At få en ungdomsuddannelse er den bedste vej til videreuddannelse og til arbejdsmarkedet, og det er regeringens mål, at mindst 95 pct. af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse i 2015. For at vi kan nå det mål, kræver det forbedringer på ungdomsuddannelserne. Socialdemokraterne ønsker derfor generelt at øge kvaliteten på ungdomsuddannelserne, herunder de gymnasiale uddannelser, som udgør den primære vej til videregående uddannelse. Der er bl.a. behov for at nedbringe klassestørrelserne, der mange steder er blevet en alvorlig barriere for god indlæring.

Jeg er derfor rigtig glad for, at vi i dag i Folketinget skal førstebehandle forslag til lov om et fleksibelt klasseloft på 28 elever i de gymnasiale fuldtidsuddannelser. Det er vigtigt, at vi fastholder fokus i den her debat. Enhver, der som elev eller underviser har prøvet at være i et klasselokale, hvor der skal undervises og foregå læring, ved, at antallet af elever i mange tilfælde har betydning for kvaliteten af læringsprocessen og det udbytte, som den enkelte elev får af undervisningen. Og når det handler om at skabe et så godt undervisningsmiljø som muligt, har elevantallet betydning.

Når man som elev skal have mulighed for at være aktiv og tilegne sig viden, kundskaber og færdigheder, skal have mulighed for at stille spørgsmål og give svar, og når man som underviser skal have mulighed for at etablere en kontakt, en relation til sine elever, når man skal have alle med og opbygge viden om den enkelte elevs faglige niveau og trivsel, så er det altså ikke lige meget, om der er 35 eller 28 elever i undervisningslokalet. Derfor er det her forslag om at indføre et fleksibelt klasseloft på 28 elever et godt forslag, fordi det sikrer eleverne bedre pædagogiske rammer for undervisningen, og fordi det sikrer mod en generel overfyldning af klasserne. Der bliver mere tid til den enkelte elev, som dermed lærer mere og dermed også vil blive mindre udsat i forhold til frafaldsproblematikken.

Lovforslaget har været sendt i høring. Af de 35 hørte har 19 afgivet høringssvar, og der er en bred tilslutning til intentionen med lovforslaget om at sikre bedre pædagogiske rammer for de gymnasiale fuldtidsuddannelser, og det er glædeligt. Socialdemokraterne mener, at de lavere klassekvotienter øger muligheden for at skabe en kvalificeret undervisning, som modvirker frafald. Og lovforslaget tager altså afsæt i den præmis, at eleverne lærer mere og frafaldet bliver mindre, når der er færre elever i klasserne. Lovforslaget ændrer ikke rammerne for ledelsesrummet for eksempelvis rektorerne og anfægter ikke ledernes mulighed for at udbyde, oprette og eventuelt samle studieretninger i klasser med flere studieretninger. Socialdemokraterne støtter derfor lovforslaget. Tak.

Det er jo en fantastisk fornøjelse at få lov til at stå på talerstolen her i dag og gøre noget ved en af de ting, som gymnasieeleverne har kæmpet for i årevis. Som ung politiker skal man jo nogle gange høre på: Ja, ja, det var sikkert før din tid. Men måske er det meget heldigt, at vi er nogle her i salen, der faktisk kan huske, hvordan det er at gå i gymnasiet. Jeg er selv fra Aabenraa. Vi var omkring de her 28 elever i klasserne, da jeg gik i gymnasiet, mens min lillebror, som bare er 3 år yngre end mig, gik i en klasse, hvor de var 31 eller 32 i klassen. Det er jo også det generelle billede, vi kan se. Kigger man i rapporten fra UNI-C, kan vi se, at klassekvotienten på stx er steget fra 26,4 til 28,3 inden for få år, samtidig med at klassekvotienten på hhx er endnu højere.

For Radikale Venstre handler det her lovforslag derfor om at sætte en grænse. Engang var der en grænse på 24 elever i klasserne, som man så valgte at give midlertidig dispensation fra, men som bekendt blev den her dispensation aldrig speciel midlertidig, tværtimod endte det med, at man helt afskaffede grænsen. Og det er klart, at det har en række afledte effekter. Dengang man havde en grænse på 24 elever, byggede man jo klasselokalet til, at der skulle sidde 24 elever i den. Med en grænse på 28 elever var det det, man byggede efter. Og hvis vi ikke gøre noget ved udviklingen, ser det ud, som om det kun går en vej, nemlig at klasserne bliver større og større.

Derfor er det her er et vigtigt politisk signal om, at vi gerne vil holde klasserne på en forsvarlig størrelse, for klasseloftet er jo et politisk signal om, at vi prioriterer tid mellem lærer og elever. Vi tror på, at der skal være gode pædagogiske rammer for undervisningen. Jeg er selvfølgelig helt med på, at klasseloftet ikke gør det alene, selvfølgelig gør det ikke det. Jeg har talt med en række gymnasiefolk, som brænder for at diskutere, hvordan vi kan forbedre undervisningen og udvikle det pædagogiske og didaktiske arbejde. Og jeg må bare sige, at det brænder jeg også rigtig meget for, og det glæder jeg mig til at vi også skal i gang med. Jeg har det der for lidt med klasseloftet, som jeg har det med minimumsnormeringerne i vores daginstitutioner. Vi skal sikre, at der er tid til det enkelte barn eller den enkelte elev, for så kan vi også arbejde med, hvordan vi bruger tiden. Og jo færre elever, der er i klassen, jo lettere er det for læreren at nå rundt. Det betyder især noget for de elever, som måske har lidt svært ved det og som føler, at det er vigtigt, at der er tid til dem, når de har brug for hjælp, så de bevarer motivationen og koncentrationen.

I Radikale Venstre synes vi, at vi med det her lovforslag har fundet en fin balance. Vi har lyttet til dem, der sagde, at der skulle flere penge til, og vi har fundet frem til en model, som er fleksibelt. Der er jo nogle steder i landet, hvor der er ret langt mellem de gymnasiale uddannelser, og derfor har vi åbnet for den mulighed, at man godt kan bryde med klasseloftet, hvis man ellers skulle sende eleverne ud på en lang bustur. På den måde sikrer vi, at vi får et klasseloft på 28 elever, men at der samtidig er fleksibilitet de steder, hvor der er langt mellem gymnasierne. Det gør en forskel, at vi har et klasseloft i folkeskolen, og det kommer også til at gøre en forskel, at vi får et klasseloft på vores gymnasier.

Så selv om der bliver noget debat, glæder jeg mig rigtig meget til at tage den, både her i salen og i udvalget. Og hvis nogle af medlemmerne har lyst, tager jeg dem meget gerne med på en tur til mit gamle gymnasium, hvor de faktisk efter nogle år med de her meget høje klassekvotienter besluttede sig for at lave mindre klasser, fordi det var et rigtig stort ønske fra lærerne.

Jeg tror ikke, der er behov for, at jeg uddyber yderligere, hvad det her lovforslag går ud på, for det har vi vist været rigeligt igennem. Derfor vil jeg gerne starte med at sige tillykke. Jeg vil gerne sige tillykke til generationer af gymnasieelever, som har kæmpet for at få et loft på klassekvotienten. De sidste 10 år har både lærere og elever forsøgt at råbe politikerne op, og de har stået lige herude på Slotspladsen hvert år på Folketingets åbningsdag for at få et loft på klassekvotienten på 28. Jeg har selv, siden jeg selv startede i 1. g og som formand for gymnasieeleverne i 2006 været med til at kæmpe for, at ingen elever skulle sidde i vindueskarmen og modtage undervisning, og at lærerne skulle have tid til den enkelte elev. I går fandt jeg faktisk også en tale, som jeg selv holdt på Slotspladsen i 2006 til en demonstration i silende regnvejr, men jeg skal spare Folketinget for den tale. Pointen er jo netop, at det er lykkedes at få et loft. Så til lærere, til elever og ikke mindst til den tidligere regering vil jeg gerne sige tak for kampen.

Der er kun gode grunde til at have et loft på klassekvotienten: Flere gennemfører, og det er med til at skabe mere lighed i vores uddannelser. Der burde jo været et loft på alle hold i vores uddannelsessystem, lige fra folkeskolen og op til vores videregående uddannelser. På pædagoguddannelsen sidder de f.eks. 60 studerende på et hold til 1 underviser, og man kan jo diskutere, hvor meget kvalitet det giver.

Jeg tror, der kan være rigtig mange grunde til, at unge mennesker falder fra deres ungdomsuddannelse, og jeg tror også, at grundene er forskellige, afhængig af hvilken ungdomsuddannelse man går på. Men når det så er sagt, tyder alt på, at antallet af elever i klassen og antallet af elever pr. lærer har en stor betydning. Videnscenter for fastholdelse og frafald mener, at mange af parametrene omkring frafaldstruede elever hænger sammen med klassekvotientens størrelse. Hvis vi f.eks. kigger på forældresamtaler, altså samtaler mellem forældrene og eleven, ser vi, at de har større effekt, hvis klasserne er mindre. Det vil altså sige, at en lavere klassekvotient er forudsætningen for, at alle de andre ting, som kan forhindre frafald, kan fungere.

I min gymnasieklasse startede vi 32 elever, men vi var kun 18, da vi kom til 3. g. Det er 14 elever, der er faldet fra, og det er 14 for mange. Frafaldet kan selvfølgelig skyldes flere ting, men der kunne have været mange flere end 18 studenter fra min gymnasieklasse, hvis der havde været et loft på klassekvotienten, og hvis mine lærere fra start af havde haft tid til at hjælpe alle elever. Jeg synes, det er afgørende, at vi i Danmark får et uddannelsessystem, hvor alle kan være med, og hvor ingen bliver tabt, og her er et loft på klassekvotienten et rigtig vigtigt skridt til at nå dertil.

Når der er for mange elever i klasserne, bliver det sværere for læreren at finde ud af, hvem der er med i undervisningen, og hvem der ikke er med i undervisningen, og når der er for mange elever i klasserne, bliver det sværere for eleverne at holde koncentrationen. Og de her to ting går altså selvsagt ud over de elever, som, når de kommer hjem fra skole, ikke kan få hjælp til de ting, som de gik glip af i undervisningen. De elever, som kommer fra hjem, hvor mor og far kan hjælpe dem med lektierne og de store skriftlige opgaver, skal nok klare sig, men hvis vi skal have et uddannelsessystem, som skal være med til at skabe lighed i samfundet, og det mener jeg vi skal, så skal vi have uddannelser, hvor man kan være med, uanset hvilken baggrund ens forældre har, og igen er et loft på klassekvotienten et rigtig godt skridt på vejen til at nå dertil. Men jeg anerkender også, at færre elever i klasserne ikke gør det alene. Jeg siger blot, at forudsætningen for, at alle de andre gode initiativer, vi kan lave for at fastholde eleverne på ungdomsuddannelserne, er en lav klassekvotient – det er simpelt hen forudsætningen.

Der er desværre ikke så meget dansk forskning på det her område, men der er en del forskning fra USA og en smule fra Sverige. Amerikansk forskning viser, at det selvfølgelig betyder noget, hvor mange elever der sidder i klasserne, og at det især betyder noget for de elever, som er i fare for at falde fra, og for de elever, som kommer fra hjem, hvor det er svært at få hjælp til lektierne. Men det betyder også noget for de unges vej videre i uddannelsessystemet. Mindre klasser øger de unges muligheder for at tage en videregående uddannelse, og jeg tror, at alle partier i Folketinget er interesseret i, at flere unge bliver rustet til at tage en videregående uddannelse.

Antallet af elever betyder også noget for koncentrationsevnen og selvfølgelig for lærernes muligheder for at differentiere undervisningen, og det er jo vigtigt, at lærerne kan det, så alle klassens elever udfordres. Men jeg synes altså også, at det er ret logisk, at jo færre elever, der er i klassen, jo mere tid er der til den enkelte elev, og uanset hvordan vi vender og drejer det, så bliver undervisningen altså mere kvalificeret af, at der er en lærer, man kan tale med og diskutere tingene med, ligesom eleverne får mere ud af det skriftlige arbejde, hvis der er tid til at give feedback og vejledning. I øvrigt mener jeg, at det vigtigste er at lytte til hverdagens eksperter, dem, der er ude i klasserne, nemlig lærerne og eleverne, og de har altså i mange år argumenteret for at få et loft på klassekvotienten.

Regeringens bud på et kvalitetsløft i gymnasierne har de seneste år været antallet af elever i en klasse. Hvis blot antallet af elever i klassen blev sat ned, ville alle elever klare sig markant bedre, og målsætningen om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skulle have en ungdomsuddannelse, ville bedre kunne opnås.

Vi er sådan set enige i, at der skal gøres noget ved det høje frafald, og at vi skal hæve kvaliteten. Men vi er uenige i midlet hertil, som bliver fremsat i lovforslaget. Vi er sådan set ikke de eneste, der er uenige, for hvis man ser på høringssvarene, står der under de generelle bemærkninger, at der egentlig er bred tilslutning til intentionen i lovforslaget om at sikre bedre pædagogiske rammer. Det er vi jo også fuldstændig enige i, men en række høringsparter finder ikke, at gennemførelsen af et fleksibelt klasseloft vil medvirke hertil.

Rektorforeningen har under debatten fremhævet, at det ikke er klassekvotienten, som har betydning for, om eleverne flytter sig fagligt, og det bakkes op af forskerne fra Danmarks Pædagogiske Universitet, så der er ikke noget fagligt argument for et klasseloft. Danske og faktisk også en række internationale forskningsartikler viser til gengæld, at antallet af timer har stor betydning. Det gælder jo også i folkeskolen. Så i stedet for at lave et klasseloft, burde man måske have arbejdet henimod, at eleverne skulle have nogle flere timer, hvis man ville sikre et fagligt løft.

Flere rektorer udtrykker også bekymring for klasseloftets indvirkning på planlægningen og styringen lokalt. Gymnasierne har traditionelt været selvejende institutioner, hvor skolernes bestyrelser var ansvarlige for bygninger, budget og undervisningens gennemførelse. Dette forslag er derfor også et slag mod selvstyret og friheden til selv at træffe de faglige og pædagogisk beslutninger og hensyn, når undervisningen skal tilrettelægges. Det risikerer at gå ud over fagligheden.

Derfor kan man også med rette stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet vil betyde et kvalitetsløft at indføre et klasseloft, men det er især, hvis man ser på økonomien i forslaget. Først blev der afsat 121 mio. kr. i finanslovforliget og alle regeringspartierne var glade. Så konkluderede børnene – og undervisningsministerens egne embedsmænd, at de beregninger, der er brugt, var forkerte og ikke var tilstrækkelige. Men det interessante er jo, at den selvindsigt først opstod, efter at Rektorforeningen havde været på banen i offentligheden og sagt, at det afsatte beløb var alt for lavt. Der var ganske enkelt forskel på virkeligheden og ministeriets beregninger. Ministeren tog en del af kritikken til sig og afsatte yderligere 85 mio. kr., men det beløb er jo egentlig også interessant, for hvordan er man havnet på netop dette tal, når både Rektorforeningen og Gymnasieskolernes Lærerforening sagde, at det beløb altså skulle være meget højere, og at man ikke skulle gå ud og spare. Tre gange så højt blev der endda sagt. Og hvad nu, hvis beløbet viser sig at være for lidt? Jamen så vil det jo alene gå ud over skolerne, for det vil jo desværre betyde, at skolerne så skal skære et andet sted, og det paradoksale her er netop, at besparelserne vil gå ud over de tiltag, som skal sikre, at eleverne rent faktisk bliver fastholdt på gymnasiet.

Der har været nævnt lektiecafeer, øget vejledning, mentorordninger eller anden støtte. Det er alt sammen tiltag, som står først for tur, når der skal reduceres og der mangler penge, og der bliver altså kun en taber i det her, og det er alle de elever, som risikerer at falde fra på grund af et stykke symbolpolitik fra regeringens side, og pengene kan derfor bruges bedre. Når der skal være færre i en klasse, skal der oprettes flere klasser.

Det har måske ikke været så stor en del af debatten i dag, men flere fagpersoner har forudset, at mange gymnasier, vil opsætte barakker og pavilloner, for at kunne huse de ekstra pladser. Det kan ikke være fremmende for trivslen, og jeg køber ikke præmissen om, at der er sat penge nok af til alle de barakker, der skal opsættes. S end ikke de fysiske rammer antages at blive forbedret.

Nogle elever kan også risikere ikke at komme ind på deres drømmegymnasium og vil dermed få meget langt til deres uddannelsessted. Det er ikke hensigtsmæssigt, og det er altså ikke nok, at ministeren i sit lovforslag har forsøgt at dække sig ind med, at der skal laves dispensationer i særlige tilfælde, for alt andet lige vil der jo stadig kun være tale om særlige tilfælde.

Så af hensyn til elevernes fastholdelse og deres videre udvikling, trivsel og faglighed, kan Konservative ikke støtte lovforslaget.

Men jeg vil ikke slutte min tale med det, hvad jeg ellers havde planlagt hjemmefra. Jeg vil faktisk rigtig gerne kvittere for den debat, der har været her i dag, for man kan jo se, hvor vigtigt det i hvert fald er at diskutere det her lovforslag. Man kan se, hvor meget engagementet lyser ud af øjnene og hvor meget alle politikere brænder for det her, så uanset at vi er imod lovforslaget, vil jeg rigtig gerne sige tak for en fantastisk debat i dag. Det er uhyre fantastisk at stå på en talerstol og være med til sådan en velkvalificeret debat. I hvert fald tak herfra.