Tak for det.

Forslaget her udvider eller, kan man sige, justerer i hvert fald mulighederne for de kommunale forpligtende samarbejder. Det var jo sådan, at i forbindelse med kommunalreformen vedtog man, at mindre kommuner, som ikke havde en størrelse over 20.000 indbyggere, skulle indgå i nogle forpligtende samarbejder med nabokommunerne, sådan at der også den vej rundt kunne opnås nogle synergifordele på både kvalitet og økonomi i den opgaveløsning, der skulle ske, hvilket så også kom til at gælde for de mindre kommuner.

Det har så efterfølgende, her nogle år senere, vist sig, at de regler, der blev lavet om det, nok var lidt for stive, for lidt fleksible. Der har i hvert fald være et ønske flere steder fra om, at det gerne skulle kunne åbnes op og gøres mere fleksibelt, ikke sådan at man ikke længere skulle samarbejde med andre kommuner, men at man selv i højere grad skulle kunne vælge, hvilken kommune man så skulle samarbejde med. Det er sådan set det, der lægges op til her. Det har vi så fra Venstres side og fra andre borgerlige partiers side lavet en aftale om sammen med regeringen, så vi kan få det til at køre.

Det gives for det første mulighed for, at man netop kan udvide samarbejdet med flere opgaver end dem, som i dag er omfattet af loven; for det andet kan man samarbejde med andre kommuner end som sagt nabokommunen; og for det tredje bliver der mulighed for at hjemtage opgaver på samme måde, som økommunerne har haft mulighed for hidtil. Det giver som sagt en større fleksibilitet i det samarbejde, som vi hylder, og derfor kan Venstre støtte forslaget.

Det lovforslag, vi behandler nu, er jo, som den socialdemokratiske ordfører også sagde, en tilretning af de regler, der er for forpligtende samarbejde. Der skete jo det med kommunalreformen, at der var en lang række kommuner, som blev ladt i stikken, enten fordi de af geografiske hensyn ikke fik en størrelse, der gjorde, at de kunne varetage alle opgaver selv, eller fordi de af princip ønskede fortsat selvstændighed. Derfor måtte mange af de små kommuner, heriblandt også økommuner, indgå i de her partnerskaber med større naboer. Det var ikke altid, at de naboer, man så var forpligtet til at samarbejde med, måske var naboer, man også helst ville samarbejde med.

Så derfor er vi jo glade for, at det nye lovforslag her i dag giver mulighed for, at man faktisk kan finde en anden samarbejdspartner, hvis det ikke lige er nabokommunen, man har mest fælles fodslag med. Vi har jo set igennem de sidste år, at nogle af de her kommuner måske har omgået reglerne, og det synes vi nu skal være slut, så derfor det nye lovforslag. Vi hilser ændringerne velkommen. Det vil lovliggøre den praksis, som faktisk har fundet sted med samarbejdet flere steder i de sidste år. Men det er altså sund fornuft, og vi kan varmt anbefale den her lovændring.

Her er der jo tale om et gennemfornuftigt forslag, som udviser tillid til kommunerne og giver plads til øget kommunalt kreativitet og selvbestemmelse. Og da kommunerne jo allerede har taget hul på festen, vil vi absolut ikke forhindre, at det her lovforslag bliver vedtaget, så vi kan støtte forslaget.

Tak, hr. formand. Lovforslaget her er nu ikke helt så enkelt, som det kunne lyde, når man lytter til ordførerne. Jeg taler af erfaring og er belastet af viden, idet jeg selv var borgmester i en lille kommune med under 20.000 indbyggere, da kommunalreformen skulle gennemføres. Og hjemme i Vamdrup Kommune havde vi ikke noget som helst ønske om at blive en del af en større kommune, og vi kæmpede – borgmesteren stod i spidsen – alt, hvad vi kunne, for at gå imod det. Men til sidst var kriterierne for at bestå det forpligtende samarbejde, der blev udstukket her fra Christiansborg, så vanskelige for så lille en kommune som Vamdrup – selv med kattelemmen – at vi måtte sige: Nej, vi kapitulerer; vi er nødt til at indgå i et samarbejde med en anden kommune. Og i dag er vi så med i Kolding Kommune.

Men der er det vigtigt, at vi fastholder linjen og ikke nu begynder at udvide rammerne for, hvad man kan gøre i et forpligtende samarbejde, for så angriber man jo sådan set dem, som traf nogle beslutninger på det grundlag dengang, og siger til befolkningen: Hvis I havde holdt stand, kunne I have fået flere beføjelser, og så kunne I have fået udvidet jeres muligheder, og så kunne I måske have bestået. For nu slækkes der pludselig på de vilkår, der var gældende. Der må vi aldrig havne, og derfor har vi og jeg som ordfører været i tæt dialog med ministeren. Jeg synes, vi er landet på en o.k. løsning, hvor der gives dispensation, fordi dem, der har valgt det forpligtende samarbejde, altså har en anden større kommune som samarbejdspartner og på den måde løfter de krav, der var. De kan risikere, at den kommune, de samarbejder med, udnytter den afhængighed, de har, til, at priserne bliver meget høje. Og der synes vi, at det under helt særlige vilkår kan være o.k., at man går ud og finder en anden kommune at lave et samarbejde med, som er mere villig til at levere til den pris, der er fair og ordentlig. Men det kan meget nemt blive sådan, at det kan betale sig at shoppe rundt, og at vi får sådan et helt nyt marked for, at man kan handle med kommunale ydelser.

Så det helt afgørende for os er, at det er tre dispensationer, der gives, og som kun kan gives af ministeren. Det er ikke sådan en generel ændring af lovforslaget og af muligheden til kommuner. Så der er ikke nogen kommunalbestyrelsesmedlemmer, som dengang traf beslutningen om, at man var nødt til at lægge sig sammen i en større enhed, der nu kan se, at det skulle de ikke gjort, fordi det faktisk var muligt at bestå, for nu får man pludselig en masse beføjelser, og at dem, der modstod hensigten – fornuften, vil nogle herfra sige – taber på det. Men det synes jeg vi har fået løftet i den debat og den dialog, vi har haft med ministeren, så vi er havnet med et o.k. lovforslag, og derfor støtter vi det.