EU’s energieffektivitetsdirektiv

VIS HELE RESUMEET | SKJUL RESUMEET

EU’s energieffektivitetsdirektiv

Lovforslag som fremsat

§ 1

I lov om fremme af besparelser i energiforbruget, jf. lovbekendtgørelse nr. 1065 af 12. november 2012, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28.«

2. I overskriften til kapitel 1 indsættes efter »anvendelsesområde«: »m.v.«

3. I § 2 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Lovens kapitel 5 finder endvidere anvendelse på effektivisering og reduktion af energianvendelsen til transport.«

4. Efter § 2 indsættes:

»§ 2 a. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten inden for lovens kapitel 5.«

5. Efter § 14 indsættes efter kapitel 4:

»Kapitel 5

Obligatoriske energisyn m.v. for store virksomheder

§ 15. Store virksomheder skal minimum hvert fjerde år beregnet fra datoen for det foregående energisyn foretage energisyn på en uafhængig måde af kvalificerede eksperter. Virksomheder som nævnt i 1. pkt. skal herudover indsende dokumentation til klima-, energi- og bygningsministeren om et foretaget energisyn.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse for store virksomheder, der benytter og vedligeholder et energi- eller miljøledelsessystem, som er certificeret af et uafhængigt organ i overensstemmelse med de relevante europæiske eller internationale standarder, når der som en del af det pågældende ledelsessystem er foretaget et energisyn som nævnt i stk. 1. Virksomheden skal indsende dokumentation herom til ministeren.

Stk. 3. Ved store virksomheder forstås virksomheder, som ikke falder ind under kategorierne for mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder i henhold til Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, dog som præciseret i regler udstedt i medfør af § 16, stk. 1, nr. 1.

Stk. 4. Virksomheden afholder omkostningerne ved at få foretaget et energisyn som nævnt i stk. 1 eller ved at benytte og vedligeholde et certificeret energi- eller miljøledelsessystem som nævnt i stk. 2.

§ 16. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter regler om

1) præcisering af, hvornår en virksomhed er omfattet af definitionen af store virksomheder,

2) krav til energisyn og energi- og miljøledelsessystemer, herunder indhold, omfang, udarbejdelse, rapportering, kontrol og anvendelse af relevante standarder og

3) om hel eller delvis undtagelse for elementer af energisyn, der er dækket af anden lovgivning, og krav til eksperter, der sikrer nødvendige kvalifikationer og uafhængighed.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om akkrediterings- og certificeringsordninger vedrørende energisyn og energi- og miljøledelsessystemer efter § 15, stk. 1 og 2.

§ 17. Klima-, energi- og bygningsministeren fører tilsyn med overholdelse af § 15 og regler udstedt i medfør af § 16. Ministeren kan herunder træffe afgørelse, om en virksomhed er forpligtet til at foretage energisyn.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren kan som led i tilsynet pålægge virksomheden inden for en af ministeren fastsat frist at få foretaget et energisyn, der opfylder kravene i § 15, stk. 1, og i regler udstedt i medfør af § 16, stk. 1, nr. 2 og 3.«

6. I § 21, stk. 1, indsættes efter »energiforsyningsvirksomheder«: », store virksomheder omfattet af kapitel 5 og«.

7. I § 21 indsættes som stk. 3-5:

»Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation som Energistyrelsen, Energiklagenævnet eller klima-, energi- og bygningsministeren modtager efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur eller lignende.

Stk. 5. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.«

8. I § 22, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 6, stk. 2,«: »§ 17, stk. 2,«.

§ 2

I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1184 af 14. december 2011, som ændret ved § 1 i lov nr. 577 af 18. juni 2012, § 40 i lov nr. 1095 af 28. november 2012 og § 9 i lov nr. 903 af 4. juli 2013, foretages følgende ændringer:

1. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning), EU-Tidende, nr. L 153, side 13, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16, som ændret ved Rådets direktiv 2013/18/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 230.«

2. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »herunder«: »varmepumper til kombineret produktion af varme og køling og«.

3. I § 2, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 4, ændres »op til 25 MW« til: »på 25 MW eller derunder«.

4. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. Med henblik på at fremme udnyttelse af overskudsvarme godkender klima-, energi- og bygningsministeren projekter for etablering af nye og omfattende renovering af eksisterende anlæg, der hovedsagelig leverer energi til andre formål end bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand og har en samlet indfyret termisk effekt på over 20 MW.«

5. I § 5, stk. 1, ændres »§ 4« til: »§§ 4 og 4 a«, og som 2. pkt. indsættes: »Ministeren kan samtidig hermed inddrage overordnede samfundsmæssige hensyn.«

6. I § 15 udgår »kommunalbestyrelsens«, og efter »§§ 4« indsættes: », 4 a«.

7. Efter § 15 indsættes i kapitel 2:

»§ 15 a. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostninger ved behandling af ansøgning om godkendelse efter § 4, stk. 2, og § 4 a og tilsyn med overholdelse af vilkår i sådanne godkendelser.«

8. I § 20, stk. 3, ændres »produktion af elektricitet og varme på biomassebaserede kraft-varme-værker« til: »levering af ydelser omfattet af stk. 1 og andre ydelser«.

9. § 20, stk. 4, 5. pkt., ophæves.

10. I § 23 l, stk. 2, 3. pkt., og § 23 m, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, ændres »lov om kommunal fjernkøling« til: »lov om fjernkøling«.

11. I § 23 m, stk. 2, 2. pkt., ændres »udvinding« til: »indvinding«.

12. I § 23 m, stk. 5, ændres »§ 3 i lov om kommunal fjernkøling« til: »§ 3, stk. 1, i lov om fjernkøling«.

13. § 34, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) etablerer nye kollektive varmeforsyningsanlæg efter § 4 eller nye anlæg efter § 4 a eller udfører større ændringer i eksisterende sådanne anlæg uden godkendelse,«

14. I § 34, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »tilladelse«: »eller godkendelse«.

§ 3

I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1329 af 25. november 2013 , som ændret ved § 1 i lov nr. 466 af 18. maj 2011, § 2 i lov nr. 576 af 18. juni 2012 og § 8 i lov nr. 903 af 4. juli 2013, foretages følgende ændringer:

1. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 211, side 55, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16, som ændret ved Rådets direktiv 2013/18/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 230, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 328, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/89/EF af 18. januar 2006, EU-Tidende 2006, nr. L 33, side 22, og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193.«

2. I § 37, stk. 2, 3. pkt., og § 37 a, stk. 2 og 3, ændres »lov om kommunal fjernkøling« til: »lov om fjernkøling«.

3. I § 37 a, stk. 5, ændres »§ 3 i lov om kommunal fjernkøling« til: »§ 3, stk. 1, i lov om fjernkøling«.

§ 4

I lov nr. 465 af 17. juni 2008 om kommunal fjernkøling foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel udgår »kommunal«.

2. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28.«

3. Overskriften før § 1 affattes således:

»Anvendelsesområde og definition«

4. § 1 affattes således:

»§ 1. Ved fjernkølingsanlæg forstås fjernkølingsproduktionsanlæg eller -net, der leverer køling fra et centralt anlæg, bortset fra anlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning.«

5. Efter § 1 indsættes:

»Etablering og drift af kommunale fjernkølingsanlæg m.v.«

6. § 2 affattes således:

»§ 2. Kommuner, der helt eller delvis ejer fjernvarmevirksomheder, kan udøve fjernkølingsvirksomhed med henblik på at fremme energieffektiv køling og udnytte synergieffekter med fjernvarme.«

7. I § 3 indsættes efter »fjernkølingsvirksomhed«: »efter § 2«, og som stk. 2 indsættes:

»Stk. 2. Hvis en kommune udøver fjernkølingsvirksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning, skal dette ske på kommercielle vilkår.«

8. I § 4 ændres »kommunale fjernkølingsanlæg« til: »fjernkølingsanlæg omfattet af denne lov eller § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning«.

9. Overskriften før § 5 affattes således:

»Projektgodkendelse af fjernkølingsanlæg«

10. § 5 affattes således:

»§ 5. Klima-, energi- og bygningsministeren godkender projekter for etablering af nye eller omfattende renovering af eksisterende fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen godkender projekter for etablering af nye eller omfattende renovering af eksisterende kommunale fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på 20 MW eller derunder. Kommunalbestyrelsen kan alene godkende et fjernkølingsprojekt, som fremmer en energieffektiv køling og udnytter synergieffekter med fjernvarme.«

11. § 6 affattes således:

»§ 6. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om behandling af sager efter § 5 og om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for godkendelse af projekter efter § 5.«

12. I § 7, stk. 1, ændres »af kommunalbestyrelsen efter § 5 eller efter regler udstedt i henhold til § 6« til: »efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven«.

§ 5

I lov om fremme af energibesparelser i bygninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 636 af 19. juni 2012, som ændret ved lov nr. 1346 af 3. december 2013, foretages følgende ændring:

1. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, nr. L 255, side 22, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/25/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrørende etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 368, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16, som ændret ved Rådets direktiv 2013/18/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 230, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning), EU-Tidende 2010, nr. L 153, side 13, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28.«

§ 6

I lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1330 af 25. november 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 576 af 18. juni 2012, § 1 i lov nr. 1390 af 23. december 2012, § 1 i lov nr. 641 af 12. juni 2013 og § 1 i lov nr. 900 af 14. juli 2013, foretages følgende ændring:

1. I § 43 a indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»Stk. 7. Ejere af elproduktionsanlæg med en installeret effekt på 6 kW eller derunder, som er nettilsluttet den 20. november 2012 eller senere, og som alene anvender gasser omfattet af stk. 1, kan i stedet for at modtage pristillæg efter stk. 2 vælge at modtage pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter § 51, stk. 2, nr. 1, fastsatte markedspris tilsammen udgør 130 øre pr. kWh. For elektricitet fremstillet på anlæg nettilsluttet den 1. januar 2014 eller senere fastsættes pristillægget, som kan vælges, på samme måde, dog således, at det fastsatte pristillæg nedsættes årligt med 14 øre pr. kWh fra og med den 1. januar 2014 og til og med den 1. januar 2018. Pristillægget ydes i 10 år fra nettilslutningstidspunktet med det på nettilslutningstidspunktet gældende pristillæg efter 1. eller 2. pkt. Anmodning om valg af pristillæg skal indgives inden nettilslutning af anlægget.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 5. juni 2014, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 6. Ministeren kan herunder fastsætte det tidspunkt, hvor § 6 får virkning, dog tidligst den 20. november 2012.

Stk. 3. Store virksomheder skal i medfør af § 15, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, foretage første energisyn i perioden fra den 4. december 2012 til og med den 5. december 2015.

Stk. 4. § 4 a i lov om varmeforsyning som affattet ved denne lovs § 2, nr. 4, og § 5 i lov om fjernkøling som affattet ved denne lovs § 4, nr. 10, finder ikke anvendelse på ansøgninger om projektgodkendelse indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 5. Ejere af elproduktionsanlæg kan ikke vælge pristillæg efter § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi som affattet ved denne lovs § 6, nr. 1, selv om elproduktionsanlægget er nettilsluttet den 20. november 2012 eller senere, hvis

1) ejeren har indgået bindende aftale om køb af elproduktionsanlægget senest den 19. november 2012,

2) netvirksomheden senest den 20. december 2012 har modtaget anmeldelse af anlægget med henblik på registrering i et register oprettet efter § 85 a, stk. 2, nr. 2, i lov om elforsyning og

3) anlægget er nettilsluttet senest den 31. december 2013.

Stk. 6. Ejere af elproduktionsanlæg, som er nettilsluttet den 20. november 2012 eller senere, men inden ikrafttrædelsen af § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi som affattet ved denne lovs § 6, nr. 1, skal anmode om at modtage det i bestemmelsen fastsatte pristillæg senest 30 dage efter den nævnte bestemmelses ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål

Lovforslagets primære formål er at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF. Direktivet, som herefter benævnes energieffektivitetsdirektivet, er optaget som bilag 2 til lovforslaget.

Danmark opfylder allerede en stor del af direktivet, og andre dele kan gennemføres med hjemmel i den gældende lovgivning. Lovforslaget vedrører de dele af direktivet, hvor den gældende lovgivning ikke indeholder hjemmel til at fastsætte regler på området. Det er de dele i energieffektivitetsdirektivet, der handler om energisyn og energiledelsessystemer i store virksomheder og om fremme af effektivitet under opvarmning og køling.

Lovforslaget indebærer desuden en delvis opfølgning på regeringens vækstplan for energi og klima af oktober 2013 om at undersøge og, hvis det er hensigtsmæssigt, udnytte synergierne mellem fjernvarme og fjernkøling.

Endelig foretages enkelte lovtekniske ændringer i lov om fremme af energibesparelser i bygninger og lov om fremme af vedvarende energi. Den lovtekniske ændring i lov om fremme af vedvarende energi foretages med henblik på at sikre, at der kan ydes forhøjet støtte til visse små elproduktionsanlæg i overensstemmelse med det, som blev vedtaget ved lov nr. 900 af 4. juli 2013.

1.2. Hovedindhold

Lovforslaget indeholder en forpligtelse for store virksomheder til at få udført et obligatorisk energisyn hvert fjerde år. Virksomheden kan også efterleve forpligtelsen ved at benytte og vedligeholde et certificeret energi- eller miljøledelsessystem, hvor et energisyn indgår som en del af det pågældende ledelsessystem. Lovforslaget indeholder endvidere hjemmel til, at klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om blandt andet krav til indholdet af energisyn og krav til kvalifikationerne hos de eksperter, der skal udføre energisynet. Det forventes, at bemyndigelsen til at fastsætte regler vil blive delegeret til Energistyrelsen.

Lovforslaget medfører desuden, at de gældende godkendelses- og tilladelsesprocedurer på varme-, køling- og elområdet udvides. Fremover skal også projekter for industrianlæg og fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk kapacitet på over 20 MW godkendes. Bemyndigelsen til at godkende disse anlæg vil ligge hos klima-, energi- og bygningsministeren og forventes at blive delegeret til Energistyrelsen. Klima-, energi- og bygningsministeren vil efter forslaget kunne fastsætte regler om Energistyrelsens behandling af sager om godkendelse af industrianlæg og fjernkølingsanlæg.

Lovforslaget udvider endvidere mulighederne for private og kommunale virksomheder til at etablere og drive varmepumper til produktion af både varme og køling som kollektive varmeforsyningsanlæg.

1.3. Lovforslagets baggrund

1.3.1. Energieffektivitetsdirektivet

1.3.1.1. Formål og indhold

Der blev opnået politisk enighed om energieffektivitetsdirektivet under det danske formandskab i foråret 2012. Direktivet trådte i kraft den 4. december 2012. Direktivet er en opfølgning på Kommissionens plan om energieffektivisering af 8. marts 2011 og udmønter mange af de forslag, som indgik i planen.

Energieffektivitet er en central del af Kommissionens 2020-strategi for smart, bæredygtig og inklusiv vækst samt for strategien for et ressourceeffektivt Europa. Som led i dette er der vedtaget målsætninger om at realisere energibesparelser i det primære energiforbrug svarende til 20 pct. i 2020 set i forhold til referencescenariets tal. Fremskrivninger i 2010 viste, at der med de daværende virkemidler og initiativer kun ville opnås besparelser svarende til ca. halvdelen af den fastsatte målsætning.

Energieffektivitetsdirektivets overordnede formål er derfor at styrke rammerne for EU's langsigtede arbejde med energieffektivisering og -besparelser med henblik på at sikre, at EU’s målsætning om 20 pct. højere energieffektivitet i 2020 nås. De nye initiativer og ændrede regler har til formål at fjerne hindringer på energimarkederne og rette nogle af de markedsfejl, som hindrer en effektiv forsyning med og anvendelse af energi. Direktivet skal desuden bane vejen for yderligere forbedringer af energieffektiviteten efter 2020.

Direktivet erstatter og ophæver Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/8/EF om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre energimarked (kraftvarmedirektivet) og direktiv nr. 2006/32/EF om energieffektivitet i slutanvendelse og om energitjenester (energiservicedirektivet). Disse direktiver har efter Kommissionens opfattelse ikke leveret de forventede resultater.

Dele af kraftvarmedirektivet er overført uændret til energieffektivitetsdirektivet. Det drejer sig om definitionen på højeffektiv kraftvarme, metoden til beregning af effektiviteten i en kraftvarmeproduktionsproces og bestemmelser om udstedelse af oprindelsesgarantier for højeffektiv kraftvarmeproduktion. Energieffektivitetsdirektivets artikel 14 indebærer dog også en betragtelig udvidelse af kravene i kraftvarmedirektivet. Efter kraftvarmedirektivet skulle medlemsstaterne udarbejde et overslag over teknisk og økonomisk potentiale for højeffektiv kraftvarme uden nærmere angivne formkrav. Efter energieffektivitetsdirektivet skal medlemsstaterne udarbejde en såkaldt “omfattende vurdering” af det nationale potentiale for at anvende højeffektiv kraftvarmeproduktion, industriel overskudsvarme samt effektiv fjernvarme og fjernkøling. Vurderingen skal følge en metode, der også omfatter anvisninger i, hvordan der gennemføres samfundsøkonomiske cost-benefit-analyser. Endvidere kræver energieffektivitetsdirektivet indførelse af en godkendelsesprocedure for visse virksomheder med overskudspotentiale, som i dag ikke er underlagt krav herom efter EU-retten. Kravet skal blandt andet sikre, at disse virksomheder udarbejder cost-benefit-analyser for udnyttelse af overskudsvarme.

Energieffektivitetsdirektivet viderefører mange af de mål og virkemidler, som var en del af energiservicedirektivet. Energiservicedirektivet fokuserede på slutforbrug, mens energieffektivitetsdirektivet har fokus på at inddrage hele kæden fra produktion til distribution. Helt overordnet medfører energieffektivitetsdirektivet en generel stramning og skærpelse af krav til energieffektivisering.

Det nationale vejledende mål i energiservicedirektivet var at nå 9 pct. energibesparelser i 2016. Denne målsætning bliver skærpet i energieffektivitetsdirektivet med et mål om at nå EU’s energieffektivitetsmål på 20 pct. i 2020.

Energieffektivitetsdirektivet viderefører energiservicedirektivets bestemmelser om energibesparelser i staten, dog med skærpede krav til, hvor stor en andel af den offentlige bygningsmasse der kræver energirenovering. Endvidere medfører energieffektivitetsdirektivet, at energiselskabernes energispareforpligtelse bliver skærpet med krav om, at medlemsstaterne udarbejder en forpligtende ordning for energiselskaberne. Denne ordning var ikke et krav i det tidligere energiservicedirektiv. Derudover videreføres energiservicedirektivets fokus på informationsindsatsen. En yderligere skærpelse, som følger af energieffektivitetsdirektivet og er en del af baggrunden for dette lovforslag, er obligatorisk krav om energisyn på store virksomheder. Det var frivilligt i energiservicedirektivet.

Energieffektivitetsdirektivet skal sikre energieffektiviseringer i alle led. Det vil sige såvel i husholdninger og virksomheder som i energiproduktionen og distributionsleddet. Alle lande skal fastsætte et nationalt vejledende mål for energieffektiviteten og årligt rapportere energiforbruget til Kommissionen. Danmarks vejledende mål er et absolut mål for primært energiforbrug i 2020 på 744,4 PJ. Der er tale om en reduktion i 2020 af det primære energiforbrug med 12,6 pct. i forhold til 2006.

Hovedelementerne i energieffektivitetsdirektivet er følgende:

Energieffektivisering af statslige bygninger: I henhold til direktivet skal medlemsstaterne sikre, at 3 pct. af det samlede etageareal i bygninger, der ejes og benyttes af staten, energirenoveres hvert år. Alternativt kan medlemsstaterne tage andre foranstaltninger i anvendelse, som sikrer tilsvarende energibesparelser i de statslige bygninger.

Energieffektive indkøb i den offentlige sektor: Medlemsstaterne skal sikre, at statslige institutioner ved større indkøb alene køber produkter, services og bygninger med en høj energieffektivitet.

Energispareforpligtelser for energiselskaberne: Alle medlemsstater skal indføre en ordning for en energispareforpligtelse for enten energidistributørerne eller energileverandørerne i detailleddet. Ordningen skal gælde for perioden 2014-2020 og svare til opnåelse af nye årlige besparelser på 1,5 pct. af energisalget til kunderne. Energi anvendt til transport kan undtages. Som alternativ til energispareforpligtelser for enten energidistributører eller energileverandører kan medlemsstaterne indføre andre politikker og virkemidler, hvis disse har en tilsvarende effekt.

Energisyn og energiledelsessystemer: Medlemsstaterne skal arbejde for, at alle slutkunder får mulighed for at få udført et energisyn af høj kvalitet. Store virksomheder skal have foretaget et uafhængigt energisyn mindst hvert fjerde år.

Måling af energiforbrug og informativ fakturering: Medlemsstaterne skal sikre, at slutkunder som hovedregel udstyres med individuelle målere, og der er en række bestemmelser, som skal opfyldes, når der installeres intelligente målere. Endelig er der en række bestemmelser om afregning af forbruget og om forbrugernes adgang til information om forbruget.

Energieffektiv opvarmning og køling: Medlemsstaterne skal foretage en omfattende vurdering af mulighederne for at anvende højeffektiv kraftvarmeproduktion og effektiv fjernvarme og fjernkøling. Vurderingen skal baseres på cost-benefit-analyser af de relevante alternativer. Medlemsstaterne skal vedtage politikker, som tilskynder til, at man lokalt og regionalt udnytter de rentable muligheder. Ved etablering eller renovering af termiske energiinstallationer eller store industrielle installationer skal overskudsvarme som udgangspunkt udnyttes, hvis det er omkostningseffektivt.

Energitransmission og distribution: Medlemsstaterne skal sikre, at de nationale energitilsynsmyndigheder tager behørigt hensyn til energieffektiviteten i deres beslutninger om driften af el- og gasinfrastrukturen.

Certificeringsordninger: Medlemsstaterne skal med henblik på at nå et højt niveau af teknisk kompetence, objektivitet og pålidelighed, sikre, at der findes attesteringsordninger eller tilsvarende kvalifikationsordninger for leverandører af energitjenester og energisyn m.v.

Information og uddannelse: Medlemsstaterne skal blandt andet sikre, at oplysninger om virkemidler til fremme af energieffektivisering og om økonomiske og juridiske rammer er gennemsigtige og udbredes til alle relevante markedsaktører, herunder forbrugere og håndværkere m.v.

Fremme af energitjenester: Medlemsstaterne skal fremme markedet for energitjenester og små og mellemstore virksomheders adgang hertil blandt andet gennem information, en liste over energitjenesteleverandører, standardkontrakter, fremme af udbredelsen af frivillige kvalitetsmærker og formidling af oplysninger om finansieringsinstrumenter m.v.

1.3.1.2. Tidsfrister for gennemførelse

Energieffektivitetsdirektivet trådte i kraft den 4. december 2012. I henhold til artikel 28 i direktivet skal Danmark senest den 5. juni 2014 have vedtaget og offentliggjort de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet. Andre bestemmelser om tidsfrister af relevans for dette lovforslag henholder sig til artikel 14, stk. 6, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne senest den 31. december 2013 skulle underrette Kommissionen om eventuelle dispensationer fra kravet om udarbejdelse af cost-benefit-analyser, jf. artikel 14, stk. 5. Kommissionen skal desuden underrettes om eventuelle senere ændringer. Efter artikel 8, stk. 4, skal medlemsstaterne desuden sikre, at store virksomheder får gennemført det første energisyn senest den 5. december 2015 og derefter som minimum hvert fjerde år beregnet fra datoen for det foregående energisyn.

1.3.1.3. Relevante lovgivninger m.v.

Energieffektivitetsdirektivets krav om energisyn (artikel 8), fremme af effektivitet under opvarmning og køling (artikel 14) og certificeringsordninger (artikel 16) gennemføres i dansk lovgivning via dette lovforslag og bekendtgørelser, der udstedes i medfør af loven.

De dele af direktivet, der vedrører renovering af offentlige bygninger (artikel 5) og offentlige indkøb (artikel 6), gennemføres i dansk ret via ændring af cirkulære om energieffektivisering i statens institutioner. Et ændret cirkulære forventes medio 2014. Energieffektivitetsdirektivets artikler 9-11 om måling af energiforbrug, faktureringsoplysninger og omkostninger for adgang til oplysninger gennemføres via gældende lovgivning og ændring af bekendtgørelse nr. 891 af 9. oktober 1996 om individuel måling af el, gas, vand og varme. Ændring af denne bekendtgørelse forventes medio 2014. Energispareforpligtelsen efter direktivet (artikel 7) gennemføres via aftale af 13. november 2012 om Energiselskabernes energispareindsats og bekendtgørelse nr. 1452 af 16. december 2013 om energibesparelser i net- og distributionsvirksomheder. De øvrige krav i energieffektivitetsdirektivet kræver ikke umiddelbart regelændringer. Det drejer sig om renovering af bygninger (artikel 4), energitransmission og distribution (artikel 15), information og uddannelse (artikel 17) og fremme af energitjenester (artikel 19).

1.3.1.4. Gældende retstilstand og behov for lovændringer inden for lov om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om varmeforsyning og lov om kommunal fjernkøling m.v.

Da virksomheders gennemførelse af energisyn eller energiledelsessystemer hidtil er sket på frivillig basis, har der ikke været lovkrav om energisyn for store virksomheder. I den forbindelse skal dog bemærkes, at lov om fremme af energibesparelser i bygninger (lovbekendtgørelse nr. 636 af 19. juni 2012) og regler udstedt i medfør heraf indeholder regler om pligt til energimærkning af visse erhvervsbygninger (handel og service). Reglerne om energimærkning er en udmøntning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne. Kommissionen har udtalt, at et gyldigt energimærke kan opfylde en del af kravet om energisyn.

Gældende ret omfatter et krav om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Som led heri skal der udarbejdes samfundsøkonomiske vurderinger og analyser. Kommunale fjernkølingsanlæg skal ligeledes projektgodkendes, dog uden at der gælder et krav om god samfundsøkonomi. Elforsyningsvirksomheder er underlagt et krav om tilladelse ved etablering og væsentlige ændringer. Ikke alle projekter for anlæg omfattet af energieffektivitetsdirektivets artikel 14 er i dag godkendelsespligtige eller underlagt krav om udarbejdelse af cost-benefit-analyse.

Den gældende ret indeholder barrierer for anvendelse af varmepumper til kombineret produktion af varme og køling, blandt andet fordi der i dag kræves selskabsmæssig adskillelse af varme- og kølingsaktiviteter. Anvendelse af en varmepumpe til kombineret produktion af varme og køling kan have samfundsøkonomiske fordele i forhold til produktion af køling uden varmeudnyttelse.

1.3.1.5. Krav der går videre end energieffektivitetsdirektivets krav

Dette lovforslaget indeholder ikke nye krav eller forslag, der går videre end energieffektivitetsdirektivets krav i artikel 8, 14 og 16.

Den gældende regulering til godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg, som bliver opretholdt, kan til en vis grad betragtes som en strengere foranstaltning end direktivets krav om udnyttelse af overskudsvarme.

Cost-benefit-analysen efter energieffektivitetsdirektivet skal udarbejdes i overensstemmelse med direktivets bilag IX, del 2. Den måde, som et projekts resultat skal beregnes på efter direktivet, svarer i høj grad til den måde et projekts samfundsøkonomiske værdi efter lov om varmeforsyning beregnes på. Forskellen er, at der i cost-benefit-analysen efter direktivet tages hensyn til selskabsøkonomien. Det vil sige, at der udover en samfundsøkonomisk analyse også skal foretages en finansiel analyse, der viser faktiske pengestrømme (investerings- og driftsbesparelser m.v.) som følge af gennemførelse af projektet. Et projekt opnår et cost-benefit-overskud, hvis summen af tilbagediskonterende fordele i den samfundsøkonomiske og finansielle analyse overstiger summen af tilbagediskonterede omkostninger.

Cost-benefit-analysen skal vise, om det er fornuftigt at udnytte overskudsvarme. Hvis analysen udviser et cost-benefit-overskud herfor, kan projektet som udgangspunkt kun godkendes, under forudsætning af, at overskudsvarmen udnyttes. Herved tages der således også hensyn til de selskabsøkonomiske omkostninger ved udnyttelse af overskudsvarme. I forhold til direktivets artikel 14, stk. 8, betyder dette, at en virksomhed ikke kan blive forpligtet til at udnytte overskudsvarme, hvis de samfundsøkonomiske og selskabsøkonomiske omkostninger ved at udnytte overskudsvarme samlet set er større end indtægterne.

Den gældende regulering for kollektive varmeforsyningsanlæg er udformet til at fremme samproduktion af varme og elektricitet i overensstemmelse med varmeforsyningslovens formålsbestemmelse. Hvis et planlagt anlæg skal have en varmekapacitet over 1 MW, skal anlægget som udgangspunkt indrettes som kraft-varme-anlæg, medmindre det er samfundsøkonomisk mere fordelagtigt at etablere et rent varmeproducerende anlæg. Den gældende regulering indeholder således et direkte krav om udnyttelse af overskudsvarme fra elproduktion for kollektive varmeforsyningsanlæg.

Desuden er godkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg underlagt et samfundsøkonomisk krav. I forhold til kollektive varmeforsyningsanlæg kræver den gældende regulering, at der udarbejdes forskellige vurderinger til brug for myndighedens vurdering af projektet. Der skal blandt andet udarbejdes brugerøkonomiske, samfundsøkonomiske og selskabsøkonomiske vurderinger af projektet. Der indgår således både samfundsøkonomiske og selskabsøkonomiske vurderinger i projektbehandlingen, ligesom ved en cost-benefit-analyse. Desuden må det antages, at en selskabsøkonomisk vurdering går forud for den samfundsøkonomiske vurdering. Hvis et projekt selskabsøkonomisk set ikke kan betale sig, vil det ikke blive forelagt til godkendelse.

Derudover skal der udarbejdes en samfundsøkonomisk analyse af relevante scenarier. Efter den gældende regulering for kollektive varmeforsyningsanlæg kan et projekt for nyetablering eller væsentlig ændring af anlæg kun godkendes, hvis projektet er det samfundsøkonomisk bedste projekt sammenlignet med mulige alternativer. I denne fase af projektbehandlingen tages der ikke hensyn til selskabsøkonomien, men kun til samfundsøkonomien. Hvis udnyttelse af overskudsvarme er samfundsøkonomisk bedst, kan kommunalbestyrelsen kun godkende dette projekt og ikke et andet projekt, hvor overskudsvarmen ikke udnyttes. Det er i så fald ikke af betydning, hvilke selskabsøkonomiske omkostninger der er forbundet med at indrette projektet til at udnytte overskudsvarme. Derfor kan det gældende samfundsøkonomiske krav for projektgodkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg betragtes som en strengere foranstaltning i forhold til forpligtelsen til at udnytte overskudsvarme efter artikel 14, stk. 8, som tager udgangspunkt i cost-benefit-analysen.

Hertil kan der bemærkes følgende. For det første adskiller kollektive varmeforsyningsanlæg sig fra de øvrige anlæg, der er omfattet af energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5 (kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg), idet de bliver etableret med varmeforsyning som hovedformål. Det er således ikke et spørgsmål, om der skal leveres fjernvarme, som det kan være i forhold til anlæg, der bliver etableret til andre formål, såsom elproduktion (kraftværker), procesformål (industrianlæg) eller køling (fjernkølingsanlæg). I forhold til artikel 14, stk. 8, vil der derfor typisk ikke være tale om, at kollektive varmeforsyningsanlæg, f.eks. de små kraft-varme-anlæg, skal forpligtes til at udnytte overskudsvarme fra elproduktionen, idet varmeforsyning er deres hovedformål. Derimod vil der i projekter for kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg kunne være interesse i at gennemføre projektet uden, at der leveres overskudsvarme til fjernvarmenettet.

For det andet er kollektive varmeforsyningsanlæg underlagt varmeforsyningslovens prisregulering. Der må kun indregnes nødvendige omkostninger i varmeprisen. Kollektive varmeforsyningsanlæg må ikke drives med fortjeneste for øje. Ved varmeplanlægning er selskabsøkonomien og brugerøkonomien derfor vigtige som udgangspunkt for planlægningen. Det skal være økonomisk interessant for forbrugere at skifte til den kollektive forsyning. En god selskabsøkonomi eller brugerøkonomi er således en forudsætning for projektets gennemførelse, men under denne forudsætning lægger den gældende regulering op til, at der findes og godkendes den samfundsøkonomisk bedste forsyning af området.

Fordi kollektive varmeforsyningsanlæg har varmeforsyning som hovedformål og er underlagt hvile i sig selv-princippet, er det i forhold til disse anlæg mindre relevant at tage hensyn til selskabsøkonomien, hvis man skal vurdere, om projektet bør indrettes til at udnytte overskudsvarme, end det er i forhold til anlæg, som drives med fortjeneste for øje og ikke har varmeforsyning som hovedformål.

For det tredje er bestemmelserne om god samfundsøkonomi og samproduktion af el og varme grundlæggende principper i den danske varmeforsyningslovgivning. Begge principper er fastlagt i varmeforsyningslovens formålsbestemmelse. Godkendelsesproceduren med et samfundsøkonomisk krav har været gældende siden 1979, da den første lov om varmeforsyning trådte i kraft. Danske kollektive varmeforsyningsanlæg har således været vant til at levere deres ydelser i overensstemmelse med dette krav, også hvor virksomheder i andre medlemsstater ikke nødvendigvis var underlagt tilsvarende krav. Dertil kommer, at kollektive varmeforsyningsanlægs levering ofte er begrænset til det lokale område. På grund af varmetabet kan varmt vand eller damp ikke leveres over større afstande, i modsætning til el og gas. Energieffektivitetsdirektivets krav vedrørende effektivitet under opvarmning og køling er i høj grad bygget på den danske model. Gennemførelse af direktivet i EU vil medføre, at der indføres en lignende procedure i de andre EU-medlemsstater.

Energieffektivitetsdirektivet indeholder minimumskrav og er derfor ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder strengere foranstaltninger.

Det vurderes på denne baggrund, at der ikke er noget til hinder for at opretholde det gældende generelle kraftvarmekrav og det samfundsøkonomiske krav for godkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg.

1.3.2. Kombineret produktion af varme og køling

Lovforslaget udvider definitionen af begrebet »kollektivt varmeforsyningsanlæg« således, at det også omfatter varmepumper til kombineret produktion af varme og køling. Dette muliggør, at såvel kommunale som ikkekommunale varmeforsyningsvirksomheder kan eje, etablere og drive denne type af anlæg, der kan have synergigevinster i forhold til andre teknikker til at producere køling. De gældende regler forhindrer anvendelse af varmepumper til kombineret produktion af fjernvarme og fjernkøling.

1.4. Hovedlinjerne i lovforberedelsen

Lovforslaget følger op på EU’s vedtagne målsætninger om energibesparelser i det primære energiforbrug på 20 pct. i 2020 målt i forhold til et referencescenarium. Målsætningen er en del af Kommissionens 2020 strategi for smart, bæredygtig og inklusiv vækst samt strategien for et ressourceeffektivt Europa.

Store virksomheder, der har haft en aftale om energieffektivisering med Energistyrelsen, vil umiddelbart opfylde kravet om, at skulle foretage et energisyn. Disse virksomheder har benyttet ISO 50001 (den internationale standard for energiledelse), hvorved direktivets krav om obligatorisk energisyn er opfyldt forudsat, at virksomheden har bibeholdt et certificeret energiledelsessystem.

Den del af lovforslaget, der har til formål at øge udnyttelse af overskudsvarme, harmonerer desuden med intentionen i vækstaftalen af foråret 2013 om fremme af udnyttelse af overskudsvarme i industrien. Virkemidlet i direktivet er obligatoriske krav om cost-benefit-analyser ved nyetablering og omfattende renovering af anlæg med et vist overskudsvarmepotentiale, såsom kraftværker, industrivirksomheder og fjernkølingsanlæg med indfyret termisk effekt på over 20 MW.

Varmeforsyningsvirksomheders muligheder for at drive varmepumper til kombineret produktion af varme og køling er blevet drøftet mellem Energistyrelsen og Økonomi- og Indenrigsministeriet. Desuden har der været drøftelser med Sekretariatet for Energitilsynet. Konklusionen er, at det er hensigtsmæssigt, at både kommunale og ikkekommunale varmeforsyningsvirksomheder får mulighed for at anvende disse anlæg.

2. Hovedpunkter i lovforslaget

2.1. Energisyn og energiledelsessystemer

2.1.1. Gældende ret

Der er ikke i gældende lovgivning krav om, at store virksomheder skal få foretaget et energisyn. Det er derfor nødvendigt at fastsætte regler herom for at sikre, at Danmark lever op til energieffektivitetsdirektivets krav om, at store virksomheder får foretaget et energisyn minimum hvert fjerde år. Lov om fremme af energibesparelser i bygninger indeholder dog regler om pligt til energimærkning. Pligten gælder også for visse erhvervsbygninger (handel og service). En energimærkning kan udgøre en del af et energisyn.

2.1.2. Forslagets nærmere udformning

I energieffektivitetsdirektivets artikel 8, stk. 4, er der krav om, at alle store virksomheder og institutioner (herefter benævnt store virksomheder), som udøver økonomisk aktivitet på et marked skal have foretaget et energisyn minimum hvert fjerde år. Enhver virksomhed, der udbyder varer og tjenesteydelser på et givent marked, er en økonomisk virksomhed. Det første energisyn skal være foretaget senest den 5. december 2015.

Kravet om energisyn gælder for store virksomheder, som ikke er omfattet af Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om en definition af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. Store virksomheder er derfor virksomheder, der ikke er omfattet af denne definition. Kommissionen har præciseret, at henstillingen skal forstås således, at store virksomheder er virksomheder med mindst 250 ansatte og med en årlig omsætning på mere end 50 millioner euro eller en årlig balance på mere end 43 millioner euro. Det ventes, at ca. 500 danske virksomheder vil blive omfattet af kravet. Der er dog usikkerheder forbundet med dette antal, og det faktiske antal kan afvige væsentligt.

Et energisyn er en systematisk fremgangsmåde, der har til formål at opnå tilstrækkelig viden om den eksisterende energiforbrugsprofil for en eller flere bygninger, eller for en industri- eller handelsvirksomheds drift eller anlæg. Direktivet stiller endvidere krav om, at energisynet skal omfatte transport. Energisynet skal herudover identificere og kvantificere omkostningseffektive energisparemuligheder og aflægge rapport om resultaterne. Direktivet har i bilag VI fastsat nærmere minimumskriterier for kravene til energisynet.

Virksomheder, som har et certificeret energiledelsessystem i overensstemmelse med de relevante internationale standarder, vil være undtaget fra kravet om energisyn, hvis det pågældende ledelsessystem omfatter minimumskriterierne i direktivets bilag VI. De eksisterende internationale og europæiske standarder, såsom ISO 50001 om energiledelse og EN 16247-1 om energisyn, vurderes at leve op til minimumskravene. Disse standarder bliver anvendt af en række virksomheder på frivillig basis i forvejen. Blandt andet er ISO 50001 blevet anvendt af en række virksomheder, der har indgået en aftale om energieffektivisering med Energistyrelsen.

Energisyn vil skabe et grundlag for, at virksomhederne får indsigt i de mest rentable energibesparelser. Hertil kommer, at energisyn skaber mulighed for synergi med energiselskabernes spareindsats. Virksomhederne vil på baggrund af de anbefalinger, som energisynene medfører, få et godt grundlag for at forhandle og forsøge at sælge besparelsen til energiselskaberne og derigennem få (delvis) betalt gennemførelse af anbefalingerne. Herved bliver transaktionsomkostningerne for den enkelte virksomhed mindsket. Det vil i den forbindelse blive tilstræbt at sikre en kobling mellem de foretagne energisyn og den eksisterende aftale om energiselskabernes spareindsats således, at virksomheden med udgangspunkt i det foretagne energisyn kan gå i en direkte dialog med et energiselskab om salg af energibesparelsen. Det vil i givet fald gøre sidstnævnte ordning mere omkostningseffektiv og øge omfanget af faktiske energieffektiviseringer.

Lovforslaget indeholder det overordnede krav til energisynet og virksomhedernes pligt til at rapportere resultaterne af de foretagne energisyn. Det foreslås, at klima-, energi- og bygningsministeren får en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler vedrørende blandt andet de tekniske krav til energisynet og kvalifikationskrav til de eksperter, der skal udføre energisynet.

Det forventes, at Energistyrelsen vil få delegeret ministerens kompetence til at administrere og kontrollere ordningen. Ifølge direktivet skal energisyn udføres på en uafhængig måde af kvalificerede eller akkrediterede eksperter. Det vurderes derfor ikke nødvendigt at foretage en omfattende kontrol af ordningen.

Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse i loven om bøde, hvis en virksomhed undlader at efterkomme et påbud om gennemførelse af energisyn.

Endelig foreslås der indsat en fodnote til titlen til lov om fremme af energibesparelser i bygninger, idet en energimærkning efter denne lov kan opfylde en del af kravet om energisyn efter direktivet.

2.2. Energieffektiv opvarmning og køling

2.2.1. Gældende ret

Kollektive varmeforsyningsanlæg og kraft-varme-anlæg med en eleffekt på over 25 MW er efter gældende ret underlagt krav om henholdsvis godkendelse efter lov om varmeforsyning og tilladelse efter lov om elforsyning.

Projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg skal godkendes af kommunalbestyrelsen efter regler fastsat af klima-, energi- og bygningsministeren. Kommunalbestyrelsen kan efter disse regler kun godkende projektet, hvis det ud fra en konkret vurdering er det samfundsøkonomisk mest fornuftige projekt. Bortset fra det samfundsøkonomiske krav gælder der specifikke regler for produktionsform, brændsler og blokvarmecentraler. En ansøgning om projektgodkendelse skal blandt andet ledsages af samfunds- og selskabsøkonomiske vurderinger og en samfundsøkonomisk analyse af relevante scenarier. Vurderingerne og analysen skal foretages på grundlag af Energistyrelsens vejledning i samfundsøkonomiske analyser på energiområdet og styrelsens beregningsforudsætninger.

Ved kollektive varmeforsyningsanlæg forstås i overensstemmelse med § 2 i lov om varmeforsyning en virksomhed, der driver anlæg med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand. Omfattet er følgende anlæg: Anlæg til produktion og fremføring af andre gasarter end naturgas (f.eks. biogas- og brintanlæg), anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp (fjernvarmetransmissions- og distributionsnet), varmeproduktionsanlæg, herunder kraft-varme-anlæg med en eleffekt op til 25 MW, og blokvarmecentraler, der forsyner en lukket kreds eller et forudbestemt antal brugere.

Etablering af nye og væsentlige ændringer af eksisterende elproduktionsanlæg, herunder kraft-varme-anlæg med en eleffekt på over 25 MW, kan efter lov om elforsyning kun foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og bygningsministeren. Opgaven er delegeret til Energistyrelsen og udføres efter regler fastsat i medfør af § 11, stk. 3, i lov om elforsyning. Kraft-varme-anlæg med en eleffekt på 25 MW eller derunder, som er godkendt efter lov om varmeforsyning, er undtaget fra kravet om tilladelse efter lov om elforsyning. Tilladelse kan meddeles, hvis grænseværdier for udledning af CO2, CH4 og N2O er overholdt. En vurdering af projektet baseret på en cost-benefit-analyse indgår ikke i tilladelsesproceduren for kraft-varme-anlæg med en eleffekt over 25 MW.

2.2.2 Forslagets nærmere udformning

Formålet med kravet i energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5-8, er at fremme effektivitet under opvarmning og køling. Gennemførelse af direktivets krav vil medføre, at det ved etablering eller omfattende renovering af visse energiproducerende anlæg skal undersøges om det er omkostningseffektivt og fordelagtigt at udnytte overskudsvarme.

Efter artikel 14, stk. 5, skal medlemsstaterne sikre, at visse virksomheder, som har et potentiale for at kunne levere eller anvende overskudsvarme, gennemfører en cost-benefit-analyse ved etablering eller omfattende renovering. Artikel 14, stk. 6, muliggør, at anlæg i visse tilfælde kan fritages fra kravet i stk. 5. Medlemsstaterne skal efter artikel 14, stk. 7, vedtage tilladelseskriterier, som sikrer overholdelse af kravet i stk. 5 og tager hensyn til resultatet af cost-benefit-analysen. Projekterne vil efter artikel 14, stk. 8, som udgangspunkt kun skulle kunne få tilladelse, hvis de muligheder, der efter cost-benefit-analysen har større fordele end omkostninger, gennemføres. Det er muligt at undtage anlæg herfra, hvis det af retlige, ejendomsretlige eller finansielle grunde er strengt nødvendigt.

Direktivets krav skal gælde for kraftværker, industrianlæg samt fjernvarme- og fjernkølingsnet, når disse etableres eller skal undergå en omfattende renovering. Energiproduktionsanlæg, der planlægges opført i tilknytning til et fjernvarme- eller kølingsnet, er også omfattet. Kravene gælder kun for anlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW.

Energieffektivitetsdirektivets krav er for en stor del allerede gældende ret. Kollektive varmeforsyningsanlæg (kraft-varme-anlæg med en eleffekt op til 25 MW, varmeproduktionsanlæg og fjernvarmenet) skal allerede i dag projektgodkendes og som led heri skal der udarbejdes samfundsøkonomiske vurderinger og analyser. De gældende regler for projektgodkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg bliver opretholdt. Der henvises til afsnit 1.3.1.5.

Dette lovforslag vil bygge videre på de gældende regler og kun udvide dem for så vidt det er nødvendigt til gennemførelse af energieffektivitetsdirektivets krav. Lovforslaget medfører derfor alene ændringer for industrianlæg og fjernkølingsanlæg, som i dag som regel ikke skal godkendes. Industrianlæg skal efter gældende ret få godkendt eventuel levering af overskudsvarme til fjernvarmenettet, men etablering af selve anlægget skal ikke godkendes. Med hensyn til fjernkølingsanlæg er det kun de kommunale anlæg, der skal godkendes i henhold til lov om kommunal fjernkøling, hvorved der ikke er stillet krav om udarbejdelse af en cost-benefit-analyse.

Lovforslaget ændrer lov om varmeforsyning og lov om kommunal fjernkøling. I lov om elforsyning foretages konsekvensændringer. Ændringerne indebærer, at klima-, energi- og bygningsministeren får hjemmel til at godkende etablering og omfattende renovering af industrianlæg og fjernkølingsanlæg og til at fastsætte regler om godkendelse af projekter for disse anlæg. Som led i godkendelsesproceduren vil anlæggene skulle udarbejde en cost-benefit-analyse i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets bilag IX, del 2. Behandling af ansøgninger om godkendelse vil blive delegeret til Energistyrelsen.

Energieffektivitetsdirektivet kræver også en ændring af de gældende regler på elområdet, hvor kraftværker med en eleffekt på over 25 MW i dag ikke skal have udarbejdet en cost-benefit-analyse. Det kan ske uden lovændring. Behandling af ansøgninger om tilladelse er efter gældende ret delegeret til Energistyrelsen og reguleret i bekendtgørelse om betingelser og procedurer for meddelelse af tilladelse til etablering af nye elproduktionsanlæg samt væsentlige ændringer i bestående anlæg. Den gældende procedure skal udvides således, at en ansøgning om tilladelse fremover vedlægges en cost-benefit-analyse i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets bilag IX, del 2, som kan indgå i Energistyrelsens afgørelse. Den gældende lov om elforsyning indeholder i § 11, stk. 3, en hjemmel for klima-, energi- og bygningsministeren til at fastsætte regler om betingelser og procedurer for meddelelse af tilladelse.

2.3. Kombineret produktion af varme og køling

2.3.1. Gældende ret

Kommuners hjemmel til at varetage varmeforsyningsvirksomhed følger i dag af almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse, de såkaldte kommunalfuldmagtsregler. Det antages efter kommunalfuldmagtsreglerne, at kommuner som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel må drive handel, håndværk, industri eller finansiel virksomhed. Det antages dog, at kommuner som en modifikation til ovennævnte udgangspunkt lovligt kan varetage forsyningsvirksomhed, herunder virksomhed omfattet af § 2 i lov om varmeforsyning. Det vil sige, at kommuner har hjemmel til at eje, etablere og drive kollektive varmeforsyningsanlæg.

Formålet med en kommunes varetagelse af forsyningsopgaver må ikke være at søge at opnå en økonomisk gevinst til kommunens kasse. Det er således en grundlæggende regel, at en kommune ikke uden lovhjemmel må drive virksomhed med fortjeneste for øje.

Fjernkølingsanlæg betragtes ikke i dag som kollektive varmeforsyningsanlæg i henhold til § 2 i lov om varmeforsyning.

Kommunale fjernkølingsanlæg er derimod reguleret i lov om kommunal fjernkøling. Kun kommuner, der ejer fjernvarmevirksomheder, har adgang til at eje, etablere og drive kølingsanlæg. Der stilles desuden blandt andet krav om, at kommuners udøvelse af fjernkølingsvirksomhed sker på kommercielle vilkår i et selvstændigt selskab med begrænset ansvar, hvori der ikke må udøves andre aktiviteter end fjernkøling. Kommuner må ikke yde tilskud til eller stille lånegaranti for fjernkølingsanlæg. Under disse forudsætninger har kommunen hjemmel til at producere køling, når dette primært sker ved brug af fjernvarme, det vil sige via en absorptionsvarmepumpe, eller frikøling. Frikølingsanlægget bruges normalt som supplerende kølingskilde i vinterperioden. Elbaserede kompressorer må alene anvendes i et absorptionsanlæg til at dække et spidsbelastningsbehov.

For ikkekommunale virksomheder gælder der ikke tilsvarende regler. Privat fjernkølingsvirksomhed er således i dag ikke reguleret i forsyningslovgivningen. Hvis ikkekommunale kollektive varmeforsyningsanlæg også udøver fjernkølingsvirksomhed, indebærer prisreguleringen i varmeforsyningsloven efter praksis fra Energitilsynet, at fjernkølingsaktiviteter skal være selskabsmæssigt adskilt fra varmeaktiviteter.

Det er ikke udtrykkeligt reguleret i varmeforsyningsloven hvilke aktiviteter, der kan udøves i samme juridiske enhed som et kollektivt varmeforsyningsanlæg. Efter Energitilsynets praksis kan sideordnede aktiviteter med en nær tilknytning til varmeproduktion og levering af varmt brugsvand udøves i varmeforsyningsvirksomheden på vilkår af, at der er en regnskabsmæssig adskillelse. Af hensyn til beskyttelse af forbrugerne fortolkes begrebet “nærtstående sideordnet aktivitet” i forhold til prisreguleringen indskrænkende, da der trods regnskabsmæssig adskillelse fortsat er en vis risiko for økonomisk belastning af forbrugerne ved at drive andre aktiviteter i samme juridiske enhed som det kollektive varmeforsyningsanlæg. Aktiviteter, der ikke har en naturlig sammenhæng med varmeaktiviteten skal derfor efter Energitilsynets praksis udskilles i et særligt selskab.

Dette er baggrunden for, at Energitilsynet ikke har fundet det i overensstemmelse med prisreguleringen, at fjernkølingsanlæg drives i samme selskab som kollektive varmeforsyningsanlæg. Energitilsynet finder således, at fjernkøling produceret ved de hidtil anvendte teknikker som ydelse ikke er tilstrækkeligt tæt og naturligt forbundet med formålet med varmeproduktion og -levering til at kunne udføres i samme juridiske enhed som varmeforsyningsaktiviteten. Konsekvensen er, at fjernkøling efter varmeforsyningslovens prisregulering, som er fastlagt i lovens kapitel 4, må udøves i et separat selskab.

De gældende regler forhindrer således, at køling produceres sammen med varme ved anvendelse af en varmepumpe til kombineret produktion af varme og køling. For det første vil der i så fald ofte anvendes en eldreven varmepumpe, hvilket er en teknik, som kommuner efter lov om kommunal fjernkøling kun har hjemmel til at anvende til at dække et spidsbelastningsbehov. For det andet står kravet om selskabsmæssig adskillelse, som både følger af lov om kommunal fjernkøling og varmeforsyningslovens prisregulering, i vejen for, at varme og køling produceres sammen på ét fysisk anlæg.

2.3.2. Forslagets nærmere udformning

Af regeringens vækstplan for energi og klima af oktober 2013 fremgår det, at fjernkøling er et område, hvor der fremover kan være et væsentligt markedspotentiale. Derfor lægges der i vækstplanen op til, at synergierne mellem fjernvarme og fjernkøling skal undersøges og hvis hensigtsmæssigt udnyttes.

Kombineret produktion af varme og køling kan have en samfundsøkonomisk fordel i forhold til anlæg, der alene producerer køling, blandt andet fordi samme energi kan anvendes til at producere til to ydelser. Efter gældende ret kan varmeforsyningsvirksomheder ikke anvende sådanne anlæg på grund af kravet om selskabsmæssig adskillelse. Desuden vil kombineret produktion af varme og køling typisk ske ved anvendelse af en eldreven kompressorvarmepumpe, som er et anlæg, kommunale varmeforsyningsvirksomheder kun må bruge til at dække et spidsbelastningsbehov.

Da der er tale om varmepumper, som kan producere både varme og køling, findes det mest hensigtsmæssigt, at disse anlæg reguleres i lov om varmeforsyning. Hvis en varmepumpe har til formål at producere varme til rumopvarmning og varmt brugsvand, vil denne varmeproduktion have samme formål end andre former for varmeproduktion omfattet af lov om varmeforsyning. Derfor bør anlægget betragtes som et kollektivt varmeforsyningsanlæg, også selv om anlægget samtidig har til formål at producere køling, især fordi der kan være synergigevinster ved at producere begge ydelser på ét anlæg. Det samme gør sig gældende for kraft-varme-anlæg, der har til formål at producere både el og varme, og som efter gældende ret betragtes som kollektive varmeforsyningsanlæg, hvis de har en eleffekt op til 25 MW.

Fordi varme og køling ved anvendelse af teknikken med en varmepumpe bliver produceret på det samme fysiske anlæg, giver det ikke mening, at de to ydelser skal være selskabsmæssigt adskilt fra hinanden, sådan som der stilles krav om i lov om kommunal fjernkøling. Hvis reguleringen af disse anlæg derimod sker i varmeforsyningsloven vil dette indebære, at kommuner vil kunne drive varmepumper til kombineret produktion af varme og køling i samme juridiske enhed.

Det foreslås på denne baggrund at ændre § 2 i lov om varmeforsyning således, at varmepumper til kombineret produktion af varme og køling fremover anses som et kollektivt varmeforsyningsanlæg reguleret af lov om varmeforsyning. Hvis køling produceres ved anvendelse af en varmepumpe, der også har til formål at producere rumvarme eller varmt brugsvand, vil prisreguleringen ikke stå i vejen for, at køling og varme udøves i samme juridiske enhed. I dette tilfælde bliver varme og køling produceret på samme fysiske anlæg og derfor vil der være en naturlig sammenhæng mellem de to ydelser, ligesom ved samproduktion af el og varme på et kraft-varme-anlæg. Ved anvendelse af en varmepumpe til kombineret produktion af varme og køling skal disse ydelser derfor som udgangspunkt kun være regnskabsmæssig adskilt og klima-, energi- og bygningsministeren får hjemmel til at fastsætte regler herom, herunder om fordeling af omkostninger på disse anlæg.

Med hensyn til køling produceret ved anvendelse af frikøling eller en varmepumpe, der bortkøler varme eller anvender varme til andre formål end rumvarme eller varmt brugsvand, bliver kravet om selskabsmæssig adskillelse efter prisreguleringen og lov om kommunal fjernkøling opretholdt.

Kommuner har efter kommunalfuldmagtsreglerne hjemmel til at varetage forsyningsvirksomhed, hvilket blandt andet omfatter virksomhed efter § 2 i lov om varmeforsyning, som efter lovforslaget også vil omfatte varmepumper til kombineret produktion af varme og køling.

Kommunale rene kølingsanlæg, der producerer køling ved frikøling eller ved anvendelse af varmepumper, der bortkøler varme eller anvender det til andre formål end rumopvarmning, vil fortsat være reguleret af lov om kommunal fjernkøling. Efter denne lov skal de kommunale fjernkølingsanlæg drives på kommercielle vilkår og i selvstændige selskaber med begrænset ansvar, hvori der ikke må udøves andre aktiviteter end fjernkøling.

Ikkekommunale rene kølingsanlægs selskabsform eller leveringsbetingelser vil fortsat ikke være reguleret. Hvis det imidlertid er en varmeforsyningsvirksomhed, der vil eje, etablere og drive et rent kølingsanlæg, vil dette anlæg på baggrund af Energitilsynets praksis vedrørende varmeforsyningslovens prisregulering skulle holde kølingsaktiviteten selskabsmæssigt adskilt fra varmeaktiviteten.

Rene kommunale kølingsanlæg med en indfyret effekt på 20 MW eller derunder vil skulle forelægges til projektgodkendelse hos kommunalbestyrelsen efter lov om kommunal fjernkøling. Projektgodkendelse ville skulle ske, hvis projektet fremmer en energieffektiv køling og udnytter synergieffekter med fjernvarme.

Rene kølingsanlæg med en indfyret effekt på over 20 MW vil, uanset ejerskabsforhold, skulle forelægges til projektgodkendelse hos Energistyrelsen. Projektgodkendelse i Energistyrelsen vil blandt andet blive baseret på en cost-benefit-analyse i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets bilag IX, del 2, som kølingsvirksomheden skal udarbejde i forbindelse med projektgodkendelsen. Formålet hermed vil være at undersøge, om det er fordelagtigt at udnytte overskudsvarme.

Varmepumper til kombineret produktion af såvel køling som rumvarme og varmt brugsvand vil med lovforslaget fremover betragtes som kollektive varmeforsyningsanlæg, der vil skulle forelægges til projektgodkendelse hos kommunalbestyrelsen, hvor vurderingen af ansøgningen blandt andet vil ske med udgangspunkt i kriteriet om, at projektet skal være det samfundsøkonomisk bedste projekt.

Levering af varme fra kollektive varmeforsyningsanlæg, herunder varmepumper til kombineret produktion af både varme og køling, skal ske efter varmeforsyningslovens prisregulering. Varmeforsyningsloven indeholder ikke regler om priser for levering af køling. Levering af køling vil således kunne ske på markedsvilkår. Efter kommunalfuldmagtsreglerne har kommuner som regel ikke mulighed for at drive virksomhed med fortjeneste for øje. Det vil imidlertid kunne være konkurrenceforvridende, hvis kommuner leverer ydelser til en omkostningsbestemt pris på et ellers kommercielt marked. Der indgår derfor også et forslag om ændring af lov om kommunal fjernkøling, som indebærer, at kommuner skal levere køling fra varmepumper til kombineret produktion af køling og varme på kommercielle vilkår, og at der ikke kan ydes tilskud eller stilles kommunal garanti til kølingsanlægget. Det svarer til de gældende vilkår for kommunale fjernkølingsanlæg.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

3.1. Konsekvenser som følge af reglerne om energisyn og energiledelsessystemer

Kravet om energisyn gælder for store virksomheder, herunder offentlige virksomheder, i det omfang de udfører en økonomisk aktivitet på et marked. Der ventes derfor ikke væsentlige økonomiske konsekvenser for staten, regioner eller kommuner. De administrative beføjelser, som lovforslaget giver klima-, energi- og bygningsministeren, indebærer blandt andet, at der vil skulle fastsættes regler, heriblandt om reguleringens anvendelsesområde, krav til energisyn eller -ledelsessystemer og eksperterne. Desuden skal der føres tilsyn med, om virksomheder overholder de foreslåede forpligtelser i forbindelse med energisyn og energiledelsessystemer. Beføjelserne forventes delegeret til Energistyrelsen, der vil afholde administrationen af ordningen inden for egne økonomiske rammer.

3.2. Konsekvenser som følge af reglerne om energieffektiv opvarmning og køling

De fleste anlæg omfattet af energieffektivitetsdirektivets artikel 14 skal allerede efter gældende ret indhente tilladelse eller godkendelse ved etablering eller omfattende renovering. Det skønnes således, at gennemførelse af energieffektivitetsdirektivets krav vedrørende energieffektiv opvarmning og køling vil medføre begrænsede merudgifter for Energistyrelsen, som vil skulle behandle ansøgninger om godkendelse af kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt over 20 MW. Desuden er der i lovforslaget givet bemyndigelse til, at der kan fastsættes regler om godkendelse af disse projekter.

Energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 8, indebærer, at projekterne som udgangspunkt kun kan få tilladelse eller godkendelse, hvis de muligheder, der efter cost-benefit-analysen har større fordele end omkostninger, gennemføres. Hvis udnyttelse af overskudsvarme har et positivt resultat, vil etablering af et industrianlæg eller kraftværk derfor kun kunne godkendes eller tillades, hvis overskudsvarme udnyttes. Det er et brud med den gældende retstilstand, hvor virksomheden selv kan beslutte om den vil udnytte overskudsvarmen.

Det forventes ikke, at Energistyrelsen vil få mange sager om året som følge af denne lov, men at sagsbehandlingen kan være ressourcekrævende i tilfælde, hvor en virksomhed ikke ønsker at levere overskudsvarme til rumvarmeformål og sagen udvikler sig til en klagesag for Energiklagenævnet.

Energistyrelsen er efter gældende ret den myndighed, der behandler ansøgninger om tilladelse for elproducerende virksomheder efter lov om elforsyning. Denne tilladelsesprocedure vil blive udvidet således, at en ansøgning om tilladelse skal ledsages af en cost-benefit-analyse, hvis anlægget planlægges at blive etableret som kondensværk, det vil sige uden udnyttelse af varme.

De fleste elproducerende værker i Danmark udnytter overskudsvarme fra elproduktionen. Der er i dag ca. 115 elproducerende anlæg med en indfyret effekt over 20 MW, som efter gældende ret skal indhente tilladelse efter lov om elforsyning ved væsentlige ændringer af anlægget. Kun enkelte af dem er kondensværker. I sagsbehandlingen af projekter for kondensværker skal der fremover indgå en cost-benefit-analyse efter energieffektivitetsdirektivets bilag IX, del 2. Med hensyn til kraftværker antages det således ikke, at gennemførelse af energieffektivitetsdirektivets krav vil medføre øgede udgifter for Energistyrelsen.

Desuden ændres lov om varmeforsyning og lov om kommunal fjernkøling med henblik på at give klima-, energi- og bygningsministeren bemyndigelse til at godkende henholdsvis industrianlæg og fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW. Bemyndigelsen forventes at blive delegeret til Energistyrelsen.

For en vurdering af antallet af industrianlæg, der fremover skal projektgodkendes af Energistyrelsen, er der taget udgangspunkt i de industrivirksomheder, der er i dag er omfattet af kvotedirektivet. Heraf er der 52 virksomheder med en indfyret termisk effekt på over 20 MW. Der er ca. 20 virksomheder, der i dag allerede leverer overskudsvarme til fjernvarmenet. Der forventes ikke mange nybygninger af industrianlæg om året. Formentlig vil der årligt være tale om ca. tre nyetableringer. Der forventes dog flere renoveringsprojekter om året, som følge af ordningen for VE til proces og tilskudsordningen for biogas, i alt ca. 7-8 stykker. Samlet, det vil sige med en korrektion for overlap, skønnes det, at Energistyrelsen vil få ca. 7 til 8 ansøgninger om projektgodkendelse af industrianlæg om året.

Det forventes ikke, at der frem til 2020 vil blive etableret fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW. Danmark har i dag kun enkelte fjernkølingsanlæg og de er ikke af en sådan størrelse, at de vil være omfattet af kravene om godkendelse og udarbejdelse af en cost-benefit-analyse efter energieffektivitetsdirektivet.

Med hensyn til Energistyrelsens nye opgaver vedrørende godkendelse af industrianlæg med et vist potentiale for udnyttelse af overskudsvarme samt større fjernkølingsanlæg skønnes det, at lovforslaget overslagsmæssigt samlet set vil påføre Energistyrelsen et øget ressourcebehov på ca. 1,2 mio. kr. årligt, svarende til ca. 2 årsværk. I 2015 må derudover forventes yderligere 0,5 årsværk til initialopgaver til udarbejdelse af vejledningsmateriale. Merudgifterne i Energistyrelsen som følge af godkendelsesproceduren med henblik på effektiv opvarmning og køling vil blive gebyrfinansieret. Der henvises til afsnit 4.2. for en beskrivelse af konsekvenserne heraf for erhvervslivet.

Endvidere skønnes det, at lovforslaget vil medføre et begrænset øget ressourceforbrug for Energiklagenævnet, der vil blive afholdt inden for Klima-, Energi- og Bygningsministeriets eksisterende rammer.

Kommunerne forbliver varmeplanmyndighed og afgør ansøgninger om projektgodkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg. Dette lovforslag ændrer ikke på kommunernes opgaver efter denne lov.

3.3. Konsekvenser som følge af reglerne om kombineret produktion af varme og køling

Lovforslagets bestemmelser vedrørende udvidelse af begrebet kollektive varmeforsyningsanlæg med varmepumper til produktion af både varme og køling forventes at medføre merudgifter for Energitilsynet. Varmeproducenterne, der udover aktiviteter omfattet af varmeforsyningslovens prisregulering også producerer andre ydelser, skal foretage en omkostningsfordeling dels ved budgettering forud for det pågældende varmeår, og dels i forbindelse med priseftervisning. Det gælder f.eks. efter gældende regler for anlæg, der producerer både rumvarme og procesvarme, affaldsforbrændingsanlæg, kraft-varme-anlæg og det vil efter den foreslåede ændring af varmeforsyningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, også gælde for varmepumper til kombineret produktion af varme og køling.

Energitilsynet vil kunne afgive vejledende udtalelser om fortolkning og anvendelse af reglerne vedrørende priser, herunder om omkostningsfordelingen. I henhold til lovens § 21, stk. 4, vil Energitilsynet efterfølgende kunne gribe ind, hvis prisfastsættelsen har været i strid med prisreguleringen.

Fjernkølingsanlæg, der producerer køling ved anvendelse af en varmepumpe, hvorved der også produceres rumvarme og varmt brugsvand, eller virksomheder, der planlægger for etablering af et sådant anlæg, vil kunne henvende sig til Energitilsynet i forbindelse med omkostningsfordelingen mellem varme og køling, som efter de foreslåede regler må udøves i ét selskab. Der er i dag kun enkelte fjernkølingsanlæg i Danmark. Lovforslaget indebærer, at der bliver fjernet barrierer for etablering af anlæg til kombineret produktion af varme og køling. Det kan således forventes, at der de kommende år bliver etableret enkelte af disse anlæg. Energitilsynet vil dog også kunne få henvendelser om de økonomiske rammer for denne type af kølingsanlæg i planlægningsfasen, hvor en eventuel kølingsprojekt undersøges, men ikke nødvendigvis fører til etablering af et anlæg. Det skønnes derfor, at lovforslaget vil kunne medføre et begrænset antal ekstra sager i Sekretariatet for Energitilsynet i de kommende år. Sekretariatet for Energitilsynet har oplyst, at det kræver ca. 1 årsværk til at behandle en sag om omkostningsfordeling. Derfor vil få sager alligevel kunne medføre visse merudgifter til sagsbehandlingen i Energitilsynet.

Lovforslag muliggør, at der fastsættes generelle regler om omkostningsfordelingen mellem ydelser omfattet af varmeforsyningslovens prisregulering, og andre ydelser. Hvis den nye § 20, stk. 3, bliver udmøntet, kunne dette lette sagsbehandlingen i Energitilsynet.

På længere sigt skønnes ressourcebehovet i Sekretariatet for Energitilsynet som følge af dette lovforslag derfor at være ca. 1 årsværk, svarende til ca. 800.000 kr., under forudsætning af, at hjemlen til at fastsætte regler om omkostningsfordeling udmøntes. Der henvises til afsnit 4.3.

Energitilsynets afgørelse om omkostningsfordeling vil kunne påklages til Energiklagenævnet. Det skønnes derfor, at lovforslaget vil kunne medføre et begrænset øget ressourceforbrug for Energiklagenævnet, der vil blive afholdt inden for Klima-, Energi- og Bygningsministeriets eksisterende rammer.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslagets krav om energisyn vil indebære, at erhvervslivet får information til at fremme energieffektivisering, som kan medføre varige besparelser. I forbindelse med energieffektivitetsdirektivets krav om energisyn kan der være tale om væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Kommissionen har dog vurderet, at omkostningerne i forbindelse med energisyn vil kunne dækkes af de hermed forventede energibesparelser hos de pågældende virksomheder.

Lovforslagets regler for at fremme udnyttelse af overskudsvarme fra kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg vil have begrænsede erhvervsøkonomiske konsekvenser. De foreslåede regler for varmepumper til produktion af varme og køling vil formindske omkostningerne for erhvervslivet til at etablere og drive disse anlæg.

Det skønnes at gebyrfinansieringen af merudgifterne i Energistyrelsen og Energitilsynet for et standardhus med et varmeforbrug på 18,1 MWh vil betyde en forhøjelse af varmeprisen med ca. 1 kr. årligt, hvis der regnes med en ledningstab på ca. 20 pct.

Nedenfor redegøres der nærmere for de erhvervsmæssige økonomiske og administrative konsekvenser af de forskellige regler i lovforslaget.

4.1. Konsekvenser som følge af reglerne om energisyn og energiledelsessystemer

I forbindelse med forhandlingerne om energieffektivitetsdirektivet blev det vurderet, at Kommissionens forslag om obligatoriske energisyn for store virksomheder isoleret set vil medføre øgede omkostninger for erhvervslivet. Hvis energisynene giver anledning til energibesparelser i det omfang, der fremgår af Kommissionens konsekvensanalyse, vil disse besparelser kunne dække omkostningerne til energisynet. Det skal også understreges, at kravet om energisyn er et generelt krav til alle store virksomheder i EU, og udgifterne hertil vil dermed ikke være konkurrenceforvridende mellem store virksomheder inden for EU.

Det er vanskeligt at vurdere omkostningerne forbundet med gennemførelse af energisyn. Et struktureret energisyn, der følger de internationale standarder, antages med en vis usikkerhed at udgøre cirka 25 - 100 kr. per kortlagt MWh, afhængig af virksomhedens kompleksitet og energiintensitet.

Virksomheder kan undtages fra krav om energisyn, såfremt der etableres et certificeret energiledelsessystem i virksomheden. Omkostninger til et sådant certificeret energiledelsessystem forventes at beløbe sig til mellem 50.000 og 100.000 kr. per stor virksomhed per år, ligeledes afhængig af virksomhedens størrelse og kompleksitet. Herudover skal der tillægges løbende årlige vedligeholdsomkostninger. Også her er der en væsentlig usikkerhed forbundet med vurderingen. Som nævnt vurderer Kommissionen i sin konsekvensanalyse, at gennemførte energibesparelser i virksomhederne som følge af energisynene vil kunne dække omkostningerne til energisynet.

Det ventes, at ca. 500 virksomheder vil blive omfattet af kravet. Der er dog usikkerheder forbundet med dette antal, og det faktiske antal kan være større eller mindre. Antages ca. 125 virksomheder om året at skulle rapportere deres efterlevelse af kravene, og at disse fordeler sig ligeligt mellem energiledelse og energisyn, forventes det, at kravet vil medføre væsentlige, administrative byrder for erhvervslivet.

Der overvejes flere muligheder for at fremme at energisyn kan skabe bedre grundlag for energiselskabernes energisparindsats. En mulighed kunne være at gøre energisynsrapporter offentligt tilgængeligt, hvis virksomheden giver sin accept hertil. Dette vil i væsentlig grad lette transaktionsomkostningerne i forbindelse med energiselskabernes spareindsats. De energibesparelser, som virksomhederne har mulighed for at sælge til energiselskaberne ligesom den gennemførte energieffektivisering, vil give virksomheden varige og lavere driftsomkostninger.

4.2. Konsekvenser som følge af reglerne om energieffektiv opvarmning og køling

Større industrianlæg og fjernkølingsanlæg vil fremover skulle udarbejde projektforslag til brug for godkendelse af et projekt for etablering eller omfattende renovering af anlægget. Som led heri skal der udarbejdes en cost-benefit-analyse. Kraftværker skal ved ansøgning om tilladelse for etablering eller væsentlig ændring af anlægget udarbejde en cost-benefit-analyse, hvor dette i dag ikke er påkrævet.

Udarbejdelse af en cost-benefit-analyse forventes at koste en virksomhed ca. 200.000 til 300.000 kr. afhængig af, om virksomheden delvis allerede vil have gennemført lignende analyser. Kraftværker med en eleffekt på over 25 MW skal i dag ikke udarbejde en cost-benefit-analyse. Det vil kun være kondensværker, der fremover vil blive underlagt et sådant krav. Der er kun enkelte kondensværker i Danmark. Hvis det antages, at et eksisterende værk skal undergå en omfattende renovering hvert 20. år og i den forbindelse vil skulle udarbejde en cost-benefit-analyse, vil de årlige omkostninger forbunden hermed være ubetydelige. Med hensyn til de nye krav stillet til industrivirksomheder, kan det nævnes, at en række af industrivirksomhederne er såkaldte aftalevirksomheder. Disse virksomheder er indgået en aftale med Energistyrelsen om frivillig energieffektivisering mod at få tilskud til betaling af energispareafgiften. Disse virksomheder er i forvejen godt klædt på i forhold til den analyse, der skal gennemføres. Det samme er ca. 20 industrivirksomheder, der leverer overskudsvarme til fjernvarmenettet, hvor der i dag gælder en forpligtelse om at udarbejde en samfundsøkonomisk vurdering og analyse.

Det forventes, at der årligt vil være ca. én til to virksomheder, som skal udarbejde cost-benefit-analysen fra bunden. For dem vil indførelse af en godkendelsesprocedure med cost-benefit-analyse medføre omkostninger på ca. 300.000 kr. per ansøgning. Resten af virksomhederne vil kunne nøjes med ekstra omkostninger som følge af dette lovforslag på ca. 200.000 kr. per ansøgning. Indførelse af en godkendelsesprocedure med henblik på effektiv opvarmning og køling skønnes således at belaste erhvervslivet med i alt 1-2 mio. kr. årligt.

Lovforslaget vil medføre en forhøjelse af varmepriserne. Det skyldes, at merudgifterne for Energistyrelsen som følge af reglerne om energieffektiv opvarmning og køling vil blive gebyrfinansieret og disse gebyr vil kunne indregnes i varmepriserne. Der henvises til afsnit 3.2.

På varmeområdet har Energistyrelsen ikke opgaver, der er gebyrfinansieret. Der bliver i dag kun opkrævet gebyr til opgavevaretagelse i Energitilsynet, som er 127,97 kr. per TJ, og i Ankenævnet på Energiområdet, som er 19,25 kr. per TJ. For at kunne dække varetagelse af de nye opgaver i Energistyrelsen vil der skulle opkræves ca. 8 kr. per TJ. Dette vil ske ved næste ændring af den pågældende bekendtgørelse, som vil have virkning fra 2015.

4.3. Konsekvenser som følge af reglerne om kombineret produktion af varme og køling

Lovforslaget vil medføre en forhøjelse af varmepriserne. Det skyldes, at merudgifterne for Energitilsynet som følge af reglerne om kombineret produktion af varme og køling bliver gebyrfinansieret og disse gebyr vil kunne indregnes i varmepriserne. Der henvises til afsnit 3.3.

Gebyret til dækning af opgavevaretagelse i Energitilsynet på 127,97 kr. per TJ bliver forhøjet med ca. 5,3 kr. per TJ til 133,27 kr. per TJ. Dette vil ske ved næste ændring af den pågældende bekendtgørelse, som vil have virkning fra 2015.

Hvis hjemlen til at fastsætte regler om omkostningsfordeling til den tid ikke er udmøntet endnu, vil gebyret forhøjes til at kunne dække et øget ressourcebehov på 2 årsværk i Energitilsynet, dvs. med 10,6 kr. per TJ til 138,57 kr. per TJ. Hvis det viser sig, at det faktiske antal af sager vedrørende omkostningsfordeling på varmepumper til kombineret produktion af rumvarme og køling eller det ressourcebehov forbunden med behandling af disse sager er mere eller mindre end skønnet, kan gebyret justeres i efterfølgende år.

Det forventes desuden, at lovforslaget vedrørende muligheden for kombineret produktion af varme og køling vil formindske de økonomiske og administrative omkostninger for erhvervslivet, idet der ikke længere vil kræves selskabsmæssig adskillelse af varme og køling, når disse ydelser produceres på ét fysisk anlæg.

5. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget forventes at have positive effekter på miljøet. Kravet om energisyn eller energiledelsessystemer i store virksomheder vil skabe grundlag for at gennemføre foranstaltninger, der vil have positive konsekvenser for miljøet. Det forventes desuden at godkendelseskravet for visse virksomheder med et potentiale for levering af overskudsvarme og fjernkølingsanlæg vil fremme energieffektiv opvarmning og køling.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke nogen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF.

Danmark skal senest den 5. juni 2014 have vedtaget og offentliggjort de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme og gennemføre direktivet.

Energieffektivitetsdirektivets krav om energisyn (artikel 8), fremme af effektivitet under opvarmning og køling (artikel 14) samt certificeringsordninger (artikel 16) gennemføres i dansk lovgivning via dette lovforslag og bekendtgørelser, der udstedes med hjemmel i loven. Samtidig ajourføres titelnoten til lov om fremme af energibesparelser i bygninger, således at det fremgår, at den gældende lov medvirker til at gennemføre energieffektivitetsdirektivet, jf. art. 8 og bilag VI.

Udover den endelige dato for implementering indeholder energieffektivitetsdirektivet en række tidsfrister for meddelelser til Kommissionen. Relevant for dette lovforslag er artikel 14, stk. 6, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne senest den 31. december 2013 skulle underrette Kommissionen om eventuelle dispensationer fra kravet om udarbejdelse af cost-benefit-analyser, jf. artikel 14, stk. 5. Følgende anlæg kan blive undtaget fra kravet om udarbejdelse af en cost-benefit-analyse: spidsbelastnings- og backupanlæg til elproduktion med mindre end 1500 driftstimer, atomkraftværker og anlæg, der placeres tæt på en geologisk lagrings lokalitet, jf. direktiv 2009/31/EF. Kommissionen skal desuden underrettes om eventuelle senere ændringer. Efter artikel 8, stk. 4, skal medlemsstaterne desuden sikre, at store virksomheder får gennemført det første energisyn senest den 5. december 2015 og derefter som minimum hvert fjerde år beregnet fra datoen for det foregående energisyn.

De dele af direktivet, der vedrører renovering af offentlige bygninger (artikel 5) og offentlige indkøb (artikel 6), gennemføres i dansk lovgivning via ændring af cirkulære om energieffektivisering i statens institutioner. Et ændret cirkulære forventes at træde i kraft medio 2014. Energieffektivitetsdirektivets artikler 9-11 om måling af energiforbrug, faktureringsoplysninger og omkostninger ved adgang til målings- og faktureringsoplysninger gennemføres via gældende lovgivning og ændring af bekendtgørelse nr. 891 af 9. oktober 1996 om individuel måling af el, gas, vand og varme. Ændring af bekendtgørelsen forventes medio 2014. I henhold til lov om elforsyning, lov om varmeforsyning og lov om naturgasforsyning har klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at indgå aftale og fastsætte regler om energibesparelsesforpligtelser for energiselskaber. På den baggrund er direktivets krav om energispareforpligtelser (artikel 7) gennemført ved aftale af 13. november 2012 om Energiselskabernes energispareindsats og bekendtgørelse nr. 1452 af 16. december 2013 om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder. Klima-, Energi- og Bygningsministeriet vil igangsætte en gennemførelse i praksis af de øvrige strategiske forpligtelser i direktivet, herunder renovering af bygninger (artikel 4), energitransmission og distribution (artikel 15), information og uddannelse (artikel 17) og fremme af energitjenester (artikel 19).

Det kan desuden bemærkes, at den gældende regulering for kollektive varmeforsyningsanlæg indeholder bestemmelser, der kan betragtes som strengere foranstaltninger end energieffektivitetsdirektivets krav om forpligtet udnyttelse af overskudsvarme. Energieffektivitetsdirektivet indeholder mindstekrav. Det vurderes, at der ikke er noget til hinder for at opretholde den gældende godkendelsesordning.

Efter energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 8, kan kraftværker, industrianlæg, fjernkølingsanlæg, varmeproducerende anlæg og fjernvarmenet med en indfyret termisk effekt på over 20 MW blive forpligtet til at udnytte overskudsvarme, hvis cost-benefit-analysen viser, at fordelene herved er større end omkostningerne. I en cost-benefit-analyse indgår både en samfundsøkonomisk og en finansiel (selskabsøkonomisk) analyse.

Efter de gældende regler for kollektive varmeforsyningsanlæg (kraft-varme-anlæg med en eleffekt op til 25 MW, fjernvarmenet og varmeproducerende anlæg) skal overskudsvarme fra elproduktionen udnyttes, hvis et planlagt anlæg har en varmekapacitet over 1 MW. Desuden vil der indgå både samfundsøkonomiske og selskabsøkonomiske vurderinger i projektbehandlingen, men ved den endelige projektgodkendelse kan kun det samfundsøkonomisk bedste projekt godkendes.

Hertil kan bemærkes, at principperne om god samfundsøkonomi og samproduktion af el og varme er grundlæggende principper i den danske varmeforsyningslovgivning, som er fastsat i varmeforsyningslovens formålsbestemmelse. Desuden må det antages, at en selskabsøkonomisk vurdering går forud for den samfundsøkonomiske. Hvis et projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg ikke er selskabsøkonomisk eller brugerøkonomisk interessant, kan det ikke gennemføres og vil ikke blive forelagt til godkendelse. Kollektive varmeforsyningsanlæg adskiller sig endeligt fra de øvrige anlæg omfattet af artikel 14, stk. 5, idet de er underlagt et hvile i sig selv-princip og har varmeforsyning som hovedformål. Derfor er det i forhold til disse anlæg mindre relevant at tage hensyn til selskabsøkonomien, hvis man skal vurdere, om projektet kan indrettes til at udnytte overskudsvarme, end det er i forhold til anlæg, der drives med fortjeneste for øje og ikke har varmeforsyning som hovedformål. Der henvises til afsnit 1.3.1.5.

Endelig indeholder lovforslaget af lovtekniske grunde en genindsættelse af § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi. Bestemmelsen indeholder elementer af statsstøtte og vil derfor først blive sat i kraft i det omfang og fra det tidspunkt, som følger af Europa-Kommissionens godkendelse efter statsstøttereglerne.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 18. november 2013 til den 9. december 2013 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Aalborg Portland A/S, Advokatrådet – Advokatsamfundet, Altinex Oil Denmark A/S, Akademisk Arkitektforening, Autoriserede Kølefirmaers Brancheforening, Ankenævnet på Energiområdet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Boligselskabernes Landsforening, Brancheforeningen for Biogas, Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Brancheforeningen for Husstandsvindmøller, Branchen Forbrugerelektronik, Bureau Veritas, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT-kartellet), Byggecentrum, Byggeskadefonden, CO-industri, DANAK (Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond), Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Statistik, Danmarks Teknisk Universitet (DTU), Danmarks Vindmølleforening, Dansk affaldsforening, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Biotek, Dansk Byggeri, Dansk Center for Lys, Dansk Energi, Dansk Energibranche Forening (DEBRA), Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Gartneri, Dansk Gas, Dansk Gasteknisk Center (DGC), Dansk Geotermi Aps, Dansk Standard, A/S Dansk Shell, Dansk Transport og Logistik (DTL), Dansk Varefakta Nævn, Dansk Ventilation, Danske Advokater, Danske Arkitektvirksomheder (DANSKE ARK), Danske Regioner, Danske Udlejere, DANVA (Dansk Vand- og Spildvandsforening), Datatilsynet, De Grønne, DELTA Dansk Elektronik, Det Økologiske Råd, DI ITEK, DI – Organisation for erhvervslivet, DONG Energy A/S, DS Håndværk & Industri, DTU – Afdelingen for myndighedsbetjening, DTU – Afdelingen for vindenergi, Ejendomsforeningen Danmark, Energi- og olieforum.dk, Energiforbrugeren, Energiforum Danmark, Energiklagenævnet, Energitilsynet, Energitjenesten, E. ON Danmark A/S, Fagligt Fælles Forbund (3F), Finansrådet, Foreningen Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske belysningsarmaturer (FABA), Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater (FEHA), Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), Foreningen for Slutbrugere af Energi, Frederiksberg Kommune, Frie Elforbrugere, FSR Danske Revisorer, Greenpeace, Green Ways, GTS (Godkendt teknologisk Service), Hess ApS, HMN Naturgas I/S, Håndværksrådet, Indukraft sekretariatet c/o Dansk Industri, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), Institut for produktudvikling (IPU), Intelligent Energi, IT-Branchen, Kalk og Teglværksforeningen, KE Vind A/S/HOFOR, KL (Kommunernes Landsforening), KommuneKredit, Den Kooperative arbejdsgiver- og interesseorganisation i Danmark (Kooperationen), KTO – Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Københavns Kommune, Landbrug & Fødevarer, Landsorganisationen i Danmark (LO), LCA Center, Landsbyggefonden, Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller, Mærsk Olie og Gas A/S, Mærsk Drilling, Naturgas Fyn, NEAS Energy A/S, NOAH Energi og Klima, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Det Norske Veritas, Realkreditforeningen, Reel Energi Oplysning (REO), Statens Byggeforskningsinstitut, Statoil A/S, Tekniq, Teknologisk Institut, Telekommunikationsindustrien, Varmepumpefabrikantforeningen, Vattenfall A/S, Vedvarende Energi, VELTEK – VVS- og El-Tekniske Leverandørers Brancheforening, Verdens Skove, Vestas Wind Systems A/S, Vindenergi Danmark, Vindmølleindustrien, WWF Verdensnaturfonden, Østkraft og Aalborg Universitet.

9. Sammenfattende skema

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (lovens titel)

Der foreslås indsat en fodnote til lovens titel således, at det fremgår, at lov om fremme af besparelser i energiforbruget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side. 28.

Til nr. 2 (overskriften til kapitel 1)

Den foreslåede tilføjelse til overskriften til kapitel 1 er en konsekvens af den foreslåede § 2 a, jf. bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 3 (§ 2, stk. 2)

Efter den gældende lovs § 2 finder loven i dag anvendelse på effektivisering og reduktion af energianvendelse i produkter, anlæg, processer og bygninger, herunder anlæg til bygningers egen forsyning med energi, og på information til forbrugerne om energibevidst adfærd.

I den gældende lovs § 2 foreslås tilføjet et nyt stk. 2, som udvider lovens kapitel 5 til også at gælde effektivisering og reduktion af energianvendelse til transport. Baggrunden for forslaget er, at energieffektivitetsdirektivet indeholder krav om, at energisynet også skal omfatte en repræsentativ gennemgang af energiforbrugsprofilen for blandt andet transport.

I det omfang lovens kapitel 7 om klager, oplysningspligt og straf m.v. angår bestemmelser i det foreslåede nye kapitel 5, indgår transport som en del heraf, jf. bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 4 (§ 2 a)

Den foreslåede bestemmelse i lovens § 2 a indebærer, at klima-, energi- og bygningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten inden for det foreslåede kapitel 5. Bemyndigelsen tænkes anvendt ved mindre ændringer eller justeringer af energieffektivitetsdirektivet eller ved gennemførelse af andre retsakter i medfør af direktivet, der overvejende er af teknisk karakter, eller hvis det viser sig, at der er behov for yderligere regler for at gennemføre direktivet. Bemyndigelsen kan også tænkes anvendt i tilfælde, hvor Danmark og de øvrige EU-lande er forpligtede til at gennemføre en ændring af direktivet i national lovgivning og hvor den enkelte medlemsstat ikke overlades noget betydningsfuldt skøn i forhold til gennemførelsen af indholdet af direktivet. Endelig kan bemyndigelsen anvendes, hvor ændring eller nyaffattelse af tværgående EU-retsakter, som f.eks. Kommissionens henstilling 2003/361/EF om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, har direkte betydning for lovens område. Folketingets Europaudvalg og Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg vil få forelagt de eventuelle ændringer af EU-retten i overensstemmelse med procedurerne herfor.

Bestemmelsen vil finde anvendelse som supplement til de bemyndigelser, der indgår i loven i øvrigt.

Til nr. 5 (kapitel 5)

Der foreslås indsat et nyt kapitel 5 i loven, som omhandler obligatoriske energisyn m.v. for store virksomheder.

§ 15

Den foreslåede pligt i § 15, stk. 1, til at gennemføre et energisyn eller at have et energi- eller miljøledelsessystem, jf. stk. 2, vil påhvile store virksomheder. § 15, stk. 3, uddyber hvad der forstås ved store virksomheder. Kravet om energisyn gælder for alle store virksomheder i Danmark. Det betyder blandt andet, at store udenlandske virksomheders filialer i Danmark også er omfattet af kravet om obligatorisk energisyn.

Kravet gælder store virksomheder i alle brancher, herunder transportvirksomhed, såsom skibsfart og luftfart. Kommissionen har præciseret i sin vejledning (Vejledning vedrørende direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF Artikel 8: Energisyn og energiledelsessystemer, SWD (2013) 447 final), herefter nævnt Kommissionens vejledning, at kravet gælder alle store virksomheder m.v., som udøver økonomisk aktivitet på et marked. Enhver virksomhed, der udbyder varer og tjenesteydelser på et marked, er en økonomisk virksomhed. Det fremgår af Kommissionens vejledning, at definitionen af store virksomheder ikke henviser til energiintensitet eller energiforbrug eller udelukker sektorer, der er omfattet af andet regulering, såsom emissionshandelssystemet.

Den foreslåede § 15, stk. 1, pålægger store virksomheder at få udført et energisyn på en uafhængig måde af kvalificerede eksperter samt indsende dokumentation for det foretagne energisyn. Energisynet skal foretages som minimum hvert fjerde år beregnet fra datoen for det foregående energisyn. Som det fremgår af lovforslagets § 7 skal første energisyn være gennemført senest den 5. december 2015. Energisyn, der opfylder minimumskriterierne og som er foretaget fra den 4. december 2012, hvor energieffektivitetsdirektivet trådte i kraft, tæller med i virksomhedens opfyldelse af kravet i stk. 1. Det betyder f.eks., at hvis en stor virksomhed fik foretaget et energisyn den 27. juni 2013, skal det næste energisyn foretages senest den 27. juni 2017.

Et energisyn er en systematisk fremgangsmåde, der har til formål at opnå tilstrækkelig viden om den eksisterende energiforbrugsprofil for en eller flere bygninger, eller for en industri- eller handelsvirksomheds drift eller anlæg. Direktivet stiller endvidere krav om, at energisynet skal omfatte transport. Energisynet skal herudover identificere og kvantificere omkostningseffektive energisparemuligheder og aflægge rapport om resultaterne. Direktivet har i bilag VI fastsat nærmere minimumskriterier for kravene til energisynet.

Minimumskriterierne til energisyn vil blive fastlagt i en bekendtgørelse, der udstedes med hjemmel i den foreslåede § 16, stk. 1, nr. 2. Omfanget af et energisyn vil afhænge af kompleksiteten af de elementer, der skal indgå i et givent energisyn. Ved energisyn i store virksomheder med meget komplekse processer vil kravene være højere og anderledes, end hvis de store virksomhed er en rådgivnings- eller kontorvirksomhed eller er inden for handel og service, hvor energiforbruget er enklere.

Energisyn skal udføres af kvalificerede eksperter. Kvalifikationskravene vil blive fastslagt i en bekendtgørelse, der udstedes med hjemmel i den foreslåede § 16, stk. 1, nr. 3.

Det fremgår af stk. 2, at virksomheder, som har et certificeret energi- eller miljøledelsessystem i overensstemmelse med de relevante internationale standarder, vil være undtaget fra kravet om energisyn, når det pågældende ledelsessystem omfatter minimumskriterierne i direktivets bilag VI. De eksisterende internationale og europæiske standarder, såsom ISO 50001 om energiledelse og EN 16247-1 om energisyn, vurderes i direktivet af leve op til minimumskravene. Disse standarder bliver anvendt af en række virksomheder på frivillig basis i forvejen.

I det foreslåede stk. 3, beskrives nærmere, hvad der forstås ved en stor virksomhed. Ifølge energieffektivitetsdirektivets artikel 8, stk. 4, skal virksomheder, der ikke er små og mellemstore virksomheder, foretage et energisyn minimum hvert 4. år. Af direktivets artikel 2, nr. 26, fremgår at små og mellemstore virksomheder skal defineres i overensstemmelse med Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. Direktivets krav gælder således for virksomheder, der ikke falder under henstillingens definition af mikro-, små-, og mellemstore virksomheder. Kommissionen har præciseret at anbefalingen medfører, at der med store virksomheder forstås virksomheder med mindst 250 ansatte og en årlig omsætning på mere end 50 millioner euro eller en årlig balance på mere end 43 millioner euro. En virksomhed skal således have mindst 250 ansatte og opfylde mindst et af de to finansielle kriterier.

For at fastslå om kriteriet er opfyldt, skal det vurderes, om virksomheden er en uafhængig virksomhed, partnervirksomhed eller tilknyttet virksomhed. Hvis en virksomhed har over 25 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne i en anden virksomhed, er der tale om en partnervirksomhed eller tilknyttet virksomhed for begges vedkommende. Det betyder, at virksomhedernes antal beskæftigede, omsætning eller balance skal lægges sammen for at afgøre, om de tilsammen udgør en stor virksomhed. Hvis en virksomhed er uafhængig, skal den kun bruge antal ansatte og de økonomiske kriterier i det senest godkendte årsregnskab for at kontrollere, om den er omfattet af loven.

Nationale arbejdsretlige regler om definitionen af lønmodtagere vil skulle lægges til grund for sammentællingen af antallet af ansatte. Dog fremgår det af henstillingen, at lærlinge og studentermedarbejder samt personer på barsels- eller forældreorlov ikke skal tælles med.

Da Kommissionens henstilling ikke er entydig, er der behov for at kunne præcisere kriterierne for, hvad der forstås ved en stor virksomhed i en bekendtgørelse.

Det foreslåede stk. 4 vil indebære, at virksomheden skal afholde omkostningerne ved at få foretaget et energisyn eller ved at benytte og vedligeholde et certificeret energi- eller miljøledelsessystem. Udgifterne herved vil blandt andet afhænge af specifikke forhold som produktionsenhedens størrelse, kompleksitet m.v. og om der er tale om at få foretaget et energisyn eller om at benytte og vedligeholde et certificeret energi- eller miljøledelsessystem. Omkostningerne til at få udført et struktureret energisyn, der følger rammerne af den europæiske standard EN 16247-1 om energisyn eller den kommende internationale standard ISO 50002 om energisyn, skønnes typisk at udgøre i størrelsesordenen 25 - 100 kr. per kortlagt MWh, men omkostningerne afhænger som nævnt i høj grad af virksomhedens kompleksitet og energiintensitet.

§ 16

Den foreslåede § 15, stk. 3, indeholder en definition af, hvad der forstås ved en stor virksomhed. Den foreslåede § 16, stk. 1, nr. 1, giver klima-, energi- og bygningsministeren en bemyndigelse til at præcisere kriterierne i § 15, stk. 3.

Det vurderes mest hensigtsmæssigt at fastsætte de nærmere kriterier for, hvornår en virksomhed er “stor” i en bekendtgørelse. Som nævnt i bemærkninger til den foreslåede § 15 er Kommissionens forståelse af en stor virksomhed ikke entydig. I et vist omfang baserer en fastlæggelse sig på nationale regler. Der er derfor behov for at bemyndige ministeren til at kunne fastlægge præcise kriterier.

Kommissionen har oplyst, at udgangspunktet er, at virksomheder med 250 ansatte eller derover og en årlig omsætning på mere end 50 millioner euro eller en samlet årlig balance på mere end 43 millioner euro på verdensplan defineres som stor. Ifølge Kommissionens ovennævnte henstilling finder de nationale arbejdsretlige regler anvendelse, for så vidt angår definitionen af “lønmodtagere”. Herudover er der i Kommissionens henstilling om definition af mikro-, små- og mellemstore virksomheder detaljerede definitioner om eksempelvis, hvornår tilknyttede eller partnerselskaber skal tælles med.

Endvidere foreslås det i § 16, stk.1, nr. 2, at ministeren fastsætter nærmere regler om krav til energisyn og energi- og miljøledelsessystemer. Udgangspunktet for regelfastlæggelsen vedrørende energisyn vil være bilag VI i energieffektivitetsdirektivet. Da Kommissionen ikke i retningslinjer eller fortolkningsnotater har lagt sig endelig fast på kriterierne for energisyn, findes det mest hensigtsmæssigt at bemyndige ministeren til at fastsætte regler om de nærmere kriterier for energisyn.

Som nævnt i bemærkningerne til den foreslåede § 15, stk. 1, vil kravene til energisyn blive tilpasset forskellige situationer afhængigt af energiintensitet og -kompleksitet i den pågældende virksomhed.

Der udestår en afklaring fra Kommissionens side, om de nærmere krav til energisyn af transportvirksomheder, såsom luft- og skibsfart. Der er overvejelser om at anvende vejledninger, som er udarbejdet af den internationale maritime organisation (IMO) for skibsfart og den international civilluftfarts organisation (ICAO) for luftfart eller at anvende specifikke ISO standarder for transportsektoren eller elementer af disse standarder. Der er således behov for at bemyndige ministeren til at fastsætte de nærmere regler herom.

Bemyndigelsen giver også mulighed for at stille krav om, at energisynet skal vurdere den tekniske og økonomiske gennemførlighed af tilslutningen til et eksisterende eller planlagt fjernvarme- eller fjernkølenet.

Bemyndigelsen giver endvidere mulighed for at stille krav til energi- og miljøledelsessystemet, der er nævnt i den foreslåede § 15, stk. 2, om, at ledelsessystemet skal omfatte et energisyn, der lever op til kravene i direktivets bilag VI. Det fremgår af direktivet, at eksisterende internationale og europæiske standarder, såsom EN 16247-1 om energisyn og ISO 50001 om energiledelse, lever op til energieffektivitetsdirektivets krav til energisyn. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at sikre, at andre relevante europæiske eller internationale standarder, der ønskes anvendt af en stor virksomhed som alternativ til at foretage et energisyn som nævnt i den foreslåede § 15, stk. 1, overholder kriterierne i direktivets bilag VI. F.eks. skal det sikres og kunne kontrolleres, at en virksomhed, der ønsker at anvende ISO 14001 om miljøledelsessystem i stedet for at få foretaget et energisyn i medfør af den foreslåede § 15, stk. 1, dokumenterer, at miljøledelsessystemet indeholder et energisyn i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivets bilag VI.

Bemyndigelsen vil således blive anvendt til at sikre, at certificerede energi- og miljøledelsessystemer, som nævnt i den foreslåede § 15, stk. 2, omfatter et energisyn, der opfylder minimumskriterierne for et energisyn omfattet af § 15, stk. 1, jf. direktivets bilag VI.

Bemyndigelsen tænkes også anvendt til at tage hensyn til nye eller reviderede standarder, som danner grundlag for energisyn og -ledelse.

Direktivet pålægger medlemsstaterne at sikre, at virksomheder får foretaget et energisyn på en omkostningseffektiv måde. Dette vil kunne ske ved, at der er et tilstrækkeligt antal kvalificerede eksperter samt at sikre, at omfanget af et energisyn er tilpasset virksomhedstypen, såsom kontor og procesvirksomhed.

Ligeledes vil den foreslåede bemyndigelse i § 16, stk. 1, nr. 2, kunne anvendes til at fastsætte bagatelgrænser for omfanget af energisynet. Adgangen til at fastsætte bagatelgrænser har støtte i Kommissionens vejledning. Det fremgår heraf, at energisynet dog skal udføres på en måde, der sikrer et repræsentativt billede af virksomhedens energiforbrug.

Endvidere åbner bemyndigelsen op for at fastsætte regler om, at de elementer af energisyn, der er dækket af anden lovgivning, som varetager energibesparelseshensyn, ikke skal medtages i de energisyn, der er omfattet af forslagets § 15. Eksempelvis er der i lov om fremme af energibesparelser i bygninger krav om, at bygninger med et samlet etageareal på 1.000 m2 eller derover, som ejes af andre end offentlige institutioner m.v., skal have et gyldigt energimærke. Kommissionen angiver i sin vejledning, at en gyldig energimærkning af kontorbygninger kan lægges til grund i forbindelse med et energisyn, for så vidt angår de elementer, der er omfattet af energimærket. Der er derfor behov for at bemyndige ministeren til at kunne fastlægge nærmere regler herom; for eksempel om, hvorvidt energimærkningen af bygninger vil kunne erstatte et energisyn i kontorvirksomhed.

Endelig tænkes bemyndigelsen anvendt til at stille krav til store virksomheders dokumentation af overholdelse af den foreslåede § 15, stk. 1 og 2. Da et energisyn kan skabe bedre grundlag for energiselskabernes energisparindsats, vil kravene til dokumentation muliggøre, at energisynsrapporten offentliggøres, hvis virksomheden giver sin accept hertil. Virksomheden har mulighed for at sælge energibesparelsen til energiselskaberne ligesom den gennemførte energieffektivisering, vil give virksomheden varige og lavere driftsomkostninger. Herudover vil en offentliggørelse lette transaktionsomkostningerne i forbindelse med energiselskabernes spareindsats.

Det foreslås i § 16, stk. 1, nr. 3, at ministeren bemyndiges til at fastsætte krav til blandt andet energisynseksperters kvalifikationer. Kravene til eksperternes kvalifikationer vil afhænge af energisynets omfang og kompleksitet. Hvis der er tale om en energiintensiv procesvirksomhed, vil der blive stillet større krav til ekspertens kvalifikationer, end hvis virksomheden f.eks. er en rådgivningsvirksomhed. I dag findes der en ordning for registrerede energisynskonsulenter, der har kvalifikationerne til at foretage energisyn i energiintensive procesvirksomheder. Vedrørende udførelse af det foreslåede obligatoriske energisyn i en energiintensiv virksomhed forventes bemyndigelsen anvendt til at stille krav til eksperten på niveau med de krav, der i dag gælder til de registrerede energisynskonsulenter. Kvalifikationskravene vil endvidere blive sammentænkt med den ordning, der gælder for energisyn af bygninger. Med hensyn til de eksisterende internationale og europæiske standarder, såsom ISO 14001 om miljøledelse og ISO 50001 om energiledelse, vurderes det, at infrastrukturen, herunder kvalifikationskrav til eksperterne, er på plads, således at der ikke her forventes at være er behov for at fastsætte yderligere regler.

Bestemmelsen vil også blive anvendt til at fastsætte nærmere bestemmelser om uafhængighed, herunder i tilfælde hvor energisynet udføres af egne eksperter, hvor den nødvendige uafhængighed vil kræve, at eksperten ikke er direkte engageret i den aktivitet, der underkastes energisyn.

Det foreslås i § 16, stk. 2, at ministeren bemyndiges til at fastsætte krav vedrørende akkrediterings- og certificeringsordninger.

Endvidere vil kravene sikre, at det nationale niveau af teknisk kompetence, objektivitet og pålidelighed er til rådighed. Dernæst muliggør bemyndigelsen, at ministeren kan fastsætte regler om en indbyrdes anerkendelse mellem medlemslandene om anerkendelse af akkrediterings- og certificeringsordninger.

§ 17

Den foreslåede § 17, stk. 1, vil indebære, at ministeren fører tilsyn med, at virksomhederne overholder kravet i den foreslåede § 15, stk. 1, om at få gennemført et energisyn, eller at virksomheden benytter og vedligeholder et certificeret ledelsessystem, som nævnt i den foreslåede § 15, stk. 2.

Store virksomheder skal indsende dokumentation til ministeren for, at de har efterlevet kravet i § 15, stk. 1 eller 2, som danner grundlag for ministerens tilsyn efter § 17, stk. 1.

Umiddelbart er der ingen oversigt over, hvilke virksomheder, der vil blive omfattet af § 15. Som led i ministerens opgaver efter loven vil der ske en orientering i dagspressen og fagblade m.v. om, at store virksomheder er forpligtet til at få foretaget et energisyn mindst hvert 4. år. Ligeledes vil der fra private bureauer kunne købes information om hvilke virksomheder, der opfylder kriterierne om at være en stor virksomhed.

I tvivlstilfælde, vil ministeren kontakte en potentielt forpligtet virksomhed med henblik på at afklare, om vedkommende virksomhed er omfattet af § 15.

Det foreslås, at det er ministeren, der i tilfælde af tvivl eller uenighed træffer afgørelse om, hvorvidt en given virksomhed er omfattet af loven. Der kan f.eks. være tilfælde, hvor der er uenighed, om en filial skal tælles med i opgørelsen over virksomhedens ansatte, eller uenigheden består i, hvilke af virksomhedens ansatte der skal indgå i vurderingen af, om virksomheden har mindst 250 medarbejdere. Definitionen af, om en virksomhed er stor, afhænger af økonomiske parametre, der kan være vanskelige at afgrænse fuldstændig. Det følger af den gældende lovs § 20, at afgørelser truffet af ministeren kan påklages til Energiklagenævnet inden for en frist af 4 uger.

Da energisynet skal udføres af kvalificerede eksperter, som godkendes under en kvalifikationsordning, som beskrevet under § 16, stk. 1, nr. 3, vurderes det ikke, at det er nødvendigt i videre omfang at kontrollere kvaliteten af det foretagne energisyn.

Hvis virksomheden indsender dokumentation for, at den benytter og vedligeholder et certificeret ledelsessystem, kontrolleres ledelsessystemets kvalitet m.v. af en auditor, der er akkrediteret af en akkrediteringsorgan, der kan være DANAK (Det danske akkrediteringsorgan) eller tilsvarende anerkendt akkrediteringsorgan, som har undertegnet den europæiske samarbejdsorganisation for akkrediteringsorganer, EA's, multilaterale aftale om gensidig anerkendelse. Ministerens kontrol består i at sikre, at akkrediteringsorganet overvåges i henhold til gældende internationale standarder.

Hvis det i forbindelse med tilsynet efter § 17, stk. 1, viser sig, at der ikke er foretaget et energisyn eller at det foretagne energisyn ikke lever op til kravene i § 15, stk. 1, og regler udstedt i medfør af den foreslåede § 16, stk. 1, nr. 2 og 3, kan ministeren efter § 17, stk. 2, pålægge virksomheden at få foretaget et energisyn, der lever op til kravene. Tilsvarende gælder, hvis et certificeret energi- og miljøledelsessystem, som nævnt i den foreslåede § 15, stk. 2, ikke indeholder et energisyn, der lever op til kravene. Pålægget kan f.eks. anvendes, hvis det viser sig, at der er væsentlige mangler i det udførte energisyn eller at energisynet er udført af eksperter, der ikke har tilstrækkelige kvalifikationer eller den fornødne uafhængighed. Ministeren kan i forbindelse med pålægget bestemme, at energisynet skal foretages inden for en af ministeren fastsat frist. Fristen vil blive fastsat efter drøftelse med den pågældende virksomhed.

Det forventes, at klima-, energi- og bygningsministeren i vid udstrækning vil delegere beføjelser efter loven til Energistyrelsen. Dette vil ske i medfør af den gældende lovs § 19.

Til nr. 6 (§ 21, stk.1)

Den foreslåede ændring af den gældende lovs § 21, stk. 1, vil indebære, at ministeren kan pålægge store virksomheder omfattet af det foreslåede kapitel 5 at udarbejde og meddele alle sådanne oplysninger, som er nødvendige for ministerens varetagelse af de opgaver, der er nævnt i loven, herunder til afgørelse af, om et forhold er omfattet af loven. Bestemmelsen vil blandt andet kunne bruges til at indhente oplysninger om energisyn og andre relevante oplysninger fra virksomhederne som dokumentation for, at virksomheden har levet op til lovens krav om, at den har udarbejdet energisyn eller benytter og vedligeholder et ledelsessystem, som nævnt i forslagets § 15, stk. 1 og 2. Den foreslåede ændring af § 21, stk. 1, kan for eksempel være relevant i forhold til den foreslåede nye bestemmelse i § 17. Den foreslåede ændring vil fungere som supplement til den foreslåede dokumentationspligt i § 15, stk. 1 og 2.

Til nr. 7 (§ 21, stk. 3-5)

§ 21, stk. 3, giver ministeren bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om pligt til at anvende digital kommunikation i forbindelse med indgivelse af en række oplysninger omfattet af loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Ved henvendelser kan ministeren stille krav om, at den pågældende oplyser en e-mailadresse, som vedkommende kan kontaktes på i forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse til myndigheden. I den forbindelse kan der også pålægges den pågældende pligt til at underrette myndigheden om en eventuel ændring i e-mailadressen, inden den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den nye e-mailadresse.

På sigt kan det eventuelt komme på tale at udvikle andre digitale løsninger, herunder selvbetjeningsløsninger og indberetningssystemer, til brug for administration og kommunikation om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

I den bekendtgørelse, der vil udmønte den foreslåede bemyndigelse i stk. 3, kan der blandet andet fastsættes regler om, at myndigheden kan sende visse meddelelser, herunder afgørelser m.v. til virksomhedens digitale postkasse med de retsvirkninger, der følger af lov om Offentlig Digital Post.

Kravet om digital indberetning gælder også for eksempel for konsulenter og advokater, der indsender oplysninger m.v. på andres vegne. Bemyndigelsen vil først blive udnyttet, når der foreligger et gennemprøvet og driftssikkert system.

I bekendtgørelsen kan der fastsættes undtagelser fra pligten til at anvende digital kommunikation. Undtagelsesmuligheden kan f.eks. tænkes anvendt, hvor en virksomhed med hjemsted i udlandet af forskellige årsager ikke kan få adgang til en dansk signatur eller i det omfang, hvor virksomheden f.eks. ikke er it-parat. Retsvirkningen af at undlade at indsende oplysninger via det digitale system vil ellers være, at oplysningerne ikke kan anses for modtaget og dermed ikke kan behandles af myndigheden.

Bemyndigelsen i det foreslåede stk. 4 kan anvendes til at fastsætte nærmere regler om anvendelse af bestemte it-systemer m.v.

I stk. 5 fastsættes det, at digitale meddelelser anses for at være kommet frem til adressaten, når de er tilgængelige for meddelelsens adressat. Bestemmelsen finder anvendelse både på meddelelser, som det er frivilligt at sende digitalt, og på meddelelser, som det er obligatorisk at sende digitalt. Bestemmelsen vil have betydning for beregning af, hvornår eventuelle tidsfrister begynder at løbe, f.eks. fastsatte frister for fremsendelse af yderligere oplysninger til brug for sagsbehandlingen eller starttidspunktet for beregning af klagefristen. Meddelelsen anses for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen, dvs. fra det tidspunkt adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen.

En meddelelse vil normalt være tilgængelig for myndigheden på det tidspunkt, hvor myndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datatilsyn. Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med it-systemet eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

IT-problemer (nedbrud, midlertidig kapacitetsnedgang m.v.) kan betyde, at en digital meddelelse ikke kan afleveres til myndigheden. Opstår problemerne tæt på fristen for indgivelse af meddelelsen, og kan problemerne føre til, at fristen med rimelighed ikke kan overholdes, anses meddelelsen for at være kommet frem inden for fristen, hvis den gøres tilgængelig for myndigheden inden for en rimelig frist efter, at forhindringen er ophørt.

Det bemærkes endelig, at denne bestemmelse, uanset de mere detaljerede bestemmelser, som bestemmelsen indeholder om digitaliseringskrav m.v., ingen ændring indebærer i rækkevidden af øvrige bestemmelser i lovforslaget.

Til nr. 8 (§ 22, stk. 1, nr. 2)

Efter den gældende lovs § 22, stk. 1, nr. 2, er der hjemmel til bødestraf, hvor kollektive energiforsyningsvirksomheder undlader at efterkomme ministerens påbud efter § 6, stk. 2, om blandt andet at iværksætte uvildige evalueringer af energispareaktiviteter og hvor kollektive energiforsyningsvirksomheder undlader at efterkomme påbud efter § 18, stk. 2, om ændring af omkostningsfordeling for elektricitet, naturgas og fjernvarme.

§ 22, stk. 1, nr. 2, foreslås udvidet til også at strafbelægge virksomheder, der ikke efterkommer ministerens påbud om at foretage et energisyn, jf. den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 2. Bødestraf vurderes at være den mest passende og hensigtsmæssige sanktionsform for denne type lovovertrædelser. Bødestraffen skal stå i rimelige forhold til overtrædelsen (proportional) og have afskrækkende virkning. Ved fastsættelse af sanktionsniveauet bør der lægges vægt på hvad et energisyn af en stor virksomhed af den pågældende størrelse og kompleksitet ville have kostet. Bøden pålægges den juridiske eller fysiske ejer af den store virksomhed.

Til § 2

Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)

Fodnoten foreslås affattet således, at det fremgår, at lov om varmeforsyning indeholder bestemmelser, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, s. 28.

Den foreslåede fodnote henviser ikke længere til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar 2004 om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre marked og om ændring af direktiv 92/42/EØF, EU-Tidende 2004, nr. L 52, side 50, idet dette direktiv ved lovens ikrafttræden den 5. juni 2014 er ophævet af energieffektivitetsdirektivet.

Desuden foreslås, at det af fodnoten kommer til at fremgå, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (omarbejdning), EU-Tidende, nr. L 153, side 13 (bygningsdirektivet). Kravene i bygningsdirektivet med hensyn til effektiv opvarmning af bygninger var allerede en del gældende ret og blandt andet reguleret i lov om varmeforsyning, da bygningsdirektivet blev vedtaget. Gennemførelse af bygningsdirektivet har således ikke medført ændring af lov om varmeforsyning, og fodnoten forslås derfor tilpasset.

Til nr. 2 (§ 2, stk. 1, nr. 3)

Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 3, indebærer, at varmepumper til kombineret produktion af både rumvarme og køling fremover betragtes som kollektive varmeforsyningsanlæg.

En varmepumpe til kombineret produktion af varme og køling kan efter gældende regler ikke betragtes som et kollektivt varmeforsyningsanlæg. § 2 i lov om varmeforsyning opsummerer de kollektive varmeforsyningsanlæg, der er omfattet af loven. Opsummeringen er efter ordlyden ikke udtømmende, men fortolkningen af bestemmelsen har hidtil været forholdsvis restriktiv.

En varmepumpe kan producere både varme og køling. Varmepumpen kan anvende varmen i luften eller vandet til at procedure fjernvarme eller fjernkøling. En sådan varmepumpe kan f.eks. anvendes til at producere køling om sommeren og varme om vinteren. En varmepumpe kan også udnyttes til at bruge grundvand som frikøling om sommeren og om vinteren udnytte varmen i grundvandet til at producere rumvarme og varmt brugsvand. Det er desuden muligt at tilrettelægge systemet således, at varmepumpen leverer begge ydelser samtidig, f.eks. til brug for supermarkeder, der om vinteren vil have brug for levering af såvel rumvarme og varmt brugsvand som køling til kølediskene. Større anlæg vil kunne levere kølet vand til et fjernkølingsnet og opvarmet vand til et fjernvarmenet. Fjernkølingsnettet og fjernvarmenettet vil levere vandet videre til henholdsvis køle- og varmekunderne.

Der kan være samfundsøkonomiske og energimæssige fordele ved at procedure fjernvarme sammen med køling, idet samme energi anvendes til at producere begge ydelser. Derfor vurderes det hensigtsmæssigt, at det bliver muligt at producere disse ydelser sammen, og at lovens § 2 bliver udvidet med en henvisning til varmepumper til kombineret produktion af varme og køling.

Forslaget indebærer, at varmepumper til produktion af såvel rumvarme og varmt brugsvand som køling vil skulle projektgodkendes af kommunalbestyrelsen efter lov om varmeforsyning, når varmekapaciteten er 0,25 MW eller mere. Projektet vil kun kunne godkendes, hvis projektet er det samfundsøkonomisk bedste projekt. Levering af opvarmet vand fra varmepumpen vil skulle ske i overensstemmelse med prisreguleringen. Levering af køling er ikke omfattet af prisreguleringen og vil således kunne leveres på markedsmæssige vilkår. Med hensyn til levering af køling fra kommunale varmeforsyningsvirksomheder henvises til bemærkningerne til forslagets § 4, nr. 7 og 8.

Eftersom varme og køling produceres på ét fysisk anlæg, er der ved anvendelse af denne teknik en naturlig sammenhæng mellem produktion af varme og køling. Derfor indebærer den gældende prisbestemmelse i lovens § 20, stk. 1, ved anvendelse af et sådant samproduktionsanlæg ikke, at kølingsdelen skal holdes selskabsmæssigt adskilt fra varmedelen. Varme og køling skal som udgangspunkt holdes regnskabsmæssig adskilt. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at Energitilsynet udvikler en praksis for kombinerede varme-kølingsanlæg, der tillader for, at der under visse forudsætninger kan føres ét regnskab, ligesom det i dag gælder for kraft-varme-anlæg.

Klima-, energi- og bygningsministeren vil kunne fastsætte regler om fordeling af omkostninger i medfør af § 20, stk. 3, i lov om varmeforsyning, som derfor foreslås ændret. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 8.

Til nr. 3 (§ 2, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 4)

Den foreslåede ændring af bestemmelserne i § 2, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 4, medfører, at der i forsyningslovene anvendes samme terminologi for at skelne mellem anlæg efter størrelse. I forbindelse med implementering af energieffektivitetsdirektivets krav i forhold til fjernkølingsanlæg har det vist sig, at terminologien kunne anvendes mere konsistent.

Projekter for fjernkølingsanlæg skal, jf. forslagets § 4, nr. 10, forelægges klima-, energi- og bygningsministeren til godkendelse, hvis de har en indfyret termisk effekt på over 20 MW, mens de skal forelægges kommunalbestyrelsen til godkendelse, hvis de er kommunalt ejede og har en indfyret termisk effekt på 20 MW eller derunder.

På varmeområdet skelnes der mellem projekter for kraft-varme-anlæg, der enten skal indhente tilladelse hos klima-, energi- og bygningsministeren efter lov om elforsyning eller skal forelægges til godkendelse hos kommunalbestyrelsen efter lov om varmeforsyning. Afgørende er i dette tilfælde anlæggets eleffekt. I den gældende ret er det forudsat, at kraft-varme-anlæg med en eleffekt på over 25 MW er reguleret af lov om elforsyning, mens kraft-varme-anlæg med en eleffekt på 25 MW eller derunder reguleres af lov om varmeforsyning. I de gældende bestemmelser i varmeforsyningsloven bliver dette dog betegnet som »kraft-varme-anlæg med en eleffekt op til 25 MW«, mens det i regler i medfør af lov om elforsyning er fastsat, at »kraft-varme-anlæg med en eleffekt på 25 MW eller derunder, som er godkendt efter lov om varmeforsyning«, er undtaget fra at indhente tilladelse.

På denne baggrund foreslås de pågældende bestemmelser i lov om varmeforsyning ændret således, at anvendelsesområdet afgrænses på samme måde som i den gældende elregulering og den foreslåede fjernkølingsregulering, jf. forslagets § 4, nr. 10.

Til nr. 4 (§ 4 a)

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5 og 7, skal industrianlæg med en indfyret effekt på over 20 MW underlægges krav om godkendelse ved etablering eller omfattende renovering. Ved omfattende renovering forstås en renovering, hvis omkostninger overstiger 50 pct. af investeringsomkostningerne for en ny tilsvarende enhed. Dette fremgår af energieffektivitetsdirektivets artikel 2, nr. 44.

Den foreslåede nye bestemmelse i lovens § 4 a giver klima-, energi- og bygningsministeren bemyndigelse til at godkende projekter for anlæg, der hovedsagelig levere energi til andre formål end rumopvarmning og forsyning med varmt brugsvand, og som har en indfyret effekt på over 20 MW. Godkendelsen skal ske med henblik på at fremme overskudsvarme fra større industrianlæg, hvilket er formålet med energieffektivitetsdirektivets artikel 14, som den foreslåede bestemmelse i § 4 a delvis implementerer. Det forventes, at opgaven til godkendelse af disse anlæg vil blive delegeret til Energistyrelsen.

Industrianlæg, der hovedsageligt leverer til andre formål end bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand, skal allerede efter gældende ret få projektgodkendt en eventuel levering af overskudsvarme til fjernvarmenettet hos kommunalbestyrelsen. Etablering af selve anlægget vil dog normalt ikke skulle projektgodkendes efter gældende ret, idet anlægget ikke kan betragtes som et kollektivt varmeforsyningsanlæg efter varmeforsyningslovens § 2, og dermed ikke er godkendelsespligtigt. Dette ændrer den foreslåede bestemmelse i § 4 a imidlertid på. Bestemmelsen medfører således, at etablering af selve industrianlægget fremover skal projektgodkendes.

Til nr. 5 (§ 5, stk. 1)

Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, indebærer, at klima-, energi- og bygningsministerens beføjelse til at fastsætte regler om kommunalbestyrelsens behandling af sager om projektgodkendelse bliver udvidet således, at ministeren fremover også vil kunne fastsætte regler om behandling af projektforslag for industrianlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW.

Som led i godkendelsesproceduren skal anlæggene, i overensstemmelse med kravet i energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5 og 7, udarbejde en cost-benefit-analyse i overensstemmelse med direktivets bilag IX, del 2. I denne cost-benefit-analyse indgår ikke kun samfundsøkonomien, men også selskabsøkonomien. Dette indebærer, at der udover en samfundsøkonomisk også skal foretages en finansiel analyse, der viser faktiske pengestrømme (investerings- og driftsbesparelser m.v.) som følge af gennemførelse af projektet. Et projekt opnår, jf. bilag IX, del 2, et cost-benefit-overskud, hvis summen af tilbagediskonterende fordele i den samfundsøkonomiske og finansielle analyse overstiger summen af tilbagediskonterede omkostninger.

Dette er en afvigelse fra formålsbestemmelsen i lov om varmeforsyning, som er at fremme den mest samfundsøkonomiske anvendelse af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand. Med den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. vil klima-, energi- og bygningsministeren have mulighed for at inddrage samfundsmæssige hensyn ved fastsættelse af reglerne om projektgodkendelse af industrianlæg således, at der i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivet kan tages hensyn til virksomhedens finansielle analyse, det vil sige de selskabsøkonomiske omkostninger ved udnyttelse af overskudsvarme.

Til nr. 6 (§ 15)

Den foreslåede ændring af § 15 sikrer, at klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om meddelelse eller offentliggørelse samt tinglysning af beslutninger truffet efter den foreslåede bestemmelse i § 4 a. Energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 8, kræver eksempelvis, at fritagelse af individuelle anlæg fra kravet om at gennemføre projektet med udnyttelse af overskudsvarme skal notificeres til Kommissionen. Bestemmelsen medfører, at der kan stilles krav om, at den myndighed, der træffer beslutning efter den foreslåede bestemmelse i § 4 a om, at projektet kan gennemføres uden udnyttelse af overskudsvarme, skal notificere denne afgørelse til Kommissionen.

Til nr. 7 (§ 15 a)

Den foreslåede bestemmelse i § 15 a indebærer, at de merudgifter i Energistyrelsen, der følger af den foreslåede bestemmelse i § 4 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, hvorefter der indføres en godkendelsesprocedure med henblik på udnyttelse af overskudsvarme fra industrianlæg, bliver gebyrfinansieret. Der henvises til afsnit 4.2. i de almindelige bemærkninger. Lov om varmeforsyning indeholder ikke hjemmel til at fastsætte regler om dækning af omkostninger i forbindelse med klima-, energi- og bygningsministerens eller Energistyrelsens varetagelse af opgaver efter loven.

Forslaget indebærer, at omkostningerne i forbindelse med klima-, energi- og bygningsministerens eller Energistyrelsens varetagelse af opgaver efter loven vil blive betalt af varmeforsyningsvirksomhederne, som vil kunne indregne disse omkostninger i varmepriserne. Overskudsvarme er billig varme og det ville kunne nedsætte varmepriserne i det område, som overskudsvarmen leveres til. Derfor er det hensigtsmæssigt, at den foreslåede bestemmelse i § 15 a, muliggør, at varmeforbrugerne er med til at dække omkostninger til godkendelse af industrianlæg, der potentielt vil kunne levere overskudsvarme.

Til nr. 8 (§ 20, stk. 3)

Efter den gældende § 20, stk. 3, kan klima-, energi- og bygningsministeren fastsætte regler om fordeling af omkostninger til produktion af elektricitet og varme på biomassebaserede kraft-varme-værker. Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 20, stk. 3, indebærer, at denne bemyndigelse udvides således, at der kan fastsættes regler om omkostningsfordeling mellem levering af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas til rumvarmeformål og andre ydelser, som et anlæg leverer, også hvor der ikke er tale om kraft-varme-værker. Ved andre ydelser kan således forstås affaldshåndtering, elproduktion, produktion af varme eller biogas til proces eller produktion af køling. Bestemmelsen vil derfor kunne udnyttes til at fastsætte regler vedrørende eksempelvis kraft-varme-anlæg, der producerer både el og varme, affaldsforbrændingsanlæg, hvor omkostninger skal fordeles mellem affaldshåndtering, el og varme, procesanlæg, der både producerer rumvarme og procesvarme, og varmepumper, der producerer varme og køling.

Baggrunden for at muliggøre fastsættelse af mere generelle regler om omkostningsfordeling er et ønske om at kunne lette Energitilsynets opgaver med at træffe afgørelser om omkostningsfordeling. Disse afgørelser er i forvejen meget ressourcekrævende og ressourcebehovet forventes generelt at blive øget på grund af dette lovforslag. Ressourcebehovet i Energitilsynet ville dog blive endnu større, hvis ikke den foreslåede ændring af § 20, stk. 3, muligjorde at fastsætte regler, som vil lette Energitilsynets opgave vedrørende spørgsmål om fordeling af omkostninger. Der henvises til afsnit 3.3. og 4.3. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 20, stk. 4, 5. pkt.)

Forslaget er en lovteknisk konsekvens af, at det foreslåede § 2, nr. 8, der indebærer, at den gældende bestemmelse i § 20, stk. 4, 5. pkt., der indeholder hjemmel for klima-, energi- og bygningsministeren til at fastsætte regler om fordeling af omkostninger på affaldsforbrændingsanlæg, ikke længere er relevant.

Til nr. 10 (§ 23 l, stk. 2, 3. pkt., og § 23 m, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3)

De foreslåede ændringer af bestemmelserne i § 23 l, stk. 2, 3. pkt., og § 23 m, stk. 2, 1. pkt. og stk. 3, er en lovteknisk konsekvens af, at titlen på lov om kommunal fjernkøling foreslås ændret til »lov om fjernkøling«, jf. forslagets § 4, nr. 1.

Til nr. 11 (§ 23 l, stk. 2, 2. pkt.)

Den foreslåede ændring, hvorefter »udvinding« erstattes med »indvinding« sikres, at den korrekte terminologi anvendes, således er den korrekte term for udnyttelse af råstoffer, herunder geotermisk energi, fra undergrunden indvinding.

Til nr. 12 (§ 23 m, stk. 5)

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 23 l, stk. 5, er en lovteknisk konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 1, hvorefter titlen på lov om kommunal fjernkøling foreslås ændret til »lov om fjernkøling«, og forslagets § 4, nr. 7, hvorefter der indsættes et stk. 2 i § 3 i lov om kommunal fjernkøling.

Til nr. 13 (§ 34, stk. 1, nr. 1)

Bestemmelsen i § 34, stk. 1, nr. 1, foreslås nyafattet således, at det sikres, at der ikke bliver etableret større industrianlæg uden, at der indhentes godkendelse ved at muliggøre, at den, der undlader at indhente godkendelse, kan straffes med en bøde. Den gældende bestemmelse muliggør, at etablering eller ændring af kollektive varmeforsyningsanlæg uden godkendelse kan straffes med en bøde. Efter forslagets § 2, nr. 4, vil industrianlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW fremover være underlagt krav om godkendelse. Der er tale om implementering af et krav herom i energieffektivitetsdirektivet. Derfor vurderes det hensigtsmæssigt at overholdelse af dette krav håndhæves på samme måde som overholdelse af det gældende godkendelseskrav for kollektive varmeforsyningsanlæg.

Til nr. 14 (§ 34, stk. 1, nr. 2)

Det foreslås, at henvisningen i den gældende § 34, stk. 1, nr. 2, til »tilladelser« erstattes med en henvisning til »godkendelse eller tilladelse« således, at den korrekte terminologi anvendes.

Til § 3

Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)

Fodnoten til lovens titel foreslås affattet således, at det fremgår, at lov om elforsyning indeholder bestemmelser, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1.

Klima-, energi- og bygningsministeren har efter gældende ret bemyndigelse i § 11, stk. 3, i lov om elforsyning til at fastsætte regler om betingelser og procedurer for meddelelse af tilladelse for etablering eller væsentlig ændring af elproduktionsanlæg. Denne hjemmel vil blive udmøntet til at gennemføre energieffektivitetsdirektivets krav i artikel 14, stk. 5-8, med hensyn til kraftværker omfattet af lov om elforsyning.

Den foreslåede fodnote henviser ikke længere til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar 2004 om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre marked og om ændring af direktiv 92/42/EØF, EU-Tidende 2004, nr. L 52, side 50, idet dette direktiv ved lovens ikrafttræden den 5. juni 2014 er ophævet af energieffektivitetsdirektivet.

Til nr. 2 (§ 37, stk. 2, 3. pkt., og § 37 a, stk. 2 og 3)

Den foreslåede ændring af bestemmelserne i § 37, stk. 2, 3. pkt., og § 37 a, stk. 2 og 3, er en lovteknisk konsekvens af, at titlen på lov om kommunal fjernkøling foreslås ændret til »lov om fjernkøling«, jf. forslagets § 4, nr. 1.

Til nr. 3 (§ 37 a, stk. 5)

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 37 a, stk. 5, er en lovteknisk konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 1, hvorefter titlen på lov om kommunal fjernkøling foreslås ændret til »lov om fjernkøling«, og forslagets § 4, nr. 7, hvorefter der indsættes et stk. 2 i § 3 i lov om kommunal fjernkøling.

Til § 4

Til nr. 1 (lovens titel)

Den foreslåede ændring af titlen på lov om kommunal fjernkøling er en konsekvens af kravene i energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5-8, som blandt andet fastlægger, at medlemsstaterne skal indføre en godkendelsesprocedure for fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW. Det betyder, at ikke kun kommunale fjernkølingsanlæg skal godkendes, som er tilfældet i henhold til gældende ret. Denne udvidelse foreslås gennemført ved en udvidelse af denne lovs anvendelsesområde, jf. dette lovforslags § 4, nr. 4. Loven vil med de foreslående ændringer således ikke længere alene vedrøre kommunale fjernkølingsanlæg. Derfor bliver lovens titel ændret til: lov om fjernkøling.

Til nr. 2 (fodnote til lovens titel)

Der foreslås indsat en fodnote til lovens titel således, at det fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet på baggrund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 141, s. 28.

Til nr. 3 (overskrift før § 1)

Den foreslåede ændring af overskriften før § 1 i lov om kommunal fjernkøling er en konsekvens af forslagets § 4, nr. 4, hvorefter der fastsættes en ny bestemmelse i loven, som udvider lovens anvendelsesområde. Eftersom loven ikke længere alene vil vedrøre kommunale fjernkølingsanlæg, er det nødvendigt at afgrænse overskriften om lovens anvendelsesområde mere klart.

Til nr. 4 (§ 1)

Den foreslåede nyaffattelse af § 1 indeholder en definition af begrebet fjernkølingsanlæg, som afgrænser lovens anvendelsesområde. Definitionen i den foreslåede § 1 vil erstatte den definition af begrebet kommunalt fjernkølingsanlæg, som fremgår af den gældende bestemmelse i § 2 i lov om kommunal fjernkøling.

Loven vil efter den foreslåede § 1, stk. 1, gælde for fjernkølingsanlæg, hvorved forstås fjernkølingsproduktionsanlæg eller -net, der har til formål at levere køling fra et centralt anlæg. Denne definition omfatter således både køling til bygninger og til andre formål, såsom f.eks. til køling af varer i en køledisk. Et fjernkølingsanlæg omfattet af loven adskiller sig fra et traditionelt kølingsanlæg ved at køling leveres fra et centralt anlæg, der kan forsyne flere rum eller bygninger. Kølingsanlægget er således ikke nødvendigvis placeret i det rum eller ved det udstyr eller de varer, der har behov for køling, men kølingen leveres fra et centralt anlæg, der normalt er placeret udenfor bygningen. Et fjernkølingsanlæg kan dog også være placeret i en bygning, hvis det bortset fra den bygning, som det er placeret i, også forsyner andre bygninger. I øvrigt kan der være tale om køling af selve bygningerne, men også af udstyr eller varer (som f.eks. ligger i en køledisk), der har behov for køling.

Den foreslåede definition indebærer desuden, at der ikke længere henvises til bestemte teknikker, som køling produceres på. Det betyder, at alle kølingsteknikker, der anvendes til at producere fjernkøling, er omfattet af loven. Kølingsanlæg, der betragtes som kollektive varmeforsyningsanlæg omfattet af lov om varmeforsyning, er imidlertid undtaget fra lovens anvendelsesområde. Kølingsanlæg, der bortset fra køling også producerer rumvarme eller varmt brugsvand, er således ikke omfattet af lov om fjernkøling.

Til nr. 5 (overskrift før § 2)

Den foreslåede overskrift før § 2 er en delvis videreførelse af overskriften før den gældende lovs § 1. Lovens anvendelsesområde vil, jf. lovforslagets § 4, nr. 4, udvides til at omfatte både kommunale og private fjernkølingsanlæg. Enkelte bestemmelser vil dog fortsat alene vedrøre kommunale fjernkølingsanlæg. Den foreslåede ændring af overskriften før § 2 indebærer en tydeliggørelse af, at §§ 2-4 alene vedrører etablering af drift af kommunale fjernkølingsanlæg m.v., og således ikke private fjernkølingsanlæg.

Til nr. 6 (§ 2)

Den foreslåede nyaffattelse af § 2 indebærer, at afgrænsningen af kommuners hjemmel til at eje, etablere og drive fjernkølingsanlæg videreføres som ændret i denne bestemmelse og ikke som hidtil i § 1.

Kommuner har efter den foreslåede bestemmelse kun adgang til at udøve kølevirksomhed, hvis der derved kan udnyttes synergieffekter med fjernvarme. Der er på denne baggrund ikke ændret på forudsætningen, at kun kommuner, der ejer et fjernvarmeværk, må deltage i kølingsprojekter.

Kravet om, at køling skal ske med henblik på at udnytte synergieffekter med fjernvarme, medfører ikke nødvendigvis, at en kommune ikke har hjemmel til at eje, etablere og drive rene kølingsanlæg, men det er krævet, at det samlede kølingssystem er med til at udnytte synergier med fjernvarme. Det vil sige, at den kommunale fjernkølingsvirksomhed vil kunne anvende forskellige teknikker til at producere køling på, som f.eks. absorptions- eller kompressionsvarmepumper kombineret med en kølingslager og frikøling, hvis systemet som helhed udnytter synergieffekter med fjernvarme.

Det gældende krav i § 1 om, at kommuners udøvelse af fjernkølingsvirksomhed skal ske med henblik på at fremme energieffektiv køling, er videreført i den foreslåede nyaffattelse af lovens § 2. I henhold til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om kommunal fjernkøling skal der ved energieffektiv køling forstås, at fjernkølingsprojektet kan medføre ressourcebesparelser og miljøfordele ved reduktion af CO2-udslippet eller de kølemidler, der anvendes i traditionelle kølingsanlæg.

Kommuner har efter den forslåede bestemmelse ikke alene adgang til at levere køling til bygninger, men også til eksempelvis køling af udstyr i et hospital eller køling af varer i en supermarkeds køledisk. I forhold til de overordnede formål om at fremme energieffektiv køling og udnytte synergieffekter med fjernvarme er det ikke relevant, til hvilket formål kølingen leveres. De overordnede formål kan opnås såvel ved at levere komfortkøling af bygninger som ved at levere proceskøling.

Til nr. 7 (§ 3)

Den foreslåede ændring af § 3 medfører, at levering af køling fra et kommunalt kollektivt varmeforsyningsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning, skal ske på kommercielle vilkår.

Som det fremgår af lovforslagets § 2, nr. 2, foreslås definitionen af begrebet »kollektivt varmeforsyningsanlæg« udvidet således, at det også omfatter varmepumper til produktion af både varme og køling. Levering af varme fra kollektive varmeforsyningsanlæg, herunder varmepumper til produktion af både varme og køling, skal ske efter varmeforsyningslovens prisregulering. Lov om varmeforsyning indeholder ikke regler om priser for levering af køling. Levering af køling vil således kunne ske på markedsvilkår.

Efter kommunalfuldmagtsreglerne har kommuner som hovedregel ikke mulighed for at drive virksomhed med fortjeneste for øje. Det vil imidlertid kunne være konkurrenceforvridende, hvis kommuner leverer ydelser til en omkostningsbestemt pris på et ellers kommercielt marked.

Efter den gældende lov om kommunal fjernkøling skal kommunale kølingsanlæg udøves på kommercielle vilkår. Baggrunden herfor er efter bemærkningerne til den gældende lov om kommunal fjernkøling at forebygge, at kommercielle fjernkølingsvirksomheder bliver udsat for unfair konkurrence. Dette hensyn gør sig også gældende ved levering af køling fra en varmepumpe til produktion af både varme og køling. Derfor foreslås det, jf. stk. 2, at fastsætte, at kommuner skal levere køling fra en sådan varmepumpe på kommercielle vilkår.

Kommuner vil have mulighed for at anvende en eventuel fortjeneste på køling til andre formål, hvis der i øvrigt er hjemmel til det. Hvis fortjenesten ikke anvendes indenfor virksomheden eller den koncern, som virksomheden tilhører, kan anvendelse af fortjenesten alene ske efter modregning i bloktilskuddet.

Ved anvendelse af en varmepumpe bliver varme og køling produceret på ét fysisk anlæg. Derfor vil det ikke være hensigtsmæssigt, hvis der stilles krav om, at varme og køling selskabsmæssigt holdes adskilt fra hinanden, som § 3 i den gældende lov om kommunal fjernkøling kræver i forhold til kommunale fjernkølingsanlæg. Der henvises til afsnit 2.3.2. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 4)

Den foreslåede ændring af lovens § 4 medfører, at der ikke vil kunne ydes tilskud eller stilles kommunal garanti til de fjernkølingsanlæg, der med dette lovforslag fremover vil blive reguleret af enten denne lov eller lov om varmeforsyning.

Som det fremgår af forslagets § 2, nr. 2, foreslås definitionen af begrebet »kollektivt varmeforsyningsanlæg« i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning udvidet således, at det også omfatter varmepumper til produktion af både varme og køling. Det følger af de gældende kommunalfuldmagtsregler, at kommuner har hjemmel til at drive forsyningsvirksomhed, herunder virksomhed omfattet af § 2 i lov om varmeforsyning. Det er desuden antaget, at en kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne på visse betingelser kan stille garanti til privates varetagelse af opgaver, som kommunen selv lovligt ville kunne varetage.

Den foreslåede ændring af lovens § 4 indebærer, at det gældende forbud mod at yde tilskud eller stille garanti udvides til også at omfatte kollektive varmeforsyningsanlæg, der producerer køling.

Efter den gældende § 4 i lov om kommunal fjernkøling har en kommune ikke hjemmel til at yde tilskud til eller stille garanti for kommunale fjernkølingsanlæg. Baggrunden herfor er ifølge bemærkninger til den gældende lov om kommunal fjernkøling at sikre, at en kommune stiller kapital til rådighed for kommunal fjernkølingsvirksomhed på vilkår, som svarer til vilkår, som en privat markedsinvestor ville have stillet. Dette hensyn gør sig også gældende ved levering af køling fra en varmepumpe til kombineret produktion af rumvarme eller varmt brugsvand og køling.

Som det fremgår af forslagets § 4, nr. 4, foreslås denne lovs anvendelsesområde udvidet til også at omfatte private fjernkølingsanlæg og ikke kun kommunale, som efter den gældende ret. Eftersom private fjernkølingsanlæg også vil være omfattet af loven, er det tydeliggjort i lovens § 4, at det gældende forbud mod at yde tilskud eller stille garanti gælder al fjernkølingsvirksomhed, uanset ejerskabsforhold.

Til nr. 9 (overskrift før § 5)

Lovens anvendelsesområde vil, jf. forslagets § 4, nr. 4, udvides til at omfatte både kommunale og private fjernkølingsanlæg. Enkelte bestemmelser vil dog fortsat alene vedrøre kommunale fjernkølingsanlæg. Den foreslåede ændring af overskriften før lovens § 5 skal tydeliggøre, at bestemmelserne i §§ 5 og 6, i modsætning til dem i §§ 2-4, vedrører alle fjernkølingsanlæg og ikke kun de kommunale.

Til nr. 10 (§ 5)

Energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5-8, pålægger blandt andet medlemsstaterne at indføre en godkendelsesprocedure for fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW. Som led i godkendelsesproceduren skal der udarbejdes en cost-benefit-analyse efter direktivets bilag IX, del 2. Formålet med godkendelse af anlæggene er at vurdere om der er fordele ved at udnytte overskudsvarme.

Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i § 5, stk. 1, indebærer, at opgaven til godkendelse af etablering og omfattende renovering af fjernkølingsanlæg omfattet af energieffektivitetsdirektivet lægges hos klima-, energi- og bygningsministeren. Projekter for fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW vil ikke kunne gennemføres uden ministerens godkendelse. Opgaven forventes at blive delegeret til Energistyrelsen. Godkendelsesproceduren vil i overensstemmelse med direktivets krav vedrøre alle fjernkølingsanlæg uanset ejerskabsforhold og således både kommunalt ejede og ikkekommunalt ejede.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at kommunalbestyrelsen fortsat vil være den myndighed, der i overensstemmelse med gældende ret godkender kommunale fjernkølingsanlæg, der ikke er omfattet af direktivets krav om godkendelse. Kommunalbestyrelsen vil således efter den foreslåede bestemmelse have kompetence til at træffe afgørelse om projektgodkendelse af kommunale fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på 20 MW eller derunder. Projekter for disse mindre kommunale fjernkølingsanlæg vil ikke kunne gennemføres uden kommunalbestyrelsens godkendelse. Kommunalbestyrelsen kan godkende projekter for mindre kommunale fjernkølingsanlæg, når de fremmer en energieffektiv køling og udnytter synergieffekter med fjernvarme. Det foreslås at ophæve begrænsningen om, at kommuner alene kan eje, etablere og drive fjernkølingsanlæg, der leverer køling til bygninger. De overordnede formål om fremme af energieffektiv køling og udnyttelse af synergieffekter med fjernvarme kan også opnås ved at levere køling til andre formål, hvilket den foreslåede ændring muliggør. En kommune vil dog ikke have adgang til at deltage i kølingsprojekter, der ikke fremmer energieffektiv køling eller udnyttelse af synergieffekter med fjernvarme. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 6.

I henhold til bemærkningerne til den gældende lov om kommunal fjernkøling er det op til den enkelte kommune at beslutte, hvorvidt der skal etableres fjernkølingsanlæg. Energistyrelsen har fortolket bemærkningerne således, at det så må være den kommune, der ejer det fjernvarmeværk, der vil etablere kølingsanlægget, som har kompetence til at godkende kølingsprojektet. Det er dog mere hensigtsmæssigt, at godkendelse sker i den kommune, hvor fjernkølingsanlægget planlægges etableret eller renoveret, dvs. hvor anlægsarbejderne vil foretages. Det vil desuden være i denne kommune, hvor der skal være et samspil med fjernvarmeforsyningen, som kan give et synergieffekt. Efter bestemmelsen i § 6, som foreslås nyaffattet, jf. forslagets § 4, nr. 11, vil klima-, energi- og bygningsministeren kunne fastsætte regler om godkendelse af fjernkølingsprojekter. Denne bestemmelse vil på denne baggrund blive udmøntet således, at det fastlægges, at projektgodkendelse af mindre kommunale fjernkølingsanlæg fremover sker af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor anlægget planlægges etableret eller renoveret.

Fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på 20 MW eller derunder, der ikke er kommunalt ejede, vil efter forslaget fortsat ikke være underlagt krav om godkendelse.

Til nr. 11 (§ 6)

Jf. forslagets § 4, nr. 10, vil fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW fremover projektgodkendes hos klima-, energi- og bygningsministeren. Denne beføjelse forventes at blive delegeret til Energistyrelsen. Godkendelse af kommunale fjernkølingsanlæg på 20 MW eller derunder skal, ligesom i dag, godkendes af kommunalbestyrelsen.

Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i § 6 udvider klima-, energi- og bygningsministerens beføjelse til at fastsætte regler om behandling af sager om projektgodkendelse og om, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for godkendelsen således, at der også kan fastsættes regler for Energistyrelsens behandling og godkendelse af fjernkølingsprojekter.

Godkendelse af fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW vil ske efter reglerne, der er fastsat med udgangspunkt i energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5-8, og bilag IX, del 2. Som led i godkendelsesproceduren skal de store fjernkølingsanlæg, i overensstemmelse med kravet i energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 5 og 7, udarbejde en cost-benefit-analyse efter direktivets bilag IX, del 2. Cost-benefit-analysen skal klarlægge om det er fordelagtigt at udnytte overskudsvarme. I denne cost-benefit-analyse indgår ikke kun samfundsøkonomien, men også selskabsøkonomien. Det vil sige, at der udover en samfundsøkonomisk analyse også skal foretages en finansiel analyse, der viser faktiske pengestrømme (investerings- og driftsbesparelser m.v.) som følge af gennemførelse af projektet. Et projekt opnår, jf. bilag IX, del 2, et cost-benefit-overskud, hvis summen af tilbagediskonterende fordele i den samfundsøkonomiske og finansielle analyse overstiger summen af tilbagediskonterede omkostninger. Jf. artikel 14, stk. 8, skal overskudsvarme udnyttes, hvis cost-benefit-analysen udviser, at det er fordelagtigt.

Godkendelse af fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på 20 MW eller derunder er ikke underlagt energieffektivitetsdirektivets krav. Godkendelse af disse anlæg skal således ske efter andre kriterier end de kriterier, der er fastsat i direktivet. Efter gældende ret gælder der alene et godkendelseskrav for kommunale fjernkølingsanlæg. Godkendelse skal ske af kommunalbestyrelsen. Der er i dag ikke fastsat nærmere angivne forudsætninger, som kommunalbestyrelsen skal lægge til grund for sin godkendelse. Efter ændring af bestemmelsen i § 5, stk. 2, jf. forslagets § 4, nr. 10, kan kommunale fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på 20 MW eller derunder godkendes, når de fremmer en energieffektiv køling og udnytter synergieffekter med fjernvarme.

Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 6 vil det blive fastlagt, at det fremover er kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor fjernkølingsanlægget planlægges etableret eller renoveret, der skal godkende kommunale fjernkølingsprojekter for anlæg med en indfyret effekt på 20 MW eller derunder. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 10.

Til nr. 12 (§ 7, stk. 1)

Den foreslåede ændring af lovens § 7, stk. 1, indebærer, at Energiklagenævnet vil kunne behandle alle afgørelser truffet efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven, også dem, der ikke er truffet af kommunalbestyrelsen. I dag er det kun kommunalbestyrelsen, der kan træffe afgørelse efter lov om kommunal fjernkøling, men efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, jf. lovforslagets § 4, nr. 10, vil klima-, energi- og bygningsministeren kunne træffe afgørelse om ansøgninger om projektgodkendelse af fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk effekt på over 20 MW. Denne bemyndigelse forventes at blive delegeret til Energistyrelsen. Derfor er det nødvendigt at ændre bestemmelsen i § 7, stk. 1, således, at Energiklagenævnet også vil kunne behandle klager om ministerens eller Energistyrelsens afgørelser efter loven.

Til § 5

Til nr. 1 (fodnote til lovens titel)

Det fremgår af fodnoten til den gældende lovs titel, at lov om energibesparelser i bygninger gennemfører dele af Rådets direktiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester samt om ophævelse af Rådets direktiv 93/76/EØF, EU-Tidende 2006 nr. L 114, side 64, Energieffektivitetsdirektivet indebærer, at direktiv 2006/32/EF ophæves den 5. juni 2014. Der foreslås derfor en nyaffattelse af fodnoten til lovens titel, således at det fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-tidende 2012, nr. L 315, side 1.

Til § 6

Til nr. 1 (§ 43 a, stk. 7)

Den foreslåede ændring foretages af lovtekniske grunde, idet det er nødvendigt at genindsætte den ved § 1, nr. 1, i lov nr. 900 af 4. juli 2013 indsatte § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi for at kunne sætte bestemmelsen i kraft.

Dette skyldes, at § 43 a, stk. 1-6 og 8, men ikke stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi, som indsat ved § 1, nr. 1, i lov nr. 900 af 4. juli 2013 er sat i kraft den 1. december 2013, jf. bekendtgørelse nr. 1319 af 22. november 2013. Ved denne ikrafttræden rykkede § 43 a, stk. 8, op og blev til § 43 a, stk. 7, jf. herved også bekendtgørelse nr. 1330 af 25. november 2013 af lov om fremme af vedvarende energi. Det er derfor nødvendigt at genindsætte § 43 a, stk. 7, således at det gældende § 43 a, stk. 7, bliver til stk. 8, som oprindelige var hensigten. Der foreslås ingen materielle ændringer af § 43 a, stk. 7, i forhold til lov nr. 900 af 4. juli 2013, hvorfor der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1, i lov nr. 900 af 4. juli 2013, jf. L 199 fremsat den 20. marts 2013 og ændringsforslag til L 199 stillet den 11. juni 2013.

Baggrunden for, at alene § 43 a, stk. 1-6 og 8, i lov om fremme af vedvarende energi er sat i kraft, er, at den forhøjede støtte til biogas og forgasningsgas er blevet indsat i flere omgange. Europa-Kommissionen har således alene godkendt den første del af ændringerne af støtten til elektricitet produceret ved biogas og forgasningsgas, mens Europa-Kommissionen fortsat er ved at behandle muligheden for forhøjet støtte til elektricitet produceret ved biogas- og forgasningsanlæg med en installeret effekt på 6 kW eller derunder. Muligheden for at vælge forhøjet støtte efter § 43 a, stk. 7, som med dette forslag foreslås genindsat, vil derfor først kunne sættes i kraft i det omfang og fra det tidspunkt, som følger af Europa-Kommissionens godkendelse efter statsstøttereglerne.

Det bemærkes, at ovennævnte betyder, at § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi, som indebærer mulighed for forhøjet støtte til elektricitet produceret ved biogas- og forgasningsanlæg med en installeret effekt på 6 kW eller derunder, ikke vil kunne sættes i kraft, før end den lovtekniske ændring ved dette lovforslag er vedtaget og stadfæstet, selv om der måtte foreligge en godkendelse fra Europa-Kommissionen før dette tidspunkt.

Det bemærkes yderligere, at muligheden for forhøjet støtte til en række andre små elproduktionsanlæg også er afhængig af, at § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi, er sat i kraft. Det skyldes, at der efter § 44, stk. 5, og § 47, stk. 9, nr. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, som indsat ved henholdsvis § 1, nr. 2, og nr. 3, i lov nr. 900 af 4. juli 2013 under visse nærmere angivne betingelser vil skulle kunne modtages støtte efter § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi. De berørte bestemmelser, som ikke er sat i kraft, da Europa-Kommissionen også fortsat behandler denne støtte, vedrører støtte til elektricitet, som produceres ved stirlingmotorer og andre særlige elproduktionsanlæg med biomasse som energikilde med en installeret effekt på 6 kW eller derunder, og støtte til elektricitet fremstillet ved anvendelse af energikilder eller teknologier af væsentlig betydning for den fremtidige udbredelse af VE-elektricitet i anlæg med en installeret effekt på 6 kW eller derunder. Det er klima-, energi- og bygningsministeren, som bestemmer, hvilke energikilder eller teknologier, der er af væsentlig betydning for den fremtidige udbredelse af VE-elektricitet.

Muligheden for forhøjet støtte til disse små anlæg forudsætter således, at § 43 a, stk. 7, er sat i kraft, uanset om der måtte foreligge en godkendelse fra Europa-Kommissionen før dette tidspunkt.

Til § 7

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 5. juni 2014. Energieffektivitetsdirektivet skal være gennemført senest den 5. juni 2014. Udmøntning af de i lovforslaget foreslåede hjemler til at fastsætte nærmere regler vedrørende gennemførelse af direktivets krav skal derfor forberedes inden den 5. juni 2014 således, at disse nærmere regler vil kunne træde i kraft samtidig med lovforslaget.

Det foreslås i stk. 2, at klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af forslagets § 6. Det foreslås desuden, at klima-, energi-, og bygningsministeren bemyndiges til at fastsætte det tidspunkt, hvor § 6 får virkning, dog tidligst den 20. november 2012. Dette svarer til, hvad der er mulighed for efter § 4, stk. 3, i lov nr. 900 af 4. juli 2013 for så vidt angår § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi. Behovet for denne bemyndigelse skyldes, at § 6 indeholder elementer af statsstøtte og bestemmelsen derfor først vil blive sat i kraft i det omfang og fra det tidspunkt, som følger af Europa-Kommissionens godkendelse efter statsstøttereglerne.

Den foreslåede § 15, stk. 1, i lov om fremme af besparelser i energiforbruget, jf. forslagets § 1, nr. 5, pålægger store virksomheder at få udført et energisyn på en uafhængig måde af kvalificerede eksperter samt indsende dokumentation for det foretagne energisyn. Energisynet skal foretages som minimum hvert fjerde år beregnet fra datoen for det foregående energisyn. Den foreslåede overgangsregel i lovforslagets § 7, stk. 3, indebærer, at første energisyn skal være gennemført i perioden fra den 4. december 2012 til og med den 5. december 2015. Det betyder for eksempel, at hvis en stor virksomhed fik foretaget et energisyn den 27. juni 2013 skal det næste energisyn foretages senest den 27. juni 2017.

Den foreslåede overgangsregel i stk. 4 sikrer, at projektforslag, som fremover vil være omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 4 a i lov om varmeforsyning og § 5 i lov om fjernkøling, men som er indgivet til myndigheden før lovens ikrafttræden, kan færdigbehandles efter de gældende regler.

De i stk. 5 og 6 foreslåede overgangsordninger svarer indholdsmæssigt, for så vidt angår § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi, til de overgangsregler, der er fastsat i § 4, stk. 5 og 6, i lov nr. 900 af 4. juli 2013, jf. L 199 som fremsat den 20. marts 2013. Der henvises i § 4, stk. 5, i lov nr. 900 af 4. juli 2013, til kriterier fastsat i § 4, stk. 4, nr. 1-3. Da § 4, stk. 4, i lov nr. 900 af 4. juli 2013 ikke i øvrigt vedrører § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi, foreslås disse kriterier inkorporeret direkte i dette lovforslags § 7, stk. 5. Herved opnås, at bestemmelserne i dette lovforslags § 7, stk. 5 og 6, får samme materielle indhold som overgangsordningerne i § 4, stk. 5 og 6, i lov nr. 900 af 4. juli 2013, for så vidt angår § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi. Der er således tale om en redaktionel omstrukturering af de i lov nr. 900 af 4. juli 2013 fastsatte overgangsordninger, så det indhold, der vedrører § 43 a, stk. 7, i lov om fremme af vedvarende energi, bliver samlet i dette lovforslags § 7, stk. 5 og 6.

Lovforslaget indeholder ændringer af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om kommunal fjernkøling, lov om fremme af energibesparelser i bygninger og lov om fremme af vedvarende energi.

Lovforslagets primære formål er at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF (EU’s energieffektivitetsdirektiv). Forslaget indebærer desuden en delvis opfølgning på regeringen vækstplan for energi og klima af oktober 2013 om at undersøge – og hvis hensigtsmæssigt udnytte – synergierne mellem fjernvarme og fjernkøling.

Danmark opfylder allerede en stor del af direktivet, og andre dele kan gennemføres med hjemmel i den gældende lovgivning. Lovforslaget vedrører de dele af direktivet, hvor den gældende lovgivning ikke indeholder hjemmel til at fastsætte regler på området. Det er de dele i energieffektivitetsdirektivet, der handler om energisyn og energiledelsessystemer i store virksomheder og om fremme af effektivitet under opvarmning og køling.

Lovforslaget indeholder en forpligtelse for store virksomheder og private institutioner til at få udført et obligatorisk energisyn hvert fjerde år. Virksomheden kan efterleve forpligtelsen ved at benytte og vedligeholde et certificeret energi- eller miljøledelsessystem. Desuden vil de gældende godkendelses- og tilladelsesprocedurer på varme- og elområdet blive ændret til at fremme udnyttelse af overskudsvarme fra kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk kapacitet på over 20 MW. Bemyndigelsen til at godkende disse anlæg vil ligge hos klima-, energi- og bygningsministeren og blive delegeret til Energistyrelsen.

Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser, der går videre end energieffektivitetsdirektivets krav. Den gældende regulering for godkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg, som bliver opretholdt, kan dog til en vis grad betragtes som en strengere foranstaltning i forhold til direktivets krav om udnyttelse af overskudsvarme. Godkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg kræver god samfundsøkonomi, og der tages i mindre grad hensyn til selskabsøkonomi, end energieffektivitetsdirektivet foreskriver. Fordi kollektive varmeforsyningsanlæg alligevel skal levere varme og er underlagt hvile i sig selv-princippet, vurderes det, at selskabsøkonomien er mindre relevant ved vurdering af, om projektet bør indrettes til at udnytte overskudsvarme.

Lovforslaget udvider endvidere mulighederne for private og kommunale virksomheder til at etablere og drive varmepumper til produktion af varme og køling som kollektive varmeforsyningsanlæg.

Herudover indeholder lovforslaget konsekvensændringer af lov om elforsyning og tekniske ændringer af lov om fremme af energibesparelser i bygninger og lov om fremme af vedvarende energi.

Godkendelsesordningen for industrianlæg og merudgifterne til Energitilsynet bliver gebyrfinansieret. Øvrige merudgifter for staten vil blive afholdt inden for de eksisterende rammer. Forslaget ventes ikke at have økonomiske konsekvenser for regioner eller kommuner.

Lovforslaget giver erhvervslivet information til at fremme energieffektivisering. I forbindelse med energieffektivitetsdirektivets krav om energisyn kan der være tale om væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Kommissionen har dog vurderet, at omkostningerne i forbindelse med energisyn vil kunne dækkes af de hermed forventede energibesparelser hos de pågældende virksomheder.

De nye regler for kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg vil have begrænsede erhvervsøkonomiske konsekvenser. De foreslåede regler for varmepumper til produktion af varme og køling vil formindske omkostningerne for erhvervslivet til at etablere og drive disse anlæg.

Lovforslaget forventes at have positive, miljømæssige konsekvenser i form af energieffektiviseringer.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

1. Ændringsforslag

Klima-, energi- og bygningsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 29. januar 2014 og var til 1. behandling den 6. februar 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Klima-, Energi- og Bygningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og klima-, energi- og bygningsministeren sendte den 18. november 2013 dette udkast til udvalget, jf. KEB alm. del – bilag 66. Den 29. januar 2014 sendte klima-, energi- og bygningsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (DF og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 4

Af klima-, energi- og bygningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Nr. 7 affattes således:

»7. I § 3 indsættes efter »fjernkølingsvirksomhed«: »efter § 2«, efter »fjernkøling« indsættes: », jf. dog stk. 2«, og som stk. 2 indsættes:

»Stk. 2. Hvis en kommune udøver fjernkølingsvirksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning, skal dette ske på kommercielle vilkår. Tilsvarende gælder for en kommunes udøvelse af netvirksomhed til udnyttelse af køling fra fjernkølingsvirksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 3, i lov om varmeforsyning.««

[Ved anvendelse af en varmepumpe til kombineret produktion af varme og køling skal der fortsat ikke ske selskabsmæssig adskillelse, hvis udnyttelse af køling fra varmepumpen kræver etablering af fjernkølingsnet]

Bemærkninger

Til nr. 1

Efter gældende ret skal varme og køling holdes selskabsmæssigt adskilt fra hinanden. Det følger generelt af varmeforsyningslovens prisregulering, og for kommunale virksomheder er dette udtrykkeligt reguleret i § 3 i lov om kommunal fjernkøling. En selskabsmæssig adskillelse er administrativt og økonomisk bebyrdende.

Der er synergigevinster ved at producere varme og køling på samme fysiske anlæg. For at fremme udnyttelse af disse synergier, er der i lovforslaget lagt op til, at der fremover ikke skal ske en selskabsmæssig adskillelse af varme og køling, hvis de to ydelser produceres på en varmepumpe til kombineret produktion af varme og køling. Til dette formål foreslås det i lovforslagets § 4, nr. 7, at indsætte et stk. 2 i § 3 i lov om kommunal fjernkøling, som undtager varmepumper til kombineret produktion af varme og køling fra kravet om selskabsmæssig adskillelse. Den foreslåede undtagelse gælder efter ordlyden kun varmepumpen. Hvis der etableres en fjernkølingsledning til udnyttelse af køling fra varmepumpen, skal denne ledning således alligevel holdes selskabsmæssigt adskilt. Det har ikke været hensigten.

Formålet med ændringsforslaget er at sikre, at der fortsat ikke skal ske en selskabsmæssig adskillelse af virksomhedens varme- og kølingsaktiviteter, hvis der etableres fjernkølingsnet til udnyttelse af køling fra varmepumpen. Ideen med fjernkøling er netop, at der leveres køling til flere bygninger via et ledningsnet. Derfor skal det også i dette tilfælde være muligt at udøve varme- og kølingsaktiviteterne i ét selskab.

Det vil i disse varme-/køleselskaber fortsat være krævet, at der sker en regnskabsmæssig adskillelse af varme og køling, og et fjernkølingsnet betragtes som en særomkostning til kølingsdelen.

Poul Andersen (S) Jens Joel (S) Karin Gaardsted (S) Jesper Petersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Jeppe Kofod (S) Flemming Møller Mortensen (S) Andreas Steenberg (RV) Lone Loklindt (RV) Lotte Rod (RV) Steen Gade (SF) fmd. Karsten Hønge (SF) Per Clausen (EL) Frank Aaen (EL) Lars Dohn (EL) Thomas Danielsen (V) nfmd. Kristian Pihl Lorentzen (V) Jacob Jensen (V) Lars Christian Lilleholt (V) Ellen Trane Nørby (V) Ulla Tørnæs (V) Eyvind Vesselbo (V) Mikkel Dencker (DF) Liselott Blixt (DF) René Christensen (DF) Kim Christiansen (DF) Villum Christensen (LA) Mike Legarth (KF) Charlotte Dyremose (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Lars Christian Lilleholt (V)

# 0

Først vil jeg godt ønske den nye minister tillykke med embedet. Jeg ser frem til et godt samarbejde.

Lars Christian Lilleholt (V)

# 1

Først tillykke til den nye minister med embedet. Jeg ser frem til et godt samarbejde, om end jeg må konstatere, at på ministerens første dag indgår ministeren en noget snæver politisk aftale på klimaområdet, men det er jo ikke det, vi skal tale om i dag, om end man dermed har brudt mange års bredt samarbejde netop på energiområdet.

Det, vi behandler i dag, er gennemførelse af et EU-direktiv, og på det område må jeg sige at det her lovforslag har Venstres opbakning. Langt størstedelen af tiltagene i direktivet er jo forslag og ting, som vi i forvejen har gennemført i dansk lovgivning. Der er forslag om miljøledelse og energiledelse i virksomhederne. Det er ting, som vi i forvejen er meget, meget langt fremme med. Der er også tiltag vedrørende overskudsvarme. Det er også et område, hvor vi jo samlet set er meget enige om at vi vil meget mere, vil længere ad den vej. Også vedrørende fjernvarme og fjernkøling er der nye tiltag. Jeg tror ikke, at de her tiltag løser de udfordringer, der er på området, men de er med til at skubbe tingene i den rigtige retning. Venstre kan støtte lovforslaget.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S)

# 2

Nu er jeg jo faktisk formelt set ikke ordfører mere, og derfor skal jeg indlede med formelt at sige, at da ordføreren ikke kan være til stede i salen, vil jeg tale i ordførerens sted.

I de sidste par år er der blevet snakket rigtig meget om at effektivisere, og det lovforslag, vi førstebehandler her i dag, handler også om at effektivisere. Det handler om at blive bedre til at effektivisere vores forbrug af energi. Lovforslaget udspringer af de dele af EU's energieffektiviseringsdirektiv, som vi ikke allerede har implementeret i Danmark, og indholdet i forslaget er sådan set ikke noget, der er fremmed for os i Danmark, for modellen i direktivet er bygget op om de danske erfaringer med energieffektiviseringer og er i øvrigt en udløber af det danske EU-formandskab i foråret 2012.

Lovforslaget, vi debatterer i dag, tager fat på at implementere to ting fra direktivet: for det første energibesparelse i store virksomheder og institutioner og for det andet bedre brug af overskudsvarme. Hvad angår det første punkt vil det konkret betyde, at store virksomheder og institutioner skal have et energisyn hvert fjerde år. På den måde får de et solidt grundlag for at lave energibesparelser, der er omkostningseffektive, og som selvfølgelig kan spare nogle penge. Men en ting er, at man kan blive bedre til at spare på energien ude i virksomhederne, noget andet er, at vi også kan blive væsentlig bedre til at udnytte overskudsvarme fra store kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg. Det flugter i øvrigt også godt med hensigten i sidste års vækstaftale om bedre udnyttelse af industriel overskudsvarme.

Det tredje element i forslaget er ikke et led i direktivet. Det udspringer af »Vækstplan for energi og klima« og handler om kombineret produktion af varme og fjernkøling, altså hvor man kan styrke synergien mellem fjernvarme og fjernkøling. For kan vi blive bedre til det, ja, så kan vi selvfølgelig spare yderligere på energien, og det er selvfølgelig som så meget andet meget lettere sagt end gjort. Derfor ser jeg selvfølgelig også frem til, at vi kommer til at se Energistyrelsens undersøgelse af, om der er behov for yderligere lovgivning på området.

Vi har en lang tradition i Danmark for at være et grønt foregangsland, men med direktivet løfter vi også energieffektiviteten i resten af EU, og det er selvfølgelig særdeles glædeligt. Det er vigtigt, ikke alene fordi vi på den måde kan gøre Danmark grønnere, men også, fordi vi også får resten af de europæiske lande med. På den baggrund støtter Socialdemokraterne naturligvis forslaget.

Mikkel Dencker (DF)

# 3

Lovforslaget her er en implementering af EU's energieffektivitetsdirektiv, og derfor har vi jo i Dansk Folkeparti den holdning, at vi ser nøje på, hvad det indeholder. Vi er jo normalt ret skeptiske over for, hvad EU måtte fabrikere af forskellige former for lovgivning, men vi forholder os dog faktuelt og rationelt til direktiverne og stemmer derfor for det, vi kan gå ind for, og imod det, som vi ikke kan tilslutte os.

Lovforslaget her implementerer jo EU's energieffektivitetsdirektiv på de områder, hvor det ikke allerede eksisterer i dansk lovgivning. Langt de fleste elementer i direktivet eksisterer allerede i dansk lovgivning, så derfor er det nogle ganske få dele af direktivet, som her skal implementeres i dansk lovgivning, og det er det, regeringen har fremsat lovforslag om. Den vigtigste del af lovforslaget, synes jeg og Dansk Folkeparti, er kravet til store virksomheder om, at de skal have foretaget et energisyn hvert fjerde år, og sjovt nok er det jo så virksomhederne selv, der skal betale for at få lavet det energisyn, som EU synes at de skal have lavet.

Jeg vil nu tillade mig at mene, at danske virksomheder er så effektivt og professionelt drevet, især de store virksomheder, som lovforslaget her vedrører, at danske virksomheder allerede i meget, meget høj grad sørger for ikke at bruge mere energi end allerhøjst nødvendigt. Det er jo velkendt, at energi i Danmark er dyr også sammenlignet med andre EU-lande, og da danske virksomheder er i en svær konkurrencesituation, er et af konkurrenceparametrene, at man ikke bruger mere energi end allerhøjst nødvendigt.

Så derfor er det da vores overbevisning, at store danske virksomheder er så veldrevne og professionelle, at de allerede hyppigt foretager en grundig evaluering af, hvor meget energi de bruger, og sørger for ikke at bruge mere end højst nødvendigt. Derfor mener vi, at det krav, som EU vil indføre her, er overflødigt. Det sker allerede, men det påfører virksomhederne en ekstra omkostning, fordi de skal lave de her eftersyn, som de så også skal betale for at få foretaget og dokumentere at de få foretaget.

Der er også andre elementer i lovforslaget og dermed i direktivet, som er sund fornuft. I Dansk Folkeparti går vi jo ind for, at man ikke bruger mere energi end allerhøjst nødvendigt. Det er sund fornuft, det er god økonomi ikke at bruge for meget energi. Det giver god økonomi for den enkelte forbruger, for den enkelte virksomhed og for samfundsøkonomien. Derfor lyder overskriften på lovforslaget jo meget godt, og ideen om, at man skal udnytte synergier imellem fjernvarme og fjernkøling er fornuftig. Ideen om, at man skal være bedre til at bruge overskudsvarme er også ganske fornuftig.

Men når vi skal gøre regnestykket op for hele lovforslaget, tæller det altså tungt for os, at der er det her element i direktivet om, at man skal lave de her obligatoriske energisyn hvert fjerde år, som vi mener er helt overflødige, og derfor skal jeg sige, at vi samlet set har i sinde at stemme imod lovforslaget, selv om vi da anerkender, at det også indeholder nogle positive elementer.

Andreas Steenberg (RV)

# 4

Også tillykke her fra til den nye klima- og energiminister, Rasmus Helveg Petersen.

Energieffektiviseringer fremragende for både virksomhederne og selvfølgelig også for klimaet. Når virksomheder tager ny teknologi i brug for at mindske energiforbruget, skaber det job hos de virksomheder, der leverer den teknologi, som skaber effektiviseringerne. Samtidig sparer virksomhederne penge, fordi man ikke bruger så meget energi og derfor ikke skal betale for det. Det forbedrer selvfølgelig også klimaet, fordi virksomhederne forbruger mindre energi, og på den måde går konkurrenceevne, arbejdspladser og klimaindsats hånd i hånd, når vi snakker energieffektiviseringer.

Da regeringen havde formandskabet i EU, fik vi vedtaget et til energieffektiviseringsdirektiv, og det var en meget stor sejr for os. Det skaber et stort marked for de mange danske virksomheder, som arbejder med energieffektiviseringsløsninger og nu kan levere til hele Europa. Og så reducerer det selvfølgelig markant CO 2 -udledningen i hele EU.

Loven, vi behandler her, implementerer direktivet i dansk lov. Det primære er et element om, at store virksomheder og institutioner vil blive forpligtet til at udføre et energisyn hvert fjerde år. Det syn skal give virksomhederne dokumenteret grundlag for at lave energibesparelser på en omkostningseffektiv måde. Det vil både styrke virksomhedernes konkurrenceevne, styrke deres besparelser på energi, og det vil gavne klimaet.

Ud over det gennemfører vi en del af regeringens vækstplan for energi og klima. Lovforslaget lægger op til, at kombinerede varme- og køleanlæg fremover vil kunne blive drevet som kollektive anlæg. Vi forventer, at flere vil lave sådan nogle anlæg, og at det vil gavne samfundsøkonomien og klimaet, fordi det optimerer driften af de her anlæg.

Samlet støtter vi varmt op om den her lov og glæder os til udvalgsbehandlingen.

Steen Gade (SF)

# 5

Tak. Som andre har fremført, er det jo en implementering af et EU-direktiv, men man kan også sige det på en anden måde: Det er sådan set implementering i dansk lov af en dansk sejr på europæisk plan. Og tillykke med det nye job til klima-, energi- og bygningsministeren. Den, der kæmpede sagen, var jo hans forgænger, men med fuld støtte fra mit parti. Vi fik lavet et EU-direktiv, som faktisk gør en forskel på europæisk plan, og som er helt afgørende i forhold til klimaudviklingen, men faktisk også i forhold til at få moderniseret vores erhvervsliv, så vi får et erhvervsliv, der meget mere fokuserer på, at man både skal have vækst, men også have mindre klimapåvirkning og mindre CO 2 og mindre miljøpåvirkning.

Indholdet er nævnt af andre. Fokus er i høj grad energisyn, store virksomheder, og så at man skal udnytte overskudsvarme bedre de steder, der måtte være. I den forbindelse er der jo nogle, der nogle gange siger, at jamen koster det her ikke en hel masse. Der er det jo så lidt vigtigt, synes jeg, at sige, at vi jo faktisk, så vidt jeg husker, i den energiaftale, som er lavet med vist alle partier her i Folketinget, har sat 3,75 mia. kr. af fra 2013 til 2020, til at virksomhederne kan få erstattet procesenergi med vedvarende energi.

Så det er jo ikke sådan, at vi ikke har politik på alle hylder for at gennemføre det her, og det er heller ikke sådan, at det her overbelaster. Det er faktisk sådan, at det her er med til at modernisere og effektivisere, og det giver mulighed for, at danske virksomheder, som er kommet langt på det her område, faktisk også får en chance på eksportmarkedet.

Det sidste, jeg vil sige, er, at det jo samtidig er en delvis gennemførelse af de aftaler, der ligger, om, at vi skal sørge for at få mere synergi mellem den overskudsvarme, der måtte være nogle steder i systemet og andre steder, og specielt er her fokuseret på, at fjernvarmen også bliver koblet til fjernkøling.

Udvalget var jo i Kina i den anden uge i januar, og noget af det, vi så på i Kina, var faktisk at udnytte overskudsvarme i andre systemer – helt konkret at få overskudsvarme fra kraftværker og stålværker og alle de der store industrianlæg ind i fjernvarmesystemet. Der så vi, hvad det her kan betyde i fremtiden. Det er jo noget, vi er kommet langt med i Danmark, og det her direktiv er med til at presse på i andre lande. Men vi er heller ikke kommet helt i havn i Danmark. Vi skal efter min opfattelse gøre mere, end der ligger i det her forslag. Men vi så også, hvilket kæmpe potentiale, helt uhyre store potentialer, der er for danske virksomheder. Vi skal ikke bare være så gode, som vi er i dag, men vi skal faktisk blive endnu bedre, så vi kan vise Danmark frem som et land, hvor vi ikke har det spild, som man faktisk desværre stadig væk har nogle steder, fordi der er nogle systemer og nogle projekter, som ikke taler sammen.

Så kunne jeg måske til allersidst have lyst til at slutte med dette: Som det er velkendt af alle, ligger Danmarks energipriser under EU-gennemsnittet. Det var bare en lille kommentar til en ordfører, som tidligere hævdede det modsatte.

Per Clausen (EL)

# 6

Det er jo rigtigt, som det er blevet sagt her i debatten, at det forslag, som vi behandler i dag og ender med at vedtage, var den sejr, som Danmark opnåede under EU-formandskabet, hvor man var med til at få det her direktiv på plads.

Det er sådan set også en illustration og en understregning af, hvordan Enhedslisten arbejder med internationale spørgsmål og EU-spørgsmål, at vi er skeptiske og negative over for EU – særligt, når man tiltager sig magt, i forhold til hvilken økonomisk politik der skal føres i Danmark – men også, at vi selvfølgelig deltager konstruktivt og politisk offensivt i forhold til at være med til at lægge en dansk linje, når det er muligt at opnå enighed med regeringen og andre partier om, at vi skal arbejde ambitiøst. Det har man gjort på det her område.

Det lovforslag, vi behandler i dag, indeholder på en række områder vigtige og væsentlige fremskridt – små, men vigtige og væsentlige fremskridt – som betyder, at man får mere energieffektivitet og dermed mindre CO 2 -udslip og dermed mindre klimapåvirkning. I virkeligheden er det også med til at understøtte og styrke de dele af erhvervslivet, som har fokuseret på at skabe arbejdspladser ved at udnytte ressourcerne effektivt. Så det er rigtig godt og rigtig fornuftigt.

Som en lille bisætning kan man så sige, at vi også i dag med den aftale, der er indgået, fortsætter med at føre an i Danmark. Ifølge Venstre er det en snæver aftale – Venstre definerer åbenbart aftalers bredde efter, om de selv er med eller ikke er med, og så må man vel tolke det sådan, at Venstre afviser det tilbud, de har fået, om at være med, når de siger, den er snæver – men det er jo i virkeligheden en politisk set bred aftale, som også understreger, at vi i Danmark ved siden af det internationale arbejde, hvad enten det er igennem EU eller i samarbejde med konkrete nationer omkring konkrete tiltag, faktisk fortsætter med at føre an. Det gør vi ved at tage initiativer, der gør, at vi selv hele tiden forsøger at være i spidsen, når det handler om at reducere CO 2 -udslippet, når det handler om at gå over til vedvarende energi, og når det handler om energieffektivisering.

Det, at regeringen så kan indgå aftalen med ikke bare SF, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, viser vel også, at Enhedslisten på trods af mange spændende påstande om det modsatte faktisk er et parti, der også målrettet arbejder for at gennemføre aftaler med regeringen, der kan føre til fremskridt og forbedring. Og det er vi selvfølgelig glade for at vi også har gjort i dag.

Jeg vil så bare sige om det konkrete lovforslag, at man, ud over at det er en implementering af EU-direktivet, faktisk på et enkelt eller to områder opretholder en regulering og styring af tingene, som ikke er dikteret af EU-direktivet, men som er en opretholdelse af nogle regler, som man har haft tidligere, og som man vurderer at være fornuftige og rigtige at bevare. Og det er jo også et godt udtryk for dansk politik, når det er bedst, hvad det ikke altid er, nemlig at der, hvor man har gode og fornuftige ordninger, afskaffer man dem ikke, fordi EU træffer nogle beslutninger; man opretholder dem.

Det sidste rigtig gode, synes jeg, er, at der i nogle særligt udvalgte områder, hvor fordelen er helt indlysende, gives mulighed for, at man kan lave en samproduktion i forhold til fjernvarme og fjernkøling, uden at man skal oprette to selskaber for at drive den samme varmepumpe. Man har jo – og det har den tidligere regering og den nuværende regering desværre ikke rigtig fået gjort op med det endnu – lavet en række højst besynderlige bureaukratiske regler, som ofte forhindrer kommuner og andre fællesejede energiselskaber i at agere fornuftigt i forhold til energiproduktion, mulighed for at tjene penge på energiproduktion og investere det i energibesparelsesprojekter, vedvarende energiprojekter og andre ting. Der har man efter vores opfattelse lagt nogle uhensigtsmæssige begrænsninger ind, i forhold til hvordan kommunerne kan agere. Her rykker man en lille smule ved det på et område, hvor det er helt åbenlyst tåbeligt at have de her begrænsninger. Det støtter vi, og det er vi glade for, det er vi tilfredse med. Jeg håber, at vi kan gå videre ad den vej, så vi kan få en langt mere offensiv placering for kommunerne i forhold til omlægning af vores energiforsyning, sikring af vedvarende energi og sikring af energibesparelser, end de nuværende regler giver mulighed for.

Ud over at der indgår ordene EU-direktiv – hvad der jo altid kan gøre os en anelse bekymrede – må man alt i alt konstatere, at det er et lovforslag, der sikrer en række små, men vigtige konkrete fremskridt, og sikrer, at vi bevarer nogle udmærkede ordninger på et andet område. Derudover har man så taget et enkelt lille element med, som ikke hænger direkte sammen med EU-direktivet, men som efter vores opfattelse også er et lille, men klart fremskridt. Så Enhedslisten er positive over for det lovforslag, der ligger her. Tak.

Merete Riisager (LA)

# 7

Som det sikkert er de fleste bekendt, er Liberal Alliance ikke med i energiforliget. Vi bryder os ikke om gammelkommunistisk planlægning, der fastsætter et bestemt antal megawatt af vindmøller, biomasse eller solceller i en lang årrække, og vi bryder os ikke om tiltag, der pålægger erhvervslivet urimelige og unødvendige byrder. Det gælder både administrative byrder og økonomiske byrder. En byrde er en byrde, og en byrde på erhvervslivet er en byrde, der gør det sværere at drive virksomhed.

Det er sådan et forslag, vi har med at gøre i dag, for forslaget går nemlig bl.a. ud på, at større virksomheder pålægges obligatoriske energisyn, og at de gældende godkendelses- og tilladelsesprocedurer på varme, køling og elområdet udvides. Det synes vi ganske enkelt ikke er en særlig god idé.

Lovforslaget betyder, at der vil være væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Samtidig betyder forslaget, at man viderefører overimplementering af EU-lovgivning. Man gør en del ud af at skrive i bemærkningerne til lovforslaget, at der ikke kommer ny overimplementering, men man viderefører bare den strengere foranstaltning, der allerede praktiseres, og idet EU-direktivet taler om minimumskrav, er der ifølge ministeren ikke noget til hinder for at videreføre de gældende regler. Resultatet er vist, uanset hvordan det vendes at drejes, at der er tale om det, der hedder overimplementering.

Både økonomiske byrder, administrative byrder og overimplementering af EU-lovgivning er skidt for danske virksomheders konkurrenceevne, og hvis man virkelig bekymrer sig om danske virksomheder og arbejdspladser i Danmark, bør man være meget varsom i forhold til de byrder, man pålægger danske virksomheder.

I Liberal Alliance er vi meget optaget af at skabe gode rammer for danske virksomheder, og jeg skal derfor meddele, at Liberal Alliance ikke kan støtte forslaget.

Der er endnu ingen debatindlæg...