Jeg kan se, at både fru Trine Bramsen og jeg lærer noget her i dag. Det er jo efterhånden med vores alder ikke hver dag, så vi skal også glæde os over de små ting.

Lovforslaget, som vi skal drøfte i dag, går ud på at ophæve tre konkrete bestemmelser i den nye offentlighedslov. Det er et forslag, som regeringen ikke kan støtte. Det skyldes for det første, at vi ikke er enige i indholdet af forslaget. Det vil jeg komme nærmere ind på. Hertil kommer for det andet, at den nye offentlighedslov bygger på en bred politisk aftale, som vi er en del af. Det vil jeg også komme nærmere ind på.

De tre bestemmelser, der foreslås ophævet med lovforslaget, fastsætter alle tre undtagelser fra retten til aktindsigt. Det drejer sig om lovens § 22, § 24 og § 27, nr. 2. Bestemmelserne går under navnene kalenderreglen, ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen – meget mundret. Det er alle tre bestemmelser, der blev indført med den nye offentlighedslov. Den blev vedtaget i juni 2013 og trådte i kraft den 1. januar året efter. Loven har altså nu fungeret i lidt over 2 år. Loven afløste den tidligere gældende offentlighedslov, der var fra 1985.

Den nye lov baserer sig på en politisk aftale indgået mellem de daværende regeringspartier, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, samt Venstre og Det Konservative Folkeparti. Den nye lov og den politiske aftale baserer sig på et grundigt forarbejde fra den såkaldte Offentlighedskommission, der havde fået til opgave at udarbejde et udkast til en ny offentlighedslov. Formålet med kommissionens arbejde var at udbygge offentlighedslovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol og at tilpasse den til nutidens forhold. Der blev især sigtet til den udvikling, der er sket i forhold til brug af statslige selskaber, udlicitering, digitalisering og ændrede samarbejdsstrukturer i forvaltningen.

Det forslag, som Offentlighedskommissionen udarbejdede, var i al væsentlighed det samme, som et stort flertal i Folketinget vedtog som den nye offentlighedslov. Den lov videreførte på mange måder opbygningen af og grundprincipperne fra den tidligere gældende lov. Der var dog samtidig en række nye regler. Der er på en række punkter tale om regler, der udvider åbenheden i den offentlige forvaltning, men der er også regler, der indskrænker åbenheden i forhold til den tidligere gældende lov. Og jeg vil gerne fremhæve nogle enkelte af de ændringer, der skete.

Med den nye lov skete der en udvidelse af lovens anvendelsesområde til også at omfatte Kommunernes Landsforening og Danske Regioner samt visse statsligt ejede selskaber. Der er indført en ret til såkaldt dataudtræk. Det vil sige, at myndighederne skal sammenstykke data fra deres databaser, hvis der bedes om det. Der er endvidere sket en udvidelse af den såkaldte ekstraheringspligt, der nu også omfatter såkaldte interne faglige vurderinger. Det vil sige, at der er adgang til det faglige grundlag bag lovforslag og andre politiske initiativer, også når de kun fremgår af interne dokumenter. Der er altså tale om væsentlige udvidelser af åbenheden. Det er måske en lidt overset del af den diskurs, der har været om loven – sagt meget underdrevent. Og det er blot en del af en række udvidelser, som har fundet sted.

Men man kan konstatere, at fokus i forbindelse med debatten om offentlighedsloven ikke har været på at undersøge og belyse de udvidelser af åbenheden, der er sket med loven. Både før og efter lovens vedtagelse har der i stedet i den offentlige debat udelukkende været fokuseret på de begrænsninger af åbenheden, som også fandt sted. I den forbindelse har fokus særlig været på de nye bestemmelser i § 27, nr. 2, og § 24, som foreslås ophævet, altså ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen. Før jeg siger noget nærmere om disse to regler, vil jeg lige sige lidt om den såkaldte kalenderregel, som også foreslås ophævet.

Efter bestemmelsen omfatter retten til aktindsigt ikke sager om førelse af kalenderen. Bestemmelsen udvider en bestemmelse i den tidligere gældende lov, der undtog ministres kalendere for aktindsigt. Bestemmelsen herom baserede sig på en bred aftale fra 2009 mellem den daværende regering, VK-regeringen, og Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Udvidelsen indebærer, at alle kalendere, der føres af offentligt ansatte som led i tjenesten, er undtaget fra aktindsigt og altså ikke kun ministres. Bestemmelsen baserer sig på et forslag fra Offentlighedskommissionen. Kommissionen lagde bl.a. vægt på hensynet til de ansatte og den utryghed, de ville kunne have omkring begæringen om aktindsigt i deres kalendere. Det er i øvrigt nogle af de samme hensyn, der ligger til grund for, at der heller ikke er ret til aktindsigt i den enkelte ansattes personalesager.

Så går jeg til ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen. § 24 indeholder en undtagelse af dokumenter fra aktindsigt, som er udvekslet i forbindelse med ministerbetjening. Og § 27, nr. 2, indeholder en undtagelse fra aktindsigt af dokumenter, som er udvekslet mellem en minister og folketingsmedlemmer som led i visse politiske processer. Begge bestemmelser har til formål at beskytte de politiske processer, som er en uundværlig del af udarbejdelsen af lovforslaget og andre politiske initiativer.

Reglerne sikrer, at der er mulighed for internt i en regering med tilhørende embedsapparat og i en forhandlingssituation med forskellige partier at udveksle forslag, synspunkter og ideer, uden at der er indsigt heri. Det, der groft sagt er indsigt i, er det endelige resultat og de faktiske oplysninger og faglige vurderinger, der har ledt frem til resultatet, men ikke de foreløbige forslag eller meningsudvekslinger, som har været en del af processen.

Når man hører debatten, får man nærmest det indtryk, at hensynet til at beskytte den interne beslutningsproces i en regering og i politiske forhandlinger ikke er et legitimt hensyn. Man får det indtryk, at det bedste ville være, at drøftelser mellem ministre om, hvad indholdet af politiske initiativer skal være, og drøftelser mellem en regering og partiernes ordførere om politiske aftaler, foregik i fuld åbenhed. Det er jeg dybt uenig i.

Der er næppe nogen organisation, virksomhed, forening eller andet, der kan fungere uden at have interne drøftelser, som man ikke deler med andre, om, hvad man skal lande på af løsninger i forskellige situationer. Det gælder for politiske partier, det gælder for andre foreninger, og det gælder også for regeringer. Særlig hvis man beskæftiger sig en smule med demokratiets tilstand i dag og deltager i beklagelserne over alt det proces, vi hele tiden ser omtalt i medierne, så burde man egentlig have forståelse for det, jeg taler om her.

Det er klart, at der for en regering dog må være en helt anden grad af åbenhed end for private foreninger og politiske partier. Det er jo så derfor, vi har en offentlighedslov. Men hvis man slet ikke anerkender, at også regeringer med tilhørende embedsapparat har behov for at kunne udveksle ideer, synspunkter og forslag både internt og under politiske forhandlinger, uden at der kigges med, så er debatten for mig at se kørt ud ad en tangent.

Det er ikke for at underkende, at man kan have forskellige holdninger til, om vi med den ny offentlighedslov har ramt det rette snit på dette punkt – det kan man naturligvis – men der er en tendens til helt at miskende de hensyn, der ligger bag reglerne.

Der er sådan set ikke noget nyt i, at hensynet til den interne og politiske beslutningsproces beskyttes med offentlighedsloven. Det er der også en kraftig tendens til at overse. Når det med store overskrifter beskrives, hvor ofte ministerbetjeningsreglen har været anvendt, glemmes det ofte, at en stor delmængde af det, der undtages, formentlig også ville være undtaget efter de tidligere gældende regler. Også efter den tidligere gældende offentlighedslov kunne en række dokumenter således undtages fra aktindsigt ud fra hensynet til den interne og politiske beslutningsproces. Reguleringen i 1985-loven var imidlertid noget mere tilfældig og usammenhængende, end det er tilfældet i dag. Før den ny offentlighedslov kunne man således undtage dokumenter udvekslet mellem ministerier om lovgivning fra aktindsigt, men ikke dokumenter udvekslet om bekendtgørelser eller andre politiske initiativer. Man kunne undtage dokumenter, der var udvekslet mellem kontorer og afdelinger af myndigheder, men hvis dokumenter blev udvekslet med andre ministerier, var det undergivet aktindsigt. Man kunne undtage dokumenter, der var udarbejdet til ministermøder for aktindsigt, selv om de var udvekslet mellem ministerier, men hvis dokumentet var udarbejdet med henblik på drøftelser på embedsmandsniveau, var det undergivet aktindsigt.

Med den nye lov er der lagt et mere klart snit, der fokuserer på den sammenhæng, et dokument udveksles i. Og hvis udvekslingen sker som led i en politisk beslutningsproces, er dokumenterne som udgangspunkt ikke undergivet aktindsigt. Det snit kan man være enig eller uenig i, men der er et hensyn at tage til den interne og politiske beslutningsproces, og det er der altså ikke noget nyt i.

Det forslag, vi behandler i dag, er sådan set et rigtig godt eksempel på de tendenser i debatten om offentlighedsloven, som jeg har været inde på, nemlig at hensynet til fortrolighed omkring den politiske og interne beslutningsproces overhovedet ikke anerkendes, og at det overses, at ministerbetjeningsreglen omfatter en række typer af dokumenter, der også var undtaget fra aktindsigt efter den tidligere gældende offentlighedslov.

Der lægges med forslaget bl.a. op til at ophæve § 24, og der lægges ikke op til at sætte noget i stedet. Der lægges således ikke op til at genindsætte de bestemmelser, der fandtes i den tidligere gældende offentlighedslov til beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces. Det er ret bemærkelsesværdigt. Det indebærer bl.a., at hvis forslaget vedtages, vil der være adgang til aktindsigt i dokumenter, der udarbejdes til og forelægges for regeringsudvalg. Det kan være dokumenter, der udstiller uenigheder mellem partierne i en flerpartiregering eller dokumenter, som blotlægger en regerings politisk-taktiske overvejelser. Det kan man mene at der skal være aktindsigt i, men det er i givet fald et voldsomt nybrud, som regeringen er dybt uenig i.

Jeg anerkender selvfølgelig fuldt ud, at særlig de bestemmelser, jeg har været inde på, har givet anledning til betydelig debat, og som bekendt blev det en del af den politiske aftale om loven, at der i starten af det nye år, når loven har været i kraft i 3 år, skal igangsættes en evaluering af § 24 og § 27, nr. 2, i den ny offentlighedslov. I første omgang følger det af aftalen, at Folketingets Ombudsmand skal anmodes om at redegøre for, om myndighedernes praksis efter bestemmelserne er i overensstemmelse med reglerne. På baggrund af Ombudsmandens udtalelse skal Justitsministeriet udarbejde en redegørelse om erfaringerne med bestemmelserne og med loven i øvrigt, og om der er behov for ændringer. Den redegørelse vil vi komme til at debattere her i Folketinget. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi på den måde får et grundigt og konsolideret arbejde at basere vores diskussioner om offentlighedsloven på. Og i kredsen af partierne bag den politiske aftale er vi gået i gang med at drøfte den nærmere proces for evalueringsforløbet, og den kreds skal mødes igen inden for kort tid.

Så for at opsummere: Regeringen er imod forslaget, men vi er enige i, at man skal se på erfaringerne med de nye regler. Det er der lagt spor ud for. Den proces drøftes lige nu mellem aftalepartierne bag loven.

Forslaget er fremsat for at gøre op med de indskrænkninger af åbenheden, der har været i forbindelse med vedtagelsen af offentlighedsloven, der meget passende fik tilnavnet mørklægningsloven, for det er reelt, hvad det var – en vanskeliggørelse af den frie presses mulighed for at følge med i, hvad der foregår i magtens centrum.

Jeg har det sådan med åbenhed, at det er en stor fordel, at befolkningen kan følge med så meget som overhovedet muligt i, hvad der foregår i magtens centrum, for demokratiet og de politiske processer er i virkeligheden noget, der skal gøres for borgernes skyld af politikere, befolkningen selv har valgt. Derfor er det også kun fair, at man giver pressen og dermed borgerne de bedste muligheder for at kunne følge og kontrollere magthaverne.

Det har i lang tid stået klart, at flere store sager aldrig var kommet til offentlighedens kendskab, hvis de indskrænkninger, man gjorde, da man lavede reglerne om, havde været gældende før, og det er altså meget alvorligt. Den sidste offentlighedslov ser vi derfor som et skridt i den helt forkerte retning.

Vi ønsker at gå den anden vej, og derfor er vi også med til at fremsætte forslaget sammen med Enhedslisten og Alternativet. Det forslag, vi har fremsat, vil trække tingene i den rigtige retning. Det drejer sig om åbenhed i forhold til kalenderføring, ministerbetjeningsreglen og dokumentudveksling mellem ministre og folketingsmedlemmer.

Jeg har også igennem dagspressen lyttet mig frem til, at det specifikt er disse områder, som De Konservative, SF og De Radikale ønsker at lave om eller helt afskaffe. Det var ellers partier, der var med til at vedtage offentlighedsloven i sin tid, men det er jo ingen skam at blive klogere. Det er faktisk godt nok, hvis man selv indser, at man har lavet noget, man ikke kan være stolte af, og derfor vil være med til at lave det om. Nu har de partier så chancen for at trække det i den rigtige retning, og det håber jeg selvfølgelig at de vil udnytte. Tak.

Processen omkring offentlighedslovens tilblivelse og det videre forløb er nok noget af det mest bemærkelsesværdige i nyere politisk historie her i landet. Det var jo sådan, at man havde et kommissionsarbejde, der resulterede i betænkning nr. 1510 i 2009, der skulle føre frem til en ny offentlighedslov. Det var dengang, hvor der sad en koalitionsregering af Venstre og Konservative her i landet, og dengang kunne den daværende regering ikke få opbakning til lige præcis de tre paragraffer, som vi diskuterer her i dag. Alle partier uden om den daværende VK-regering var enige om, at det var en utrolig dårlig idé.

Så var der et folketingsvalg i 2011. Vælgerne gav massiv opbakning til de partier, der ikke støttede, at der i den nye offentlighedslov skulle ske indskrænkninger i offentlighedens adgang til indsigt i, hvad der sker i magtens rum. Venstre vandt et enkelt mandat. Det Konservative Folkeparti tabte 10 mandater. Der var altså ni færre mandater, der efter valget i 2011 støttede forslaget til en ny offentlighedslov, og der var stadig et meget bredt flertal imod disse indskrænkninger af åbenheden.

Imidlertid valgte de tre nye regeringspartier, Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre at vende på en tallerken, efter valget var overstået og stemmerne talt op. De stemte altså fuldstændig modsat af, hvad de havde sagt før valget, og indførte disse indskrænkninger i åbenheden i forvaltningen – indskrænkninger i borgernes indsigt i, hvad der sker i magtens maskinrum.

Det er åbenbart sådan, at når man kommer ind i ministerierne, allierer man sig med magten. Men heldigvis er det også sådan, at når man kommer ud igen, løsnes den alliance på ny. Derfor kan vi jo se, at i hvert fald både Det Radikale Venstre og SF virker, som om de er på vej til nye, bedre og traditionelle holdninger, og også Det Konservative Folkeparti er ude i en bevægelse af samme art. Man må næsten gå ud fra, at de fleste forventer, at hvis vi ikke skal have en Venstreregering, kommer der en socialdemokratisk etpartiregering, for det er kun de to partier, der nu står på mål for disse indskrænkninger.

Det var meget om det partimæssige, men hvorfor nu det? Fordi det her jo i virkeligheden er systemets lov og ikke befolkningens lov, og derfor er det utrolig vigtigt at få understreget, at det her handler om, at magten og systemet tager indflydelse og indsigt fra borgerne og tiltager den til sig selv. Den lov, man vedtog under den daværende S-R-SF-regering, har også gode elementer, som justitsministeren var inde på. Det anerkender jeg til fulde, men disse tre paragraffer har dybest set til formål at beskytte staten imod de borgere, der lever i den, og som betaler for gildet. Dette er en lov, der har haft til formål at beskytte regeringen imod dets eget folk.

Der har været store folkelige protester, for det her er jo – med en formulering fra den tidligere radikale leder, Margrethe Vestager – et ægte løftebrud. For man kan ikke som politiker gøre for, at man ikke kan gennemføre den politik, man ikke kan få flertal for. Men hvis man gennemfører en anden politik end den, man faktisk har flertal for, som det skete med det her, så er der tale om det, som Margrethe Vestager kaldte et ægte løftebrud.

Jeg synes, vi skal til at gøre det godt igen, så jeg er utrolig glad for at se de nye positive signaler fra Det Radikale Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti, og jeg håber virkelig, de tre partier vil gøre deres indflydelse gældende. Jeg skal være den sidste til at sige, at man ikke kan blive klogere i enkelte politiske spørgsmål, så det handler sådan set ikke om det. Det her handler om, hvad vi kan komme frem til. Og jeg håber virkelig, at hvis man ikke får den nuværende regering med på at gøre det fuldt og helt i forhold til åbenheden, så vil vi i dag kunne høre fra alle de tre partiers ordførere, at de så er parat til ikke at indgå en aftale med justitsministeren og Venstre, men i stedet opsige forliget, så vi efter næste valg kan bruge det store flertal, der sandsynligvis vil være igen, for at få mere åbenhed og mere indsigt.

Det må være sådan i et demokratisk samfund, at borgerne har mulighed for at finde ud af, hvad det egentlige beslutningsgrundlag er for de beslutninger, der bliver truffet. Det er borgerne, der skal leve med konsekvenserne, og vi mener, at borgerne har ret til at vide, hvad der er foregået, og på hvilket grundlag man træffer beslutningerne.

Tak for det. Jeg kunne forstå, at SF's formand, fru Pia Olsen Dyhr, havde kaldt os for åbenhedstrojkaen, og det kan jeg godt forstå generer dem, der i hvert fald selv opfatter sig som stående på åbenhedens side.

Men lad det så også være sagt fuldstændig klart, at Radikale Venstre forsvarede den her lov. Men vi havde jo også diskussioner og tvivl internt. Og lad mig også være ærlig og sige, at nogle af de kritikpunkter og noget af den skepsis og frygt, der var blandt kritikerne, jo viste sig at være berettiget. Det er også derfor, vi er glade for, at der er en proces i gang nu, hvor Ombudsmanden laver en gennemgang og evaluerer, hvordan offentlighedsloven fungerer, og at vi på den baggrund kan lave en ny aftale.

For vi er også af den overbevisning, at den aftale, der er lavet, ikke har ramt rigtigt. Men det er en svær balance, og jeg synes også, det er på sin plads at forsvare den balance. For som justitsministeren sagde, mener vi, at det i et demokrati, hvor vi gerne vil være så åbne som muligt, er legitimt at ønske et frirum til diskussioner, ideer, overvejelser, strategi, taktik og til forhandlingspositioner.

Jeg tror, at hvis vi ikke giver den mulighed i forvaltningen, kommer det til at foregå på andre måder, og så er der bare ikke mails, der kører frem og tilbage. Så mødes man i stedet for eller kører papirer rundt med bud osv. For det er jo en realitet, at vi alle sammen har brug for det frirum. Og det har vi jo også som partier. Hvordan ville vi synes det var, hvis offentligheden skulle sidde som en flue på væggen, eller der var et tændt webcam, der sad og sendte vores politiske overvejelser ud til offentligheden?

Derfor synes vi, at der skal findes en balance. Det er ikke sort og hvidt, og der skal findes en balance mellem på den ene side så meget åbenhed som muligt omkring faglige vurderinger, informationer og den måde, administrationen fungerer på, men så også på den anden side et, synes jeg, legitimt frirum til at diskutere ideer, strategier, taktikker og forhandlingspositioner.

Men jeg tror, at kritikerne har ret i, at det frirum måske er blevet til reglen i stedet for undtagelsen, og det mener vi også er et problem. Eller også er problemet, at der i virkeligheden ikke er en præcis afgrænsning, men at det er meget op til det enkelte ministerium, hvordan det afgrænses.

Alt dette blot for at sige, at vi synes, der er noget at komme efter, og derfor er vi rigtig glade for den proces, der er igangsat, hvor ombudsmanden kommer med en vurdering og der er en politisk proces i aftalekredsen med ministeren. Vi har store forventninger til den proces, og for os er det også afgørende, at der vil blive foretaget ændringer.

Men dermed siger vi også, at vi ikke kan støtte det her lovforslag, fordi vi netop respekterer den proces, og det vil selvfølgelig tage lidt mere tid, end det ville tage at stemme den her lov igennem. Men det er jo, fordi vi heller ikke mener, at den her lovændring ville være optimal, fordi den ikke ville beskytte det frirum, som vi synes er vigtigt.

Jeg tror, at vi alle sammen kan huske den store debat, der var, da man vedtog den nugældende offentlighedslov. Den debat havde vi også i mit eget parti. Det kom til udtryk mange steder, bl.a. på vores landsmøde og i rigtig mange debatter. Men det må også være sådan, når vi nu lever i et demokrati og vi taler åbenhed og vi som politikere skal være klar til at gøre op med os selv, om vi på et tidspunkt har truffet en beslutning, vi ønsker at ændre på, at det må være tilladt for ethvert parti at skifte og ændre synspunkt. Det er det, vi har gjort, og som vi meldte ud i anledning af vores landsmøde i september.

Der står i bemærkningerne til lovforslaget her helt korrekt, at Det Konservative Folkeparti har erklæret, at det ønsker at tage fat på paragrafferne 22, 24 og 27, nr. 2. da vi selvfølgelig mener, at man som politiker skal kunne tåle at blive set over skuldrene. For måske at komme fru Pernille Skipper eller hr. Simon Emil Ammitzbøll i forkøbet vil jeg sige: Hvad er vores udgangspunkt, hvad er det, vi mener? Det er det, der står i lovforslaget her. Det er vi enige i.

Som det også er de fleste bekendt, er vi en del af et forlig på området sammen med SF og Radikale Venstre. Vi er indbudt til drøftelser i forligskredsen. Vi har været til drøftelser. Vi skal snart til drøftelser igen. Når vi har en afslutning på de drøftelser og vi endelig ved, hvad forligspartierne vil, hvad regeringen og Socialdemokraterne vil være med til, gør vi vores stilling op. Vi håber på, at man vil fremrykke evalueringen. Vi håber også på, at man vil lade det omfatte hele loven, så man får en bred, stor, fordomsfri diskussion om hele vores offentlighedslov og så ser, hvad man gør fremadrettet.

Så er det klart, at yderste konsekvens selvfølgelig kan blive, at vi må opsige forliget op til valg.

Så vi er enige i lovforslaget. Vi stemmer imod det, da vores drøftelser med regeringen ikke er tilendebragt, da vi er en del af en forligskreds. Men jeg vil godt slutte med at konstatere, at det efter min opfattelse ikke er et spørgsmål om, men hvornår den nuværende offentlighedslov ændres.

Jeg tror ikke, jeg helt hørte spørgsmålet her. Jeg tror mere, det var sådan en anklagende j'accuse-finger, som blev rettet mod de partier, som sådan set er fundamentet for det parlamentariske arbejde her i Folketinget, som tager ansvaret på sig, og som måske ved indefra, hvordan det i virkeligheden dybt vil skade forholdet mellem parlament og regering, hvis det hele bare bliver til snak og diskussion om løse ideer, prøveballoner og drøftelser, som ingen realitet har for sig. Ønsker vi virkelig endnu mere af det – på de sociale medier, i TV 2 News, i medierne, imellem os?

Sådan kender jeg ikke hr. Simon Emil Ammitzbøll. Jeg har gudskelov fortrolige drøftelser med hr. Simon Emil Ammitzbøll, som jeg virkelig værdsætter, og som jeg finder vigtige for den demokratiske virkelighed i det her land.

Jeg synes i virkeligheden, at det at kalde offentlighedsloven for en mørklægningslov og antyde, at vi, der står på mål for de demokratiske processer, nærmest er antidemokrater, er en forsimpling – en meget, meget grov forsimpling. Og min opfattelse er grundlæggende den, at der jo er mulighed for at søge aktindsigt. Men når det er ting, som ingen virkning får for den enkelte borger, en diskurs, en mulighed, en afdækning af, hvor de politiske partier skal finde sammen, jamen hvorfor skal vi fylde med mere om det? Hvorfor skal der være mere af det.

Der er så rigeligt med støj i det offentlige rum, at jeg ikke forstår det, og vi mangler en egentlig diskussion om materien i politik, om det, der faktisk gælder for borgerne i det her land, og det sådan set den, jeg efterlyser vi får i stedet for det – ja, det, jeg har valgt at kalde et processokrati – som meget vel kan være en forsimplet fremstilling, men som jeg ikke synes lader noget tilbage at ønske i forhold til påstanden om mørklægningslove m.v.

Fru Pernille Skipper kan jo godt for min skyld opføre en parodi på mine synspunkter, men det, jeg bare gør opmærksom på, er, at det lovforslag, der stilles her, ikke går tilbage til den gamle retstilstand. Det går langt videre. Det går langt videre. Og det, jeg siger, er, at selvfølgelig skal der i udgangspunktet være åbenhed – heldigvis er det det, vores demokrati er baseret på – men der er også legitime hensyn at tage, bl.a. i regeringsprocesser og i forhandlinger mellem parlament og regering, hvor ting skal holdes fortrolige. Vores udvalgsmøder er normalt lukkede. Vores drøftelser med hinanden ovre på mit kontor foregår i fortrolighed. Og det er bare der, jeg siger, at der er legitime hensyn, der taler for den nyordning, som den version af offentlighedsloven, som vi opererer med nu, repræsenterer.

Så kan det godt være, at det efter evalueringen vil vise sig, at der er behov for nogle tilpasninger. Det kan sagtens være. Men i udgangspunktet synes jeg, det er legitimt med udgangspunkt i åbenhed at sige, at den bekymring og den palaver, som f.eks. en strøtanke plantede et sted, som aldrig har nogen realitet på sig, kan giv, i stedet for fokus på det faktisk materielle indhold, om hvad der rent faktisk kommer til at gælde for borgeren, synes jeg ikke, vi skal presse ind i den politiske proces. Det synes jeg der skal være et legitimt frirum til.