfor følgende spørgsmål til lovforslaget, som ministeren gerne må svare på under udvalgsbehandlingen eller i salen, hvis hun har mulighed for det.

For det første: Ifølge lovforslaget skal pladeselskaber give oplysninger til musikerne, når musikerne beder om det. Men der står ikke noget om, hvad der sker, hvis et pladeselskab ikke opfylder denne oplysningspligt. Så mangler der ikke en sanktionsregel?

For det andet: Ifølge lovforslaget skal Ophavsretslicensnævnet ikke behandle tvister på de nye områder, det skal ske hos domstolene. Ville det ikke være en god idé at udvide nævnets beføjelser? Det vil ikke have økonomiske følger, så vidt jeg ved, fordi nævnet jo er brugerfinansieret.

For det tredje: Lovforslaget omtaler også overdragelsesaftaler. Når de ophører, vil det ske på samme måde som efter ophavsretslovens § 54, som der står i lovforslaget. Hvad betyder det egentlig helt konkret?

Og for det fjerde: Hvis man ikke kan finde de studiemusikere, der har krav på det supplerende vederlag, altså det der 20-procents-vederlag, så kan - citat - »de eksisterende principper for fordeling af vederlag til forældreløse værker finde anvendelse ved fordelingen af det årligt supplerende vederlag.« Det må jeg simpelt hen have en nærmere forklaring på, for jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg ved ikke, hvad der ligger i de her ord.

Så med disse ord ser vi frem til at få spørgsmålene besvaret under udvalgsbehandlingen, hvorefter vi vil gøre vores stilling op.

Jeg skal ikke føje meget til de foregående taler. Grundlæggende er der jo tale om et lovforslag, som implementerer et EU-direktiv, og som i sin kerne har en udvidelse af beskyttelsestiden for kunstnerne fra de 50 til 70 år. Det betyder, som det også er understreget tidligere, at specielt kunstnere, som starter tidligt, også i deres livs efterår er sikret økonomisk for de værker, som de kreerede som unge. Så grundlæggende er det her jo et godt forslag.

Det har også den effekt, at pladeselskaberne, som også får del af rettighederne, får et bedre økonomisk fundament for at være med til at udvikle nye unge talenter. Så ser man det sådan med de kulturelle briller, er det et godt forslag. Så SF støtter det.

Tak for det. Det her er et rigtig godt eksempel på, hvad EU kan bruges til. Det er et fint initiativ, og jeg kan bare i det stille undre mig over, at vi ikke for længst har fundet ud af at gøre sådan noget i Danmark, men det har vi så ikke.

Det forslag, som vi her behandler, har til formål at implementere EU-ret om beskyttelsestiden for ophavsret og visse andre beslægtede rettigheder. Konkret vedrører ændringerne, som vi har hørt, flere forskellige områder.

For det første lægges der op til harmonisering af beregningen af beskyttelsestiden på musikværker med tekst, så beskyttelsestiden for både musikværket og teksten bliver beregnet som 70 år fra dødsåret for den længstlevende af komponist og tekstforfatter.

For det andet forlænges beskyttelsestiden for lydindspilninger, så kunstnernes ret til lydoptagelse af deres fremførelse, som er udgivet eller offentliggjort, ændres fra 50 til 70 år regnet fra det første udgivelses- eller offentliggørelsestidspunkt. Det vil også følge af den forlængede beskyttelsestid, at kunstnere får ret til et årligt supplerende vederlag, som skal udgøre 20 pct. af den indtægt, fremstilleren af lydoptagelsen genererer fra de konkrete lydoptagelser i den forlængede beskyttelsestid.

Endelig indeholder forslaget en ny bestemmelse, som giver kunstnerne ret til at bringe en aftale om overdragelse af rettigheder til ophør, hvis de overdragede rettigheder ikke i tilstrækkelig grad bliver udnyttet. I Liberal Alliance støtter vi naturligvis kunstnernes ret til egne værker, både til at råde over dem og til at tjene penge på dem, og derfor er det også helt naturligt, at vi giver forslaget den fulde opbakning.

Det er sådan set mest, fordi jeg synes, det er en interessant debat, der udspiller sig, og det var specielt Enhedslistens ordfører, som fik mig herop. For virkeligheden er jo, at det er et almindeligt aftalesystem, hvor man går ind og laver en aftale om et stykke kunst. Man kan i dag lave rettigheden sådan, at den er gældende for 50 år. I den tid får kunsteren en betaling, en royalty, for sit arbejde, hvis nogen bruger værket, og det samme gør det pladseselskab, som har haft omkostningerne ved at producere det, selvfølgelig også. Det, der sker, når aftalen om rettighederne udløber, er, at der så er frit råderum, uden at kunstneren får glæde af det, og det er derfor, jeg ikke helt forstår Enhedslistens argumentation.

Hvis ministeren var kommet med forslaget og havde sagt, at man i EU ikke kan blive enige om nogle fælles retningslinjer, men at vi går forrest og laver en national ordning svarende til lovforslaget, så er jeg hundrede procent sikker på, at Enhedslisten ville have jublet, fordi det her er en ekstra beskyttelse af kunstnerne. Jeg tror sådan set, at der er sket det der lille kiks i forhold til udgangspunktet, at fordi det er et EU-direktiv, der bliver implementeret, så er man pr. definition imod. Der tror jeg lige, man i Enhedslisten skal tænke det igennem, inden vi kommer til anden- og tredje behandlingen og udvalgsarbejdet, altså tænke på, at det i virkeligheden er kunstneren, der får en bedre beskyttelse.

Det gælder i øvrigt også, hvis det er det skrevne ord. Altså, ethvert forlag med respekt for sig selv elsker jo at udgive kendte værker, hvis det er sådan, at kunstneren har været død i 70 år, for så kan man gøre det fuldstændig vederlagsfrit, og så skal man ikke tænke på noget som helst i forhold til kunstneren eller hans arvinger.

Så hvis man vil varetage kunstnerens interesse, tror jeg lige, at man under udvalgsbehandlingen skal tage det ekstra tvist i forhold til det her lovforslag.