Tak for det. Med det lovforslag, som vi behandler her i dag, så tager vi efter Dansk Folkepartis opfattelse endnu et skridt i den rigtige retning. Folketinget skal tage stilling til, om de udlændinge, hvoraf mange fik asyl under den tidligere SR-regering, skal sættes ned i kontanthjælp og i stedet modtage den nye lavere starthjælp eller integrationsydelse, om man vil. Såfremt lovforslaget vedtages, vil flere udlændinge opleve at blive sat ned i ydelse, og det er indlysende rimeligt, fordi der naturligvis bør være forskel på danskere, hvis familier har boet her i generationer, og personer, som kun har boet i Danmark i ganske få år, og hvoraf alt for mange desværre slet ikke har bidraget til det land, der har taget imod dem.

Folketinget indførte sidste år et opholdskrav for ret til uddannelseshjælp og kontanthjælp og en ny lavere ydelse for personer, som ikke opfylder opholdskravet. De nye regler indebærer, at udlændinge og desværre også i visse tilfælde, om end i mindre omfang, danske statsborgere skal opfylde et opholdskrav for at kunne få adgang til fuld kontanthjælp. Opholdskravet indebærer, at man skal have opholdt sig i det danske kongerige, dvs. i rigsfællesskabet, i mindst 7 ud af de seneste 8 år for at være berettiget til den fulde ydelse. Formålet med lovændringen var bl.a. at gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark. Dansk Folkeparti havde allerede dengang gerne set, at ændringen også gjaldt alle dem, der havde fået ophold under den tidligere regering. Det skete som bekendt ikke, men såfremt dette lovforslag bliver vedtaget, vil det ske fra juli måned.

Som led i finanslovsaftalen for 2016 mellem regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti er det blevet aftalt at udvide personkredsen for modtagelse af integrationsydelse efter den model, som vi kender i dag. Udvidelsen af gruppen indebærer, at både personer, der allerede i dag modtager uddannelses- eller kontanthjælp, og personer, som søger om at modtage den, fremover vil modtage den lavere ydelse, hvis ikke de opfylder kravet om som minimum at have opholdt sig i kongeriget i 7 ud af de seneste 8 år. Ændringen burde efter Dansk Folkepartis opfattelse ikke gælde danske statsborgere, men vi har selvfølgelig accepteret dette som led i et kompromis.

I virkelighedens verden vil det være sådan, at størstedelen af dem, som rammes, vil være nyankomne udlændinge, hvorfor lovforslaget helt overordnet vil tjene det formål at understrege forskellen på dem, som jo bor og lever i Danmark, fristes man til at sige, og altid har gjort det, altså danskerne, og så dem, der lige er kommet her til landet.

Med disse bemærkninger kan jeg sige, at Dansk Folkeparti støtter lovforslaget. Vi betragter det som en fornuftig stramning, en stramning, som vi tidligere har efterlyst. Det skal være ordene.

Jeg synes allerede, at den debat, vi har haft indtil nu, til fulde viser, at der overhovedet ingen saglige argumenter er for at fremsætte et sådant lovforslag. De normale begrundelser for at lave alle disse stramninger er, at man skal holde flygtninge væk, ude af landet. Men her taler vi altså om, at man vil udvide målgruppen og reglerne for en ydelse – der kun kan betegnes som en fattigdomsydelse – til en langt større gruppe, der allerede er her i landet i forvejen.

Det viser jo bare med al tydelighed, at der kun er et eneste formål, og det er at sparke nedad på dem, der i forvejen har det svært i det her samfund – på en gruppe mennesker, som vi i forvejen ikke rigtig er lykkedes med at få integreret i det danske samfund, ligesom vi ikke er lykkedes med at opfylde det, som alle taler om, nemlig at de jo bare skal ud og arbejde og ind på arbejdsmarkedet. I stedet vil man placere skylden for det hos de pågældende selv med én stor mistænkeliggørelse, der siger, at når de ikke er kommet i arbejde, og når de lever i noget, som nogle kalder parallelsamfund – som de jo typisk er blevet anvist til af kommunen – ja, så er det deres egen skyld; så er det nok, fordi de er dovne og ikke rigtig vil bidrage til det danske samfund.

Jeg vil gerne underholde Folketinget med en rigtig stærk oplevelse, jeg havde i går, hvor jeg var ude at besøge Lejerbo i Mjølnerparken. Der var meget omtale af dem her i sidste uge, hvor det – det fandt jeg så ud af – på et noget forkert grundlag blev fremstillet, som om deres løsning på de her problemer var at tage kontanthjælpen fra folk. Jeg blev også selv lidt urolig, fordi jeg så, at det var en ordfører fra Liberal Alliance, der var meget varm tilhænger af de metoder, som man arbejdede med. Men det er jo et godt eksempel på, at man ikke skal dømme folk, før man selv har undersøgt det. Så jeg tog ud og havde et rigtig godt møde med en række personer i Mjølnerparken, som er ansvarlige for det daglige arbejde i Lejerbo. Det var en meget, meget stærk oplevelse, der bekræftede mig i mine fordomme – som nogle vil kalde det – om, at der ikke er noget, de mennesker hellere vil, end at bidrage til det danske samfund, hvis de får muligheden, og hvis vi hjælper dem på den rigtige måde, først og fremmest med at styrke deres skolekundskaber og derefter ved at tage dem i hånden og stille og roligt give dem den selvtillid, man opnår, når man finder ud af, at man godt kan løse opgaver, som man ikke troede man kunne løse. Det var en stærk oplevelse.

Det her lovforslag står i en skrigende kontrast til den positive tænkning, jeg mødte derude iblandt herboende og iblandt indvandrere. For der er kun én tankegang i det her: Vi skal straffe de mennesker, der i forvejen er ramt rigtig hårdt. Så hvad er der tilbage af alt det her? Der er kun én ting tilbage, nemlig at regeringen og det borgerlige flertal skal have forringet vilkårene for nogle af de svage grupper i samfundet, og de skal have forringet reglerne for de sociale ydelser, fordi de ved, at det er noget, der presser lønningerne i det her land nedad. Det er det ene formål, der er med sådan et lovforslag. Det andet formål er at stigmatisere en bestemt befolkningsgruppe, så man kan køre på den splittelse, der allerede er i det danske samfund omkring det. Og den tredje og meget lavpraktiske grund til sådan et lovforslag er, at det borgerlige flertal vil skaffe penge til skattelettelser, som de så kan kaste i grams til dem, der i forvejen har rigeligt. Vi har jo lige fået oplysninger om, at de 10 pct. rigeste i det her samfund kun er blevet rigere igennem krisen, og de 10 pct. fattigste er blevet fattigere. Det her lovforslag vil forstærke den udvikling, og det vil forværre, kan man sige, de udfordringer og den splittelse, der er i den danske befolkning, og det vil ikke gavne integrationen så meget som ét milligram. Så Enhedslisten stemmer imod.

Mange tak. I dag er vi ved at skrive videre på fortællingen om Danmark. Det er en fortælling, som vores omverden har haft svært ved at forbinde med det Danmark, de kender, og som mange danskere i høj grad har haft svært ved at forbinde med det Danmark, vi kender. Vi ved, at en af grundene til, at Danmark har haft så stor succes og været berømt i hele verden som et foregangsland økonomisk, socialt og miljømæssigt, er, at vi har været et meget lige samfund. Få har haft for meget og færre for lidt.

Men kløften mellem rig og fattig bliver hele tiden større, og denne lov vil gøre den endnu større. Den vil skabe en hidtil uset fattigdom i Danmark og i den grad stille sig i vejen for integrationen. Dette kapitel i historien om Danmark blev påbegyndt i august 2015 med L 2, hvor integrationsydelsen blev indført for de nye flygtninge. Jeg husker tydeligt debatten. Den byggede for oppositionens vedkommende på, at alle høringssvar på nær et gjorde opmærksom på, at det ikke ville få flere ud på arbejdsmarkedet at indføre integrationsydelse. Resultatet ville blive fattigdom, og det ville især gå ud over børnene.

Inger Støjberg var uenig. Børnene ville ikke blive fattige, for deres forældre ville komme ud på arbejdsmarkedet, sagde hun. I den sammenhæng tog hun Rockwool Fonden som gidsel for sine synspunkter, selv om det klart fremgår af fondens undersøgelse, at der kun kom marginalt flere ud på arbejdsmarkedet, og det gjorde der først efter 4 år. Undersøgelsen blev oven i købet foretaget i en opgangsperiode, som der ikke var taget højde for i tallene.

Inger Støjberg var også uenig med sit eget ministerium, som angav, at loven kun ville få 400 mennesker ud på arbejdsmarkedet. 400. Men der er jo mange tusinde mennesker, som bliver ramt af integrationsydelsen, og som ikke kommer ud på arbejdsmarkedet, uanset at Inger Støjberg erklærer sig uenig i det. Det er ikke, fordi de mangler motivation for at komme det, for den kommer alle nytilkomne flygtninge med, men fordi fortidens elendige integrationsplaner og rigide systemer langsomt, men sikkert, har klientgjort flygtningene. Derfor er der så mange, der står uden for arbejdsmarkedet i dag, og det vil integrationsydelsen ikke ændre på. Tværtimod vil den gøre det endnu vanskeligere for flygtningene at få overskud til at søge arbejde, når de hele tiden skal slås for at få hverdagen til at hænge sammen.

I stedet for at indføre integrationsydelsen ville det være oplagt at påbegynde integrationsprocessen fra dag et allerede i asylfasen, at give intensive sprogkurser, at kompetenceafklare asylansøgerne, at omskole dem, der har umiddelbare brugbare kompetencer, at sende dem til de kommuner, der efterspørger deres kompetencer, at finde beskæftigelse i et samarbejde mellem kommune og virksomhed, at give mulighed for at flytte til de kommuner, hvor der opstår et arbejde, i stedet for at være stavnsbundet til den kommune, flygtningen først har fået anvist, at ansætte væsentlig flere socialrådgivere til at matche flygtningene med arbejdspladserne, at ændre på det bureaukrati, der stiller sig i vejen for ansættelser, og i højere grad at inddrage civilsamfundet og frivillige. Det arbejde kunne regeringen have påbegyndt allerede ved sin tiltrædelse. Mig bekendt er der ikke taget skridt i den retning endnu, men jeg er i det mindste glad for, at der omsider bliver taget skridt til trepartsforhandlinger med fokus på adgang til arbejdsmarkedet.

Nogle kommuner har forstået, hvad der skal til. Vejle Kommune har f.eks. en solstrålehistorie om en ung mor til tre små børn med en syg mand og meget ringe danskkundskaber. Kommunen skaffede hende et job i Bilka, hvor hun blev ansat i bageriet. Ved siden af arbejdet fik hun danskundervisning. Det viste sig, at kunderne elskede hende, og hun elskede dem. Hun fik et kursus i hygiejne og er i dag fuldt integreret på arbejdsmarkedet. Det er den slags fortællinger, jeg gerne vil have fortalt om Danmark.

Jeg har stået og tænkt på noget, mens jeg har hørt på behandlingen, og det var hr. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, der fik mig til at tænke; det sker en gang imellem. Ordføreren spørger, om den radikale ordfører ikke mener, det er rimeligt, at man først bliver behandlet som dansk statsborger, efter at der er gået noget tid i Danmark, altså at det først er derefter, man skal ligestilles med en kontanthjælpsmodtager. Og jeg kan simpelt hen ikke forstå det. Altså, nu har jeg i månedsvis skulle høre om det der smykkeforslag, hvor Dansk Folkepartis argumentation for at tage værdigenstande fra flygtninge, var, at de skulle behandles ligesom kontanthjælpsmodtagere fra dag et.

Altså, argumentationen hænger jo ikke sammen. Hvis vi virkelig vil behandle dem som kontanthjælpsmodtagere, hvilket Dansk Folkeparti selv har slået på tromme for, skal de jo selvfølgelig have det samme som dem.

Så vil jeg gå til min tale. Jeg vil starte med den måske lidt hårde del, og så vil jeg slutte af med nogle opfordringer til ministeren, med hensyn til hvordan man kan få flygtninge i arbejde.

Jeg frygter alvorligt talt, at det her forslag vil skabe en ny underklasse i Danmark. Og det er ikke noget, jeg bare står og finder på. Det er sådan set ud fra høringssvarene, uanset om man så læser det fra Red Barnet eller det fra Røde Kors eller læser Rockwool Fondens rapport fra 2012. Den siger, at det her forslag vil skabe mere børnefattigdom. Den siger sådan set, at familier vil have svært ved at få råd til helt basale fornødenheder som medicin eller det at sende deres børn til børnefødselsdage. Det minder om den der førstebehandling, vi havde i salen i sommer, da man besluttede at gøre det her for de flygtninge, der kommer fremover. Da sagde hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre, at han simpelt hen ikke kunne forestille sig, at man kunne være så fattig, at man ikke kunne have råd til at sende sine børn til børnefødselsdage.

Jeg synes faktisk efterhånden, at jeg er nødsaget til enten at invitere Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen, eller hr. Jan E. Jørgensen ud for at se det samfundslag, der ikke eksisterer i deres verden; det sagde jeg dengang. Der er folk, der er så fattige. Det er undersøgelser, der peger på, at det her forslag vil skabe børnefattigdom. Jeg synes simpelt hen, det er misvisende at kalde den her ydelse for en integrationsydelse, for det er det ved gud ikke. Det er fair nok, at man har den politiske holdning, at man mener, at man skal gøre det her, men det er ikke en integrationsydelse. Det vil ikke hjælpe på integrationen, at små børn ikke har råd til at gå til de samme ting som deres danske kammerater; at de ikke har råd til de samme fornødenheder som deres danske kammerater. Det er ikke integration.

Det er heller ikke integration for de voksne, der kommer hertil, at få halveret deres ydelser. Nu siger man fra den ene dag til den anden – den 1. juli, tror jeg det er, eller juni: Nu halverer vi lige jeres ydelser, hvis I er enlige over 30 år. Det er jo altså mennesker, der har sat sig i en bolig; som har lavet deres budgetter; som har et fast levegrundlag, som man lige nu siger til: Nu skal du leve for det halve. Altså, jeg har stødt på de her mennesker, der siger, at de føler sig isoleret, fordi de ikke har råd til de samme ting. De har ikke råd til at gå ud, de har ikke råd til at ses med de venner, de møder på deres uddannelse. Er det integration eller hvad? Det mener jeg virkelig ikke det er. Jeg synes, det er meget bekymrende.

Så er der hele den her del med ghettoer, som jeg virkelig også synes er bekymrende. Jeg var så glad, da jeg i sommer hørte ministeren sige, at Venstre vil arbejde aktivt imod ghettoer. Men flere af landets borgmestre og en af landets rådmænd har jo sagt, at man ikke har råd til at finde boliger til de her flygtninge. Man kan simpelt hen ikke finde boliger, der er billige nok, til at de her flygtninge kan betale dem. Jeg ringede til nogle byrådsmedlemmer, som jeg kender fra min tid i kommunen, og fortalte dem om det her forslag, og det første, de sagde, var: Det mener du ikke. Altså, de kan slet ikke forestille sig, hvordan de skal finde boliger til de her mennesker, som er til at betale.

Så det vil betyde ghettodannelser, medmindre man laver flygtningelandsbyer, men det har jeg hørt Venstre være imod, og tak for det. Men det vil betyde ghettodannelse, og samlet set frygter jeg altså, at det her forslag – ud over at skabe en underklasse – vil betyde, at man fejler med integrationen, og at det vil blive rigtig meget dyrere på sigt at håndtere de her mennesker og at få de her mennesker godt i gang.

Jeg synes, at man i stedet skulle bruge krudtet – og det håber jeg også ministeren vil tage initiativ til – på at give de her flygtninge mere sprogundervisning, så de hurtigere kan lære dansk; på hurtigere at give dem en kompetenceafklaring, så virksomhederne ved, hvad de kan, og så de her mennesker ved, hvordan de kan komme ind på det danske arbejdsmarked; på at matche de her flygtninge med de bydele, hvor der er brug for deres kompetencer; på at lave branchepakker, sådan at man ude i kommunerne kan give dem den uddannelse, der lige passer til den virksomhed, der ligger i nærområdet, så det er let at komme ind på arbejdsmarkedet; og på at gå i et samarbejde med kommunerne om, at der er jobkonsulenter i alle kommunerne, der hele tiden kan hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at tage flygtninge ind, uden at det skal begraves i alt muligt bøvlet bureaukrati. Det tror jeg kan få folk i arbejde. Det kan det altså ikke at lade mennesker vokse op i fattigdom.

Derfor stemmer vi nej til det her forslag.

Tak for debatten, som vi har haft her i eftermiddag. Vi står jo i en situation, hvor der er kommet historisk mange flygtninge til Europa, men også til Danmark. Det indebærer et pres på de offentlige udgifter til integration, ikke mindst fordi så mange af dem, der kommer, jo ikke finder vej til arbejdsmarkedet.

Derfor indførte regeringen sidste år som det første integrationsydelsen, som indebærer, at alle, som kommer til Danmark, og som ikke har opholdt sig i Danmark i 7 ud af de seneste 8 år, fra den 1. september sidste år har modtaget integrationsydelse, hvis de søgte forsørgelseshjælp. Det har vi gjort, fordi vi fuldt og fast tror på, at den bedste vej til en vellykket integration i Danmark går igennem arbejdsmarkedet. Det tror jeg godt vi alle sammen kan blive enige om. Jeg er dog også helt klar over, at vi ikke alle er enige om, hvad der så skal til for at løfte opgaven. Jeg mener, at der er påtrængende behov for at sikre, at det altid kan betale sig at tage et arbejde. Det er det, integrationsydelsen handler om.

Med det her lovforslag vil vi indføre integrationsydelse for alle, der bor i Danmark, og som modtager uddannelse og kontanthjælp, men som ikke har opholdt sig i Danmark i 7 ud af de seneste 8 år – og altså ikke kun for de nyankomne. Det gør vi, fordi det også for de flygtninge og andre, der bor her i Danmark, er vigtigt at blive integreret på arbejdsmarkedet. Jeg er opmærksom på, at der både i forbindelse med den lov, vi vedtog sidste år, og i høringen om det her lovforslag er fremkommet forskellige kritiske punkter vedrørende integrationsydelsen, herunder jo selvfølgelig selvsagt ydelsesniveauet i sig selv og vurderingen i forhold til Danmarks forpligtelser til at overholde internationale konventioner.

Til det sidste kan jeg bare med det samme sige, at vi selvfølgelig overholder de internationale forpligtelser, som vi selv har forpligtet os til, og at integrationsydelsen på ingen måde er i strid med internationale konventioner. Når det så er sagt, er det givetvis rigtigt, at man jo ikke kommer til at leve et liv i sus og dus på integrationsydelse, men det er sådan set heller ikke meningen. For meningen er, at man slet ikke skal være på integrationsydelse. Meningen er jo, at man skal ud på arbejdsmarkedet. Formålet med ydelsen er netop at få folk i beskæftigelse og dermed at blive selvforsørgende. Det er vigtigt for den enkelte at komme i job, og det er vigtigt for integrationen, og det er selvfølgelig også vigtigt for samfundsøkonomien. Derfor var det både rigtigt og nødvendigt at indføre integrationsydelsen for de nyankomne, og derfor er det også rigtigt og nødvendigt at sikre, at det nu også kommer til at gælde for alle dem, der har været i landet i en række år. Derfor har vi fremsat lovforslaget, og jeg takker selvfølgelig for den opbakning, det har opnået her i Folketinget i dag.

Der er jo noget tid nu, og det handler om at gøre alt, hvad man overhovedet kan, for at blive selvforsørgende. Og vi må jo sige, – det må selv hr. Jacob Mark da kunne sige og indrømme – at når ydelsen er så lav, skal der ikke så høj en løn til, før det bedre kan betale sig at arbejde end at være på integrationsydelse. Det er jo sådan set det, der er hele pointen.

Altså, uden at lægge hovedet på blokken vil jeg sige, at hvis man kigger tilbage på erfaringerne med starthjælpen, vil man se, at det jo ikke var sådan, at det udløste voldsomt mange flere merudgifter, som jeg husker det – men jeg vil gerne tage det forbehold. Det kan vi selvfølgelig undersøge, for det er sådan set det bedste, man kan undersøge op imod, altså netop hvordan det så ud i starthjælpens tid. Men det vil jo være sådan hver eneste gang, at det konkret skal vurderes, om der her er behov for en ekstraydelse eller ej.

Så må jeg simpelt hen sige, at der er vi uenige. Sådan er det jo nogle gange i politik. Nogle gange må vejene skilles, og jeg må simpelt hen sige, at vejene skilles her for fru Ulla Sandbæk og mig. Sådan er det. Jeg mener, at vi har en forpligtelse til som politikere at skabe et arbejdsmarked, hvor det kan betale sig at arbejde. Det mener jeg vi har. Det skal ses i lyset af det ydelsessystem og det meget, meget store velfærdssystem, vi har. Men det er jo fair nok, at man kan være uenig, men jeg kan sige, at jeg faktisk er lodret uenig med fru Ulla Sandbæk.

Jamen sødeste venner – det er jo sådan lidt, som om tiden står stille herinde, for først stiller hr. Finn Sørensen et spørgsmål, så svarer jeg på det, og så rejser hr. Finn Sørensen sig op og stiller fuldstændig det samme spørgsmål. Så nu kan jeg jo bare svare på det igen. Altså, hvis ikke jeg troede på, at det her lovforslag havde nogen virkning, så havde jeg da ikke lagt det frem; så havde regeringen da ikke lagt det frem. Og hr. Finn Sørensen bliver da nødt til at forholde sig til hele virkeligheden og se, at integrationsydelsen er én del, at der er en 225-timersregel – det er den anden del – og at der er et kontanthjælpsloft, og det er så den tredje del.

Det kan da godt være, at hr. Finn Sørensen er uenig i de her ting, men man kan jo ikke bare leve sådan fuldstændig fragmenteret og så ikke forholde sig til, at det er et stort kompleks, og at arbejdsmarkedet er, som det nu er i Danmark, altså at der er en meget stor både tilgang og afgang hver eneste måned. Det er jo ikke en statisk størrelse, faktisk tværtimod.