Lovforslag som fremsat

§ 1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. august 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 512 af 17. juni 2008, § 2 i lov nr. 244 af 19. marts 2014, § 1 i lov nr. 268 af 25. marts 2014, § 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og § 1 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel udgår »Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 (1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 (ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13,«, »Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 (ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side 21,«, »Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni 1988 (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L 172, side 1,«, »dele af Rådets direktiv 90/618/EØF af 8. november 1990 (ændring af 1. og 2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1990, nr. L 330, side 44,«, »Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 (3. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1,«, »Rådets direktiv 98/49/EF af 29. juni 1998, EF-Tidende 1998, nr. L 209, side 46, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 (forsikringsgruppedirektivet), EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1,«, »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 (likvidationsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, side 28,«, »og direktiverne 79/267, 90/619, 92/96 og 2002/12, der nu er sammenskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 (livsforsikringsdirektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 345, side 1,« samt »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF (genforsikringsdirektivet), EU-Tidende 2005, nr. L 323, side 1,«, og efter »EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32,« indsættes: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1,«, og efter »EU-Tidende 2013, nr. L 176, side 338 (CRD IV)« indsættes: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens II), EU-Tidende 2013, nr. L 341, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1«.

2. I § 1, stk. 1, ændres »stk. 2-12« til: »stk. 2-13«.

3. I § 1, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 126 og 170 a« til: »§§ 175 b og 175 c«.

4. I § 1 indsættes efter stk. 12 som nyt stykke:

»Stk. 13. Kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er.«

Stk. 13-15 bliver herefter stk. 14-16.

5. I § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »nr. 27 og 28« til: »nr. 30 og 31«.

6. I § 2 ændres »og 170-178« til: », 170-175 a og 176-178«.

7. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 23 som nye numre:

»24) Gruppe 1-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab, der opfylder mindst én af følgende betingelser:

a) Forsikringsselskabets årlige bruttopræmie har oversteget 5 mio. euro i tre på hinanden følgende år, eller selskabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år.

b) Forsikringsselskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV’er har oversteget 25 mio. euro i tre 3 på hinanden følgende år, eller selskabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år.

c) Forsikringsselskabet er en del af en koncern, og koncernens samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV’er, har oversteget 25 mio. euro i tre på hinanden følgende år, eller koncernen forventer, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år.

d) Forsikringsselskabet udøver forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed omfattet af én eller flere af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre de udgør accessoriske risici.

e) Forsikringsselskabet udøver genforsikringsvirksomhed, som i tre på hinanden følgende år har oversteget 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie, 2,5 mio. euro af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusiv genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV’er, 10 pct. af dets bruttopræmier, eller 10 pct. af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV’er, eller selskabet forventer, at et af disse beløb overstiges i et af de kommende 5 år.

f) Forsikringsselskabet udøver grænseoverskridende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39.

25) Gruppe 2-forsikringsselskab: Et forsikringsselskab, der ikke er et gruppe 1-forsikringsselskab.

26) Accessoriske risici: Forsikringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7, og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, fordi risiciene indgår i den primære risiko, som forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold, der er dækket af den kontrakt, der dækker den primære risiko. Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 kan ikke være accessoriske risici til andre forsikringsklasser.«

Nr. 24-42 bliver herefter nr. 27-45.

8. I § 5, stk. 1, nr. 33, der bliver nr. 36, ændres »nr. 34« til: »nr. 37«, »nr. 35« til: »nr. 38«, »nr. 38« til: »nr. 41«, og »nr. 40« til: »nr. 43«.

9. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 42, der bliver nr. 45, som nye numre:

»46) Solvenscertifikat: Et certifikat, hvoraf det fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskabet opfylder solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i henhold til §§ 126 c og 126 d.

47) ISPV (Insurance Special Purpose Vehicle): En juridisk person, som afdækker risici for forsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.

48) Standardformlen: En matematisk formel til opgørelse af et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, der fastlægges af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 111 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

49) Matchtilpasning: En tilpasning af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, for en udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrømme afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtelserne.

50) Volatilitetsjustering: En justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, der sikrer, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser opgøres under hensyntagen til de investeringer, som gruppe 1-forsikringsselskabet har foretaget.«

10. I § 5, stk. 6, nr. 1, udgår »§ 126, stk. 3 og 9,«.

11. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:

»2) Solvenskapitalkrav i overensstemmelse med § 126 c.«

Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.

12. I § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres »126 og 126 a« til: »126 a og 126 d«.

13. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 4, der bliver nr. 5, som nyt nummer:

»6) Minimumsbasiskapital i overensstemmelse med § 126.«

Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 7 og 8.

14. I § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, indsættes efter »§ 126 a, stk. 9,«: »§ 126 b, stk. 1,«, og efter »og regler fastsat i medfør af« indsættes: »§ 126 b, stk. 5, og«.

15. I § 5, stk. 6, indsættes efter nr. 6, der bliver nr. 8, som nye numre:

»9) Basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.

10) Supplerende kapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.«

Nr. 7-15 bliver herefter nr. 11-19.

16. § 5, stk. 6, nr. 15, der bliver nr. 19, ophæves.

Nr. 16 bliver herefter nr. 19.

17. § 11, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, skal:

1) Opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d, såfremt virksomheden forventes at blive et gruppe 1-forsikringsselskab.

2) Opfylde kapitalkravene i § 126, såfremt virksomheden forventes at blive et gruppe 2-forsikringsselskab.«

18. I § 11 indsættes som stk. 7 og 8:

»Stk. 7. Et forsikringsselskab, der ændrer status fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller fra at være et gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, skal straks underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage herefter indsende dokumentation for statusændringen.

Stk. 8. Et gruppe 2-forsikringsselskab kan ansøge om at blive omfattet af reglerne i denne lov for gruppe 1-forsikringsselskaber. Vurderer Finanstilsynet, at gruppe 2-forsikringsselskabet opfylder kravene i § 11, stk. 5, nr. 1, vil selskabet opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab.«

19. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der skal identificeres som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, opfylder kravene i § 64,«.

Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.

20. I § 20, stk. 1, nr. 7, udgår »eller en pensionskasse«.

21. I § 30, stk. 9, 3. pkt., ændres »basiskapital« til: »kapitalgrundlag«.

22. I § 37 a, stk. 2, ændres »Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. november 1992« til: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)«.

23. § 38, stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscertifikatet.«

24. § 39, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke solvenskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet efter § 126 d, skal Finanstilsynet ikke videregive solvenscertifikatet.«

25. I § 64 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfylder kravene i stk. 1-3.«

26. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 3 og 4«.

27. I § 71 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som led i selskabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, identificere selskabets nøglepersoner.«

28. I § 75, stk. 3, udgår »kapitalkravet efter § 126,«, og »eller solvensbehovet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 8, og § 126 a, stk. 1, 2. pkt.,« ændres til: », solvensbehovet efter § 124, stk. 2, § 125, stk. 4, § 126, stk. 4, og § 126 a, stk. 1, 2. pkt., kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126, stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet efter § 126 c eller minimumskapitalkravet efter § 126 d,«.

29. I § 77 a, stk. 1, nr. 6, ændres »og §§ 127, 170 og 170 a« til: »§ 170«, og efter »krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber« indsættes: », kravet til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, solvenskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.

30. I § 77 a, stk. 6, 1. pkt., ændres »nr. 42« til: »nr. 45«.

31. I § 118, stk. 3, 1. pkt., udgår »og pensionskasser« og »eller pensionskassen«.

32. § 126 affattes således:

»§ 126. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at virksomheden har en tilstrækkelig basiskapital til at dække virksomhedens risici.

Stk. 2. Kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber udgør, jf. dog stk. 3:

1) 3,7 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 8.

2) 2,5 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.

3) 3,6 mio. euro for selskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed.

4) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Stk. 3. For gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber omfattet af stk. 2, nr. 2, hvor vedtægterne giver selskabet mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne, udgør kravet til minimumsbasiskapitalen:

1) 0,225 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18, jf. bilag 7.

2) 0,15 mio. euro for selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7.

Stk. 4. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal på baggrund af stk. 1 opgøre virksomhedens individuelle solvensbehov.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt solvensbehov end det af selskabet efter stk. 4, opgjorte individuelle solvensbehov.«

33. Efter § 126 a indsættes:

»§ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapitalgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Finanstilsynets godkendelse.

Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af forpligtelser, fratrukket værdien af egne aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet med tillæg af værdien af efterstillet gæld.

Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab.

Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvilken kapital, der kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundlaget.

§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.

Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender standardformlen, kan anvende selskabsspecifikke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, såfremt Finanstilsynet godkender dette.

Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet anvender en godkendt intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de relevante risikomoduler.

Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre solvenskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anvendelsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse af en intern model.

§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et basiskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav.

Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det største af beløbet i stk. 3 og det største af det for selskabet relevante beløb i stk. 5.

Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapitalkravet. Det opgjorte minimumskapitalkrav må ikke udgøre under 25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapitalkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet påbyder i henhold til § 350 b. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav under 25 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav over 45 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 45 pct.

Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsende en begrundelse til Finanstilsynet i forbindelse med indberetningen efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav ligger uden for grænserne i stk. 3.

Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapitalkravet er:

1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 8.

2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.

3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.

4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed.

5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre minimumskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser anvendes en risikofri rentekurve, som fastlægges og offentliggøres af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA).

Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.

Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættelser, hvor selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.

Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter stk. 3, skal i den rapport om solvens og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, angive den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2, og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3, samt om forudsætningerne for at opnå tilladelse efter disse bestemmelser.

§ 126 f. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser anvender den risikofri rentekurve efter § 126 e, stk. 1.

§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Selskabet skal ved udgangen af hvert kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om de analyser, selskabet skal foretage efter stk. 1.«

34. § 127 ophæves.

35. I § 128, stk. 1 og 2, ændres »forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder« til: »gruppe 2-forsikringsselskaber«.

36. § 142, stk. 2, ophæves.

37. § 143, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) fristerne for indberetninger som følge af regler udstedt i medfør af artikel 35, stk. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II),«.

38. I § 143, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 126, stk. 1 og 8,« til: »§ 126, stk. 1 og 4,«.

39. I § 143, stk. 1, nr. 3, ændres »indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder,« til: »indberetning af kravet til minimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber,«.

40. § 143, stk. 1, nr. 6, ophæves.

Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 6 og 7.

41. I § 143, stk. 3, 1. pkt., ændres »de risikovægtede poster, jf. stk. 1, nr. 1, også opgøres ved anvendelse af interne metoder til opgørelse af risikovægtede poster.« til: »den samlede risikoeksponering, jf. § 142, også opgøres ved anvendelse af interne metoder.«

42. I overskriften før § 158 udgår »og pensionskasser«.

43. §§ 158-166 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 158. Forsikringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af stk. 1.«

44. § 167 affattes således:

»§ 167. Forsikringsselskaber skal have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser. For at sikre tilstedeværelsen af tilstrækkelige aktiver skal forsikringsselskaberne føre et register, der indeholder en optegnelse over

1) aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser, samt

2) værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne efter nr. 1 ikke kan dække de forsikringsmæssige forpligtelser.

Stk. 2. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 7, skal endvidere føre et register over aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning.

Stk. 3. Forsikringsselskabet skal kvartalsvist indberette til Finanstilsynet hvilke aktiver, der er registreret.

Stk. 4. Aktiverne i registrene efter stk. 1 og 2 tjener udelukkende til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de begunstigede.

Stk. 5. Lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer inden for disses genkøbsværdi skal ikke registreres.

Stk. 6. Finanstilsynet kan kræve aktiverne i registeret deponeret og pantsat til fordel for Finanstilsynet, hvis tilsynet efter § 251 beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver. Finanstilsynet skal registreres som panthaver, og enhver efterfølgende ændring i den deponerede aktivmasse skal godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret.

Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om indhold, opgørelse, indberetning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne indført i registrene.«

45. §§ 168 og 169 ophæves.

46. § 170 a ophæves.

47. I § 175 a, stk. 1, udgår »henholdsvis basiskapital«.

48. Efter § 175 a indsættes før overskriften før § 176:

»Særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v.

§ 175 b. Bestyrelsen og direktionen for den øverste modervirksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncernen, når den øverste modervirksomhed i koncernen

1) er beliggende i Danmark, og

2) er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab.

Stk. 2. Kapitalgrundlaget for koncernen, jf. stk. 1, skal opgøres i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør af stk. 9.

Stk. 3. Solvenskapitalkravet for koncernen opgøres på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering, jf. dog stk. 4, og enten ved anvendelse af standardformlen efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen.

Stk. 4. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgøres på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3, eller at opgørelsen på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering efter stk. 3 skal kombineres med en anden opgørelsesmetode.

Stk. 5. Opfylder den øverste modervirksomhed, jf. stk. 1, ikke solvenskapitalkravet for koncernen, finder § 248 a anvendelse.

Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for koncernen i overensstemmelse med § 350 b.

Stk. 7. Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen.

Stk. 8. Den øverste modervirksomhed skal hvert år opgøre solvenskapitalkravet for koncernen pr. 31. december og skal senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. Den øverste modervirksomhed skal ved ændringer af betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav for koncernen foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om kapitalgrundlaget for koncernen omfattet af stk. 1, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet for koncernen, om opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen efter stk. 3 og 4 og om Finanstilsynets godkendelse af en intern model for koncernen.

§ 175 c. I koncerner, hvor den øverste modervirksomhed ikke er beliggende i Danmark, og hvori der indgår et gruppe 1-forsikringsselskab, kan Finanstilsynet, efter regler fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), træffe afgørelse om, at § 175 b eller dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncernen. Det øverste forsikringsselskab, forsikringsholdingvirksomhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den danske del af koncernen påser overholdelsen af disse bestemmelser.«

49. I § 179, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter: »krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.

50. I § 180, stk. 1, nr. 1, udgår », § 170 a eller«, og efter: »krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,« indsættes: »eller solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4,«.

51. § 224, stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 6. Har et gruppe 2-forsikringsselskab ikke gennemført foranstaltningerne i planen for genoprettelse til opfyldelse af kravet til minimumsbasiskapitalen inden for fristerne i § 248, skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.

Stk. 7. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke gennemført foranstaltningerne i planen for genoprettelse, jf. § 248 a, stk. 1, til opfyldelse af solvenskapitalkravet inden for fristerne i § 248 a, stk. 2 eller 3, kan tilladelsen som forsikringsselskab inddrages. Har et gruppe 1-forsikringsselskab ikke gennemført foranstaltningerne i finansieringsplanen, jf. § 248 b, stk. 1, til opfyldelse af minimumskapitalkravet inden for fristerne i § 248 b, stk. 2, skal tilladelsen som forsikringsselskab inddrages.«

52. § 248 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 248. Et gruppe 2-forsikringsselskab, som ikke opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen, jf. § 126, stk. 2 og 3, skal udarbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet kan opfylde kravet til minimumsbasiskapitalen. Planen for genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde og om perioden, for hvilken planen skal udarbejdes.

§ 248 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, skal udarbejde en plan for genoprettelse, der beskriver de foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkravet. Planen for genoprettelse skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest to måneder efter at selskabet har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet.

Stk. 2. Planen for genoprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet opfyldes senest 6 måneder efter selskabet konstaterede den manglende opfyldelse heraf. Finanstilsynet kan forlænge denne frist med 3 måneder én gang, hvis selskabet kan sandsynliggøre, at det vil blive i stand til at opfylde solvenskapitalkravet, såfremt fristen forlænges.

Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger vurderer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, der berører forsikringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet, kan Finanstilsynet efter høring af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici forlænge fristen i stk. 2. Fristforlængelse kan meddeles af flere omgange, men den samlede fristforlængelse må ikke overstige 7 år.

Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået forlænget fristen efter stk. 3, skal hver tredje måned indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket betydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet, kan Finanstilsynet tilbagekalde forlængelsen af fristen.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde.

§ 248 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke opfylder minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, skal udarbejde en finansieringsplan, der beskriver de foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet kan opfylde minimumskapitalkravet. Finansieringsplanen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest én måned efter, at selskabet har konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet.

Stk. 2. Finansieringsplanen skal føre til, at minimumskapitalkravet opfyldes senest 3 måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse heraf.

Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde.«

53. I § 251, 1. pkt., ændres »§ 248, stk. 3,« til: »§ 248, § 248 a, stk. 2, § 248 b, stk. 2,«.

54. § 255, 2. pkt., ophæves.

55. Efter § 258 indsættes før overskriften før § 284 i kapitel 18:

»Rapport om solvens og finansiel situation

§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt offentliggøre en rapport om deres solvens og finansielle situation. Derudover skal gruppe 1-forsikringsselskaberne årligt indsende en uddybende rapport til Finanstilsynet om deres solvens og finansielle situation.

Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentliggøre en rapport om koncernens solvens og finansielle situation. Derudover skal den øverste modervirksomhed årligt indsende en uddybende rapport om koncernens solvens og finansielle situation til Finanstilsynet.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om rapporterne, herunder om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, samt regler om de oplysninger rapporterne skal indeholde og fristerne for offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsynet.«

56. I § 291 ændres »selskabets basiskapital ikke opfylder kapitalkravene i medfør af denne lov,« til: »gruppe 1-forsikringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, eller minimumskapitalkravet, jf. § 126 d, eller gruppe 2-forsikringsselskabet ikke opfylder basiskapitalkravet i § 126,«.

57. § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:

»2) omfattet af § 8, stk. 1, eller«.

Nr. 4 bliver herefter nr. 3.

58. I § 337, stk. 2, ændres »nr. 24 og 26-28,« til: »nr. 27 og 29-31,«.

59. I § 343 c, stk. 1, nr. 6, ændres »nr. 4 og 5,« til: »nr. 5 og 6,«.

60. Efter afsnit X f indsættes:

»Afsnit X g

ISPV’er (Insurance Special Purpose Vehicles)

Kapitel 20 g

ISPV

§ 343 ø. Juridiske personer, der udøver virksomhed som ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, skal have tilladelse som ISPV.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte regler om ISPV'er, herunder om muligheden for at inddrage tilladelsen til at udøve virksomhed som ISPV.«

61. I § 344, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber«: », forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)«.

62. I § 344, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »markeder«: », samt for forsikringsbranchen at varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser«.

63. Efter § 350 a indsættes:

»§ 350 b. Finanstilsynet kan fastsætte et krav om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for et gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt Finanstilsynet vurderer, at

1) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætningerne i standardformlen eller en anvendt godkendt intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, stk. 2,

2) selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt fra § 71, eller

3) selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætningerne for anvendelsen af en matchtilpasning, jf. § 126 e, stk. 2, eller en volatilitetsjustering, jf. § 126 e, stk. 3.

Stk. 2. Vurderingen af, om der foreligger en væsentlig afvigelse efter stk. 1, foretages i henhold til nærmere regler herom fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 37, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Stk. 3. Opfyldes betingelsen i stk. 1, nr. 1, opgøres kapitaltillægget i overensstemmelse med solvenskapitalkravet, jf. § 126 c.

Stk. 4. Finanstilsynet tager kravet om et kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt, og kravet ophæves, når selskabet har rettet op på de forhold, der har foranlediget det.

Stk. 5. Fastsætter Finanstilsynet et kapitaltillæg efter stk. 1, udgør solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, sammen med kapitaltillægget det nye solvenskapitalkrav.

Stk. 6. Opfylder gruppe 1-forsikringsselskabet ikke det nye solvenskapitalkrav efter stk. 5 finder § 248 a tilsvarende anvendelse.«

64. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke kan bestride stillingen.«

Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.

65. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«, og »direktøren« ændres til: »den pågældende«.

66. I § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.

67. I § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres »stk. 4, 3. pkt.« til: »stk. 5, 3. pkt.«

68. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-forsikringsselskabet ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4,«, og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2, 3 og 5«.

69. I § 355, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »og forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II),«.

70. I § 355, stk. 2, nr. 9, ændres »nr. 1-3« til: »nr. 1, 2 og 4«.

71. I § 355, stk. 2, nr. 10, ændres »nr. 4 og 5« til: »nr. 5 og 6«.

72. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en udenlandsk finansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4,«.

73. I § 359 ændres », filialer af udenlandske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet, og de af denne lov omfattede pensionskasser« til: »og filialer af udenlandske selskaber, som har fået tilladelse af Finanstilsynet,«.

74. I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »collateralized mortgage obligations«: », ISPV-obligationer«.

75. I § 365, stk. 1, udgår », tværgående pensionskasser«.

76. I § 372, stk. 1, indsættes efter »forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber,«: »forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II),«.

77. I § 372 a ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed)«.

78. I § 373, stk. 1, ændres »§ 126, stk. 1, 2 og 8« til: »§ 126, stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og 9,« indsættes: »§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 g, stk. 1,«, efter »170-175 a« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«, »§§ 227 og 334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, efter »§ 343 v, stk. 1,« indsættes: »§ 343 ø, stk. 1,« og efter »§ 404, stk. 1, 2, 4 og 5,« indsættes: »§ 417 c, stk. 1, 2 og 4,«.

79. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«: »§ 64, stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 71, stk. 1 og 3« ændres til: »§ 71, stk. 1, 3 og 4«, efter »§§ 122 og 123« indsættes: », § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e, stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167, stk. 1, 3 og 5, § 175 b, stk. 8 og 9«, efter »§ 247 a, stk. 9 og 10,« indsættes: »§ 283, stk. 1,«, og efter »§ 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,« indsættes: »§ 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3,«.

80. I § 373, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af«: »§ 126 c, stk. 4, § 126 f,«.

81. I § 373, stk. 10, ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber« til: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed)«.

82. I § 374, stk. 3, ændres »stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.« til: »stk. 1, 4 og stk. 5, 1. pkt.«

83. § 408 ophæves.

84. Efter § 417 indsættes før overskriften til § 418:

»§ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke anvender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 2, på forsikringsforpligtelserne, kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk. 2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog 3. pkt. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter § 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.

Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver enkelt valuta ved udgangen af hvert år, som en andel af forskellen mellem renten som fastsat efter diskonteringsrentekurven pr. 31. december 2015, og den årlige effektive rente, som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3. Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.

Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i overensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstilsynet vurderer, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede rentekurve, har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra forudsætningerne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.

Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om solvens og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt angive den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne justerede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter stk. 2, i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter § 417 a.

Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032, af forskellen mellem

1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, for så vidt angår gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar 2016, og

2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser den 31. december 2015.

Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Finanstilsynet kan påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsikringsmæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatilitetsjusteringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert 2. år eller oftere.

Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end det største af summen af de nedenfor i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10:

1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko.

2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år.

3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år.

4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.

5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af

a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derudover, og

b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste 3 regnskabsår.

6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed.

7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.

8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.

9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed.

10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens og finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet anvender fradraget samt angive den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende dette fradrag på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5.

§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget efter § 417 b, skal straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter § 126 c, såfremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller fradraget.

Stk. 2. Senest to måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den justerede rentekurve eller fradraget, skal gruppe 1-forsikringsselskabet indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Ændrer selskabet de planlagte foranstaltninger i løbet af overgangsperioden efter 1. pkt., skal selskabet straks orientere Finanstilsynet om ændringerne.

Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år ved udgangen af første kvartal indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.

Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1. januar 2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, uden at anvende den justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget efter § 417 b.

Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen efter § 417 a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft den 1. april 2015.

Stk. 3. § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft den 1. juli 2015.

§ 3

Stk. 1. Finanstilsynet kan fra den 1. april 2015 forhåndsgodkende:

1) Anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og anden kapital, der kan medregnes i kapitalgrundlaget, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.

2) Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og interne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.

3) Anvendelsen af en matchtilpasning eller volatilitetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.

4) Anvendelsen af en koncernintern model, jf. § 175 b, stk. 3 og 7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48.

5) Etableringen af et ISPV, jf. § 343 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 60.

6) Anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417 a, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.

7) Anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 417 b, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 84.

Stk. 2. Finanstilsynets beslutning om forhåndsgodkendelse efter stk. 1 har virkning fra den 1. januar 2016.

Stk. 3. Finanstilsynet kan fra den 1. juli 2015 træffe afgørelse efter § 175 b, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48, samt træffe afgørelse om anvendelse af overgangsbestemmelsen om forsikringsselskaber under afvikling efter denne lovs § 5.

Stk. 4. Finanstilsynets afgørelser efter stk. 3 har virkning fra den 1. januar 2016.

Stk. 5. For ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. § 2, stk. 1, varetager en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som indebærer, at den ansatte skal identificeres som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 27, finder § 64, stk. 8, 1, pkt., i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 25, alene anvendelse på forhold, der opstår efter lovens ikrafttræden.

§ 4

Stk. 1. Forsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 er ophørt eller ophører med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler, og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at ophøre med at drive forsikringsvirksomhed, er et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. dog stk. 2-4, hvis selskabet

1) erklærer over for Finanstilsynet, at det vil afslutte sin virksomhed inden den 1. januar 2019, eller

2) er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse med § 242 i lov om finansiel virksomhed, og en administrator er udpeget.

Stk. 2. Et forsikringsselskab skal opfylde følgende betingelser for at blive omfattet af stk. 1

1) selskabet er ikke del af en koncern, eller forsikringsselskabet er del af en koncern, hvor samtlige forsikringsselskaber ophører med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler efter den 31. december 2015,

2) selskabet indsender, senest 20 arbejdsdage efter den 31. december 2015, en redegørelse til Finanstilsynet om, hvilke tiltag selskabet har foretaget i forbindelse med afviklingen af dets aktiviteter, og

3) selskabet meddeler Finanstilsynet, at det omfattes af stk. 1.

Stk. 3. Afvikler et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr. 1, ikke sine aktiviteter inden den 1. januar 2019, vil selskabet fra den 1. januar 2019 ændre status til at være et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet, at en afvikling af selskabets aktiviteter inden den 1. januar 2019 ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.

Stk. 4. Et forsikringsselskab omfattet af stk. 1, nr. 2, hvis aktiviteter ikke er afviklet inden den 1. januar 2021, bliver et gruppe 1-forsikringsselskab fra denne dato, hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Vurderer Finanstilsynet, at en afvikling af forsikringsselskabets aktiviteter inden den 1. januar 2021 ikke er sandsynligt, kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at selskabet, fra en af Finanstilsynet nærmere fastsat dato, bliver et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.

§ 5

Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. december 2015 opfylder solvenskravet i den på dette tidspunkt gældende lov om finansiel virksomhed, og som den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet efter § 126 c i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet.

Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket betydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet, på et nærmere angivet tidspunkt, inden fristen efter stk. 1.

Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52.

Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse for selskaber, der omfattes af stk. 1 og 3.

§ 6

Stk. 1. Koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er beliggende i Danmark, og den øverste modervirksomhed er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, i lov om finansiel virksomhed, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab, og den øverste modervirksomhed den 31. december 2015 opfylder det for den øverste modervirksomhed gældende solvenskrav i medfør af lov om finansiel virksomhed, men som den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter § 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet efter § 175 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48.

Stk. 2. Den øverste modervirksomhed omfattet af stk. 1, skal indsende en plan for genoprettelse i overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og skal herefter hver tredje måned indsende en redegørelse, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen, at der ikke er sket betydelige fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet for koncernen, kan Finanstilsynet kræve, at den øverste modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet for koncernen, på et nærmere angivet tidspunkt, inden fristen efter stk. 1.

Stk. 3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52.

Stk. 4. § 248 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse for den øverste modervirksomhed, der omfattes af stk. 1 og 3.

§ 7

Stk. 1. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som den 31. december 2015 opfylder minimumskapitalkravet i den på dette tidspunkt gældende lov om finansiel virksomhed, skal senest den 31. december 2016 være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.

Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1 vil i perioden indtil den 31. december 2016 ikke skulle udarbejde en finansieringsplan efter § 248 b i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og vil ikke i perioden kunne få inddraget dets tilladelse efter § 224, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 51.

Stk. 3. Er gruppe 1-forsikringsselskabet ikke i besiddelse af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapitalkravet den 31. december 2016, inddrager Finanstilsynet selskabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed.

§ 8

Indtil den 31. december 2017 skal gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, anvende solvenskapitalkravet som opgjort efter standardformlen i forhold til procentsatserne, der følger af § 126 d, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 33.

§ 9

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Med lovforslaget foretages de ændringer af lov om finansiel virksomhed, som nødvendiggøres af gennemførelsen af dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), herefter benævnt solvens II-direktivet, samt de ændringer af solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. december 2013, herefter benævnt QuickFix 2-direktivet, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014, herefter benævnt omnibus II-direktivet. En konsolideret version af solvens II-direktivet, dvs. en sammenskrivning af direktivet med efterfølgende ændringer, er bilagt dette lovforslag.

Formålet med solvens II-direktivet er at gennemføre en række initiativer på forsikringsområdet for at sikre en endnu bedre beskyttelse af forsikringstagerne, give forsikringsselskaberne ensartede regler inden for det indre marked, øge europæiske forsikringsselskabers konkurrenceevne internationalt og understøtte den finansielle stabilitet. I samspil med supplerende EU-regulering i forordningsform, samt nye og ændrede bekendtgørelser gennemfører lovforslaget disse initiativer i Danmark.

Udviklingen i det finansielle marked gennem de seneste år med stor volatilitet på aktiemarkedet, lave renter samt stigende levetid medfører, at der er behov for en effektiv kapitalstyring af forsikringsselskaber i hele Den Europæiske Union. Beskyttelsen af forsikringstagerne forudsætter, at forsikringsselskaberne er underlagt effektive kapitalregler, og der er derfor behov for at indføre risikobaserede kapitalregler for forsikringsselskaberne i hele Den Europæiske Union. Forsikringsselskaberne skal således fremadrettet opgøre et solvenskapitalkrav under hensyntagen til den konkrete sammensætning af risici, det enkelte forsikringsselskab har påtaget sig. I Danmark har det siden 2014 været et krav, at forsikringsselskaberne tager hensyn til sammensætningen af risici ved deres opgørelse af det individuelle solvensbehov. Dette er dog ikke generelt tilfældet i Den Europæiske Union.

1.1 Hovedindhold

Alle selskaber, der har tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed efter de nugældende regler, vil fortsat have tilladelse efter lovforslagets vedtagelse. Forsikringsselskaber, der opfylder nærmere fastsatte kriterier, vil ikke blive belastet af kravene, der følger af gennemførelsen af solvens II-direktivet. Lovforslaget indeholder på denne baggrund en opdeling af forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber, hvorved det fremgår, hvilke krav, de enkelte selskaber skal efterleve. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal efterleve de krav, der følger af gennemførelsen af solvens II-direktivet, mens lovforslaget for gruppe 2-forsikringsselskaber indebærer forenklede nationale solvensregler og ændrede investeringsregler, der er baseret på direktivets investeringsregler.

Gruppe 1-forsikringsselskaber skal efter lovforslaget opfylde to forskellige kapitalkrav; et solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav. Til opgørelse af solvenskapitalkravet kan selskaberne vælge at anvende en af Kommissionen fastsat standardformel eller en af Finanstilsynet godkendt intern model. Minimumskapitalkravet er det største af et beløb opgjort på baggrund af en formel fastsat af Kommissionen henholdsvis en nærmere fastsat nedre grænse.

Efter de gældende regler skal forsikringsselskaberne opgøre et solvenskrav, der opgøres som en procentdel af et nærmere fastsat beløb på baggrund af den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver. Herudover er forsikringsselskaberne i dag omfattet af et minimumskapitalkrav, som er et beløb, der afhænger af den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver. Endvidere skal forsikringsselskaberne opgøre et individuelt solvensbehov, der er inspireret af solvenskapitalkravet i solvens II-direktivet.

Hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder solvenskapitalkravet, skal selskabet efter lovforslaget udarbejde og efterleve en plan for genoprettelse. Hvis et gruppe 1-forsikringsselskab ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal selskabet efter lovforslaget udarbejde og efterleve en finansieringsplan. Fristen for opfyldelse af finansieringsplanen er kortere end fristen for opfyldelse af planen for genoprettelse, da en manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet betyder, at selskabet med større sandsynlighed ikke kan opfylde sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, og at der derfor hurtigt skal rettes op på forholdet.

I lovforslaget gøres op med den gældende opdeling af basiskapitalen i kernekapital og supplerende kapital, idet den gældende definition af basiskapital ikke stemmer overens med kapitalbegreberne i solvens II-direktivet, der skal finde anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber.

Lovforslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber skal anvende en risikofri rentekurve, der er fastlagt af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (herefter benævnt EIOPA), til at opgøre deres forpligtelser. Den risikofrie rentekurve er et beregningsprincip, der anvendes til at fastsætte nutidsværdien af de forpligtelser, som et forsikringsselskab har. Lovforslaget giver mulighed for, at det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab kan anvende en rentekurve, der er justeret i forhold til de investeringer, som selskabet har foretaget eller tilpasset, så der tages hensyn til, at aktiverne udvikler sig i takt med forsikringsforpligtelserne i udvalgte bestande. Finanstilsynet bemyndiges med lovforslaget til at fastsætte nærmere regler om forudsætningerne for opgørelsen af justeringen og tilpasningen af den risikofrie rentekurve, og om Finanstilsynets godkendelse heraf.

Lovforslaget indeholder endvidere et krav om, at såvel gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt. Med henblik på at opnå dette skal investeringernes løbetid være tilpasset selskabets forpligtelser, og selskabet skal være i stand til at identificere, forvalte, overvåge, kontrollere og rapportere om risiciene ved investeringerne samt tage hensyn til disse i den samlede vurdering af selskabets egen risiko og solvens. Det betyder, at selskabet skal have en passende forståelse for de aktiver, som det investerer i og til enhver tid være opmærksom på de risici, som det påtager sig ved investeringerne. Selskabets investeringer vil blive afspejlet direkte i solvenskapitalkravet, der for eksempel ved meget risikable investeringer vil blive øget. Forslaget ændrer væsentligt på de nuværende investeringsregler, der i høj grad er baseret på kvantitative begrænsninger i form af en række placerings- og spredningsregler.

Når et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav ikke afspejler de faktiske risici, indeholder lovforslaget en bestemmelse, der giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte et kapitaltillæg. Da solvenskapitalkravet som udgangspunkt antages at afspejle de faktiske risici vil kravet om et kapi-taltillæg anvendes som den sidste mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige.

Lovforslaget indeholder endvidere en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om fristerne for den omfattende indberetning, som selskaberne skal foretage i overensstemmelse med de udfyldende regler, som Kommissionen fastsætter. Kravene til indberetning vil medføre en udvidelse i forhold til de gældende krav til indberetning.

Herudover indeholder lovforslaget en bemyndigelse til erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler om den information om selskabernes solvens og finansielle situation, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal indsende til Finanstilsynet, og om den information, selskaberne skal offentliggøre. Informationer om forsikringsselskabets solvens og finansielle situation omfatter de oplysninger, der er nødvendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskabernes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsammensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning. Kravet om offentliggørelse vedrørende forsikringsselskabers solvens og finansielle situation er harmoniseret i EU, og alle europæiske forsikringsselskaber skal derfor offentliggøre de samme oplysninger. På denne måde sikres en øget gennemsigtighed med hensyn til de enkelte selskabers solvens og finansielle situation. Kravene til offentliggørelse vil medføre en udvidelse i forhold til de gældende krav til offentliggørelse i forhold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektioner.

Lovforslaget udvider desuden den personkreds i gruppe 1-forsikringsselskaber, der skal leve op til egnetheds- og hæderlighedskravene, således at ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner, altid skal leve op til egnetheds- og hæderlighedskravene.

Lovforslaget indeholder endelig en række overgangsbestemmelser, der skal sikre en smidig indfasning af den nye regulering.

1.2. Baggrund

Solvens II-direktivet består af en revision af de gældende regler for opgørelse af kapitalkrav i forsikringsselskaber og en sammenskrivning af 13 direktiver på forsikringsområdet.

Formålet med solvens II-direktivet er at give forsikringstagerne betryggende beskyttelse via risikobaserede kapitalkrav, at give forsikringsselskaber ensartede regler inden for det indre marked, at øge europæiske forsikringsselskabers konkurrenceevne internationalt og at understøtte finansiel stabilitet. Med solvens II-direktivet sættes der endvidere øget fokus på blandt andet stresstests og god selskabsledelse på forsikringsområdet.

De forsikringsselskaber, der ifølge lovforslaget skal leve op til de nye krav, som solvens II-direktivet indeholder, bliver reguleret på flere forskellige niveauer. På niveau 1 er solvens II-direktivet, der er et principbaseret rammedirektiv. Direktivet indeholder en række bemyndigelser til Kommissionen, som på niveau 2 vedtager forordninger eller direktiver med udfyldende bestemmelser til solvens II-direktivet. På niveau 3 udarbejder EIOPA de retningslinjer, der skal understøtte brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau 2-reguleringen. Til sidst påser Kommissionen og EU-Domstolen på niveau 4, at medlemslandenes lovgivning lever op til EU-reguleringen.

Den nationale frist for gennemførelse af solvens II-direktivet var oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har dog været nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for solvens II-direktivet i lyset af den finansielle krise, der startede i 2008, og som havde stor indflydelse på dele af den europæiske forsikringssektor.

På baggrund af den finansielle krise blev der blandt andet etableret en ny europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), hvorefter der var behov for at fastlægge denne tilsynsmyndigheds beføjelser. Dette dannede baggrund for omnibus II-direktivet, hvori EIOPA's beføjelser, herunder på hvilke områder EIOPA kan fastlægge bindende tekniske standarder, specificeres.

På grund af politisk uenighed blev processen omkring vedtagelsen af omnibus II-direktivet langtrukken. Dette medførte, at ikrafttrædelsesdatoen for solvens II-direktivet i første omgang blev rykket til den 1. januar 2014. Der blev dog først i efteråret 2013 opnået enighed om en kompromistekst til omnibus II-direktivet, og med QuickFix 2-direktivet, der ændrede ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet, blev ikrafttrædelsesdatoen fastsat til den 1. januar 2016. Omnibus II-direktivet fastsætter endvidere den nationale frist for gennemførelsen til den 31. marts 2015, så forsikringsselskaberne har en rimelig periode til at indstille sig på de nye regler.

For yderligere at sikre en smidig indfasning af solvens II-reguleringen indeholder omnibus II-direktivet desuden bestemmelser om, at de nationale tilsynsmyndigheder fra den 1. april 2015 skal have beføjelse til at godkende en lang række forhold, herunder blandt andet interne modeller til opgørelsen af solvenskapitalkravet. Desuden indeholder omnibus II-direktivet en række overgangsbestemmelser, således at forsikringsselskaberne har tid til at omstille sig til de nye regler.

Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal fremover efterleve en omfattende regulering på flere niveauer. Selskaberne skal ikke blot efterleve reglerne i lov om finansiel virksomhed og relevante bekendtgørelser udstedt i medfør heraf (niveau 1), men også efterleve den omfattende regulering på forordningsniveau i form af udfyldende bestemmelser og bindende tekniske standarder (niveau 2). Selskaberne skal endvidere forholde sig til retningslinjer på niveau 3, der understøtter brugen og fortolkningen af niveau 1- og 2-reguleringen.

Ud over de dele af direktivet, der gennemføres med lovforslaget, indeholder direktivet en bestemmelse om lovvalg og en række bestemmelser om virksomhedsstyring i forsikringsselskaber. Dette er ikke medtaget i lovforslaget, da reglerne vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau. Lovvalgsbestemmelsen i direktivets artikel 178 vil blive gennemført ved en ændring af bekendtgørelse nr. 792 af 16. august 2005 om lovvalg m.v. ved forsikringsselskabers betalingsstandsning, tvangsakkord, tvangsopløsning eller konkurs. Bestemmelserne om virksomhedsstyring i solvens II-direktivet vil blive gennemført ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1575 af 15. december 2010 om ledelse og styring af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som Finanstilsynet har udstedt i medfør af §§ 70 og 71 i lov om finansiel virksomhed. Reglerne i den nugældende regulering afspejler i høj grad solvens II-reguleringen.

Solvens II-direktivets ledelseskrav sigter mod effektiv virksomhedsstyring, der skal sikre en sund og forsigtig ledelse af det enkelte forsikringsselskab. Solvens II-direktivet udvider kravene til organisationen, således at den tillige omfatter en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion, en intern auditfunktion og en aktuarfunktion.

Som en del af virksomhedsstyringen stilles med solvens II-direktivet desuden krav om, at forsikringsselskaber skal vurdere deres egen risiko og solvens. Vurderingen er en integreret del af selskabets forretningsstrategi, og selskabet skal regelmæssigt vurdere sit samlede solvensbehov med sin specifikke risikoprofil for øje. Vurderingen svarer til det krav, der i dag stilles til selskaberne, i forbindelse med en kortlægning af risici til brug for opgørelsen af det individuelle solvensbehov. Til forskel fra det individuelle solvensbehov, er formålet med vurderingen af selskabets egen risiko og solvens ikke, at der fastsættes et nyt solvenskapitalkrav, men at selskabet skal forbedre sin risikostyring ved aktivt at forholde sig til egen risiko og solvens.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Opdeling i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber

2.1.1. Gældende ret

I den gældende finansielle lovgivning er alle forsikringsselskaber omfattet af den samme regulering med enkelte undtagelser på baggrund af konkrete hensyn til forsikringsselskabernes art, omfang eller kompleksitet. Eksempelvis gælder der nedsatte kapitalkrav for gensidige forsikringsselskaber, såfremt selskaberne opfylder nærmere fastsatte regler, ligesom der for både gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser findes særlige regler for medlemmerne og deres hæftelse for forsikringsselskabets forpligtelser.

Pr. 1. januar 2014 trådte nye regler om forsikringsselskabernes opgørelse af det individuelle solvensbehov i kraft for at sikre ensartet beskyttelse af forsikringstagerne. Reglerne fremgår af bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber og er inspireret af de krav, der stilles til opgørelsen af solvenskapitalkravet i solvens II-reguleringen. I bekendtgørelsen er der taget hensyn til, at det ikke er alle forsikringsselskaber, som vil blive omfattet af solvens II-reguleringen, hvorfor kravene til opgørelsen af det individuelle solvensbehov afhænger af, om selskaberne forventes at være omfattet af solvens II-reguleringen.

2.1.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Solvens II-direktivet finder ikke anvendelse på forsikringsselskaber, der opfylder en række nærmere fastsatte kriterier, herunder blandt andet, at selskabets årlige bruttopræmie er under 5 mio. euro, at selskabet ikke har tilladelse til at tegne ansvarsforsikringer, eller at selskabet ikke udøver grænseoverskridende virksomhed.

Selskaber, der falder uden for solvens II-direktivets anvendelsesområde, vil ikke fremover være underlagt EU-retlig regulering, da de nugældende forsikringsdirektiver ophæves med solvens II-direktivet. Det er dog muligt fortsat at regulere disse selskaber. Det fremgår således af direktivets præambel, at medlemslandene har mulighed for at kræve, at selskaber, der udøver forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed registrerer sig, og at medlemslandene kan lade selskaberne blive omfattet af et finansielt og lovpligtigt tilsyn.

På trods af den begrænsede størrelse og det begrænsede aktivitetsområde for selskaber, der falder udenfor solvens II-direktivets anvendelsesområde, vil det ikke være hensigtsmæssigt, at ophæve tilsynet med disse selskaber i Danmark. Omvendt synes det ikke nødvendigt, at disse mindre selskaber skal leve op til alle de skærpede krav, der stilles som følge af solvens II-direktivet. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt, at der i loven differentieres mellem selskaber, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde (gruppe 1-forsikringsselskaber) og selskaber, der ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde (gruppe 2-forsikringsselskaber).

2.1.3. Forslagets indhold

Det foreslås, at der i lov om finansiel virksomhed indsættes en definition af henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber, og at det i lovens bestemmelser klart anføres, hvilken regulering henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaberne skal efterleve. De steder, hvor der henvises til forsikringsselskaber uden anførelse af gruppe 1- eller gruppe 2-forsikringsselskaber, finder reglerne anvendelse for begge typer selskaber. Dette gør sig blandt andet gældende i forhold til investeringsreglerne og i forhold til kravet om registrering af aktiver.

2.2. Solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet

2.2.1. Gældende ret

Lov om finansiel virksomhed §§ 126 og 127 indeholder regler om solvens- og minimumskapitalkrav til forsikringsselskaber. Reglerne har til formål at sikre, at forsikringsselskaberne har kapital til at opfylde forsikringstagernes krav. Den kapital, som forsikringsselskaberne kan anvende til at dække sine risici, kaldes basiskapitalen.

Kravet til størrelsen af basiskapitalen til dækning af et forsikringsselskabs risici kaldes for kapitalkravet og er det største af enten solvenskravet eller minimumskapitalkravet. Solvenskravet opgøres som en procentdel af et nærmere fastsat beløb på baggrund af den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver, mens minimumskapitalkravet er et fast beløb.

Ifølge reglerne skal bestyrelsen og direktionen endvidere opgøre forsikringsselskabets individuelle solvensbehov. Det individuelle solvensbehov kan beskrives som den basiskapital, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en meget lille sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab som følge af forsikringsselskabets insolvens. I tillæg hertil skal bestyrelsen mindst én gang om året foretage en risikovurdering af alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og herudover foretage en vurdering af, om det opgjorte individuelle solvensbehov har taget tilstrækkelig højde for virkningen af alle væsentlige risici indenfor de kommende 12 måneder.

Solvensreglerne bygger således på to dele: En del, der omhandler forsikringsselskabernes opgørelse af solvenskravet, og en anden del, der vedrører forsikringsselskabernes opgørelse af det individuelle solvensbehov og forpligtelse til at vurdere, om det opgjorte individuelle solvensbehov tager højde for de forhold, der er særegne for netop deres virksomhed.

Såfremt et forsikringsselskabs basiskapital er mindre end kapitalkravet, skal Finanstilsynet kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse. Det fremgår af § 248 i lov om finansiel virksomhed. Endvidere har Finanstilsynet en række muligheder for at gribe ind, når der er risiko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages, eksempelvis ved fortsatte tab på aktiver i et vigende marked og lignende, hvorved selskabets økonomiske situation forringes væsentligt. Finanstilsynet har endvidere mulighed for at forbyde selskabet at råde over dets aktiver, jf. lov om finansiel virksomhed § 251, og i yderste konsekvens kan Finanstilsynet træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation eller for livsforsikringsselskaber, at bestanden tages under administration.

2.2.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Solvens II-direktivet fastlægger dels et risikofølsomhedskrav, der bygger på en fremadrettet opgørelse for at sikre, at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt indgreb overfor forsikringsselskaber, der ikke har kapital til at dække de risici, selskabet er eller kan blive mødt med (solvenskapitalkravet), dels et sikkerhedsmæssigt minimumsniveau, som forsikringsselskaberne som minimum skal have kapital til at dække (minimumskapitalkravet). De overordnede rammer for begge kapitalkrav fremgår af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og gennemføres ved dette lovforslag samt på bekendtgørelsesniveau. For at opnå et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringstagere i Den Europæiske Union reguleres opgørelsen af de to kapitalkrav i niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.

Solvenskapitalkravet skal medvirke til at sikre, at forsikringsselskaber er i stand til at dække betydelige tab, og dermed give forsikringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine forpligtelser.

For at sikre at forsikringsselskaber har et kapitalgrundlag, som dækker solvenskapitalkravet, skal selskaberne kvartalsvis opgøre solvenskapitalkravet samt løbende kontrollere det og opgøre det på ny, hvis risikoprofilen ændres væsentligt.

Det fremgår af nr. 64 i præamblen til solvens II-direktivet, at for at fremme god risikostyring og bringe de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med erhvervslivets praksis, skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselskaber skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at selskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct. skal kunne leve op til deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder. Solvenskapitalkravet opgøres på grundlag af forsikringsselskabernes risikoprofil under hensyntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker såsom genforsikring samt diversifikationseffekter, som eksempelvis at opgørelsen indeholder antagelser om, at risikoen for længere levetid ikke hænger sammen med risikoen for aktiekursfald.

Minimumskapitalkravet sikrer, at selskaberne som minimum opfylder et vist krav til kapitalens størrelse. Såfremt selskabet ikke kan opfylde minimumskapitalkravet vil forsikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj risiko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet tillades at fortsætte sin virksomhed.

Kommissionen fastsætter delegerede retsakter, der præciserer den matematiske udformning af standardformlen, og de metoder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Kommissionen vedtager endvidere gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIO-PA vedrørende godkendelse af en intern model, jf. artikel 114 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.

Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere information om de europæiske retsakter.

2.2.3. Forslagets indhold

Det foreslås, at der indsættes nye bestemmelser, som introducerer nye risikobaserede kapitalkrav for gruppe 1-forsikringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal herefter opgøre to kapitalkrav, et solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav. Den 1. januar 2014 trådte bekendtgørelse nr. 1343 af 27. november 2013 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber i kraft, nu bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014, hvormed indførtes en ny opgørelsesmetode for det individuelle solvensbehov. Finanstilsynet har hermed taget det første skridt til at stille klare krav til forsikringsselskabernes risikobaserede solvensopgørelse og med lovforslaget skal forsikringsselskaberne således primært tilpasse opgørelsen til de endeligt fastsatte tekniske specifikationer, der bliver fastsat af Kommissionen.

Forslaget indebærer endvidere, at gruppe 1-selskaberne enten skal anvende standardformlen eller udvikle fulde eller partielle interne modeller, der skal godkendes af Finanstilsynet, til at opgøre deres solvenskapitalkrav. De nærmere krav i forbindelse hermed vil blive fastsat på bekendtgørelsesniveau, idet forslaget indeholder en bemyndigelse til, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af solvenskapitalkravet og om kriterierne for godkendelse af en intern model. Af omnibus II-direktivet fremgår det, at Finanstilsynet pr. 1. april 2015 skal have mulighed for at godkende et selskabs anvendelse af en fuld eller partiel intern model, således at selskabet pr. 1. januar 2016, når direktivet i sin helhed træder i kraft, kan anvende modellen til at opgøre solvenskapitalkravet. Forslaget indeholder derfor en bestemmelse, der muliggør en sådan godkendelse.

For at afspejle de små og mindre komplekse gruppe 1-forsikringsselskabers særlige situation er der mulighed for at anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen.

Minimumskapitalkravet er et minimumskrav til kapitalens størrelse, som, hvis det ikke er opfyldt, betyder, at der er risiko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages. Minimumskravet udgør det største af henholdsvis beløbet for det opgjorte minimumskapitalkrav og beløbet for den nedre grænse for minimumskapitalkravet. Det opgjorte minimumskapitalkrav opgøres ud fra selskabets risikoprofil, som et beløb, der udgør mellem 25 pct. og 45 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, hvorimod den nedre grænse for minimumskapitalkravet er fastsat som en beløbsmæssig størrelse, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver.

Opgørelsen af minimumskapitalkravet er væsentlig mindre omfattende end opgørelsen af solvenskapitalkravet.

Såfremt selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet, stilles der i forslaget krav om, at selskabet udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan. Der stilles i forslaget endvidere krav om, at Finanstilsynet skal godkende planerne. Solvens-kapitalkravet skal som udgangspunkt være opfyldt seks måneder efter den manglende opfyldelse blev konstateret, mens minimumskapitalkravet skal være opfyldt på ny inden for tre måneder.

Det foreslås endvidere, at gruppe 2-forsikringsselskaberne skal være omfattet af forenklede solvens-regler i forhold til de solvensregler, der gælder i dag. Gruppe 2-forsikringsselskaberne vil således ikke være omfattet af de mere omfattende kapitalkrav, som med lovforslaget fastsættes for gruppe 1-forsikringsselskaberne. Dette skyldes, at gruppe 2-forsikringsselskaberne på grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsområde ikke er omfattet af solvens II-direktivet, og at det af samme grund vurderes tilstrækkeligt med de enklere solvensregler. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal således fremover være i besiddelse af en minimumsbasiskapital, der svarer til det nugældende minimumskapitalkrav, med forenklinger i forhold til gensidige forsikringsselskaber, samt være omfattet af regler for opgørelsen af det individuelle solvensbehov. Selskaberne skal dermed ikke opgøre solvenskravet, som det kræves i dag efter § 126, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

2.3. Opgørelse af kapitalgrundlaget

2.3.1. Gældende ret

Det fremgår af § 128 i lov om finansiel virksomhed, at basiskapitalen for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder består af kernekapitalen tillagt den supplerende kapital med fradrag. Finanstilsynet er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for opgørelsen af basiskapitalen, herunder kernekapital og supplerende kapital. Disse regler findes i dag i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder, og om opgørelse af kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber.

2.3.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres op med opdelingen af basiskapital i kernekapital og supplerende kapital. I stedet foreslås, at selskaberne skal opgøre et kapitalgrundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Den kapital, der kan med-regnes i kapitalgrundlaget opdeles alt efter kapitalens kvalitet. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapitalen klassificeres i tre klasser i overensstemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier.

Kommissionen vedtager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA, der præciserer kriterierne og proceduren for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 3, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Bindende tekniske standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.

Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere information om de europæiske retsakter.

2.3.3. Forslagets indhold

Lovforslaget indeholder en definition af kapitalgrundlaget, basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Endvidere indeholder lovforslaget en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse heraf.

Under de nye solvensregler opdeles kapitalen i tre klasser efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapitalens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse begrænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitaliseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassificeringen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer for kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Af omnibus II-direktivet fremgår, at tilsynsmyndighederne fra 1. april 2015 skal have hjemmel til at godkende det supplerende kapitalgrundlag, hvorfor lovforslaget muliggør dette.

Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal fortsat opgøre deres basiskapital i overensstemmelse med de nugældende regler herfor.

2.4 Værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser

2.4.1. Gældende ret

På nuværende tidspunkt er værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, reguleret i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, hvorefter værdien skal opgøres ud fra markedsværdiprincipper.

I dag foretages der en opgørelse af forsikringsselskabernes aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, og der opstilles en balance mellem selskabernes aktiver og passiver i årsrapporten.

Selskaberne skal desuden ved opgørelsen af det individuelle solvensbehov tage højde for overgangsregler for beregning af den tilstrækkelige basiskapital samt opgørelsen af hensættelserne til forsikringsforpligtelser. Værdien af hensættelserne til forpligtelserne opgøres i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, og der foretages en række justeringer i overensstemmelse med de overgangsregler, der fremgår af bilag 5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber. Opgørelsen af den tilstrækkelige basiskapital skal tage udgangspunkt i reglerne i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder og om opgørelse af kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber, og der foretages en række justeringer i overensstemmelse med de overgangsregler, der fremgår af bilag 5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.

2.4.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Solvens II-direktivet, med de ændringer der følger af omnibus II-direktivet, fastlægger specifikke regler for værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Ifølge direktivet skal værdien af de forsikringsmæssige hensættelser afspejle det beløb, som et andet forsikringsselskab kan forventes at få behov for med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser.

Ifølge solvens II-direktivet er det nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikrings-forpligtelser på grundlag af aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og optioner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler for at afgive en økonomisk værdiansættelse af forsikringsforpligtelser.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, samt reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 86, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.

2.4.3. Forslagets indhold

Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at udstede en bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser for gruppe 1-forsikringsselskaber. Tilgangen i forhold til værdiansættelse er, at aktiverne svarer til summen af de forsikringsmæssige hensættelser og kapitalgrundlaget. Forsikringsselskaberne skal i overensstemmelse med reglerne fastsat i denne bekendtgørelse opstille en solvensbalance mellem selskabets aktiver og passiver, herunder de forsikringsmæssige hensættelser samt den kapital, der anvendes til at dække det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav.

Forsikringsselskaberne skal fortsat opstille en balance i årsrapporten i medfør af reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Solvensbalancen og balancen i årsrapporten vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme overordnede principper, men der kan på baggrund af de særlige regler for opgørelsen af solvensbalancen være visse forskelle.

Forslaget indeholder endvidere overgangsbestemmelser for de forsikringsmæssige hensættelser, hvorved gruppe 1-forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om en justering af de forsikringsmæssige hensættelser over en 16-årig periode. Det forventes dog ikke, at de danske gruppe 1-forsikringsselskaber vil gøre brug af overgangsbestemmelsen.

Gruppe 2-forsikringsselskaberne bliver ikke omfattet af de nye værdiansættelsesprincipper og skal som hidtil anvende værdiansættelsesprincipperne i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Værdiansættelsesprincipperne bliver løbende ændret som følge af udviklingen af de internationale regnskabsstandarder.

2.5 Anvendelse af en risikofri rentekurve

2.5.1. Gældende ret

Forsikringsselskaber skal i dag anvende en diskonteringsrentekurve til at værdiansætte forsikringsforpligtelserne. Diskonteringsrentekurven anvendes til at opgøre nutidsværdien af de fremtidige betalinger, som forsikringsforpligtelserne giver anledning til. Finanstilsynet har på baggrund af en aftale mellem Forsikring & Pension og Erhvervs- og Vækstministeriet fastsat regler om diskonteringsrentekurven i den gældende bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

2.5.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Ifølge solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, fastlægger EIOPA en risikofri rentekurve, som selskaberne skal anvende ved opgørelsen af forpligtelserne. Den risikofrie rentekurve udtrykker prisen for at låne risikofrit og anvendes til at opgøre nutidsværdien af de forpligtelser, som et forsikringsselskab har.

Forsikringsselskaberne har mulighed for at anvende en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve, såfremt Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.

Forsikringsselskaberne har endvidere mulighed for at anvende en såkaldt matchtilpasning af den risikofrie rentekurve, såfremt Finanstilsynet giver tilladelse hertil. Matchtilpasning er en mulighed for, at forsikringsselskaber kan opnå en tilpasning af de renter, som selskaberne diskonterer med, og dermed værdiansætter deres forpligtelser med. Anvendelse af matchtilpasningen medfører, at selskaberne skal diskontere deres forpligtelser med en højere rente. En højere diskonteringsrente nedbringer værdien af forpligtelserne og reducerer dermed behovet for hensættelser. Det skyldes, at en højere diskonteringsrente udtrykker en højere forventning til de fremtidige risikofrie afkast, hvormed hensættelsen til en fremtidig betaling vil blive mindre.

Matchtilpasning kan anvendes på forsikringsprodukter eller bestande, hvis selskabets aktiver allerede udvikler sig nogenlunde i takt med forpligtelserne, for eksempel som følge af, at aktiver og forpligtelser har ens betalingsstrømme og løbetid. Dette kan illustreres ved, at en given forpligtelse indebærer en betaling fra selskabet på 100 om et år og at selskabet har investeret i en obligation, som ved udløb om et år indebærer en betaling til selskabet på 100. Når værdien af et selskabs aktiver og forpligtelser udvikler sig i takt med hinanden, betyder det mindre risiko for selskabets kapitalgrundlag, hvorfor der kan tages hensyn hertil ved opgørelsen af forpligtelserne.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der fastlægger de metoder og forudsætninger, der skal benyttes i forbindelse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, samt reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 75, stk. 2 og 3, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder er niveau 2-regulering, der bliver udstedt som forordninger.

Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere information om de europæiske retsakter.

2.5.3. Forslagets indhold

Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter gruppe 1-forsikringsselskaber skal anvende den risikofrie rentekurve, der fastlægges og offentliggøres af EIOPA, til at opgøre deres forpligtelser. Lovforslaget indeholder desuden en mulighed for at selskaberne kan anvende en volatilitetsjustering eller en matchtilpasning, hvis dette godkendes af Finanstilsynet. Finanstilsynet bemyndiges endvidere til at fastsætte regler om de mere tekniske betingelser for godkendelsen og kravene til opgørelsen af matchtilpasningen.

Forslaget indeholder desuden overgangsbestemmelser for den risikofrie rentekurve, hvorved gruppe 1-forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om en justering af den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. Det forventes dog ikke, at de danske gruppe 1-forsikringsselskaber vil gøre brug af overgangsbestemmelsen.

2.6. Investeringsregler

2.6.1. Gældende ret

De gældende investeringsregler i §§ 158-169 i lov om finansiel virksomhed, samt i bekendtgørelse nr. 1122 af 17. september 2007 om firmapensionskassers og forsikringsselskabers aktivers lokalisering og kongruente valutaer i forhold til de forsikringsmæssige hensættelser og bekendtgørelse nr. 1022 af 15. december 1999 om afgrænsning af værdipapirer omfattet af flere aktivgrupper, skal sikre, at forsikringsselskaberne placerer deres midler betryggende, og at midlerne er tilstrækkeligt likvide.

Investeringsreglerne har deres baggrund i Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1 (3. skadesforsikringsdirektiv), og Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og 90/619/EØF, EF-Tidende 1992, nr. L 360, side 1 (3. livsfor-sikringsdirektiv). Reglerne indeholder generelle principper om forsikringsselskabernes investeringspolitik, en udtømmende liste over tilladte aktiver samt minimumskrav til investeringernes spredning og diversificering.

Reglerne fastsætter både kvantitative og kvalitative begrænsninger. Af de kvantitative begrænsninger, der gælder den del af aktiverne, der dækker de forsikringsmæssige hensættelser, fremgår, at aktiverne til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser skal være udvalgt, således at de med hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er egnede til at sikre, at forsikringstagerne og de begunstigede kan fyldestgøres.

Af de kvalitative begrænsninger, der gælder for samtlige investeringer i forsikringsselskaber, herunder for investeringer, der modsvares af egenkapitalen, fremgår, at midlerne skal investeres på en hensigtsmæssig og på en for forsikringstagerne tjenlig måde, således at der er betryggende sikkerhed for, at selskaberne kan opfylde deres forpligtelser. Med andre ord, er der et grundlæggende sikkerhedshensyn ved udformningen af investeringsbeslutningerne i forsikringsselskaber, og ved fastsættelsen af sikkerhedshensynet er det forsikringstagerne, der skal være i centrum.

Det er bestyrelsens ansvar, at midlerne placeres med betryggende sikkerhed for, at selskabet kan opfylde sine forpligtelser. Bestyrelsen skal fastsætte konkrete grænser for direktionens adgang til at placere midler i investeringsaktiver og afledte finansielle instrumenter.

2.6.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Med solvens II-direktivet ændres investeringsreglerne væsentligt. Placerings- og spredningsreglerne udgår og i stedet indføres prudent person-princippet fra solvens II-direktivets artikel 132, som er et overordnet princip for forsikringsselskabernes forvaltning af aktiver, hvorefter disse selskaber skal investere deres aktiver således, at forsikringstagerens og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.

Baggrunden for ændringen af EU-reglerne er blandt andet, at kravet om, at forsikringsselskaber skal investere i bestemte kategorier af aktiver, kan være uforeneligt med den liberalisering af kapitalbevægelser, der er fastsat i artikel 63 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Det følger af denne artikel, at alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemslandene indbyrdes og mellem medlemslande og tredjelande er forbudt.

EIOPA udarbejder retningslinjer på niveau 3, jf. herom de almindelige bemærkningers punkt 1.2, for at understøtte brugen og fortolkningen af prudent person-princippet.

2.6.3. Forslagets indhold

Det overordnede formål med investeringsreglerne er fortsat at sikre forsikringstagerne og de begunstigedes interesser bedst muligt, dog skal dette ikke ske inden for de kvantitative grænser, som de gældende investeringsregler opstiller. Forslaget indeholder derfor en ophævelse af de eksisterende investeringsregler, og i stedet indføres en overordnet bestemmelse om, at forsikringsselskaber skal investere alle deres aktiver på en sådan måde, at forsikringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.

Der er naturligvis stor forskel på hvilken aktivsammensætning, der medfører at forsikringstagernes interesser varetages bedst muligt, og selskabet skal tilpasse sine investeringer i forhold til forpligtelserne over for forsikringstagerne og dermed de produkter forsikringstagerne er omfattet af.

Reglerne indføres for både gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber. Gruppe 1-forsikringsselskabernes investeringspolitik vil blive afspejlet i solvenskapitalkravet, mens gruppe 2-forsikringsselskaberne skal tage hensyn til risikoprofilen i opgørelsen af deres individuelle solvensbehov, hvor investeringspolitikken vil blive afspejlet.

Med ophævelsen af de kvantitative investeringsgrænser vil der blive et øget fokus på selskabernes investeringspolitik, og Finanstilsynet vil føre tilsyn med, om selskabet anbringer sine aktiver i overensstemmelse med prudent personprincippet.

2.7. Kapitaltillæg

2.7.1. Gældende ret

Der findes i den gældende lovgivning ikke regler om fastsættelsen af et kapitaltillæg. I stedet findes der i lov om finansiel virksomhed en mulighed for at Finanstilsynet kan fastsætte et højere individuelt solvenskrav til forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, hvis Finanstilsynet finder, at det af bestyrelsen og direktionen opgjorte individuelle solvensbehov ikke er tilstrækkeligt. Dette individuelle solvenskrav kan ikke være mindre end selskabets kapitalkrav.

De forhold, som Finanstilsynet lægger vægt på ved opgørelsen af det individuelle solvenskrav, er de samme forhold, som bestyrelsen og direktionen skal lægge til grund for vurderingen af selskabets individuelle solvensbehov efter den gældende § 126, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed. I Finanstilsynets vurdering vil også kunne indgå en vurdering af ledelsen, herunder dens kompetencer og risikovillighed. Finder Finanstilsynet, at det opgjorte individuelle solvensbehov er for lavt, vil Finanstilsynet gå i dialog med den pågældende virksomhed, før Finanstilsynet eventuelt vil fastsætte et højere individuelt solvenskrav end kapitalkravet eller det individuelle solvensbehov. I dialogen vil elementerne i virksomhedens individuelt fastsatte solvensbehov være udgangspunktet.

Fastsætter Finanstilsynet et solvenskrav, der er højere end den basiskapital, som forsikringsselskabet har på tidspunktet for fastsættelsen af solvenskravet, vil selskabet få en frist til at opfylde solvenskravet. Fristen bliver fastsat efter en konkret vurdering.

2.7.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Solvens II-direktivet indeholder mulighed for, at tilsynsmyndighederne kan fastsætte et kapitaltillæg, der minder om det individuelle solvenskrav, som Finanstilsynet i dag kan fastsætte. I solvens II-direktivet opstilles der en række kriterier for, hvornår der kan stilles krav om et kapitaltillæg, og på niveau 2 vil Kommissionen præcisere under hvilke omstændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltillæg. Niveau 2-regulering bliver udstedt som forordninger.

Med de nye kapitalregler efter solvens II-direktivet indføres et solvenskapitalkrav, der som udgangspunkt opgøres ved anvendelse af standardformlen. Hensigten er, at standardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselskabers risikoprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være tilfældet. I disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have beføjelse til at fastsætte et kapitaltillæg.

Kapitaltillægget skal kun anvendes, når Finanstilsynet vurderer, at alle andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige.

2.7.3. Forslagets indhold

Forslaget indeholder en bestemmelse, hvorefter Finanstilsynet har mulighed for at fastsætte et kapitaltillæg, såfremt et gruppe 1-forsikringsselskabs risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætningerne for standardformlen eller en anvendt godkendt intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, eller selskabets virksomhedsstyring afviger væsentligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed om effektive former for virksomhedsstyring.

I de tilfælde, hvor kravet om et kapitaltillæg bliver stillet på baggrund af ledelsesmæssige svigt eller fordi den godkendte interne model indeholder væsentlige mangler, skal selskabet gøre det nødvendige for at rette op på manglerne. Hvis standardformlen ikke i tilstrækkelig grad afspejler selskabets risici, kan kapitaltillægget opretholdes i de efterfølgende år og vil blive opretholdt så længe, der ikke er rettet op på forholdet.

For gruppe 2-forsikringsselskaber vil Finanstilsynet fortsat have mulighed for at fastsætte et højere individuelt solvensbehov end det af selskabet opgjorte individuelle solvensbehov.

2.8. Indberetning og offentliggørelse

2.8.1. Gældende ret

Lov om finansiel virksomhed indeholder et krav om, at finansielle virksomheder skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Endvidere fremgår det, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet, solvensbehovet og basiskapitalen. Forsikringsselskaberne indberetter i dag en række oplysninger, og Finanstilsynet har udarbejdet nationale indberetningsskemaer, der ikke er harmoniseret på EU-niveau.

Lov om finansiel virksomhed indeholder ikke krav om, at selskaberne offentliggør oplysninger om selskabernes solvens og finansielle situation udover, hvad der skal offentliggøres i forhold til regnskabsaflæggelsen og efter inspektioner.

2.8.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Det fremgår af solvens II-direktivet, at tilsynsmyndighederne skal kunne indhente de oplysninger fra forsikringsselskaber, der er nødvendige med henblik på tilsynet. Endvidere fremgår det, at forsikringsselskaber af hensyn til gennemsigtigheden mindst én gang årligt skal offentliggøre væsentlige oplysninger om deres solvens og finansielle situation.

Kommissionen fastsætter nærmere regler på niveau 2 om en række af de oplysninger, der skal indberettes til tilsynsmyndighederne. Niveau 2-regulering bliver udstedt som forordninger. På denne måde sikres en harmonisering af tilsynspraksis i EU-medlemslandene, samt af hvilke oplysninger, der offentliggøres, og hvordan de offentliggøres.

Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssige tekniske standarder navnlig med hensyn til indberetningsskabelonerne og procedurerne for indberetning til tilsynsmyndighederne. Denne form for regulering er niveau 2-regulering og bliver udstedt som forordninger.

Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere information om de europæiske retsakter.

2.8.3. Forslagets indhold

Forslaget indeholder et krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaberne skal udarbejde to rapporter årligt. Én rapport til offentliggørelse om selskabets solvens og finansielle situation og en rapport til Finanstilsynet. Rapporten til Finanstilsynet vil være mere uddybende og skal omfatte de oplysninger, der er nødvendige for, at der kan føres tilsyn med selskabernes virksomhedsstyring, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsammensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.

Forslaget indeholder tilsvarende regler for koncerner om udarbejdelsen af to rapporter årligt.

Forslaget indeholder desuden en bemyndigelse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om den rapport om solvens og finansiel situation, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre, og om den rapport selskaberne skal indsende til Finanstilsynet.

Gruppe 2-forsikringsselskaberne omfattes ikke af de øgede krav til indberetning og vil fortsat være underlagt de gældende indberetningskrav.

2.9. Egnethed og hæderlighed

2.9.1. Gældende ret

Den finansielle lovgivning indeholder i dag regler, som stiller krav til medlemmer af bestyrelsen og direktionen i relation til egnethed og hæderlighed.

Ifølge de gældende regler skal medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en finansiel virksomhed til enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at bestride stillingen eller hvervet. Et ledelsesmedlem skal derudover til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme og udvise hæderlighed, integritet og uafhængighed i forbindelse med udførelsen af sit arbejde. Hertil kommer, at ledelsesmedlemmer ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at stillingen eller hvervet ikke kan varetages på betryggende vis. Ledelsesmedlemmer må heller ikke have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller være under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering. Endvidere må ledelsesmedlemmer ikke have påført virksomheden tab eller risiko for tab eller have udvist en adfærd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende ikke kan varetage hvervet eller stillingen på betryggende vis.

Der findes endvidere regler om, at Finanstilsynet kan påbyde en finansiel virksomhed at afsætte en direktør eller et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv i en finansiel virksomhed, hvis den pågældende ikke længere lever op til hæderlighedskravene. Disse regler er underlagt særlige regler for prøvelse, der sikrer, at et ledelsesmedlem har adgang til at få en domstolsprøvelse af, om indgrebet er berettiget og proportionalt.

Efter de gældende regler er det alene medlemmer af bestyrelse og direktion i finansielle virksomheder, der skal vurderes af Finanstilsynet i henhold til reglerne om egnethed og hæderlighed, også kaldet fit & proper-reglerne, i lov om finansiel virksomhed. Dette skyldes en betragtning om, at det er ledelsen i form af bestyrelse og direktion, der har ansvaret for strategien og ledelsen af virksomheden. Det er derfor afgørende, at denne personkreds er hæderlig og har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring til at bestride henholdsvis deres hverv og stillinger. De gældende regler indebærer også, at der kan gribes ind over for personer, der ikke længere lever op til kravene og medvirker til at forringe tilliden til den finansielle sektor.

2.9.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Solvens II-direktivet udvider den personkreds, der skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes for at kunne varetage en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, til også at omfatte nøglepersoner i selskabet, herunder personer, der reelt driver selskabet. Herved sikres, at også disse personer er hæderlige og har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring til at varetage deres stillinger, samt at der kan gribes ind over for dem, som ikke længere lever op til kravene.

2.9.3. Forslagets indhold

Det foreslås, at egnetheds- og hæderlighedsreglerne i lov om finansiel virksomhed udvides til at omfatte nøglepersoner i gruppe 1-forsikringsselskaber. Nøglepersoner vil være dels de af selskabets ansatte, der er en del af den faktiske ledelse af selskabet, og dels ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion i selskabet. Nøglefunktioner vil være funktioner, som er vigtige og afgørende for selskabets drift. Selskabets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, interne auditfunktion og aktuarfunktion vil altid være at anse for nøglefunktioner, men også andre funktioner vil kunne anses for nøglefunktioner. Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab som led i selskabets virksomhedsstyring skal identificere selskabets nøglepersoner. Hermed sikres en afgrænsning af de ansatte, som vil skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes.

Samtidig med at anvendelsesområdet for kravene til egnethed og hæderlighed udvides til at omfatte ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner, får Finanstilsynet mulighed for at påbyde et selskab at afsætte en nøgleperson, hvis personen ikke længere lever op til disse krav.

Der stilles ikke samme krav til gruppe 2-forsikringsselskaber på grund af deres begrænsede størrelse og kompleksitet. Der vil således ikke være krav om egnetheds- og hæderlighedsvurdering af ansatte i gruppe 2-forsikringsselskaber, udover som hidtil medlemmer af direktionen og bestyrelsen.

2.10. Koncerner

2.10.1. Gældende ret

Med lov nr. 1613 af 26. december 2013 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og lov om tinglysning, indførtes en definition af forsikringsholdingvirksomheder. Der blev i denne forbindelse indsat en ny § 170 a i kapitel 12 om koncernregler i lov om finansiel virksomhed, således at der, i lighed med kravene til de øvrige typer holdingvirksomheder omfattet af kapitel 12, blev indført et krav om opgørelse af det individuelle solvensbehov for forsikringsholdingvirksomheder.

Ifølge § 170 a finder § 126 tilsvarende anvendelse i koncerner, hvor modervirksomheden er en forsikringsholdingvirksomhed eller et forsikringsselskab. Koncerner skal dermed opfylde kravene til basiskapital, minimumskapital og individuelt solvensbehov som fastsat i § 126. Reglerne om opgørelse af det individuelle solvensbehov fremgår af bekendtgørelse 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber, og indebærer, at forsikringsholdingvirksomheder til enhver tid skal have en basiskapital, der efter fradrag af summen af det største af datterselskabernes kapitalkrav, jf. § 127 i lov om finansiel virksomhed, og det individuelle solvensbehov er positiv.

Da en koncern alene er en regnskabsmæssig sammenlægning af to eller flere selvstændige juridiske enheder, er det i § 170 a, stk. 1, 2. pkt., præciseret, at det er modervirksomhedens, altså forsikringsholdingvirksomhedens henholdsvis forsikringsselskabets, bestyrelse, der har ansvaret for opfyldelsen af kravene i § 126 på koncernbasis.

2.10.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Solvens II-direktivet indeholder en lang række bestemmelser om tilsynet på koncernniveau. Bestemmelserne skal sikre, at der i hele Den Europæiske Union anvendes ens regler for at beskytte forsikringstagerne og skabe gennemsigtighed i forhold til koncernernes risikoopgørelser og kapitalisering.

2.10.3. Lovforslagets indhold

De foreslåede regler indebærer, at den øverste modervirksomhed i koncernen skal sikre, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker solvenskapitalkravet for koncernen.

Solvenskapitalkravet for koncernen skal som udgangspunkt opgøres efter en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering, men i visse tilfælde kan Finanstilsynet træffe afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen skal opgøres efter en anden metode.

Lovforslaget indeholder endvidere mulighed for, at Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg på koncernniveau.

Forslaget indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan anvendes til dækning af solvenskapitalkravet for den øverste modervirksomhed i koncernen og om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget medfører behov for flere ressourcer til udførelse af nye opgaver i forbindelse med implementering af de europæiske regler i dansk ret og indebærer dermed øgede udgifter for Finanstilsynet. Det vurderes ikke muligt at finansiere det øgede ressourcebehov inden for Finanstilsynets eksisterende rammer.

De øgede udgifter foreslås dækket via den eksisterende hjemmel i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter Finanstilsynet kan opkræve afgifter. Alle tilsynets udgifter er fuldt ud dækkede af betalinger fra sektoren. Det fremgår af § 360, stk. 1, at Finanstilsynets bevilling i finansloven tillagt forventede udgifter til advokater og fratrukket salg af varer og tjenesteydelser opkræves som afgift fra de virksomheder, som er omfattet af Finanstilsynets tilsyn, jf. §§ 361-370.

Det øgede ressourcebehov udspringer blandt andet af, at Finanstilsynets løbende tilsyn med selskaberne bliver mere omfattende på grund af blandt andet de øgede indberetningskrav, de nye krav om, at selskaberne udarbejder, indsender og offentliggør rapporter om solvens og finansiel situation og godkendelsen af interne modeller. Der er endvidere behov for øgede ressourcer til at forhåndsgodkende forsikringsselskabernes anvendelse af volatilitetsjustering, matchtilpasning og overgangsforanstaltninger, samt føre løbende tilsyn med de selskaber, der har fået tilladelse til en sådan anvendelse.

Lovforslaget vil ikke medføre øgede økonomiske eller administrative konsekvenser for regioner og kommuner.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Bestemmelserne i lovforslaget er i vidt omfang overordnede bestemmelser og bemyndigelsesbestemmelser, hvorfor størrelsesordenen af de samlede økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet ikke kan fastlægges endeligt endnu. Detaljerne i reguleringen bliver fastlagt i forordninger samt i bekendtgørelser. Bekendtgørelserne vil blive selvstændigt vurderet med hensyn til eventuelle økonomiske og administrative konsekvenser.

Det er Finanstilsynets skøn, at lovforslaget i sig selv ikke vil medføre administrative konsekvenser på samfundsplan på over 10.000 timer årligt, men at de økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet som følge af den samlede solvens II-regulering, der består af dette lovforslag, kommende bekendtgørelser, der forventes udstedt i medfør heraf, og forordninger, vil være meget omfattende, herunder at de administrative byrder vil ligge over 10.000 timer årligt på samfundsplan.

Lovforslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) med henblik på en vurdering af, om der skal foretages en ex-ante måling af lovforslaget. Det er TERs vurdering, at den samlede solvens II-regulering vil medføre omfattende administrative byrder for dansk erhvervsliv på over 10.000 timer årligt på samfundsniveau. Nærværende lovforslag udstikker de overordnede rammer og indeholder en række informationsforpligtelser med hjemler til senere udfyldelse af indhold og metoder. De mere detaljerede krav vil fremgå af en større forordning samt en række bekendtgørelser, niveau 2-regulering, eksempelvis delegerede retsakter og niveau 3-regulering, eksempelvis vejledninger. Lovforslaget indeholder dermed ikke de konkrete krav som vil medføre de administrative aktiviteter i virksomhederne, hvorfor de administrative konsekvenser af lovforslaget isoleret set ikke kan kvantificeres yderligere. Der vil derfor ikke blive gennemført en måling af lovforslaget.

De områder, der vurderes at medføre de største økonomiske og administrative konsekvenser, er de nye krav til opgørelse af kapitalgrundlaget, de nye solvensregler, herunder krav til opgørelse af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, de nye krav til en årlig udarbejdelse af to rapporter om selskabets solvens og finansielle situation, én til offentliggørelse og en uddybende rapport til Finanstilsynet, nye krav til indberetning, samt de nye krav til organisationen.

Byrderne består blandt andet i, at selskaberne skal udarbejde nye politikker, retningslinjer og forretningsgange samt føre en række kontroller med de data, som de indberetter til Finanstilsynet, for at sikre at kvaliteten af data er tilfredsstillende. Endvidere vil der være byrder forbundet med, at selskaberne skal foretage en mere omfattende vurdering af kvaliteten af kapitalgrundlaget, at de nye solvensregler medfører ændringer af metoden til opgørelse af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, at der stilles krav om, at selskaberne årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets solvens og finansielle situation, og at selskaberne desuden årligt skal indsende en uddybende rapport til tilsynet om selskabets solvens og finansielle situation, og at selskaberne skal foretage en omfattende indberetning, der vil kræve en række ændringer i fastlagte procedurer og kontroller i forbindelse med at sikre at data er korrekte.

Ændringerne vil desuden indebære, at selskaberne har behov for at foretage en større ændring af deres it-systemer. Udviklingen af de nye it-systemer er omkostningsfuldt for selskaberne, og de fleste selskaber har i en årrække arbejdet med tilpasningen af nuværende it-systemer eller integrering af nye systemer for at blive klar til de nye krav. Desuden vil der være forbundet løbende udgifter med vedligeholdelsen og tilpasninger af systemet.

Med lovforslaget stilles der desuden krav om en ændret organisation, hvorefter nøglepersoner skal vurderes efter reglerne om egnethed og hæderlighed. De løbende administrative byrder består primært af, at der skal foretages en egnetheds- og hæderlighedsvurdering, når den ansvarlige for en nøglefunktion udskiftes. Finanstilsynet skønner, at gruppe 1-forsikringsselskaber maksimalt vil have 1,5 udskiftninger på disse funktioner i gennemsnit om året, hvilket vil medføre en mindre administrativ byrde i forbindelse med indberetningen heraf.

Med de nye krav til identifikationen af nøglepersoner følger der også varetagelse af nye opgaver. Dette kan medføre, at nogle selskaber skal ud og rekruttere nye folk, for at sikre at de nødvendige kompetencer er til stede for at løfte de nye opgaver. Det er ikke på baggrund af lovforslaget alene muligt at kvantificere dette, da opgaverne i funktionerne først bliver fastsat på bekendtgørelsesniveau og forordningsniveau.

Der vil være en mindre administrativ lettelse for gruppe 2-forsikringsselskaber som følge af, at solvensreglerne for disse selskaber forenkles.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.

7. Forholdet til EU-retten

Ved gennemførelsen af lovforslaget implementeres dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/23/EU af 12. september 2012 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoen for dets gennemførelse, datoen for dets anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens I), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdi-papirtilsynsmyndighed).

Solvens II-direktivet blev vedtaget i foråret 2009 og er en sammenskrivning af 13 gældende direktiver på følgende områder: Skadesforsikring, livsforsikring, genforsikring, forsikringsgrupper og ophør af forsikringsvirksomhed. Den nationale frist for gennemførelse af solvens II-direktivet var oprindeligt fastsat til den 31. oktober 2012. Det har dog været nødvendigt at rykke ikrafttrædelsestidspunktet for solvens II-direktivet ad flere omgange i lyset af den finansielle krise, der havde stor indflydelse på dele af den europæiske forsikringssektor. Senest er ikrafttrædelsesdatoen ændret til 1. januar 2016.

En af konklusionerne i lyset af den finansielle krise var, at det finansielle tilsyn ikke fungerede tilfredsstillende, og at koordinationen på tværs af grænserne i EU var for dårlig. Kommissionen fremsatte derfor forslag til indførelse af Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) med et dertil hørende system af mikro- og makrotilsynsmyndigheder for at sikre et konsekvent og sammenhængende finansielt tilsyn i EU. Det nye finansielle tilsynssystem trådte i kraft med virkning fra 1. januar 2011 og medførte oprettelsen af et europæisk udvalg for systemiske risici og tre nye europæiske tilsynsmyndigheder.

Makrotilsynet på europæisk plan udføres af Det Europæisk Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici. ESRB har en rådgivende funktion i forhold til EU-landene og har til opgave at overvåge, identificere, analysere og varsle om systemiske risici i hele EU. Idéen er, at ESRB på et tidligt tidspunkt skal advare om opbygning af risici på tværs af landegrænser og finansielle virksomheder.

Mikrotilsynet i Den Europæiske Union – tilsynet med de enkelte institutioner – består af flere niveauer af myndigheder. De forskellige niveauer kan opdeles efter sektor – bank, forsikring og værdipapirmarkedet – og det plan, hvor tilsynet og reguleringen finder sted. På europæisk plan er de europæiske tilsynsmyndigheder ansvarlige for mikrotilsynet, mens det daglige tilsyn varetages af de nationale tilsynsmyndigheder. De europæiske tilsynsmyndigheder blev oprettet ved omdannelsen af de tidligere europæiske tilsynskomitéer - Banktilsynskomitéen (CEBS), Forsikringstilsynskomitéen (CEIOPS) og Børstilsynskomitéen (CESR) - til egentlige EU-tilsynsmyndigheder. Tilsynsmyndig-hederne kaldes samlet ESA’erne og består af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) samt Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA). ESA’erne samarbejder med Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder om at styrke det indre marked ved at sikre en øget overensstemmelse i udmøntningen af EU-regulering i de enkelte medlemslande og ensartede konkurrencevilkår.

Efter forordning nr. 1094/2010 af 24. november 2010 tillægges EIOPA en lang række opgaver, som blandt andet består i at sikre et effektivt og konsekvent niveau for regulering og tilsyn af forsikringsselskaber, bidrage til det finansielle systems stabilitet og effektivitet, sikre et ensartet tilsynsniveau og forbrugerbeskyttelse. EIOPA bidrager til et fælles regelsæt for forsikringsselskaber ved at udarbejde reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der vedtages af Kommissionen som delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Derudover udarbejder EIOPA retningslinjer og henstillinger og har visse beføjelser vedrørende nationale tilsynsmyndigheders overtrædelse af EU-retten.

Med henblik på at sikre, at den nye europæiske tilsynsstruktur kan fungere i praksis, er der vedtaget to såkaldte omnibusdirektiver. Omnibus I-direktivet blev færdigforhandlet i 2010 og vedrører bank- og værdipapirområdet, og den 16. april 2014 blev omnibus II-direktivet udstedt.

Solvens II-direktivet er et principbaseret rammedirektiv udarbejdet under den såkaldte Lamfalussyproces, som har til formål at styrke og effektivisere den europæiske lovgivnings- og tilsynsramme i den finansielle sektor. Processen omfatter fire niveauer: På niveau 1 vedtages et rammedirektiv, på niveau 2 fastsætter Kommissionen de udfyldende bestemmelser via forordninger eller direktiver, på niveau 3 kommer de vejledninger og standarder, der skal understøtte brugen og fortolkningen af niveau 1- og niveau 2-reguleringen og på niveau 4 påser Kommissionen og EU-Domstolen, at medlemslandenes lovgivning lever op til EU-reguleringen.

I forhold til niveau 2-regulering sondres der mellem følgende typer gennemførselsforanstaltninger: (i) delegerede retsakter, (ii) gennemførelsesretsakter, (iii) reguleringsmæssige tekniske standarder (RTS'er) og (iv) gennemførelsesmæssige tekniske standarder (GTS'er). Reguleringsmæssige tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske standarder benævnes undertiden samlet som bindende tekniske standarder (BTS’er). Proceduren for Kommissionens vedtagelse af niveau 2-regulering fremgår af bemyndigelsesbestemmelserne i solvens II-direktivet, samt af den EU-regulering der henvises til i disse bestemmelser. Proceduren er forskellig for hver type niveau 2-regulering.

Delegerede retsakter vedtages af Kommissionen, når den bemyndiges til at udøve EU-lovgivers beføjelser. Retsakterne kan Kommissionen benytte til at foretage generelle ændringer og præciseringer af eksisterende EU-regler. Hjemlen til at vedtage delegerede retsakter findes i artikel 290 i EUF-traktaten. Kontrollen med de delegerede retsakter sker i form af sanktionsmuligheder for såvel Rådet som Europa-Parlamentet.

Gennemførelsesretsakter vedtages af Kommissionen som supplement til medlemslandenes beføjelse til at gennemføre EU-lovgivningen. Kommissionen kan benytte disse retsakter til at skabe ensartede betingelser for medlemslandenes gennemførelse af EU-regler. Hjemlen til at vedtage gennemførelsesretsakter findes i artikel 291 i EUF-traktaten. Gennemførelsesretsakter vedtages i overensstemmelse med komitologiproceduren, jf. blandt andet artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemslandene skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Gennem komitologiproceduren har EU-landene mulighed for at kontrollere Kommissionen, når den bemyndiges til at vedtage de mere detaljerede regler på et bestemt område, idet vedtagelsen af regler sker i samarbejde med forskellige typer af udvalg bestående af embedsmænd og eksperter fra medlemslandenes regeringer. Kommissionen har initiativretten under alle procedurer og sidder i formandsstolen i alle udvalg, men har ingen stemmeret.

Retsakter med hjemmel i delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter kan gennemføres som direktiver eller forordninger. Såfremt retsakten gennemføres som et direktiv, vil direktivet skulle gennemføres i dansk ret ved implementering i national lovgivning, hvorimod en retsakt, der gennemføres som en forordning, vil være umiddelbart og direkte gældende i Danmark, og derfor ikke skulle gennemføres i dansk ret. Det fremgår hverken af artikel 290 eller 291 i EUF-traktaten, hvilken type retsakt Kommissionen kan vedtage som følge af delegationen i en delegeret retsakt eller en gennemførelsesretsakt. Typisk vil den nyudstedte retsakt være af samme type, som den niveau 1-retsakt, der indeholder hjemlen til udstedelsen. Det er på tidspunktet for udarbejdelsen af dette lovforslag ikke muligt at vide, om de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakterne vil blive udstedt som direktiver eller forordninger og dermed om reguleringen skal gennemføres i dansk ret eller ej. Dog er det forventningen, at delegerede retsakter udstedt i medfør af solvens II-direktivet vil blive udstedt som forordninger.

Reguleringsmæssige tekniske standarder er tekniske og deres indhold er begrænset af de lovgivningsmæssige retsakter, som de er baseret på. De reguleringsmæssige tekniske standarder, der er hjemlet i omnibus II-direktivet, skal vedtages af Kommissionen i henhold til artikel 290 i EUF-traktaten og i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010.

Gennemførelsesmæssige tekniske standarder fastlægger betingelserne for anvendelsen af visse retsakter. De gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der er hjemlet i omnibus II-direktivet, skal vedtages af Kommissionen i henhold til artikel 291 i EUF-traktaten og i overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010.

I medfør af artikel 10, stk. 4, og artikel 15, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 vedtages bindende tekniske standarder af Kommissionen gennem forordninger eller afgørelser. Bindende tekniske standarder gælder umiddelbart og direkte i medlemslandene og vil derfor ikke skulle gennemføres i national ret.

Som en følge af blandt andet den nye tilsynsstruktur i Den Europæiske Union og i lyset af, at Kommissionen og EIOPA får de beskrevne gennemførelsesbeføjelser til at vedtage niveau 2-regulering, vil der på en række områder være behov for at kunne gennemføre reguleringen eller supplere de mere detaljerede og tekniske dele af den danske regulering hurtigere og mere smidigt end gennem vedtagelse af lovforslag. Lovforslaget indeholder derfor bemyndigelse til erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af solvens II- og omnibus II-direktivet. Bemyndigelsen omfatter de samme forhold, som Kommissionen i medfør af solvens II- og omnibus II-direktivet har bemyndigelse til at udstede regler om i niveau 2-reguleringen. Dette med henblik på, at erhvervs- og vækstministeren vil kunne gennemføre delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter, som Kommissionen udsteder som direktiver, samt vedtage supplerende regulering vedrørende niveau 2-regulering, som Kommissionen udsteder som forordninger.

Erhvervs- og vækstministeren skal kun udnytte den foreslåede bemyndigelse, såfremt det er nødvendigt med henblik på at gennemføre den omhandlede niveau 2-regulering, eller hvis det er nødvendigt at fastsætte danske regler, der supplerer de bestemmelser, som Kommissionen har vedtaget som niveau 2-regulering.

Bindende tekniske standarder samt delegerede retsakter, som Kommissionen udsteder som forordninger, gælder umiddelbart og direkte i Danmark, og vil derfor ikke skulle gennemføres i dansk ret. I det omfang det er tilladt eller krævet i henhold til EU-retten, kan supplerende regulering vise sig at være nødvendig for disse direkte gældende retsakter. Et eksempel på nødvendig supplerende regulering til Kommissionens forordninger, er bekendtgørelser vedrørende udnyttelse af valgmuligheder i niveau 2-reguleringen, der ikke er en del af almindelig tilsynsførelse – det vil sige valg, der ikke kan træffes ved en myndighedsafgørelse rettet mod en afgrænset kreds af parter. I forhold til valgmuligheder i Kommissionens forordninger, som skal udnyttes af Finanstilsynet eller en eventuel anden udpeget myndighed, skal disse valg træffes med hjemmel i forordningen og af den myndighed, der er bemyndiget hertil. Visse valg kan have en generel normerende effekt for borgerne, og skal i så fald fastsættes ved bekendtgørelse. Lovforslaget indeholder hjemmel til udstedelse af sådanne bekendtgørelser.

EU-retten stiller ikke krav om, hvorvidt gennemførelsen af direktivet sker gennem bekendtgørelser eller lov. Som en følge af den nye tilsynsstruktur i EU og af, at de europæiske tilsynsmyndigheder får mulighed for at udstede bindende tekniske standarder, vil der på en række områder være behov for at kunne tilpasse de mere detaljerede og tekniske dele af reguleringen hurtigere og mere smidigt. Det foreslås derfor, at en række områder bliver reguleret på bekendtgørelsesniveau og ikke direkte i loven.

På niveau 3 udsteder EIOPA en række retningslinjer, vejledninger og henstillinger vedrørende solvens II-direktivet og omnibus II-direktivet, samt niveau 2-reguleringen udstedt i medfør heraf. Formålet hermed er at sikre ensartethed i det europæiske tilsyn. Niveau 3-regulering er ikke-bindende regulering, men i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 skal de kompetente myndigheder og finansielle institutioner bestræbe sig bedst muligt på at efterleve disse retningslinjer og henstillinger. For de kompetente myndigheder er retningslinjer og henstillinger endvidere underlagt følg eller forklar-princippet (comply or explain), jf. artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010, hvorefter de europæiske medlemslande skal indberette til EIOPA, om de følger de udstedte retningslinjer og hvis ikke, hvad begrundelsen herfor er.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. august 2014 til den 9. oktober 2014 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejdsskadestyrelsen, Børsmæglerforeningen, CorpNordic Denmark A/S, Danish Venture Capital and Private Equity Association, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Danske Regioner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk Metal, Dansk Pantebrevsforening, Dansk Kredit Råd, Datatilsynet, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den Danske Fondsmæglerforening, Ejendomsforeningen, FDIH – Foreningen for Distance- og Internet-handel, FDFA – Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet A/S, Finans og Leasing, Finansrådet – Danske Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer, Foreningen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen, Frivilligrådet, FSR – danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Garantifonden for indskydere og investorer, Garban-Intercapital Scandinavia, GXG Markets A/S, Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), Investeringsfondsbranchen, ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening, Kuratorforeningen, KøbmandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Parcelhusejernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske afdeling, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rederiforeningen af 1895, Regionale Bankers Forening, Regnskabsrådet, Revisornævnet, Revisortilsynet, Rigsrevisionen, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland, Beskæftigelsesministeriet, Erhvervsstyrelsen, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Klima, Energi- og Bygningsministeriet, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kulturministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Ligestilling og Kirke, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Moderniseringsstyrelsen, Patent- og Varemærkestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Skatteministeriet, Social-, Børne- og Integrationsministeriet, Statsministeriet, Søfartsstyrelsen, Transportministeriet, Udbetaling Danmark – International Pension & Social Sikring, Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Den Europæiske Centralbank.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (fodnoten til lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring af fodnoten til lov om finansiel virksomheds titel er en konsekvens af, at lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, samt de ændringer der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat, EU-Tidende 2011, nr. L 326, side 113, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. december 2013 om ændring af direktiv 2009/138/EF (Solvens II) for så vidt angår datoerne for dets gennemførelse og anvendelse og datoen for ophævelse af visse direktiver (Solvens I) (QuickFix 2), EU-Tidende 2013, nr. L 341, side 1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1.

I medfør af artikel 310, 1. afsnit, i solvens II-direktivet ophæves følgende direktiver pr. 1. januar 2016: Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession, EF-Tidende 1964, nr. L 878, side 123, Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrative eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1973, nr. L 228, side 3, Rådets direktiv 73/240/EØF af 24. juli 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden inden for direkte forsikring bortset fra livsforsikring, EF-Tidende 1973, nr. L 228, side 20, Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring (ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1976, nr. L 189, side 13, Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om samordning af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrørende coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, EF-Tidende 1978, nr. L 151, side 25, Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (ændring af 1. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1985, nr. L 339, side 21, Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring, EF-Tidende 1987, nr. L 185, side 77, Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 73/239/EØF (2. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1988, nr. L 172, side 1, Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direktiv forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (3. skadesforsikringsdirektiv), EF-Tidende 1992, nr. L 228, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe, EF-Tidende 1998, nr. L 330, side 1, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber (likvidationsdirektivet for forsikring), EF-Tidende 2001, nr. L 110, side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring, EF-Tidende 2002, nr. L 345, side 1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF, EU-Tidende 2005, nr. L 323, side 1, som ændret ved de retsakter, der er nævnt i bilag VI, del A, til solvens II-direktivet.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 1, der vedrører lovens anvendelsesområde, foretages på baggrund af, at der med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås indsat et nyt § 1, stk. 13, hvorefter den foreslåede tilføjelse af et kapitel 20 g til lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 60, skal finde anvendelse for Insurance Special Purpose Vehicle (ISPV). Ændringen af § 1, stk. 1, sikrer således, at loven finder anvendelse for ISPV'er.

Der henvises til § 5, stk. 1, nr. 47, og § 343 ø, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de tilhørende bemærkninger for nærmere information om ISPV’er.

Til nr. 3 (§ 1, stk. 2, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, er en konsekvens af de med lovforslagets § 1, nr. 48, foreslåede nye koncernregler, som forsikringsholdingvirksomheden omfattes af, når denne er den øverste modervirksomhed. Forsikringsholdingvirksomhederne bliver med den foreslåede ændring af § 1, stk. 2, omfattet af §§ 175 b og 175 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48.

Henvisningen til §§ 126 og 170 a foreslås slettet, da § 126 foreslås nyaffattet, og § 170 a foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr. 32 og 46. I medfør af solvens II-direktivet skal forsikringsholdingvirksomheder opgøre et solvenskapitalkrav for koncernen, når forsikringsholdingvirksomheden er den øverste modervirksomhed i Danmark, og koncernen, jf. den med dette lovforslag foreslåede § 175 b, eller Finanstilsynet i medfør af den med dette lovforslag foreslåede § 175 c har truffet afgørelse om, at koncernreglerne skal finde anvendelse på den danske koncern eller delkoncern.

Til nr. 4 (§ 1, stk. 13, i lov om finansiel virksomhed)

Med lovforslagets § 1, nr. 60, foreslås der indsat et nyt kapitel 20 g i lov om finansiel virksomhed, som indeholder særlige regler for ISPV’er.

Et ISPV er, jf. definitionen i det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 47, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, en juridisk person, som afdækker risici for forsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til rådighed, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der følger af en aftale indgået mellem den juridiske person og forsikringsselskabet.

Som en konsekvens af indførelsen af et nyt kapitel 20 g indeholdende særlige regler for ISPV’er, foreslås et nyt § 1, stk. 13, i lov om finansiel virksomhed, hvoraf følger, at lovens kapitel 20 g finder anvendelse på ISPV’er. Forslaget er i overensstemmelse med den gældende opbygning af lovens § 1.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 og nr. 60, samt de tilhørende bemærkninger for nærmere information om ISPV’er.

Til nr. 5 (§ 1, stk. 16, i lov om finansiel virksomhed)

Med den foreslåede ændring af § 1, stk. 15, der bliver stk. 16, der indeholder en henvisning til, hvilke bestemmelser, der finder anvendelse for leverandører og underleverandører til outsourcingvirksomheder, jf. det gældende § 5, stk. 1, nr. 27 og 28, i lov om finansiel virksomhed, foretages en konsekvensrettelse af henvisningen i bestemmelsen, da der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat nye numre 24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorved de underliggende numre rykkes, så de gældende § 5, stk. 1, nr. 27 og 28, bliver til nr. 30 og 31.

Til nr. 6 (§ 2 i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring af § 2 er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 48, indsættes en ny § 175 b med særlige regler om koncernsolvens og koncerntilsyn. Såfremt den øverste modervirksomhed i en koncern er en tværgående pensionskasse eller et gensidigt forsikringsselskab vil § 175 b også skulle finde anvendelse for disse, hvorfor det er nødvendigt at ændre § 2, så tværgående pensionskasser og gensidige forsikringsselskaber ikke undtages fra anvendelsesområdet for § 175 b.

Til nr. 7 (§ 5, stk. 1, nr. 24-26, i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra e, i lov om finansiel virksomhed, opdeles i to grupper, henholdsvis gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-forsikringsselskaber. Med forslaget gennemføres artikel 4 i solvens II-direktivet.

Opdelingen foreslås på baggrund af, at ikke alle forsikringsselskaber skal være omfattet af samtlige krav, der følger af gennemførelsen af solvens II-direktivet. De små og mindre komplekse forsikringsselskaber er undtaget fra direktivets anvendelsesområde og de selskaber, der falder i denne kategori, vil fremadrettet blive betegnet som gruppe 2-forsikringsselskaber.

Forslaget indebærer blandt andet, at selskaber, der i tre på hinanden følgende år overstiger nærmere fastsatte beløbsgrænser, eller som i et af de kommende 5 år forventer at overstige beløbsgrænserne, vil være gruppe 1-forsikringsselskaber.

Beløbsgrænserne fremgår af denne bestemmelses litra a-c og e. Når et selskab skal vurdere, hvorvidt det er omfattet af definitionen for henholdsvis et gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskab, skal selskabet dels tage udgangspunkt i de seneste tre regnskabsår for at fastlægge, om selskabet i de seneste år har overskredet en eller flere af beløbsgrænserne og dermed skal kategoriseres, som et gruppe 1-forsikringsselskab, dels skal selskaberne lave en fremadrettet vurdering af om selskabet i løbet af de kommende 5 år forventer at overstige en af grænserne.

Den fremadrettede vurdering kan foretages på baggrund af blandt andet selskabets forretningsmodel og budgetter, hvorved selskabet blandt andet kan vurdere den forventede størrelse af de fremtidige bruttopræmier og forsikringsmæssige hensættelser.

Selskaber der ikke er gruppe 1-forsikringsselskaber betegnes efter bestemmelsen som gruppe 2-forsikringsselskaber.

Forslaget er ikke til hinder for, at gruppe 2-forsikringsselskaber kan søge om at blive omfattet af de regler, der gælder for gruppe 1-forsikringsselskaber, jf. § 11, stk. 8, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 18.

Der henvises til punkt 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af opdelingen af forsikringsselskaber i gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.

Den foreslåede opdeling med definitionerne i § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, vil gøre det muligt at angive i de relevante lovbestemmelser, om de finder anvendelse på alle forsikringsselskaber eller alene på gruppe 1- eller gruppe 2-forsikringsselskaber. Dette skal medvirke til at gøre det lettere for selskaberne at overskue, hvilke krav i loven de skal efterleve. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal leve op til de nye krav, der stilles som følge af gennemførelsen af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, mens gruppe 2-forsikringsselskaberne med lovforslaget bliver omfattet af regler, som indeholder et krav om en minimumsbasiskapital samt regler om opgørelse af selskabets individuelle solvensbehov.

Forslaget til § 5, stk. 1, nr. 24, opstiller en række kriterier til fastlæggelse af, om et forsikringsselskab er et gruppe 1-forsikringsselskab. Såfremt et forsikringsselskab på grund af arten, størrelsen eller kompleksiteten opfylder mindst én af betingelserne i litra a-f, er selskabet et gruppe 1-forsikringsselskab.

I medfør af litra a er et forsikringsselskab et gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt selskabets årlige bruttopræmie i tre på hinanden følgende år har oversteget 5 mio. euro, eller selskabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af, om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste dag i regnskabsperioden. Et forsikringsselskabs bruttopræmie er den indbetaling, der foretages til forsikringsselskabet. Bruttopræmier omfatter både de løbende indbetalinger og engangsbeløb.

Af litra b fremgår, at et forsikringsselskab er et gruppe 1-forsikringsselskab, når selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er har oversteget 25 mio. euro i tre på hinanden følgende år, eller selskabet forventer, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år.

Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forpligtelserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt. Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegivenheder, der er dækket under de udstedte forsikringspolicer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsikringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præmier. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste dag i regnskabsperioden.

Ifølge litra c er et forsikringsselskab et gruppe 1-forsikringsselskab, når selskabet indgår i en koncern, hvis samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, har oversteget 25 mio. euro i tre på hinanden følgende år, eller koncernen forventer, at dette beløb overstiges i et af de kommende 5 år. Beløbet er angivet i euro, og ved vurdering af om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne beløbet fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste dag i regnskabsperioden.

De samlede forsikringsmæssige hensættelser for en koncern svarer til summen af de forsikringsmæssige hensættelser i dattervirksomhederne og opgøres i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.

Det fremgår af litra d, at et forsikringsselskab vil være et gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre disse udgør accessoriske risici. Det følger af det foreslåede § 5, stk. 1, nr. 26, at accessoriske risici er forsikringsrisici, som er omfattet af en forsikringsklasse i bilag 7, og som ikke kræver særskilt tilladelse efter § 11, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed fordi risiciene indgår i den primære risiko, som forsikringsselskabet har fået tilladelse til, og fordi risiciene angår et forhold, der er dækket af den kontrakt, der dækker den primære risiko.

Forsikringsklasserne 10-15 omfatter ansvars-, kredit- og kautionsforsikring.

Forsikringsklasse 10 er ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer. Disse ansvarsforsikringer er i medfør af færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013, lovpligtige.

Forsikringsklasse 11 er ansvarsforsikring for luftfartøjer. Disse ansvarsforsikringer er i medfør af lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1036 af 28. august 2013, lovpligtige.

Forsikringsklasse 12 er ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder. Disse ansvarsforsikringer er i medfør af søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. januar 2014, lovpligtige.

Forsikringsklasse 13 er almindelig ansvarsforsikring, der omfatter ethvert ansvar, der ikke er anført i numrene 10-12.

Forsikringsklasse 14 er kreditforsikring. Kreditforsikring omfatter forsikring af almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling, hypotekforsikring, som dækker en panthaver mod tab på pantelån, og landbrugsforsikring.

Forsikringsklasse 15 er kautionsforsikring, der omfatter direkte og indirekte kautionsforsikring.

Et forsikringsselskab vil i medfør af litra e være et gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt selskabet udøver genforsikringsvirksomhed, som i tre på hinanden følgende år har oversteget én af følgende beløbsgrænser:

1) 0,5 mio. euro af selskabets bruttopræmie,

2) 2,5 mio. euro af selskabets forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er,

3) 10 pct. af selskabets bruttopræmier eller

4) 10 pct. af selskabets forsikringsmæssige bruttohensættelser eksklusive genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er.

Herudover vil selskabet være et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet forventer, at et af disse beløb overstiges i et af de kommende 5 år.

Beløbene er angivet i euro, og ved vurdering af om beløbet er oversteget, skal selskabet for hvert relevant år omregne beløbene fra danske kroner til euro. Ved beregningen tages udgangspunkt i en kurs fastsat af Nationalbanken på den sidste dag i regnskabsperioden.

Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikringsselskab mod en præmie.

Forsikringsmæssige hensættelser er det samlede beløb, et forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forpligtelserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt. Forsikringsmæssige hensættelser skal dække såvel udgifter til skadesbegivenheder, der har fundet sted, men endnu ikke er betalt, som udgifter til forventede fremtidige skadesbegivenheder, der er dækket under de udstedte forsikringspolicer. Forsikringsmæssige hensættelser skal endvidere kunne dække fremtidige omkostninger ved at administrere forsikringsbestanden i den periode, for hvilken der er betalt præmier.

Efter litra f er et forsikringsselskab også et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet udøver grænseoverskridende virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, enten via en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i henhold til §§ 38 eller 39 i lov om finansiel virksomhed, der indeholder de nærmere regler, som selskaber, der udøver grænseoverskridende virksomhed skal opfylde. Bestemmelsen sikrer således, at selskaber, der udøver virksomhed i flere lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, vil være omfattet af de regler, der udspringer af solvens II-direktivet og således er omfattet af de regler, der er harmoniseret på europæisk plan.

Hvis et selskab ikke opfylder nogen af betingelserne, der er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 24, litra a-f, er selskabet et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. den foreslåede definition i nr. 25. Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke fremover være reguleret på europæisk plan, hvorfor det er op til medlemslandene, hvorvidt og hvorledes de skal reguleres.

Selskaber, der ændrer status fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til et gruppe 2-forsikringsselskab eller et gruppe 2-forsikringsselskab til et gruppe 1-forsikringsselskab skal i medfør af § 11, stk. 7, som afffattet ved dette lovforslags § 1, nr. 18, straks underrette Finanstilsynet herom. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 18, og de tilhørende bemærkninger for nærmere information herom.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 26, indføres en definition af accessoriske risici. Begrebet anvendes allerede på forsikringsområdet uden at være klart defineret, og det er derfor fundet hensigtsmæssigt at indsætte en definition i lov om finansiel virksomhed i sammenhæng med gennemførelsen af solvens II-direktivet. Bestemmelsen gennemfører solvens II-direktivets artikel 16.

Et forsikringsselskab, der har opnået tilladelse til en primær risiko, som er omfattet af bilag 7, kan ligeledes dække de risici, der er omfattet af en anden forsikringsklasse, uden at der skal indhentes tilladelse til dækning af sådanne risici. Det er en betingelse, at de accessoriske risici indgår i den primære risiko og angår det forhold, der er dækket af den aftale, der dækker den primære risiko. Det vil sige at den accessoriske risiko skal være tæt forbundet med den forsikringsklasse, som forsikringsselskabet har tilladelse til at udøve virksomhed indenfor.

Forsikringsklasserne 14, 15 og 17 (kredit-, kautions- og retshjælpsforsikring) kan ikke være accessoriske risici til andre klasser.  Retshjælpsforsikring, omfattet af klasse 17, kan dog betragtes som en accessorisk risiko til klasse 18, assistance, når hovedrisikoen kun vedrører assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser eller fravær fra bopælen eller det sædvanlige opholdssted. Retshjælpsforsikring kan ligeledes betragtes som accessorisk risiko, når den er knyttet til tvister eller risici, som skyldes brug af søfartøjer, eller som kan henføres til sådan brug, jf. forsikringsklasse 12.

Til nr. 8 (§ 5, stk. 1, nr. 36, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en følge af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr. 24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvisningerne til nr. 34, 35, 38 og 40, i § 5, stk. 1, nr. 33, i den gældende lov, opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningerne, så der henvises til § 5, stk. 1, nr. 37, 38, 41 og 43.

Til nr. 9 (§ 5, stk. 1, nr. 46-50, i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 46, indføres en definition af et solvenscertifikat. Bestemmelsen gennemfører solvens II-direktivets artikel 146, stk. 1, og 148, stk. 1.

Finanstilsynet har pligt til at indhente et solvenscertifikat fra hjemlandets tilsynsmyndighed, når et udenlandsk forsikringsselskab ønsker at etablere en filial eller yde tjenesteydelser i Danmark, jf. § 30, stk. 7, og § 31, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet har ligeledes pligt til at sende et solvenscertifikat til den udenlandske tilsynsmyndighed, når et dansk forsikringsselskab ønsker at etablere en filial eller yde tjenesteydelser inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, jf. § 38, stk. 2, og § 39, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Betegnelsen solvenscertifikat stammer fra et bilag i samarbejdsprotokollen "Protocol relating to the collaboration of the supervisory authorities of the Member States of the European Community in particular in the application of the Directives on life assurance and non-life insurance (DT/F/182/97)". Bilaget indeholder en angivelse af de oplysninger, der skal være indeholdt i et solvenscertifikat.

Da kapitalkravene ændres med gennemførelsen af solvens II-direktivet, vil det fremadrettet være opfyldelsen af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i henhold til de foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, der skal oplyses om i certifikatet.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 47, indføres en definition af et insurance special purpose vehicle (ISPV). Bestemmelsen gennemfører solvens II-direktivets artikel 13, nr. 26.

I bestemmelsen defineres et ISPV som en juridisk person, der afdækker risici for forsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra obligationsudstedelse eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingskravet for dem, der har stillet kapital til rådighed, i henhold til den indgåede aftale er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, der følger af aftalen mellem den juridiske person og forsikringsselskabet. Der er udelukkende tale om et ISPV, såfremt tilbagebetalingskravet for den kreds der har stillet kapital til rådighed, eksempelvis en kreds af banker eller erhververe af værdipapirer, som ISPV’et har udstedt, er efterstillet de genforsikringsforpligtelser, ISPV’et har påtaget sig overfor forsikringsselskabet. Det i bestemmelsen anførte krav om efterstillelse, relaterer sig således til investorernes krav på betaling fra ISPV’et, og ikke en eventuel tredjemands krav, som ikke er stiftet i forbindelse med ISPV’ets obligationsudstedelse eller funding via andre finansieringsordninger, mod ISPV’et.

I praksis betyder det, at ISPV’et afdækker risici for forsikringsselskaber, mod at forsikringsselskabet betaler en præmie. ISPV’et udsteder herefter eksempelvis en obligation, og udbyder denne til kapitalmarkederne. Udbyttet fra obligationsudstedelsen dækker ISPV’ets risici i relation til de forpligtelser, som ISPV'et afdækker for forsikringsselskabet. ISPV’et kan kun overtage risici i det omfang, selskabet har aktiver til at dække disse risici. Investorernes rettigheder til aktiverne i ISPV’et er efterstillet forsikringsselskabets rettigheder på grund af den aftale, der er indgået mellem forsikringsselskabet og ISPV’et.

Et ISPV kan eksempelvis oprettes som et selskab. I andre medlemslande inden for Unionen ses ISPV'er oftest oprettet som en fond.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 60, samt de tilhørende bemærkninger for nærmere information om ISPV'er.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 48, indføres en definition af standardformlen. Standardformlen er en matematisk formel, som gruppe 1-forsikringsselskaberne kan anvende ved opgørelsen af solvenskapitalkravet.

Standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen som niveau 2-regulering ved delegerede retsakter, der præciserer den matematiske udformning af standardformlen, og de metoder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Niveau 2-reguleringen bliver udstedt som forordninger.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 49, indsættes en definition af matchtilpasning. Ved matchtilpasning forstås en tilpasning af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for en udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet har investeret i aktiver, hvis betalingsstrømme afspejler betalingsstrømmene for forsikringsforpligtelserne. Herved har gruppe 1-forsikringsselskaber mulighed for, at anvende en tilpasset rentekurve til at diskontere deres forpligtelser med.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 50, indsættes en definition af volatilitetsjustering. Ved volatilitetsjustering forstås en justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, der sikrer, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har foretaget.

Til nr. 10-16 (§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

§ 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indeholder en oversigt over, hvor i lov om finansiel virksomhed de væsentligste begreber om opgørelse af de finansielle virksomheders solvens findes.

§ 5, stk. 6, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed

Med lovforslaget nyaffattes § 126 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 32. Den nye § 126 gælder kun for gruppe 2-forsikringsselskaber, der ikke vil være omfattet af de mere omfattende kapitalkrav, som med lovforslaget indføres for gruppe 1-forsikringsselskaber. Gruppe 2-forsikringsselskaber skal således fremover være i besiddelse af en minimumsbasiskapital, der svarer til det nugældende minimumskapitalkrav, samt være omfattet af regler for opgørelse af individuelt solvensbehov. Selskaberne skal dermed ikke opgøre solvenskravet, som det kræves i den gældende § 126, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed. Med lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås på denne baggrund, at henvisningen i § 5, stk. 6, nr. 1, til § 126, stk. 3, udgår.

Med indførelsen af den nye § 126 udgår bestemmelsen i den gældende § 126, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed, hvorfor det foreslås, at henvisningen hertil i § 5, stk. 6, nr. 1, også udgår.

For nærmere information om solvensreglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til lovforslagets § 1, nr. 32, samt de tilhørende bemærkninger.

§ 5, stk. 6, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed

Efter lovforslaget skal et gruppe 1-forsikringsselskab opgøre sit solvenskapitalkrav under hensyntagen til den konkrete sammensætning af risici, som selskabet har påtaget sig, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås derfor, at der i § 5, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt nr. 2, hvoraf det fremgår, at begrebet solvenskapitalkrav skal forstås i overensstemmelse med § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.

For nærmere information om solvenskapitalkravet henvises til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærkninger.

§ 5, stk. 6, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed

Med lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås, at henvisningerne i § 5, stk. 6, nr. 3, der bliver nr. 4, ændres. Bestemmelsen indeholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhandler minimumskapitalkravet. Det foreslås, at henvisningen til den gældende § 126 i lov om finansiel virksomhed, der indeholder de gældende solvensregler for forsikringsselskaber, udgår, og at der i stedet indsættes en ny henvisning til § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.

Dette skyldes, at § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, nyaffattes, og at bestemmelsen ikke længere indeholder et minimumskapitalkrav, men derimod et krav om tilstrækkelig minimumsbasiskapital, hvorfor § 5, stk. 6, nr. 4, ikke længere skal indeholde en henvisning til denne bestemmelse. Til gengæld indføres § 126 d ved lovforslagets § 1, nr. 33. Denne bestemmelse indeholder en beskrivelse af minimumskapitalkravet, hvorfor det foreslås, at der henvises til denne bestemmelse.

For nærmere information om minimumskapitalkravet henvises til § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærkninger.

§ 5, stk. 6, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed

Med lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås, at der indsættes et nyt § 5, stk. 6, nr. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet minimumsbasiskapital skal forstås i overensstemmelse med § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32. Begrebet minimumsbasiskapital er nyt, og vedrører opgørelsen af de finansielle virksomheders solvens, hvorfor der er behov for, at dette indgår i oversigten i § 5, stk. 6.

For nærmere information om minimumsbasiskapital henvises til § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærkninger.

§ 5, stk. 6, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed

Med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås, at henvisningerne i § 5, stk. 6, nr. 6, der bliver nr. 8, ændres. Bestemmelsen indeholder henvisninger til de lovbestemmelser, der omhandler kapitalgrundlag. Det foreslås, at der tilføjes en henvisning til det foreslåede § 126 b, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt en henvisning til regler fastsat i medfør af det foreslåede § 126 b, stk. 5, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, da begge disse bestemmelser vedrører kapitalgrundlag.

For nærmere information om kapitalgrundlaget henvises til § 126 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærkninger.

§ 5, stk. 6, nr. 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed

Med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås, at der indsættes nye nr. 9 og 10 i § 5, stk. 6, hvoraf det fremgår, at begrebet basiskapital skal forstås i overensstemmelse med § 126 b, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5, og supplerende kapitalgrundlag skal forstås i overensstemmelse med § 126 b, stk. 3, og regler fastsat i medfør af § 126 b, stk. 5.

Begreberne basiskapitalgrundlag og supplerende kapitalgrundlag er nye, og vedrører opgørelsen af de finansielle virksomheders solvens, hvorfor der er behov for, at dette indgår i oversigten i § 5, stk. 6.

For nærmere information om basiskapitalgrundlag og supplerende kapitalgrundlag henvises til § 126 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærkninger.

§ 5, stk. 6, nr. 15, i lov om finansiel virksomhed

§ 5, stk. 6, nr. 15, indeholder en henvisning til beskrivelsen af begrebet risikovægtede poster i § 142, stk. 2. Som konsekvens af, at § 142, stk. 2, foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr. 36, foreslås det derfor, at bestemmelsen ophæves.

Ved ophævelsen af § 142, stk. 2, udgår definitionen af hvad der forstås ved risikovægtede poster. Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførelse af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være af relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84.

For nærmere information om de risikovægtede poster henvises til lovforslagets § 1, nr. 36, samt tilhørende bemærkninger.

Til nr. 17 (§ 11, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at stk. 5 nyaffattes. Baggrunden er, at der stilles forskellige krav til virksomheder, der søger om tilladelse efter dette lovforslags ikrafttræden, alt efter om disse forventes at være gruppe 1-forsikringsselskaber eller gruppe 2-forsikringsselskaber efter § 5, stk. 1, nr. 24 og 25.

Efter den foreslåede nyaffattelse af stk. 5, skal virksomheder, der søger om tilladelse efter § 11, stk. 1, have en kapital, der mindst udgør et givent beløb, afhængigt af om virksomheden forventes at blive et gruppe 1-forsikringsselskab eller gruppe 2-forsikringsselskab.

Det fremgår af nr. 1, at en virksomhed, der forventes at blive et gruppe 1-forsikringsselskabet, skal kunne godtgøre, at den opfylder kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.

Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at de fremover vil råde over et kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet efter § 126 c og et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapitalkravet efter § 126 d, stk. 5. Endvidere skal virksomheden godtgøre, at den råder over et basiskapitalgrundlag til dækning af den nedre grænse for minimumskapitalkravet.

Den nedre grænse for minimumskapitalkravet er et fastsat beløb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver jf. det foreslåede § 126 d, stk. 5. Eksempelvis er der fastsat en beløbsgrænse på 3,7 mio. euro for livsforsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 8, samt skadesforsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7. For skadesforsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 7 er den fastsatte beløbsgrænse 2,5 mio. euro. Beløbsgrænserne bliver løbende taget op til revision af Kommissionen.

Det fremgår af nr. 2, at en virksomhed, der forventes at blive et gruppe 2-forsikringsselskab, skal godtgøre, at den opfylder kapitalkravene i § 126 i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32.

Virksomheden skal ved ansøgningen godtgøre, at den råder over en basiskapital, der mindst udgør et beløb svarende til det i § 126 nævnte, det vil sige at virksomheden skal være i besiddelse af en tilstrækkelig basiskapital til at dække såvel kravet til minimumsbasiskapitalen, der er et fastsat beløb, der varierer alt efter den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver, og at virksomheden skal være i stand til at opfylde sit individuelle solvensbehov.

En virksomhed, der ansøger om tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed, skal i medfør af § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed udarbejde en driftsplan for den virksomhed, som selskabet agter at drive.

Efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, er Finanstilsynet bemyndiget til at fastsætte regler om de oplysninger, som driftsplanen skal indeholde, om krav til indberetningsformen og opstillingen og om det åremål, for hvilket planen skal udarbejdes. Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet forventer Finanstilsynet at tilpasse reglerne vedrørende driftsplanen, så det blandt andet kommer til at fremgå, at driftsplanen skal udarbejdes for en 5 årig periode. Herved vil det være muligt for Finanstilsynet at vurdere, hvorvidt selskabet opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24 eller 25, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, der indeholder definitionerne af gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.

For nærmere information om solvensreglerne for gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 32 og nr. 33.

Til nr. 18 (§ 11, stk. 7 og 8, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet straks skal underrettes såfremt et forsikringsselskab ændrer status fra at være henholdsvis et gruppe 1-forsikringsselskab eller gruppe 2-forsikringsselskab til at være henholdsvis et gruppe 2-forsikringsselskab eller et gruppe 1-forsikringsselskab. Kriterierne for vurderingen af til hvilken kategori et forsikringsselskab hører, fremgår af de foreslåede definitioner af henholdsvis gruppe 1- og 2-forsikringsselskaber i § 5, stk. 1, nr. 24 og 25, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7.

For at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med forsikringsselskaberne, er det nødvendigt, at selskaberne straks underretter Finanstilsynet om en sådan ændring, da dette har betydning for hvilket regelsæt Finanstilsynet skal føre tilsyn efter.

Selskabet skal senest 8 arbejdsdage efter underretningen til Finanstilsynet indsende dokumentation for baggrunden for statusændringen, så Finanstilsynet har mulighed for at kontrollere, at betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24 eller nr. 25, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 7, er opfyldt. De tilsynsmæssige krav til gruppe 2-forsikringsselskaber er lempeligere end de, der gælder for gruppe 1-forsikringsselskaber, hvorfor det er vigtigt, at Finanstilsynet kan efterprøve kategoriseringen af det enkelte selskab.

Af præambel nr. 5 til solvens II-direktivet fremgår, at et forsikringsselskab har mulighed for at ansøge om at være omfattet af reglerne i solvens II-direktivet, selvom selskabet falder uden for anvendelsesområdet. I overensstemmelse hermed fremgår det af det foreslåede stk. 8, at gruppe 2-forsikringsselskaber har mulighed for at blive omfattet af de samme krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaberne. Ved ansøgningen skal gruppe 2-forsikringsselskabet godtgøre, at det opfylder kapitalkravene i det foreslåede § 11, stk. 5, nr. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 17. Hvis selskabet opfylder kravene, vil det herefter ændre status til at være et gruppe 1-forsikringsselskab.

Til nr. 19 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at indsætte et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, således at der fremover gælder et krav om, at udover gruppe 1-forsikringsselskabets bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal også ansatte, der vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, opfylde kravene til egnethed og hæderlighed i § 64 i lov om finansiel virksomhed, før Finanstilsynet kan give tilladelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, der foreslår at udvide den personkreds, der er omfattet af § 64 til at omfatte ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4. Det foreslåede nye § 14, stk. 1, nr. 3, er således en konsekvens af ændringen af § 64, jf. dette lovforslags §, nr. 25 med tilhørende bemærkninger. Gruppe 1-forsikringsselskabets pligt til at identificere nøglepersoner følger af lovforslagets § 1, nr. 27, hvorved der foreslås indsat et nyt § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab skal identificere selskabets nøglepersoner.

For nærmere information om nøglepersoner henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.

Til nr. 20 (§ 20, stk. 1, nr. 7, i lov om finansiel virksomhed)

I § 20, stk. 1, nr. 7, der fastsætter, at det tekniske grundlag for livsforsikringsvirksomhed skal indeholde regler om overførsel af pensionsordninger, foreslås det at lade ordet pensionskasse udgå.

Det tekniske grundlag er det sæt af forudsætninger, der fastlægger sammenhængen mellem de præmier, som forsikringstagerne skal betale, og de fremtidige forsikringsydelser, livsforsikringsselskabet garanterer de forsikrede. Forudsætningerne indeholder antagelser om dødelighed, rente, selskabets omkostninger, invalidehyppighed m.v.

Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i bestemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig forenkling.

Til nr. 21 (§ 30, stk. 9, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Ved den foreslåede ændring af § 30, stk. 9, 3. pkt., foretages en konsekvensrettelse som følge af gennemførelsen af de nye kapitalregler i solvens II-direktivet, jf. dette lovforslags § 1, nr. 33. Forsikringsselskaber skal ikke fremover opgøre deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrundlag, og dette bliver der med den foreslåede korrektion af bestemmelsen taget højde for.

Til nr. 22 (§ 37 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af den gældende § 37 a, stk. 2, gælder stk. 1 tilsvarende for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er meddelt koncession i et EU-land eller i lande, der har gennemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (3. skadesforsikringsdirektiv) artikel 13, stk. 5, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 10. november 1992 om livsforsikring artikel 37, stk. 5, når selskabet uden at være omfattet af § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har aktiver her i landet.

Med artikel 310 i solvens II-direktivet ophæves både direktiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF og henvisningen til direktiverne foreslås derfor ændret.

Det foreslås derfor, at § 37 a, stk. 2, skal gælde tilsvarende for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er meddelt koncession i et EU-land eller i lande, der har gennemført solvens II-direktivet, når selskabet uden at være omfattet af § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, har aktiver her i landet.

Med forslaget tilsigtes ikke materielle ændringer af § 37 a i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 23 og 24 (§ 38, stk. 8, og § 39, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed)

Ved den foreslåede nyaffattelse af § 38, stk. 8, og § 39, stk. 5, gennemføres dele af solvens II-direktivets artikel 146, stk. 1, og 148, stk. 1, idet Finanstilsynet ikke skal udlevere solvenscertifikatet, såfremt et forsikringsselskab ikke kan opfylde solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet, jf. §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Baggrunden for bestemmelsen er, at Finanstilsynet skal forhindre filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelser inden for forsikringsområdet, såfremt der er risiko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages.

For nærmere information om solvenscertifikatet henvises til den foreslåede definition i § 5, stk. 1, nr. 46, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, med tilhørende bemærkninger.

Til nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Med den foreslåede indsættelse af § 64, stk. 8, gennemføres solvens II-direktivets artikel 42 og 43.

Stk. 1-3 i den gældende § 64 i lov om finansiel virksomhed, stiller krav til finansielle virksomheders bestyrelses- og direktionsmedlemmers (ledelsesmedlemmers) egnethed og hæderlighed. Ifølge § 64, stk. 1-3, skal et ledelsesmedlem til enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne bestride stillingen eller hvervet. Derudover skal et ledelsesmedlem til enhver tid have et tilstrækkeligt godt omdømme og udvise den fornødne hæderlighed, integritet og uafhængighed for at kunne varetage stillingen eller hvervet. Et ledelsesmedlem må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at stillingen eller hvervet ikke kan varetages på forsvarlig vis. Et ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Endvidere må et ledelsesmedlem ikke på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som den pågældende ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på, påføre eller have påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab. Endelig må et ledelsesmedlem ikke have udvist en adfærd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende ikke kan varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig vis.

Finanstilsynet forestår en individuel egnetheds- og hæderlighedsvurdering, også kaldet fit & proper-vurdering, af ledelsesmedlemmet i henhold til § 64, stk. 1-3, ved den pågældendes indtræden i ledelsen af den finansielle virksomhed.

Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til kravene om hæderlighed og godt omdømme, skal Finanstilsynet lægge vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor, jf. § 64, stk. 4.

Et ledelsesmedlem skal løbende leve op til kravene om egnethed og hæderlighed og har pligt til at orientere Finanstilsynet om forhold omfattet af § 64, stk. 1 og 3, ved indtræden i ledelsen og i forbindelse med ændringer i den pågældendes forhold omfattet af § 64, stk. 2 og 3, jf. § 64, stk. 5. Det betyder, at hvis et ledelsesmedlem eksempelvis bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har ledelsesmedlemmet pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Ledelsesmedlemmet skal i den forbindelse selv vurdere, om den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at ledelsesmedlemmet ikke kan varetage sin stilling på betryggende vis fremadrettet. På baggrund af ledelsesmedlemmets underretning til Finanstilsynet foretager Finanstilsynet en vurdering af, om domfældelsen giver anledning til at antage, at den pågældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv på betryggende vis.

Solvens II-direktivet stiller krav om, at alle nøglepersoner i et gruppe 1-forsikringsselskab, herunder personer der reelt driver selskabet, til enhver tid skal opfylde kravene til egnethed og hæderlighed.

Som følge heraf foreslås det at udvide den personkreds, som skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes i henhold til § 64, til også at omfatte nøglepersoner i gruppe 1-forsikringsselskaber, og ikke som hidtil alene bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer som er registreret i Erhvervsstyrelsen, jf. den foreslåede bestemmelses 1. pkt.

Det foreslåede stk. 8 berører ikke kravene til selskabernes bestyrelses- og direktionsmedlemmer, der som hidtil er omfattet af § 64, stk. 1-5.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at gruppe 1-forsikringsselskaber sørger for, at selskabets nøglepersoner til enhver tid har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring til at kunne varetage deres stillinger, og at disse personer i øvrigt opfylder kravene om tilstrækkeligt godt omdømme, hæderlighed, integritet og uafhængighed.

Ved en nøgleperson forstås en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, som er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Det foreslåede nye § 71, stk. 4, medfører, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal identificere selskabets nøglepersoner. Som nøglepersoner anses dels medarbejdere, der i det daglige udgør en del af den faktiske ledelse af selskabet, og dels medarbejdere der varetager nøglefunktioner i selskabet.

Forpligtelsen til at identificere nøglepersonerne påhviler gruppe 1-forsikringsselskabet. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede nye § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, for nærmere information om hvilke ansatte, som skal identificeres som nøglepersoner.

Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen vil blive foretaget af Finanstilsynet og vil ske med udgangspunkt i de krav, som stilles til de opgaver, som nøglepersonen skal udføre, og det område eller den funktion, som nøglepersonen er ansvarlig for.

Derudover opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke teoretiske og praktiske krav en nøgleperson skal opfylde. Dette vil altid afhænge af, hvilken stilling nøglepersonen skal varetage og hvilken type af gruppe 1-forsikringsselskab, der er tale om. I praksis vil Finanstilsynet foretage en vurdering af, om den pågældende har praktisk erfaring med det relevante område, herunder særligt om vedkommende i øvrigt har haft ansættelse inden for forsikringsområdet, og hvilken viden og erfaring, den pågældende har opnået på baggrund heraf.

Det ligger i egnetheds- og hæderlighedskravene, at den pågældende nøgleperson skal kunne varetage sin stilling på forsvarlig vis. Ved vurderingen af, om en nøgleperson på samme tid kan være ansvarlig for flere nøglefunktioner, skal gruppe 1-forsikringsselskabets art, størrelse, organisation og kompleksitet samt det tidsforbrug, som må antages at være forbundet med stillingen, inddrages. Derudover skal det sikres, at nøglepersonen ikke som den ansvarlige for en nøglefunktion er involveret i udførelsen af opgaver, som denne som den ansvarlige for en anden nøglefunktion skal kontrollere.

Ansatte, der identificeres som nøglepersoner, får pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold vedrørende egnethed og hæderlighed i forbindelse med, at de pågældende identificeres som nøglepersoner, jf. den foreslåede bestemmelses henvisning til § 64, stk. 5, hvorved nøglepersoner omfattes af den heraf følgende oplysningspligt.

Pligten til at meddele Finanstilsynet sådanne oplysninger gælder også, hvis en ansat, som er identificeret som nøgleperson i kraft af en stilling i et gruppe 1-forsikringsseskab, fremover skal varetage en anden stilling, som også indebærer, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson, idet der i den forbindelse skal foretages en fornyet egnetheds- og hæderlighedsvurdering.

Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at det påhviler gruppe 1-forsikringsselskabet, at underrette Finanstilsynet, hvis en ansat, der har været identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere varetager sin stilling som nøgleperson, eksempelvis som følge af at den pågældende ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1-3. Dette implementerer solvens II-direktivets artikel 42, stk. 2, 1. led og stk. 3, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab har pligt til at underrette Finanstilsynet om enhver ændring i kredsen af nøglepersoner, herunder ændringer som følge af at en nøgleperson ikke længere lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene.

Finanstilsynet vil således som udgangspunkt modtage underretning om ændring i kredsen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 4, når en ansat, der identificeres som ny nøgleperson, i den forbindelse anmoder Finanstilsynet om at blive egnetheds- og hæderlighedsvurderet i henhold til § 64, stk. 1-3, jf. stk. 5. Da der kan forekomme situationer, hvor eksempelvis en stilling, som hidtil har været varetaget af en nøgleperson, bortfalder eller ikke længere udgør en stilling, som medfører, at den ansatte, som fremover skal varetage stillingen, skal identificeres som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, indeholder § 64, stk. 8, 2. pkt., en selvstændig pligt for gruppe 1-forsikringsselskabet til løbende at underrette Finanstilsynet om ændringer i kredsen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 4, herunder en pligt til at underrette Finanstilsynet, såfremt en ansat, der er identificeret som nøgleperson, ikke længere lever op til kravene i § 64, stk. 1-3. Underretningen vil kunne foretages i forbindelse med, at der anmodes om egnetheds- og hæderlighedsvurdering af den ansatte, der fremover skal varetage stillingen.

Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende underretning til Finanstilsynet i henhold til det foreslåede § 64, stk. 8, 2. pkt., vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed jf. dette lovforslags § 1, nr. 79. For så vidt angår ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af 71, stk. 4, gælder, at manglende oplysning om forhold omfattet af § 64, stk. 3, nr. 1 og 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, jf. henvisningen til oplysningsforpligtelsen i § 64, stk. 5, i den nugældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

På grund af gruppe 2-forsikringsselskabernes mere begrænsede størrelse og kompleksitet finder kravet om egnetheds- og hæderlighedsvurdering af nøglepersoner ikke anvendelse for disse forsikringsselskaber.

Om retsstillingen for medarbejdere, der varetager en stilling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2016 henvises til lovforslagets § 3, stk. 5, og de hertil hørende specielle bemærkninger. Finanstilsynet har efter § 351, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 64, mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson omfattet af det foreslåede § 64, stk. 8.

Hvis en nøgleperson ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, og Finanstilsynet giver gruppe 1-forsikringselskabet påbud om at afsætte den pågældende nøgleperson, skal der samtidig ske en vurdering af, om de lovovertrædelser eller den adfærd, der førte til afsættelsen, også medfører, at der skal foretages en fornyet vurdering af, om selskabets direktion eller bestyrelse opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, og om selskabet i givet fald også skal påbydes at afsætte direktionen eller dele heraf. Såfremt nøglepersonen var ansat af bestyrelsen, skal der ske en vurdering af, om påbuddet giver anledning til, at Finanstilsynet skal påbyde et eller flere medlemmer af bestyrelsen at nedlægge sit/deres hverv.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende egnetheds- og hæderlighedskravene, jf. artikel 50 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, ligesom EIOPA forventes at udstede retningslinjer herom på niveau 3. Delegerede retsakter er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt som forordninger.

Til nr. 26 (§ 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring af § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, er alene en præcisering af den nuværende bestemmelse som følge af indsættelsen af § 71, stk. 3, ved lov nr. 268 af 25. marts 2014, og § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Det følger af den nugældende § 71, stk. 2, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed og en forsikringsholdingvirksomhed skal træffe for at have effektive former for virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1. Med den foreslåede ændring præciseres det, at den eksisterende hjemmel også omfatter fastsættelse af regler i medfør af stk. 3 og stk. 4, idet begge stykker blot indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effektiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til stk. 1.

Til nr. 27 (§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Med den foreslåede indsættelse af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, får et gruppe 1-forsikringsselskab som led i selskabets virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1, pligt til at identificere de ansatte, der i kraft af deres stillinger er nøglepersoner i selskabet. Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 64, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 25, der gennemfører solvens II-direktivets art. 42 og 43, som stiller krav om egnetheds- og hæderlighedsvurdering af et gruppe 1-forsikringsselskabs nøglepersoner.

De personer, som vil skulle identificeres som nøglepersoner, vil for det første være de af gruppe 1- forsikringsselskabets ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse af selskabet. Dette vil omfatte bl.a. direktionsmedlemmer, der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, eksempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår (direktør for underwriting). Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere og udpege de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selskabet. Hvilke ledende medarbejdere, som vil skulle anses for nøglepersoner, vil afhænge af selskabets organisation og forretningsmodel.

Dernæst vil ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion i gruppe 1-forsikringsselskabet, skulle identificeres som nøglepersoner. Som nøglefunktioner anses funktioner, der er vigtige og afgørende for gruppe 1-forsikringsselskabets drift. Det følger af solvens II-direktivet, at et gruppe 1-forsikringsselskabs organisation, udover en bestyrelse og en direktion, skal omfatte en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion, en aktuarfunktion og en intern auditfunktion. Disse funktioner anses i henhold til direktivet altid for nøglefunktioner, der er afgørende for selskabets drift. De overordnede krav til funktionerne er beskrevet i solvens II-direktivets artikel 44, 46, 47 og 48.

Et gruppe 1-forsikringsselskab er i henhold til artikel 44 forpligtet til at indføre effektive risikostyringssystemer. Risikostyringsfunktionens overordnede ansvar er at have det samlede overblik over selskabets risici og solvens. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal derudover, jf. artikel 46, have et effektivt internt kontrolsystem i form af blandt andet en compliancefunktion, som skal påse selskabets overholdelse af lovgivningen, herunder vurdere potentielle konsekvenser af lovændringer og identificere og vurdere compliancerisici. Endvidere er et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 47, forpligtet til at have en effektiv intern auditfunktion, hvis hovedopgave er at vurdere, om de øvrige dele af virksomhedsstyringen er hensigtsmæssige. Endelig skal et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 48, have en effektiv aktuarfunktion, som har det overordnede ansvar for selskabets forsikringsmæssige hensættelser.

Derudover vil også andre funktioner i et gruppe 1-forsikringsselskab kunne anses for nøglefunktioner, og den ansvarlige for en sådan funktion vil være at anse for en nøgleperson. Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere eventuelle andre nøglefunktioner og udpege den ansvarlige for funktionen som nøgleperson. Funktioner, som er afgørende for selskabets virksomhed og organisation, vil blive anset for nøglefunktioner. Hvilke andre funktioner, som udover selskabets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, aktuarfunktion og interne auditfunktion, vil skulle anses for nøglefunktioner, vil således afhænge af selskabets forretningsmodel.

Risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuarfunktionen og den interne auditfunktion og de opgaver, som de ansvarlige for disse funktioner skal udføre, vil blive reguleret ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1575 af 15. december 2010 om ledelse og styring af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser (ledelsesbekendtgørelsen) med hjemmel i § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende kravene til de enkelte funktioner, jf. artikel 50 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Derudover forventes EIOPA at udstede retningslinjer på niveau 3 om selskabernes organisering, herunder nøglefunktionerne.

Hvis den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen eller aktuarfunktionen har andre opgaver, end hvad der følger af den funktion, som den pågældende er ansvarlig for, skal gruppe 1-forsikringsselskabet sikre, at mulige interessekonflikter mellem opgaver knyttet til funktionen og øvrige opgaver håndteres betryggende. Et medlem af selskabets direktion vil således efter en konkret vurdering på baggrund af blandt andet selskabets størrelse og kompleksitet kunne varetage én af de anførte stillinger, hvis organiseringen af funktionen tilsikrer, at der ikke opstår interessekonflikter, som medfører, at vedkommende ikke vil kunne varetage sin opgave på forsvarlig vis, eller der på anden måde foretages betryggende kompenserende foranstaltninger.

For så vidt angår den interne auditfunktion skal denne være objektiv og uafhængig af gruppe 1-forsikringsselskabets daglige ledelse og de funktioner og aktiviteter, som revideres. Kravene til den ansvarliges uafhængighed i den interne auditfunktion bliver reguleret i de delegerede retsakter. De opgaver, som den interne auditfunktion skal varetage, kan udføres af den interne revision, i de tilfælde, hvor selskabet har en sådan, og den interne revision har de rette kompetencer og ressourcer til udførelsen af opgaverne i den interne auditfunktion. Intern revisions opgaver er i dag reguleret i bekendtgørelse nr. 1392 af 15. december 2014 om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner, hvorefter den af intern revision udførte revision skal omfatte virksomhedens administrative og regnskabsmæssige praksis på alle væsentlige og risikofyldte områder i virksomheden, herunder forretningsgange og interne kontrolprocedurer. Der forventes at være en høj grad af overlap mellem den interne auditfunktions opgaver og de opgaver, som intern revision varetager.

I relation til reglerne om udpegning af væsentlige risikotagere medfører det forhold, at en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab er udpeget som væsentlig risikotager, ikke nødvendigvis, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4. Vurderingen af om en ansat skal udpeges som væsentlig risikotager og dermed er omfattet af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed, er en særskilt proces, som ikke er forbundet med kravet om, at nøglepersoner skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab ved lovens ikrafttræden og herefter løbende skal identificere selskabets nøglepersoner. Ved ændringer i gruppe 1-forsikringsselskabets forhold, herunder for eksempel organisationsændringer eller fratrædelser, skal selskabet således vurdere, om dette giver anledning til ændringer i vurderingen af, hvem der skal identificeres som nøglepersoner.

For så vidt angår underretning om selskabets nøglepersoner til Finanstilsynet henvises til det foreslåede § 64, stk. 8, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 25, med tilhørende bemærkninger.

Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende identifikation af selskabets nøglepersoner vil kunne straffes med bøde i henhold til § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. dette lovforslags § 1, nr. 79.

Til nr. 28 (§ 75, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring af § 75, stk. 3, er en konsekvens af, at der med lovforslaget indføres nye solvensregler for henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.

De foreslåede ændringer vedrører medlemmer af bestyrelsen eller direktionen, den eksterne revision og den ansvarshavende aktuar i forsikringsselskaber.

I et gruppe 1-forsikringsselskab skal disse personer straks underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet efter den foreslåede § 126 c eller minimumskapitalkravet efter den foreslåede § 126 d.

I et gruppe 2-forsikringsselskab skal ovennævnte personer straks underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet ikke opfylder solvensbehovet efter § 126, stk. 4, eller kravet til minimumsbasiskapitalen efter § 126, stk. 2. Med de forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselskaber opgøres kapitalkravet ikke længere. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal fremover alene opgøre deres minimumsbasiskapital og individuelle solvensbehov, jf. den foreslåede § 126, og dermed ikke et kapitalkrav. Derfor udgår kravet om, at ovennævnte personer skal underrette Finanstilsynet, såfremt de formoder, at selskabet ikke opfylder kapitalkravet.

Til nr. 29 (§ 77 a, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed)

I § 77 a, stk. 1, nr. 6, der vedrører tilfælde, hvor en virksomhed kan undlade at udbetale en variabel løndel, foreslås det at slette henvisningen til §§ 127 og 170 a, der omhandler kapitalkravet til forsikringsselskaber og koncerner, hvor modervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at §§ 127 og 170 a foreslås ophævet ved dette lovforslags § 1, nr. 34 og 46. I stedet foreslås det, at der indsættes en henvisning til kravet til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3, en henvisning til solvenskapitalkravet i § 126 c, stk. 1-4, og en henvisning til solvenskapitalkravet for koncernen i § 175 b, stk. 1, 3 og 4.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at virksomheden kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis, såfremt virksomheden på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel ikke overholder kravet til minimumsbasiskapitalen, solvenskapitalkravet eller solvenskapitalkravet for koncernen alt efter hvilken virksomhed, der er tale om. Desuden kan virksomheden undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er nærliggende risiko for at kravet til minimumsbasiskapital og solvenskapitalkrav ikke kan opfyldes.

Den foreslåede ændring af § 77 a er alene en konsekvens af indførelsen af de nye solvensregler for gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber, og at §§ 175 b og 175 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, fremover regulerer opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Med forslaget tilsigtes således ikke materielle ændringer af § 77 a i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 30 (§ 77 a, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslaget foretages en konsekvensrettelse, der er en følge af at der med lovforslagets § 1, nr. 7, indsættes nye nr. 24-26 i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvisningen til § 5, stk. 1, nr. 42, i § 77 a, stk. 6, i den gældende lov om finansiel virksomhed skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 5, stk. 1, nr. 45.

Til nr. 31 (§ 118, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

I § 118, stk. 3, der vedrører videregivelse af oplysninger i kundeforhold, foreslås det at lade begrebet pensionskasse udgå. Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i bestemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig korrektion.

Til nr. 32 (§ 126 i lov om finansiel virksomhed)

Bestemmelsen foreslås nyaffattet.

Gruppe 2-forsikringsselskaber vil ikke være omfattet af de mere omfattende kapitalkrav i §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for gruppe 1-forsikringsselskaber. Dette skyldes, at gruppe 2-forsikringsselskaber, på grund af deres begrænsede størrelse og aktivitetsområde, ikke er omfattet af solvens II-direktivet, og at det af samme grund vurderes tilstrækkeligt med enklere solvensregler, som foreslås i § 126, stk. 2-4. Gruppe 2-forsikringsselskabets opgørelse af det individuelle solvensbehov skal følge de regler, der er udstedt i medfør af § 143 i lov om finansiel virksomhed.

Gruppe 2-forsikringsselskaber skal endvidere, ligesom tilfældet er for forsikringsselskaber i dag, opfylde kravene i § 71 i lov om finansiel virksomhed, hvilket blandt andet medfører, at selskabet skal have en effektiv risikostyring. Kravet om en effektiv risikostyring følger i dag både af lovens § 71 og § 126. Da kravet om risikostyring i § 71 retter sig mod alle finansielle virksomheder, er der ikke grund til at gentage kravet i reguleringen af gruppe 2-forsikringsselskabernes forhold i den foreslåede § 126, hvorfor omtalen heraf i den gældende § 126 ikke videreføres med dette lovforslag.

Efter det foreslåede stk. 1 skal gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion sikre, at selskabet har en tilstrækkelig basiskapital til at dække selskabets risici.

Der er tale om en forpligtelse, som er pålagt bestyrelsen og direktionen i gruppe 2-forsikringsselskabet. De overvejelser, som bestyrelsen og direktionen skal gøre sig i denne henseende, skal udmønte sig i et individuelt solvensbehov, jf. stk. 4.

Den tilstrækkelige basiskapital er den kapital, som skal dække et selskabs individuelle solvensbehov. Ved vurderingen af selskabets tilstrækkelige basiskapital skal bestyrelsen og direktionen alene tage hensyn til selskabets risikoprofil og de samfundsmæssige forhold, som selskabet driver sine forretninger under. Samfundsmæssige forhold kan eksempelvis være det aktuelle renteniveau. Det er ikke i sig selv afgørende, hvor store risici gruppe 2-forsikringsselskabet har i forhold til andre selskaber og gruppe 2-forsikringsselskabet kan således ikke undlade at kapitaldække betydelige risici, fordi andre selskaber har tilsvarende risici, der ikke er kapitaldækkede.

Det foreslås i stk. 2, at gruppe 2-forsikringsselskaber skal have en minimumsbasiskapital, der svarer til det største af det for selskabet relevante beløb i nr. 1-4. De angivne beløb afhænger af den virksomhed, som gruppe 2-selskabet udøver. Kravet til minimumsbasiskapital svarer til det gældende minimumskapitalkrav i lov om finansiel virksomhed § 126, stk. 4, og udgør den mindste ansvarlige kapital, som en forsikringsvirksomhed til enhver til skal opfylde. Beløbene vil løbende, via lovændringer, blive reguleret for at tage højde for inflation. For at sikre en ensartet beskyttelse af forsikringstagerne vil beløbsgrænserne blive reguleret sideløbende med beløbsgrænserne i § 126 d, stk. 5, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Det følger af solvens II-direktivet, at beløbsgrænserne hvert femte år inflationsreguleres, og at Kommissionen offentliggør de reviderede beløb i EU-Tidende.

Nr. 1 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed som anført i bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. På tidspunktet for lovforslagets fremsættelse forventer Finanstilsynet ikke, at der er forsikringsselskaber, der udøver forsikringsvirksomhed som anført i bilag 8, der vil være omfattet af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.

Nr. 2 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til følgende forsikringsklasser som anført i bilag 7 til lov om finansiel virksomhed: Forsikringsklasse 1 (ulykke), 2 (sygdom), 3 (kaskoforsikring for landkøretøjer), 4 (kaskoforsikring for jernbanekøretøjer), 5 (kaskoforsikring for luftfartøjer), 6 (kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder), 7 (godstransport), 8 (brand og naturkræfter), 9 (andre skader på ejendom), 16 (diverse økonomiske tab), 17 (retshjælpsforsikring) eller 18 (assistance). Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 2,5 mio. euro.

Nr. 3 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6 mio. euro.

Nr. 4 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen for gruppe 2-captivegenforsikringsselskaber. Et captivegenforsikringsselskab forstås i overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr. 23, i lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 1,2 mio. euro.

Det foreslås i stk. 3, at kravet til minimumsbasiskapitalen for gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7 til lov om finansiel virksomhed, kan nedsættes til 0,225 mio. euro for tilladelse til forsikringsklasserne 1-8, 16 og 18 eller til 0,15 mio. euro for tilladelse til forsikringsklasserne 9 og 17, jf. bilag 7. En sådan nedsættelse kræver dog, at selskabets vedtægter giver mulighed for opkrævning af ekstrabidrag eller nedsættelse af ydelserne. Betingelsen svarer til det nugældende § 126, stk. 7, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed. I den gældende bestemmelse stilles der tillige krav om, at mindst halvdelen af det seneste regnskabsårs bruttopræmieindtægter skal hidrøre fra forsikringer, hvor forsikringstagerne er fysiske personer, der er medlemmer af selskabet. Dette krav videreføres ikke. Endvidere stilles der en række krav i bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber, der ikke videreføres. Der sker således en forenkling af reglerne for de gensidige gruppe 2-forsikringsselskaber, der efter de nugældende regler skal leve op til en række nærmere fastsatte kriterier for at få nedsat deres minimumskapitalkrav.

Efter det foreslåede stk. 4 er der krav om, at et gruppe 2-forsikringsselskabs direktion og bestyrelse opgør det individuelle solvensbehov. Det individuelle solvensbehov er den basiskapital, der er nødvendig for at sikre, at der kun er en meget lille sandsynlighed for, at forsikringstagerne lider tab som følge af forsikringsselskabets insolvens. Kravene til opgørelsen af det individuelle solvensbehov fremgår i dag af bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber, og opgørelsen skal efter dette lovforslag fortsat følge disse krav, hvorefter det individuelle solvensbehov skal opgøres som det beløb, der er resultatet af forsikringsselskabets risikovurdering.

Et forsikringsselskabs risikovurdering er en vurdering af alle væsentlige risici, som forsikringsselskabet er eller kan blive mødt med i dets strategiske planlægningsperiode og foretages med udgangspunkt i forsikringsselskabets forretningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser. Risikovurderingen skal som minimum indeholde en kvalitativ beskrivelse af forsikringsselskabets væsentligste risici, en vurdering af, hvilke risici der imødegås med kapital, og hvilke risici der imødegås med risikobegrænsende foranstaltninger eller lignende, samt en kvantificering af forsikringsselskabets væsentligste risici.

Overvejelserne omkring det individuelle solvensbehov skal have et fremadrettet perspektiv og foretages ud fra en going concern-forudsætning både på kort og lang sigt. Vurderingen skal således udtrykke forsikringsselskabets mulighed for at overholde kapitalkravene både inden for en tidshorisont på ét år samt inden for forsikringsselskabets strategiske planlægningsperiode. Det er op til forsikringsselskabet at bestemme, hvilke metoder, forudsætninger, parametre m.v., der skal anvendes ved fremskrivningerne, som lægges til grund for den langsigtede vurdering.

Væsentlige ændringer i forsikringsselskabets strategi, forretningsmodel, risikoprofil og risikotolerancegrænser skal medføre nye overvejelser omkring det individuelle solvensbehov.

Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte et højere solvensbehov end det individuelle solvensbehov, som selskabet har opgjort. Finanstilsynet påbyder det pågældende gruppe 2-forsikringsselskab et højere individuelt solvensbehov, hvis Finanstilsynet finder, at det af bestyrelsen og direktionen opgjorte individuelle solvensbehov efter stk. 4 ikke er tilstrækkeligt. Det individuelle solvensbehov kan ikke være mindre end kravet til minimumsbasiskapitalen efter stk. 2 og 3. Fastsætter Finanstilsynet et højere individuelt solvensbehov end det af selskabet opgjorte, skal forsikringsselskabets individuelle solvensbehov som minimum svare hertil.

De forhold, som Finanstilsynet vil lægge vægt på ved opgørelsen af det individuelle solvensbehov, vil være de samme forhold, som bestyrelsen og direktionen skal lægge til grund for vurderingen efter stk. 4. I Finanstilsynets vurdering vil også kunne indgå en vurdering af ledelsen, herunder dens kompetence og risikovillighed. Finder Finanstilsynet, at det opgjorte individuelle solvensbehov er for lavt, vil Finanstilsynet gå i dialog med det pågældende selskab, før en eventuel fastsættelse af et højere individuelt solvensbehov. I dialogen vil elementerne i gruppe 2-forsikringsselskabets individuelt opgjorte solvensbehov være udgangspunktet.

Fastsætter Finanstilsynet et individuelt solvensbehov, der er højere end den basiskapital, forsikringsselskabet har på tidspunktet for fastsættelsen af solvensbehovet, vil selskabet få en frist til at opfylde dette. Fristen vil blive fastsat individuelt i det konkrete tilfælde.

Til nr. 33 (§§ 126 b-126 g i lov om finansiel virksomhed)

Til § 126 b

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der indfører kapitalbegreberne: Kapitalgrundlag, basiskapitalgrundlag og supplerende kapitalgrundlag. Bestemmelsen gennemfører solvens II-direktivets artikel 87-89.

Der henvises til punkt 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en beskrivelse af de foreslåede kapitalbegreber og forskellen i forhold til den gældende regulering.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at kapitalgrundlaget er summen af basiskapitalgrundlaget, jf. stk. 2, og det supplerende kapitalgrundlag, jf. stk. 3.

Det fremgår endvidere, at anvendelsen af det supplerende kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse. Kommissionen vedtager reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 2, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Reguleringsmæssige tekniske standarder er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt som forordninger.

Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslags § 3, stk. 1, nr. 1, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet fra 1. april 2014 kan forhåndsgodkende et selskabs anvendelse af det supplerende kapitalgrundlag. Dette skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at basiskapitalgrundlaget består af summen af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af forpligtelser. Beløbet opgøres efter regler udstedt i medfør af § 283, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Beløbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af forpligtelser, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af forsikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld, der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at det supplerende kapitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab. Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.

Ved gensidige forsikringsselskaber med variable bidrag kan det supplerende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 måneder.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet skal godkende kapital, som selskaberne ønsker at anvende, hvis kapitalen ikke fremgår af en liste udarbejdet af Kommissionen. Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets godkendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapitalgrundlaget, er af en passende kvalitet, og dermed er egnet til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til at forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet.

Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke fremgår af Kommissionens liste, tage en række faktorer i betragtning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapitalen kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fortsatte drift (going concern).

Det fremgår af solvens II-direktivets artikel 97, som ændret ved omnibus II-direktivet, at Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der fastlægger en liste over kapitalgrundlagselementer, samt reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA, der præciserer de metoder, som tilsynsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurderingen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer. Delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt som forordninger.

Med det foreslåede stk. 5 bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundlaget. Dette skal bidrage til gennemførelsen af artikel 90 og 91 i solvens II-direktivet. Bemyndigelsen forventes udnyttet til at udstede en bekendtgørelse, der indeholder regler om kapitalgrundlaget, basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Det forventes, at bekendtgørelsen desuden vil indeholde regler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i §§ 126 c og 126 d. Bekendtgørelsen forventes desuden at indeholde nærmere regler om kapitalgrundlagselementerne og Finanstilsynets godkendelse af det supplerende kapitalgrundlag.

Der henvises til bemærkningerne til § 126 c, stk. 6, og § 126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om det forventede indhold af bekendtgørelsen.

Til § 126 c

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der regulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af solvenskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 100-102 og 119 i solvens II-direktivet.

Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere information omkring opgørelsen af solvenskapitalkravet.

Solvenskapitalkravet skal opgøres på grundlag af selskabets risikoprofil og skal afspejle virksomhedens risici i højere grad end solvenskravet efter § 126 i den gældende lov om finansiel virksomhed. Indførelsen af solvenskapitalkravet vil give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere tidspunkt, hvor kapitalgrundlaget ikke kan dække virksomhedens reelle risici, som afspejlet i solvenskapitalkravet. Solvenskapitalkravet kan opgøres ved at anvende enten standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern model.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at bestyrelsen og direktionen skal sikre, at gruppe 1-forsikringsselskabet har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav. Solvenskapitalkravet skal sætte forsikringsselskabet i stand til at dække betydelige tab og give forsikringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.

Den måde hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved anvendelse af standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model, afspejler den risiko gruppe 1-forsikringsselskabet har påtaget sig, samt den risiko selskabet forventer at påtage sig de kommende 12 måneder. For den eksisterende virksomhed som gruppe 1-forsikringsselskabet udøver, afspejler solvenskapitalkravet alene uventede tab, da de forventede tab antages at være indeholdt i selskabets prissætning. For den virksomhed gruppe 1-forsikringsselskabet forventes at udøve over de kommende 12 måneder afspejler solvenskapitalkravet derimod både forventede og uventede tab.

Det fremgår af præamblen til solvens II-direktivet, at for at fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselskabet skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at forsikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct. kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital opgøres på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil under hensyntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker, såsom genforsikring og finansielle afdækningsinstrumenter, samt diversifikationseffekter. En diversifikationseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig i samme retning.

Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de enkelte investeringer.

Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede investeringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at en enkelt investering eventuelt falder markant.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at solvenskapitalkravet skal opgøres enten ved at anvende standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, eller ved at anvende en godkendt intern model. De overordnede rammer for standardformlen fremgår af solvens II-direktivets artikel 103-109, som ændret ved omnibus II-direktivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. bemyndigelsen hertil i stk. 6.

Selve standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede retsakter, der præciserer den matematiske udformning af standardformlen, og de metoder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 111 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Selskabet har også mulighed for at anvende en af Finanstilsynet godkendt intern model, som selskabet selv udvikler, til at opgøre solvenskapitalkravet. De overordnede rammer for interne modeller fremgår af solvens II-direktivets artikel 112, 113 og 115-126, som ændret ved omnibus II-direktivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. bemyndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå godkendelse skal den interne model opfylde en række betingelser, der dels vil fremgå på bekendtgørelsesniveau dels i nærmere regler fastsat af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede retsakter, der præciserer vedrørende interne modeller, samt vedtager gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 114 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordninger.

Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going concern-basis.

Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab har mulighed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, og dermed justere nogle af de parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal sikre, at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses selskabernes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet. Kommissionen fastsætter på niveau 2 nærmere regler for tilsynsmyndighedernes godkendelse. Niveau 2-reguleringen bliver gennemført som forordninger.

Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet får mulighed for at kræve, at selskaberne anvender en godkendt intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de risikomoduler, hvor selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra standardformlen. Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i solvens II-direktivet.

Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici, modpartsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skadesforsikring og livsforsikring.

Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væsentlig fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om det er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne kan opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overensstemmelse med § 71 i lov om finansiel virksomhed.

Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af solvenskapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke giver et retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den baggrund vurderer, at en anvendelse af standardformlen er uhensigtsmæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at selskabet udarbejder en intern model i overensstemmelse med de kriterier, der vil blive fastlagt i henhold til § 126 c, stk. 6.

I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet eller udarbejdet den interne model for de relevante risikomoduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som beskrevet i den foreslåede § 350 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 63.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at gruppe 1-forsikringsselskabet skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberetning af solvenskapitalkrav. Kravet sikrer, at Finanstilsynet kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de indberettede oplysninger. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal desuden løbende overvåge markedet og de forudsætninger, der ligger bag opgørelsen af solvenskapitalkravet, og solvenskapitalkravet skal opgøres og senest 20 arbejdsdage herefter indberettes til Finanstilsynet, hvis selskabet finder, at der er sket ændringer af væsentlig betydning for opgørelsen.

For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.

Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal, og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den sidste dag i kvartalet.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse af en intern model. Bemyndigelsen forventes benyttet til at udstede tre nye bekendtgørelser: Én der indeholder regler for kapitalgrundlaget, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, én om anvendelsen af standardformlen og én om anvendelsen af en fuld eller partiel intern model.

Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundlaget, som forventes udstedt med hjemmel i § 126 c, stk. 6, § 126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, introduceres en opdeling af kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapitalen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier, der vil fremgå af bekendtgørelsen. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal bidrage til at artiklerne 93-96 og 98 i solvens II-direktivet gennemføres.

I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser sker der ved gennemførelsen af solvens II-direktivet en ændring. Særlige bonushensættelser af type B i livsforsikringsselskaber kan under den nuværende regulering i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kernekapitalen og anses som en del af de forsikringsmæssige hensættelser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en del af de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres aktiver, jf. § 167 i lov om finansiel virksomhed. Der er således i dag mulighed for at opbygge en ekstra overdækning i registeret over aktiver som følge af, at der skal registreres aktiver til fordel for særlige bonushensættelser.

Med solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste kvalitet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Kapital under de nye solvensregler kan, i modsætning til i dag, ikke samtidig anses som forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere registreres aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I stedet vil forsikringstagerne være beskyttet via det nye risikobaserede solvenskapitalkrav.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter bliver vedtaget som forordninger.

Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om det forventede indhold af bekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen forventes at fastsætte de nærmere regler for anvendelsen af standardformlen. Standardformlen opdeler forsikringsselskabets risici i risikokategorier. De enkelte risikokategorier i solvenskapitalkravet er opgjort således, at selskabet har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.

Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i en portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de enkelte investeringer. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af korrelationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for afhængighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikokategorierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer i et samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.

Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved anvendelsen af selskabsspecifikke parametre tillades dette for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici, under den forudsætning, at sådanne parametre er opgjort ved brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selskabets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet, men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som en intern model.

For at afspejle små og mindre komplekse forsikringsselskabers særlige situation er der mulighed for, at anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen.

Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en fuld eller partiel intern model forventes at indeholde en række bestemmelser om opgørelse og godkendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finanstilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici er tilfredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i tilstrækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solvenskapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau samt forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden skal den interne model og dens output løbende valideres, og modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan forstå den.

Til § 126 d

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der regulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af minimumskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 128 og 129 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Der henvises til punkt 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af minimumskapitalkravet.

Af det foreslåede stk. 1 fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskaber til enhver tid skal have et basiskapitalgrundlag til at dække minimumskapitalkravet.

Der er større krav til kvaliteten af det basiskapitalgrundlag, der skal dække minimumskapitalkravet, end til det kapitalgrundlag, der skal dække solvenskapitalkravet, jf. herom den med lovforslaget foreslåede § 126 c.

Minimumskapitalkravet sikrer et minimumsniveau, som basiskapitalgrundlaget mindst skal opfylde. Såfremt basiskapitalgrundlaget ikke dækker minimumskapitalkravet, vil forsikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj risiko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet tillades at fortsætte sin virksomhed.

Solvens II-direktivet fastsætter de overordnede rammer for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Det fremgår heraf, at minimumskapitalkravet opgøres som en simpel funktion af selskabets forsikringsmæssige hensættelser, bruttopræmier og risikosummer. Hver af disse størrelser ganges med en faktor for at finde det samlede minimumskapitalkrav. Faktoren er fastsat således, at selskabet har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 85 pct. at opfylde sine forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 85 pct. på 12 måneders sigt.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter, hvori det præciseres, hvordan minimumskapitalkravet opgøres, jf. artikel 130 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver gennemført som forordninger.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at minimumskapitalkravet skal udgøre det største af henholdsvis beløbet for det opgjorte minimumskapitalkrav, jf. stk. 3, og det største af det for selskabet relevante beløb for den nedre grænse for minimumskapitalkravet, jf. stk. 5. Minimumskapitalkravet fastsættes således ved, at selskabet foretager en opgørelse i overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet, jf. herom nedenfor under bemærkningerne til stk. 3, og sammenligner denne, med den nedre grænse for minimumskapitalkravet, der gælder for det pågældende selskab. Hvilken nedre grænse, der gælder for det konkrete forsikringsselskab, afhænger af, hvilken virksomhed forsikringsselskabet udøver, jf. nedenfor under bemærkningerne til stk. 5.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Europa-Kommissionen i medfør af artikel 130 i solvens II-direktivet fastsætter regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapitalkravet. Endvidere fastsættes der et minimum og et maksimum for minimumskapitalkravet opgjort ud fra størrelsen af solvenskapitalkravet. I de tilfælde, hvor selskabet er påbudt et kapitaltillæg, jf. den foreslåede § 350 b, medregnes dette i solvenskapitalkravet til denne opgørelse.

Formlen for det opgjorte minimumskapitalkrav forventes at være fastsat således, at minimumskapitalkravet i de fleste tilfælde vil ligge indenfor 25 pct. og 45 pct. af solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillæg. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav uden for disse grænser, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til enten 25 pct. eller 45 pct., afhængig af om det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav ligger under 25 pct. eller over 45 pct. Såfremt det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 48 pct., vil det blive fastsat til 45 pct., og omvendt vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct., hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 21 pct.

Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at såfremt det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav afviger fra de fastsatte grænser i stk. 3, skal baggrunden herfor begrundes nærmere overfor Finanstilsynet. Dette skal medføre en øget forståelse af det pågældende forsikringsselskabs særlige risikoprofil med henblik på at føre et effektivt tilsyn med selskabet.

Af det foreslåede stk. 5 fremgår de nedre grænser for minimumskapitalkravet fastsat efter den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver. Det fremgår af solvens II-direktivets artikel 300, at beløb opgjort i euro bliver revideret hvert femte år med start fra direktivets ikrafttræden den 1. januar 2016. Medlemslandene skal gennemføre de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. Efter gældende praksis sker gennemførelsen af de reviderede beløb via ændringslove til lov om finansiel virksomhed.

Nr. 1 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 8, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsforsikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tontine virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.

Nr. 2 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 2,5 mio. euro.

Forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælpsforsikring og assistance.

Nr. 3 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartøjer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.

Nr. 4 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 3,6 mio. euro.

Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikringsselskab mod en præmie.

Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 4, at selskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,6 mio. euro.

Nr. 5 indeholder minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikringsselskab. Minimumskapitalkravet for disse udgør 1,2 mio. euro.

Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at genforsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringsselskaber.

Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 5, at selskaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikringsselskab, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 1,2 mio. euro.

Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskaberne skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberetning af minimumskapitalkravet. Den kvartalsvise opgørelse og indberetning giver såvel forsikringsselskaberne som Finanstilsynet mulighed for at følge minimumskapitalkravet og en eventuel udvikling heri tæt. Ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav, skal gruppe 1-forsikringsselskabet opgøre minimumskapitalkravet på ny og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.

Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal, og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den sidste dag i kvartalet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundlaget, som forventes udstedt med hjemmel i stk. 7, § 126 b, stk. 5, og § 126 c, stk. 6, introduceres en opdeling af kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Det basiskapitalgrundlag, der skal dække minimumskapitalkravet, kan ikke indeholde kapital, som medregnes i det supplerende kapitalgrundlag. Ligeledes er der krav om en højere kvalitet af den kapital, der kan indgå i basiskapitalgrundlaget. Dette skal ses i sammenhæng med hensynet til beskyttelsen af forsikringstagerne.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver vedtaget som forordninger.

Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og § 126 c, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om det forventede indhold af bekendtgørelsen.

Til § 126 e

Bestemmelsen gennemfører artikel 77 a-77 d i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Bestemmelsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal anvende den samme rentekurve til at diskontere deres forpligtelser med. I dag fastlægges rentekurven nationalt, og der vil derfor ske en ændring i forhold til den måde, selskaberne opgør deres hensættelser på.

Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-forsikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe 2-forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver anvendelse af en rentekurve.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskaber ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser skal anvende en risikofri rentekurve, der fastlægges og offentliggøres af EIOPA. På tidspunktet for lovforslagets fremsættelse er EIOPA i gang med at fastsætte den nærmere opgørelse af den risikofrie rentekurve og processerne for offentliggørelse. Fastlæggelsen af en rentekurve på europæisk plan skal medvirke til at sikre en ensartet opgørelse og undgå kunstige udsving i de forsikringsmæssige hensættelser og i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet. Herudover skal rentekurven skabe incitament til god risikostyring.

Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til relevante finansielle instrumenters løbetid og til hvor dybt, likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil blive fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst hvert kvartal.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve på en af selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.

Dette indebærer en mulighed for, at et forsikringsselskab kan opnå en tilpasning af (eksempelvis et tillæg til) den rentekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser med. Eksemplet med et tillæg til rentekurven vil indebære en højere diskonteringsrente, hvilket nedbringer selskabets forpligtelser og reducerer behovet for hensættelser. Selskabet skal udvælge porteføljen af forsikringsforpligtelser, så værdien af forsikringsselskabets fremtidige forpligtelser over for forsikringstagerne i tilstrækkelig grad kan fastsættes og modsvares af specifikke aktiver som forsikringsselskaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.

Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende denne.

Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5 til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse til anvendelse af matchtilpasningen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at gruppe 1-forsikringsselskaber kan foretage en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1, for forsikringsmæssige hensættelser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender en matchtilpasning.

Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser, der er de samlede beløb, et forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forpligtelserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt, opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.

For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangspunkt i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgøres volatilitetsjusteringen som spændet mellem den rentesats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje for den pågældende valuta, og satserne for den risikofrie rentekurve, der ligger til grund for den pågældende valuta.

EIOPA fastlægger og offentliggør for hvert relevant nationalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve. Volatilitetsjusteringen vil blive fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst hvert kvartal.

Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en volatilitetsjustering, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende denne.

Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5 til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af volatilitetsjusteringen og forudsætningerne for at opnå tilladelse anvendelse af volatilitetsjusteringen.

Med det foreslåede stk. 4, stilles der krav om, at forsikringsselskaberne offentliggør den beløbsmæssige effekt på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet og på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet samt det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet af ikke at anvende en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter stk. 3.

Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtighed i forhold til den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, så det fremgår, hvordan tallene ville se ud, hvis selskabet ikke anvendte en matchtilpasning eller volatilitetsjustering. Offentliggørelsen skal foretages via rapporten om solvens og finansiel situation, som forsikringsselskaberne skal offentliggøre i medfør af reglerne fastsat efter § 283, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55.

Med det foreslåede stk. 5, bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en volatilitetsjustering. Bemyndigelsen skal anvendes til at gennemføre de mere tekniske dele af artikel 77 b-77 d i omnibus II-direktivet.

Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at udstede en bekendtgørelse om opgørelsen af matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en volatilitetsjustering.

Til § 126 f

Det fremgår af stk. 1, at Finanstilsynet har mulighed for at kræve, at gruppe 2-forsikringsselskaber anvender den samme risikofrie rentekurve til at værdiansætte sine forpligtelser, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende efter § 126 e, stk. 1. Baggrunden herfor er, at det ikke kan udelukkes, at løbetiden på gruppe 2-forsikringsselskabernes forpligtelser nødvendiggør anvendelsen af en rentekurve ved værdiansættelsen af forpligtelserne, det kan eksempelvis være tilfældet, hvis selskabet udbyder arbejdsskadeforsikringer, hvor skaderne har en lang afviklingstid, fra de anmeldes, til de afsluttes.

På nuværende tidspunkt forventes det ikke at være relevant for de selskaber, der ved lovens ikrafttræden er gruppe 2-forsikringsselskaber, at anvende denne rentekurve, da det forventes, at disse selskabers forpligtelser har kort løbetid, og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke nødvendiggør diskontering ved værdiansættelse af forpligtelserne.

Til § 126 g

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab kvartalsvis skal foretage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Analyserne har til formål at sikre en effektiv risikostyring i selskabet og indberetningen har til formål at sikre, at Finanstilsynet kan føre et lige så effektivt tilsyn med forsikringsselskaberne, som tilsynet gør i dag. I dag modtager Finanstilsynet kvartalsvise indberetninger af det individuelle solvensbehov og analyser af, hvordan ændringer i forskellige risici påvirker selskabernes økonomiske stilling. Indberetningerne bevirker, at tilsynet løbende kan følge med i selskabernes økonomiske situation og således kan træffe de nødvendige foranstaltninger, såfremt tilsynet vurderer, at selskabets økonomiske stilling er forringet og forsikringstagernes interesser dermed er udsat for en risiko for ikke at blive fyldestgjort.

Bestemmelsen har således til formål at sikre, at selskaberne løbende foretager analyser af de væsentlige risici og påvirkningen på henholdsvis kapitalgrundlaget, solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet og at sikre, at Finanstilsynet ligesom i dag kan vurdere selskabernes økonomiske stilling.

Det fremgår endvidere, at selskabet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter skal indberette resultatet af analyserne til Finanstilsynet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om analyserne efter stk. 1. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om den tekniske del af analyserne. Det forventes at fremgå af bekendtgørelsen, at selskaberne skal beskrive, hvorledes forskellige ændringer i væsentlige risici påvirker deres kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Væsentlige risici er blandt andet renterisiko, aktiekursrisiko og levetidsrisiko.

Til nr. 34 (§ 127 i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at § 127 ophæves. Af bestemmelsen fremgår, at kapitalkravet i forsikringsselskaber er det største af solvenskravet og minimumskapitalkravet. Efter den foreslåede nyaffattelse af § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, skal gruppe 2-forsikringsselskaberne fremover alene opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen samt det individuelle solvensbehov. Gruppe 1-forsikringsselskaberne skal efter de foreslåede §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, opgøre et solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav.

I solvens II-direktivet anvendes begrebet kapitalkrav ikke og konsekvensen ved manglende opfyldelse af henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet fremgår af de foreslåede §§ 248 a og 248 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.

Det er på den baggrund ikke relevant at bibeholde begrebet kapitalkrav i forhold til forsikringsselskaberne, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet.

Til nr. 35 (§ 128, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)

Ved gennemførelsen af solvens II-direktivet gøres der op med opdelingen af basiskapital i kernekapital og supplerende kapital for gruppe 1-forsikringsselskaberne. I stedet foreslås at disse forsikringsselskaber skal opgøre et kapitalgrundlag, der består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag.

Gruppe 1-forsikringsselskaber skal således ikke længere opgøre deres basiskapital, mens gruppe 2-forsikringsselskaber omfattes af forenklede solvensregler og derfor fortsat skal opgøre deres basiskapital i overensstemmelse med de nugældende regler herfor. Forslaget indebærer dermed en konsekvensrettelse i § 128, stk. 1 og 2, som følge af indførelsen af de nye solvensregler for gruppe 1-forsikringsselskaber.

Til nr. 36 (§ 142, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

§ 142, stk. 2, der omhandler, hvad der forstås ved risikovægtede poster i forsikringsselskaber, foreslås ophævet. Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførelse af solvens II-direktivet, og reguleringen af de risikovægtede poster vil ikke fremadrettet være af relevans bortset fra i overgangsbestemmelserne i den foreslåede § 417 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Efter denne overgangsbestemmelse får Finanstilsynet mulighed for at begrænse det fradrag, som forsikringsselskaberne i en periode kan få tilladelse til at anvende i de forsikringsmæssige hensættelser, hvis fradraget medfører, at selskabets solvenskapitalkrav, som opgjort efter § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det krav, der gælder efter de solvensregler, der gælder inden den 1. januar 2016. Finanstilsynet bliver i medfør af den foreslåede § 417 b, stk. 6, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster

Til nr. 37 (§ 143, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 143, stk. 1, nr. 1, der bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder, foreslås nyaffattet.

I dag giver bestemmelsen bemyndigelse til Finanstilsynet til at udstede regler om opgørelsen af de risikovægtede poster for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder. Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførelse af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være af relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84.

For nærmere information om de risikovægtede poster henvises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende bemærkninger.

Det foreslås i stedet, at Finanstilsynet fremadrettet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om fristerne for de indberetninger, der indsendes som følge af regler fastsat af Kommissionen i medfør af artikel 35, stk. 9, i solvens II-direktivet. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at udstede en bekendtgørelse om indberetningsfristerne. Forslaget gennemfører, sammen med bekendtgørelsen som vil blive udstedt med hjemmel i bestemmelsen, artikel 308 b, stk. 5, 7 og 8, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Artikel 308 b, stk. 5, 7 og 8 indeholder regler om fristerne for indsendelse af oplysninger til tilsynsmyndighederne.

Til nr. 38 (§ 143, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed)

§ 143, stk. 1, nr. 2, foreslås ændret som følge af, at § 126 nyaffattes. Bestemmelsen giver Finanstilsynet bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for opgørelser efter en række bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Bemyndigelsen vedrørende § 126 anvendes i dag i bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber. Det forventes at denne bekendtgørelse i forbindelse med gennemførelsen af solvens II-direktivet vil blive erstattet af en ny. Den foreslåede ændring vil ikke medføre nogen ændringer i forhold til gruppe 2-forsikringsselskabernes opgørelse af basiskapitalen og det individuelle solvensbehov.

Til nr. 39 (§ 143, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)

§ 143, stk. 1, nr. 3, foreslås ændret, så Finanstilsynet i stedet for at have hjemmel til at udstede regler om indberetning af de risikovægtede poster, kapitalkravet og basiskapitalen for forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder fremover får hjemmel til at udstede regler om indberetning af kravet til minimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber.

Reguleringen af de risikovægtede poster relaterer sig til de solvensregler, der udgår ved dette lovforslags gennemførelse af solvens II-direktivet, og vil fremadrettet kun være af relevans i forbindelse med overgangsbestemmelsen i den foreslåede § 417 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Forsikringsselskaberne skal derfor ikke længere foretage indberetning om de risikovægtede poster.

For nærmere information om de risikovægtede poster henvises til lovforslagets § 1, nr. 84, samt de tilhørende bemærkninger.

Forsikringsholdingvirksomheder skal efter dette lovforslag opgøre kapitalgrundlaget i overensstemmelse med § 175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, og skal således ikke fremadrettet opgøre deres basiskapital, hvorfor henvisningen hertil udgår.

Ved gennemførelsen af dette lovforslag sker der desuden en forenkling af reglerne for gruppe 2-forsikringsselskaberne, og disse selskaber skal ikke fremadrettet opgøre et kapitalkrav, hvorfor kravet om indberetning heraf udgår. Gruppe 2-forsikringsselskaberne skal fremover være i besiddelse af en minimumsbasiskapital og en basiskapital i overensstemmelse med de nugældende regler herfor. For at føre et effektivt tilsyn har Finanstilsynet behov for, at disse beløb løbende indberettes, og det foreslås derfor, at Finanstilsynet bemyndiges til at udstede regler om indberetning af minimumsbasiskapitalen og basiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber.

Til nr. 40 (§ 143, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed)

§ 143 er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter Finanstilsynet kan fastsætte regler for en række nærmere angivne områder.

Den foreslåede ophævelse af § 143, stk. 1, nr. 6, der indeholder en bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte regler om betingelserne for nedsættelse af minimumskapitalkravet efter det gældende § 126, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, foretages, på baggrund af, at der med det foreslåede § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, indføres forenklede solvensregler for gruppe 2-forsikringsselskaberne, der medfører, at kriterierne for nedsættelse af kravet til størrelsen af minimumsbasiskapitalen fremgår direkte af den foreslåede nyaffattelse af § 126 i lov om finansiel virksomhed. Fremadrettet er der derfor ikke behov for, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om nedsættelse af minimumskapitalkravet i medfør af § 143 i lov om finansiel virksomhed, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet.

For en nærmere beskrivelse af de nye solvensregler for gruppe 2-forsikringsselskaber henvises til dette lovforslags § 1, nr. 32, samt tilhørende bemærkningerne.

Til nr. 41 (§ 143, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Der foreslås en ændring af § 143, stk. 3, 1. pkt.

Den gældende § 143, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed indeholder regler om benyttelse af interne metoder til opgørelse af risikovægtede poster samt tilladelse hertil. Bestemmelsen blev senest ændret ved lov nr. 268 af 25. marts 2013, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 (CRD IV) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 (CRR). Loven medførte en ændring af terminologien risikovægtede poster til den samlede risikoeksponering i § 142, stk. 1, 1. pkt., med det formål at sikre overensstemmelse mellem terminologien i lov om finansiel virksomhed den direkte gældende CRR-forordning. Denne ændring er ved en fejl ikke blevet videreført i § 143, stk. 3, 1. pkt., og det foreslås derfor at bestemmelsen ændres.

Til nr. 42 (overskriften før § 158)

Overskriften foreslås ændret, da forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det er dermed ikke nødvendigt at anføre disse eksplicit i overskriften.

Til nr. 43 (§ 158-166 i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at § 158 nyaffattes, og at §§ 159-166 ophæves. De bestemmelser, som foreslås ophævet regulerer forsikringsselskabernes investeringer. Med gennemførelsen af solvens II-direktivet foreslås det, at denne regulering erstattes af en bestemmelse, der indeholder krav om, at forsikringsselskaber skal investere deres aktiver således, at forsikringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.

Den foreslåede nyaffattelse af § 158 gennemfører artikel 132 i solvens II-direktivet, som indføres et overordnet princip for forsikringsselskabernes investeringer. Princippet kaldes prudent person-princippet. Der henvises til punkt 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af de gældende investeringsregler og den fremtidige regulering.

Formålet med prudent person-princippet er at sikre, at selskabernes investeringsstrategi afspejler det kunderne er stillet i udsigt. Indførelsen af prudent person-princippet vil indebære et ændret fokus på forsikringsselskabernes investeringer og vil indebære at Finanstilsynet, for så vidt angår forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed, i højere grad end tidligere vil sammenholde selskabets investeringsstrategi med de konkrete produkttyper, som selskaberne udbyder, da dette bliver centralt for Finanstilsynets vurdering af, om selskaberne via deres investeringer varetager forsikringstagernes interesser bedst muligt. Blandt andet vil Finanstilsynet foretage en vurdering af, om selskabet har fastlagt en hensigtsmæssig investeringsstrategi, der opsætter klare rammer for risikopåtagelsen i de enkelte produkter, sikrer en tilpas grad af risikospredning og forhindrer risici, eksempelvis koncentrationsrisici og likviditetsrisici, der er i modstrid med kundernes interesser. Finanstilsynet vil endvidere vurdere om investeringsstrategien er robust, altså om investeringerne er sammensat således, at investeringsporteføljens forventede værdi er robust over for udsving på de finansielle markeder og fortsat sikre at kunderne får det, de er stillet i udsigt. Finanstilsynet vil ligeledes se på, om investeringsstrategien og de faktiske investeringer understøtter langsigtede mål frem for mere kortsigtede mål, herunder sikrer det bedst mulige afkast. Endvidere vil de nye regler medføre et øget fokus på den ledelsesmæssige indblanding i og forståelse af forsikringsselskabets investeringer.

Prudent person-princippet indebærer ifølge solvens II-direktivet blandt andet, at forsikringsselskaber skal investere i aktiver, hvortil der knytter sig risici, som det pågældende selskab kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om.

Prudent person-princippet indebærer endvidere, at forsikringsselskabet har fokus på den samlede porteføljes sikkerhed, kvalitet, likviditet og rentabilitet, ved investering af sine aktiver, og navnlig de aktiver, der anvendes til at dække minimumskapitalkravet og solvenskapitalkravet. Derudover skal disse aktiver, som det er tilfældet i dag, være lokaliseret, så Finanstilsynet kan anvende den i § 251 i lov om finansiel virksomhed hjemlede adgang til at begrænse eller forbyde forsikringsselskabets frie rådighed over aktiverne, når Finanstilsynet måtte vurdere, at forsikringsselskabets økonomiske situation er ubetryggende. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til ændringerne af § 251 som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 53.

De aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, skal investeres på en måde, der passer til arten og varigheden af forsikringsforpligtelserne, således at investeringen tjener alle forsikringstageres og begunstigedes interesser bedst muligt.

På nuværende tidspunkt arbejdes der i EIOPA for, at der på niveau 3 kommer nærmere vejledning om prudent person-princippet for at sikre en ensartet anvendelse og fortolkning af princippet.

Det med solvens II-direktivet introducerede prudent person-princip indebærer ikke, at der stilles krav om, at selskaberne investerer i bestemte kategorier af aktiver. Et sådant krav ville muligvis være uforeneligt med den liberalisering af kapitalbevægelser, der er fastsat i EUF-traktatens artikel 63.

I forhold til forsikringsprodukter, hvor et gruppe 1-forsikringsselskab garanterer forsikringstageren en vis forrentning, og selskabet dermed bærer investeringsrisikoen, bliver gruppe 1-forsikringsselskabets forvaltning af aktiverne afspejlet i solvenskapitalkravet. Det medfører, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der påtager sig en høj risiko, vil have et tilsvarende højt solvenskapitalkrav.

I forhold til forsikringsprodukter, hvor forsikringsselskabet ikke har garanteret forsikringstageren en vis forrentning, og forsikringstageren dermed selv bærer investeringsrisikoen, vil forsikringsselskabet ikke blive kapitalbelastet og dermed afspejles investeringsrisikoen ikke i solvenskapitalkravet. Forsikringsselskabernes overholdelse af prudent person-princippet vil i disse tilfælde udelukkende være baseret på en vurdering af, om selskabet via sin investeringsstrategi tager højde for den risikoprofil, som forsikringstageren er underlagt.

For gruppe 2-forsikringsselskaber vil investeringsrisikoen blive afspejlet i opgørelsen af selskabets individuelle solvensbehov, idet selskabets risici skal indregnes i opgørelsen heraf.

Solvens II-direktivet indeholder ikke en udtømmende beskrivelse af prudent person-princippet. Det fremgår således ikke klart af direktivet, hvordan forsikringsselskaberne bedst muligt varetager forsikringstagernes og de begunstigedes interesser. Med henblik på at sikre, at vurderingen heraf foretages ud fra klare ensartede kriterier bemyndiges Finanstilsynet med det foreslåede stk. 2, til at fastsætte regler om, hvorledes forsikringstagernes og de begunstigedes interesser varetages bedst muligt.

Til nr. 44 (§ 167 i lov om finansiel virksomhed)

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af §§ 167 og 169 i den gældende lov om finansiel virksomhed og omhandler registreringssystemet for forsikringsselskaber.

§ 167 foreslås nyaffattet, da §§ 159-166, der indeholder de gældende investeringsregler, foreslås erstattet af et nyt § 158, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 43, med tilhørende bemærkninger, og den nuværende § 167 indeholder en række henvisninger til de gældende investeringsregler i §§ 159-166. Herudover indebærer forslaget en række præciseringer af den gældende bestemmelse i § 167. Der tilsigtes ingen ændringer af reglerne for, hvornår og i hvilket omfang forsikringstagere og begunstigede kan blive fyldestgjort af de registrerede aktiver.

Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber have en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser. For at sikre tilstedeværelsen af disse aktiver skal selskaberne føre et register, der indeholder en optegnelse over aktiverne samt værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de forsikringsmæssige forpligtelser.

Det fremgår af nr. 1, at der skal føres et register over aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser udgøres af den uforfaldne gæld, som udspringer af indgåede forsikringsaftaler. For at sikre forsikringstagerne stilles der derfor krav om, at forsikringsselskabet opretter et register over aktiver af samme værdi som de forsikringsmæssige hensættelser.

Når forsikringsselskabet udvælger de aktiver, der skal dække de forsikringsmæssige hensættelser, er det nødvendigt, at udvælgelsen sker således, at der opstår en vis overdækning på aktiverne i forhold til hensættelsernes størrelse. Overdækningens størrelse afgøres ved et begrundet skøn foretaget af forsikringsselskabets ledelse. Forsikringsselskabet kan ikke uden nærmere overvejelser blot beslutte at registrere samtlige aktiver, da alle selskabets midler i så fald reserveres til én gruppe af kreditorer - forsikringstagerne. En sådan reservation muliggør en tilsidesættelse af registeret ved en efterfølgende domstolsprøvelse, hvorved forsikringstagerne mister deres fortrinsstilling og indgår på lige fod med de øvrige kreditorer.

Det fremgår af nr. 2, at der udover registreringen efter nr. 1, skal ske registrering af værdien af finansielle kontrakter, der reducerer risikoen for, at aktiverne ikke kan dække de forsikringsmæssige forpligtelser, så det specifikt fremgår af registeret hvilke finansielle kontrakter, der er reserveret til fyldestgørelse af forsikringstagerne, og disse således kan identificeres i tilfælde af at forsikringsselskabet tages under administration eller går konkurs. Disse finansielle kontrakter kan for eksempel være aftaler om køb af danske statsobligationer på et givent fremtidigt tidspunkt (en terminsaftale), aftaler om køb af en aktie eller et aktieindeks på termin eller aftaler, der følger renteudviklingen.

Efter det foreslåede stk. 2 skal forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 7, endvidere registrere aktiver, der modsvarer indgåede præmier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning.

Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskaberne indberette hvilke aktiver, der indgår i registeret, kvartalsvist til Finanstilsynet. Forsikringsselskaber, der udøver virksomhed efter bilag 7 i lov om finansiel virksomhed skal indberette oplysninger efter såvel stk. 1 og 2 i denne bestemmelse. De nærmere regler omkring indberetningen forventes fastsat i bekendtgørelsesform, jf. stk. 7.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at aktiverne, der er registreret i medfør af bestemmelsens stk. 1 og 2 udelukkende tjener til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de begunstigede. Det betyder, at forsikringstagerne kan blive fyldestgjort af de pågældende aktiver forud for de øvrige kreditorer. De aktiver, der indgår i registrene efter stk. 1 og 2, kan alene indgå med den værdi, som tilkommer forsikringsselskabet. Hvis forsikringsselskabet ikke er enerettighedshaver over et aktiv, indgår aktivet i registrene med en forholdsmæssig værdi svarende til værdien af forsikringsselskabets del af aktivet.

Efter det foreslåede stk. 5 finder kravet om registrering ikke anvendelse for lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer inden for disses genkøbsværdi. Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor forsikringstageren har lånt et beløb i sit livsforsikringsselskab og givet transport til långiver i sin pensionsordning som sikkerhed for lånet. Muligheden eksisterer ikke i nyere forsikringsaftalen og dette forekommer derfor kun i helt særlige tilfælde og er således ikke udbredt. I det omfang selskabet har udvalgt policelån til at dække de forsikringsmæssige hensættelser, vil de registrerede aktiver ikke nødvendigvis modsvare hensættelsernes værdi. Baggrunden herfor er, at der i denne situation ikke er noget behov for den sikkerhed, som en registrering i registeret tilsiger, da et policelån i princippet medfører, at selskabet gennem modregningsadgang opnår sikkerhed i egne forpligtelser.

Efter det foreslåede stk. 6 kan Finanstilsynet kræve aktiverne i registeret deponeret og pantsat, hvis tilsynet efter § 251 i lov om finansiel virksomhed beslutter at begrænse eller forbyde selskabets rådighed over dets aktiver som led i foranstaltningerne efter §§ 248-248 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, samt efter § 249, stk. 1, og § 250, stk. 1. Ved at kræve aktiverne i registeret deponeret, gives selskabet i første omgang lejlighed til selv at rette op på det forhold, der har medført at Finanstilsynet har begrænset eller forbudt selskabets rådighed over dets aktiver, under skærpet tilsyn af Finanstilsynet. Såfremt det ikke lykkes selskabet selv at rette op på forholdet, kan Finanstilsynet tage selskabets bestand under administration i henhold til kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed.

Beslutningen om at kræve aktiverne i registeret deponeret betyder, at Finanstilsynet skal registreres som panthaver. Pantsætning til fordel for Finanstilsynet sker efter dansk rets almindelige regler herom. De øvrige kreditorer samt aftaleerhververe gøres hermed særskilt opmærksom på, hvilke aktiver, der tjener til sikring af forsikringstagerne, da de traditionelle sikringsakter er blevet iagttaget. Tilbagegiver Finanstilsynet aktiverne til forsikringsselskabet skal de foretagne sikringsakter ophæves.

Endelig skal enhver ændring i den deponerede aktivmasse godkendes af Finanstilsynet og noteres i registeret, så længe aktiverne i registeret er deponeret.

Det foreslåede stk. 7 bemyndiger Finanstilsynet til at udstede nærmere regler om indhold, opgørelse, indberetning, registrering og kontrol af tilstedeværelsen af aktiverne indført i registrene. Bemyndigelsen forventes benyttet til at tilpasse den eksisterende bekendtgørelse nr. 922 af 28. september 2009 om registrering af aktiver i direkte tegnende forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser, firmapensionskasser og filialer i Danmark af udenlandske direkte tegnende forsikringsselskaber. På grund af den med dette lovforslag foreslåede ophævelse af §§ 158-166, er der behov for at ændre visse regler i bekendtgørelsen. Der kan tillige blive behov for at udvide indholdet af bekendtgørelsen, hvorfor bemyndigelsesbestemmelsen med forslaget udvides til tillige at omfatte regler om registerets indhold og opgørelse af aktiverne i registeret.

Til nr. 45 (§§ 168 og 169 i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at § 168 ophæves som følge af, at §§ 158-166 ophæves med dette lovforslag. Bestemmelsen rummer en dispensationsmulighed i forhold til en række bestemmelser, der med lovforslaget ophæves, hvorfor der ikke længere er behov for dispensationsmuligheden i loven.

Det foreslås desuden, at § 169 ophæves. Bestemmelsen vedrører Finanstilsynets bemyndigelse til at udstede regler om en række områder i forhold til forsikringsselskabernes investeringsregler. Der er ikke efter gennemførelsen af solvens II-direktivet behov for at fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af værdipapirer, der omfattes af flere af de i § 162, stk. 1, nævnte aktivgrupper, da § 162 foreslås ophævet. Der er heller ikke behov for, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for aktivers lokalisering og kongruente valutaer og om dækning af forsikringsmæssige hensættelser i forsikringsklasse III, da dette fremover er en del af prudent person-princippet, som beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 43. Finanstilsynets bemyndigelse til at udstede regler om registrene efter § 167 fremgår efter lovforslaget af § 167, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 44.

Til nr. 46 (§ 170 a i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 170 a, at i koncerner, hvor modervirksomheden er en forsikringsholdingvirksomhed eller et forsikringsselskab, finder den gældende § 126 anvendelse på såvel forsikringsholdingvirksomheden som koncernen. Modervirksomheden påser overholdelsen af § 126. Ved opgørelsen af koncernens basiskapital, jf. § 128, fradrages kapital, der er indbetalt af virksomheder i koncernen, der ikke indgår i den konsoliderede opgørelse for koncernen.

Bestemmelsen foreslås ophævet, da reguleringen af koncerners kapitalisering ændres med dette lovforslag. Reguleringen af koncerner fastsættes herefter primært i §§ 175 b og 175 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48.

Til nr. 47 (§ 175 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring af § 175 a, stk. 1, er en konsekvens af, at lovforslaget indfører nye kapitalbegreber, og af at forsikringsholdingvirksomhederne fremadrettet skal opgøre deres kapitalgrundlag i stedet for deres basiskapital. Derfor foreslås det, at omtalen af basiskapital udgår af bestemmelsen.

Til nr. 48 (§§ 175 b og 175 c i lov om finansiel virksomhed)

Til § 175 b

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der omhandler solvenskapitalkravet for koncerner, hvor den øverste modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark. Bestemmelsen gennemfører, sammen med reglerne der udstedes i medfør af stk. 9, artiklerne 212-215, 218-220, 230-233 og artikel 235 i solvens II-direktivet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat og omnibus II-direktivet.

Reguleringen af koncerner, hvori der indgår forsikringsselskaber, bliver med solvens II-direktivets gennemførsel harmoniseret i Den Europæiske Union.

Oprindeligt var blandede finansielle holdingvirksomheder ikke omfattet af solvens II-direktivet. Med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat blev der i en række af koncernbestemmelserne i blandt andet solvens II-direktivet tilføjet blandede finansielle holdingvirksomheder.

Ændringen betød, at visse bestemmelser fra direktiverne 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF finder anvendelse for de blandede finansielle holdingvirksomheder. Eksempelvis opstilles der krav til egnethed og hæderlighed i forbindelse med ledelsen af holdingselskaber.

Hovedformålet med at føre et koncerntilsyn er, at sikre at kapitalen er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og er tilgængelig til at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede, såfremt dette bliver nødvendigt. Alle selskaber i en koncern skal selv være i besiddelse af kapital til at dække deres solvenskapitalkrav.

Finanstilsynet skal føre koncerntilsyn i de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed i koncernen er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet finansiel holdingvirksomhed beliggende i Danmark. I de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed i koncernen har sit hovedsæde i et andet medlemsland, vil tilsynet med solvenskapitalkravet for koncernen blive foretaget af dette lands tilsynsmyndighed, jf. dog § 175 c og bemærkningerne hertil.

Solvens II-direktivet indeholder på koncernområdet en række bestemmelser om samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne samt EIOPA's rolle i koncerntilsynet. Det fremgår blandt andet af solvens II-direktivet, at der udpeges en koncerntilsynsførende, hvis rettigheder og pligter omfatter hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. Når den koncerntilsynsførende udpeges skal der tages hensyn til koncernens struktur og den relative betydning af forsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder.

Det fremgår endvidere af solvens II-direktivet, at tilsynsmyndighederne fra alle medlemslande, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium. Alle tilsynsmyndighederne skal have adgang til den dokumentation, der stilles til rådighed for de andre tilsynsmyndigheder i tilsynskollegiet. Tilsynsmyndighederne skal tillige inddrages i beslutningstagningen. Tilsynskollegiets aktiviteter skal svare til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er knyttet til koncernen. Oprettelsen af et tilsynskollegium skal sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringsprocessen mellem tilsynsmyndighederne i praksis finder sted i overensstemmelse med solvens II-direktivet.

Der bliver ikke med lovforslaget fastsat særlige regler for dette internationale samarbejde, da solvens II-direktivet ikke fastsætter nærmere regler for borgernes retsstilling, men for tilsynets samarbejde med andre europæiske myndigheder. Desuden indeholder lov om finansiel virksomhed § 344, stk. 7, allerede en bemyndigelse, hvorefter erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om de særlige procedurer, der er pålagt Finanstilsynet gennem de EU-retlige regler. Bemyndigelsen er ikke på nuværende tidspunkt blevet udnyttet.

Tilsynskollegiernes virke er underlagt en række bestemmelser i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og Kommissionen vedtager gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA herom. De gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordninger. Reguleringen skal sikre et effektivt samarbejde på tværs af medlemslande.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at den øverste modervirksomhed i en koncern skal sikre, at koncernen er i besiddelse af et kapitalgrundlag, der dækker det af den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncernen, når den øverste modervirksomhed i koncernen er beliggende i Danmark, og er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab.

En finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab vil i europæiske sammenhænge gå under betegnelsen et blandet finansielt holdingselskab, hvorved ændringerne til solvens II-direktivet, som følge af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011, gennemføres.

Selve beregningen af solvenskapitalkravet for koncernen vil dels blive specificeret på bekendtgørelsesniveau, jf. stk. 9 og dels fremgå af reguleringen på niveau 2, der indeholder detaljerede regler om den regnskabsmæssige konsolidering og indregningen af datterselskaber. Niveau 2-reguleringen bliver vedtaget som forordninger.

Endvidere vedtager Kommissionen delegerede retsakter for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter bliver vedtaget som forordninger.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at kapitalgrundlaget for koncernen skal opgøres i overensstemmelse med § 126 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og regler udstedt i medfør af stk. 9.

For nærmere information om opgørelsen af kapitalgrundlaget henvises til dette lovforslags § 1, nr. 33, samt tilhørende bemærkninger, og til denne bestemmelses stk. 9.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at solvenskapitalkravet for koncernen som udgangspunkt opgøres på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering. Den regnskabsmæssige konsolidering foretages i overensstemmelse med bekendtgørelse om gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Ved konsolideringen sammenlægges ensartede indtægter og omkostninger samt aktiver og passiver i regnskaberne.

Solvenskapitalkravet for koncernen skal opgøres enten i overensstemmelse med standardformlen for gruppe 1-forsikringsselskaber efter § 126 c, stk. 2, 3 og 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen.

Det forventes, at der vil blive udstedt en bekendtgørelse om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner. Der henvises til bemærkningerne til stk. 9 for nærmere information om det forventede indhold af denne bekendtgørelse.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgøres efter metoden i stk. 3, eller at opgørelsen efter stk. 3 skal kombineres med en anden opgørelsesmetode. Finanstilsynet vil i sin vurdering lægge vægt på, om det vil være uhensigtsmæssigt for koncernen at opgøre solvenskapitalkravet for koncernen på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis koncernen indeholder andre finansielle virksomheder end forsikringsselskaber.

Afgørelsen af om selskaberne skal anvende en anden metode, skal ske efter konsultation af de berørte tilsynsmyndigheder i andre medlemslande.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at hvis den øverste modervirksomhed ikke opfylder solvenskapitalkravet for koncernen finder § 248 a anvendelse. Dermed skal den øverste modervirksomhed udarbejde en plan for genoprettelse og sikre, at solvenskapitalkravet inden for en nærmere angiven tidsperiode igen opfyldes.

Der henvises til den foreslåede § 248 a, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, og de tilhørende bemærkninger for nærmere information om foranstaltningerne ved en manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for koncernen i overensstemmelse med § 350 b.

På koncernniveau vil det særligt være i situationer, hvor en specifik risiko ikke på tilstrækkelig vis er afspejlet i standardformlen eller den interne model, fordi den er vanskelig at værdiansætte. Desuden kan det være nødvendigt at fastsætte et kapitaltillæg for koncernen, hvis selskaber i koncernen har fået fastsat et kapitaltillæg. Endvidere kan der i tilfælde, hvor der ikke er taget tilstrækkelig højde for koncernens risikoprofil lægges et kapitaltillæg til det konsoliderede solvenskapitalkrav.

Der henvises til § 350 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 63, og de tilhørende bemærkninger for nærmere information om kapitaltillægget.

Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om ikke at medtage et selskab i koncernen ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen. Bestemmelsen forventes blandt andet at blive anvendt, hvis et selskab ikke påvirker eller har betydning for tilsynet med koncernen. Forud for en sådan afgørelse skal de berørte tilsynsmyndigheder konsulteres.

Det fremgår af det foreslåede stk. 8, at solvenskapitalkravet for koncernen efter stk. 1 skal opgøres én gang årligt og indberettes til Finanstilsynet. Kravet sikrer, at Finanstilsynet kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de indberettede oplysninger. Opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen skal løbende overvåges og senest 20 arbejdsdage herefter indsendes til Finanstilsynet, hvis selskabet finder, at der er sket ændringer af betydning for opgørelsen. For at vurdere om der er sket ændringer af betydning, skal den øverste modervirksomhed løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af solvenskapitalkravet. Den øverste modervirksomhed skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer i datterselskaberne har betydning for opgørelsen.

Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert år med den 31. december som opgørelsesdag, og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter denne dato.

Det foreslåede stk. 9 bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om kapitalgrundlaget for den øverste modervirksomhed, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen efter stk. 3 og 4, og om Finanstilsynets godkendelse af en intern model for koncernen. Bemyndigelsen forventes, at blive udnyttet ved udstedelsen af en række bekendtgørelser.

Reglerne om kapitalgrundlag på koncernniveau forventes fastsat i samme bekendtgørelse, som Finanstilsynet bliver bemyndiget til at udstede i medfør af § 126 b, stk. 5, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Det forventes blandt andet at fremgå af bekendtgørelsen, hvordan kapitalgrundlaget opgøres på koncernniveau, således at der tages højde for, at en eventuel indbyrdes finansiering mellem selskaber i koncernen ikke kan indgå i kapitalgrundlaget, da der herved vil ske en dobbeltanvendelse. En dobbeltanvendelse af kapitalgrundlaget vil føre til en underkapitalisering i visse dele af koncernen, hvilket kan udsætte forsikringstagerne for en øget risiko.

Reglerne om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner efter stk. 3 og 4 forventes fastsat i en bekendtgørelse herom.

Det forventes, at bekendtgørelsen vil indeholde en uddybning af metoden for opgørelse af solvenskapitalkravet for koncerner på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering. I solvens II-direktivet benævnes denne opgørelsesmetode som metode 1 (standardmetode). Derudover forventes det, at der i bekendtgørelsen vil blive fastsat overordnede principper for opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner ved anvendelse af en anden metode efter stk. 4. Denne opgørelsesmetode benævnes i solvens II-direktivet som metode 2 (alternativ metode). Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præciserer de tekniske principper ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncerner ved anvendelse af henholdsvis metode 1 og metode 2. De delegerede retsakter forventes udstedt som forordninger, der er umiddelbart og direkte gældende i Danmark, og derfor ikke vil skulle gennemføres i dansk ret.

Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde bestemmelser om, hvorledes ikke-helejede selskaber i en koncern skal medregnes i solvenskapitalkravet for koncernen ved anvendelse af metode 1 og 2, som beskrevet i stk. 3 og 4.

Det forventes, at bestemmelserne om godkendelse af interne modeller for koncerner vil blive fastsat i den bekendtgørelse, som Finanstilsynet bliver bemyndiget til at udstede i medfør af § 126 c om godkendelse af interne modeller.

Til § 175 c

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvorefter Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at § 175 b eller dele heraf finder anvendelse på den danske del af koncernen.

Bestemmelsen gennemfører artiklerne 216 og 217 i solvens II-direktivet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011 om ændring af direktiv 98/78/EF, 2002/87/EF, 2006/48/EF og 2009/138/EF for så vidt angår det supplerende tilsyn med finansielle enheder i et finansielt konglomerat og omnibus II-direktivet.

Bestemmelsen finder anvendelse, når den øverste modervirksomhed i koncernen ikke har sit hovedsæde i Danmark, men i et andet land. Derved sikres det, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med en dansk del af en koncern, såfremt Finanstilsynet træffer afgørelse om, at § 175 b skal finde anvendelse for den danske del af koncernen. Finanstilsynets afgørelse om at § 175 b eller dele heraf skal finde anvendelse for den del af koncernen, der er beliggende i Danmark, træffes i overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i medfør af artikel 216, stk. 7, i solvens II-direktivet, der bliver udstedt som en forordning, der præciserer under hvilke omstændigheder afgørelsen kan træffes.

Pligten til at påse overholdelsen af bestemmelsen påhviler den øverste forsikringsvirksomhed, forsikringsholdingvirksomhed eller blandede finansielle holdingvirksomhed i den danske del af koncernen.

Til nr. 49 (§ 179, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

I § 179, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde en modervirksomhed, der ejer kapitalandele i finansielle virksomheder, at udskille de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, såfremt koncernen er struktureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskravet i en række nærmere angivne bestemmelser, foreslås det at slette henvisningen til § 170 a, der blandt andet omhandler solvenskrav til koncerner, hvor modervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at § 170 a ophæves med dette lovforslags § 1, nr. 46. I stedet foreslås, at der indsættes en henvisning til solvenskapitalkravet for koncerner i § 175, stk. 1, 3 og 4.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at Finanstilsynet har mulighed for, at påbyde en modervirksomhed at udskille de finansielle virksomheder og finansieringsinstitutter i en delkoncern under en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed, såfremt koncernen er struktureret på en sådan måde, at modervirksomheden ikke skal opfylde solvenskapitalkravet for koncernen.

Til nr. 50 (§ 180, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

I § 180, stk. 1, nr. 1, hvorefter Finanstilsynet kan påbyde en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksomhed, såfremt modervirksomheden eller koncernen ikke opfylder solvenskravet i en række nærmere angivne bestemmelser, foreslås det at slette henvisningen til § 170 a, der blandt andet omhandler solvenskrav til koncerner, hvor modervirksomheden er et forsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab. Dette er en konsekvens af, at § 170 a ophæves med dette lovforslags § 1, nr. 46. I stedet foreslås det, at der indsættes en henvisning til solvenskapitalkravet for koncerner i § 175 b, stk. 1, 3 og 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 48.

Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet har mulighed for at påbyde at en finansiel holdingvirksomhed eller en forsikringsholdingvirksomhed at afhænde kapitalandele i en finansiel virksomhed, hvor solvenskapitalkravet for koncernen ikke er opfyldt.

Til nr. 51 (§ 224, stk. 6 og 7, i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 6, indebærer en konsekvensrettelse som følge af, at der efter lovforslagets ikrafttræden skelnes mellem gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber.

Forslaget indebærer, at Finanstilsynet skal inddrage et gruppe 2-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt selskabet ikke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af minimumsbasiskapitalen, som er angivet i selskabets plan for genoprettelse inden for de frister, som Finanstilsynet har fastsat i medfør af § 248.

Minimumsbasiskapitalen er udtryk for, hvad basiskapitalen som minimum skal udgøre, for at forsikringstagernes interesser ikke udsættes for unødig risiko. Kravet til minimumsbasiskapitalens størrelse betragtes som et hårdt kapitalkrav, og manglende opfyldelse heraf indebærer, at Finanstilsynet skal inddrage selskabets tilladelse.

Den foreslåede nyaffattelse af § 224, stk. 7, gennemfører dele af artikel 144 i solvens II-direktivet.

Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan inddrage et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, hvis selskabet ikke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af solvenskapitalkravet, som er angivet i planen for genoprettelse inden for de frister, som fremgår af § 248 a, stk. 2 eller 3.

Derudover indebærer bestemmelsen, at Finanstilsynet skal inddrage et gruppe 1-forsikringsselskabs tilladelse, såfremt selskabet ikke har gennemført de foranstaltninger til opfyldelse af minimumskapitalkravet, som er angivet i finansieringsplanen inden for de frister, som fremgår af § 248 b, stk. 2.

Til forskel fra solvenskapitalkravet betragtes minimumskapitalkravet som et såkaldt hårdt kapitalkrav, og manglende opfyldelse heraf indebærer, at Finanstilsynet skal inddrage selskabets tilladelse, jf. denne bestemmelses stk. 6, mens Finanstilsynet ved selskabets manglende opfyldelse solvenskapitalkravet ikke er pålagt at inddrage tilladelsen, men får mulighed herfor.

Der henvises til §§ 248-248 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, samt de tilhørende bemærkninger for nærmere information om planer for genoprettelse for gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber og finansieringsplaner for gruppe 1-forsikringsselskaber.

Til nr. 52 (§ 248 i lov om finansiel virksomhed)

Til § 248

Nyaffattelsen af § 248 indebærer, at bestemmelsen alene finder anvendelse for gruppe 2-forsikringsselskaber. Gruppe 2-forsikringsselskaberne er omfattet af forenklede solvensregler og skal derfor fremadrettet kun opfylde reglerne om minimumsbasiskapital og opgørelse af individuelt solvensbehov, jf. § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32.

Efter stk. 1 skal et gruppe 2-forsikringsselskab inden for en af Finanstilsynet fastsat frist udarbejde en plan for genoprettelse, såfremt selskabet ikke opfylder kravet til minimumsbasiskapitalen i § 126, stk. 2 og 3. Planen for genoprettelse forelægges Finanstilsynet, så tilsynet kan vurdere, om planen indeholder de nødvendige foranstaltninger til genopretning af selskabets økonomiske stilling.

Bestemmelsen omhandler den situation, hvor selskabet er i en så økonomisk truet situation, at basiskapitalen er påvirket. Den plan for genoprettelse, som selskabet skal udarbejde, er i princippet en driftsplan, der skal føre til, at basiskapitalen bliver genoprettet inden for en rimelig tid. Bestemmelsen fastlægger ikke en frist for, hvornår basiskapitalen skal være genoprettet, idet fristen herfor vil afhænge af, hvor alvorlig selskabets situation er. Et selskab, som er i meget alvorlige problemer, vil derfor af hensyn til forsikringstagerne skulle genoprette sin økonomiske stilling relativt hurtigt.

Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet først og fremmest lægge vægt på, om planen indebærer, at basiskapitalen genoprettes tilstrækkeligt hurtigt, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at selskabets økonomiske stilling også i fremtiden vil være i stand til at sikre nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.

Såfremt et gruppe 2-forsikringsselskab ikke opfylder det individuelle solvensbehov, vil Finanstilsynet kunne anvende sine beføjelser i medfør af §§ 249 og 250 og påbyde selskabet at foretage de nødvendige foranstaltninger for at rette op på situationen. Såfremt selskabet ikke er i stand til at opfylde kravet til minimumsbasiskapitalen, kan Finanstilsynet træffe beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation. Finanstilsynet har ligeledes mulighed for indgriben efter § 350 i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslåede stk. 2 bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte, hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal indeholde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gives for. Finanstilsynet forventer, at den gældende bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber revideres, hvorefter de nærmere regler, om hvilke oplysninger planen for genoprettelse skal indeholde, samt hvor lang en periode oplysningerne skal gives for, vil fremgå.

Til § 248 a

Det foreslås, at der indsættes en ny § 248 a. Forslaget gennemfører sammen med reglerne, der udstedes i medfør af stk. 5, artikel 138 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab senest to måneder efter, at det har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet, skal forelægge en plan for genoprettelse til godkendelse hos Finanstilsynet.

Ved vurdering af planen vil Finanstilsynet lægge vægt på, om den indebærer, at det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet genoprettes inden for fristen i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at selskabet også i fremtiden er i stand til at sikre nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.

Kommission vedtager reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende det nærmere indhold af planen for genoprettelse, jf. artikel 143, stk. 2, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Reguleringsmæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordninger.

I medfør af det foreslåede stk. 2 skal selskabet senest 6 måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet igen opfylde kravet. Dette kan for eksempel gøres ved at afsætte det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller ved at reducere risikoprofilen. Finanstilsynet kan om nødvendigt forlænge denne frist med tre måneder. For at Finanstilsynet kan forlænge fristen, skal selskabet sandsynliggøre, at det er i stand til at leve op til solvenskapitalkravet, såfremt fristen forlænges. Forlængelse efter stk. 2 kan kun ske én enkelt gang.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præciserer, hvilke faktorer og kriterier de tilsynsførende myndigheder skal tage i betragtning ved en eventuel forlængelse af fristen, jf. artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver udstedt som forordninger.

Efter det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet i særlige tilfælde, efter høring af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), forlænge fristen i stk. 2. Ved særlige tilfælde forstås, de tilfælde, hvor EIOPA vurderer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, der berører forsikringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller branchen. Fristen kan forlænges af flere omgange, men den samlede fristforlængelse kan ikke overstige en periode på 7 år. Den konkrete fastsættelse af fristen skal tage hensyn til alle relevante faktorer, herunder den gennemsnitlige varighed af de forsikringsmæssige hensættelser.

Efter anmodning fra Finanstilsynet erklærer EIOPA, om der foreligger en usædvanlig ugunstig situation. Finanstilsynet kan anmode herom, hvis forsikringsselskaber, der udgør en betydelig del af markedet eller af de berørte brancher, efter al sandsynlighed ikke kan opfylde kravene i stk. 2. Det fremgår af artikel 138, stk. 4, i solvens II-direktivet, at der er tale om en usædvanlig ugunstig situation når den finansielle situation i et forsikringsselskab i alvorlig eller skadelig grad er berørt af en eller flere af følgende hændelser:

1) Et fald på de finansielle markeder, der er uforudset, brat og voldsomt.

2) En situation med vedvarende lav rente.

3) En katastrofe, der har store konsekvenser.

Når det berørte forsikringsselskab er dansk vil EIOPA, i samarbejde med Finanstilsynet, regelmæssigt vurdere om ovenstående betingelser fortsat er opfyldt. EIOPA vil, ligeledes i samarbejde med Finanstilsynet, erklære, når en usædvanlig ugunstig situation er ophørt med at eksistere.

Efter det foreslåede stk. 4 skal forsikringsselskaber, der har fået forlænget fristen efter stk. 3, hver tredje måned indsende en redegørelse for Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at genskabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller at reducere risikoprofilen for derved at opfylde solvenskapitalkravet. Finanstilsynet kan tilbagekalde forlængelsen af fristen, hvis selskabets redegørelse viser, at der ikke er sket betydelige fremskridt i retning af at genskabe det nødvendige kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet eller at reducere risikoprofilen mellem datoen for konstateringen af den manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet og datoen for forelæggelsen af redegørelsen. Da selskabet ved tilbagekaldelsen af fristforlængelsen ikke kan opfylde solvenskapitalkravet i medfør af § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og ikke indenfor den fastsatte frist i medfør af denne bestemmelse har været i stand til at opfylde kravet, vil Finanstilsynet kunne inddrage selskabets tilladelse efter § 224, stk. 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 51.

Hvorvidt der er sket betydelige fremskridt, vil afhænge af en konkret vurdering af det enkelte selskab.

Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om de oplysninger, planen for genoprettelse skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det forventes, at bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber vil blive revideret i forhold til de nye krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaber. Da solvensreglerne bliver ændret, jf. de foreslåede §§ 126 b-d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, skal planen fremover indeholde et skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.

Til § 248 b

Den foreslåede § 248 b er ny og gennemfører, sammen med reglerne, der forventes udstedt i medfør af stk. 3, artikel 139 i solvens II-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab senest én måned efter, at det har konstateret, at det ikke opfylder minimumskapitalkravet, skal forelægge en finansieringsplan til godkendelse hos Finanstilsynet. Finansieringsplanen, som selskabet skal udarbejde, skal føre til, at selskabet inden for en kort frist vil være i stand til at leve op til minimumskapitalkravet.

Ved vurdering af planen, skal Finanstilsynet lægge vægt på, om planen indebærer, at basiskapitalgrundlaget, der anvendes til at dække minimumskapitalkravet, genoprettes inden for fristen i stk. 2, og at der er tilfredsstillende sikkerhed for, at selskabet også i fremtiden vil være i stand til at sikre nuværende og kommende forsikringstagere tilstrækkeligt.

Efter det foreslåede stk. 2 skal gruppe 1-forsikringsselskabet senest tre måneder efter konstateringen af den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet igen opfylde kravet. Dette kan for eksempel gøres ved at forøge basiskapitalgrundlag til et niveau svarende til minimumskapitalkravet eller ved at reducere risikoprofilen. En manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet betyder, at der er stor risiko for, at forsikringstagernes interesser ikke kan varetages. Derfor er fristen for genopretning kortere end ved manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet. På grund af den store risiko for forsikringstagerne, er der heller ikke mulighed for, at fristen kan forlænges yderligere.

I medfør af det foreslåede stk. 3 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om de oplysninger, finansieringsplanen skal indeholde, og den periode planen skal vedrøre. Det forventes, at bekendtgørelse om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber (den gældende bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014) vil blive revideret i forhold til de nye krav, der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaber. Da solvensreglerne bliver ændret, skal planen fremover indeholde et skøn over de finansielle midler, der er bestemt til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.

Til nr. 53 (§ 251, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring af § 251, 1. pkt. er en konsekvensrettelse som følge af ændringerne i §§ 248-248 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52. Finanstilsynet har efter § 251, som led i de i §§ 248, 248 a, stk. 2, og 248 b, stk. 2, nævnte foranstaltninger, mulighed for at forbyde såvel et gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskab at råde over dets aktiver eller begrænse selskabets rådighed herover. Forbuddet vil kun blive brugt undtagelsesvist som led i foranstaltningerne nævnt i § 248 a, mens selskabets situation ved manglende opfyldelse af henholdsvis minimumsbasiskapitalen og minimumskapitalkravet oftere vil føre til et forbud. Dette skyldes, at forsikringsselskabets manglende opfyldelse af henholdsvis kravet til minimumsbasiskapitalen og minimumskapitalkravet er langt mere risikabelt for forsikringstagerne end manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet. Der vil derfor være forskel på Finanstilsynets reaktion alt efter, hvor påvirket forsikringsselskabets økonomiske situation vurderes at være.

Til nr. 54 (§ 255, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ophævelse af § 255, 2. pkt., sker som følge af, at § 162 foreslås ophævet med dette lovforslags § 1, nr. 43. Dermed er det ikke længere muligt for forsikringsselskaber helt eller delvist at anvende genkøbsværdien til dækning af de i § 162, stk. 1, nr. 7, nævnte policelån i en situation, hvor forsikringsbestanden er taget under administration.

Til nr. 55 (§ 283 i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvorefter gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt indsende en uddybende rapport om samme forhold til Finanstilsynet. Desuden skal den øverste modervirksomhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, efter forslaget årligt offentliggøre en rapport om koncernens solvens og finansiel situation og indsende en uddybende rapport på koncernniveau om samme forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører artikel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Kravene til indholdet af rapporterne og fristerne for indsendelse heraf vil fremgå af de regler, der udstedes i medfør af stk. 3.

Det foreslåede stk. 1 fastslår, at gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en rapport om solvens og finansiel situation. Ved at stille krav om at selskaberne offentliggør en rapport om deres solvens og finansielle situation, øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, som selskaberne skal offentliggøre, skal indeholde en række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at få indblik i selskabets situation. De nærmere krav til, hvilke oplysninger selskaberne skal offentliggøre, vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.

Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber indsender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger om selskabets solvensmæssige situation. Rapporten skal give et retvisende billede af selskabet. De nærmere krav til, hvilke oplysninger selskaberne skal indsende til Finanstilsynet, vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at den øverste modervirksomhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, årligt skal offentliggøre en rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau. Ved at stille krav om at der offentliggøres en rapport om solvens og finansielle situation på koncernniveau, øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, der skal offentliggøres, skal indeholde en række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at få indblik i koncernens situation. De nærmere krav til, hvilke oplysninger, der skal offentliggøres, vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.

Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der krav om, at den øverste modervirksomhed i en koncern indsender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger om koncernens solvensmæssige situation. Rapporten skal give et retvisende billede af selskabet eller koncernen. De nærmere krav til, hvilke oplysninger den øverste modervirksomhed skal indsende til Finanstilsynet, vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.

Det foreslåede stk. 3 bemyndiger erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om rapporterne, herunder om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser samt om den information rapporterne skal indeholde og om fristerne for offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsynet. Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at udstede to nye bekendtgørelser. En om rapport om solvens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner og en om gruppe 1-forsikringsselskabers og koncerners værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.

Bekendtgørelsen vedrørende rapport om solvens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner forventes at indeholde de nærmere krav til det overordnede indhold for den rapport om solvens og finansiel situation som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre, herunder hvornår selskaberne kan undlade at offentliggøre oplysninger, og hvornår selskaberne kan genbruge eller henvise til allerede offentliggjort information. Desuden forventes det, at det i bekendtgørelsen vil blive specificeret, i hvilke tilfælde selskaberne skal opdatere den offentliggjorte information i tidsrummet mellem den årlige offentliggørelse af rapporten, og at der fastsættes et princip om, at selskaberne frivilligt kan offentliggøre yderligere information.

Derudover forventes bekendtgørelsen at indeholde de nærmere krav til den rapport om selskabernes solvens og finansielle situation, der skal indsendes til Finanstilsynet. Det forventes, at rapporten vil omfatte de oplysninger, der er nødvendige for, at Finanstilsynet kan føre tilsyn med selskabernes organisationsstruktur, den virksomhed, de udøver, de værdiansættelsesprincipper, de benytter til solvensformål, deres risici og risikostyringssystemer samt deres kapitalsammensætning, kapitalbehov og kapitalforvaltning.

Bekendtgørelsen forventes at indeholde bestemmelser om fristerne for offentliggørelse og fristerne for indsendelse til Finanstilsynet.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præciserer hvilke oplysninger, der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysningerne, samt gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne, jf. artikel 56 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder præciserer reglerne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver udstedt som forordninger. Forordningerne er udfyldende regulering til solvens II-direktivet og vil sammen med reglerne i bekendtgørelsen om rapporter om solvens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber indeholde kravene til disse rapporter.

Der henvises til punkt 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af indberetnings- og oplysningsforpligtelserne.

Bekendtgørelsen om gruppe 1-forsikringsselskabers og koncerners værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser forventes at indeholde de værdiansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselskaberne efter solvens II-direktivet skal anvende ved opgørelsen af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Værdiansættelsesprincipperne bygger på, at aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, værdiansættes til markedsværdi. Specielt for forsikringsmæssige hensættelser gælder det, at værdien af hensættelserne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt skulle betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle overdrage deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et andet forsikringsselskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser afspejler således det beløb, som et andet forsikringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de skal overtage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser. Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for selskabernes opgørelse af deres solvenskapitalkrav.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præciserer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser samt reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA, jf. artikel 86, stk. 1 og 2 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. De af Kommissionen vedtagne delegerede retsakter og reguleringsmæssige tekniske standarder præciserer reglerne i solvens II-direktivet. Reguleringen bliver udstedt som forordninger.

Forordningerne er udfyldende regulering til solvens II-direktivet og vil sammen med reglerne i bekendtgørelsen om gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser regulere hvordan et gruppe 1-forsikringsselskab skal opgøre dets aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.

Der henvises til punkt 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.

Til nr. 56 (§ 291 i lov om finansiel virksomhed)

Med den foreslåede ændring af § 291 foretages en konsekvensrettelse som følge af gennemførelsen af de nye kapitalregler i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, således at der kun kan udbetales udbytte, hvis et gruppe 1-forsikringsselskab opfylder både solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet. Ændringen skyldes, at gruppe 1-forsikringsselskaberne fremover ikke skal opgøre deres basiskapital, men derimod deres kapitalgrundlag, Endvidere skal gruppe 1-forsikrings­selskab­erne efter §§ 126 c og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, opgøre et solvenskapitalkrav og et minimumskapitalkrav, hvorimod begrebet kapitalkrav ikke anvendes i solvens II-direktivet. Endvidere foreslås det, at der kun kan udbetales udbytte, hvis et gruppe 2-forsikringsselskab opfylder basiskapitalkravet i § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, der indeholder solvensreglerne for gruppe 2-forsikringsselskaber. Med den foreslåede korrektion af bestemmelsen bliver der taget højde for ændringerne af solvensreglerne for såvel gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-forsikringsselskaber, jf. lovforslagets § 1, nr. 32 og 33.

Til nr. 57 (§ 334, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at § 334, stk. 1, nr. 2 og 3, ophæves, idet tilladelse til ISPV, der tidligere var omfattet af bestemmelsens nr. 3, bliver omfattet af et nyt afsnit X g, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 60.

Det foreslåede nye nr. 2 indebærer alene en sproglig tilpasning af det gældende nr. 2. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestemmelsen.

Til nr. 58 (§ 337, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Med den foreslåede ændring af § 337, stk. 2, foretages en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat nye numre i § 5, stk. 1, hvorved de efterfølgende numre rykkes. Dette medfører, at definitionerne i § 5, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, af outsourcing, outsourcingvirksomhed, leverandør og videreoutsourcing ændres fra at have nr. 24 og 26-28 til at have nr. 27 og 29-31.

Til nr. 59 (§ 343 c, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslaget til ændring af § 343 c, stk. 1, nr. 6, foretages en konsekvensrettelse som følge af, at der med lovforslagets § 1, nr. 19, foreslås indsat et nyt nr. 2 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, i § 343 c, stk. 1, i den gældende lov om finansiel virksomhed skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1, nr. 5 og 6.

Til nr. 60 (afsnit X g i lov om finansiel virksomhed)

Kravet om tilladelse til at drive virksomhed som ISPV fremgår i dag af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF, som ophæves ved ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet. Kravet videreføres med artikel 211 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og det foreslås derfor, at der indsættes et nyt afsnit i lov om finansiel virksomhed, der regulerer insurance special purpose vehicles (ISPV'er).

ISPV'erne er i dag omfattet af reglerne om sparevirksomhed (afsnit X) i lov om finansiel virksomhed. Der er dog i den EU-retlige regulering kommet et større fokus på reguleringen af ISPV'er som følge af, at forsikringsvirksomhed i stigende grad er af grænseoverskridende karakter, og med henblik på at mindske forskellene mellem medlemslandenes ordninger for ISPV'er i videst muligt omfang under hensyntagen til deres tilsynsstrukturer. Det foreslås derfor, at der indsættes en selvstændig bestemmelse herom, jf. § 343 ø.

Med det foreslåede stk. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter juridiske personer, der udøver virksomhed som ISPV, jf. § 5, stk. 1, nr. 47, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, skal have tilladelse som ISPV.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af ISPV'er. Kommissionen fastsætter dermed nærmere regler for tilladelsens omfang, obligatoriske bestemmelser, der skal indgå i alle ISPV-aftaler, krav til egnethed og hæderlighed for lederne af et ISPV, krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer, der besidder en kvalificeret andel i et ISPV, krav til sunde administrative og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanismer og risikostyring, krav til regnskabsføring, forsigtighedsoplysninger og statistiske oplysninger samt solvenskrav, jf. artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Kommissionen vedtager derudover gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende procedurerne ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af oprettelsen af ISPV'er og de formater og modeller, der skal anvendes, jf. artikel 211, stk. 2 a, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter og de gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordninger.

Der henvises til punkt 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere information om de europæiske retsakter.

Der findes på nuværende tidspunkt ingen ISPV’er i Danmark, og der er på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse ikke indikationer for, at der bliver oprettet nogen.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om ISPV’er, herunder om muligheden for at inddrage tilladelsen til at udøve virksomhed som ISPV. Kommissionen vedtager gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der regulerer inddragelsen af tilladelsen som ISPV. Gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordninger.

Bemyndigelsen tænkes anvendt, såfremt nationale forhold eller EU-reguleringen på området, herunder den kommende niveau 2-regulering, nødvendiggør en yderligere regulering af ISPV'erne. Hermed kan Finanstilsynet på et senere tidspunkt hurtigt og smidigt regulere de mere tekniske detaljer. Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at udstede nærmere regler herom.

Til nr. 61 (§ 344, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Finanstilsynets generelle tilsynsforpligtelser er fastlagt i § 344 i lov om finansiel virksomhed. Efter gældende ret påser Finanstilsynet overholdelsen af lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør heraf, overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-forordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf, samt overholdelsen af forordninger udstedt i med-før af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).

Solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet indeholder en række bemyndigelser, hvorefter Kommissionen kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssige tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske standarder. Disse retsakter og tekniske standarder bliver udstedt som forordninger.

Udover at påse overholdelsen af de bestemmelser, der er implementeret i dansk ret i medfør af solvens II-direktivet, skal Finanstilsynet som den kompetente myndighed, ligeledes påse overholdelsen af de forordninger, der udstedes i medfør heraf, og som er umiddelbart og direkte gældende i Danmark. Det foreslås derfor, at udvide opregningen i § 344, stk. 1, således at Finanstilsynet også skal påse overholdelsen af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet. Tilføjelsen sikrer, at Finanstilsynet kan sanktionere og udstede tilsynsreaktioner for virksomhedernes manglende efterlevelse af bestemmelser i forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet.

Til nr. 62 (§ 344, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den foreslåede ændring af § 344, stk. 3, 1. pkt., at Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed skal lægge vægt på, at forsikringsbranchen varetager beskyttelsen af forsikringstagernes interesser. Herved tænkes ikke alene på, at Finanstilsynet skal vurdere eventuelle aktuelle lovovertrædelser, men også skal se på potentielle fremtidige lovovertrædelser eller problemer. Da beskyttelsen af forsikringstagerne er en essentiel del af formålet med den finansielle regulering på forsikringsområdet, bør det fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen.

Til nr. 63 (§ 350 b i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse, der giver Finanstilsynet mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet for gruppe 1-forsikringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Der henvises til punkt 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af kapitaltillægget.

Solvenskapitalkravet er et krav til kapitalens størrelse, som sætter forsikringsselskaberne i stand til at dække betydelige tab og giver forsikringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed for, at selskabet kan leve op til sine forpligtelser. Som udgangspunkt anvendes standardformlen til at opgøre solvenskapitalkravet, jf. i øvrigt § 126 c, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hensigten er, at standardformlen skal afspejle de fleste forsikringsselskabers risikoprofil, men i visse tilfælde vil dette ikke være tilfældet. I disse særlige tilfælde skal Finanstilsynet have beføjelse til at fastsætte et kapitaltillæg.

Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i de tilfælde, der er nævnt i den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 1-3. Det er imidlertid kun de overordnede rammer for fastsættelsen af et kapitaltillæg, der fremgår af solvens II-direktivet, og dermed af lovforslaget, og de mere specifikke regler, eksempelvis i forhold til vurdering af, hvornår der er tale om en væsentlig afvigelse, der medfører, at Finanstilsynet vil fastsætte et kapitaltillæg, vil blive fastlagt ved Kommissionens vedtagelse af delegerede retsakter, der præciserer under hvilke omstændigheder, der kan stilles krav om et kapitaltillæg, samt metoderne til opgørelse heraf, jf. artikel 37, stk. 6 og 7, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Kommissionen vedtager herudover gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende procedurerne i forbindelse med afgørelser om at indføre, beregne og ophæve kapitaltillæg, jf. artikel 37, stk. 8, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordninger.

Solvenskapitalkravet vil i de fleste tilfælde afspejle gruppe 1-forsikringsselskabets risici. Der kan dog forekomme situationer, hvor selskabet har påtaget sig risici, som ikke i passende grad afspejles i solvenskapitalkravet. I disse tilfælde vil Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg, der anvendes som en sidste mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige.

Med henblik på at sikre, at der er overensstemmelse mellem EU-landenes anvendelse af kapitaltillægget, skal tilsynet hvert år forelægge EIOPA en række oplysninger, herunder det gennemsnitlige kapitaltillæg pr. selskab og fordelingen af de kapitaltillæg, som Finanstilsynet har stillet krav om i det foregående år, målt som en procentdel af solvenskapitalkravet.

Det foreslåede nr. 1 omhandler de tilfælde, hvor forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætningerne for den opgørelsesmetode, som selskabet anvender ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.

Et selskab, der anvender standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, skal dermed vurdere de bagvedliggende forudsætninger herfor og sammenligne disse med selskabets risikoprofil, mens et selskab, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet, skal forholde sig til de bagvedliggende forudsætninger herfor og sammenligne disse med selskabets risikoprofil.

Finanstilsynet vil eksempelvis fastsætte et kapitaltillæg, når forudsætningerne, der ligger til grund for standardformlen, viser sig ikke at afdække selskabets faktiske risikoprofil, og anvendelsen af standardformlen dermed ikke giver et retvisende billede af solvenskapitalkravet. Finanstilsynet kan kræve et kapitaltillæg, hvis selskabet i den konkrete situation ikke har mulighed for at nedbringe de relevante risici, og Finanstilsynets krav om at anvende en intern model har vist sig at være uhensigtsmæssigt eller ineffektivt, eller hvor en fuld eller partiel intern model til afhjælpning af afvigelsen er under udvikling.

Finanstilsynet vil endvidere fastsætte et kapitaltillæg, når de forudsætninger, der ligger til grund for den fulde eller partielle interne model, afviger væsentligt fra den faktiske risikoprofil. Selskabet skal i denne situation forsøge at tilpasse modellen, så de kvantificerbare risici fanges tilstrækkeligt i modellen. Hvis det ikke lykkes at tilpasse modellen inden for en passende tidsramme, kan Finanstilsynet kræve et kapitaltillæg.

Nr. 2 omhandler de tilfælde, hvor virksomhedsstyringen afviger væsentligt fra § 71 i lov om finansiel virksomhed. Hvis afvigelsen forhindrer selskabet i at sikre en korrekt identifikation, måling, overvågning, styring og rapportering af de risici, som selskabet er eller vil kunne blive udsat for, og andre foranstaltninger ikke har kunnet udbedre manglerne i tilstrækkelig grad inden for en passende tidshorisont, vil Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg.

Nr. 3 omhandler de tilfælde, hvor forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for anvendelsen af en matchtilpasning eller en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 2 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Det kan her være relevant for Finanstilsynet at stille krav om et kapitaltillæg for at sikre, at solvenskapitalkravet afspejler de risici, som gruppe 1-forsikringsselskabet er udsat for.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet skal foretage vurderingen af, om der foreligger en væsentlig afvigelse efter stk. 1, i henhold til regler fastsat af Kommissionen i medfør af artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet. Det medfører, at det er Kommissionen, der fastsætter kriterierne for vurderingen, som foretages af Finanstilsynet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at kapitaltillægget skal opgøres i overensstemmelse med solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, når forsikringsselskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætningerne i den anvendte model til opgørelse af solvenskapitalkravet, jf. stk. 1, nr. 1, og bemærkninger hertil.

Efter det foreslåede stk. 4 skal Finanstilsynet tage kravet om et kapitaltillæg op til revision mindst én gang årligt.

Kapitaltillægget skal opretholdes, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gældende, da kravet blev indført. Det kan eksempelvis være, at selskabet har udviklet en partiel intern model for risici, der ikke i tilstrækkelig grad blev afspejlet i opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen. Når den fulde eller partielle interne model rummer væsentlige mangler, eller der forekommer væsentlige ledelsesmæssige svigt, skal tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende selskab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltillæg.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at når Finanstilsynet har fastsat et kapitaltillæg i medfør af stk. 1, vil solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, inklusive kapitaltillægget udgøre det nye solvenskapitalkrav.

Det fremgår af det foreslåede stk. 6, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der ikke opfylder det nye solvenskapitalkrav efter stk. 5, vil blive omfattet af § 248 a, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, hvorefter Finanstilsynet kan kræve, at selskabet udarbejder en plan for genoprettelse. Der henvises til § 248 a, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, for nærmere information om planen for genoprettelse.

Til nr. 64 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslaget indsættes et nyt stk. 4, som giver Finanstilsynet mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, hvis den pågældende ikke kan leve op til kravene i § 64, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen indsættes på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 25, der udvider anvendelsesområdet for egnetheds- og hæderlighedsreglerne til også at omfatte ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, og er en konsekvens af, at nøglepersonerne alene kan afsættes af gruppe 1-forsikringsselskabet selv. Se i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25 og 27.

Med det foreslåede nye stk. 4 sikres det, at det er den samme reaktionsmulighed og procedure, der anvendes ved afsættelse af en nøgleperson, som hvis Finanstilsynet påbyder en finansiel virksomhed at afsætte en direktør.

Til nr. 65 (§ 351, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Efter den gældende bestemmelse har Finanstilsynet alene mulighed for at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte direktører og at påbyde bestyrelsesmedlemmer at nedlægge deres hverv i forbindelse med, at der rejses tiltale mod de pågældende i en straffesag. Den foreslåede ændring af § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indebærer en udvidelse af den gældende bestemmelse, idet Finanstilsynet med forslaget gives mulighed for herudover at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at den pågældende ikke opfylder kravene i § 64, stk. 3, nr. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med, at egnetheds- og hæderlighedsreglerne foreslås udvidet til at omfatte ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27.

Til nr. 66 (§ 351, stk. 7, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., som følge af indsættelsen af nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27.

Til nr. 67 (§ 351, stk. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., som følge af indsættelsen af nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 65, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskaber at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27.

Til nr. 68 (§ 351, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., som følge af indsættelsen af nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Såfremt den pågældende nøgleperson ikke afsættes inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage selskabets tilladelse, jf. lov om finansiel virksomhed § 224, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Forslaget indeholder derudover en konsekvensrettelse af henvisningen i 2. pkt., som følge af, at det nugældende stk. 4 med lovforslaget bliver stk. 5.

Til nr. 69 (§ 355, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Partsbegrebet er fastlagt i § 355 i lov om finansiel virksomhed. Partsstatus indebærer blandt andet adgang til efter forvaltningsloven at få udleveret fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører den pågældende part, samt mulighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.

Efter den gældende lov om finansiel virksomhed anses som part i forhold til Finanstilsynet den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Finanstilsynets afgørelse retter sig mod. Der er efter gældende ret tale om afgørelser truffet i henhold til lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf, afgørelser truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-forordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf og afgørelser truffet i henhold til forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet).

I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags nr. 61, skal Finanstilsynet påse virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide partsbegrebet i § 355, stk. 1, således at en virksomhed ligeledes anses for part i forhold til Finanstilsynet, når Finanstilsynet træffer afgørelse efter forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet. Tilføjelsen sikrer, at virksomheder behandles ens uanset om Finanstilsynet træffer afgørelse efter lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør heraf, efter CRR-forordningen og forordninger og regler udstedt i medfør heraf, efter forordninger udstedt i medfør af CRD IV-direktivet eller efter forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet.

Til nr. 70 (§ 355, stk. 2, nr. 9, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355, stk. 2, nr. 9, der er en følge af at der med lovforslagets § 1, nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 1-3, i § 355, stk. 2, nr. 9, i den gældende lov om finansiel virksomhed skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1, nr. 1, 2 og 4.

Til nr. 71 (§ 355, stk. 2, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed)

Med forslaget foretages en konsekvensrettelse af § 355, stk. 2, nr. 10, der er en følge af at der med lovforslagets § 1, nr. 19, indsættes et nyt nr. 3 i § 14, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 4 og 5, i § 355, stk. 2, nr. 10, i den gældende lov om finansiel virksomhed skal opdateres i overensstemmelse hermed. Forslaget ændrer derfor henvisningen, så der henvises til § 14, stk. 1, nr. 5 og 6.

Til nr. 72 (§ 355, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

§ 355 beskriver det særlige partsbegreb, der gælder i henhold til lov om finansiel virksomhed. Det særlige partsbegreb er nødvendigt for at undgå en udhuling af Finanstilsynets særlige tavshedspligt, da parters adgang til aktindsigt efter forvaltningsloven eksempelvis ikke tilsidesættes af tavshedspligtreglerne.

Som udgangspunkt er det alene den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, der er part i sager i forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsens stk. 2-4 og stk. 6 indebærer fravigelser fra dette udgangspunkt.

Med den foreslåede ændring af § 355, stk. 3, 1. pkt., får ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af lovens § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, partsstatus i sin egen sag, hvis Finanstilsynets afgørelse retter sig direkte mod den pågældende nøgleperson. Ændringen er en konsekvens af at disse nøglepersoner med lovforslaget fremadrettet også omfattes af § 64, stk. 1-5, og indebærer, at nøglepersonerne i relation til adgangen til partsstatus ligestilles med bl.a. bestyrelses- og direktionsmedlemmer.

Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningsloven at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.

Til nr. 73 (§ 359 i lov om finansiel virksomhed)

I § 359, der omhandler registrering i Erhvervsstyrelsen, foreslås det at lade begrebet pensionskasser udgå. Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsikringsselskaber tillige omfatter pensionskasser, og det er dermed ikke nødvendigt at anføre disse eksplicit i bestemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig korrektion.

Til nr. 74 (§ 361, stk. 1, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at der indsættes en henvisning til obligationer udstedt af ISPV'er, ISPV-obligationer i § 361, stk. 1, nr. 6. Forslaget er en konsekvens af, at der indsættes et nyt afsnit X g om ISPV'er, jf. dette lovforslags § 1, nr. 60, hvorefter det bliver muligt at få tilladelse som ISPV, samt at ISPV'er underlægges Finanstilsynet.

Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47, og § 343 ø, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9 og 60.

Lov om finansiel virksomhed § 361 vedrører Finanstilsynets afgiftsopkrævning og oplister en række virksomheder, der skal betale et nærmere angivet grundbeløb i årlig afgift til Finanstilsynet. Henvisningen i § 361, stk. 1, nr. 6 sikrer, at Finanstilsynet kan kræve 10.000 kr. pr. serie af udstedte ISPV-obligationer, hvormed Finanstilsynets udgifter til udstedelse af tilladelser til og løbende tilsyn med ISPV'er dækkes.

På nuværende tidspunkt er der ikke forventninger om, at der vil blive oprettet ISPV’er i Danmark.

Til nr. 75 (§ 365, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

I § 365, stk. 1, som er en afgiftsbestemmelse, foreslås det at lade begrebet tværgående pensionskasser udgå. Henvisningen til forsikringsselskab er tilstrækkelig, idet forsikringsselskaber tillige omfatter tværgående pensionskasser, og det dermed ikke er nødvendigt at anføre disse eksplicit i bestemmelsen. Forslaget medfører ikke en materiel ændring af bestemmelsen, og der er således alene tale om en sproglig korrektion.

Til nr. 76 (§ 372, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Efter gældende ret kan afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf, samt afgørelser truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRR-forordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør heraf og i henhold til forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD IV-direktivet) indbringes for Erhvervsankenævnet.

I henhold til den foreslåede ændring af § 344, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 61, skal Finanstilsynet påse virksomhedernes overholdelse af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og træffe afgørelse ved manglende overholdelse af disse forordninger. Det foreslås derfor, at udvide § 372, stk. 1, således at afgørelser truffet efter forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, også kan indbringes for Erhvervsankenævnet. Tilføjelsen sikrer, at virksomheder behandles ens uanset om Finanstilsynet træffer afgørelse efter lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør heraf, efter CRR-forordningen og forordninger og regler udstedt i medfør heraf, forordninger udstedt i medfør af CRD IV-direktivet eller efter forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet.

Til nr. 77 (§ 372 a i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af den gældende § 372 a kan erhvervs- og vækstministeren fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Solvens II-direktivet indeholder bemyndigelser til Kommissionen til udstedelse af retsakter og det foreslås derfor, at § 372 a, skal gælde tilsvarende for de afgørelser eller retsakter (niveau 2-regulering), som Kommissionen måtte vedtage i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EU af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF og forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed).

Det er som udgangspunkt Europa-Parlamentet og/eller Rådet, der vedtager lovgivning i EU, men efter TEUF artikel 290 og 291 kan Kommissionen tildeles gennemførelsesbeføjelser, hvorefter Kommissionen kan vedtage retsakter, som skal supplere eller gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets retsakter - såkaldte gennemførelsesretsakter. Ved udstedelsen af gennemførelsesretsakter skal Kommissionen holde sig inden for de rammer, som Europa-Parlamentet og/eller Rådet har fastlagt i retsakterne, der indeholder bemyndigelsen (basisretsakterne). Proceduren for vedtagelse af gennemførelsesretsakter i forbindelse med solvens II-direktivet er beskrevet i artikel 301-301b i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Delegationen af beføjelser til at vedtage delegerede retsakter som omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 23. maj 2014 og kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet, jf. artikel 301 a i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Ved vedtagelsen af en delegeret retsakt skal Kommissionen anvende rådgivningsproceduren, som beskrevet i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemslandene skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Rådgivningsproceduren giver Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i samarbejde med et rådgivende udvalg. I solvens II-sammenhænge er dette udvalg Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsrelaterede Pensioner som nedsat ved Kommissionens afgørelse 2004/9/EF. Udvalget fungerer alene som et rådgivende udvalg for Kommissionen, der ikke er forpligtet til at følge udvalgets holdning. Kommissionen skal blot tage størst muligt hensyn til konklusionerne af udvalgets drøftelser ved vedtagelsen af retsakterne.

Såfremt det er specifikt anført i basisretsakten kan Kommissionen desuden vedtage delegerede retsakter, der finder anvendelse straks, efter proceduren i artikel 8 i forordning (EU) nr. 182/2011. Herefter kan Kommissionen vedtage delegerede retsakter, der skal finde anvendelse straks og maksimalt er gældende i seks måneder, medmindre andet er angivet i basisretsakten, uden forudgående forelæggelse for udvalget. Senest 14 dage efter vedtagelsen skal den delegerede retsakt dog forelægges for udvalget med henblik på dets udtalelse herom.

Så snart Kommissionen har vedtaget en delegeret retsakt, skal Europa-Parlamentet og Rådet have meddelelse herom. Retsakten vil herefter kun træde i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Udfærdigelsen af delegerede retsakter er således ikke blot underlagt udvalgskontrollen, men er også underlagt kontrol af Europa-Parlamentet og Rådet, som kan modsætte sig, at Kommissionen vedtager et udkast til en delegeret retsakt, hvis der foreligger særlige grunde hertil for eksempel, hvis udkastet indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser Kommissionen har fået tildelt, eller hvis udkastet ikke er foreneligt med basisretsaktens formål.

Kommissionen er desuden tillagt beføjelse til at vedtage reguleringsmæssige tekniske standarder. Indtil den 24. maj 2016 skal Kommissionen følge proceduren for vedtagelse af delegerede retsakter, som beskrevet ovenfor, når den for første gang vedtager de reguleringsmæssige tekniske standarder i henhold til artikel 50, 58, 75, 86, 92, 97, 111, 135, 143, 244, 245, 248 og 249. Efter overgangsperiodens udløb vedtages ændringer til disse reguleringsmæssige tekniske standarder eller nye reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), som ændret ved omnibus II-direktivet.

Efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010 udarbejder EIOPA udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder og efter udkastet har været i offentlig høring forelægges det for Kommissionen til godkendelse. Når Kommissionen forelægges et udkast, skal Kommissionen straks fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet. Senest tre måneder efter modtagelsen af et udkast til en reguleringsmæssig teknisk standard træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt den godkender udkastet helt, delvist eller med ændringer. Hvis Kommissionen har til hensigt ikke at godkende et udkast til en reguleringsmæssig teknisk standard eller kun at godkende det delvist eller med ændringer, sender Kommissionen udkastet tilbage til EIOPA med en forklaring herpå. EIOPA har herefter seks uger til at ændre udkastet på grundlag af Kommissionens forklaring og igen forelægge det for Kommissionen i form af en formel udtalelse. Såfremt EIOPA ikke forelægger et ændret udkast, kan Kommissionen vedtage udkastet med de ændringer, den anser for relevante, eller afvise udkastet helt.

Såfremt EIOPA ikke forelægger et udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder inden for den tidsfrist, der er fastsat i bemyndigelsesbestemmelserne, kan Kommissionen anmode om et sådant udkast inden for en ny tidsfrist. Såfremt EIOPA ikke forelægger et udkast inden for denne nye tidsfrist, kan Kommissionen vedtage en reguleringsmæssig teknisk standard i form af en delegeret retsakt uden et udkast fra EIOPA. Kommissionen skal således udarbejde et udkast til reguleringsmæssig teknisk standard, sende udkastet i høring og fremsende det til Europa-Parlamentet og Rådet samt til EIOPA. EIOPA har seks uger til at ændre udkastet og fremlægge det for Kommissionen. Kommissionen kan herefter ændre udkastet på grundlag af EIOPA's foreslåede ændringer eller vedtage udkastet med de ændringer, den anser for relevante. Forelægger EIOPA ikke nogle ændringer, kan Kommissionen vedtage den reguleringsmæssige tekniske standard.

Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod en reguleringsmæssig teknisk standard inden for tre måneder fra datoen for Kommissionens underretning om den vedtagne reguleringsmæssige tekniske standard. Hvis Kommissionen vedtager en reguleringsmæssig teknisk standard, som er identisk med det af myndigheden forelagte udkast til reguleringsmæssig teknisk standard, er fristen for indsigelse fra Europa-Parlamentets og Rådets side på en måned fra datoen for Kommissionens underretning. Gør enten Europa-Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en reguleringsmæssig teknisk standard inden udløbet af fristen, træder den ikke i kraft.

EIOPA kan inden den 24. maj 2016 forelægge Kommissionen udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling på de finansielle markeder af de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 17, 31, 35, 37, 50, 56, 75, 86, 92, 97, 99, 109a, 111, 114, 127, 130, 135, 143, 172, 210, 211, 216, 217, 227, 234, 241, 244, 245, 247, 248, 256, 258, 260 og 308b. Disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder skal være begrænset til de tekniske aspekter.

Kommissionen er til sidst tillagt beføjelse til at vedtage gennemførelsesmæssige tekniske standarder i henhold til artikel 31, 35, 37, 44, 56, 58, 86, 92, 109a, 111, 114, 211, 231, 237, 244, 245, 249, 256 og 308b. Ved vedtagelsen af gennemførelsesmæssige tekniske standarder skal Kommissionen følge proceduren som beskrevet i artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010. Proceduren er den samme som for vedtagelsen af reguleringsmæssige tekniske standarder, der er beskrevet lige ovenfor.

Det er på tidspunktet for udarbejdelsen af dette lovforslag ikke muligt at vide, hvad indholdet af Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger bliver, herunder om det er nødvendigt at foretage implementering af eller vedtage supplerende regulering om disse foranstaltninger. Det foreslås derfor, at der indføres en hjemmel i § 372 a, hvorefter erhvervs- og vækstministeren kan gennemføre Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger eller fastsætte danske regler, der supplerer disse foranstaltninger, hurtigere og mere smidigt end gennem vedtagelsen af et lovforslag. Da det samlede indhold af Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger på tidspunktet for lovforslagets udarbejdelse ikke er kendt, er det ikke muligt at redegøre nærmere for, hvordan denne bemyndigelse vil blive udnyttet.

Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger bliver udstedt som forordninger. Der henvises i øvrigt til punkt 7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende forholdet til EU-retten.

Nedenfor gengives ordlyden af de bestemmelser i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, der bemyndiger Kommissionen til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger. Af bestemmelserne fremgår desuden tidsfristen for udarbejdelsen af gennemførelsesforanstaltningerne, samt hvornår EIOPA skal udarbejde udkast til forskriftsmæssige eller gennemførelsesmæssige tekniske standarder.

Artikel 17, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter vedrørende listen over de former, der er beskrevet i bilag III, undtagen nr. 28 og 29 i del A, B og C.«

Artikel 31, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter vedrørende denne artikels stk. 2, hvori specificeres de centrale aspekter, for hvilke der skal offentliggøres aggregerede statistiske data, og oplysningernes indhold og offentliggørelsesdato, jf. dog artikel 35, artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256.«

Artikel 31, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede anvendelsesbetingelser for så vidt angår denne artikels stk. 2 og uden at det berører artikel 35, artikel 51, artikel 254, stk. 2, og artikel 256, udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som præciserer modellerne og strukturen for oplysninger som fastsat i denne artikel.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. september 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 35, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a til præcisering af de i nærværende artikels stk. 1-4 nævnte oplysninger og fristerne for indberetning af disse oplysninger med det formål at sikre en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.«

Artikel 35, stk. 10, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende regelmæssig tilsynsindberetning med hensyn til modellerne for indgivelse af oplysninger til tilsynsmyndighederne, jf. stk. 1 og 2.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 37, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et kapitaltillæg.«

Artikel 37, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der nærmere præciserer metoderne til beregning af kapitaltillæg.«

Artikel 37, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for afgørelser om at indføre, opgøre og ophæve kapitaltillæg.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. september 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 44, stk. 4a, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at undgå overdreven afhængighed af eksterne kreditvurderingsbureauer skal forsikrings- og genforsikringsselskaberne, når de anvender eksterne kreditvurderinger ved beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser og solvenskapitalkravet, som led i deres risikostyring vurdere hensigtsmæssigheden af disse eksterne kreditvurderinger, idet de så vidt muligt benytter yderligere vurderinger for ikke automatisk at blive afhængige af eksterne vurderinger.

For at sikre ensartede betingelser for anvendelse i forbindelse med dette stykke udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for vurderingen af eksterne kreditvurderinger.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 50, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for nærmere at præcisere følgende:

a) elementerne i de systemer, der er omhandlet i artikel 41, 44, 46 og 47, særlig de områder, der skal være dækket af forsikrings- og genforsikringsselskabers asset-liability management og investeringspolitik som omhandlet i artikel 44, stk. 2

b) de funktioner, der er omhandlet i artikel 44, 46, 47 og 48.«

Artikel 50, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:

a) kravene i artikel 42 og de funktioner, der er berørt heraf

b) betingelserne for outsourcing, især til tjenesteydere etableret i tredjelande.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 50, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til den i artikel 45, stk. 1, litra a), omhandlede vurdering, udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for yderligere at præcisere elementerne i denne vurdering.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 56 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysningerne i henhold til del 3.

For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne del udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i stk. 2 omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 58, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at opstille en udtømmende liste over de oplysninger, som er omhandlet i artikel 59, stk. 4, som påtænkte erhververe skal vedlægge deres underretning, jf. dog artikel 58, stk. 2.

For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til denne del og tage hensyn til den fremtidige udvikling udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere tilpasningen af de i artikel 59, stk. 1, fastsatte kriterier.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første og andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 58, stk. 9, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af dette direktiv, kan EIOPA udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedørende procedurerne, skemaerne og modellerne for samrådet mellem de relevante tilsynsmyndigheder, jf. artikel 60.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 75, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a, hvori den fastlægger de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med den i stk. 1 omhandlede værdiansættelse af aktiver og passiver.«

Artikel 75, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til værdiansættelsen af aktiver og passiver udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:

a) i det omfang de i stk. 2 omhandlede delegerede retsakter kræver anvendelse af internationale regnskabsstandarder som godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002, overensstemmelsen mellem disse standarder og værdiansættelsesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2

b) de metoder og antagelser, der skal anvendes, når noterede markedspriser enten ikke foreligger, eller når internationale regnskabsstandarder som vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1606/2002 enten midlertidigt eller permanent ikke stemmer overens med værdiansættelsesmetoden for aktiver og passiver som fastsat i stk. 1 og 2

c) de metoder og antagelser, der skal anvendes til værdiansættelsen af aktiver og passiver som fastsat i stk. 1, når de delegerede retsakter omhandlet i stk. 2 giver mulighed for anvendelse af alternative værdiansættelsesmetoder.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 77e, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for beregningen af forsikringsmæssige hensættelser og basiskapitalgrundlag kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der for hver relevant valuta fastsætter de i stk. 1 omhandlede tekniske oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter skal anvende disse oplysninger.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 301, stk. 2.

I behørigt begrundede tilfælde af særligt hastende karakter vedrørende tilgængeligheden af den relevante risikofrie rentekurve vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, efter proceduren i artikel 301, stk. 3.«

Artikel 86, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:

a) de aktuarmæssige og statistiske metoder til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel 77, stk. 2

b) de metoder, principper og teknikker, der anvendes til fastlæggelsen af den relevante risikofrie rentekurve, som skal anvendes til beregning af det i artikel 77, stk. 2, omhandlede bedste skøn

c) de tilfælde, hvor de forsikringsmæssige hensættelser skal beregnes som en helhed eller som summen af et bedste skøn og et risikotillæg, og de metoder, der skal anvendes i tilfælde, hvor forsikringsmæssige hensættelser beregnes som en helhed, jf. artikel 77, stk. 4

d) de metoder og antagelser, der skal benyttes ved beregning af risikotillægget, herunder fastsættelse af det anerkendte kapitalgrundlag, der er nødvendig for at kunne dække forsikrings- og genforsikringsforpligtelser, og kalibrering af kapitalomkostningssatsen, jf. artikel 77, stk. 5

e) de brancher, som forsikrings- og genforsikringsforpligtelser skal fordeles på med henblik på beregning af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 80

f) de standarder, der skal overholdes for at sikre, at de data, der benyttes ved beregning af forsikringsmæssige hensættelser, er hensigtsmæssige, komplette og nøjagtige, og de specifikke tilfælde, hvor anvendelse af approksimative størrelser, herunder en individuel tilgang, til beregning af det bedste skøn som omhandlet i artikel 82 vil være hensigtsmæssig

g) specifikationer af kravene i artikel 77b, stk. 1, herunder de metoder, antagelser og standardparametre, der skal anvendes til beregning af det mortality riskstress, der er omhandlet i artikel 77b, stk. 1, litra e)

h) specifikationer af kravene i artikel 77c, herunder de antagelser og metoder, der skal anvendes til beregning af matchtilpasningen og det grundlæggende spread

i) metoder og antagelser til beregning af den i artikel 77d omhandlede volatilitetsjustering, herunder en formel til beregning af det spread, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 2.«

Artikel 86, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til metoder til beregning af forsikringsmæssige hensættelser udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere:

a) de metoder, der skal anvendes ved beregning af den i artikel 81 omhandlede justering, der tjener til at indregne det forventede tab som følge af modpartens misligholdelse

b) om nødvendigt, de forenklede metoder og teknikker, der kan benyttes ved beregning af forsikringsmæssige hensættelser for at sikre, at de i litra a) og d) omhandlede aktuarmæssige og statistiske metoder står i et rimeligt forhold til arten, kompleksiteten og omfanget af de risici, som forsikrings- og genforsikringsselskaber påtager sig, herunder captive-, forsikrings- og genforsikringsselskaber.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 86, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 77b udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for godkendelse af anvendelsen af en matchtilpasning, jf. artikel 77b, stk. 1.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. oktober 2014.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 92, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til beregningen af kapitalgrundlaget udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag i overensstemmelse med artikel 90.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 92, stk. 1a, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a, der præciserer behandlingen af kapitalinteresser som omhandlet i artikel 212, stk. 2, tredje afsnit, i finansierings- og kreditinstitutter med henblik på beregningen af kapitalgrundlaget.«

Artikel 92, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 90 udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af brugen af supplerende kapitalgrundlag.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. oktober 2014.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 97, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastlægger en liste over de kapitalgrundlagselementer, herunder de i artikel 96 omhandlede elementer, der anses at opfylde kriterierne i artikel 94, og som samtidig for hvert enkelt kapitalgrundlagselement indeholder en præcis beskrivelse af de karakteristika, der har begrundet den pågældende klassificering.«

Artikel 97, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til klassificering af kapitalgrundlag udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere de metoder, som tilsynsmyndighederne skal benytte, når de godkender vurderingen og klassificeringen af kapitalgrundlagselementer, der ikke optræder på den i stk. 1 omhandlede liste.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

Kommissionen tager regelmæssigt den i stk. 1 omhandlede liste op til revision og ajourfører den i givet fald i lyset af markedsudviklingen.«

Artikel 99 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:

a) de i artikel 98, stk. 1 og 2, omhandlede beløbsmæssige grænser

b) de justeringer, der skal foretages for at vise, at de kapitalgrundlagselementer, der kun kan anvendes til dækning af tab opstået inden for et særligt segment af forpligtelser eller i forbindelse med særlige risici, ikke kan overføres (afgrænsede fonde).«

Artikel 109a, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Med henblik på beregning af solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standardformularen udarbejder ESA'erne via Det Fælles Udvalg udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende fordelingen af eksterne kreditvurderingsbureauers (ECAI'ers) kreditvurderinger på en objektiv skala med kreditkvalitetstrin, der anvender de trin, der er præciseret i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1, litra n).

Det Fælles Udvalg af ESA'er forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 109a, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk. 5, omhandlede markedsrisikomodul, lette beregningen af det i artikel 105, stk. 6, omhandlede modpartsrisikomodul, evaluere de i artikel 105, stk. 5, omhandlede risikoreduktionsmetoder og beregne forsikringsmæssige hensættelser udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende :

a) lister over regionale regeringer og lokale myndigheder, mod hvilke eksponeringer behandles på samme måde som eksponeringer mod centralregeringen i det kompetenceområde, de er baseret i, forudsat at der ikke er nogen forskel i risiko mellem disse eksponeringer på grund af de førstnævnte instansers beføjelser til at inddrive midler og eksistensen af særlige institutionelle ordninger, der som virkning har at reducere risikoen for misligholdelse

b) det i artikel 106, stk. 2, omhandlede aktieindeks i overensstemmelse med de detaljerede kriterier, der er fastsat i artikel 111, stk. 1, litra c) og o)

c) de justeringer, der skal foretages for valutaer, som er knyttet til euroen, i det i artikel 105, stk. 5, omhandlede undermodul »currency risk« i overensstemmelse med de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af undermodulet »currency risk« som fastsat i artikel 111, stk. 1, litra p).

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 109a, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel og for at lette beregningen af det i artikel 105, stk. 4, omhandlede forsikringsrisikomodul for sygeforsikring udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, under hensyntagen til de beregninger der er fremsendt af tilsynsmyndighederne i den pågældende medlemsstat, vedrørende standardafvigelser i relation til specifikke nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger truffet af medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder kriterierne i stk. 5 og eventuelle andre krav, der er fastsat i delegerede retsakter.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 109a, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»De gennemførelsesmæssige tekniske standarder omhandlet i stk. 4 finder kun anvendelse på de nationale retsakter i medlemsstater, der tillader forsikrings- og genforsikringsselskaber at dele fyldestgørelsen af forsikringskrav vedrørende sundhedsrisici imellem sig, og som opfylder følgende kriterier:

a) mekanismen for deling af forsikringskrav er gennemsigtig og på forhånd fuldt ud præciseret for den årlige periode, den gælder for,

b) mekanismen for deling af forsikringskrav, antallet af forsikringsselskaber, som tager del i systemet til udligning af sygdomsrisici (HRES), og risikoegenskaberne ved den aktivitet, som HRES dækker, sikrer, at for hvert selskab, der tager del i HRES, bliver udsvingene i årlige tab ved den aktivitet, som HRES dækker, væsentligt reduceret ved hjælp af HRES, både i forhold til præmien og til reserverisikoen

c) den sygeforsikring, som dækkes af HRES, er obligatorisk og fungerer som et delvist eller fuldstændigt alternativ til den sygesikring, der ydes af det lovpligtige socialsikringssystem

d) i tilfælde af forsikringsselskabers manglende deltagelse i HRES garanterer en eller flere medlemsstaters regeringer fuldt ud at opfylde forsikringstagerens krav til den forsikringsaktivitet, som dækkes af HRES.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a med henblik på fastsættelse af de ekstra krav, som de nationale retsakter skal opfylde, og metoden og kravene til beregningen af standardafvigelserne, jf. nærværende artikels stk. 4.«

Artikel 111, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at præcisere følgende:

a) en standardformel, som er i overensstemmelse med artikel 101 og artikel 103-109

b) de undermoduler, der er nødvendige, eller som mere præcist dækker de risici, der falder ind under de forskellige risikomoduler, som er omhandlet i artikel 104 og eventuelle efterfølgende ajourføringer

c) de metoder, antagelser og standardparametre, der skal kalibreres til det i artikel 101, stk. 3, anførte konfidensniveau og benyttes ved beregningen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i det primære solvenskapitalkrav, jf. artikel 104, 105 og artikel 304, den symmetriske justeringsmekanisme og det hensigtsmæssige tidsrum angivet i det i artikel 106 omhandlede antal måneder samt den hensigtsmæssige strategi for integrering af den i artikel 304 omhandlede metode i solvenskapitalkravet som opgjort i henhold til standardformlen

d) korrelationsparametrene, herunder om nødvendigt parametrene i bilag IV og procedurerne for ajourføring af disse parametre

e) de metoder og antagelser, der, når forsikrings- og genforsikringsselskaber benytter risikoreduktionsmetoder, skal benyttes til at vurdere ændringer i det pågældende selskabs risikoprofil og til at tilpasse beregningen af solvenskapitalkravet

f) de kvalitative kriterier, som de i litra e) omhandlede risikoreduktionsteknikker skal opfylde for at sikre, at risikoen reelt er blevet overført til en tredjemand

fa) den metode og de parametre, der skal benyttes ved vurderingen af kapitalkravet til dækning af modpartsrisikoen i tilfælde af eksponeringer mod for centrale modparter, de parametre, der sikrer overensstemmelse med behandlingen af sådanne eksponeringer mod kreditinstitutter og finansieringsinstitutter, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1) og 26), i forordning (EU) nr. 575/2013

g) de metoder og parametre, der skal benyttes til vurdering af kapitalkravet til dækning af operationel risiko som anført i artikel 107, herunder procentsatsen omhandlet i artikel 107, stk. 3

h) de metoder og justeringer, der skal benyttes for at afspejle forsikrings- og genforsikringsselskabers reducerede mulighed for risikospredning med hensyn til afgrænsede fonde

i) den metode, der skal benyttes ved beregning af justeringen for de forsikringsmæssige hensættelsers eller udskudte skatters tabsabsorberende evne som omhandlet i artikel 108

j) den delmængde af standardparametre inden for risikomodulerne livsforsikring, skadesforsikring og sygeforsikring, som kan erstattes af selskabsspecifikke parametre som omhandlet i artikel 104, stk. 7

k) kriterier i relation til de standardmetoder, som skal anvendes af forsikrings- og genforsikringsselskaber til beregning af de i litra j) omhandlede selskabsspecifikke parametre, og alle de kriterier, der skal være opfyldt for at sikre, at de anvendte data er fyldestgørende, præcise og relevante, inden tilsynsmyndighederne kan give deres godkendelse

l) de forenklede beregninger, der kan benyttes i forbindelse med bestemte undermoduler og risikomoduler, og de kriterier, som forsikrings- og genforsikringsselskaber, herunder captiveforsikrings- og genforsikringsselskaber, skal opfylde for at være berettiget til at benytte hver af disse forenklede beregninger, som fastsat i artikel 109

m) den tilgang, der skal benyttes med hensyn til tilknyttede selskaber som omhandlet i artikel 212 ved beregning af solvenskapitalkravet, navnlig beregning af det i artikel 105, stk. 5, omhandlede undermodul "equity risk", under hensyntagen til den sandsynlige reduktion i volatiliteten i disse tilknyttede selskabers værdi som følge af de pågældende investeringers strategiske karakter og den indflydelse, som det deltagende selskab udøver i disse tilknyttede selskaber

n) hvordan eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er anvendes ved beregning af solvenskapitalkravet i overensstemmelse med standardformularen og indplaceringen af eksterne kreditvurderinger på en skala med kreditkvalitetstrin som omhandlet i artikel 109a, stk. 1, der skal være i overensstemmelse med anvendelsen af eksterne kreditvurderinger fra ECAI'er ved beregning af kapitalkrav for kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 og finansieringsinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), deri

o) de i artikel 109a, stk. 2, litra c), omhandlede detaljerede kriterier for aktieindekset

p) de detaljerede kriterier for justeringer af valutaer, der er knyttet til euroen, for at lette beregningen af det i artikel 109a, stk. 2, litra d), omhandlede undermodul "currency risk"

q) betingelserne for en kategorisering af regionale regeringer og lokale myndigheder som anført i artikel 109a, stk. 2, litra a).«

Artikel 111, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af anvendelsen af de i stk. 1, litra k), omhandlede selskabsspecifikke parametre.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. oktober 2014.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 111, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering i forhold til solvenskapitalkravet udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere beløbsmæssige grænser og kriterier for godkendelse af aktiver, når disse risici ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af et undermodul.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.

Disse reguleringsmæssige tekniske standarder finder anvendelse på de aktiver, der medgår til dækning af de forsikringsmæssige hensættelser, dog ikke aktiver med relation til livsforsikringsaftaler, hvor investeringsrisikoen bæres af forsikringstagerne. Kommissionen tager dem op til revision på baggrund af standardformlens udvikling og udviklingen på de finansielle markeder.«

Artikel 114, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a for at fastsætte følgende:

a) de tilpasninger, der skal foretages af de i artikel 120-125 fastsatte normer i lyset af den partielle interne models begrænsede anvendelsesområde

b) den måde, hvorpå en delvist intern model skal integreres fuldt ud i standardformlen for solvenskapitalkravet, jf. artikel 113, stk. 1, litra c), og kravene til anvendelse af alternative integrationsteknikker.«

Artikel 114, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne artikel udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for:

a) godkendelse af en intern model, jf. artikel 112, og

b) godkendelse af større ændringer i en intern model og ændringer i den politik, der skal følges ved ændring af en intern model, jf. artikel 115.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. oktober 2014.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 127 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a vedrørende artikel 120-126 med henblik på at fremme en bedre vurdering af forsikrings- og genforsikringsselskabers risikoprofil og ledelse med hensyn til anvendelsen af interne modeller i hele Unionen.«

Artikel 130 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, hvori det præciseres, hvordan det i artikel 128 og 129 omhandlede minimumskapitalkrav beregnes.«

Artikel 135, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for at præcisere kvalitative krav på følgende områder:

a) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i relation til artikel 132, stk. 2, første afsnit

b) identifikation, måling, overvågning og forvaltning af risici i forbindelse med investeringer i de i artikel 132, stk. 4, andet afsnit, omhandlede derivater og aktiver samt fastsættelse af, i hvilket omfang sådanne aktiver kan anses for at mindske risici eller for effektiv forvaltning af porteføljen, jf. artikel 132, stk. 4, tredje afsnit.«

Artikel 135, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der fastsætter:

a) krav, som virksomheder, der ompakker lån til omsættelige værdipapirer og andre finansielle instrumenter (eksponeringsleverende eller organiserende institutter) skal opfylde, for at et forsikrings- eller genforsikringsselskab kan få lov til at investere i sådanne værdipapirer eller instrumenter udstedt efter den 1. januar 2011, herunder krav, som sikrer, at det eksponeringsleverende institut, det organiserende institut eller den oprindelige långiver løbende bibeholder en væsentlig nettokapitalandel, som under ingen omstændigheder må være på mindre end 5 %

b) kvalitative krav, som skal opfyldes af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som investerer i sådanne værdipapirer eller instrumenter

c) præciseringer af, under hvilke omstændigheder der kan stilles krav om et forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav, hvis kravene i litra a)-b) i dette stykke er blevet overtrådt, uanset bestemmelserne i artikel 101, stk. 3.«

Artikel 135, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til stk. 2, litra c), udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere metoderne til beregning af de heri anførte forholdsmæssigt supplerende kapitalkrav.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 143, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der supplerer typerne af usædvanlige ugunstige situationer og præciserer, hvilke faktorer og kriterier EIOPA skal tage i betragtning, når den erklærer, at der foreligger en usædvanlig ugunstig situation, og som de tilsynsførende myndigheder skal tage i betragtning i forbindelse med en eventuel forlængelse af tilbagebetalingsperioden i overensstemmelse med artikel 138, stk. 4.«

Artikel 143, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med artikel 138, stk. 2, artikel 139, stk. 2, og artikel 141 udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere indholdet af den i artikel 138, stk. 2, omhandlede plan for genoprettelse og den i artikel 139, stk. 2, omhandlede finansieringsplan og, for så vidt angår artikel 141, under behørig hensyntagen til at undgå procykliske virkninger.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 172, stk. 1, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til præcisering af kriterierne for vurdering af, hvorvidt et tredjelands solvensregler, som anvendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I.«

Artikel 172, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at tredjelandets solvensregler, som anvendes på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er ækvivalente med reglerne i afsnit I i dette direktiv.

Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle afgørende ændringer af den i afsnit I fastsatte tilsynsordning og af tilsynsordningen i tredjelandet.

EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«

Artikel 172, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Uanset stk. 2, og selv hvis de i henhold til stk. 1 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tredjeland anvender på den genforsikringsvirksomhed, der udøves af selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst opfylder følgende kriterier:

a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende solvensregler, der kan betragtes som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 2, inden udløbet af denne begrænsede periode, og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens

b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse

c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) omhandlede forpligtelse

d) det anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed

e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og tilsynsmyndighederne om samarbejde og udveksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter

f) det har et uafhængigt tilsynssystem, og

g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder.

Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter revideres regelmæssigt på grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vurderes af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.

EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der omhandles i første afsnit.

Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere betingelserne fastsat i første afsnit.«

Artikel 210, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, hvori bestemmelserne omhandlet i nærværende artikels stk. 1 præciseres med hensyn til overvågning, forvaltning og kontrol af risici, der opstår som følge af finite reinsurance-virksomhed.«

Artikel 211, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere følgende kriterier for tilsynsmyndighedernes godkendelse:

a) tilladelsens omfang

b) obligatoriske bestemmelser til indsættelse i alle udstedte aftaler

c) de i artikel 42 omhandlede krav til egnethed og hæderlighed, der stilles til lederne af en special purpose vehicle

d) krav til egnethed og hæderlighed blandt aktionærer og medlemmer med kvalificeret deltagelse i en special purpose vehicle

e) krav til sunde administrative og regnskabsmæssige procedurer, tilstrækkelige interne kontrolmekanismer og risikostyring

f) krav til regnskabsføring, forsigtigheds- og statistiske oplysninger

g) solvenskrav.«

Artikel 211, stk. 2a, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved tilsynsmyndighedernes godkendelse af oprettelsen af special purpose vehicles og vedrørende de formater og modeller, der skal anvendes med henblik på stk. 2, litra f).

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 31. oktober 2014.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 211, stk. 2b, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af artikel 211, stk. 1 og 2, kan EIOPA udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne ved samarbejde og informationsudveksling mellem tilsynsmyndigheder, når der er oprettet en special purpose vehicle, som overtager risici fra forsikrings- eller genforsikringsselskaber, i en medlemsstat, som ikke er den medlemsstat, hvor forsikrings- eller genforsikringsselskabet har opnået tilladelse.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 216, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.«

Artikel 217, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer, under hvilke omstændigheder den i nærværende artikels stk. 1 omhandlede afgørelse kan træffes.«

Artikel 227, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for en vurdering af, hvorvidt reglerne for solvens i et tredjeland er ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI.«

Artikel 227, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Hvis de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010, vedtage delegerede retsakter, der faststlår at det pågældende tredjelands tilsynsordning er ækvivalent med det, der er fastlagt i afsnit I, kapitel VI.

Disse delegerede retsakter tages regelmæssigt op til revision for at tage hensyn til eventuelle betydelige ændringer i tilsynsordningen i afsnit I, kapitel VI, og i tredjelandet.

EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«

Artikel 227, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Uanset stk. 4, og selv hvor de i henhold til stk. 3 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA for den periode, der er omhandlet i stk. 6, i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastslår, at de solvensregler, som et tredjeland anvender på selskaber med hovedsæde i det pågældende tredjeland, er midlertidigt ækvivalente med reglerne i afsnit I, kapitel VI, hvis:

a) det kan påvises, at tredjelandet har eller kan vedtage og anvende solvensregler, som kan betragtes som ækvivalente i overensstemmelse med stk. 4

b) tredjelandet anvender solvensregler, der er risikobaserede og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning og gennemsigtighed

c) tredjelandets ret i princippet tillader samarbejde og udveksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder

d) tredjelandet har et uafhængigt tilsynssystem, og

e) tredjelandet har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder.

EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der er omhandlet i første afsnit.«

Artikel 231, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der sikrer ensartede betingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles beslutninger.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 234 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer de tekniske principper og metoder som omhandlet i artikel 220-229 og gennemførelsen af artikel 230-233, og som afspejler den økonomiske karakter af specifikke retlige strukturer.«

Artikel 237, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»EIOPA kan udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af den i stk. 2 omhandlede fælles beslutningsproces med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ansøgninger om tilladelser med henblik på at lette fælles afgørelser.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 241 i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for at præcisere følgende:

a) de kriterier til vurdering af, hvorvidt betingelserne i artikel 236 er opfyldt

b) de kriterier til vurdering af, hvad der skal betragtes som nødsituationer, jf. artikel 239, stk. 2

c) de procedurer, som tilsynsmyndighederne anvender ved udveksling af oplysninger, udøvelsen af deres beføjelser og gennemførelsen af deres opgaver i overensstemmelse med artikel 237-240.«

Artikel 244, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af en væsentlig risikokoncentration.«

Artikel 244, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering hvad angår tilsyn med risikokoncentration udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for med henblik på stk. 3 at præcisere identificeringen af en væsentlig risikokoncentration og fastsættelsen af passende tærskelværdier.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 244, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel udarbejder EIOPA med henblik på stk. 2 udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende skemaerne og modellerne i forbindelse med indberetning af disse risikokoncentrationer.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. september 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 245, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i forbindelse med nærværende artikels stk. 2 og 3 delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a med hensyn til definitionen af væsentlige koncerninterne transaktioner.«

Artikel 245, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering med hensyn til tilsyn med koncerninterne transaktioner kan EIOPA i forbindelse med stk. 3 udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for at præcisere identificeringen af væsentlige koncerninterne transaktioner.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 245, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelse af denne artikel kan EIOPA i forbindelse med stk. 2 udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne, skemaerne og modellerne i forbindelse med indberetning af koncerninterne transaktioner.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 247, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»EIOPA underretter mindst én gang årligt Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om væsentlige problemer i forbindelse med anvendelsen af stk. 2, 3 og 6.

I tilfælde af væsentlige problemer i forbindelse med anvendelsen af kriterierne i stk. 2 og 3 i denne artikel vedtager Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der præciserer disse kriterier yderligere.«

Artikel 248, stk. 6, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»EIOPA udsteder retningslinjer for tilsynskollegiernes operationelle funktion på grundlag af grundige gennemgange af deres arbejde med henblik på at vurdere graden af konvergens mellem disse. En sådan gennemgang foretages mindst hvert tredje år. Medlemsstaterne sikrer, at den koncerntilsynsførende fremsender oplysningerne om tilsynskollegiernes funktion og om eventuelle vanskeligheder, der måtte være relevante for disse gennemgange, til EIOPA.

For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndighederne kan EIOPA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere tilsynskollegiernes operationelle funktion baseret på de retningslinjer, der henvises til i første afsnit.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i andet afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 248, stk. 7, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere samordningsordningerne for koncerntilsynet med henblik på anvendelsen af stk. 1-6.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 248, stk. 8, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter for så vidt angår definitionen af »betydelig filial«.«

Artikel 249, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre en konsekvent harmonisering i forbindelse med samordningen og udvekslingen af informationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA med forbehold af artikel 301b udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, hvori fastsættes:

a) de oplysninger, der på systematisk vis skal indsamles af den koncerntilsynsførende og formidles til andre tilsynsmyndigheder eller videregives til den koncerntilsynsførende af de andre tilsynsmyndigheder

b) de oplysninger, der er væsentlige eller relevante for koncerntilsynet, for at fremme en passende grad af konvergens i tilsynspraksis.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 249, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med samordningen og udvekslingen af informationer mellem tilsynsmyndighederne udarbejder EIOPA et udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne og skemaerne i forbindelse med indgivelse af oplysninger til den koncerntilsynsførende samt proceduren for samarbejde og informationsudveksling mellem tilsynsmyndigheder som omhandlet i denne artikel.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. september 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 256, stk. 4, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter til nærmere præcisering af, hvilke oplysninger der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysningerne, for så vidt angår den samlede rapport om solvens og finansiel situation, i overensstemmelse med stk. 2, og rapporten om solvensen og den finansielle situation på koncernniveau i overensstemmelse med stk. 1.«

Artikel 256, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen i forbindelse med rapporten om solvens, koncernsolvens og finansiel situation udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne og modellerne samt midlerne i forbindelse med offentliggørelsen af den i denne artikel omhandlede rapport om solvens, gruppesolvens og finansiel situation.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 258, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter for samordningen af de i nærværende artikels stk. 1 og 2 omhandlede tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.«

Artikel 260, stk. 2, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 301a vedtage delegerede retsakter, der præciserer kriterierne for vurderingen af, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i et tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.«

Artikel 260, stk. 3, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Hvis de kriterier, der er vedtaget i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2, er opfyldt af et tredjeland, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, hvorvidt reglerne om koncerntilsyn i dette tredjeland er ækvivalente i forhold til reglerne i dette afsnit.

Sådan en delegeret retsakt skal regelmæssigt tages op til revision for at tage hensyn til eventuelle ændringer i reglerne om koncerntilsyn i dette afsnit og i tredjelande og alle andre regelændringer, der kan få indflydelse på afgørelsen om ækvivalens.

EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.«

Artikel 260, stk. 5, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Uanset stk., 3 og selv hvis de i stk. 2 fastlagte kriterier ikke er opfyldt, kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 301a og bistået af EIOPA i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1094/2010 for en begrænset periode vedtage delegerede retsakter, der fastsætter, at den tilsynsordning, som et tredjeland anvender på selskaber, hvis moderselskab har hovedsæde uden for Unionen pr. 1. januar 2014, er midlertidigt ækvivalent med reglerne i afsnit I, hvis det pågældende tredjeland mindst opfylder følgende kriterier:

a) tredjelandet har forpligtet sig over for Unionen til at vedtage og anvende en tilsynsordning, som kan betragtes som ækvivalent i overensstemmelse med stk. 3, inden udløbet af denne begrænsede periode, og til at påbegynde processen for vurdering af ækvivalens

b) det har udarbejdet et arbejdsprogram til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse

c) det har allokeret tilstrækkelige ressourcer til opfyldelse af den i litra a) anførte forpligtelse

d) det anvender en tilsynsordning, der er risikobaseret og opstiller kvantitative og kvalitative solvenskrav samt krav vedrørende tilsynsindberetning, gennemsigtighed og koncerntilsyn

e) det har indgået skriftlige aftaler med EIOPA og de tilsynsførende myndigheder om samarbejde og udveksling af fortrolige oplysninger af tilsynsmæssig karakter som fastlagt i artikel 13, stk. 10

f) det har et uafhængigt tilsynssystem

g) det har indført tavshedspligt for alle, der handler på vegne af dets tilsynsmyndigheder, navnlig ved informationsudveksling mellem EIOPA og tilsynsmyndigheder som omhandlet i artikel 13, stk. 10.

Alle delegerede retsakter vedrørende midlertidig ækvivalens skal tage højde for rapporter fra Kommissionen i overensstemmelse med artikel 177, stk. 2. Disse delegerede retsakter tages op til regelmæssig revision på grundlag af årlige statusrapporter fra det pågældende tredjeland, som fremlægges for og vurderes af Kommissionen en gang om året. EIOPA bistår Kommissionen i vurderingen af disse statusrapporter.

EIOPA offentliggør og ajourfører på sit websted en liste over alle de tredjelande, der henvises til i første afsnit.

Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 301a og yderligere præcisere betingelserne i første afsnit. Delegerede retsakter kan også omfatte tilsynsmyndigheders beføjelse til at pålægge yderligere tilsynsmæssige rapporteringskrav i løbet af perioden med midlertidig ækvivalens.«

Artikel 308b, stk. 13, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Uanset artikel 100, artikel 101, stk. 3, og artikel 104 skal de standardparametre, der skal benyttes for aktier, som selskabet købte før eller på den 1. januar 2016, til beregning af undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med standardformlen, uden den mulighed, der fastsættes i artikel 304, beregnes som det vægtede gennemsnit af:

a) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet "equity risk" i overensstemmelse med artikel 304, og

b) den standardparameter, der benyttes til beregning af undermodulet "equity risk"

i overensstemmelse med standardformlen uden den i artikel 304 fastsatte mulighed.

Vægtningen for den parameter, der anføres i første afsnit, litra b), skal i slutningen af hvert år som minimum øges lineært fra 0 % i løbet af det år, der begynder den 1. januar 2016, til 100 % den 1. januar 2023.

Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 301a delegerede retsakter, der yderligere præciserer de kriterier, der skal opfyldes, herunder de aktier, der skal være omfattet af overgangsforanstaltningen.

For at sikre ensartede betingelser for anvendelsen af denne overgangsperiode udarbejder EIOPA udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende procedurerne for anvendelsen af dette stykke.

EIOPA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest den 30. juni 2015.

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de i fjerde afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010.«

Artikel 308b, stk. 15, i solvens II-direktivet har følgende ordlyd:

»Såfremt hjemlandene den 23. maj 2014 anvendte bestemmelser, som er anført i artikel 4 i direktiv 2003/41/EF, kan disse hjemlande frem til den 31. december 2019 fortsat anvende de love, forordninger og administrative bestemmelser, som de har vedtaget for at overholde artikel 1-19, 27-30, 32-35 og 37-67 i direktiv 2002/83/EF, som var gældende på den sidste anvendelsesdato for direktiv 2002/83/EF.

Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter, der ændrer den overgangsperiode, der er foreskrevet i dette stykke, hvis ændringsforslag til artikel 17-17c i direktiv 2003/41/EF er vedtaget inden den dato, der er angivet i dette stykke.«

Til nr. 78 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Overtrædelse af de i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, for eksempel efter straffeloven.

Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§ 126, 126 c-e, 126 g, 175 b, 248-248 b, 343 ø og 417 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, 33, 48, 52, 60 og 84.

Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i § 373, stk. 1.

§ 126, stk. 1 og 4, i lov om finansiel virksomhed:

Nyaffattelsen af § 126, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, indebærer, at § 373, stk. 1, foreslås ændret. De gældende § 126, stk. 1, 2 og 8, er strafbelagt, og da det er af afgørende betydning, at lovens solvensregler overholdes, tilpasses strafbestemmelsen i § 373, stk. 1, således at også overtrædelse af de nye solvensregler for gruppe 2-forsikringsselskaber kan straffes.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 126, stk. 1 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Pligten efter § 126, stk. 1 og 4, til at sikre en tilstrækkelig basiskapital og opgørelse af virksomhedens individuelle solvensbehov påhviler selskabets bestyrelse og direktion.

Dette medfører, at medlemmer af bestyrelsen og direktionen i et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke har en tilstrækkelig basiskapital efter § 126, stk. 1.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for selskabet og af i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets ledelse, forinden kapitalkravene overskrides, underretter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.

Bestyrelsen og direktionen kan efter forslaget endvidere straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, såfremt bestyrelsen og direktionen ikke opgør virksomhedens individuelle solvensbehov i overensstemmelse med de risici selskabet har påtaget sig, jf. § 126, stk. 4. En manglende eller svigagtig opgørelse af det individuelle solvensbehov er en alvorlig overtrædelse af loven, der kan påvirke Finanstilsynets mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 2-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, der har ført til en manglende eller svigagtig opgørelse af det individuelle solvensbehov. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

Gruppe 2-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.

§ 126 c, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikringsselskaberne overholder deres solvenskapitalkrav, da en manglende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for en risiko for tab.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 126 c, stk. 1-3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Bestyrelsen og direktionen har det overordnede ansvar for selskabets drift og træffer beslutninger, der kan have betydning for selskabets kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav. Har bestyrelsen og direktionen truffet beslutninger, der medfører, at selskabets kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til dækning af det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab ifalde bøde- eller fængselsstraf. Pligten efter § 126 c, stk. 1, påhviler selskabets bestyrelse og direktion.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets ledelse, forinden solvenskapitalkravet overskrides, underretter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.

Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.

Bestyrelsen og direktionen vil efter forslaget desuden kunne straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, hvis selskabet ikke opgør sit solvenskapitalkrav ved anvendelse af standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern model, eller hvis selskabet anvender selskabsspecifikke parametre uden Finanstilsynets godkendelse, jf. § 126 c, stk. 2 og 3. Det vil i sådanne situationer ligeledes være muligt at straffe gruppe 1-forsikringsselskabet med bøde.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til at selskabet ikke anvender standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern model til sin opgørelse af solvenskapitalkravet, eller at selskabet ved opgørelsen af solvenskapitalkravet anvender selskabsspecifikke parametre, der ikke er godkendt af Finanstilsynet. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

§ 126 d, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikringsselskaberne overholder deres minimumskapitalkrav, da en manglende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for en stor risiko for tab.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 126 d, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Pligten efter § 126 d, stk. 1, til at sikre et tilstrækkeligt basiskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav påhviler selskabets bestyrelse og direktion.

Bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab har det overordnede ansvar for selskabets drift og træffer beslutninger, der kan have betydning for selskabets basiskapitalgrundlag og minimumskapitalkrav. Har bestyrelsen og direktionen truffet beslutninger, der medfører, at selskabets basiskapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til dækning af det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav, jf. § 126 d, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktionen ifalde bøde- eller fængselsstraf.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til, at midlerne i selskabet ikke længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen indgå som en formildende omstændighed, hvis selskabets ledelse, forinden minimumskapitalkravet overskrides, underretter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.

Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.

§ 126 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikringsselskaberne anvender den risikofrie rentekurve ved opgørelsen af deres forsikringsmæssige hensættelser, så disse opgøres korrekt og i overensstemmelse med harmoniserede regler på europæiske plan.

Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af § 126 e, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, ikke anvendes ved opgørelse af selskabets forsikringsmæssige hensættelser. Det er bestyrelsen og direktionens ansvar, at virksomheden drives forsvarligt, og en fejlagtig opgørelse af de forsikringsmæssige hensættelser kan påvirke Finanstilsynets mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender den risikofrie rentekurve til at opgøre de forsikringsmæssige hensættelser. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

§ 126 g, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 126 g, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikringsselskaberne analyserer hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskaberne opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav, da dette sikrer en effektiv risikostyring af selskabet.

Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af § 126 g, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf såfremt selskabet undlader at udarbejde analyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav ved udgangen af hvert kvartal og ikke indsender disse analyser til Finanstilsynet. En manglende overholdelse af kravet kan påvirke Finanstilsynets mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-forsikringsselskab for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser. Det er endvidere muligt at pålægge gruppe 1-forsikringsselskabet en bødestraf for manglende udarbejdelse af analyser og manglende indsendelse heraf til Finanstilsynet.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for selskabet, og i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke udarbejder og indsender kvartalsvise analyser af virkningerne af ændringer i væsentlige risici på selskabets kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

§ 175 b, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning af solvensreglerne for gruppe 1-forsikringsselskaber også overholdes på koncernniveau, så det sikres, at kapitalen er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og er tilgængelig til at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede, såfremt dette bliver nødvendigt.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 175 b, stk. 1 og 3, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i den øverste modervirksomhed kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt den øverste modervirksomhed ikke har et kapitalgrundlag, som dækker det af den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1. Har bestyrelsen og direktionen truffet beslutninger, der medfører, at den øverste modervirksomheds kapitalgrundlag ikke er tilstrækkeligt til dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav for koncernen, jf. § 175 b, stk. 1, kan medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i den øverste modervirksomhed også ifalde bøde- eller fængselsstraf.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til, at midlerne i den øverste modervirksomhed ikke længere er tilstrækkelige. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

Efter en konkret vurdering kan det ved strafudmålingen indgå som en formildende omstændighed, hvis den øverste modervirksomheds ledelse, forinden solvenskapitalkravet for koncernen overskrides, underretter Finanstilsynet om risikoen herfor, og på trods af rimelige forsøg på at rejse ny kapital ikke kan gøre dette. I særlige tilfælde vil et sådant forhold kunne medføre strafbortfald.

Den øverste modervirksomhed vil i disse tilfælde ikke blive pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge den øverste modervirksomhed en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre økonomien hos en i forvejen nødlidende koncern, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.

Bestyrelsen og direktionen vil desuden kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, hvis den øverste modervirksomhed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen ved anvendelse af standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3, som affattet ved det lovforslags § 1, nr. 48. Her vil det ligeledes være muligt at straffe den øverste modervirksomhed med bøde.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til at den øverste modervirksomhed ikke anvender standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern model for koncernen til sin opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen, jf. § 175 b, stk. 3. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

§ 248, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at § 248, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, nyaffattes, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 2-forsikringsselskaberne udarbejder og indsender en plan for genoprettelse, når selskabet ikke opfylder minimumsbasiskapitalen, da en manglende overholdelse heraf vil udsætte forsikringstagerne for en stor risiko for tab.

Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af § 248, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 2-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke forelægger en plan for genoprettelse inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Det vil være en skærpende omstændighed såfremt den manglende udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den manglende udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være en skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et eller flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan overhørigt.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til at gruppe 2-forsikringsselskabet ikke udarbejder en plan for genoprettelse inden for de frister, som Finanstilsynet fastsætter. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

Gruppe 2-forsikringsselskabet vil i dette tilfælde ikke blive pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.

§ 248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 248 a og § 248 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at gruppe 1-forsikringsselskaberne overholder både de materielle dele af bestemmelserne og de formelle tidsfrister for indgivelse af planer for genoprettelse og finansieringsplaner, da en manglende overholdelse heraf påvirker Finanstilsynets mulighed for at træffe de rette foranstaltninger over for et gruppe 1-forsikringsselskab, der er under genoprettelse.

Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af § 248 a, stk. 1 og 4, og § 248 b, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke forelægger en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan for Finanstilsynet inden for den fastsatte tidsfrist. Det vil være en skærpende omstændighed såfremt den manglende udarbejdelse har stået på i lang tid eller hvis den manglende udarbejdelse sker med forsæt. Det vil endvidere være en skærpende omstændighed, hvis selskabet har siddet et eller flere påbud om udarbejdelse af en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan overhørigt.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til at gruppe 1-forsikringsselskabet ikke udarbejder henholdsvis en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan samt ikke overholder de angivne tidsfrister. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.

§ 343 ø, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 343 ø, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 60, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Det er af afgørende betydning, at en juridisk person har tilladelse som ISPV, før virksomheden udøver virksomhed som et sådant, da der stilles en række tilsynsmæssige krav til denne konstruktion for at sikre, at forsikringsselskaberne kan afdække deres risici via ISPV'et.

Den foreslåede ændring indebærer, at en overtrædelse af § 343 ø, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører, at bestyrelsen og direktionen i ISPV'et kan straffes med bøde, såfremt virksomheden ikke har indhentet tilladelse forud for påbegyndelsen af virksomhed som ISPV. Endvidere vil ISPV'et kunne pålægges bødestraf for udøvelse af virksomhed som ISPV forud for indhentelsen af tilladelsen.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj grad bestyrelse og direktion har været med til at træffe de beslutninger, som har ført til at den juridiske person udøver virksomhed som ISPV uden forudgående tilladelse hertil. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

§ 417 c, stk. 1, 2 og 4, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, foreslås § 373, stk. 1, ændret. Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 417 c, stk. 1, 2 og 4, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det er af afgørende betydning, at Finanstilsynet løbende får information om forhold, der kan have betydning for varetagelsen af forsikringstagernes interesser. Finanstilsynet har derfor behov for straks at blive orienteret, såfremt et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender en overgangsforanstaltning ikke kan opfylde solvenskapitalkravet uden anvendelse af denne foranstaltning. Bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab kan derfor ifalde bødestraf, såfremt Finanstilsynet ikke straks bliver underrettet om, at selskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet uden at anvende overgangsreglerne i §§ 417 a og 417 b, jf. § 417 c, stk. 1.

Endvidere kan bestyrelsen og direktionen efter forslaget ifalde bøde- eller fængselsstraf, såfremt selskabet ikke inden for en frist på 2 måneder indsender en redegørelse, der angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet ved overgangsperiodens udløb den 1. januar 2032, eller hvis selskabet ikke oplyser om ændringer af disse foranstaltninger, jf. § 417 c, stk. 2.

Den foreslåede ændring indebærer desuden, at bestyrelsen og direktionen i forsikringsselskaber, der ikke opfylder solvenskapitalkravet den 1. januar 2032, jf. § 417 c, stk. 4, også kan straffes med bøde eller fængsel. Bestyrelsen og direktionen har det overordnede ansvar for selskabets drift og træffer beslutninger, der kan have betydning for selskabets kapitalgrundlag og solvenskapitalkrav. Har bestyrelsen eller direktionen truffet beslutninger, der medfører, at selskabet ikke har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at dække solvenskapitalkravet ved udløbet af overgangsperioden, kan bestyrelsen og direktionen ifalde bøde- eller fængselsstraf.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, i hvor høj grad bestyrelsen og direktionen har været med til at træffe beslutninger, der har ført til, at selskabet ikke overholder bestemmelserne. Hvis bestyrelse og direktion har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det også er omfattet af straffeloven, vil der som udgangspunkt kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt vil det normalt være passende med en bødestraf.

Gruppe 1-forsikringsselskabet vil ved overtrædelse af § 417 c, stk. 1, 2 og 4, ikke blive pålagt bødestraf, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne.

Til nr. 79 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Overtrædelse af de i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde.

Der foreslås en række ændringer til bestemmelsen, som følge af de ved dette lovforslag foreslåede ændringer i §§ 64, 71, 126 b, 126 c, 126 d, 126 e, 158-167, 175 b, 283, 417 a, 417 b og 417 c, som affattet ved dette lovforslags nr. 25, 27, 33, 43, 44, 48, 55 og 84.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter straffelovens kapitel 5, jf. § 373, stk. 5, der ikke foreslås ændret ved dette lovforslag.

Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte ændringer i lovforslaget, der medfører behov for ændringer i § 373, stk. 2.

§ 64, stk. 8, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 64, stk. 8, 2. pkt., som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 64, stk. 8, 2. pkt., kan straffes med bøde, da en manglende opfyldelse af bestemmelsen, kan have betydning for muligheden for at udøve tilsyn med, at de af gruppe 1-forsikringsselskabernes ansatte, der identificeres som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, opfylder kravene til egnethed og hæderlighed i § 64, stk. 1-3, jf. § 64, stk. 8, 1. pkt., som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 25. Et gruppe 1-forsikringsselskab vil således kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet undlader at underrette Finanstilsynet om, at en ansat, der har været identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ikke længere varetager sin stilling som nøgleperson eller ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1-3.

§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags nr. 27, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 71, stk. 4, kan straffes med bøde, da en manglende opfyldelse af bestemmelsen, kan påvirke selskabets virksomhedsstyring og tilsynet med selskabets nøglefunktioner. Et gruppe 1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet undlader at identificere dets nøglepersoner.

§ 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 126 b, som affattet ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., kan straffes med bøde.

En manglende overholdelse af § 126 b, stk. 1, 2. pkt. og stk. 4, 2. pkt., vil betyde, at selskabets opgørelse af dets kapitalgrundlag ikke lever op til lovens krav, og at Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser påvirkes.

Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil kunne ifalde bødestraf såfremt anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag, jf. stk. 1, 2. pkt., eller anden kapital, jf. stk. 4, 2. pkt., i kapitalgrundlaget ikke er godkendt af Finanstilsynet.

§ 126 c, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 126 c, som affattet ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 126 c, stk. 5, kan straffes med bøde.

En manglende opgørelse af solvenskapitalkravet på kvartalsvis basis og en manglende indberetning heraf kan påvirke såvel selskabets risikostyring, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser.

Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke opgør solvenskapitalkravet mindst kvartalsvist og indsender resultatet heraf senest 20 arbejdsdage efter opgørelsen.

§ 126 d, stk. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 126 d, som affattet ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 126 d, stk. 4 og 6, kan straffes med bøde.

En manglende indsendelse af begrundelse for hvorfor selskabets minimumskapitalkrav ikke ligger inden for grænserne i stk. 4 har betydning for Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet, og for tilsynets forståelse for selskabets risikoprofil. En manglende opgørelse af minimumskapitalkravet på kvartalsvis basis og en manglende indberetning heraf kan påvirke såvel selskabets risikostyring, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser.

Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke indsender en begrundelse til Finanstilsynet, når selskabets minimumskapitalkrav ikke falder inden for grænserne i stk. 4, eller hvis selskabet ikke opgør minimumskapitalkravet mindst hvert kvartal og indsender resultatet heraf senest 20 arbejdsdage efter opgørelsen, jf. stk. 6.

§ 126 e, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 126 e, som affattet ved dette lovforslags nr. 33, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 126 e, stk. 4, kan straffes med bøde.

Et gruppe 1-forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet undlader at angive den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende en matchtilpasning eller en volatilitetsjustering i den rapport om solvens og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, da dette påvirker gennemsigtigheden i forhold til den økonomiske betydning for selskabet af at anvende en justering af den risikofrie rentekurve.

§ 167, stk. 1, 3 og 5 i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af ændringer i §§ 158-167, som affattet ved dette lovforslags nr. 43 og 44, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Med lovforslaget ophæves de gældende bestemmelser i §§ 158-166 vedrørende investeringsregler for forsikringsselskaber til fordel for en ny § 158, der på et mere overordnet plan beskriver rammerne for selskabernes investeringer. Ændringen indebærer, at den hidtidige adgang til at straffe overtrædelser af §§ 158 og 159 udgår af § 373, stk. 1.

Med den foreslåede nye affattelse af § 167 foretages en opdatering af bestemmelsen vedrørende selskabernes registrering af deres aktiver. Det skal fortsat være muligt for forsikringsselskaberne at ifalde bødestraf såfremt selskaberne ikke overholder kravene til registrering af aktiver.

Det foreslås derfor, at overtrædelse af § 167, stk. 1, 3 og 5, kan straffes med bøde.

Et forsikringsselskab vil dermed kunne ifalde bødestraf såfremt selskabet ikke har en gruppe af aktiver, hvis samlede værdi til enhver tid mindst svarer til værdien af selskabets samlede forsikringsmæssige hensættelser, og selskabet ikke fører et register over disse aktiver, jf. stk. 1, hvis selskabet ikke kvartalsvist indberetter de registrerede aktiver, jf. stk. 3, eller hvis selskabet registrerer lån mod sikkerhed i egne livsforsikringspolicer, jf. stk. 5.

En manglende overholdelse af § 167, stk. 1, 3 og 5, indebærer, at forsikringstagerne udsættes for en risiko for tab såfremt selskabet skulle gå konkurs eller blive taget under administration, da formålet med registret er at sikre forsikringstagerne og de begunstigede en seperatiststilling i forhold til de registrerede aktiver.

§ 175 b, stk. 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 175 b, som affattet ved dette lovforslags nr. 48, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 175 b, stk. 8 og 9, kan straffes med bøde.

En manglende årlig opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen, jf. § 175 b, stk. 8, kan påvirke såvel risikostyringen, som Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med den øverste modervirksomhed og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser.

En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og finansiel situation på koncernniveau, jf. § 175 b, stk. 9, vil påvirke gennemsigtigheden af koncernens kapitalforhold og økonomiske stilling, og en manglende indsendelse af en uddybende rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau til Finanstilsynet påvirker tilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser.

Det foreslås derfor, at den øverste modervirksomhed vil kunne ifalde bødestraf såfremt den øverste modervirksomhed ikke opgør solvenskapitalkravet for koncernen årligt, ikke indsender denne opgørelse senest 20 arbejdsdage efter den 31. december, ikke offentliggør en rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau eller ikke indsender en uddybende rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau.

§ 283, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 283, som affattet ved dette lovforslags nr. 55, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 283, stk. 1, kan straffes med bøde.

En manglende offentliggørelse af rapporten om solvens og finansiel situation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsikringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stilling, og en manglende indsendelse af en uddybende rapport om solvens og finansiel situation til Finanstilsynet påvirker tilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser.

Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke offentliggør en rapport om solvens og finansiel situation eller ikke indsender en uddybende rapport om solvens og finansiel situation til Finanstilsynet.

§ 417 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 417 a, som affattet ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 417 a, stk. 4, kan straffes med bøde.

Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender overgangsbestemmelsen i § 417 a, i den rapport om solvens og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, oplyser, at selskabet anvender en justeret rentekurve, samt angiver den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne justerede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet. En manglende offentliggørelse af ovenstående i rapporten om solvens og finansiel situation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsikringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stilling.

Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 a, stk. 4.

§ 417 b, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 417 b, som affattet ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 417 b, stk. 5, kan straffes med bøde.

Det er af afgørende betydning, at selskaber, der anvender overgangsbestemmelsen i § 417 b, i den rapport om solvens og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, oplyser, at selskabet anvender et fradrag til de forsikringsmæssige hensættelser, samt angiver den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende dette fradrag på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet. En manglende offentliggørelse af ovenstående i rapporten om solvens og finansiel situation vil påvirke gennemsigtigheden af gruppe 1-forsikringsselskabets kapitalforhold og økonomiske stilling.

Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab kan ifalde bødestraf ved overtrædelse af § 417 b, stk. 5.

§ 417 c, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af, at der indsættes en ny § 417 c, som affattet ved dette lovforslags nr. 84, foreslås § 373, stk. 2, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af § 417 c, stk. 3, kan straffes med bøde.

En manglende årlig indsendelse af en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032 påvirker Finanstilsynets mulighed for at føre et effektivt tilsyn med selskabet og dermed muligheden for at sikre varetagelsen af forsikringstagernes interesser.

Det foreslås derfor, at et gruppe 1-forsikringsselskab vil kunne ifalde bødestraf, såfremt selskabet ikke årligt ved udgangen af første kvartal indsender en rapport med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032.

Til nr. 80 (§ 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Som følge af, at der indsættes nye §§ 126 c og 126 f, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, foreslås § 373, stk. 3, ændret.

Den foreslåede ændring indebærer, at såfremt et gruppe 1- forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets påbud om at anvende en godkendt intern model, jf. § 126 c, stk. 4, når selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra forudsætningerne i standardformlen, kan selskabet straffes med bøde.

Endvidere indebærer den foreslåede ændring, at såfremt et gruppe 2-forsikringsselskab ikke følger Finanstilsynets påbud efter § 126 f om at anvende den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1, kan selskabet straffes med bøde.

Strafudmålingen vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for selskabet. Hvis forholdet er af en mindre alvorlig karakter vil det normalt være passende med en bødestraf.

Til nr. 81 (§ 373, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed)

Med ændringen af 373, stk. 10, bemyndiges Finanstilsynet til at udstede regler om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordninger, som vedtages af Kommissionen i medfør af solvens II-direktivet og omnibus II-direktivet.

I bemærkningerne til den foreslåede § 372 b i lov om finansiel virksomhed angives ordlyden på de bestemmelser i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, der indeholder bemyndigelser til Kommissionen til udstedelse af gennemførelsesforanstaltninger (niveau 2-regulering). Der henvises til disse bemærkninger.

Finanstilsynets hjemmel omfatter også sådanne forordninger, der måtte være udstedt forinden lovens ikrafttræden.

Sanktioner kan knyttes til hver enkelt forordning ved lov. Imidlertid har Kommission mulighed for løbende at foretage ændringer af forordninger, hvorfor det vurderes, at være mest hensigtsmæssigt, at fastsættelse af strafsanktioneringen sker ved bekendtgørelse.

Kommissionens forordninger indeholder normalt ikke detaljerede sanktionsbestemmelser. Ofte vil det foreskrives i bestemmelserne, at det er op til medlemslandene at vedtage de nødvendige strafsanktioner, hvorfor medlemslandene således er tildelt sanktionsvalget. Dette vil ligeledes være tilfældet, hvor forordningerne ikke indeholder bestemmelser om sanktion.

Medlemslandene er underlagt de almindelige principper, som EU-Domstolen har fastslået. Dette indebærer for det første, at medlemslandene er underlagt et princip om ligebehandling. De er herefter forpligtet til at sikre, at overtrædelser af fællesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gælder for overtrædelser af samme art og grovhed. For det andet gælder et princip om effektivitet. Sanktionen for overtrædelse af EU-retten skal dermed være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Indholdet af niveau 2-reguleringen fra Kommissionen er ikke endelig fastlagt på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse, hvorfor det ikke er muligt at redegøre nærmere for, hvordan bemyndigelsen vil blive udnyttet. Finanstilsynet skal dog kun udnytte bemyndigelsen til at fastsætte regler om straf i medfør af bestemmelsen i de tilfælde, hvor overtrædelse af en forordnings bestemmelser ligeledes ville medføre straf efter bestemmelser af lignende art i lov om finansiel virksomhed. Herefter skal bestemmelser af lignende art, der er strafbelagt i den gældende lov om finansiel virksomhed tages i betragtning, når det vurderes, om bestemmelser i forordninger skal strafbelægges. Det er således kun de pligter, som findes nødvendige at strafbelægge for at sikre en effektiv håndhævelse, som hjemlen for straf på bekendtgørelsesniveau vedrører. Muligheden for håndhævelse af disse bestemmelser vil også være påkrævet for at kunne gennemføre de fællesskabsretlige forpligtelser. Ved at give mulighed for at fastsætte sanktioner ved bekendtgørelse opnås en hensigtsmæssig fleksibilitet i forhold til Kommissionens mulighed for at udstede nye forordninger, herunder til ændring af eksisterende forordninger. Håndhævelse af sådanne forordninger vil således ikke kræve efterfølgende lovændring.

Til nr. 82 (§ 374, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 374, stk. 3, som følge af indsættelsen af nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 64, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner ifølge regler udstedt i medfør af § 71.

Ændringen af § 374, stk. 3, betyder, at en virksomhed, der undlader at efterkomme påbud efter § 351, stk. 5, 1. pkt., om at afsætte en nøgleperson, kan pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder.

Det samme gælder allerede i dag, dog kun for påbud vedrørende afsættelse af direktører.

Til nr. 83 (§ 408 i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at § 408 ophæves. Bestemmelsen er en overgangsbestemmelse, hvor overgangsperioden er udløbet pr. 1. januar 2009. Derudover nyaffattes § 126 med dette lovforslags § 1, nr. 32, som der henvises til i § 408. Overgangsbestemmelsen har derfor ikke længere relevans.

Bestemmelsen i § 408 indeholder regler om, at minimumskapitalkravet i den gældende § 126 først finder anvendelse 1. januar 2007. Denne frist kunne udskydes indtil 1. januar 2009.

Til nr. 84 (§§ 417 a-417 c i lov om finansiel virksomhed)

Til § 417 a

Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforanstaltninger for den risikofrie rentekurve og gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 c i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværende tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansættelse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over til solvens II-reguleringen. Lettelsen består i en justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om justering af den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. I Danmark beregnes den årlige justering af den risikofrie rentekurve ved at måle forskellen mellem den danske diskonteringsrentekurve pr. 31. december 2015 og den til enhver tid gældende risikofrie rentekurve primo året. Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et årligt lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.

I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markedskonsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre markedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringsselskaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen, da selskaberne herved i en periode vil overgå til en mindre markedskonsistent værdiansættelse, hvilket kan give udfordringer i forhold til blandt andet selskabernes risikostyring. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at enkelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anvendelse af overgangsforanstaltningen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk. 2 i en sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032. Justeringen foretages i forhold til den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, eventuelt justeret med en volatilitetsjustering efter § 126 e, stk. 3.

Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af den justerede rentekurve, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den sekstenårige periode og et selskab, der anvender denne overgangsforanstaltning, kan derfor ikke vælge at overgå til den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, før den 1. januar 2032.

Der vil blive lagt vægt på en række faktorer, når Finanstilsynet skal vurdere, om et forsikringsselskab kan få godkendt anvendelsen af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet vil blandt andet lægge vægt på baggrunden for de kapitalmæssige udfordringer, og hvordan udfordringerne er relateret til overgangen til solvens II, samt hvorvidt anvendelse af overgangsforanstaltningen kan bidrage til at afhjælpe de kapitalmæssige udfordringer. Desuden skal forsikringsselskabet dokumentere, at det kan foretage effektiv risikomåling og risikostyring ved anvendelse af overgangsforanstaltningen, og at forsikringsselskabet kan opnå bedst muligt afkast til gavn for forsikringstagerne, når der tages højde for omkostningerne ved at afdække den yderligere risiko ved at anvende overgangsforanstaltningen.

Forsikringsselskaber, der anvender overgangsforanstaltningen, vil være underlagt Finanstilsynets skærpede tilsyn.

Det følger endvidere af stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en matchtilpasning efter § 126 e, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender fradraget efter § 417 b, ikke samtidig kan anvende den justerede rentekurve opgjort efter § 417 a, stk. 2. Desuden fremgår, at den justerede rentekurve som udgangspunkt kun kan anvendes for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før den 1. januar 2016. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan dog få tilladelse til, at anvende den justerede rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.

Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan justeringen skal opgøres. For hver valuta, som et selskab har forpligtelser i, opgøres tilpasningen som en andel af forskellen mellem den effektive rente baseret på den gældende diskonteringsrentekurve pr. 31. december 2015, og den årlige effektive rente, som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hvor et selskab anvender en volatilitetsjustering vil denne indgå i den risikofrie rentekurve. Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar 2032. Den opgjorte tilpasning tillægges den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for alle løbetider.

Det foreslåede stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for et forsikringsselskab, der anvender justeringen efter stk. 2, såfremt Finanstilsynet vurderer, at selskabet har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra antagelserne, der ligger til grund for anvendelsen heraf. Kapitaltillægget vil blive opgjort i overensstemmelse med § 350 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 63.

Der henvises til §§ 126 e og 350 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33 og 63, samt bemærkningerne hertil for nærmere information om den risikofrie rentekurve og kapitaltillægget.

Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at de anvender overgangsforanstaltningen, samt den beløbsmæssige effekt heraf på de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtighed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsforanstaltningen.

Til § 417 b

Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforanstaltninger for de forsikringsmæssige hensættelser og gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 d i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværende tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansættelse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over til solvens II-reguleringen.

Lettelsen af overgangen består i en justering af de forsikringsmæssige hensættelser, der opgøres i overensstemmelse med reglerne fastsat i den bekendtgørelse som Finanstilsynet efter § 283, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, bemyndiges til at udstede. Justeringen sker i forhold til de værdiansættelsesprincipper, som selskaberne skal anvende før den 1. januar 2016, hvor dette lovforslag træder i kraft. Værdiansættelsesprincipperne, der anvendes før den 1. januar 2016 vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme overordnede principper, som der beskrives i reglerne i den bekendtgørelse, som Finanstilsynet er bemyndiget til at udstede i medfør af § 283, stk. 3, men en række særlige hensyn bevirker, at der vil være visse forskelle.

Selskaberne får mulighed for at ansøge om justering af de forsikringsmæssige hensættelser over en 16-årig periode. I Danmark beregnes den årlige justering af hensættelserne ved at måle forskellen mellem de forsikringsmæssige hensættelser pr. den 31. december 2015 og den 1. januar 2016. Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.

I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markedskonsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre markedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringsselskaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at enkelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anvendelse af overgangsforanstaltningen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende et fradrag opgjort efter stk. 2 i de forsikringsmæssige hensættelser i en sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032.

Fradraget kan anvendes særskilt ned på enkelte homogene risikogrupper. Finanstilsynet vil i vurderingen af, om risikogruppen er homogen lægge vægt på reglerne fastsat i medfør af § 20, stk. 3, og § 21, stk. 6, der på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse findes i bekendtgørelse nr. 358 af 6. april 2010 om kontributionsprincippet.

Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab, at gøre brug af fradraget, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den sekstenårige periode og et selskab, der anvender fradraget, kan derfor ikke vælge at overgå til at opgøre de forsikringsmæssige hensættelser uden at anvende fradraget før den 1. januar 2032.

Det fremgår yderligere af forslaget, at gruppe 1-forsikringsselskaber ikke kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende den justerede rentekurve efter § 417 a, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, når selskabet har fået tilladelse til at anvende fradraget opgjort efter stk. 2. Det fremgår ovenfor, at formålet med overgangsforanstaltningerne er at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdiansættelse. I de medlemslande, der i dag anvender kostprisbaseret værdiansættelse, kan forskellige nationalt bestemte lovgivningsmæssige forhold betyde, at det er mere hensigtsmæssigt at ansøge om tilladelse til anvendelsen af den justerede rentekurve end om anvendelsen af fradraget eller omvendt. Det er dog ikke hensigten, at anvendelsen af overgangsforanstaltningerne skal anvendes som et redskab til en generel nedsættelse af de forsikringsmæssige hensættelser, hvorfor det ikke er muligt at anvende både en justeret rentekurve og et fradrag.

Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan fradraget skal opgøres. Fradraget opgøres som en andel af forskellen mellem beløbene angivet i stykkets nr. 1 og nr. 2.

Beløbet i nr. 1, er de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, om gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser pr. 1. januar 2016.

Anvender gruppe 1-forsikringsselskabet en volatilitetsjustering, som omhandlet i § 126 e, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, skal de forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar 2016 opgøres i overensstemmelse med denne tilpasning.

Beløbet i nr. 2 er de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser pr. 31. december 2015.

Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar 2032.

Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at udgangspunktet er, at fradraget i de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter stk. 2, kun opgøres en gang for hele perioden. Efter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., kan Finanstilsynet dog påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil har ændret sig væsentligt på et tidspunkt i overgangsperioden, der løber fra 1. januar 2016 til 1. januar 2032, opgør de forsikringsmæssige hensættelser, der er nævnt i stk. 2, hvert andet år eller oftere.

Bestemmelsen skal medvirke til at sikre, at selskaber, der i den 16-årige overgangsperiode ændrer deres risikoprofil, får mulighed for eller påbydes at opgøre de forsikringsmæssige hensættelser, der ligger til grund for opgørelsen af fradraget. Hermed vil fradraget ændre sig i takt med selskabets risikoprofil og således i højere grad afspejle selskabets situation og dermed sikre en smidig overgang til de nye regler for opgørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet har mulighed for, at begrænse fradraget, hvis et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, bliver mindre end det største af summen af de i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10. Det fremkomne beløb svarer til det gældende kapitalkrav for forsikringsselskaber. Det betyder, at hvis selskaber, der anvender fradraget herved får et solvenskapitalkrav, der er mindre end det kapitalkrav selskaberne skulle opfylde inden lovens ikrafttræden, har Finanstilsynet mulighed for at begrænse fradraget.

I følge stk. 4 skal selskabet således opgøre summen af nummer 1-5 og sammenligne resultatet heraf med det for selskabet relevante beløb i nummer 6-10, og det største af de to fremkomne beløb vil dermed afspejle det beløb, der skal sammenlignes med solvenskapitalkravet i vurderingen af, om fradraget skal nedsættes. Beløbene i nummer 1-10 stammer fra en række EU-direktiver, der ophæves ved ikrafttrædelsen af solvens II-direktivet.

Beløbet efter det foreslåede nr. 1 og 2 udgør 1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko og 2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser og 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år.

De risikovægtede poster forventes at blive nærmere beskrevet i en bekendtgørelse herom, som Finanstilsynet efter denne bestemmelses stk. 6 bliver bemyndiget til at udstede. For nærmere information herom henvises til bemærkningerne hertil.

Livsforsikringshensættelser, der omtales i nr. 1, opgøres i overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser den 31. december 2015, ved lovforslagets fremsættelse bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013.

Beløbet efter det foreslåede nr. 3 udgør 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år.

Ved de forsikringsmæssige administrationsomkostninger forstås de omkostninger, der er forbundet med at erhverve og administrere et forsikringsselskabs forsikringsbestand, herunder den dertil svarende andel af personaleomkostninger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, udgifter til kontorartikler og kontorhold samt afskrivning af driftsmidler.

Beløbet efter det foreslåede nr. 4, udgør 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.

Forsikringsselskaber har i henhold til § 29, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed mulighed for at modtage særskilte SP-konti. Nr. 4 fastsætter kravet til kapitalens størrelse for denne kapitaltype. SP-konti er en forkortelse for Særlig Pensionsopsparing, og disse er reguleret i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014.

Beløbet efter det foreslåede nr. 5 udgør det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derudover, og b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste 3 regnskabsår.

Bruttopræmier forstås i overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser den 31. december 2015, ved lovforslagets fremsættelse bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013. Bruttopræmieindtægten er den periodiserede andel af præmien for den relevante periode, det vil sige inklusive ændring i præmiehensættelser.

§ 417 b, stk. 4, nr. 5, litra b, skal sikre, at selskaberne ikke ved at sætte præmierne for lavt kan mindske kravet til kapitalens størrelse. Opgørelsen efter litra a tager nemlig ikke højde for, at selskaberne ved at sætte en lavere præmie end den, der er udtryk for forsikringsrisikoen, kan få et lavere krav end tilsigtet. Kravet efter litra b udtrykker den historiske risiko, som selskabet har påtaget sig.

Nr. 6 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsforsikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tontine virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.

Nr. 7 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro.

Forsikringsklasse 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælpsforsikring og assistance.

Nr. 8 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartøjer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.

Nr. 9 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6 mio. euro.

Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikringsselskab mod en præmie.

Nr. 10 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikringsselskab. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 1,2 mio. euro.

Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at genforsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringsselskaber.

Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283 som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55, skal offentliggøre, at de anvender overgangsforanstaltningen, samt angive den beløbsmæssige effekt heraf på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet samt på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtighed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsforanstaltningen.

Det foreslåede stk. 6 bemyndiger Finanstilsynet til at udstede nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4. Bemyndigelsen er indsat med det formål at sikre klare regler for, hvorledes de risikovægtede poster i medfør af stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5, skal opgøres. Reglerne om opgørelsen af de risikovægtede poster fremgår i dag af regler fastsat af Finanstilsynet i bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber og kan med indsættelsen af denne bemyndigelse videreføres i en ny bekendtgørelse, der udelukkende regulerer denne opgørelse.

Til § 417 c

Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af solvenskapitalkravet samt udarbejdelsen af en redegørelse og gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 e i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber, der anvender en justeret rentekurve efter § 417 a, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, eller fradraget efter § 417 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, såfremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller fradraget.

Informationen om, at et selskab ikke ville opfylde solvenskapitalkravet, såfremt selskabet ikke anvendte en af overgangsforanstaltningerne, er væsentlig for at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med selskabets solvensmæssige situation.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselskabet senest to måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den justerede rentekurve eller fradraget, skal indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Dette kan for eksempel være foranstaltninger, der reducerer selskabets risikoprofil. Forsikringsselskabet kan ændre i de planlagte foranstaltninger i løbet af overgangsperioden, og skal derefter indsende en ny redegørelse til Finanstilsynet.

Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskabet hvert år indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032. Rapporten skal indsendes senest ved udgangen af første kvartal.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forsikringsselskabet den 1. januar 2032 skal opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, uden at anvende den justerede rentekurve eller fradraget.

Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekalder Finanstilsynet tilladelsen til anvendelse af den justerede rentekurve eller fradraget, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.

Til § 2

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 311 i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.

Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2016, jf. dog stk. 2 og 3.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at § 3, stk. 1 og 2, der omhandler Finanstilsynets forhåndsgodkendelse af en række områder, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lovforslags § 3, stk. 1 og 2, træder i kraft 1. april 2015.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at § 3, stk. 3 og 4, der omhandler forhold som Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, jf. nærmere herom i bemærkningerne til dette lovforslags § 3, stk. 3 og 4, træder i kraft 1. juli 2015.

Til § 3

Den foreslåede bestemmelse gennemfører dele af artikel 308 a i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet, og omhandler ikrafttrædelsen af dette lovforslag.

Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015 kan afgive forhåndsgodkendelse om en række områder, som er beskrevet i nr. 1-7.

Muligheden for forhåndsgodkendelse skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.

Proceduren for forhåndsgodkendelse vil fremgå nærmere af den niveau 2-regulering, som Kommissionen vedtager. For nærmere information om niveau 2-reguleringen se bemærkningerne til de enkelte bestemmelser, samt punkt 1.2 i de almindelige bemærkninger.

Det fremgår af det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af supplerende kapitalgrundlag og anden kapital, der kan medregnes i kapitalgrundlaget, jf. § 126 b, stk. 1 og 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er at sikre, at selskaber, der ønsker at medregne supplerende kapitalgrundlag eller kapital, der ikke fremgår af de regler, som Kommissionen fastsætter i medfør af artikel 97 i solvens II-direktivet, forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, hvilken kapital selskabet kan medregne i kapitalgrundlaget. Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om kapitalgrundlaget.

Det fremgår af det foreslåede nr. 2, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af selskabsspecifikke parametre og interne modeller, jf. § 126 c, stk. 2-4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om de kan anvende selskabsspecifikke parametre eller en godkendt intern model ved deres opgørelse af solvenskapitalkravet. Der henvises til bemærkningerne til § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om solvenskapitalkravet.

Det fremgår af det foreslåede nr. 3, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af matchtilpasning og volatilitetsjustering, jf. § 126 e, stk. 2 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Formålet er at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om de kan anvende matchtilpasning eller volatilitetsjustering ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser. Der henvises til bemærkningerne til § 126 e, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om matchtilpasningen og volatilitetsjusteringen.

Det fremgår af det foreslåede nr. 4, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende koncerninterne modeller og koncerntilsynets omfang, jf. § 175 b, stk. 3 og 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48. Formålet er at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om de kan anvende en godkendt intern model og hvilke selskaber, der skal medregnes ved opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen. Der henvises til bemærkningerne til § 175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, for nærmere information om opgørelsen af solvenskapitalkravet for koncernen.

Det fremgår af det foreslåede nr. 5, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende etableringen af ISPV'er, jf. § 343 ø, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 60. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om de ved etableringen af et ISPV, kan overføre nogle forsikringsmæssige risici til ISPV'et. Der henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 47, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 9, og § 343 ø, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 60, for nærmere information om ISPV'er.

Det fremgår af det foreslåede nr. 6, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af en justeret rentekurve, jf. § 417 a, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om selskaberne i en overgangsperiode på 16 år, kan anvende en justeret rentekurve ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser. Der henvises til bemærkningerne til § 417 a, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information om den justerede rentekurve.

Det fremgår af det foreslåede nr. 7, at Finanstilsynet fra den 1. april 2015 kan forhåndsgodkende anvendelsen af et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 417 a, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84. Formålet er, at sikre, at selskaber forud for lovens ikrafttræden kan få klarhed over, om selskaberne i en overgangsperiode på 16 år, kan anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser. Der henvises til bemærkningerne til § 417 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, for nærmere information om opgørelsen af fradraget.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynets beslutninger om forhåndsgodkendelse efter stk. 1 har virkning fra den 1. januar 2016.

Muligheden for at forhåndsgodkende forud for ikrafttrædelsen af dette lovforslag skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.

Det foreslås i stk. 3 at Finanstilsynet kan træffe afgørelse efter § 175 b, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, og afgørelse efter dette lovforslags § 3 om forsikringsselskaber under afvikling, fra den 1. juli 2015. Herved får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgørelse om, at solvenskapitalkravet for koncernen ikke skal opgøres på baggrund af en metode baseret på regnskabsmæssig konsolidering, hvilket i visse tilfælde kan være hensigtsmæssigt, hvis koncernen indeholder andre finansielle virksomheder end forsikringsselskaber.

Endvidere får Finanstilsynet mulighed for at træffe afgørelse om anvendelsen af overgangsbestemmelsen for forsikringsselskaber under afvikling. Muligheden for at træffe afgørelse om ovenstående forud for ikrafttrædelsen af dette lovforslag skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at afgørelser efter stk. 3 har virkning fra den 1. januar 2016.

Muligheden for at Finanstilsynet kan træffe afgørelser forud for ikrafttrædelsen af dette lovforslag skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.

Det foreslåede stk. 5 tager stilling til, hvordan der skal forholdes for ansatte, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden varetager en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som indebærer, at de vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Den regulering, som med lovforslagets § 1, nr. 25 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed), skal gælde for disse medarbejdere vil gælde fuldt ud for ansatte, som identificeres som nøglepersoner efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2016. For ansatte, der allerede varetager en stilling, der indebærer, at de vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 4, senest ved lovens ikrafttræden, ville det imidlertid være et stort indgreb, såfremt reglerne gjaldt fuldt ud.

Ansatte, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden varetager en stilling i et gruppe 1-forsikringsselskab, som medfører, at de pågældende vil skulle identificeres som nøglepersoner i medfør af det foreslåede § 71, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27, ved lovens ikrafttræden, vil derfor ikke skulle egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør af § 64, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed. Derved sikres det, at disse personer kan fortsætte i deres stillinger, uanset at de på tidspunktet for lovens ikrafttræden ikke måtte opfylde betingelserne. Konsekvensen ville i modsat fald være, at en nøgleperson kunne miste sin stilling i de tilfælde, hvor denne er dømt for en strafbar overtrædelse eller gået konkurs, jf. § 64, stk. 3, nr. 1 og 2, før lovens ikrafttræden.

Finanstilsynet vil kunne påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der varetager en stilling, der ved lovforslagets ikrafttræden medfører, at personen identificeres som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, såfremt vedkommende efter lovens ikrafttræden bliver pålagt strafansvar, går konkurs eller i øvrigt ikke opfylder kravene i § 64, stk. 2 og 3.

Hvis en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, der var identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 4, ved lovens ikrafttræden, efterfølgende skifter til anden stilling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab, skal den pågældende egnetheds- og hæderlighedsvurderes i medfør af § 64, stk. 1-3, i forhold til den nye stilling. Dette gælder, uanset at der er tale om en stilling i samme gruppe 1-forsikringsselskab.

De pågældende nøglepersoner vil derudover være omfattet af oplysningspligten efter § 64, stk. 5, efter lovens ikrafttræden. Dette indebærer, at såfremt en nøgleperson eksempelvis bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har nøglepersonen pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Nøglepersonen skal i den forbindelse selv vurdere, om den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at nøglepersonen ikke kan varetage sin stilling på betryggende vis fremadrettet. På baggrund af nøglepersonens underretning til Finanstilsynet, foretager Finanstilsynet en vurdering af, om domfældelsen giver anledning til at antage, at den pågældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv på betryggende vis.

Til § 4

Den foreslåede bestemmelse vedrører forsikringsselskaber under afvikling og gennemfører artikel 308 b, stk. 1-3, i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at forsikringsselskaber, der den 1. januar 2016 er ophørt eller ophører med at indgå nye forsikrings- eller genforsikringsaftaler, vil være omfattet af de regler i lov om finansiel virksomhed, der efter dette lovforslag gælder for gruppe 2-forsikringsselskaber, hvis selskabet har erklæret over for Finanstilsynet, at forsikringsvirksomheden vil være afsluttet inden den 1. januar 2019 eller, at selskabet er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse med § 242 i den gældende lov om finansiel virksomhed og en administrator er udpeget.

Bestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber under afvikling ikke skal opfylde de strengere krav for gruppe 1-forsikringsselskaber, der indføres med dette lovforslag. Der tages på denne måde hensyn til, at forsikringsselskabet er under afvikling, hvorfor det ikke vil give mening at stille de samme krav til et sådant selskab, som der stilles til gruppe 1-forsikringsselskaber.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselskaber kun omfattes af stk. 1, såfremt en række nærmere betingelser er opfyldt. Bestemmelsen sikrer, at et forsikringsselskab, der er en del af en koncern, der som helhed ikke er i gang med at afvikle sine aktiviteter, ikke er omfattet af stk. 1, selvom forsikringsselskabet er under afvikling.

Der stilles desuden krav om, at forsikringsselskabet skal indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de fremskridt, der er gjort i forbindelse med afviklingen af selskabets aktiviteter. Hvis selskabet anser sig selv som omfattet af stk. 1 skal Finanstilsynet meddeles herom.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at hvis et forsikringsselskab, omfattet af stk. 1, nr. 1, ikke afvikler sine aktiviteter inden den 1. januar 2019, vil forsikringsselskabet fra den 1. januar 2019 ændre status til at være et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis forsikringsselskabet opfylder betingelserne for at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selskabet efter 1. januar 2019 efterleve de regler, der gælder for gruppe 1-forsikringsselskaber.

Det fremgår desuden, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at selskabet, fra en dato fastsat af Finanstilsynet, er et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis Finanstilsynet vurderer, at afviklingen af selskabet ikke er sandsynligt inden den 1. januar 2019, og forsikringsselskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Bestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet kan foretage en vurdering af, om afviklingen inden for den givne tidsramme er sandsynlig og reagere, såfremt dette ikke er tilfældet.

Af det foreslåede stk. 4 fremgår endvidere, at et forsikringsselskab, der er omfattet af regler fastsat i overensstemmelse med § 242 i den gældende lov om finansiel virksomhed, og hvor en administrator er udpeget, vil være et gruppe 1-forsikringsselskab fra den 1. januar 2021, hvis selskabets aktiviteter ikke er afviklet inden denne dato, og forsikringsselskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Det fremgår desuden, at Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at selskabet, fra en dato fastsat af Finanstilsynet, er et gruppe 1-forsikringsselskab, såfremt Finanstilsynet vurderer, at en afvikling af selskabet ikke er sandsynligt inden den 1. januar 2021, og forsikringsselskabet i øvrigt opfylder betingelserne for at være et gruppe 1-forsikringsselskab. Dermed skal selskabet efterleve de regler, der gælder herfor. Bestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet kan foretage en vurdering af, om afviklingen inden for den givne tidsramme er sandsynlig og reagere, såfremt dette ikke er tilfældet.

Til § 5

Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af solvenskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører solvens II-direktivets artikel 308 b, stk. 14, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der den 31. december 2015 opfylder solvenskravet i den på dette tidspunkt gældende lov om finansiel virksomhed, senest den 31. december 2017 skal være i besiddelse af et kapitalgrundlag til dækning af solvenskapitalkravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.

Der er tale om en overgangsbestemmelse, der sikrer, at forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden ikke opfylder solvenskapitalkravet i den foreslåede § 126 c, men som opfylder solvenskravet i den nugældende § 126, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, har en overgangsperiode på to år til at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at et gruppe 1-forsikringsselskab omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter § 248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige for, at selskabet atter kan opfylde solvenskapitalkravet og planen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest to måneder efter at selskabet har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet.

Desuden fremgår det, at et forsikringsselskab, der er omfattet af stk. 1, hver tredje måned efter indsendelsen af planen for genoprettelse skal indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet. Viser redegørelsen, at der ikke er sket fremskridt med henblik på at opfylde solvenskapitalkravet, kan tilsynet kræve, at selskabet opfylder solvenskapitalkravet inden den frist, der følger af stk. 1. Finanstilsynet vil her fastsætte en frist, som selskabet skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor. Bestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet løbende kan følge udviklingen i forsikringsselskabets kapitalisering og foretage rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser fremskridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber, der er omfattet af stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for genoprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet opfyldes senest seks måneder efter selskabet konstaterede den manglende opfyldelse heraf. Bestemmelsen indebærer således en midlertidig undtagelse fra dette krav.

Til § 6

Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af solvenskapitalkravet i en koncern omfattet af lovforslagets § 175 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 48, i en overgangsperiode og gennemfører solvens II-direktivets artikel 308 b, stk. 17, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at når den øverste modervirksomhed den 31. december 2015 opfylder det for den øverste modervirksomhed gældende solvenskrav, som beskrevet i lov om finansiel virksomhed, men som den 31. december 2016 ikke er i besiddelse af et kapitalgrundlag til dækning af det af den øverste modervirksomhed opgjorte solvenskapitalkrav efter § 175 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til inden den 31. december 2017 at opfylde solvenskapitalkravet efter § 175 b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48. Bestemmelsen gælder for koncerner, hvor den øverste modervirksomhed er beliggende i Danmark og den øverste modervirksomhed er et gruppe 1-forsikringsselskab, en forsikringsholdingvirksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed omfattet af § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvor mindst én af dattervirksomhederne er et gruppe 1-forsikringsselskab, og den øverste modervirksomhed.

Der er tale om en overgangsbestemmelse, der giver en overgangsperiode på to år til at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet, i de tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed i koncernen, ved lovens ikrafttræden ikke opfylder solvenskapitalkravet for koncernen i den foreslåede § 175 b, men som opfylder solvenskravet for koncernen i den gældende § 170, stk. 1, eller § 170 a, i lov om finansiel virksomhed.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at den øverste modervirksomhed omfattet af stk. 1, i overensstemmelse med § 248 a, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, skal indsende en plan for genoprettelse. Planen skal efter § 248 a, stk. 1, beskrive de foranstaltninger, der er nødvendige for at den øverste modervirksomhed atter kan opfylde solvenskapitalkravet for koncernen og planen skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse senest to måneder efter at selskabet har konstateret, at det ikke opfylder solvenskapitalkravet for koncernen.

Desuden fremgår det, at såfremt den øverste modervirksomhed, der er omfattet af stk. 1, hver tredje måned skal indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der beskriver de hidtidige foranstaltninger og fremskridt i retning af at opfylde solvenskapitalkravet for koncernen. Viser redegørelsen, at der ikke er sket fremskridt i retning af at opfylde solvenskapitalkravet for koncernen, kan tilsynet kræve, at den øverste modervirksomhed opfylder solvenskapitalkravet for koncernen inden den frist, der følger af stk. 1. Finanstilsynet vil her fastsætte en frist, som den øverste modervirksomhed skal opfylde solvenskapitalkravet indenfor.

Bestemmelsen sikrer således, at Finanstilsynet løbende kan følge udviklingen i koncernens kapitalisering og foretage rettidige indgreb, såfremt redegørelserne ikke viser fremskridt i retning mod en opfyldelse af solvenskapitalkravet for koncernen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan forlænge fristen i stk. 1 i overensstemmelse med § 248 a, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52. Det medfører, at Finanstilsynet i særlige tilfælde kan meddele en fristforlængelse ad flere omgange, men at den samlede fristforlængelse ikke må overstige 7 år. Der henvises til § 248 a, stk. 3, med tilhørende bemærkninger, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at § 248 a, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 52, ikke finder anvendelse for den øverste modervirksomhed, der er omfattet af stk. 1 og 3. Dette medfører, at Finanstilsynet ikke i den efter stk. 1 eller 3 angivne periode kan kræve, at planen for genoprettelse skal føre til, at solvenskapitalkravet for koncernen opfyldes senest seks måneder efter den øverste modervirksomhed konstaterede den manglende opfyldelse heraf. Bestemmelsen indebærer således en midlertidig undtagelse fra dette krav.

Til § 7

Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af minimumskapitalkravet i en overgangsperiode og gennemfører solvens II-direktivets artikel 131, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at et forsikringsselskab, der den 31. december 2015 opfylder minimumskapitalkravet i den nugældende § 126 i lov om finansiel virksomhed, senest den 31. december 2016 skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag til dækning af minimumskapitalkravet efter den foreslåede § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.

Overgangsbestemmelsen sikrer, at forsikringsselskaber, der ved lovens ikrafttræden ikke opfylder minimumskapitalkravet i den foreslåede § 126 c, men som opfylder minimumskapitalkravet i den gældende § 126 i lov om finansiel virksomhed, har en overgangsperiode på et år til at sikre opfyldelsen af minimumskapitalkravet i den foreslåede § 126 c. I denne overgangsperiode vil Finanstilsynet ikke gøre § 224, stk. 7, og § 248 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 51 og 52, gældende. Selskabet vil i den pågældende periode således ikke skulle udarbejde finansieringsplaner, ligesom Finanstilsynet ikke vil kunne inddrage selskabets tilladelse med henvisning til manglende udarbejdelse og gennemførelse heraf.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at såfremt et forsikringsselskab ikke opfylder stk. 1 inden for den fastsatte frist, vil selskabets tilladelse blive tilbagekaldt i overensstemmelse med kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed, som ændret ved § 224, stk. 6 og 7, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 51.

Overgangsbestemmelsen sikrer, at Finanstilsynet ved udløbet af overgangsperioden den 31. december 2016, har en forpligtelse til at inddrage forsikringsselskabets tilladelse, hvis selskabet ikke opfylder minimumskapitalkravet i medfør af § 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at tilsynet inddrager selskabets tilladelse i overensstemmelse med kapitel 15 i lov om finansiel virksomhed, hvis forsikringsselskabet ikke er i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og 126 d, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, og regler udstedt i medfør heraf til dækning af minimumskapitalkravet den 31. december 2016. Minimumskapitalkravet er udtryk for, hvad et forsikringsselskabs basiskapitalgrundlag som minimum skal udgøre, for at forsikringstagernes interesser ikke udsættes for unødig risiko. En manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet betyder, at forsikringsselskabet med stor sandsynlighed ikke kan opfylde sine forpligtelser overfor forsikringstagerne, hvorfor Finanstilsynet skal inddrage selskabets tilladelse, hvis selskabet ikke ved udløbet af overgangsperioden kan opfylde minimumskapitalkravet

Lov om finansiel virksomhed kapitel 15 indeholder bestemmelser om blandt andet inddragelse af tilladelse, afvikling, særlige regler for likvidation og konkurs samt rekonstruktionsbehandling.

Til § 8

Den foreslåede bestemmelse vedrører anvendelsen af standardformlen i en overgangsperiode og implementerer artikel 129, stk. 3, 2. pkt., i solvens II-direktivet, som ændret ved omnibus II-direktivet.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en af Finanstilsynet godkendt intern model ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 26, indtil den 31. december 2017 udelukkende skal anvende standardformlen, når de opgør de procentsatser, der følger af § 126 d, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33.

Overgangsbestemmelsen medfører, at Finanstilsynet i en toårig periode efter ikrafttrædelsen af § 126 c skal se bort fra et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav opgjort ved anvendelse af en godkendt intern model i forhold til afgrænsningen af det opgjorte minimumskapitalkrav. Bestemmelsen skal sikre, at Finanstilsynet opnår en større forståelse for selskabets interne model, når denne bliver sammenholdt med standardformlen, hvorfor kravet stilles.

Til § 9

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovforslagets territoriale gyldighedsområde. Det foreslås, at loven som udgangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Loven kan ikke sættes i kraft ved kongelig anordning for Færøerne, da forsikringsområdet er et færøsk særanliggende.

Med lovforslaget implementeres solvens II-direktivet med efterfølgende ændringer, herunder omnibus II-direktivet, der har til formål at skabe endnu bedre beskyttelse af forsikringstagere og understøtte den finansielle stabilitet. Reglerne har endvidere til formål at give forsikringsselskaberne ensartede regler inden for det indre marked og at øge europæiske forsikringsselskabers konkurrenceevne internationalt til gavn for kunderne.

Lovforslaget skal ses i lyset af, at der de seneste år har været stor volatilitet på aktiemarkedet og lave renter på obligationsmarkedet kombineret med en stigende levetid i befolkningen. En udvikling som nødvendiggør et øget fokus på risikostyring, god selskabsledelse og en effektiv kapitalstyring af forsikringsselskaber.

Med lovforslaget ændres blandt andet investeringsreglerne for forsikringsselskaberne, hvilket skal medvirke til en øget beskyttelse af forsikringstagerne. Hvor de nuværende investeringsregler i høj grad har fastsat kvantitative investeringsgrænser for selskabernes placeringer, vil reguleringen fremadrettet i høj grad basere sig på et krav om, at selskaberne har og kan demonstrere en passende forståelse for risiciene ved de valgte investeringer og sammenhængen med de løfter, der er afgivet til kunderne, hvilket er særligt vigtigt på livsforsikrings- og pensionsområdet.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Thomas Jensen (S)

# 0

Tak, formand. Forsikring er helt afgørende for borgernes og hele samfundets tryghed. Der skal ikke eksperimenteres med borgernes tryghed, og derfor er det vigtigt, at vi har solide forsikringsselskaber.

I dag behandler vi et forslag til lov om ændring af finansiel virksomhed. Lovforslaget er implementering af solvens II- og omnibus II-direktiverne. Formålet med lovændringen er at give bedre beskyttelse til folk, der har forsikret sig. Samtidig sikrer vi en bedre finansiel stabilitet. Det gør vi, fordi man skal kunne være absolut sikker på, at det selskab, som man har tegnet forsikring i, stadig er der, hvis man får brug for det.

De seneste år har vi desværre set store udsving på aktiemarkederne, og det giver udfordringer for virksomheder, herunder forsikringsselskaberne. Især for forsikringsselskaberne har det vist sig nødvendigt med en mere effektiv kapitalstyring. Med solvens II-direktivet søger vi at harmonisere de krav, der bliver stillet til forsikringsselskaberne i hele EU. På den måde ligestiller og forbedrer vi konkurrencevilkårene i hele EU.

Med den her lov giver vi også forbrugerne en bedre beskyttelse. Det gør vi ved at indføre risikobaseret kapitalkrav, og det betyder, at forsikringsselskaberne konkret skal tage stilling til de risici, som de har, og tilrettelægge deres økonomi i henhold hertil. På den måde sikrer vi, at de er i stand til at overholde det, som de har lovet kunderne.

Med de nye krav til forsikringsselskaberne sikres en mere effektiv regulering. Dermed også sagt, at forsikringsselskaber ikke skal belastes unødigt. Derfor deles forsikringsselskaberne op en gruppe 1 og en gruppe 2. Vi går ikke på kompromis med beskyttelsen af forsikringstagerne, men vi lader gruppe 2 fungere efter enklere regler for ikke at bebyrde dem unødigt.

Vi udvider også kravene til god selskabsledelse. Fremover er det ikke kun bestyrelsen, der skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes af Finanstilsynet. Vi udvider det også til, at nøglepersoner i virksomheden skal vurderes.

I høringssvarene har jeg især lagt mærke til, at Forsikring og Pension er positiv over for lovforslaget, og jeg synes det er godt at høre, at netop de med deres medlemmer, der bliver direkte berørt af det her, er positive.

Afsluttende vil jeg sige, at det er afgørende, at vi som borgere kan forsikre os mod mange af de risici, som vi står over for i vores liv. Det skaber tryghed for den enkelte at vide, at der er stor hjælp at hente, hvis ulykken skulle ramme. Socialdemokraterne arbejder for, at vi har en solid forsikringsbranche, der kan understøtte vores borgere og samfund, og det her lovforslag støtter op omkring det. Derfor kan Socialdemokraterne selvfølgelig støtte det her forslag.

Kim Andersen (V)

# 1

Ja, så er vi i gang med første behandling af L 114, som jo er en gennemførelse af to direktiver, solvens II- og omnibus II-direktivet, i dansk lovgivning. Det er så endnu en gang, kan man sige, en ændring af lov om finansiel virksomhed. Det er ikke mange dage siden, vi havde en anden lovbehandling her i Folketinget, som også vedrørte den lov, og der kom jeg med et lille hjertesuk om, om det nu ikke snart var ved at være tid til at få en pause og lade tingene bundfælde sig og lade folk ude i den virkelige verden få en chance for at komme til at sætte sig ind i alle de reguleringer, vi foretager.

Men ret skal jo være ret, det her er jo ikke de finansielle virksomheder sådan i traditionel forstand. Det drejer sig om, at det er forsikringsselskaberne, vi skal regulere. Det er klart, at der også er nogle eftervirkninger af den finansielle krise for forsikringsselskaberne. Dels er de investeringsgoder, de selskaber normalt betjener sig af, jo blevet mere volatile, som det udtrykkes i det sprog, end traditionelt, og endelig er der det faktum, at de fleste af os jo heldigvis lever længere. Derfor er der en større afdækning at tage højde for, og det skal naturligvis afspejle sig i de rammevilkår, som vi giver forsikringsselskaberne.

Vi er derfor positive over for forslaget her fra erhvervs- og vækstministeren, som jo drejer sig om at dele forsikringsselskaberne op og introducere de nye kapitalkrav i henholdsvis gruppe et og gruppe to og derudover en lang, lang række mere specifikke krav til myndighedshensyn, til åbenhed og til god selskabsledelse osv. Vi er for så vidt, når alt dette er sagt, tilfredse med, at vi nu på EU-plan er nået til enighed om det her direktiv, for med henholdsvis solvens II- og omnibus II-direktivet kommer der nogle skærpede, men også ens kapitalkrav til forsikringsselskaberne, og der kommer øget fokus på, at disse selskaber har en god selskabsledelse. Endelig ændres, som jeg antydede før, investeringsreglerne for forsikringsselskaberne, så man fremover skal demonstrere, hvad man måske kunne kalde for rettidig omhu over for selskabets kunder og de risici, der er ved selskabets valgte investeringer.

Vi er i Venstre med på det, fordi man ikke alene her tager højde for finanskrisens skadelige virkninger, men også, som jeg nævnte, at den gennemsnitlige levealder stiger, og det skal naturligvis afspejle sig i de investeringer, der foretages, og i de pensioner, der skal afdækkes. Den længere levetid har også den konkrete betydning, at investeringerne som oftest vil løbe over længere tid, og afkastet vil skulle strække sig over en længere årrække. Derfor er det jo fornuftigt, at den demografiske udvikling også afspejler sig i de krav, vi stiller til forsikringsselskabernes risikostyring og risikovilje.

Vi noterer os også de præmisser, der er sat op for finansieringen af lovforslaget. Vi mener, det er rimeligt og korrekt, at sektoren selv bidrager økonomisk til gennemførelsen af regelsættet. Det er jo trods alt regelsæt, som, når alt kommer til alt, styrker sektoren og dermed også kommer sektoren til gode. Vi har dog en forventning om, at Finanstilsynet og Erhvervs- og Vækstministeriet er i tæt dialog om gennemførelsen af de store it-mæssige forbedringer, som vi kan forstå af forslaget er en konsekvens. Så vil jeg også gerne notere, at det jo er fint og i alles interesse, at vi her får ensartede regler på EU-plan.

Til sidst vil jeg gerne bede om, som jeg også bad om forleden dag, om ministeren vil foranledige, at vi får et notat oversendt til udvalgsarbejdet om, hvad der måtte adskille sig her i lovforslaget i forhold til de omtalte to direktiver. Vi er i Venstre meget optaget af, at vi implementerer så EU-direktivnært, som det udtrykkes, som det nu kan lade sig gøre, og derfor vil jeg gerne bede om, at vi kan få lavet sådan et notat, der viser, om det så også er tilfældet i den her sammenhæng, eller der er særlige ting, der har skullet tages højde for, eller man har ønsket at tage højde for, i forbindelse med lovforslaget, i hvert fald sammenlignet med de to direktivforslag.

Så langt, så godt. Vi er positive over for forslaget og går så konstruktivt ind i behandlingen i udvalget.

Hans Kristian Skibby (DF)

# 2

Det lovforslag, som vi her behandler, er jo, som andre har sagt før mig, et lovforslag, som er kommet til veje på baggrund af to forskellige EU-direktiver.

Solvens II-direktivet er faktisk et direktiv, som blev udvalgsbehandlet i Folketingets Europaudvalg tilbage i 2008. Man kan jo sige, at det er mange år, man skal tilbage i tiden for at finde den her tilkendegivelse fra Folketingets Europaudvalg om, at de kan støtte et direktiv, når man så nu her så mange år efter skal ind at kigge på det lovmæssige og på nogle ændringer i forhold til det direktiv, som er skitseret.

Som et appendiks kom der så omnibus II-direktivet, som jo også er en del af det her lovforslag, og som end ikke har været forelagt Europaudvalget, og derfor har der ikke været en diskussion eller en forhandling om et eventuelt forhandlingsmandat med hensyn til dette direktiv.

Der synes vi selvfølgelig i Dansk Folkeparti, det grundlæggende er en forkert måde, en dårlig præmis, når der findes EU-direktiver, som her kommer ind i dansk lovgivning som direktiver, og man siger, at nu skal vi have de her ting implementeret, og det så faktisk er en sag, som ikke har været udvalgsmæssigt behandlet i Europaudvalget. Det er nu ikke noget nyt, det er også noget, som foregår andre gange. Der findes jo også eksempler på, at en minister vurderer, at det ikke er nødvendig at bede om at få det behandlet i Europaudvalget, og der er også en masse eksempler på, at det jo bliver gennemført via såkaldte EU-forordninger, hvor man sådan set med straksgældende praksis kan indføre EU-regler i dansk praksislovgivning.

Jeg vil tillade mig at problematisere det lidt i forhold til det her forslag, for som sagt er det jo helt tilbage i 2008, man har givet mandatet til solvens II-direktivet.

Hvis man går ind og kigger på processen, er det jo en ret omfangsrig dokumentation, der ligger til grund for det her lovforslag, og jeg har sådan tilladt mig at gå ind og kigge lidt på de enkelte dele. Hvis man kigger i § 126 e, stk. 4, på side 5 i det af ministeren fremsendte lovudkast, står der følgende at læse, og jeg er nødt til at læse det ganske langsomt op, så jeg skal beklage, at det tager lidt tid:

»Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter stk. 3, skal i den rapport om solvens og finansiel situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, angive den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, samt på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.«

Det var bare lige for at give et eksempel på noget af det, der står i det lovforslag, som vi behandler det, det var bare lige stk. 4, og så har vi jo et lovforslag, som indeholder et hav af andre præmisser. Vi er jo som folkevalgte en form for lægdommere, vi skal tage udgangspunkt i lovgivningen, vi skal tage udgangspunkt i, hvad der er sund fornuft. Vi skal ikke tage udgangspunkt i kancellisprog eller embedsmandssprog eller rene djøf-skriverier. Men det, jeg læste op her, og det tror jeg også at ministeren vil anerkende, var ikke dansk, det var bare én lang sætning uden punktummer, som vi så nu skal tage stilling til her i Folketinget, og der synes jeg måske, det kunne være interessant, hvis vi i hvert fald fik synliggjort lidt bedre, hvad det egentlig er der konkret ligger i forslaget. For det siger næsten sig selv, at vi som ikkejurister og ikkeøkonomer, men folkevalgte, ikke alle har lige stor mulighed for at gennemlæse og forstå en sådan skriftlig fremsættelse, som der her gør sig gældende.

Jeg synes selvfølgelig også, specielt i forhold til omnibus II-direktivet, for at vende tilbage til det, at det jo så er et, som netop er kommet igennem uden et forhandlingsmandat fra Europaudvalget, og det er faktisk et direktiv, som giver øgede beføjelser til den europæiske tilsynsmyndighed vedrørende kontrol af danske værdipapirer og kontrol af arbejdsmarkedspensioner i Danmark. Det vil jeg gerne have at vi også rent udvalgsmæssigt får stillet nogle spørgsmål om, set i forhold til hvor stor en del af det her der vil få virkning med hensyn til vores danske arbejdsmarkedspensioner og vores lov om værdipapirhandel i Danmark, set i forhold til den fleksibilitet, som vi jo i hvert fald har haft indtil nu, og som har været kendetegnet ved, at vi her i Folketinget har kunnet lave både bankpakker og alt muligt andet for at højne og styrke troværdigheden i den danske finanssektor i almindelighed.

Så jeg synes, vi skal have de ting belyst, inden vi sådan formelt kan sige ja fra Dansk Folkepartis side. Vi synes, det er et meget omfangsrigt lovforslag, vi synes, det er et lovforslag, som indeholder mange forskellige ting, og vi synes også, at det er skrevet i et sprog, som ikke er særlig forståeligt, for at sige det ligeud, og der synes vi måske man skal prøve at lægge sig i selen for at gøre det bedre en anden gang. Tak.

Ida Auken (RV)

# 3

Jeg vil sådan set gerne medgive Dansk Folkepartis ordfører, at det er et stort og komplekst lovforslag, vi behandler i dag, og det implementerer jo ikke mindre end to EU-direktiver, nemlig solvens II- og omnibus II-direktiverne. Det er jo nogle gange sådan med europæisk lovgivning, at for at den kan dække alle lande, bliver den meget teknisk og meget omfangsrig.

Men det er jo sådan set også en vigtig pointe, at vi får ensartede regler i Europa. Det er godt for konkurrenceevnen og for den danske forsikringsbranche – som jo er temmelig reguleret – at der kommer til at være tilsvarende krav andre steder.

For Radikale Venstre har det været vigtigt at finde det rigtige snit mellem at sikre forbrugerne og sikre forsikringsselskabernes levedygtighed uden at fordyre det at få en forsikring yderligere. Det er en balance, der i sig selv hele tiden er vanskelig, og som man skal være meget fokuseret på.

Som vi ser det indeholder lovforslaget fire ting, der er afgørende.

Det er bl.a. muligheden for at styrke forsikringsselskabernes konkurrenceevne og finansielle stabilitet ved, at der kan stilles krav til effektiv kapitalstyring.

Det er også en øget forbrugerbeskyttelse, ved at det bl.a. gøres det helt klart, at Finanstilsynet har til opgave at passe på forbrugernes interesser, når de fører tilsyn med forsikringsselskaberne. Ved at se på sammenhængen mellem kapitalkrav og de risici, selskaberne tager, sikres det, at selskaberne kan opfylde det, de faktisk har lovet kunderne.

Derudover opdeles forsikringsselskaberne i to grupper, gruppe 1 og gruppe 2, og det er jo netop for at kunne stille forskelligartede krav. Gruppe 1 skal leve op til alting, og gruppe 2 skal så leve op til mere forenklede nationale regler.

Endelig sørges der for, at gruppe 1-selskaberne får yderligere krav til ikke bare bestyrelse og direktion, men også enkelte nøglepersoners viden, kompetencer og erfaring for simpelt hen at sikre, at de selskaber bliver ledet bedst muligt.

Alt i alt kan Radikale Venstre støtte forslaget.

Sanne Rubinke (SF)

# 4

Tak. Jeg skal sige, at jeg står her på vegne af hr. Steen Gade, som desværre ikke kan være til stede. Jeg skal så her fremføre SF's overordnede synspunkter om gennemførelse af L 114.

For SF er det helt afgørende, at vi som samfund gør alt, hvad vi kan, for ikke at komme ud i voldsom økonomisk uføre med spekulation og bobler, som vi har set med finanskrisen og ikke mindst, da boblerne bristede. Vi lærte bl.a., at samfundet må stille helt anderledes og skrappere krav til hele den finansielle sektor. Der er brug for en effektiv kapitalstyring. Det forslag, vi her behandler, er en del af den opfølgning, nu på forsikringsområdet.

SF støtter derfor helt overordnet lovforslaget, der i dansk lovgivning gennemfører de direktiver på området, som vi har vedtaget i fællesskab i EU. Dermed beskyttes forsikringstagerne bedre, og vi styrker den finansielle stabilitet. Det betyder en yderligere styrkelse af Finanstilsynet, en styrkelse, som SF længe har været overbevist om er nødvendig. Vi er også villige til at være med til at finde de ressourcer, det kræver, for at tilsynsvirksomheden kan blive så effektiv som overhovedet mulig.

Forsikringsselskaberne deles i to grupper, hvor direktivet fuldt ud gennemføres for den ene gruppe, mens den anden gruppe består af små nationale forsikringsselskaber, der ikke er omfattet af EU-direktivet. Men også her mener vi, at der er brug for forbedringer. Vi støtter derfor grundlæggende også op om den del, men vi vil i udvalgsarbejdet selvfølgelig kigge nærmere på de konkrete forslag til skærpelser for at vurdere, om der er tale om tilstrækkelige forbedringer, idet vi går ud fra, at der ikke er tale om lempelser i forhold til dagens tilstand.

Frank Aaen (EL)

# 5

Det her er jo et lovforslag, der er i hvert fald i alt væsentligt er skrevet med ført hånd, for det er EU-direktiver, der implementeres, og hvis ikke vi implementerer dem, gælder de alligevel. Det viser lidt om det demokratiske problem, vi har, nemlig at lovgivningen langt hen ad vejen på det her område, men også andre områder, gennemføres sådan, at hvis der sker en drøftelse, så sker den i Europaudvalget, og allerede der bliver det så i virkeligheden besluttet, om Danmark støtter eller ikke støtter det. Nogle gange bliver det ikke engang besluttet. Der er det bare regeringen, der siger, at det støtter vi, og så glider det igennem nede i EU, og så er det på et eller andet tidspunkt gældende lov, uden det på noget tidspunkt har været til debat her i Folketingssalen. Der er altså et grundlæggende problem: Vi godt kan have en debat i dag, men alle og enhver ved, hvordan den debat ender, nemlig med en vedtagelse, fordi det allerede er vedtaget i EU på en måde, der er bindende for Danmark.

Jeg vil sige – og det har også lige været fremme nu – om Europaudvalgets rolle i alle de her processer, at det lyder vældig fint, at vi i Danmark, hvilket vi nogle gange praler med ude i verden, sørme har et parlamentarisk kontrolapparat i Europaudvalget, som tager stilling til tingene, inden regeringen afgiver mandat nede i EU. Jeg har selv siddet i Europaudvalget en del år, og jeg må sige, at det nok kan overdrives lidt, hvor meget parlamentarisk kontrol der er via Europaudvalget.

Vi har tidligere fra Enhedslistens side foreslået, at det, i hvert fald når vi har større sager – og det er det her jo i virkeligheden – så bør starte med en debat i Folketingssalen, og at det mandat, regeringen gerne vil have, formuleres i form af et beslutningsforslag, og at vi så tager stilling til beslutningsforslaget, med hensyn til hvad den danske regering arbejder for i EU på det område, f.eks. som her mere kontrol med den finansielle sektor, herunder forsikringsselskaber.

Så kunne vi få debatten på et tidspunkt, hvor resultatet ikke var kendt, men hvor vi gik ind i en aktiv proces om, hvordan vi syntes tingene skulle se ud. Hvordan det så ender, er jo vanskeligt at sige. For når nu vi er med medlem af den forening, der hedder EU, så ved vi jo godt, at der er nogle spilleregler, der er meget vanskelige at lave om på. Det er en af grundene til, at vi er så skeptiske over for EU-samarbejdets nuværende udformning. Vi går jo ind for europæisk samarbejde, men ikke i den udemokratiske form, det har i dag via Europa-Kommissionen osv.

Så igen vil vi sige, at alle vigtige forslag skal starte i Folketingssalen, og så kan det være, at vi får en teknisk proces, og så kan det også godt være, at det er Europaudvalget, der til sidst ligesom siger: Vi er kommet så og så langt i forhold til Folketingets udtrykte mening. Men der har i hvert fald været en debat, og der har været en debat på nogle klare præmisser for, hvad vi går efter.

Man kan tage en af de ting, som Forsikring & Pension peger på i høringssvarene, nemlig at der bliver flyttet kontrolmyndighed fra Danmark, nemlig Finanstilsynet, og til EU-kontrolmyndigheder.

Man bruger i øvrigt også den argumentation, at det er vigtigt med ensartede regler. Jamen er det nu sikkert, at det er vigtigt med ensartede regler? Er det nu sikkert, at det er vigtigt, at det er én myndighed i EU, der tager stilling til alle landes forhold i den her slags sager? Det tror jeg ikke nogen herinde vil mene, hvis I bliver spurgt helt ærligt. For det danske pensionssystem og de danske forsikringer er opbygget på en helt anderledes måde end i de fleste andre lande i Europa, og derfor burde vi i højere grad sige, at det her vil vi gerne selv kontrollere, så vi er sikre på, at det er den danske virkelighed og den danske befolknings ønsker, der bliver tilgodeset, og ikke i et eller andet, der måske er tilpasset et helt andet land i EU. Det forekommer ikke særlig rimeligt og velargumenteret, at man kan sige, at en sag er så vigtig, at den skal bedømmes ud fra ensartede kriterier, når landene er så forskellige, som tilfældet er.

Jeg vil bare til sidst sige, at vi gerne vil stille et spørgsmål lidt i forlængelse af det spørgsmål, der kom fra Venstre, nemlig: I hvilket omfang er det her så en mekanisk gennemførelse af direktiverne, og hvilket omfang vil der være frihedsgrader, så Folketinget er i stand til at sige, at det vil man gerne have på en anderledes måde end EU-direktiverne? Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi skal stille spørgsmål på den måde, men det er jo desværre det, der er spillereglerne i EU.

Joachim B. Olsen (LA)

# 6

Som flere af de andre ordførere har været inde på, er der tale om et ganske kompliceret lovforslag, nemlig implementeringen af solvens II- og omnibus II-direktivet i dansk lovgivning. Der er tale om et europæisk regelsæt, som sigter mod at få skabt fælles regler inden for EU i forsikringsbranchen, og samtidig ønsker man at forbedre forsikringsselskabernes risikostyring. Den underlæggende tanke er her, at der skal skabes bedre sammenhæng mellem den risiko, som virksomheden påtager sig, og det kapitalkrav, som virksomheden har. Begrundelsen er, at i dag afhænger kapitalkravet til et forsikringsselskab ikke af, hvor risikable forsikringer selskabet sælger. Det bliver så ændret med det her direktiv, hvor man så prøver at skabe en direkte sammenhæng mellem risiko og kapitalkrav.

Som andre ordførere har været inde på, er der tale om et ganske stort lovforslag, som ligger på ryggen af andre lovforslag inden for det finansielle område. Når man fremsætter sådan nogle lovforslag, gør man det jo altid med de bedste intentioner. Her bliver der så sagt, at det er for at beskytte forsikringstagerne, og hvem kunne være uenig i, at forsikringstagerne skal beskyttes? Men man får det også til at lyde, som om den her regulering er omkostningsfri. Men det er den selvfølgelig ikke – der er jo ikke noget, der er uden omkostninger. Der vil jeg henholde mig til høringssvarene fra Forsikring & Pension, som skriver, at de administrative omkostninger er enorme og ikke belyst. Man skal jo huske på, at når man laver en så omfattende regulering, som man gør her, og også på andre områder, har det omkostninger for forsikringstagerne.

Som der står i høringssvaret, indeholder lov om finansiel virksomhed inden lovændringerne, som vi her behandler, 438 paragraffer. Solvens II-lovforslaget forventes suppleret med en forordning samt i omegnen af 75 delegerede retsakter. Nogle retsakter forventes implementeret via ændring af ca. 15 underliggende bekendtgørelser. Det er bare for at illustrere, at det her er meget kompliceret stof, som kommer til at medføre øgede omkostninger for borgerne i det her samfund. Det kan der ikke være nogen som helst tvivl om.

Vi har en del spørgsmål til det her, bl.a. på baggrund af det høringssvar, som Forsikring & Pension har indgivet, og dem vil vi stille, og vi vil selvfølgelig se på de svar, der bliver givet, før vi kan tage endelig stilling til det her lovforslag. Tak.

Brian Mikkelsen (KF)

# 7

Vi er positive over for forslaget, som jo implementerer to, må man sige ret tekniske direktiver, nemlig solvens II-direktivet og omnibus II-direktivet. Det vil være med til at øge konkurrenceevnen for nationale forsikringsselskaber, og det vil også øge beskyttelsen af forsikringstagerne, også set i lyset af den demografiske udvikling, der sker i øjeblikket i hele Nordeuropa. Så der er en masse positive effekter af det her.

Når man læser høringssvarene, ser man, at det, der sådan går igen, og det var den sidste ordfører også inde på, er, at der er en vis diskrepans mellem det, man fra branchens side forventer af administrative udfordringer med forslaget, og det, som der står i lovforslagets bemærkninger og i svaret i høringsudkastet. Fra branchens side mener man i hvert fald, at det her vil betyde kolossale administrative udfordringer, mens det fra administrationens side bagatelliseres lidt.

Det må vi jo dyrke, og jeg er helt sikker på, at ministeren selv vil være opmærksom på, at det skal foregå så nemt som muligt og administrativt være til mindst muligt besvær for branchen. Men jeg synes alligevel, at der er grund til at hejse det halvgule flag, når nu branchen opponerer så kraftigt imod den administration, der ligger bag det her.

Men grundlæggende kan vi fra konservativ side sagtens støtte substansen, og vi vil stemme ja til forslaget.

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik S)

# 8

Jeg vil takke mange gange for opbakningen fra et flertal i Folketinget til at få vedtaget forslaget. Som det rigtigt er blevet bemærket af en række af ordførerne, har forslaget et mangesidet formål. Det har et formål om, at vi skal styrke forsikringsselskabernes internationale konkurrenceevne, og om, at vi skal understøtte den finansielle stabilitet.

Lad mig her måske lige dvæle lidt ved, at det jo heldigvis var sådan i forbindelse med den store finansielle krise, som vi fik i verden, at forsikringsselskaberne ikke i samme omfang som pengeinstitutterne kom i akutte store vanskelighed. Men det er jo ikke sikkert, at de i al fremtid vil kunne undgå det, og det, der sker i forbindelse med de direktiver, som nu bliver omsat til dansk lov, og i forbindelse med de initiativer, der er taget her, er jo med rettidig omhu at sørge for, at forsikringsselskaberne aldrig ender i den situation – deraf også et krav omkring kapital og i det hele taget til, hvilket grundlag den finansielle stabilitet skal hvile på. Så det, vi foretager os, er sund fornuft. Det er sund fornuft at beskytte forbrugerne.

Der er jo jævnligt og ofte kritik i forhold til gennemskuelighed, retssikkerhed og andet i forbindelse med forsikringsområdet. Det gøres nu endnu klarere og endnu bedre. Så gør vi os også den ulejlighed at sørge for at differentiere de krav, vi stiller, alt afhængig af hvilken størrelse selskaberne har. Sidst, men ikke mindst, stiller vi også krav til, hvem det er, der skal lede selskaberne, sådan at vi sikrer, at det er folk, der har bare et minimum af indsigt i, hvad det er, de foretager sig, der sidder i de her bestyrelser rundtomkring. Det er også sund fornuft. Derfor er det alt sammen udtryk for, synes jeg, at både EU og også regeringen i Danmark udviser rettidig omhu på det her område.

Der har så været nogle ordførere, der har stillet en række spørgsmål. Jeg bemærker, at det er konstruktive og gode spørgsmål fra Venstre. De vil blive besvaret. Det er sådan, at vi har forsøgt at omsætte det så direktivnært som overhoved muligt, men der kommer selvfølgelig et notat om det. Jeg bemærker også, at det er konstruktive spørgsmål fra Konservative: Er der nu unødige administrative bivirkninger ved det her? Og den konservative ordfører har ret i, at det, som regeringen vil efterstræbe, er, at der er så lidt administrativt bøvl som muligt i forbindelse med det her.

Dansk Folkepartis ordfører læste jo en meget spændende sætning op om kapitalkravene – jeg tror, at det var det, vi var inde på her – stabling af kapital og kvaliteten af den kapital, der ligger til grund for forsikringsselskaberne. Det er jo rigtigt. Det kan man godt læse op, og man vil formentlig kunne finde masser af passager rundtomkring, som er tør og kedelige læsning. Men jeg må desværre skuffe ordføreren ved at sige, at sådan en type lovgivning som det her vil aldrig nogen sinde blive festlig læsning. Det er heller ikke sådan, at det er lovgivning, der er møntet på menigmand, sådan at man kan sætte sig ned og orientere sig, hvis man skal tegne forsikringer eller i det hele taget have et forhold til sit forsikringsselskab. Det her er jo rettet meget specifikt mod hele den finansielle branche, herunder forsikringsbranchen, med hensyn til, hvilke krav man meget nøje og teknisk stiller. Det her er og forbliver teknisk, og det er der ikke så meget at gøre ved. Sådan er lovgivningen i øvrigt også på en lang række af det finansielle område.

Det, at vi er meget omhyggelige og meget omstændelige med at få beskrevet de her ting, er jo ikke et tilfælde, for i det omfang, at vi har konstateret, at der har været problemer i den finansielle sektor i forbindelse med finanskrisen og andet, har det været de steder, hvor vi ikke har været det grundigt nok igennem, hvor der har været nogle vinduer til, at man lige pludselig har kunnet få lov til at foretage dispositioner, som lige pludselig satte det hele over styr. Derfor er man nødt til at være meget omhyggelig og derfor den her meget tekniske tilgang til det.

Så har jeg indtrykket af, at Enhedslisten som sådan ikke havde så travlt med at orientere sig mod selve forslaget her, men mere var i sådan et mere generelt EU bashing mode, da man var oppe at holde tale. Det er jo også udmærket. Men man skal jo bare ikke forveksle det, at man er utilfreds med lovforslaget og EU, med et spørgsmål om demokrati, for det er vel stadig væk sådan, at uanset hvad Enhedslisten måtte mene, og uanset hvad man synes om EU og andet, er der et flertal for den her type lovgivning. Det vil der også være fremadrettet, uanset hvor meget Enhedslisten trækker det i salen, op af salen, hen i salen, eller hvor man nu trækker det hen. Det er bare, så man ikke misforstår det. Jeg synes sådan set, det er fint, at vi har en god demokratisk debat alle de steder, vi overhovedet kan komme i nærheden af det. Det har jeg ingen som helst problemer med. Men man må bare gøre sig klart, at for et flertal af Folketingets partier, og det er demokrati, at der er et flertal, der kan vedtage tingene, er det sådan, at det her er sund fornuft, og det vil være sådan, at det flertal forhåbentlig består ganske mange år fremover.

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik S)

# 9

Nu kan vi jo godt diskutere, hvad demokrati er. Det er der jo forskellige diskussioner om, altså om det er deltagelse i demokrati, eller om det er, at man bare vedtager ting og andet. Men lad det nu ligge.

Med det her har jo været fremført på normal vis via Folketingets Europaudvalg, hvor jeg er sikker på, at Enhedslisten også er troppet op og har stillet en masse spørgsmål, og hvor man har haft muligheder for at få en debat. Man har også haft muligheden for at trække den ned i Erhvervsudvalget, hvor man har kunnet tage en debat om det. Man har haft alle muligheder for at kunne stille spørgsmål til ministeren og andet. Altså, det har jo været de sædvanlige processer, man har kunnet køre igennem.

Spørgsmålet er så bare det, som jeg konstaterede, og som jeg opfattede Enhedslistens ordfører. Det var mere, at Enhedslistens ordfører holdt en lang tirade om, hvor forfærdeligt alt, hvad EU gjorde, var, og at Enhedslisten altid endte med at være i mindretal. Det er selvfølgelig rigtigt, at Enhedslisten altid gør det, men det har bare ikke noget at gøre med, at man eksempelvis er blevet snydt demokratisk set. Det hænger bare sammen med, at man ikke har flertal for sine ting. Det er såmænd bare det, jeg prøver på at præcisere. At der har været en demokratisk debat, det er uangribeligt.

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik S)

# 10

Så vidt jeg er orienteret, er Forsikring & Pension positive over for forslaget her, så det er jo et godt skridt på vejen til måske også at få Enhedslisten med, hvis det er jeres nye venner.

Men på spørgsmålet om, om det er fornuftigt at flytte suverænitet i et nærmere bestemt omfang et eller andet sted hen, så kommer det jo helt an på, hvilket formål det har, og hvor godt det vil virke. Det er jo det, man så har en debat om i en lang række EU-forhold. Jeg synes, at det på masser af områder giver masser af mening – og god mening for et lille land som Danmark – at have fælles lovgivning, frem for at vi skulle sidde og bokse nationalstat mod nationalstat. Det kan jeg finde masser af gode eksempler på. Der kan være andre steder, hvor jeg mener, at man skal holde pilfingrene væk. I det tilfælde her har det vel være meget åbenlyst og velbeskrevet, i forbindelse med de ting der har været fremlagt for Folketingets Europaudvalg, og i forbindelse med den mulighed, man har haft i Folketingets Erhvervsudvalg, eller hvor man nu har haft mulighed for at rejse det henne. Det har været åbenlyst, at det ville være konsekvensen af forslaget. Så det mener jeg egentlig har været rimelig velbelyst.

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik S)

# 11

Jeg skal gerne kvittere for – og jeg mener også – at det var et meget godt, fint og konstruktivt spørgsmål, der blev stillet i forbindelse med tilsynsmyndighedens funktion i forbindelse med en lang række danske pensionsforhold og andet, og jeg lover, at det skal vi konstruktivt gå ind og besvare i lige præcis den ånd, spørgsmålet er stillet. Så det vil vi meget gerne.

Til det andet spørgsmål om, hvorvidt omnibus ll-direktivet har været en del af Europaudvalgets behandling eller ej, vil jeg sige, at det jo er sket, noget før jeg blev minister, men jeg har prøvet foreløbig at tjekke det, og som det ser ud i øjeblikket – og jeg lovede jo at vende tilbage med et eller andet notat om det – så mener vi faktisk, at det har været omkring Folketingets Europaudvalg af et par omgange. Men vi lover at vende tilbage med et notat om det.

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik S)

# 12

Jeg skal ikke kunne sige andet, end at jeg jo kun på baggrund af det, der blev stillet spørgsmål om her i salen, har spurgt om det midlertidigt, men jeg har kun fået et midlertidigt svar på det, og ud fra det mener vi, at der faktisk er sket en behandling i så vel 2009 som 2013. Men vi vender tilbage med præcise oplysninger om det.

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik S)

# 13

Jeg er helt enig i, at det her er rimelig kompliceret, og at det også er helt rimeligt, at man kan debattere, hvor kompliceret det er. Det har jeg ingen problemer med. Jeg diskuterede med Enhedslisten, hvorvidt man havde en demokratisk proces eller ej, og det mente jeg faktisk man havde.

Til spørgsmålet om eksperter, og nu er det her målrettet folk, der sidder med kompliceret finansiel lovgivning, må jeg sige, at hvis selv de måtte være i tvivl, findes der både en høringsfase og alle mulige andre opklaringsfaser, hvor Folketinget kan behandle tingene, og hvor vi kan få stillet spørgsmål, sådan at vi kan få afklaret, om der eventuelt er forhold i og omkring lovgivningen, som der måtte være uklarhed omkring. Det gør vi meget, meget gerne og bidrager meget, meget gerne konstruktiv til.

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik S)

# 14

Nu tør jeg ikke at lave en nøjagtig opgørelse over, hvor meget dyrere det bliver. Men som jeg prøvede at sige før, så er vi i meget, meget høj grad på det her område, som vi er det på en lang række områder, f.eks. pengeinstitutter og lignende, gået ned i detaljen og har været meget, meget vidt omkring, og det har en grund. Det har den grund, at vi vil undgå, at det går galt en gang til. Det er derfor, vi garderer os med at lave en forholdsvis nøjagtig lovgivning på en lang række områder. Hvis vi bare overlod det til markedet, hvilket vi har prøvet nogle gange, ja, så går det jo nogle gange galt, og når det går galt for markedet, går det ikke kun galt for det, så går det også galt for den øvrige befolkning, også dem, som ikke lige er impliceret i forhold til markedet. Det er det, vi gerne vil undgå.

Så det er derfor, at vi laver en meget, meget omhyggelig lovgivning – og ja, det har sine konsekvenser i, at det er tungt at administrere, og at det også er fordyrende. Men hvor meget mere fordyrende det er, i forhold til hvad vi ellers kunne komme ud for, kan man jo så diskutere.

Frank Aaen (EL)

# 15

Jeg synes bare, at ministeren undervurderer de ting i processen, vi har prøvet at pege på her. Der bliver henvist til en demokratisk proces, men for en del af direktivets vedkommende har det i hvert fald ikke været sådan, ikke engang i Europaudvalget. Jeg tror, at næsten alle, der har lidt kendskab til og har arbejdet i Europaudvalget, ved, at det ikke er nogen tilfredsstillende demokratisk proces. Det kan godt være, at det formelt er i orden, men langt, langt de fleste ting kommer jo først i Europaudvalget, når de i virkeligheden er afgjort nede i EU. Så kommer ministeren og beder om et mandat. Der kan så komme enkelte spørgsmål, men alle ved jo, at på det tidspunkt er mandatet sådan set bundet – der er altså tale om ført hånd; der kan ikke komme nogen ændringsforslag. Regeringen beder bare om at få lov til at sige ja til det, de har sagt ja til, og det får de så lov til, fordi der er et massivt flertal i Europaudvalget, der støtter EU.

Det her har ikke noget at gøre med, som ministeren antydede, om vi er for eller imod EU. Det er i virkeligheden en problemstilling, der bør interessere hele Folketingssalen, uanset holdningen til EU, altså om den demokratiske proces i forbindelse med de ting, der vedtages i EU, og som i højere eller mindre grad har umiddelbart direkte lovgivningsmæssig virkning i Danmark, er tilfredsstillende. Og jeg tror, de fleste, der bare har haft lidt kendskab til det, ved, at det ikke er tilfredsstillende. Det var jo derfor, jeg kom med det forslag, at alle vigtige sager skal startes med et beslutningsforslag her i Folketingssalen, hvor vi får en debat, før regeringen tager ned og i praksis vedtager, hvad det er, vi skal være med til, i EU. Det er ikke nok at komme med en ansøgning om et mandat, når tingene i realiteten er afgjort. Det er da en reel diskussion.

Så er der det, jeg har spurgt til et par gange, men som ministeren ikke har haft meget lyst til at svare på, og det drejer sig om, at argumentet for, at man flytter tilsynsopgaver fra Danmark til EU, er, at det er en følge af direktiverne – punktum. Men hvornår vedtog vi i Folketinget reelt, at sådan skulle vi ændre tilsynssystemet med pensionskasser i Danmark? Og det er jo ikke kun i forhold til pensionskasserne, som har så stor betydning for os alle sammen, det er den samme debat, vi har om realkreditten, hvor det i høj grad er EU, der bestemmer, hvordan den danske realkredit skal se ud, og hvor vi hele tiden har et slagsmål med EU om, at vi ønsker at bevare den realkredit, som vi har, fordi den både er mere effektiv og på mange måder bedre, end hvad man ser i resten af Europa. Alligevel bliver den i høj grad reguleret ud fra EU-bestemmelser.

Så det er jo en vigtig bred debat, og derfor vil jeg bare sige til ministeren, at vi gerne vil have en konkret gennemgang af, hvordan ministeren mener den demokratiske proces har været om det, vi behandler i dag. Og det ville være meget fint, hvis man i den forbindelse kunne få at vide, præcis hvornår det blev vedtaget, at vi støtter, at tilsynet med danske pensionsselskaber flyttes fra Danmark til EU. Og så vil det være fint, hvis ministeren på et tidspunkt vil forholde sig til det mere principielle i forhold til den måde, vi fører EU-politik på, ud fra et demokratisk synspunkt – ikke ud fra, om man er for eller imod – og om den er tilfredsstillende.

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik S)

# 16

Det vil måske blive for vidtgående med en debat om den demokratiske arkitektur i og omkring EU-samarbejdet generelt – men alligevel. Det her skal jo ikke stå uimodsagt.

Det er ikke sådan, at man – sådan som ordføreren siger – hver eneste gang bare møder op og så beder om et mandat til at få gennemført det, som i forvejen er vedtaget. Det er jo noget propaganda, som hører hjemme i sådan en eller anden af de der folkeafstemningsdebatter.

Som ordføreren udmærket godt ved, møder vi jo meget ofte op og beder om tidlige forhandlingsmandater til at varetage Danmarks interesser; vi beder om, hvilket mandat vi skal stå på, når vi skal forhandle med de øvrige lande.

Men det er selvfølgelig sådan, at det er Kommissionen, der har initiativret og kan fremsætte en lang række forslag. Og nogle gange kan der blive fremsat forslag, som vi synes er mægtig gode og er rigtig glade for, og andre gange kan der komme noget, som vi synes er mindre godt. Men når vi så skal ind i fælesskabet og have det til at fungere – og det har vi jo valgt som EU-positivte partier – så må vi jo følge vores forhandlingsmandat og gå ind og søge at få det bedst mulige resultat ud af det. Det sker jo mange gange og ofte til stor, stor tilfredsstillelse for os. Nogle gange får vi et resultat, som vi er mindre glade for. Sådan er det at indgå i et fællesskab, og det er jo nu engang sådan vi har valgt at gå til det.

Som jeg har lovet, vil jeg selvfølgelig også gerne gå tilbage og kigge på, hvilke behandlinger der præcis har været i forbindelse med de forskellige EU-direktiver. Jeg beklager at måtte meddele, at det var noget før, jeg blev minister – jeg tror endda før den her regering kom til – at man behandlede en lang række af de her forslag. Så lang tid har det været undervejs. Men jeg skal meget gerne redegøre – også meget grundigt – for det.

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik S)

# 17

Vi skal gerne prøve at afdække, hvilken debat der har været. Debatten er jo noget, som også ordføreren selv kan levere, så derfor gælder det også om at være på dupperne, når den her type debat foregår. Vi har ingen problemer med at få afdækket, hvordan det har været.

Men det er, som om der er blevet rejst en stemning om, at vi har mistet et eller andet i den her forbindelse. Jeg kan ikke se, at vi har mistet noget. Jeg kan kun se, at Danmark entydigt får store fordele ud af det. Der er selvfølgelig den omkostning, som også hr. Joachim B. Olsen nævnte, at nogle fra branchen og andre vil mene, at det er et problem, at man får nogle øgede administrative omkostninger, men det er, som jeg også var inde på før, jo med hensyn til at opfylde det formål, at hele den finansielle sektor, hele den finansielle branche bliver underlagt et mere nøje og skærpet tilsyn, og det synes jeg egentlig kun er rigtig godt formål.

Så jeg kan egentlig ikke se, at vi har mistet noget i forbindelse med det her forslag, men kun at vi har fået noget. Og igen er det et tegn på, at hvis vi har de samme vilkår som alle de andre EU-lande og dermed kan konkurrere på lige grundlag, jo billigere bliver det og jo gladere kan vi være som forsikringskunder og som opsparere, når det handler om pension.

Der er endnu ingen debatindlæg...