Lovforslag som fremsat

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni 2010, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 484 af 11. maj 2010, lov nr. 1387 af 14. december 2010, § 6 i lov nr. 553 af 1. juni 2011, § 1 i lov nr. 446 af 23. maj 2012, og senest ved § 6 i lov nr. 622 af 12. juni 2013, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU« og efter »EU-Tidende 2010, nr. L 334, side 17« indsættes: », og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/19/EU af 4. juli 2012 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), EU-Tidende 2012, nr. L 197, side 38«.

2. I § 7 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om gebyr for opnåelse af bevis for at kunne forestå indberetning af data og miljømæssig forsvarlig håndtering af genanvendeligt erhvervsaffald, jf. stk. 3, nr. 4, herunder for omkostninger til undervisning, prøveafholdelse, udstedelse af bevis samt udvikling, drift og vedligeholdelse af uddannelsessystemet. § 88 finder anvendelse.«

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.

3. I § 7, stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt., og to steder i § 7, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.

4. § 9 i, stk. 1, ophæves.

5. I § 9 i, stk. 2, der bliver stk. 1, udgår », jf. stk. 1, nr. 3,«.

6. I § 9 j indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler om, hvorledes markedsførte mængder, jf. stk. 1, opgøres, samt om procedurer for tilbagebetaling til producenterne og importørerne, når elektrisk og elektronisk udstyr til brug for husholdninger overføres for at blive markedsført uden for Danmark.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

7. § 9 j, stk. 3, der bliver stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 4. Danske eksportører, der sælger elektrisk eller elektronisk udstyr i andre EU-medlemsstater ved hjælp af fjernsalg, skal udnævne en repræsentant i den pågældende medlemsstat med ansvar for overholdelse af eksportørens forpligtigelser i henhold til den pågældende medlemsstats regler om gennemførelsen af direktiv om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE). Udnævnelsen af repræsentanten skal ske ved skriftlig fuldmagt.

Stk. 5. Producenter og importører, som er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som ønsker at markedsføre elektrisk eller elektronisk udstyr i Danmark, kan i stedet for at etablere sig her i landet udnævne en repræsentant, der er etableret i Danmark. Udnævnelsen af en repræsentant skal ske ved skriftlig fuldmagt.

Stk. 6. Repræsentanten, jf. stk. 5, indtræder i producentens eller importørens forpligtigelser og rettigheder efter loven eller regler udstedt i medfør af loven for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr og affald herfra.

Stk. 7. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om producentens, importørens og repræsentantens afgivelse af oplysninger om og bevis for fuldmagtsforholdet.«

8. I § 9 m, stk. 2, ændres »som« til: »hvis disse eller deres repræsentanter«.

9. §§ 9 p og 9 t ophæves.

10. To steder i § 9 æ, stk. 1, ændres »producenter og importører« til: »producenter, importører og repræsentanter«, og efter »deres« indsættes: »og myndigheders«.

11. I § 9 æ, stk. 1, ændres »som defineret i § 9 i, stk. 1, nr. 2, § 9 p, nr. 4, og § 9 t, nr. 8,« til: »af elektrisk og elektronisk udstyr, af person- og varebiler og af batterier og akkumulatorer«.

12. § 9 æ, stk. 2, affattes således:

»Ministeren kan fastsætte regler om videregivelse af oplysninger fra producentregistret samt om formen herfor.«

13. I § 9 æ indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om henvisning på producentregistrets hjemmeside til andre EU-medlemsstaters producentregistre.

Stk. 4. Ministeren fastsætter regler om videregivelse af oplysninger og dokumenter af betydning for producenter, importører og repræsentanters efterlevelse af deres forpligtigelser i henhold til loven og regler udstedt i medfør af loven for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr og affald herfra til de relevante myndigheder i andre EU-medlemslande og EU-Kommissionen, samt om formen herfor.«

14. I § 9 ø, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 9 j, stk. 3,« til: »§ 9 j, stk. 4,«.

15. I § 9 ø, stk. 1, nr. 2, ændres »som defineret i § 9 i, stk. 1, nr. 2, § 9 p, nr. 4, og § 9 t, nr. 8« til: »af elektrisk og elektronisk udstyr, af person- og varebiler og af batterier og akkumulatorer«.

16. § 9 ø, stk. 1, nr. 6, affattes således:

»6) oprette og drive et producentregister, herunder træffe afgørelse om, hvilke producenter, importører og repræsentanter der er omfattet, jf. § 9 æ, hvilket udstyr der henhører under kategorier af elektrisk og elektronisk udstyr, og hvilke typer batterier der skal registreres som markedsført af den enkelte producent og importør,«.

17. I § 9 ø, stk. 1, nr. 7, udgår »og«.

18. I § 9 ø, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som nyt nr.:

»8) videregive oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 æ, stk. 2, til myndigheder, herunder relevante myndigheder i andre EU-medlemslande, samt EU-Kommissionen og«.

Nr. 8 bliver herefter nr. 9.

19. I § 45, stk. 6, udgår », jf. § 9 i,« og », jf. § 9 t,«.

20. I § 51, stk. 3, udgår »jf. § 9 i,«.

21. I § 53, stk. 1, 1. pkt., udgår »materialets, produktets eller«.

22. § 53, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om indbetaling, angivelse, opkrævning og anvendelse af gebyret efter stk. 1, herunder regler om registrering, betalingsperiode, tilbagebetaling og renter. Ministeren kan endvidere fastsættelse regler, som tager højde for, at der kan være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at angivelse og indbetaling af gebyr efter stk. 1. skal ske digitalt. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, skemaer og digital signatur. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.«

23. I § 56 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at ansøgning om tilskud efter §§ 53 a-55 og § 55 c skal ske digitalt. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, skemaer og digital signatur. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.«

24. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »overtræder«: »§ 9 j, stk. 4,«.

§ 2

Loven træder i kraft den 11. februar 2014.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Lovforslaget har som hovedformål at tilvejebringe de nødvendige, yderligere lovhjemler for at gennemføre implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/19/EU af 4. juli 2012 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) (herefter det nye WEEE-direktiv). Direktivet er en revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (herefter det gældende WEEE-direktiv). Det nye WEEE-direktiv skal være implementeret senest den 14. februar 2014.

Lovforslaget har desuden til formål at tilvejebringe hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om opkrævning af gebyr til dækning af omkostningerne for opnåelse af bevis for at kunne forestå indberetning af data og miljømæssig forsvarlig håndtering af genanvendeligt erhvervsaffald (herefter indsamleruddannelsen).

Det er desuden intentionen med lovforslaget at tilvejebringe hjemmel til, at importører eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer, herunder emballage, angiver og indbetaler digitalt til SKAT, såfremt SKAT står for opkrævningen af det gebyr, som skal betales til hel eller delvis dækning af omkostningerne i forbindelse med håndtering af materialet, produktet eller varen som affald. Der er aktuelt behov for at tilvejebringe hjemmel til at indføre et krav om, at alle virksomheder omfattet af gebyrpligt ved produktion eller import af dæk fremover skal foretage angivelser og indbetalinger til SKAT digitalt.

Herudover foreslås det at gøre det muligt at stille krav om, at ansøgning om tilskud til affaldsforebyggelse, genanvendelse og renere teknologi fremover skal indgives digitalt. Formålet hermed er at tilvejebringe hjemmel til at stille krav om, at alle ansøgninger om tilskud til indsamling af kasserede dæk fremover skal indgives digitalt med henblik på at lette administrationen for Dækbranchens Miljøfond, som administrerer tilskudsordningen, og for de enkelte indsamlere af kasserede dæk.

Endelig foreslås bestemmelserne i § 9 i, § 9 p og § 9 t ophævet. Bestemmelserne indeholder en række af de mest centrale definitioner på producentansvarsområdet, herunder definitioner af elektrisk og elektronisk udstyr, af person- og varebiler, af batterier og akkumulatorer og af producenter og importører. Disse definitioner vil fremover blive fastsat i de tilhørende bekendtgørelser, som allerede indeholder andre relevante definitioner. Formålet med denne lovtekniske ændring er at gøre loven mere læsevenlig.

2. Det nye WEEE-direktiv

Det nye WEEE-direktiv er en revidering af det gældende WEEE-direktiv, som indførte producentansvar på elektronikområdet. WEEE er den engelske forkortelse for Waste Electrical and Electronic Equipment. Direktivet med bilag er trykt i EU-Tidende 2012 nr. L 197, side 38 – 71, og er optaget som bilag til dette lovforslag.

Det overordnede formål med det nye WEEE-direktiv er at bidrage til en bæredygtig produktion og et bæredygtigt forbrug ved især at forebygge frembringelse af WEEE, men også genbruge, genanvende og på anden måde nyttiggøre dette affald for at nedbringe den affaldsmængde, der skal bortskaffes, samt at bidrage til en effektiv ressourceudnyttelse og genvinding af værdifulde sekundære råstoffer. Direktivet sigter også mod bedre miljøpræstationer hos alle aktører, der er involveret i elektrisk og elektronisk udstyrs livscyklus, f.eks. producenter, distributører og forbrugere, og især de aktører, som er direkte involveret i indsamlingen og behandlingen af elektrisk og elektronisk affald. Direktivet har desuden til formål at bidrage til en bæredygtig produktion og et bæredygtigt forbrug ved i første række at forebygge frembringelse af affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Endelig er formålet at dæmme op for illegal eksport af elektronikaffald, der fremstår som brugt udstyr, samt at sikre mere ensartet administration i medlemslandene med henblik på at lette de administrative og økonomiske byrder for producenterne.

Det nye direktiv indfører bl.a. skærpede krav ved eksport af brugt udstyr, skærpede indsamlings-, nyttiggørelses- og genanvendelsesmål samt skærpede krav til behandling m.v. af affald af elektrisk og elektronisk udstyr.

En af de væsentligste ændringer i det nye WEEE-direktiv er således markant højere indsamlingsmål i EU. Fra 2019 er målet, at 65 % af den markedsførte mængde indsamles. Det vil i Danmark svare til ca. 14 kg indsamlet elektronikaffald fra husholdninger pr. borger årligt. I det gældende direktiv er målsætningen for elektronikaffald 4 kg fra husholdninger pr. borger årligt. Derudover fastsætter direktivet som noget nyt indsamlingsmål for elektronikaffald fra erhverv.

En anden væsentlig ændring i direktivet er, at der for at forhindre illegal eksport af elektronikaffald ved udførsel af brugt udstyr stilles krav om dokumentation for bl.a. udstyrets funktionsduelighed og om passende beskyttelse mod skader i forbindelse med transport m.v.

Med henblik på at mindske eksisterende hindringer for det indre markeds funktion pålægger det nye direktiv endvidere medlemsstaterne at tillade, at producenter og importører, der er etableret i en EU-medlemsstat og sælger elektrisk og elektronisk udstyr i en anden EU-medlemsstat, fremfor at etablere sig med eget forretningssted i denne medlemsstat kan udnævne en bemyndiget repræsentant med ansvar for overholdelsen af producentens eller importørens forpligtelser i henhold til direktivet på den pågældende medlemsstats område. Direktivet indeholder samtidig den skærpelse, at producenter og importører, der sælger via fjernsalg til både husholdninger og virksomheder skal udnævne en bemyndiget repræsentant i de lande, de fjernsælger til.

Det gældende WEEE-direktiv pålægger ikke producentansvar for fjernsalg til erhverv, dvs. det udstyr, som virksomheder køber i udlandet til brug i virksomheden, og hvor tilsvarende udstyr ikke anvendes i husholdninger. I øjeblikket er det sådan, at hvis virksomheder senere videresælger udstyret som brugt udstyr, skal de registrere sig i producentregistret og indberette de solgte mængder. Der er dermed en forventning om, at den samlede årlige indberettede mængde kommer til at stige, da udstyr solgt til virksomheder via fjernsalg som noget nyt bliver omfattet. Miljøministeriet har ikke viden om, hvor stor en mængde fjernsalg til virksomheder udgør. Konsekvensen er endvidere, at der skal opnås en højere indsamlet mængde for at nå det fastsatte indsamlingsmål, da dette opgøres på baggrund af de markedsførte mængder.

Direktivet pålægger medlemsstaterne at sikre let tilgængelige indsamlingsordninger, navnlig under hensyn til befolkningstætheden, for affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra husholdninger. Det påhviler indsamlingsordningerne at sikre dette over for slutbrugere og distributører, og slutbrugerne må ikke afkræves betaling, når de skiller sig af med affaldet.

Direktivet indeholder tillige bestemmelser, der skal sikre mere ensartet administrationen i medlemslandene og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen. Formålet med dette er at sikre korrekt gennemførelse af direktivet og lette administrationen for producenter og importører.

Desuden skal der udarbejdes EU-standarder for behandling, herunder nyttiggørelse, genanvendelse og forberedelse med henblik på genbrug, af elektronikaffald.

Endelig er der med det nye WEEE-direktiv sket mindre indholdsmæssige eller formuleringsmæssige ændringer af definitionerne af centrale begreber fastsat i direktivets artikel 3, som tillige indeholder en række nye definitioner.

3. Lovforslagets hovedindhold

3.1. Ændringer som følge af det nye WEEE-direktiv

3.1.1. Gældende ret (den danske implementering af det gældende WEEE-direktiv)

WEEE-direktivet og de to øvrige direktiver, der har indført producentansvar for henholdsvis udtjente køretøjer (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer) og batterier (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF af 6. september 2006 om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer m.v.), er atypiske i forhold til anden EU-affaldsregulering, idet alle tre direktiver i høj grad lægger ansvaret for affaldshåndteringen på producenterne og importørerne. Det gældende WEEE-direktiv er således i dag implementeret i lovens §§ 9 i – 9 o og 9 z – 9 å samt i bekendtgørelse nr. 1296 af 12. december 2011 om markedsføring af elektrisk og elektronisk udstyr samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr (elektronikaffaldsbekendtgørelsen).

Producentansvar på elektronikområdet er gennemført i miljøbeskyttelsesloven ved lov nr. 385 af 25. maj 2005, lov nr. 508 af 7. juni 2006 og lov nr. 509 af 17. juni 2008.

Producentansvar betyder i praksis i Danmark, at producenter og importører, som markedsfører elektronik i Danmark, har pligt til at lade sig registrere samt til at indsamle og sikre korrekt miljøbehandling af det udstyr, de bringer på markedet, når det bliver til affald. Affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra husholdninger indsamles hovedsageligt gennem de kommunale ordninger og distributørleddet, hvorefter genvindingsvirksomheder på producenter og importørers vegne forestår den videre håndtering. Producenter og importører kan også etablere egen indsamling af egne eller tilsvarende produkter, når det bliver til affald.

For så vidt angår affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra erhverv er der individuelt producentansvar, således at producenterne og importørerne er ansvarlige for det udstyr, de markedsfører, samt for det udstyr, det erstatter. Det er muligt at aftale, om det er slutbrugeren, producenten eller importøren, der håndterer affald fra erhverv. I praksis er hovedreglen, at det er slutbrugeren, der sørger for at få håndteret affaldet.

I medfør af gældende regler kan producenterne og importørerne overdrage ansvaret for at opfylde visse af de forpligtelser, der følger af miljøbeskyttelsesloven og elektronikaffaldsbekendtgørelsen, til en såkaldt kollektiv ordning. Hovedparten af producenter, der markedsfører til husholdninger, er medlem af en kollektiv ordning.

Der er den fornødne hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til at gennemføre en række af det nye direktivs bestemmelser. Det drejer sig f.eks. om bestemmelserne om producentansvar, de skærpede krav ved eksport af brugt udstyr, krav til indsamling med henblik på at nå de skærpede indsamlingsmål og de kommende fælles europæiske minimumsstandarder for behandling af elektronikaffald, som vil øge udnyttelsen af ressourcerne, herunder genanvendelse af sekundære råstoffer, og mindske udledningen af miljøskadelige stoffer.

Selve indsamlingsmålet implementeres i Regeringens Ressourcestrategi, Danmark uden affald, fra oktober 2013. Indsamlingsprocenten vil blive fulgt hvert år, og hvis direktivets indsamlingsmål ikke ser ud til at blive indfriet, vil der blive taget nye initiativer for at øge indsamlingen.

3.1.2. Lovforslaget

Der er behov for enkelte nye hjemmelsbestemmelser og ændringer af gældende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven for at implementere direktivet. Derudover foreslås der nogle forenklinger af loven for at gøre den mere læsevenlig.

Der foreslås således en bemyndigelse for miljøministeren til at fastsætte regler om, hvordan de markedsførte mængder, som danner udgangspunktet for producentansvaret, skal opgøres. Bestemmelsen supplerer de eksisterende bemyndigelser for miljøministeren til at fastsætte regler om tildelingsordning og markedsandel, der relaterer sig til udstyr markedsført til husholdninger, og gælder således alt markedsført udstyr. Der foreslås endvidere som noget nyt tilvejebragt hjemmel til at fastsætte regler om, at det beløb, der ved markedsføring eventuelt er indbetalt (eller udbetalt som overskud) med henblik på håndtering af udstyret, når det bliver til affald, skal tilbagebetales, hvis udstyret bliver udført af Danmark og dermed ikke bliver til affald i Danmark.

Det nye direktiv introducerer en bestemmelse om, at hvis en producent eller importør etableret i en anden EU-medlemsstat markedsfører udstyr i Danmark, men ikke er etableret i Danmark, kan producenten eller importøren i stedet for at etablere sig i Danmark udnævne en repræsentant med skriftlig fuldmagt i Danmark med ansvar for opfyldelsen af producentens/importørens forpligtelser i henhold til direktivet. Det foreslås, at der fastættes hjemmel hertil i loven.

Efter de gældende regler påhviler producentansvaret altid den første, der importerer varen til Danmark. Hvis en udenlandsk virksomhed ikke har etableret sig i Danmark, påhviler producentansvaret således den enkelte importør, som kan være en lang række af distributører, der hver især markedsfører en lille mængde. Ved at indføre muligheden for at udnævne en bemyndiget repræsentant kan producentansvaret fordeles på færre juridiske eller fysiske personer, hvilket samlet set giver mulighed for lempelse af de administrative byrder.

Miljøministeriet er ikke bekendt med, i hvilket omfang producenter og importører, der sælger udstyr i Danmark, men er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som ikke er forpligtet til at udnævne en repræsentant, vil benytte denne mulighed. Forventningen er, at en del af de større producenter vil gøre brug af muligheden, og at muligheden vil give besparelser i form af mindre administration hos producenterne og hos producentregistret.

Bestemmelsen forventes at gøre det enklere for udenlandske virksomheder at markedsføre elektrisk og elektronisk udstyr i Danmark, samtidig med at det bliver muligt for de danske myndigheder at håndhæve reglerne om producentansvar overfor repræsentanten, i forhold til de mængder som producenterne markedsfører i Danmark. Repræsentanten indtræder således i producentens eller importørens forpligtigelser og rettigheder vedrørende producentansvaret for elektrisk og elektronisk udstyr og affald herfra efter loven eller regler udstedt i medfør af loven. Det gælder både i forhold til affaldshåndtering, herunder garantistillelse mv., og oplysnings- og dokumentationsforpligtigelser. De kollektive ordninger, der allerede er etableret, og som yder service i forhold til at bistå producenter og importører med at løfte producentansvaret, har erfaring med at løfte opgaven med at indsamle affald, og de indberetter også til producentregistret på vegne af producenter og importører. De er dog afhængige af de data, som de får fra producenter og importører. Derfor er det vigtigt at understrege, at repræsentanten også bliver ansvarlig for de oplysnings- og dokumentationsforpligtelser, der påhviler en producent eller importør, f.eks. krav om at indsende revisorerklæring og supplerende oplysninger til brug for myndighedernes tilsyn.

Bestemmelserne i det nye WEEE-direktiv gælder for producenter og importører, uanset hvilken salgsmetode der anvendes. Fjernsalg og e-handel er derfor også omfattet. Med henblik på at undgå at andre distributionskanaler skal dække omkostninger, der følger af direktivet, og som opstår som følge af salg af elektrisk og elektronisk udstyr via fjernsalg eller e-handel, skal producenternes og distributørernes forpligtelser ved fjernsalg og e-handel så vidt muligt udformes og håndhæves på samme måde som for andre distributionskanaler. Direktivet stiller således krav om, at producenter og eksportører, herunder danske eksportører, som sælger til slutbrugere via fjernsalg skal udnævne en bemyndiget repræsentant i den medlemsstat, de sælger til. Denne forpligtigelse gælder både fjernsalg til husholdninger og erhverv. Det foreslås endvidere, at overtrædelsen af pligten til at udnævne en repræsentant strafbelægges.

Direktivet indeholder tillige bestemmelser, der skal sikre et øget samarbejde mellem EU-medlemsstaternes myndigheder, herunder producentregistrene, og EU-Kommissionen. Formålet med dette samarbejde er at sikre, at producenterne og importørerne efterlever direktivets krav, og skal herudover medvirke til korrekt gennemførelse af direktivet samt lette administrationen for producenter og importører. Efter direktivet skal informationsudvekslingen foregå elektronisk. Der stilles bl.a. krav om, at samarbejdet skal omfatte adgang til relevante tilsynsoplysninger samt dokumenter herom med forbehold for bestemmelser i den nationale databeskyttelseslovgivning.

Med henblik på gennemførelse af denne bestemmelse foreslås det, at bemyndigelsen i den gældende lovs § 9 æ, stk. 2, ændres, således at det præciseres, at ministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal videregives fra producentregisteret, og til hvem, disse oplysninger kan videregives til. Hermed tydeliggøres det, at der kan videregives oplysninger ikke bare til miljøministeren og Miljøstyrelsen, men også til øvrige relevante myndigheder, herunder til myndigheder i andre EU-medlemsstater, EU-medlemsstaters producentregistre og EU-Kommissionen, samt formen herfor. Herudover forslås det, at ministeren kan henlægge sin kompetence til den private organisation, jf. lovens gældende § 9 ø, i praksis DPA-System, at videregive oplysninger til de relevante myndigheder i andre EU-medlemsstater, herunder til andre EU-medlemsstaters nationale registre samt EU-Kommissionen, samt at der gives ministeren hjemmel til at fastsætte regler om at forpligte producentregistret til på sin hjemmeside at offentliggøre henvisninger (links) til de andre EU-medlemsstaters nationale registre.

Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om videregivelse af relevante oplysninger og dokumenter af betydning for producenters og importørers efterlevelse af deres forpligtigelser i henhold til loven og regler udstedt i medfør af loven for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr og affald heraf til de relevante myndigheder i de øvrige EU-medlemsstater og EU-Kommissionen samt formen herfor.

Det er fastlagt direkte i direktivet at bestemmelserne om samarbejde og informationsudveksling skal ske med forbehold for de enkelte EU-medlemsstaters bestemmelser om databeskyttelse. Videregivelsen af oplysninger og dokumenter skal således ske inden for rammerne af persondataloven.

Af lovtekniske årsager og for at gøre loven mere ensartet og læsevenlig foreslås det endeligt, at de bestemmelser, som indeholder definitioner, som følger af EU-direktiverne vedrørende henholdsvis elektronikaffald, udtjente motordrevne køretøjer samt batterier og akkumulatorer, ophæves i loven, således at de pågældende definitioner fremover alene fremgår af de relevante bekendtgørelser.

3.2. Indsamleruddannelsen

3.2.1. Gældende ret

Den gældende miljøbeskyttelseslovs § 44, stk. 4, indeholder hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om godkendelse som indsamlingsvirksomhed for genanvendeligt erhvervsaffald, herunder på hvilke vilkår en godkendelse kan meddeles.

Den gældende lovs § 7, stk. 3, nr. 4, indeholder endvidere hjemmel for miljøministeren til at fastsætte regler om, at der i virksomheder, der forestår indsamling af genanvendeligt erhvervsaffald, skal være mindst én person med ledelsesansvar for indsamlingen, som skal have bevis for at kunne forestå indberetning af data og miljømæssig forsvarlig håndtering af affaldet.

Baggrunden for bemyndigelsesbestemmelsen i § 7, stk. 3, nr. 4, er, at det er væsentligt, at indsamlingsvirksomheder, der indsamler genanvendeligt erhvervsaffald, har det fornødne kendskab til, hvordan affaldet håndteres miljømæssigt forsvarligt. Det er samtidigt væsentligt, at indsamlingsvirksomhederne, som bl.a. har ansvaret for at indberette data om affald for affaldsproducenterne, er i stand til at foretage korrekt indberetning af data til Affaldsdatasystemet. Affaldsdatasystemet er et nationalt register over data om affald, som blev oprettet i forbindelse med den politiske aftale om ny organisering af affaldssektoren fra 2007 indgået af den daværende regering med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. De indberettede data skal bruges til kommunernes affaldsplanlægning og tilsyn med virksomhederne samt til opfyldelse af visse af Danmarks indberetningsforpligtigelser til EU.

Bemyndigelsen i § 7, stk. 3, nr. 4, og § 44, stk. 4, er bl.a. udnyttet til i § 15 i den gældende bekendtgørelse nr. 1305 af 17. december 2012 om affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed at fastsætte krav om bevis for indsamleruddannelse eller kvalifikationer, der kan sidestilles hermed, som et vilkår for en virksomheds godkendelse som indsamlingsvirksomhed. Reglernes ikrafttrædelse er udskudt til den 1. januar 2014, fordi den indsamleruddannelse, som § 15 henviser til, endnu ikke er etableret. Ikrafttrædelsen vil blive udskudt yderligere, såfremt det bliver nødvendigt af hensyn til virksomhedernes mulighed for efter lovforslagets vedtagelse og tilgængeliggørelsen af uddannelses- og prøvemuligheden at gennemføre uddannelsen og bestå prøven.

Det følger af den gældende lovs § 88, at miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med loven. § 88 indeholder således hjemmel til at fastsætte regler om brugerbetaling til dækning af myndighedernes omkostninger ved behandling af sager om tilladelser og dispensationer samt ved behandling af klagesager. Det antages imidlertid ikke, at § 88 indeholder hjemmel til at gebyrfinansiere omkostninger ved drift og videreudvikling af uddannelsessystemer svarende til det planlagte indsamleruddannelsessystem. Loven indeholder herudover heller ikke hjemmel til at gebyrfinansiere de øvrige omkostninger forbundet med indsamleruddannelsessystemet.

3.2.2. Lovforslaget

Det foreslås, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om gebyr til dækning af omkostningerne ved ordningen for opnåelse af bevis for at kunne forestå indberetning af data og miljømæssig forsvarlig håndtering af genanvendeligt erhvervsaffald, jf. § 7, stk. 3, nr. 4, herunder omkostningerne ved undervisning, prøveafholdelse, udstedelse af bevis samt udvikling, drift og vedligeholdelse af uddannelsessystemet (indsamleruddannelsen).

Udviklingen af det digitale uddannelsessystem finansieres af Miljøstyrelsen. Omkostningerne til den løbende drift, vedligeholdelse og videreudvikling af systemet foreslås finansieret af gebyrer. Gebyret skal herunder dække omkostninger til den løbende opdatering af uddannelsessystemets faglige indhold som følge af regelændringer, omkostninger til drift af betalingsløsning, omkostninger til uddannelsessystemets serverdrift samt øvrige omkostninger forbundet med videreudvikling af uddannelsessystemet. Endvidere skal gebyret dække omkostninger til undervisning, prøveafholdelse og udstedelse af bevis.

Det er hensigten, at der i bekendtgørelsesform vil blive fastsat krav om, at indsamleruddannelsen gennemføres som e-learning, og at prøven for at opnå beviset ligeledes gennemføres digitalt. Endvidere er det hensigten, at det vil være valgfrit, om man vil gennemføre uddannelsen og afslutte den med en prøve, eller om man vil gennemføre den afsluttende prøve uden at have gennemført et uddannelsesforløb. Baggrunden for denne valgmulighed er, at nogle virksomheder allerede har stor erfaring med at indberette data både til InformationsSystem for Affald og Genanvendelse (ISAG), som var det tidligere register over data om affald, og til Affaldsdatasystemet (årene 2010 til 2012). Disse virksomheder har samtidig flere års erfaring med forsvarlig miljømæssig håndtering af affald.

Der er i 2011 som et led i forberedelsen af indsamleruddannelsen etableret et prøvemodul på Miljøstyrelsens hjemmeside, hvor virksomhederne kan træne i at indberette data til Affaldsdatasystemet.

Der findes i dag 558 godkendte indsamlingsvirksomheder af genanvendeligt erhvervsaffald, som er registreret på p-nummerniveau (produktionsenhedsniveau). Disse virksomheder samt virksomheder, som fremover ansøger om godkendelse som indsamlingsvirksomhed, skal i henhold til den gældende bekendtgørelse nr. 1305 af 17. december 2012 om affaldsregistret og om godkendelse som indsamlingsvirksomhed opfylde kravet om bevis for indsamleruddannelse. Der er dog fastsat den begrænsning, at kravet om bevis alene gælder virksomheden som sådan samt selvstændige produktionssteder under virksomheden med 10 eller flere ansatte. Dette indebærer, at indsamlerbeviset ikke bliver obligatorisk for alle de 558 godkendte indsamlingsvirksomheder, fordi en række produktionssteder under disse virksomheder ikke opfylder kravet om 10 eller flere ansatte. Det forventes dog, at flere virksomheder end de allerede godkendte vil ansøge om og blive godkendt som indsamlervirksomheder og derfor skal opfylde kravet om bevis for indsamleruddannelsen.

Derudover vil det være op til indsamlingsvirksomhederne, om de ønsker, at flere medarbejdere har bevis for indsamleruddannelsen end den ene person, som der er pligt til. Desuden vil medarbejderudskiftninger i virksomhederne også medføre, at der er flere, som skal have bevis for indsamleruddannelsen, da beviset er personligt og dermed følger den pågældende medarbejder.

Som anført opnås bevis for gennemførelse af indsamleruddannelsen ved at bestå en prøve. Det er hensigten, at der betales et gebyr pr. prøve. Gebyret skal således betales, uanset om prøven bestås eller ej, og gebyret er det samme, uanset om der ved prøven forudgående har været gennemført et uddannelsesforløb eller ej, da gebyret dækker omkostninger til det samlede digitale uddannelses- og prøvesystem.

Det er hensigten, at beviset skal have en gyldighed på 5 år, da det vurderes relevant at få opdateret bevisindehavernes kendskab til reglerne og indberetningssystemet med et vist mellemrum.

Endelig bemærkes, at kravet om indsamlerbevis i forhold til indsamling af genanvendeligt erhvervsaffald knytter sig til definitionen af genanvendelse i miljøbeskyttelsesloven, som dækker både forberedelse til genbrug, genanvendelse og anden endelig materialenyttiggørelse. Det er således fortsat virksomheder, som indsamler erhvervsaffald, der kan anvendes til forberedelse til genbrug, genanvendelse og anden endelig materialenyttiggørelse, som skal godkendes som indsamlingsvirksomheder. Nærværende lovforslag ændrer ikke ved dette.

Gebyret fastsættes således, at der opnås balance mellem indtægter og omkostninger over en 4-årig periode i overensstemmelse med Budgetvejledningens afsnit 2.3.1.2. Reglerne om gebyr vil fremgå af de kommende regler om indsamleruddannelsen, som det er hensigten at udstede i bekendtgørelsesform. For så vidt angår opkrævning af gebyret foreslås det, at bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 88 finder anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at henvisningen til lovens § 7, stk. 4, ændres til stk. 5. Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 2, hvorefter lovens § 7, stk. 4-6, bliver til stk. 5-7.

3.3. Digitale løsninger ved angivelse og indbetaling til SKAT samt ved ansøgning om tilskud ved indsamling af affald

3.3.1. Digitaliseringskrav ved angivelse og indbetaling til SKAT

3.3.1.1. Gældende ret

For at sikre hel eller delvis dækning af omkostningerne i forbindelse med håndtering af visse materialer og produkter m.v., når det bliver til affald, kan der i dag med hjemmel i lovens § 53, stk. 1, fastsættes regler om, at importører eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer, herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til kommunale fællesskaber for affaldshåndtering eller til et selskab m.v.

Administration og opkrævning af gebyret kan med hjemmel i stk. 2 henlægges til bl.a. told- og skatteforvaltningen (pr. 1. januar 2013 varetager SKAT de opgaver, der ved skatteforvaltningslovens § 1 er tillagt told- og skatteforvaltningen, jf. bekendtgørelse nr. 1151 af 3. december 2012 om varetagelsen af told- og skatteforvaltningens opgaver).

Hjemlen er i dag bl.a. udmøntet i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk (herefter dækbekendtgørelsen), således at de virksomheder, der fremstiller eller importerer dæk med hjemmel i lovens § 53, stk. 1, skal betale gebyr af alle typer dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, herunder påhængskøretøjer og påhængsredskaber til disse. Administration og opkrævning af gebyret er med hjemmel i § 53 henlagt til SKAT, jf. miljøbeskyttelseslovens § 80.

3.3.1.2. Lovforslaget

Det foreslås, at stk. 4 i § 53 ophæves og at der i stedet indsættes et nyt stk. 4 og 5, hvorefter der gives miljøministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om indbetaling, angivelse og opkrævning af gebyret efter stk. 1, herunder regler om registrering, betalingsperiode, tilbagebetaling, renter og m.v., samt at angivelse og indbetaling skal ske elektronisk. Med forslaget til stk. 5 bliver det nu muligt at kræve, at angivelse og indbetaling til SKAT i medfør af § 53 skal ske digitalt.

Med udmøntning i bekendtgørelsesform er det hensigten at gøre det muligt at kræve, at alle virksomheder omfattet af gebyrpligten ved produktion eller import af dæk fremover skal foretage angivelserne og indbetalingerne digitalt.

Det forudsættes, at de digitale systemer, som de offentlige myndigheder stiller til rådighed for, at angivelser og indbetalinger kan ske digitalt indrettes på en sådan måde, at den offentlige myndighed kan identificere, hvem der har indgivet angivelsen eller indberetningen. Det må i den forbindelse forventes, at der stilles krav om anvendelse af en sikker identifikation af virksomheden i form af den nødvendige digitale signatur som eksempelvis NemID medarbejdersignatur.

For virksomheder er udgangspunktet, at virksomheder er digitale og i stand til at anvende digital selvbetjening. Virksomhederne skal således anvende de digitale selvbetjeningsløsninger, som er omfattet af dette lovforslag. Offentlige selvbetjeningsløsninger til brug for virksomheder er tilgængelige på Virk.dk ved anvendelse af NemID medarbejdersignatur. Virksomheder, der har et CVR-nummer kan få en NemID medarbejdersignatur.

En virksomhed, der ikke har et CVR-nummer, kan ikke få en NemID medarbejdersignatur. En virksomhed, der ikke kan få en NemID medarbejdersignatur, eksempelvis hvis virksomheden har hjemsted i udlandet, skal tilbydes en anden måde at angive og indbetale på end digitalt, hvis selvbetjeningsløsningen forudsætter anvendelse af NemID medarbejdersignatur. Endvidere vil der ikke blive stillet krav om digital selvbetjening til udenlandske virksomheder m.v., hvis dette vil være i strid med EU-retten eller andre internationale forpligtelser.

Det vil herudover ikke være muligt som virksomhed at blive undtaget fra det digitale krav på grund af særlige forhold. Der er ikke et tilsvarende hensyn at tage til individuelle behov, som tilfældet er på borgerområdet, hvor handicaps, ordblindhed, manglende it-kompetencer mv. kan medføre, at borgeren ikke skal ansøge digitalt. Det forhold, at en virksomhed oplever, at den pågældende virksomheds egne computere ikke fungerer, at den pågældende medarbejder har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde, kan altså ikke føre til fritagelse for pligten til digital kommunikation.

Det vil i samme omfang som hidtil være muligt for en virksomhed at give fuldmagt til en repræsentant for virksomheden, eksempelvis en advokat eller anden rådgiver, til at foretage ansøgninger mv. på virksomhedens vegne i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om partsrepræsentation.

De relevante bekendtgørelser, herunder dækbekendtgørelsen, vil efterfølgende blive revideret i overensstemmelse med forslaget. I bekendtgørelsen vil der blive fastsat de specifikke regler om renter ved manglende betaling af betalingen med henvisning til de eksisterende regler i skattelovgivningen.

3.3.2. Krav om digital ansøgning om tilskud ved indsamling af affald

3.3.2.1. Gældende ret

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4 i § 56, så det fremover bliver muligt at kræve, at ansøgning om tilskud efter lovens kapitel 7 vedrørende affaldsforebyggelse, genanvendelse og renere teknologi indgives digitalt.

Miljøministeren kan i henhold til den gældende miljøbeskyttelseslovs § 56, stk. 3, fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud efter §§ 53 a-55 og § 55 c, herunder om behandling af ansøgninger, tidsfrister m.v., vedr. indsamling og håndtering af affald m.v. samt visse projekter i forbindelse med eksempelvis udredning, udvikling m.v. Med hjemmel i § 53 a er det således muligt at anvende de i § 53, stk. 1, nævnte gebyrer til bl.a. tilskud til indsamling og håndtering af affald, ligesom administrationen heraf kan henlægges til private organisationer, foreninger og lignende. Hjemlen er udmøntet i bl.a. dækbekendtgørelsen, således at der i dag ydes tilskud til godkendte indsamlingsvirksomheder, som indsamler kasserede dæk fra motordrevne køretøjer og afleverer dem til virksomheder, der modtager og oparbejder dæk, og som er godkendt af Miljøstyrelsen.

Administrationen af tilskudsordningen varetages i dag med hjemmel i § 53 a, stk. 1, af Dækbranchens Miljøfond. Ansøgning om udbetaling af tilskud skal derfor sendes til Dækbranchens Miljøfond, som træffer afgørelse herom. Ansøgningen skal bl.a. indeholde indsamlingsvirksomhedens navn, adresse og CVR-nummer samt opgørelse over mængden af dæk (stk. og kg) og oplysning om, hvor dækkene stammer fra. Ansøgning sendes i dag i papirform. Der er dog udviklet et digitalt indberetningssystem, som i dag frivilligt anvendes af 2/3 af de indsamlere, som modtager tilskud.

3.3.2.2. Lovforslaget

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4 i § 56, således at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, at ansøgning om tilskud efter §§ 53 a -55 og § 55 c skal ske digitalt.

Med forslaget bliver det muligt i bekendtgørelsesform på de enkelte områder omfattet af lovens kapitel 7 at fastsætte krav om, at ansøgning om tilskud efter lovens kapital 7 vedrørende affaldsforebyggelse, genanvendelse og renere teknologi fremover skal ske digitalt og således ikke længere kan ske i papirform.

Formålet med ændringen er at lette administrationen for dem, der administrerer de pågældende tilskudsordninger, men også for de enkelte ansøgere. Forslaget vil endvidere gøre kontrolopgaver for de administrerende myndigheder lettere.

De administrative myndigheder eller private organisationer m.v., som administrerer tilskudsordninger omfattet af §§ 53 a - 55 og § 55 c, vil med forslaget også blive forpligtet til at anvende en digital løsning i forbindelse med administrationen.

Den foreslåede ændring medfører ingen ændringer i de betingelser m.v., som skal være opfyldt, for at der kan udbetales tilskud. Der er alene tale om en administrativ ændring, som ingen miljømæssige konsekvenser har.

For så angår digitale systemer, identifikation af ansøger, forhold for udenlandske virksomheder, undtagelsesmuligheder og fuldmagt henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.3.1.2.

Det er hensigten først at udmønte hjemmelen i bekendtgørelsesform på dækområdet med henblik på at gøre det muligt at kræve, at alle ansøgninger om tilskud til indsamling af kasserede dæk fremover skal indgives digitalt. Som følge af forslaget vil dækbekendtgørelsen således skulle revideres.

3.4. Ophævelse af definitioner

3.4.1. Gældende ret

Definitionerne i lovens § 9 i, § 9 p og § 9 t er indsat i loven i forbindelse med gennemførelsen af henholdsvis det gældende WEEE-direktiv, direktivet om udrangerede køretøjer og batteridirektivet. Af bemærkningerne til gennemførelsesloven for det gældende WEEE-direktiv fremgår, at definitionerne på producenter og importører samt definitionen på affald fra husholdninger adskilte sig fra de hidtidige danske definitioner, hvorfor det blev fundet nødvendigt at indsætte definitionerne i selve loven. Tilsvarende fremgår af bemærkningerne til gennemførelsesloven for direktivet om udrangerede køretøjer, at definitionen af køretøj i direktivet adskiller sig fra definitionen i færdselslovens § 2, stk. 2, hvorfor det blev vurderet hensigtsmæssigt at indsætte definitionen i loven.

3.4.2. Lovforslaget

Lovens § 9 i, § 9 p og § 9 t foreslås ophævet af lovtekniske årsager og for at gøre loven mere læsevenlig. Oprindeligt blev definitionerne indført i loven, fordi de var atypiske i forhold til miljøreguleringen. Siden gennemførslen af det første producentansvarsdirektiv (direktivet for udrangerede køretøjer) i dansk ret i 2000, er kendskabet til begreberne indenfor producentansvarsområdet blevet udbredt, hvorfor eksempelvis den definitoriske afgrænsning mellem producenter og importører og den efterfølgende affaldsproducent ikke vurderes at volde brugerne vanskeligheder, og der hjemmel til at fastsætte definitionerne i de tilhørende bekendtgørelser. Tilsvarende vurderes det forhold, at der i definitionen af en bil lægges en anden forståelse af begrebet motorkøretøj til grund end i færdselsloven, ikke at nødvendiggøre, at definitionen at en bil findes i loven. Definitionerne i de bestemmelser, der foreslås ophævet, findes i de tre underliggende bekendtgørelser, som regulerer producentansvarsområderne, dvs. elektronikaffaldsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1186 af 7. december 2009 om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer samt bekendtgørelse nr. 1312 af 19. december 2012 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4.1. WEEE-direktivet

Lovforslagets hjemmelsbestemmelsers udmøntning i bekendtgørelser forventes i den indledende fase at medføre økonomiske og administrative omkostninger for staten, dvs. Miljøstyrelsen.

Det nye WEEE-direktiv foreskriver en mere omfattende udveksling af information og koordinering imellem medlemsstaterne og EU-Kommissionen, bl.a. med det formål at lette de administrative byrder for producenterne og importørerne ved at have mere ensartede krav for registrering og indberetning. Det vil også medføre en mindre forøgelse i den administrative belastning for staten (Miljøstyrelsen), når der skal koordineres på tværs af medlemslande. Dansk Producentansvarssystem (DPA-System) forventes at fortsætte og udbygge det internationale samarbejde og den koordinering, der ligger inden for dets ansvarsområde.

Til gengæld forventes det, at tilsyn med producenter og importører, som markedsfører via internettet via fjernsalg, bliver enklere. Tilsynet er administrativt meget vanskeligt med det eksisterende system.

Lovforslagets bemyndigelsesbestemmelsers udmøntning i bekendtgørelser forventes ikke at medføre administrative eller økonomiske konsekvenser for kommuner og regioner.

4.2. Indsamleruddannelsen

Lovforslagets bemyndigelsesbestemmelsers udmøntning i bekendtgørelse har økonomiske konsekvenser for det offentlige, idet Miljøstyrelsen afholder omkostningerne til etablering af uddannelsen, herunder den elektroniske platform.

Driften og den fortsatte videreudvikling af uddannelsen vil blive finansieret af de virksomheder, som indsamler affald, og hvis medarbejder skal tage prøven.

4.3. Digitale løsninger ved angivelse og indbetaling til SKAT samt ved ansøgning om tilskud ved indsamling af affald

4.3.1. Digitaliseringskrav ved angivelse og indbetaling til SKAT

For så vidt angår angivelse og indbetaling af gebyr for importerede og producerede dæk forventes der ikke at være økonomiske eller administrative konsekvenser ved etableringen for det offentlige, da systemet allerede er udviklet.

Det forventes, at digitaliseringen vil lette administrationen hos SKAT for så vidt angår opkrævning af gebyr samt give mulighed for at effektivisere Miljøstyrelsens tilsyn med de enkelte producenters og importørers angivne mængder af indsamlede dæk til brug for vurderingen af, om der kan ydes til tilskud.

4.3.2. Krav om digital indberetning ved ansøgning om tilskud ved indsamling af affald

Der forventes ingen negative økonomiske eller administrative konsekvenser for hverken staten, regionerne eller kommunerne.

For så vidt angår ansøgning om tilskud til indsamlede kasserede dæk, er engangsudgifterne til etablering af det digitale indberetningssystem dækket af midler fra Dækbranchens Miljøfond. Disse midler vil også dække de løbende driftsudgifter til systemet. Det forventes, at digitaliseringen vil lette administrationen hos Dækbranchens Miljøfond samt give mulighed for at effektivisere Miljøstyrelsens tilsyn med udbetalingen af tilskud.

5. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5.1. WEEE-direktivet

Lovforslagets bemyndigelsesbestemmelsers udmøntning i bekendtgørelser vil have både positive og negative økonomiske og administrative konsekvenser for producenter og importører af elektrisk og elektronisk udstyr omfattet af reglerne.

Generelt er intentionen bag bestemmelserne om bemyndiget repræsentant en øget harmonisering af de nationale producentregistre og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne. Desuden er det hensigten at lette de administrative byrder forbundet med producentansvaret. Muligheden for at udnævne en repræsentant forventes således at lette de administrative byrder for producenterne og importørerne, idet producenterne og importørerne i stedet for at etablere virksomhed i hver enkelt medlemsstat kan udnævne en repræsentant. Producenter og importører, som er etableret i en anden EU-medlemsstat, men markedsfører elektrisk og elektronisk udstyr i Danmark, kan således overlade ansvaret for at varetage deres forpligtelser til en bemyndiget repræsentant. Der er aftalefrihed omkring honorering m.v. af repræsentanten, og det må antages, at producenterne og importørerne fravælger denne mulighed, hvis den økonomisk bliver for omkostningskrævende, eller hvis det bliver for administrativt krævende at have en repræsentant som mellemled. De producenter og importører, som er etableret i Danmark, men markedsfører deres varer i en anden EU-medlemsstat via fjernsalg, bliver forpligtet til at udnævne en repræsentant i disse lande.

Muligheden for at kunne anvende refusionsprocedurer betyder, at det kan sikres, at producenterne og importørerne kun hæfter for omkostningerne vedrørende de mængder af elektrisk og elektronisk udstyr til brug for husholdninger, som reelt er markedsført på det danske marked. Samtidig sikres det, at producenterne og importørerne ikke uretmæssigt kompenseres for en eventuel ressourceværdi af den markedsførte mængde udstyr, såfremt udstyret senere reeksporteres.

Harmoniseringen af de nationale registerfunktioner samt den øgede digitale integration af registrene på tværs af EU-medlemsstaterne forventes at medføre, at både producenter og importører samt tilsynsmyndigheden - i Danmark Miljøstyrelsen - får færre udgifter til administration.

Der forventes dog éngangsudgifter på omkring 100.000 kr. i forbindelse med udvidelse af det eksisterende datasystem hos DPA-System, således at bemyndigede repræsentanter kan registreres i producentregistret. Desuden skal der foretages mindre ændringer i producentregisteret, så det sikres, at de relevante informationer i producentregisteret kan deles på tværs af EU-medlemsstaterne i det nødvendige dataformat. Omkostningerne hertil finansieres via gebyrbetalingen til DPA-System.

Det forventes, at producenterne og importørerne vil overvælte de øgede omkostninger på forbrugerne, hvilket er i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet.

Da det gældende WEEE-direktiv blev implementeret, blev det vurderet, at de samlede omkostninger for producenterne ville være 150-175 mio. kr. årligt. Miljøministeriet har ikke viden om, hvad producentansvarsreglerne reelt har kostet producenterne og importørerne. Der har i perioden været stigende priser på materialer. I nogle tilfælde har affaldet imidlertid en positiv værdi, så den nuværende årlige omkostning for producenterne til at komme af med affaldet vurderes at være faldet væsentligt. Der er etableret flere såkaldte kollektive ordninger, der varetager den praktiske administration af producentansvarsreglerne for producenterne. De kollektive ordninger kan ligeledes varetage den praktiske håndtering af elektronikaffaldet mod betaling. De kollektive ordningernes priser er ikke offentligt tilgængelige, men det samlede indtryk er, at håndteringen er blevet billigere for producenterne og importørerne de seneste år, og for nogle elektronikaffaldsfraktioner vurderes producentansvaret at være uden omkostninger for producenterne og importørerne.

Siden det gældende WEEE-direktiv blev vedtaget, er der sket den markante ændring i prisudviklingen, at det meste af elektronikaffaldet i dag har en positiv værdi, når det er indsamlet. Der er dog forskel på, hvor stor en værdi de forskellige typer elektronikaffald har, og om de udgør en indtægt for producenterne og importørerne. Lyskilder har f.eks. fortsat en negativ værdi. Der er omkostninger for producenterne og importørerne ved indsamling af elektronikaffaldet, som finder sted ved afhentning på de kommunale indsamlingssteder eller ved etablering af egenindsamling. Det betyder, at det med en vis sandsynlighed kun får en lille praktisk betydning, at det sikres, at producenter bliver reguleret for afholdte omkostninger til affaldshåndtering. Prisudviklingen betyder også, at der formentlig vil ske en ændring i fokus på elektronikaffaldet. Hvor indsamling og behandling af elektronikaffald før var en byrde, som producenterne og importørerne påtog sig, bliver det formentlig fremadrettet attraktivt at få fat på elektronikaffaldet. Forskellen i værdien af de enkelte typer elektronikaffald medfører dog, at der er forskel på, hvor attraktivt det er at få fat på de forskellige typer af elektronikaffald.

5.2. Indsamleruddannelsen

Indførelse af gebyr for indsamleruddannelsen vil have økonomiske konsekvenser, idet indsamlingsvirksomhederne skal betale et gebyr for hver prøve, en medarbejder tager. Gebyret for prøven forventes at blive ca. kr. 1.500. Den samlede økonomiske konsekvens for branchen forventes at blive i størrelsesordenen 200.000 kr., svarende til ca. 300 kr. pr. virksomhed pr. år. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.2.

5.3. Digitale løsninger ved angivelse og indbetaling til SKAT samt ved ansøgning om tilskud ved indsamling af affald

5.3.1. Digitaliseringskrav ved angivelse og indbetaling til SKAT

Lovforslagets bemyndigelsesbestemmelsers udmøntning i bekendtgørelse forventes ikke at have nogle administrative eller økonomiske omkostninger af betydning for erhvervslivet, dvs. for virksomhederne omfattet af ordningen, da systemet allerede er udviklet. Det forventes at give mindre administrative lettelser for producenter og importører, at angivelse skal ske digitalt. Opfyldelse af digitaliseringskravet indebærer alene, at den enkelte virksomhed har adgang til en PC med internetadgang.

5.3.2 Krav om digital indberetning ved ansøgning om tilskud ved indsamling af affald

Lovforslagets bemyndigelsesbestemmelsers udmøntning i bekendtgørelse forventes ikke at have nogen administrative eller økonomiske omkostninger af betydning for erhvervslivet.

For så vidt angår ansøgning om tilskud til indsamling af kasserede dæk er ordningen udgiftsneutral, da det digitale indberetningssystem allerede er udviklet samt finansieret af midler hidrørende fra Dækbranchens Miljøfond, som også vil dække de løbende driftsudgifter til systemet. Det er omkostningsfrit for indsamlingsvirksomhederne at være registreret og indberette til det elektroniske indberetningssystem. Opfyldelse af kravet om digital indberetning og ansøgning om tilskud forudsætter således alene, at den enkelte indsamler har adgang til en PC med internetadgang.

6. De administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

7. De miljømæssige konsekvenser

Udmøntning af lovforslagets ændringer som følge af WEEE-direktivet har positive miljømæssige konsekvenser. Lovforslaget indeholder således bestemmelser, som har til formål at optimere den administrative del af producentansvaret. Det er desuden hensigten, at disse bestemmelser skal skabe et bedre datagrundlag med henblik på at vurdere de tiltag, der sættes i værk – eksempelvis i form af tilsyn – og derved medvirke til at dokumentere og optimere de positive miljømæssige konsekvenser.

Det nye WEEE-direktiv indeholder en række bestemmelser, som forventes at give en række miljømæssige forbedringer på europæisk plan. Implementering af disse bestemmelser kræver ikke ny lovhjemmel. Det drejer sig bl.a. om de skærpede krav ved eksport af brugt udstyr, de skærpede indsamlingsmål og de kommende fælles europæiske minimumsstandarder for behandling af elektronikaffald, som vil øge udnyttelsen af ressourcerne, herunder genanvendelse af sekundære råstoffer, og mindske udledningen af miljøskadelige stoffer. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.

De foreslåede ændringer vedrørende indsamleruddannelsen forventes at have positive miljømæssige konsekvenser i kraft af det bedre kendskab i branchen til reglerne om affaldshåndtering.

8. Forholdet til EU-retten

Ved lovforslaget indføres hjemmel til delvis implementering af producentansvar m.v. som fastsat i det nye WEEE-direktiv. Miljøbeskyttelsesloven indeholder allerede hjemmel til at gennemføre implementering af producentansvar m.v. som fastsat i det gældende WEEE-direktiv. Den detaljerede gennemførelse af direktivets bestemmelser vil ske i form af revidering af elektronikaffaldsbekendtgørelsen og bekendtgørelse om overførsel af affald.

Det nye WEEE-direktiv introducerer med artikel 17 en bemyndiget repræsentant. Der stilles bl.a. krav om, at denne skal være etableret i den EU-medlemsstat, hvor producenten eller importøren markedsfører elektrisk og elektronisk udstyr. For udstyr solgt i Danmark vil repræsentanten derfor skulle etablere sig i Danmark samt lade sig registrere i det danske producentregister. Ved implementeringen sidestilles udenlandske tjenesteydere med danske.

Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (servicedirektivet), artikel 3, stk. 1, at hvis bestemmelser i servicedirektivet strider mod en bestemmelse i en anden fællesskabsretsakt om særlige aspekter af adgangen til eller udøvelsen af servicevirksomhed inden for særlige områder eller særlige erhverv, har bestemmelsen i den anden fællesskabsretsakt forrang og finder anvendelse på disse særlige områder eller erhverv. På baggrund heraf vurderes ordningen ikke i at være omfattet af servicedirektivet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 7.

Lovforslaget har ikke øvrige EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer: Digitaliseringsstyrelsen, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, GEUS, Danske Regioner, KL, Advokatsamfundet, AffaldVarme Aarhus, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, BL – Danmarks Almene Boliger, Byggesocietetet, Bygherreforeningen, CONCITO, Copenhagen Ressource Institute, DAKOFA, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Affaldsforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, DI, DPA-System, Dansk Standard, Danske Advokater, DANVA, Den Danske Landinspektørforening, Det Økologiske Råd,

DONG Energy, DTL, Dækbranchens Miljøfond, elretur, Energi – og olieforum, ERP Danmark, Fagligt Fælles Forbund (3F), Finansrådet, Forbrugerrådet, FORCE Technology, Foreningen af Kommunale Tekniske Chefer, Foreningen af Miljømedarbejdere i kommunen (ENVINA), Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen Danske Revisorer, Forsikring og Pension, Friluftsrådet, GenvindingsIndustrien (GI), Greenpeace, Håndværksrådet, Informationscenter for Miljø & Sundhed, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), Kommunalteknisk Chefforening (KTC),

Landbrug & Fødevarer, Landsorganisationen i Danmark (LO), LWF (Lyskildebranchens WEEE-forening), Natur- og Miljøklagenævnet, Miljøbevægelsen NOAH, Parcelhusejernes landsforening, Plastindustrien, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, RENE, Returbat, Rigsrevisionen, Teknologisk Institut og WWF Verdensnaturfonden.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at fodnoten til miljøbeskyttelseslovens titelnote ændres, så det kommer til at fremgå, at loven implementerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/19/EU af 4. juli 2012 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), EU-Tidende 2012, nr. L 197, side 38.

Til nr. 2

Den foreslåede bestemmelse er ny. Forslaget indebærer, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om gebyr til dækning af omkostningerne opnåelse af bevis for at kunne forestå indberetning af data og miljømæssig forsvarlig håndtering af genanvendeligt erhvervsaffald, jf. § 7, stk. 3, nr. 4, herunder omkostningerne til undervisning, prøveafholdelse, udstedelse af bevis samt udvikling, drift og vedligeholdelse af uddannelsessystemet (indsamleruddannelsen). Den kommende indsamleruddannelse er beskrevet under de almindelige bemærkninger, afsnit. 3.2.

Miljøstyrelsen afholder omkostningerne til udviklingen af det digitale uddannelsessystem.

Gebyret skal dække omkostninger til undervisning, prøveafholdelse og udstedelse af bevis samt til den løbende opdatering af uddannelsessystemets faglige indhold som følge af regelændringer, omkostninger til drift af betalingsløsning, omkostninger til uddannelses- og prøvesystemets serverdrift samt øvrige omkostninger knyttet til videreudvikling af uddannelsessystemet.

Det er hensigten, at virksomhederne skal betale et gebyr pr. prøve for medarbejderen. Det er endvidere hensigten, at gebyret skal betales, uanset om prøven bestås eller ej, og at gebyret er det samme, uanset om der ved prøven forudgående har været gennemført et uddannelsesforløb eller ej, idet gebyret dækker omkostninger til det samlede digitale uddannelses- og prøvesystem. Beviset er personligt og følger den person, der har bestået prøven.

Gebyret fastsættes, sådan at der opnås balance mellem indtægter og omkostninger over en 4-årig periode i overensstemmelse med Budgetvejledningens afsnit 2.3.1.2.

Reglerne om gebyr forventes at blive fastsat i bekendtgørelsesform. For så vidt angår opkrævning af gebyret foreslås det, at bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 88 finder anvendelse. Gebyret vil blive opkrævet efter reglerne i lovens § 88.

Til nr. 3

De foreslåede ændringer af § 7, stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt., og § 7, stk. 6, der bliver stk. 7, er en konsekvensrettelse som følge af det foreslåede nye stk. 4 i § 7, hvorefter § 7, stk. 4-6, bliver stk. 5-7.

Til nr. 4

For at gøre loven mere læsevenlig foreslås det, at § 9 i, stk. 1, ophæves.

§ 9 i, stk. 1, i den gældende lov indeholder definitionerne fra det gældende WEEE-direktiv på elektrisk og elektronisk udstyr, producenter og importører samt affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Definitionerne i det gældende WEEE-direktiv er ligeledes indeholdt i elektronikaffaldsbekendtgørelsen.

Det er hensigten, at definitionerne i det nye WEEE-direktiv fremover alene implementeres i elektronikaffaldsbekendtgørelsen, således at loven ikke længere indeholder definitioner på relevante begreber, men alene indeholder de fornødne hjemmelsbestemmelser til implementering af direktivet i bekendtgørelsesform.

Det nye direktiv udvider definitionen af producent, da defintionen fremover også omfatter enhver fysisk eller juridisk person, der ved hjælp af fjernsalg sælger til erhverv. Denne ændring vil blive gennemført i producentdefinitionen i elektronikaffaldsbekendtgørelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.

Til nr. 5

Det foreslås, at »,jf. stk. 1, nr. 3« udgår i § 9 i, stk. 2, der bliver stk. 1.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at § 9 i, stk. 1, foreslås ophævet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 4.

Til nr. 6

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2 i § 9 j, der med henblik på at gennemføre det nye WEEE-direktivs artikel 12, stk. 5, giver miljøministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvorledes de markedsførte mængder, jf. § 9 j, stk. 1, opgøres, samt om procedurer for tilbagebetaling til producenterne og importørerne, når elektrisk og elektronisk udstyr til brug for husholdninger overføres til andre lande for at blive markedsført der. Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse supplerer de eksisterende bemyndigelser for miljøministeren til at fastsætte regler om tildelingsordning og markedsandel, der relaterer sig til udstyr markedsført til husholdninger og gælder således alt markedsført udstyr.

Producenter og importører, som markedsfører elektrisk og elektronisk udstyr til brug for husholdninger, er med de gældende regler ansvarlige for den mængde udstyr, de producerer henholdsvis importerer med henblik på markedsføring i Danmark. De er derudover forpligtet til at tilbagetage udstyret, når det bliver til affald. Allerede i dag er de derfor forpligtet til årligt at indberette de mængder, de har markedsført til brug for husholdninger, til producentregistret, jf. den gældende lovs § 9 æ. Disse mængder indgår i en beregning af markedsandelen, som bl.a. danner grundlag for beregning af den mængde, som producenten eller importøren har pligt til at tage tilbage i en tildelingsordning. I det omfang producenten eller importøren ikke allerede har opfyldt sin indsamlingsforpligtelse ved egen indsamling, kan en andel af det kommunalt indsamlede udstyr, når det bliver til affald, indgå i tildelingsordningen. Hidtil har den største del af affaldet været indsamlet via den kommunale indsamling.

Den private organisation, som i medfør af den gældende lovs § 9 ø er tillagt kompetencen til at administrere systemet (på nuværende tidspunkt DPA-System), skal modtage indberetninger om de markedsførte mængder til brug for husholdninger samt foretage de konkrete beregninger af den andel, der pålægges efter tildelingsordningen, opkrævning af gebyr m.v. De markedsførte mængder indberettes på grundlag heraf årligt til DPA-System. Producenter og importører betaler desuden årligt et beløb pr. kg markedsført udstyr til brug for husholdninger. Beløbet indbetales til DPA-System og dækker omkostningerne til administration af tildelingsordningen.

I medfør af artikel 12, stk. 5, i det nye WEEE-direktiv skal EU-medlemsstaterne sikre, at der udvikles passende refusionsprocedurer, hvis udstyr efter markedsføring udføres fra den berørte EU-medlemsstats område for at blive markedsført udenfor dette område. Baggrunden for den nye forpligtelse i det nye WEEE-direktiv er, at der har forekommet situationer, hvor det samme udstyr blev registreret som markedsført i to EU-medlemsstater, således at en producent eller importør dermed pådrog sig producentansvar i begge EU-medlemsstater.

Med forslaget skabes den fornødne hjemmel til at udvikle en ordning, hvorefter producenterne og importørerne kan reducere den årlige mængde af markedsført udstyr. Derudover etableres bemyndigelse til, at ministeren fastsætter regler om en refusionsordning for udstyr markedsført til brug for husholdninger. Producenterne og importørerne vil med forslaget således kun være ansvarlige for den miljømæssige håndtering m.v. af den mængde udstyr, som reelt bliver til affald i Danmark. Da producenterne og importørerne i medfør af miljøbeskyttelsesloven og elektronikaffaldsbekendtgørelsen kan lade en kollektiv ordning varetage deres forpligtelser, kan refusionen også ske på baggrund af indberetninger fra de kollektive ordninger. Det følger af miljøbeskyttelsesloven § 9z, stk. 1 og 2, udmøntet i elektronikaffaldsbekendtgørelsen § 50.

Der er endvidere hensigten i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler for, i hvilke tilfælde der kan ske regulering af de markedsførte mængder, krav til dokumentation, m.v. Disse regler fastsættes med hjemmel i den eksisterende lovs § 9 n.

Det er hensigten, at ordningen skal være enkel at administrere for producenterne og importørerne, for den private organisation og for myndighederne. Det skal også sikres, at det er administrativt enkelt at føre tilsyn, bl.a. ved at producenterne og importørerne skal dokumentere, hvilket senere omsætningsled der har eksporteret den mængde af udstyr, de ønsker at reducere de markedsførte mængder med.

Danmark er i medfør af det nye WEEE-direktiv forpligtet til at indberette indsamlingsprocenter til Kommissionen. Disse indsamlingsprocenter er baseret på mængden af udstyr markedsført i Danmark samt mængden af affald indsamlet i Danmark. Nyttiggørelses-, genbrugs- og genanvendelseskravene fremgår allerede af elektronikaffaldsbekendtgørelsens kapitel 10, og de nye minimumsmål for henholdsvis 2015 og 2018 fremgår af det nye direktivs bilag V og forventes ligeledes implementeret i bekendtgørelsen.

Den foreslåede ændring medfører ingen ændring i tildelingsordningen i forhold til tilbagetagningsforpligtelsen for elektronikaffald fra husholdninger m.v., idet forslaget alene sikrer mere korrekte data om mængden af udstyr markedsført i Danmark.

Til nr. 7

Den gældende lovs § 9 j, stk. 3, pålægger i dag danske eksportører, der leverer elektrisk og elektronisk udstyr direkte til husholdninger i andre EU-medlemsstater ved hjælp af fjernsalg, at overholde den pågældende EU-medlemsstats regler om gennemførelse af direktivet. Bestemmelsen implementerer det gældende WEEE-direktivs artikel 8, stk. 4, og artikel 12, stk. 1.

Artikel 8, stk. 4, er ikke gentaget i det nye WEEE-direktiv, mens artikel 12, stk. 1, i det nye direktiv er erstattet af de nye bestemmelser i artikel 16 og artikel 17, som gennemføres i de foreslåede nye bestemmelser i § 9 j, stk. 4-7, og § 9 æ, stk. 3 og 4. Bestemmelsen i den gældende § 9 j, stk. 3, videreføres derfor ikke, men afløses af den foreslåede nye bestemmelse i § 9 j, stk. 4.

Den foreslåede nye bestemmelse i § 9 j, stk. 4, gennemfører direktivets artikel 17, stk. 2, og delvist stk. 3, hvorefter eksportører, dvs. producenter og importører, der er etableret i Danmark, men sælger udstyr til en anden EU-medlemsstat via fjernsalg, er forpligtet til at udnævne en bemyndiget repræsentant ved skriftlig fuldmagt i den anden EU-medlemsstat med ansvar for overholdelse af denne producents forpligtelser i henhold til reglerne vedrørende producentansvar i den pågældende EU-medlemsstat.

Det nye WEEE-direktivs artikel 3, stk. 1, litra f, nr. iv, indeholder en definition af producenter, som sælger via fjernkommunikation. Denne definition omfatter salg direkte til husholdninger og til erhverv. Den foreslåede ændring med krav om udnævnelse af en bemyndiget repræsentant omfatter derfor både fjernsalg af elektrisk og elektronisk udstyr til brug for husholdninger og til brug for erhverv. I det gældende direktiv gælder forpligtelsen kun ved salg til husholdninger.

Det nye direktivs artikel 22 pålægger EU-medlemsstaterne at fastsætte effektive sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget med henblik på at implementere direktivet. Det foreslås derfor, at den nye bestemmelse i § 9 j, stk. 4, strafbelægges. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 24.

Det nye WEEE-direktivs artikel 17, stk. 1 og 3, foreslås implementeret med nye bestemmelser i § 9 j, stk. 5-7.

Artikel 17 giver producenter, som ønsker at sælge elektrisk og elektronisk udstyr i en anden EU-medlemsstat end den, de er etableret i, en ny mulighed for at sikre, at de opfylder deres forpligtelser i henhold til direktivet. I øjeblikket er det sådan, at det altid er den første importør i Danmark, der skal registrere sig. For udenlandske producenter eller importører, der har etableret én dansk importør, er det både nu og fremover denne, som skal være registreret, og som har producentansvar. For udenlandske producenter og importører, som ikke har etableret én samlet importør i Danmark, men har et distributionsnet, hvor mange formentlig mindre distributører dermed bliver importører, skal alle disse efter de eksisterende regler registreres og har producentansvar. Det nye bliver, at ved at benytte en bemyndiget repræsentant vil de enkelte distributører ikke længere skulle registreres og opfylde producentansvar.

I medfør af artikel 17, stk. 1, skal EU-medlemsstaterne således sikre, at producenter, som ikke er etableret på deres område, men i en anden medlemsstat, har mulighed for at udnævne en fysisk eller juridisk person, der er etableret på dens område, som bemyndiget repræsentant med ansvar for opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler de pågældende producenter i henhold til direktivet, på deres område. Producentansvaret indebærer efter de gældende regler pligt til registrering i producentregister, indberetning af markedsførte mængder, tilbagetagning og miljømæssig korrekt håndtering af elektronikaffaldet samt en oplysnings- og dokumentationsforpligtigelse for disse ting.

Ifølge direktivets præambel (8. betragtning) bør en producent af hensyn til opfyldelsen af forpligtelserne efter direktivet være etableret i den medlemsstat, hvortil producenten sælger sine varer. For at mindske eksisterende hindringer for det indre markeds funktion og administrative byrder bør medlemsstaterne dog undtagelsesvis tillade, at producenter, som ikke er etableret på deres område, men i en anden medlemsstat, kan udnævne en bemyndiget repræsentant. Den altovervejende hovedregel er således, at producenten skal være etableret i den pågældende medlemsstat. Denne hovedregel er i overensstemmelse med direktivets formål, som gennem producentansvar navnlig er at forebygge frembringelse af elektronikaffald og nedbringe den affaldsmængde, der skal bortskaffes.

I lyset af det nye WEEE-direktivs ordlyd og formål fortolker Miljøministeriet artikel 17, stk. 1, således, at hensigten med bestemmelsen er, at såfremt producenten udnævner en bemyndiget repræsentant, indtræder repræsentanten i samtlige producentens forpligtelser i henhold til direktivet. I modsat fald vil muligheden for håndhævelse af producentansvaret blive vanskeliggjort i en grad, som vil bringe realiseringen af direktivets formål i fare.

Det foreslås derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i § 9 j, stk. 5 og 6, som giver producenter og importører, som er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som ønsker at markedsføre elektrisk og elektronisk udstyr i Danmark, mulighed for i stedet for at etablere sig her i landet at udnævne en repræsentant, der er etableret her i landet, med ansvar for overholdelse af deres forpligtigelser i henhold til loven eller regler udstedet i medfør af loven for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr. Udnævnelsen af en repræsentant skal i overensstemmelse med direktivets artikel 17, stk. 3, ske ved skriftlig fuldmagt.

Det foreslås endvidere i stk. 7, at miljøministeren fastsætter nærmere regler om repræsentantens, producentens og importørens afgivelse af oplysninger om og bevis for fuldmagtsforholdet, således at det sikres, at der foreligger et egentligt fuldmagtsforhold, og at repræsentanten har påtaget sig samtlige producentens eller importørens forpligtelser i medfør af direktivet. Se nærmere overvejelser om producentens forpligtelser i de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.2. I henhold til direktivet kan repræsentanten være enten en fysisk eller juridisk person, som skal være etableret i Danmark.

Som anført er det hensigten, at repræsentanten indtræder i samtlige producentens eller importørens forpligtelser i henhold til i henhold til loven eller regler udstedet i medfør af loven for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr og affald heraf, herunder pligten til at lade sig registrere samt til at indsamle og sikre korrekt miljøbehandling af det udstyr, producenten bringer på markedet, når det bliver til affald.

Det er frivilligt for producenten eller importøren at overlade varetagelsen af sine forpligtelser til en bemyndiget repræsentant fremfor at etablere en egentlig virksomhed i medlemsstaten. Producenter og importører, som alene markedsfører udstyr i den EU-medlemsstat, de er etableret i, kan dog ikke udnævne en repræsentant.

Det følger af det nye WEEE-direktivs artikel 16, at repræsentanten lige som producenter og importører er forpligtet til at tilmelde sig producentregistret. Den gældende lovs § 9 æ, stk. 1, om producentregisteret foreslås derfor ændret i overensstemmelse hermed. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 10.

Det foreslås endvidere, at der med ændring af den gældende lovs § 9 ø, stk. 1, nr. 6, indføres hjemmel til, at den private organisation omtalt i § 9 ø kan registrere repræsentanten samt træffe afgørelse om, hvorvidt repræsentanten er omfattet af producentregisteret af § 9 æ og dermed opfylder kravene til at blive udnævnt med ansvar for producentens eller importørens forpligtelser, jf. den forslåede § 9, j, stk. 5. Denne hjemmel vil blive udmøntet i elektronikaffaldsbekendtgørelsen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 16.

Det fremgår af servicedirektivets artikel 3, stk. 1, at hvis bestemmelser i servicedirektivet strider mod en bestemmelse i en anden fællesskabsretsakt om særlige aspekter af adgangen til eller udøvelsen af servicevirksomhed inden for særlige områder eller særlige erhverv, har bestemmelsen i den anden fællesskabsretsakt forrang og finder anvendelse på disse særlige områder eller erhverv. De foreslåede ændringer af § 9 j vil sikre implementering af artikel 17 i dansk ret, jf. ovenfor. Disse foreslåede ændringer går ikke videre end direktivet fastsætter så vidt angår reguleringen af tjenesteydere, herunder udenlandske tjenesteydere. På baggrund heraf vurderes ordningen ikke at være omfattet af servicedirektivet.

Til nr. 8

I medfør af den gældende lovs § 9 m, stk. 2, kan miljøministeren fastsætte regler om, at distributører (dvs. mellemhandlere, som hverken producerer eller importerer udstyr, og som ikke sælger udstyr direkte videre til forbrugeren) og forhandlere ikke må aftage og forhandle elektrisk og elektronisk udstyr fra producenter og importører, som har tilsidesat registreringspligten efter regler fastsat i medfør af § 9 æ, stk. 1. Formålet med § 9 m, stk. 2, er at understøtte en høj registreringsprocent. Bemyndigelsen er udmøntet i den eksisterende elektronikaffaldsbekendtgørelse § 10.

Da § 9 æ, stk. 1, foreslås ændret, således at repræsentanter også er forpligtet til at tilmelde sig producentregistret, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 10, foreslås det, at bestemmelsen i § 9 m, stk. 2, tillige ændres, således at den også finder anvendelse, hvis repræsentanter tilsidesætter registreringspligten efter § 9 æ, stk. 1.

Det forventes, at oplysninger (navn og adresse) på alle registrerede repræsentanter, herunder hvem de repræsenterer, gøres let tilgængelige, dvs. på organisationens hjemmeside og ved telefonisk henvendelse til den systemansvarlige organisation, der administrerer registret. Forpligtelsen efter § 9 m, stk. 2, vil kun omfatte udstyr, som distributøren eller forhandleren indgår aftale om, efter at registreringspligten træder i kraft, og der vil blive fastsat overgangsordninger, således at de supplerer de eksisterende bestemmelser i elektronikaffaldsbekendtgørelsen. Den eksisterende bestemmelse er strafbelagt, og det er ligeledes hensigten at strafbelægge den ændrede bestemmelse i medfør af straffehjemlen i lovens § 110, stk. 3, og elektronikaffaldsbekendtgørelsen. Straffen for overtrædelse af bestemmelsen vil således følge reglerne for danske producenter.

Til nr. 9

Det foreslås, at § 9 p ophæves.

Definitionerne i § 9 p blev indsat i forbindelse med implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer i forbindelse med indførsel af producentansvar på motordrevne køretøjer. Denne ordning er reguleret i loven samt i bekendtgørelse om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra.

Definitionerne i § 9 p er tillige indeholdt i bekendtgørelsen. Det foreslås derfor, at definitionerne af lovtekniske årsager og for at gøre loven mere læsevenlig tages ud af loven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 4.

Det foreslås også, at § 9 t ophæves.

Definitionerne i § 9 t blev indsat i forbindelse med implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer samt om ophævelse af direktiv 91/157/EØF i forbindelse med indførsel af producentansvar på batterier og akkumulatorer. Denne ordning er reguleret i loven samt bekendtgørelse om batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer.

Definitionerne i § 9 t er tillige indeholdt i førnævnte bekendtgørelse. Det foreslås derfor, at definitionerne af lovtekniske årsager og for at gøre loven mere læsevenlig tages ud af loven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 4.

Til nr. 10

I medfør af den gældende lovs § 9 æ, stk. 1, er miljøministeren bemyndiget til at fastsætte regler om oprettelse og drift af registre over producenter og importører, om at producenter og importører af bl.a. elektrisk og elektronisk udstyr har pligt til at tilmelde sig registret og om deres pligt til at indgive oplysninger hertil.

Med de foreslåede bestemmelser i § 9 j, stk. 5-7, får producenter, som ønsker at sælge elektrisk og elektronisk udstyr i Danmark, mulighed for at udnævne en repræsentant med ansvar for overholdensen af deres forpligtelser i henhold til loven og regler udstedt i medfør af loven.

I medfør af det nye direktivs artikel 16, stk. 2, er medlemsstaterne forpligtet til at sørge for, at enhver udnævnt repræsentant registreres og i den forbindelse afgiver de relevante oplysninger.

På den baggrund foreslås det, at miljøministeren bemyndiges til tillige at fastsætte regler om oprettelse og drift af registre over repræsentanter, og om at repræsentanter forpligtes til at tilmelde sig producentregistret samt afgive indgive oplysninger hertil, jf. § 9 æ, stk. 1.

Endvidere foreslås det at indsætte bemyndigelse til, at ministeren også kan fastsætte forpligtelse for myndigheder til at give oplysninger til producentregistret.

Den gældende lovs § 9 æ, stk. 1, indeholder bl.a. hjemmel til at fastsætte regler om producenter og importørers pligt til at indgive oplysninger til producentregistret.

Det er intentionen, at indberetning til Affaldsdatasystemet, som drives af Miljøstyrelsen og indeholder oplysninger om indsamlede affaldsmængder m.v., og hidtidige indberetninger til det nationale producentregister, som i dag ligger hos DPA-System, fremadrettet skal samles i Affaldsdatasystemet. Det forudsættes, at DPA-System fortsat kan løse opgaven med at administrere producentregisteret, herunder foretage tildelingsordninger m.v. på baggrund af indberettede mængder, herunder tilbagetaget affald, og at der således overføres relevante data til DPA-System fra Affaldsdatasystemet.

Af forenklingshensyn og for at undgå dobbeltindberetninger fra virksomhederne foreslås det på den baggrund, at ministeren bemyndiges til tillige at fastsætte regler om myndigheders pligt til at indgive oplysninger til producentregistret.

Til nr. 11

Ændringen i § 9 æ, stk. 1 er en konsekvens af, at de foreslåede ændringer i nr. 4 og 9, hvori det foreslås, at en række definitioner ikke længere fremgår direkte af loven.

Til nr. 12

Direktivet indeholder en bestemmelse i artikel 18, der skal sikre et øget samarbejde mellem myndighederne, herunder for de nationale producentregistre, i EU-medlemsstaterne og EU-Kommissionen. Formålet med dette samarbejde er at sikre, at producenterne og importørerne efterlever direktivets krav, og skal herudover medvirke til korrekt gennemførelse af direktivet samt lette administrationen for producenter og importører. Efter direktivet skal informationsudvekslingen foregå elektronisk.

Med henblik på gennemførelse af denne bestemmelse foreslås det, at bemyndigelsen i den gældende lovs § 9æ, stk. 2, ændres, således at det præciseres, at ministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal videregives fra producentregisteret, og til hvem de kan videregives til. Hermed tydeliggøres det, at der kan videregives oplysninger ikke bare til miljøministeren og Miljøstyrelsen, men også til øvrige relevante myndigheder, herunder til myndigheder i de andre EU-medlemsstater, EU-medlemsstaternes nationale producentregistre og EU-Kommissionen.

Det foreslås endvidere, at den private organisation bemyndiges til at videregive oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 æ, stk. 2.

Der skal ved fastsættelse af regler i medfør af den foreslåede § 9 æ, stk. 2, tages højde for de gældende regler om udveksling af personoplysninger i persondataloven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 13.

Til nr. 13

Til stk. 3.

Det nye WEEE-direktivs artikel 16, stk. 2, litra d, indeholder et nyt krav om, at nationale producentregistre på deres websted skal indeholde links til andre nationale producentregistre. Formålet med ordningen er at skabe forenklinger, idet det i alle medlemsstater letter registreringen af producenter, importører og af bemyndigede repræsentanter, som er udpeget i henhold til det nye WEEE-direktivs artikel 17. Med ændringen bliver man hurtigt og korrekt guidet over til producentregisteret i den EU-medlemsstat, hvori man markedsfører elektrisk og elektronisk udstyr, således at man som producent eller importør let kan lade sig registrere.

Bestemmelsen tænkes implementeret i elektronikaffaldsbekendtgørelsen. Der er derfor behov for at indsætte hjemmel til at kræve offentliggørelse af henvisninger (links) til andre EU-medlemsstaters producentregistre på det danske producentregisters hjemmeside. Der er desuden behov for at kunne fastsætte krav til formen heraf, således at det kan ske elektronisk på hjemmesiden.

Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 9 æ, som bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om offentliggørelse af henvisninger til andre EU-medlemsstaters producentregistre på producentregistrets hjemmeside. Der er alene tale om at offentliggøre en henvisning (et link) til de andre EU-medlemsstaters nationale producentregistre. Det er ikke intentionen, at det skal være muligt at logge sig ind eller foretage registrering eller indberetning i andre EU-medlemsstaters producentregister fra det danske producentregister. Der er således ikke større administrative og økonomiske byrder forbundet med etablering af ordningen, ligesom den vurderes til at kræve minimal vedligeholdelse.

Til stk. 4.

Med henblik på implementering af det nye WEEE-direktivs artikel 18 foreslås endvidere indsat et nyt stk. 4 i § 9 æ, som bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om videregivelse af oplysninger om og dokumenter af betydning for producenter, importører og repræsentanters efterlevelse af deres forpligtelser i henhold til loven og regler udstedt i medfør af loven for så vidt angår elektrisk og elektronisk udstyr og affald herfra til de relevante myndigheder i øvrige EU-medlemsstater og EU-Kommissionen. Desuden foreslås det, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler for formen heraf. For så vidt angår videregivelse af oplysninger fra producentregisteret henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 12.

Med henblik på at sikre samarbejde mellem de myndigheder, der er ansvarlige for at gennemføre direktivet, og for at sikre, at producenter og importører overholder bestemmelserne i direktivet, introducerer artikel 18 et nyt krav om at etablere en passende informationsstrøm mellem de pågældende myndigheder. Hvor det er relevant, skal myndighederne endvidere give hinanden og Kommissionen oplysninger. Det administrative samarbejde og udvekslingen af oplysninger skal ske ved anvendelse af elektroniske kommunikationsmidler. Samarbejdet skal bl.a. omfatte tilladelse til adgang til relevante dokumenter og oplysninger, herunder resultaterne af eventuelle tilsyn, med forbehold af bestemmelserne i den databeskyttelseslovgivning, der gælder i den medlemsstat, hvor den myndighed, der anmodes om at samarbejde, findes.

Der er endvidere - bl.a. med det nye WEEE-direktiv - skabt et ekstra behov for udveksling af oplysninger, som følge af at producenter og importører ikke længere er forpligtede til at være etableret i hver enkelt EU-medlemsstat, men har mulighed for at udnævne en bemyndiget repræsentant med ansvar for overholdelse af producentens forpligtelser i henhold til direktivet.

Det er derfor hensigten, at der skal ske et øget samarbejde og informationsudveksling mellem EU-Kommissionen og de relevante myndigheder i de andre EU-medlemsstater. I overensstemmelse med direktivets artikel 18 foreslås det derfor, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om formen for udveksling af oplysninger, således at det kan kræves, at der ved samarbejdet og udveksling af oplysninger anvendes elektroniske kommunikationsmidler.

Det er fastlagt direkte i direktivets artikel 18, at bestemmelserne om samarbejde og informationsudveksling skal ske med forbehold for de enkelte medlemsstaters bestemmelser om databeskyttelse. Videregivelsen af oplysninger og dokumenter skal således ske inden for rammerne af persondataloven.

Til nr. 14

Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede ophævelse af § 9 i, § 9 p og § 9 t. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.4.

Til nr. 15

Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse i medfør af den foreslåede ændring af § 9 j, stk. 2 og 3 til stk. 3 og 4. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6 og 7.

Til nr. 16

Det foreslås, at § 9 ø, stk. 1, nr. 6, nyaffattes.

I medfør af den gældende lovs § 9 ø har ministeren beføjelse til at henlægge en række administrative opgaver i forbindelse med tilbagetagning m.v. af udtjent elektrisk og elektronisk udstyr, udtjente batterier og akkumulatorer samt udtjente person- og varebiler til en privat organisation. Ministeren kan i henhold til stk. 1, nr. 6, henlægge kompetencen til at oprette og drive producentregistret, som nævnt i § 9 æ, til den private organisation, herunder kompetencen til at vurdere og træffe afgørelse om, hvilke producenter og importører der er omfattet af registret. Dette gælder også for producenter og importører af elektrisk og elektronisk udstyr.

På nuværende tidspunkt er kompetencen til at forestå en del af de administrative opgaver i forbindelse med producentansvar for elektrisk og elektronisk udstyr, batterier og akkumulatorer samt person- og varebiler henlagt til den private virksomhed, DPA-System. § 9 ø, stk. 1, nr. 6, giver således allerede i dag mulighed for at lade DPA-System træffe afgørelse om, hvilke producenter og importører der er omfattet af reglerne.

Det fremgik af lovbemærkninger til L 305 af 22. maj 2005, som gennemførte det gældende WEEE-direktiv, at der er tale om, at henlægge offentligretlige opgaver til et privat organ, og at der i almindelighed bør udvises tilbageholdenhed med en sådan henlæggelse. De retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved henlæggelse af opgaver til private blev søgt imødegået ved, at ministeren godkender vedtægter og fastsætter retningslinjer for administrationen, og at ministeren i henhold til forvaltningslovens § 1, stk. 2, og offentlighedslovens § 1, stk. 3, efter forhandling med justitsministeren fastsætter regler om, at de pågældende love finder anvendelse for den private organisation. Endelig vil organisationens afgørelser kunne påklages til en offentlig myndighed.

Det fremgik endvidere, at modellen blev valgt, fordi direktivets målsætning om producentansvar meget lettere og bedre kunne opfyldes hvis en betydelig del af administrationen overlades til en privat organisation, som kan indgå privatretlige aftaler med producenter og importører. Det fremgik også, at ministeriet forud for udarbejdelsen af lovforslaget havde drøftelser med organisationer, der repræsenterer danske producenter og importører. Her tænkes særligt på DI (Dansk Industri), HTS (Handel, Transport og Serviceerhvervene), BFE (Brancheforeningen for Forbruger-Elektronik), FEHA (Foreningen af Fabrikanter og Importører af Elektriske Husholdnings Apparater), FABA/FAFGE (El-branchens Leverandørforening) samt Dansk Handel og Service. Disse organisationer tilkendegav med DI i spidsen, at de privatretligt vil etablere det organisatoriske grundlag for, at producenter og importører i Danmark kan organisere og finansiere håndteringen af affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Der blev som konsekvens heraf oprettet en systemansvarlig organisation, nu kaldt DPA-System der fik ansvaret for at bl.a. at sikre at producenter og importører kan vælge mellem en kollektiv eller en individuel finansieringsordning. Der blev med hjemmel i loven skabt mulighed for, at den systemansvarlige organisation blev pålagt opgaver med registrering af producenter og importører og solgte mængder, opstilling af krav til sikkerhedsstillelse ved individuel finansiering, udarbejdelse af statistikker til Miljøstyrelsen, information til borgere og behandlingsvirksomheder m.v. DPA-System er en selvejende organisation, der er gebyrfinansieret. Gebyrerne fastsættes årligt af miljøministeren på baggrund af indstilling fra DPA-System. DPA-System revideres årligt af uafhængig revisor og Rigsrevisionen. Bestyrelsen består, som det fremgår af § 9ø, stk. 2 af en uafhængig formand, der er udnævnt af miljøministeren. De øvrige bestyrelsesmedlemmer udpeges ligeledes af miljøministeren efter indstilling fra interesse- og brancheorganisationer på området.

Det foreslås, at ministeren som i den gældende lovs § 9 ø, stk. 1, nr. 6, kan henlægge kompetencen til at oprette og drive et producentregister til den private organisation, herunder kompetencen til at træffe afgørelse om, hvilke producenter, importører og repræsentanter, der er omfattet, jf. § 9 æ, hvilket udstyr der henhører under kategorier af elektrisk og elektronisk udstyr, og hvilke typer af batterier der skal registreres som markedsført af den enkelte producent og importør.

Det foreslås endvidere som noget nyt, at miljøministeren kan henlægge kompetencen til at træffe afgørelse om, hvilke bemyndigede repræsentanter der er omfattet, til den private organisation, jf. § 9 j, stk. 5-7. og bemærkningerne til § 1, nr. 7. For nærværende er dette alene relevant for repræsentanter med ansvar for overholdelse af producentansvaret i relation til elektrisk og elektronisk udstyr og affald heraf. Det er intentionen, at DPA-System ved afgørelsen skal foretage en vurdering af, hvorvidt den bemyndigede repræsentant opfylder kravene om at være udnævnt ved gyldig skriftlig fuldmagt, være etableret i en EU-medlemsstat samt være registreret i producentregistret. Såfremt kravene ikke er opfyldt, skal DPA-System træffe afgørelse herom. De nærmere regler herom vil tillige med de øvrige foreslåede ændringer blive fastsat i elektronikaffaldsbekendtgørelsen.

Baggrunden for nyaffatningen er dels, at der i den eksisterende § 9 ø, stk. 1, nr. 6 henvises til en række definitioner, hvor det nu foreslås, at de ikke længere skal fremgå direkte af loven, jf. ændring nr. 4 og 9. Den yderligere kompetence til at træffe afgørelse om, hvilke repræsentanter, der er omfattet, er en konsekvens af indførelsen af »repræsentanter« i lovforslaget. Som det er tilfældet for de gældende regler i § 9 ø, finder reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven også anvendelse på nye sager, hvori der træffes afgørelse af den private organisation. Yderligere kan organisationens afgørelser påklages til ministeren eller Miljøstyrelsen. Bestemmelser herom fremgår allerede af elektronikaffaldsbekendtgørelsen.

Til nr. 17

Det foreslås, at »og« i § 9 ø, stk. 1, nr. 7, udgår. Der er tale om en konsekvensrettelse, som følge af at det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 8 i bestemmelsen. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 18.

Til nr. 18

I medfør af § 9 ø, stk. 1, har ministeren beføjelse til at henlægge en række administrative opgaver til den private organisation, DPA-System. Det foreslås, at der indsættes en ny nr. 8 i § 9 ø, stk. 1, hvorefter miljøministeren kan henlægge kompetencen til at videregive oplysninger efter regler udstedt i medfør af § 9 æ, stk. 2, vedrørende oplysninger i producentregistret til de relevante myndigheder, herunder til de nationale producentregistermyndigheder i de øvrige EU-medlemsstater og EU-Kommissionen.

DPA-System bistår allerede i dag Miljøstyrelsen med at behandle og levere data, som skal indberettes til Eurostat (EU-Kommissionen). Med henblik på at spare ressourcer er det hensigten, at DPA-System på vegne af Miljøstyrelsen kan foretage direkte rapporteringer fra producentregistret til Eurostat.

Det er fastlagt direkte i direktivets artikel 18, at bestemmelserne om samarbejde og informationsudveksling skal ske med forbehold for de enkelte medlemsstaters bestemmelser om databeskyttelse. Videregivelsen af oplysninger og dokumenter skal således ske inden for rammerne af persondataloven.

Til nr. 19

Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse af den foreslåede ophævelse af § 9 i og § 9 t, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 3.4.

Til nr. 20

Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse af den foreslåede ophævelse af § 9 i, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 3.4.

Til nr. 21

Den foreslåede ændring har alene til formål at rette en sproglig fejl i § 53, stk. 1, 1. pkt., opstået i forbindelse med ændring af bestemmelsen ved lov nr. 513 af 12. juni 2009 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og andre love, hvor »materialets, produktets eller« skulle have været ophævet.

Til nr. 22

Det foreslås, at det eksisterende stk. 4 ophæves og at der i stedet indsættes et nyt stk. 4 og 5 i § 53, således at der gives miljøministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om indbetaling, angivelse, opkrævning og anvendelse af gebyret efter § 53, stk. 1, herunder regler om registrering, betalingsperiode, tilbagebetaling og renter.

Det foreslås endvidere, at Miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler, om at angivelse og indbetaling skal ske digitalt og nærmere regler om den digitale kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, skemaer og digital signatur.

Endelig foreslås det, at en digital meddelelse skal anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Det vil sige med samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den pågældende meddelelse m.v. er lagt i adressatens fysiske postkasse. En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til myndighederne m.v. på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for myndigheden m.v., dvs. f.eks. når myndigheden m.v. kan behandle meddelelsen. En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en virksomhed eller person, på det tidspunkt hvor meddelelsen er tilgængelig for den pågældende. En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Det er en målsætning for regeringen, at skriftlig kommunikation mellem virksomheder, borgere og det offentlige – herunder indberetninger fra virksomhederne til det offentlige – skal foregå fuldt ud digitalt. Et krav om brug af digital kommunikation kræver lovhjemmel.

Uanset, der på skatteministeriets område er bemyndigelse til at kræve digital kommunikation mellem SKAT og virksomheder og borgere dækker hjemlen ikke affaldsområdet omfattet af miljøbeskyttelsesloven.

Et krav om brug af digital kommunikation med SKAT kræver derfor lovhjemmel på de områder, hvor SKAT forestår opkrævning af gebyret.

Der er allerede i dag hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til digital angivelse og indbetaling på batteriområdet, idet producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer årligt skal foretage angivelse af gebyret samt indbetale et beløb pr. kg markedsførte bærbare batterier og akkumulatorer til SKAT.

Med henblik på at lette administrationen hos virksomhederne og SKAT samt for at leve op til regeringens digitaliseringsstrategi foreslås det på den baggrund, at der tilvejebringes hjemmel i § 53 til fremover tillige at kræve digital angivelse og indbetaling m.v. for de materialer, produkter, m.v., der er omfattet af § 53. Med hjemmel i § 53, stk. 1, er det i dag muligt at fastsætte regler om, at producenter eller importører af nærmere angivne materialer, produkter eller varer, herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til kommunale fællesskaber for affaldshåndtering eller et selskab m.v., til hel eller delvis dækning af omkostningerne i forbindelse med håndtering af materialet, produktet eller varen som affald.

Hjemlen er i dag udmøntet i bl.a. dækbekendtgørelsen, således at de virksomheder, der fremstiller eller importerer dæk med hjemmel i lovens § 53, stk. 1, skal betale gebyr af alle typer dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, herunder påhængskøretøjer og påhængsredskaber til disse. Gebyrpligten gælder både nye og regummierede dæk, og satserne fremgår af dækbekendtgørelsen. Virksomheder, der er omfattet af gebyrpligten, skal anmelde sig til registrering hos Erhvervsstyrelsen. Administration og opkrævning af gebyret er således allerede i dag med hjemmel i § 53 henlagt til SKAT, jf. lovens § 80.

Ifølge dækbekendtgørelsen skal de registrerede virksomheder efter udløbet af hver gebyrperiode og senest ved udgangen af den følgende måned angive antallet af dæk, hvoraf virksomheden skal betale gebyr til SKAT. Angivelsen skal ske på en særlig blanket og underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse. Gebyret for en gebyrperiode skal indbetales til SKAT senest samtidig med angivelsesfristens udløb. Det er intentionen, at alle virksomheder omfattet af gebyrpligten på dækområdet fremover skal foretage angivelse og indberetning digitalt for at lette administrationen hos både SKAT og de enkelte virksomheder. Den digitale indberetningsløsning på dækområdet, som allerede i dag er udviklet og findes på TastSelv Erhverv på www.skat.dk, er brugervenlig og sikker.

Lovbekendtgørelse nr. 1127 af 23. september 2013 om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med senere ændringer (opkrævningsloven) finder anvendelse i forbindelse med opkrævningen.

Det er intentionen, at de nærmere regler om angivelse, opkrævning, tilbagebetaling og rente fastsættes i dækbekendtgørelsen ved henvisninger til opkrævningsloven.

Bemyndigelsen i § 53, stk. 4 vil således blive anvendt til i dækbekendtgørelsen at fastsætte, at angivelsen skal ske digitalt, og at beløbet skal opkræves efter opkrævningslovens regler. Dette er en nødvendig følge af, at det allerede fremgår af opkrævningsloven § 16, stk. 1, nr. 20 og 21, at bøder, gebyrer og renter vedrørende dækbekendtgørelsen indgår i én samlet saldoopgørelse (skattekontoen).

Dette omfatter, at virksomhederne ved for sent betaling skal betale rente efter dag-til-dag renten i opkrævningsloven, og beløbet indgår i opkrævningssystemet én skattekonto på linje med de øvrige skatter og afgifter, som SKAT opkræver fra virksomhederne. Tilsvarende vil bemyndigelsen blive anvendt til at fastsætte regler om tilbagebetaling med henblik på de situationer, hvor SKAT yder godtgørelse og dermed tilbagebetaler det af virksomhederne betalte gebyr samt i de tilfælde, hvor der skal ske tilbagebetaling af gebyret som følge af en fejl i forbindelse med opkrævningen eller indbetalingen.

Det vil komme til at fremgå af de regler, der påtænktes udstedt i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 53, stk. 5, hvem der omfattes af pligten til at kommunikere digitalt med myndighederne, om hvilke forhold og på hvilken måde. I bekendtgørelserne kan der desuden fastsættes regler om fritagelse for pligten til digital kommunikation. Det forudsættes, at reglerne vil blive udstedt og administreret i overensstemmelse med de principper, der er anført i de almindelige bemærkninger, afsnit 3.3.1.2.

Det foreslåede stk. 4, 2. pkt. er en direkte videreførsel af sidste del af den eksisterende § 53, stk. 4. Intentionen er at fastholde de nuværende regler, hvor der bl.a. kan tages højde for, at der kan være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.

Da det digitale system allerede er udviklet af SKAT, er ordningen udgiftsneutral for virksomhederne, og det er omkostningsfrit at angive og indbetale via systemet. Systemet forudsætter alene, at den enkelte virksomhed har adgang til en PC med internetadgang. Systemet bliver i dag frivilligt brugt af nogle af virksomhederne omfattet af gebyrpligten.

Forslaget medfører ingen ændringer i reglerne for fastsættelse af gebyrets størrelse, betingelserne for gebyrpligt m.v. Der er alene tale om en administrativ ændring, som ingen miljømæssige konsekvenser har.

Det er intentionen, at bestemmelsen skal kunne finde anvendelse på andre producenter og importører af andre materialer, produkter eller varer, herunder emballage, omfattet af § 53, hvor angivelse og indbetaling skal ske til SKAT.

Forslaget understøtter dette lovforslags ændring af § 56, stk. 3, hvorefter det foreslås at gøre det muligt at kræve, at ansøgning om tilskud efter lovens kapital 7 omkring affaldsforebyggelse, genanvendelse og renere teknologi fremover skal ske digitalt. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 23.

Til nr. 23

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i § 56, så det frem­over bliver muligt at kræve, at ansøgning om tilskud efter lovens kapitel 7 vedrørende affaldsforebyggelse, genanvendelse og renere teknologi indgives digitalt.

Det foreslås derfor, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at ansøgning om tilskud efter § 53 a - § 55 og § 55 c skal ske digitalt og nærmere regler om den digitale kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, skemaer og digital signatur.

Derudover foreslås det, at en digital meddelelse skal anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Det vil sige med samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den pågældende meddelelse m.v. er lagt i adressatens fysiske postkasse. En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til myndighederne m.v. på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for myndigheden m.v., dvs. f.eks. når myndigheden m.v. kan behandle meddelelsen. En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en virksomhed eller person, på det tidspunkt hvor meddelelsen er tilgængelig for den pågældende. En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

Loven giver allerede i dag mulighed for at udbetale tilskud, og § 56, stk. 3, giver mulighed for at fastsætte nærmere regler vedrørende ansøgning m.v.

For at lette administrationen for ansøgere og dem, der administrerer tilskudsordningerne, samt for at leve op til regeringens digitaliseringsstrategi, indføres der med forslaget hjemmel til, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om, at ansøgning om tilskud skal indgives digitalt.

Med hjemmel i § 53 a er det muligt at anvende de i § 53, stk. 1, nævnte gebyrer til bl.a. tilskud til indsamling og håndtering af affald, ligesom administrationen heraf kan henlægges til private organisationer, foreninger og lignende. Som det fremgår ovenfor under bemærkningerne til § 1, nr. 22, er hjemlen i dag bl.a. udmøntet i dækbekendtgørelsen, således at der ydes tilskud til godkendte indsamlingsvirksomheder, som indsamler udtjente kasserede dæk fra motordrevne køretøjer og afleverer dem til virksomheder, som modtager og oparbejder dæk, og som er godkendt af Miljøstyrelsen.

Som anført under bemærkningerne til § 1, nr. 22, er tilskuddet finansieret af de virksomheder, der fremstiller eller importerer dæk, idet de med hjemmel i lovens § 53, stk. 1, samt dækbekendtgørelsen skal betale gebyr af alle typer dæk fremstillet til anvendelse på motordrevne køretøjer, herunder påhængskøretøjer og påhængsredskaber til disse.

Administrationen af tilskudsordningen varetages i dag med hjemmel i § 53 a, stk. 1, af Dækbranchens Miljøfond. Ansøgning om udbetaling af tilskud skal derfor efter gældende regler sendes i papirform til Dækbranchens Miljøfond, som træffer afgørelse om udbetaling af tilskud. Ansøgningen skal bl.a. indeholde indsamlingsvirksomhedens navn, adresse og CVR-nummer, opgørelse over mængden af dæk (stk. og kg) samt oplysninger om, hvor dækkene stammer fra.

Med henblik på at lette administrationen for både Dækbranchens Miljøfond og for de enkelte indsamlere er det hensigten, at alle ansøgninger om tilskud fremover skal indgives digitalt. Det vil desuden lette de administrerende myndigheders arbejde med at udøve kontrol af bl.a. dækkenes oprindelsessted, mængder m.v. Baggrunden for forslaget er at tilvejebringe hjemmel hertil i loven.

Det er forudsat, at hjemmelsbestemmelsen ligeledes skal kunne finde anvendelse på udbetaling af andre former for tilskud omfattet af § 53 a - § 55 og § 55 c.

Ordningen er udgiftsneutral, da det digitale indberetningssystem allerede er udviklet samt finansieret af midler i Dækbranchens Miljøfond, som også vil dække de løbende driftsudgifter til systemet.

Der er tale om et simpelt system, og det er omkostningsfrit for indsamlingsvirksomhederne at være registreret og indberette til det elektroniske indberetningssystem. Hver indsamler er tildelt brugernavn og individuelt unikt password. Den eneste forudsætning for anvendelse af systemet er derfor, at den enkelte indsamler har adgang til en PC med internetadgang. Systemet bliver i dag frivilligt anvendt af 2/3 af alle de indsamlere, som modtager tilskud.

De administrative myndigheder eller private organisationer m.v., som administrerer tilskudsordninger omfattet af § 53 a - § 55 og § 55 c, vil med forslaget også blive forpligtet til at anvende en digital løsning i forbindelse hermed.

Det vil komme til at fremgå af de regler, der påtænktes udstedt i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 56, stk. 4, hvem der omfattes af pligten til at kommunikere digitalt med myndighederne, om hvilke forhold og på hvilken måde. I bekendtgørelserne kan der desuden fastsættes regler om fritagelse for pligten til digital kommunikation. Det forudsættes, at reglerne vil blive udstedt og administreret i overensstemmelse med de principper, der er anført i de almindelige bemærkninger, afsnittene 3.3.1.2. og 3.3.2.2.

Forslaget indebærer ingen ændringer i betingelserne m.v. for at opnå tilskud. Der er alene tale om en administrativ ændring, som ingen miljømæssige konsekvenser har.

Til nr. 24

Den nye bestemmelse i § 9 j, stk. 4, implementerer det nye WEEE-direktivs artikel 17, stk. 2, hvorefter producenter og importører, der er etableret i Danmark, men sælger udstyr i en anden EU-medlemsstat via fjernsalg, er forpligtet til skriftligt at udnævne en bemyndiget repræsentant i den anden EU-medlemsstat med ansvar for overholdelse af denne producents eller importørs forpligtelser i henhold til reglerne vedrørende producentansvar i den pågældende EU-medlemsstat. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 7.

Det nye WEEE-direktivs artikel 22 pålægger EU-medlemsstaterne at fastsætte effektive sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget med henblik på at implementere direktivet. Det foreslås derfor, at den nye bestemmelse i § 9 j, stk. 4, strafbelægges. Såfremt en dansk eksportør, der sælger elektrisk eller elektronisk udstyr i andre EU-medlemsstater ved hjælp af fjernsalg, ikke udnævner en repræsentant i den pågældende medlemsstat og på den i § 9 j, stk. 4, nævnte måde, vil dette således kunne straffes i henhold til lovens § 110, stk. 1, nr. 1.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 11. februar 2014. Baggrunden for dette er, at implementeringensfristen i det nye WEEE-direktiv er den 14. februar 2014, og ændring af de relevante bekendtgørelser, jf. ovenfor, skal nå at kunne træde i kraft.

Lovforslaget gennemfører ændringer i miljøbeskyttelsesloven vedrørende administration af producentansvaret på elektronikaffaldsområdet primært for at gennemføre det nye direktiv 2012/19/EU om affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Lovforslaget indeholder administrative lettelser for producenter og importører af elektronikudstyr, idet det f.eks. bliver muligt for udenlandske producenter at lade sig repræsentere ved en bemyndiget repræsentant i Danmark, fremfor at etablere eget forretningssted, hvilket i dag er en forudsætning for at registrere sig i producentregistret.

Endvidere giver de foreslåede regler hjemmel til fastsættelse af bestemmelser om tilbagebetaling af indbetalte beløb til dækning af omkostninger til affaldshåndtering af elektrisk og elektronisk udstyr, hvis udstyret eksporteres, og dermed ikke bliver til affald i Danmark. Endelig tydeliggøres i lovforslaget, at producentregisteret kan forpligtes til at udveksle oplysninger med de øvrige EU-medlemsstater, deres nationale producentregistre og EU-Kommissionen, hvilket vil give lettelser for virksomhederne og større ensartethed i administrationen i medlemslandene.

Det nye direktiv 2012/19/EU om affald af elektrisk og elektronisk udstyr gennemføres derudover i det væsentlige ved ændringer i elektronikaffaldsbekendtgørelsen.

Direktivets mål for indsamling af elektronikaffald understøttes i Regeringens ressourcestrategi, ”Danmark uden affald”, som fastsætter mål for øget indsamling. En af de forventede effekter af ressourcestrategien er, at der i 2018 indsamles 65 % af de markedsførte mængder elektrisk og elektronisk udstyr, herunder 75 % fra husholdninger.

Lovforslaget skaber endelig hjemmel til at gebyrfinansiere driften af indsamleruddannelsen og hjemmel til at indføre krav om digital indberetning og indbetaling til SKAT i relation til dækordningen. Dette er i overensstemmelse med regeringens digitaliseringsstrategi og skal lette administrationen hos SKAT, Dækbranchens Miljøfond og virksomhederne.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 11. februar 2014.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Hans Christian Schmidt (V)

# 0

Tak for det. Lovforslaget her om ændring af lov om miljøbeskyttelse er jo en sammensætning af flere delforslag. For det første omhandler lovforslaget en gennemførelse af EU-direktivet vedrørende affald af elektrisk og elektronisk udstyr, og for det andet søger ministeren med lovforslaget at skabe hjemmel til etablering af indsamleruddannelsen. Indsamleruddannelsen har til formål at skabe ensartet niveau for indsamlingsvirksomheder på tværs af kommunale grænser. For det tredje foreslås med lovforslaget fastsættelse af digitale løsninger ved angivelse og indbetaling til SKAT samt ved ansøgning om tilskud ved indsamling af affald. For det fjerde indeholder lovforslaget krav om digital indberetning ved anmodning om tilskud ved indsamling af affald.

Da det er et stort lovforslag med diverse konsekvenser og udmøntninger, er det klart, at der er punkter, som er mere eller mindre spiselige for Venstre. Digitale indberetninger og digitale løsninger er jo en del af de fremtidige præmisser, og det gælder ikke kun på miljøfronten. Vi har netop også behandlet L 62 om obligatorisk digital selvbetjening ved indgivelse af klager til Natur- og Miljøklagenævnet, og det er derfor helt naturligt, at det er et led i selve digitaliseringen af den offentlige sektor, at det sker på mange områder.

Som EU-medlemsland har vi også forpligtelse til på mest effektiv vis at gennemføre diverse direktiver. Derfor skal det også føre til administrative lettelser for producenter og importører af elektroniske produkter med implementeringen af WEEE-direktivet. Min bekymring og mit væsentligste punkt på dette område er, at vi skal være sikre på, at retningslinjerne er ens for alle medlemslandene for ikke at havne i en situation, hvor vi kan risikere konkurrenceforvridning internt i EU, hvis vi overimplementerer EU-direktiver, hvad vi før har gjort.

Jeg opridser lige de her betænkninger, som jeg har nævnt, for jeg har svært ved at finde svarene i det fremsatte lovforslag. Og når man har betænkeligheder, melder der sig jo også nogle spørgsmål, og derfor ser vi det også som en nødvendighed, at vi også her får etableret et samråd med ministeren, hvor vi skal have belyst og forklaret problemstillingerne samt nødvendigheden af de forskellige delforslag. Det vil så alt sammen afgøre, hvor vi vil stille os henne – selv om vi må sige, når vi taler om gebyrer for virksomhederne, at det er noget, vi ikke går ind for. Men vi tager debatten i udvalget og med ministeren.

Jens Joel (S)

# 1

Tak for det. Helt grundlæggende støtter vi op om det her forslag, fordi vi jo ved, at der er rigtig mange både værdifulde, men også problematiske stoffer i noget af det elektronikaffald, som omgiver os i hverdagen. Det kan både være de sundheds- og miljøskadelige stoffer, som man putter ind i fjernsynet for at undgå, at det spontant bryder i brand, og det kan være nogle af de sjældne jordarter, som vi har alt for få af, og som vi derfor kan få noget ud af, hvis vi kan finde ud af at skille tingene ad igen. Derfor giver det god mening at gøre mere for at indsamle elektronikaffaldet.

Jeg er sådan set enig med Venstres ordfører i, at sådan nogle ting giver det jo ekstra god mening at gøre på en måde, så man ikke er fuldstændig ved siden af skiven i forhold til de andre lande omkring os. Derfor er det sådan set også fint, at det er EU, der har taget fat på det her område, og at det lovforslag, vi i dag behandler, handler om at få omsat i dansk lov elementer af det nye reviderede WEEE-direktiv, som det hedder. Det spiller fint sammen med regeringens ressourcestrategi og med vores ambition om at have mindre affald og få genanvendt meget mere, og der er jo også særlige målsætninger for det elektroniske og elektriske affald.

Samtidig med at vi gerne vil de her ting, handler den næste store klump i det her forslag i virkeligheden om at gøre det lidt lettere for producenterne. Altså, der skal være nogle administrative ting, som ikke er helt så besværlige, som de er i dag. En af de ting, vi er stødt på, er, at det kan være vanskeligt for udenlandske producenter at leve op til producentansvaret, for hvis de ikke er etableret i Danmark, bliver ansvaret for at håndtere de her ting i virkeligheden spredt på en række forretninger, og det kan være ret uhensigtsmæssigt, at man som enkeltdistributør af et eller andet eller salgssted også ligesom skal etablere sig og leve op til de forpligtelser, som ligger i producentansvaret. Og der ligger der jo muligheden for at bemyndige en enkeltperson til ligesom at håndtere den opgave.

Det sikrer også, at man kun skal betale én gang for sin affaldshåndtering, om jeg så må sige, altså det, at hvis man importerer noget til Danmark og på den måde betaler for, at det også bliver affaldshåndteret her, så skal man, hvis det så bliver sendt ud af landet igen, selvfølgelig have muligheden for at blive kompenseret og få pengene tilbage igen. Der er også det element i det, som hr. Hans Christian Schmidt fra Venstre nævnte, nemlig hvordan vi gør med resten, altså i forhold til resten af EU-landene, hvordan vi sikrer, at vi er nogenlunde på niveau. Og der er der jo også et element i det her, der handler om informationsudveksling, sådan at man sikrer sig, at det ikke er Danmark, som løber ud af en vej, som slet ikke har noget gøre med de andre medlemslande, og at vi i øvrigt sikrer, at de værdier og de problematiske stoffer, der er i affaldet fra andre lande, også bliver håndteret ordentligt.

Så vi skal blive bedre til at indsamle og genanvende. Det kræver noget uddannelse for de folk, der skal håndtere det. Der har man i det her lovforslag skabt en mulighed for at finansiere den uddannelse, for den er man sådan set enig om, men det skal også være sådan, at vi får nogle penge i kassen til at lave uddannelsen for. Men vi har jo også sagt, at det ikke skal være en pengemaskine, og derfor handler det om, at de penge, som uddannelsen koster, er dem, man skal kunne pålægges som salgssted og importør, og det er relativt overkommeligt med en årlig virksomhedsomkostning på omkring 300 kr. for det her uddannelsesbevis. Så det skulle nok kunne gå.

Vi ser et stort potentiale i forslaget og ser frem til udvalgsbehandlingen. Der vil være både økonomiske gevinster for virksomhederne og store miljømæssige gevinster i det her, og derfor er vi selvfølgelig bag det.

Jørn Dohrmann (DF)

# 2

Tak for det. Dansk Folkeparti er mere skeptiske over for det her forslag, fordi vi mener, at det kan have nogle uheldige konsekvenser. Vi kan jo se, at når der kan tilbagebetales et beløb, når man eksporterer gammel elektronik, computere og den slags ting, kan det måske animere folk til at ville have det ud af landet for at få nogle penge tilbage, og det giver jo ikke en højere indsamlingsprocent. Så derfor er vi lidt skeptiske over for det, når man på den her måde ligesom animerer folk til faktisk at eksportere farligt affald. Det synes vi ikke er særlig godt.

Det, vi også er skeptiske over for, drejer sig om, at mange af de her virksomheder ligger et sted, hvor der måske er dårlig internetforbindelse, og så pålægger man dem, at de skal indberette, bl.a. til SKAT, og vi ved jo af et svar fra finansministeren – jeg tror, det var den 21. februar 2013 – at der var ca. 1.000 virksomheder, som havde den her dårlige internetforbindelse. De får nu det besvær, at de skal indberette den her vej rundt. Det synes vi heller ikke er særlig godt. Vi kan selvfølgelig godt lide, at der er en målsætning om en høj indsamlingsprocent, men det løser man jo ikke alene, ved at man har nogle store, fine skåltaler, når man så ligesom fastlægger nogle ting, som ikke kan lade sig gøre.

Det, der også er problematisk, sådan som vi ser det i Dansk Folkeparti, er, at man igen kommer med et nyt gebyr over for de her virksomheder. Og så vil jeg sige, at om det er 300 kr., eller om det er 1.000 kr., bliver det dyrt, hvis man hver eneste dag kommer med nye gebyrer. I det sidste forslag, vi diskuterede, var der også lige en afgift på hver kubikmeter vand til noget planlægning. Og på den måde bliver det dyrt at være producent og virksomhedsejer, og det bliver dyrt at være borger i Danmark, og det synes vi ikke vi trænger til på nuværende tidspunkt, altså de her ekstra regninger.

Så derfor må vi sige, at grundlæggende kan vi ikke støtte det her forslag. Der er mange tidsler i det. Vi kan jo godt lide, at man kan udveksle oplysninger imellem virksomhederne, og så det, at man kan lade sig repræsentere af nogle andre virksomheder, som man ved er certificerede, og som kan håndtere de her opgaver. Det har vi heller ikke noget imod. Men de her tidsler, som der ellers er i forslaget, bryder vi os ikke om. Så derfor er vores klare holdning til det her, at vi ikke kan støtte det, der er lagt frem her. Men vi har i hvert fald nogle spørgsmål, som vi gerne vil have stillet i udvalget, og derfor ser vi også frem til udvalgsbehandlingen.

Lone Loklindt (RV)

# 3

Lovforslag nr. L 73 er – om Enhedslisten kan lide det eller ej – også en implementering af et EU-direktiv, et WEEE-direktiv, og det handler om at sikre bedre og mere effektiv indsamling og genanvendelse af elektronisk og elektrisk udstyr. Heldigvis spiller direktivet og den nye ressourcestrategi rigtig godt sammen. Der skal indsamles mere, minimum 65 pct. af de markedsførte mængder og endda 75 pct. fra husholdningerne, men netop for at nå det, er det nødvendigt, at der sker mere, og det er det, der ligger helt i tråd med ressourcestrategien.

Vi har tidligere set, at ministeren har omtalt en frivillig aftale med Dansk Industri i forhold til at få flere producentdrevne initiativer i forhold til indsamling af netop elektronisk og elektrisk udstyr. Det er netop, fordi Danmark i forhold til direktivet har en undtagelse, så det ikke bliver obligatorisk for detailhandlende at indsamle elektronisk affald selv.

Noget af det, som lovforslaget også har med, er den anden side af det. Når vi nu skal indsamle meget mere elektronisk affald i Danmark, skal vi også være os bevidst, at det faktisk ofte er både giftige og farlige materialer, man skal håndtere, og derfor er der også her i lovforslaget – noget, som vi lægger vægt på fra radikal side – en mulighed for at lave en uddannelse, en uddannelse, som gebyrfinansieres, en indsamleruddannelse, men som dog er til at overse i pris, da det kun koster 300 kr. for en virksomhed om året.

Sidst, men ikke mindst, er der også digital indberetning af indsamling af dæk, og det er jo med til i det hele taget at strømline og effektivisere administrationen i den offentlige sektor også. Nu kan jeg høre, at forskellige partier har lidt forskelligt syn på det, men jeg ser i hvert fald frem til, at vi får en god behandling af det i udvalget, og at det her for alle kan blive en del af netop det videre arbejde med ressourcestrategien, som vi selvfølgelig skal have ført ud i livet.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)

# 4

Det her lovforslag gennemfører jo det nye og reviderede WEEE-direktiv, og med det sker der så samtidig også lettelser for erhvervslivet, men direktivet er måske næsten allervigtigst en understøttelse af regeringens ressourcestrategi, som jo også har til hensigt at sætte mål for større indsamling i Danmark.

I Danmark og i EU skal vi være langt bedre til at genanvende og udnytte ressourcer i elektronik, så vi mindsker ressourcetrækket. Men producenterne skal også være bedre til at konstruere produkterne, så de faktisk lettere kan nyttiggøres efter brug. Målet er helt lukkede ressourcekredsløb, men der er selvfølgelig lang vej, til vi når dertil.

Regeringens ressourcestrategi er et opgør med den traditionelle opfattelse af, at affald er noget, som bare er dyrt og besværligt og helst skal væk. Det kan ikke blive ved i en verden, hvor vi har befolkningstilvækst og en voksende middelklasse med højere krav til levestandarden. Det er fint, at EU er i gang på elektronikområdet, både med hensyn til håndteringen af ressourcerne i de udtjente apparater og med hensyn til produktdesign, så vi undgår farlige stoffer, som gør genanvendelse svært. Og så skal vi også huske, at der faktisk rundtomkring i Europa er mange hundrede tusinder af arbejdspladser gemt i bare at gennemføre eksisterende lovgivning i alle medlemslande. Et højere ambitionsniveau for ressourcebevarelse vil skabe flere grønne job.

Så vi synes, at lovforslaget her er en rigtig fin gennemførelse af direktivet, og vi støtter sådan set også alle de andre elementer, der er i forslaget.

Per Clausen (EL)

# 5

Jeg vil sige, at det her lovforslag jo – og det var også det, SF's ordfører var inde på – passer godt sammen med regeringens ressourceplan, altså en omlægning af den måde, vi håndterer affald på fremadrettet, hvor vi sørger for at bruge de ressourcer, der er i affald, så effektivt som overhovedet muligt og begrænser forureningen og også ressourceforbruget. Det synes vi er rigtig fornuftigt, og det skal ikke komme det her lovforslag til skade, at det så også ligger i forlængelse af et EU-direktiv. Det afgørende er jo, at indholdet er rigtigt og fornuftigt og sådan set også svarer til vores målsætninger. Jeg synes også, at de elementer, der indgår i det, og som går på, at det også er afgørende, at man forsøger at påvirke de produkter, der bliver produceret, sådan at de bliver nemmere at anvende efterfølgende, jo helt klart er noget, der går i den rigtige retning.

Så har jeg bare to supplerende bemærkninger til det. Den ene er, at det jo er fuldstændig rigtigt, som hr. Jørn Dohrmann var inde på, at vi løber ind i den vanskelighed, hver eneste gang vi står her og diskuterer digitalisering, at vi stadig væk har dele af Danmark, hvor kravet om digitalisering er umuligt at leve op til. Altså, hver eneste gang man kommer over til i hvert fald Jylland – og jeg tror også, at det findes andre steder i landet – så møder man mennesker, som klager over, at de har dårlige internetforbindelser. Det er et kæmpestort problem for mange mennesker, der bor i landdistrikterne og i mindre byer, ikke mindst selvfølgelig for de mennesker, der også forsøger at opretholde en eller anden form for virksomhed i de områder. Vi skal jo ikke lave et system, der gør, at det bliver helt umuligt at drive virksomhed i de områder.

I stedet for ligesom at sige, at vi skal lade være med at digitalisere, og at vi skal rulle det tilbage, så tror jeg, det er klogere at have den målsætning, at vi skal sikre, at der er nogle ordentlige internetforbindelser i hele landet. Jeg har også forstået, at alle partier i Folketinget går ind for det; KL går ind for det, alle går ind for det, så det burde jo kunne lade sig gøre. Men jeg vil bare benytte lejligheden til at sige, at det synes jeg er rigtig vigtigt.

Så er der et andet område, hvor jeg ikke er helt enig med Venstre og Dansk Folkeparti, og det er i forhold til den her indsamleruddannelse. Jeg kan forstå, at både Dansk Folkeparti og Venstre synes, det er problematisk, at den skal gebyrfinansieres. Til det må man så bare sige: Hvis det ikke skal gebyrfinansieres af de virksomheder, som benytter sig af det, hvem skal så betale for det? Altså, er der tale om, at skatteyderne skal betale? Så bliver det jo dyrere at være dansker. Nu handler det jo, skal man skynde sig at sige, inden man gør det her til en stor principiel debat, om et meget lille beløb, så uanset om man valgte det ene eller det andet, gik det nok. Men jeg synes bare, at man ikke både kan sige, at det aldrig må koste noget for erhvervslivet, når man stiller nogle ting til rådighed for erhvervslivet, og samtidig sige, at det ikke bliver dyrere at være dansker, for så bliver det faktisk dyrere at være dansker.

Man kan selvfølgelig også vende det om og sige, at vi slet ikke har brug for den her uddannelse, at det der med at håndtere elektronikaffald sådan set ikke kræver nogen uddannelse. Det er lige meget, vi kan bare sådan fuske os lidt igennem. Det vil jeg også bare advare imod. Jeg tror, det er en rigtig god idé, at vi har den her uddannelse. Jeg tror, det er en rigtig god idé, at man får en godkendelse af den, og jeg tror såmænd også, at de her penge er givet godt ud set i forhold til de fordele, som jeg faktisk mener det giver i hvert fald store dele af erhvervslivet at gennemføre den her anderledes håndtering af affald og understøtte, at det foregår på en effektiv måde fremadrettet.

Så pointen er nok, at Enhedslisten kan støtte det her lovforslag, medmindre de meget grundige spørgsmål, der vil komme fra Venstres side, vil afsløre nogle uhensigtsmæssigheder i lovforslaget, som vi ikke har været opmærksom på i første omgang. Det forbehold skal man jo altid tage, men vores udgangspunkt er positivt.

Villum Christensen (LA)

# 6

Tak for det. Lad mig gå direkte til sagen: Vi diskuterer et forslag om at ændre miljøbeskyttelseslovgivningen på en måde, der, som vi har hørt, vil påføre danske virksomheder endnu en byrde. Sådan er det. Naturligvis skal vi behandle miljøfarligt affald med forsigtighed, og naturligvis er det fornuftigt, at de mennesker, der skal håndtere affaldet og indberette data, er uddannet til det. Men er det virkelig nødvendigt at straffe virksomhederne? Jeg synes det ikke.

Gebyret for den såkaldte indsamleruddannelse forventes at blive ca. 1.500 kr. Det er selvfølgelig ikke alverden, men med det urimeligt høje skatte- og afgiftstryk, som danske virksomheder er pålagt i dag, så er det altså ikke rimeligt at gøre det endnu dyrere at drive virksomhed. Det er jo lag på lag stort set hver eneste dag herindefra. Liberal Alliance er generelt bekymret over de dårlige rammevilkår, som vi fra politisk hold tilbyder virksomhederne, og med det nye gebyr for indsamleruddannelsen vil vilkårene naturligvis kun gå én vej, nemlig til det værre. Det er i øvrigt en bekymring, som vi deler med Dansk Industri.

Der er dog også gode takter i forslaget, skulle jeg hilse og sige. At importører og producenter nu får mulighed for at angive digitalt og indbetale digitalt til SKAT er en regelforenkling, som vi selvfølgelig er glade for i Liberal Alliance. Det er godt, og det er et skridt i den rigtige retning, men det er et lille skridt, og det er ikke helt nok til, at Liberal Alliance vil støtte det samlede lovforslag. Danske virksomheder kæmper hver eneste dag i forvejen med alt for mange og alt for høje afgifter, vi har ikke brug for flere. Derfor kan vi ikke støtte lovforslaget.

Vivi Kier (KF)

# 7

Fra konservativ side må jeg igen sige, at med hensyn til det her forslag er der en række kritiske høringssvar, som gør, at vi i udvalgsarbejdet er nødt til at stille en række spørgsmål, og først når vi har svar på de spørgsmål, kan vi tilkendegive vores holdning til det samlede lovforslag. Især hæfter mig ved, at man nævner ressourcestrategien igen, en strategi, vi ikke har vedtaget herinde i salen.

Forslaget har været stillet før. Dengang blev det trukket tilbage, bl.a. fordi man ikke rigtig kunne sige, hvad det ville koste at oprette den her indsamleruddannelse, og fordi man ikke lige kunne svare på, hvordan uddannelsen skulle udformes. Det ligger der så svar på nu, og så bliver jeg alligevel i tvivl, for når jeg læser de kommenterede høringssvar, kan jeg jo se, at i forhold til uddannelsen står der, at Miljøstyrelsen kan oplyse, at styrelsen har fokus på, at der udvikles et effektivt digitalt uddannelsessystem. Det er vi jo enige i, men er det udviklet, eller er det ikke udviklet endnu? Hvad er det, vi vedtager? Vedtager vi en uddannelse, der sådan set ikke helt er klar endnu?

Så der er mange spørgsmål, og især er der spørgsmål til gebyret. Det kan man så synes er et meget lille gebyr, og nu må vi holde op med at være pjattede, men er det en ny trend, at vi synes, at hver gang vi finder en ny uddannelse, er det erhvervslivet, der skal betale uddannelsen, eller kunne vi finde en anden model? Vi har ikke noget imod, at vi opretter en indsamleruddannelse. Det synes vi faktisk er en god idé.

Så er der alle høringssvarene, hvor der lægges meget vægt på, at der jo mangler en revision både af elektronikaffalds- og af selve affaldsdatabekendtgørelsen, og det var måske også på sin plads, at vi fik den revision, samtidig med at vi vedtager det her forslag.

Så alt i alt har vi en række spørgsmål, og når vi har set svarene på dem, tilkendegiver vi vores holdning.

Der er endnu ingen debatindlæg...