Tak for det. Vi skal nu behandle kulturministerens forslag om, at de såkaldte DAMD-data skal gemmes i Rigsarkivet – dvs. de meget personfølsomme data, som igennem en årrække er blevet indsamlet ulovligt fra de forskellige lagre, og som altså skal gemmes i den her store database, som ligger i Sydjylland, sådan at man fremover om mange år vil kunne bruge dem i forskningsøjemed.

Lad os springe til konklusionen med det samme: Det er Venstre lodret imod. Vi har den klokkeklare holdning, at når det drejer sig om så personfølsomme sundhedsoplysninger, som ikke mindst er samlet sammen ulovligt igennem en årrække, så har borgerne selvfølgelig krav på at vide med sikkerhed, at vi får dem slettet med det samme. Det nytter ikke noget, at man holder dem hen med alle mulige forskellige floskler om, at det jo bare drejer sig om langt ud i fremtiden, at det drejer sig om forskning osv. osv. Der er jo rejst et konkret folkekrav vedrørende de her oplysninger – de er så personlige, og folk er aldrig nogen sinde blevet stillet i udsigt, at de skulle blive brugt i en eller anden form for forskningsøjemed i en eller anden kæmpedatabase. Vi er endda i den helt absurde situation, at Region Syddanmark, som jo altså har haft ansvaret for databasen, faktisk gerne vil slette de her data. Men det har de fået nej til. Kulturministeren er gået ind og har sagt: Borgernes ve og vel er vi lidt ligeglade med, de her data skal altså bevares for eftertiden.

Derfor har vi fra blå blok, en samlet blå blok, i, kan man sige i afmagt over for kulturministeren og regeringen fremsat et beslutningsforslag, som vi er kede af ikke kan behandles i dag, men som så bliver behandlet i næste uge, som jeg husker det, og hvor vi går ind og stiller et klart forslag om, at de her data skal slettes. Derfor er det jo meget, meget glædeligt, at vi her for få timer siden fik den gode nyhed, at Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti altså støtter blå blok i, at de her data skal slettes. Det vil sige, at vi er i den endnu mere absurde situation, at de eneste, som lige nu ser ud til ikke at støtte et ønske om, at dataene skal slettes, er de to regeringspartier, som jo derfor er et meget lille mindretal i det her Ting.

Jeg er selvfølgelig meget, meget spændt på, hvad kulturministeren vil sige til det. For som jeg ser det, er der to muligheder. Den ene mulighed er, at kulturministeren går op og siger: Okay, jeg må erkende, at der nu er et stort flertal i Folketinget, som synes, at de her personfølsomme data skal slettes. Det respekterer jeg selvfølgelig og sørger for, at det bliver gjort hurtigst muligt, sådan at de borgere, som i øjeblikket er nervøse, kan være tilfredse.

Eller hvis ministeren forholder sig sådan lidt stædigt – vi har jo prøvet før, at ministeren har været i mindretal og har kæmpet imod det – ja, så kommer blå bloks beslutningsforslag jo også til afstemning, og så må vi jo stemme det igennem.

Jeg synes faktisk, det er helt, helt vildt, at vi nu står i den her situation, som vi gør. Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor kulturministeren ikke har valgt at inddrage Folketinget, før man hovedkulds fremsætter det her lovforslag. Jeg kan for mit vedkommende og fra Venstres side sige, at vi ikke på et eneste tidspunkt er blevet kontaktet fra regeringens side omkring den her sag. Og så ser vi lige pludselig det her lovforslag. Derfor kommer vi ud i den her situation nu, at regeringen altså har som sagt ikke bare et flertal imod sig, men faktisk et rigtig, rigtig stort flertal imod sig. Jeg synes ikke, det er kønt, for det eneste, der er kommet ud af det, er, at der er rigtig, rigtig mange mennesker, som er blevet nervøse; rigtig, rigtig mange mennesker, som lige nu ikke ved, om deres personfølsomme data kommer til at blive gemt eller ikke gemt for eftertiden.

Jeg synes, kulturministeren skulle gå herop, erkende virkeligheden og sige: Lad os nu få beroliget alle de mange mennesker med, at de her data bliver slettet. Jeg må erkende, at jeg tog fejl. Der er nu et flertal, det respekterer jeg hundrede procent.

Det må jeg håbe.

Tak. Dansk Folkepartis politik er egentlig meget klar på dette område, og det er, at patienten og borgeren skal spørges, borgeren skal nikke ja, før man kan indsamle personoplysninger, og derfor siger vi så også nej til dette lovforslag, for det forsøger at lovliggøre det, der er ulovligt.

Derfor er vi også sammen med De Konservative, Venstre og Liberal Alliance om et beslutningsforslag, der ganske enkelt opfordrer til, at vi får slettet de her ulovligt indsamlede oplysninger. Vi ville jo også have stillet et ændringsforslag om det selvsamme, men så er der sket det lykkelige, at SF og Enhedslisten er blevet klogere, at de er kommet på bedre tanker, og at de nu også går ind for, at man skal have slettet de her ulovligt indsamlede oplysninger, så vidt det fremgår af pressen, men det må de jo så selv gøre rede for senere, når de skal på talerstolen. Vores klare holdning og opfordring til ministeren er, at vi skal få slettet dem. Det er en uskik at opbevare ulovligt indsamlede oplysninger; det er faktisk uværdigt. I det hele taget har regeringens og ministerens håndtering af sagen været meget skuffende.

Lovforslaget åbner også for en lang række spørgsmål. Vi har alle sammen fået et hav af henvendelser fra oprørte borgere, og nogle af dem har jo peget på afgørende vanskeligheder. Sagkyndige som lektor i sundhedsjura Kent Kristensen fra Syddansk Universitet har fremført, at det ikke er lovligt at indsamle oplysningerne, ministeren siger, at det er. Hvem har ret? Statens Seruminstitut har gennem 7 år afvist at godkende den omfattende indsamling uden de syges samtykke. Formanden for de praktiserende læger, Bruno Meldgaard, fremhæver, at Datatilsynet siger, at der ikke er hjemmel til indsamlingen. Hvem har ret? Han påpeger endda, at de indsamlede data ikke er bevaringsværdige, fordi de allerede findes i sygejournaler, og fordi Dansk AlmenMedicinsk Database er en privat database. Hvem har ret? Desuden er der nogle formuleringer i lovforslaget, der åbner op for usikkerhed. F.eks. står der, at man forventer, at oplysningerne bliver anonymiseret, når de åbnes for forskerne efter 120 år. Forventer? Der er så mange spørgsmål og så få svar, at vi vil opfordre ministeren til at trække dette lovforslag og i stedet fremsætte et lovforslag, der betyder, at vi kan slette den her database.

Dansk Folkeparti vil selvfølgelig stemme for det ændringsforslag, som Enhedslisten og SF forventeligt vil stille her om lidt, og ellers vil vi stemme nej til ministerens lovforslag. Vi ser selvfølgelig frem til udvalgsbehandlingen, så vi kan få svar på de spørgsmål, vi ellers har.

Tak. Det er helt afgørende, at tilliden mellem læger og patienter er eksisterende. Når man tager til egen læge og snakker om fortrolige ting, er det rigtig vigtigt, at de oplysninger bliver der. I dag er det jo tilladt at registrere otte diagnoser. De 705 diagnoser, som er en del af DAMD-registeret, er faktisk ulovlige, og derfor er SF's holdning, som den altid har været, nemlig at vi ønsker, at ulovlige data skal slettes. Det, der er samlet ulovligt, skal selvfølgelig ikke bevares. Det har været vores udgangspunkt.

Venstres ordfører har gentagne gange spurgt, om det gør et dybt indtryk på os, når hundredvis af borgerne skriver til os. Det kan godt være, at det gør et dybt indtryk på Venstre, hvordan folkestemningen er, i forhold til hvor man lægger sin linje. Da jeg havde indkaldt ministeren i samråd i november måned, var Venstre tavs. Venstre mente jo ikke, at det var noget, der skulle slettes. Det er fint nok, men det må da være principperne, der er det bærende i forhold til ens linje.

Da jeg havde ministeren i samråd om det her i november, var der jo et rigtig langt forløb inden da. Det tog mig 2 måneder at få sundhedsministeren i samråd. Efter 2 måneder kom han i samråd for at fortælle, at han ikke kunne oplyse, om de her data var ulovlige. Jeg skulle indkalde justitsministeren i samråd. Så prøvede jeg at indkalde justitsministeren i samråd, men så fortalte justitsministeren, at så længe Datatilsynet var involveret, ville hun ikke røre ved det. Så prøvede jeg at få kontakt til kulturministeren, og som tiden gik, blev det mere og mere tydeligt, at der ikke rigtig var nogen, der følte, at det var deres ansvar.

Det, der nok er det allerstørste problem, er, at da den her sag så kører i pressen – især er det Danmarks Radio, der har kørt den – er der jo faktisk en mail mellem regionsmedlemmerne. En af dem omtaler det her som et guldæg. Det kan jeg faktisk godt forstå, fordi de her data er rigtig, rigtig mange penge værd, og derfor synes jeg jo også, at det er meget vigtigt, at de her data ikke bliver misbrugt, men at de bliver slettet.

Carl Holst, Venstres mand i Region Syddanmark, har stået i spidsen for den her ulovlighed. Han har nok ikke alene stået for spidsen for den her ulovlighed, der har stået på i årevis. Til trods for at Datatilsynet har sagt, det er ulovligt, Seruminstituttet har sagt, at det er ulovligt, Sundhedsministeriet har sagt, det er ulovligt, så har de også besluttet til et møde i Region Syddanmark, at man også vil give de her data til private. Det vil sige, at Region Syddanmark gerne vil stille de her millioner af data til rådighed til de private, medicinalindustrien eller andre, der gerne vil have en del af det. Det synes jeg er fuldstændig uacceptabelt.

Kulturministeren ønsker, at det skal være sådan, at man skal kunne låse det i 120 år. Jeg vil bare sige: Enhver siddende regering kan jo vælge at åbne den lås. De kan jo vælge at sige, at det her faktisk er et guldæg, og derfor vil de rigtig gerne sælge det.

Det har været et helt afgørende argument for mig, at man faktisk sletter de her data. Derfor foreslår vi sammen med Enhedslisten, at vi gør det, at vi stiller et ændringsforslag, hvor vi afgrænser først og fremmest den her sletning alene til at omhandle ulovligt indsamlede sundhedsdata, så vi ikke pludselig står i en situation, hvor de borgerlige gerne vil slette alt det, der handler om skattesagen, men altså ulovligt indsamlede sundhedsdata, og at vi så sletter de data.

Det her er en helt exceptionel situation, vi står i. Både Rigsarkivet og Datatilsynet kan bekræfte, at der ikke er noget fortilfælde lignende det her. I 1950'erne har der været ét tilfælde, hvor der har været noget ulovlig opbevaring af lovlige data. Det er det tætteste, vi kan komme på det, og derfor er jeg rigtig bekymret for, at det her kommer til at danne præcedens for, hvad man kan samle ulovligt og efterfølgende bruge det.

Data er vigtige. Danmark er et af de førende lande, og det skal vi blive ved med at være, både i forhold til at kunne samle data, men også i forhold til at kunne bruge data til forskning. Forskning er helt afgørende i forhold til sundhedsområdet – nu står jeg også som sundhedsordfører her – at vi kan opdage sygdomme og behandle sygdomme, men det er fundamentalt for et retssamfund, at man samler data lovligt ind. Derfor stiller vi det ændringsforslag. Det er sådan set det. Det er der, hvor vi står.

Der er nogle problemer, som man kan løse ved at have en pragmatisk tilgang til dem, og så er der andre, som har en meget stor principiel betydning. Og det, vi diskuterer her i dag, er meget principielt. For mig og for Liberal Alliance er det afgørende, at vi skal leve i et retssamfund, og vi skal leve i et retssamfund, hvor en af de mest afgørende ting er, at borgerne har tillid til myndighederne.

Det principielle i den her sag er, at hvis man accepterer, at de ulovligt indsamlede data, helt konkrete data fra helt konkrete levende mennesker, bliver bevaret, så kan borgerne ikke fremadrettet have tillid til – selv med det forbehold, som regeringen lægger op til – at de oplysninger, som det offentlige får adgang til, er oplysninger, som kun bliver bevaret på baggrund af et informeret samtykke.

Substansen i den her sag er, at de konkrete ulovligt indsamlede data skal slettes, og det er der et flertal for i Folketinget. Jeg synes, det er ærgerligt, at det ender med at blive en procesdiskussion om, hvem der sagde hvad hvornår, og hvem der har de bedste forslag. Det, der er et flertal for i Folketinget, er, at disse data skal slettes.

Det undrer mig utrolig meget, at regeringspartierne, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, er af den opfattelse, at det ikke er politikere, der skal bestemme, hvad der har værdi i et samfund, og derfor står rigsarkivaren over Folketinget i en sag som den her. Det forstår jeg simpelt hen ikke, selv om jeg prøver med min hjerne at sætte mig ind i, hvad det er for en argumentation, der kan ligge til grund for det. Jeg forstår heller ikke, at partier, der normalt lægger ret stor vægt på retsprincipper, kan gå med til, at ulovligt indsamlede data skal opbevares.

Det her vil rejse en generel mistillid til myndighederne, som i forvejen er for opadgående, fordi vi har hele problematikken om de data, som registreres, og de data, som det offentlige har adgang til. Det er utrolig vigtigt, at vi får standset eller bremset den mistillid. Og det er fuldstændig oplagt, at vi derfor skal have slettet de ulovligt indsamlede data fra Region Sydjylland. Det er der et flertal for i Folketinget. Lad os arbejde for, at de data bliver slettet nu, og så fremadrettet få sikret, at det selvfølgelig ikke skal være sådan, at offentlige myndigheder til enhver tid kan slette det, som de ikke har lyst til skal være gemt for eftertiden. Det må der kunne findes løsninger på.

Liberal Alliance er selvfølgelig med på det beslutningsforslag, som er fremsat af den samlede blå blok, og vi er også positive over for de ændringsforslag, som kommer fra Enhedslisten og SF.

Tak. Jeg vil gerne indledningsvis kvittere for bemærkningerne, som lovforslaget har afstedkommet her under førstebehandlingen. Der er rigtig mange principielle tilkendegivelser i forbindelse med det lovforslag, vi behandler, og det er helt forståeligt, for det drejer sig faktisk om nogle meget centrale principper i vores samfund.

Rigsarkivet og de andre offentlige arkiver er vores fælles hukommelse. Her er det ved lov bestemt at offentlige myndigheder skal aflevere deres arkivalier, når de ikke længere er i brug. Det er en lovgivning, som Folketinget har vedtaget. Senest blev den behandlet i 2000, hvor det her blev gennemgået endnu en gang.

Vi har en lang og god tradition for at bevare og en udbredt forståelse for nødvendigheden af, at vi har bevaring for at kunne dokumentere historien. Derfor kan vi også følge det danske samfunds udvikling og historie igennem mange hundrede år. Arkæologerne graver stadig væk efter ben i jorden – bogstavelig talt – og kan bruge de ben, som er rigtig mange hundrede år gamle til at undersøge, hvilke sygdomme mennesker, der har haft de ben, har haft.

Vi har en historie, som bygger på det, der kan dokumenteres igennem tiderne. Det gælder ikke kun det, man kan kalde den glorværdige, berømte oplevelse af Danmark, men kan også rumme mørke sider, som vi ikke bryder os om at blive mindet om. Jeg kan som eksempel på det nævne slavehandlere og den tids undertrykkende kolonimagt, som vi havde i 1700-tallet, og som vi jo kun ved det, vi ved om, fordi der er bevaret rigtig mange meget værdifulde dokumenter – breve, regnskaber osv. – for eftertiden. Man har ikke bare skullet nøjes med – i anførselstegn – det, de skrev om i aviserne på det tidspunkt; der var faktisk også aviser på det tidspunkt.

Vi har også haft rigtig meget glæde af at kunne have adgang til sikkerhedspolitiets registreringer af kommunister i 1930'erne. Det er ikke nok – og det er så lidt et svar til fru Ellen Trane Nørby – bare at kunne dokumentere det, ved at der har været skrevet om det i aviserne. Det er altså ikke nok, når man skal forske i, hvad det er for en historie, Danmark består af og har med sig.

De gode og de mindre gode sider af historien nuancerer billedet af vores samfund, også i dag, og det er vigtigt, at vi kan dokumentere både dåd og udåd for at kunne fortælle hele historien om os selv og vores samfund. Det kendetegner et retssamfund, at vi ikke sorterer dokumenter om vores historie ud fra politiske opfattelser. Og arkivloven er indrettet, så det ikke er en politisk afgørelse, hvad der skal gemmes for eftertiden og til eftertidens historieskrivning.

Det er et meget, meget centralt princip, at det er en uafhængig faglig instans, der bestemmer det. Det er derfor, at arkivloven er indrettet, som den er i dag, og det er den, jeg gør mig umage med at leve op til. Det vil være at gå ud ad en vej, sådan som kun totalitære stater gør det, når de i yderste konsekvens sletter sporene efter sig. Det er ikke det, der er tale om her i dag – det vil jeg gerne understrege – men det er det princip, som karakteriserer totalitære stater: at det er politisk bestemt, hvad der skal stå om en på et tidspunkt.

Derfor er jeg glad for, at den nuværende bestemmelse i arkivloven, som jeg selv har stemt for i 2000, sikrer, at indsamling af myndigheders arkivalier sker efter en faglig vurdering af Rigsarkivet og ikke efter en politisk vurdering i Folketinget.

Kriteriet for at bevare er, at arkivalier skal være historisk værdifulde. Det indgår ikke i vurderingen, om materialet er lovligt eller ulovligt indsamlet. Det er en faglig vurdering, hvad der er historisk værdifuldt, og ikke en politisk vurdering. Og jeg vil appellere stærkt til, at Folketinget fastholder det princip.

Nu er der så opstået en sag, som udfordrer vores nuværende bevaringsprincipper rigtig alvorligt. Region Syddanmark har som offentlig myndighed ulovligt indsamlet millioner af fortrolige patientoplysninger – og det er om alle de mennesker, der har været hos lægen siden 2007. Man må spørge sig selv, hvordan det har kunnet finde sted igennem ret mange år, og det er endda indgået i overenskomstforhandlingerne med de praktiserende læger. Det er jo i sig selv interessant at finde ud af, hvad det egentlig er, der er foregået – og som har kunnet foregå i mange år.

Det her i dag handler ikke om det – det er noget, vi kan vende tilbage til på et andet tidspunkt, hvis et flertal i Folketinget synes det – men om oplysninger om vores diagnoser uden de nødvendige tilladelser, der er havnet i en stor almen medicinsk database kaldet DAMD, og det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, som alle ordførerne har gjort rede for. Sådan noget må simpelt hen ikke kunne ske. Det er stærkt ubehageligt, at mange personer, bl.a. myndighedspersoner og medicinske kapaciteter, ikke har bekymret sig om lovligheden af de mange, mange indsamlinger.

Vi skal selvfølgelig kunne være trygge ved at gå til lægen og vide, at ingen får kendskab til vores personlige, fortrolige oplysninger. Det er fuldstændig klart – og jeg er enig med alle de ordførere, som har bemærket det, og det har alle gjort – at det krænker retsfølelsen, at sådan noget sker og åbenbart kan ske i Danmark, i et velordnet samfund som det danske. Men nu er det altså sket. Reglerne for indsamling af oplysninger er blevet overtrådt, og sagen ligger på mit bord. Jeg har ikke bedt om at få den sag, skal jeg gerne understrege, men jeg tager selvfølgelig opgaven op, eftersom der kræves en løsning.

Jeg mener, at vi skal holde fast i, at også myndigheders fejl og mangler er en del af vores fælles historie, som skal kunne dokumenteres og bevares. Vi skal kunne se myndighederne efter i kortene gennem hele historien. Det skal man kunne i en retsstat som den danske. Men det, vi som politikere kan og skal tage stilling til, er, hvordan retsstridigt indsamlede fortrolige personoplysninger på sundhedsområdet skal bevares i Rigsarkivet, eksempelvis oplysningerne i DAMD-databasen.

Med lovforslaget lægger jeg op til, at retsstridigt indsamlede fortrolige personoplysninger på sundhedsområdet blokeres for al indsigt i 120 år. Herefter kan der i de efterfølgende 110 år søges indsigt efter særlige vilkår. Det handler derfor om at tilgodese to hensyn. Det ene hensyn er hensynet til borgernes retsfølelse, det andet er, at arkivloven følges, så vi kan dokumentere vores historie. Lovforslaget vægter på den ene side hensynet til borgernes retsfølelse, ved at oplysningerne blokeres for indsigt i mere end en menneskealder, og på den anden side hensynet til vores ansvar for at dokumentere og bevare materiale af historisk værdi, ved at materialet bevares for eftertiden.

Så lægger lovforslaget jo også op til, at man senest om 5 år skal vurdere, om blokeringsbestemmelserne skal gælde andre myndighedsområder end sundhedsområdet. Det vil Kulturministeriet skulle vurdere på baggrund af oplysninger, som Rigsarkivet skal indsamle i løbet af de næste 5 år. For en ordens skyld skal jeg også gøre rede for, at loven indeholder en ændring af navnet Statens Arkiver, som skal erstattes af navnet Rigsarkivet, fordi det er det ord, der bliver brugt mest i forbindelse med det, vi taler om, når vi taler om Rigsarkivet.

Så vil jeg gerne understrege, at jeg selvfølgelig ser frem til den videre behandling af lovforslaget i Kulturudvalget. Der kommer en fuldstændig almindelig behandling, hvor man kan stille spørgsmål og få svar, og der bliver ofte stillet ændringsforslag til et lovforslag inden andenbehandlingen. Det foregår igennem udvalgsarbejdet, og jeg forventer selvfølgelig, at den praksis vil man også videreføre ved dette lovforslag. Det ville være mærkeligt andet. Så kommer andenbehandlingen og derefter tredjebehandlingen, hvis der i øvrigt er basis for det efter andenbehandlingen.

Så vil jeg gerne kommentere et par af de indlæg, der har været, og et par af de udsagn, der er kommet, først det fra fru Mette Bock, som jeg sluttede ordførerrækken. Undskyld, det var hr. Lars Barfoed, der gjorde det, men fru Mette Bock var før hr. Lars Barfoed. Hun gør rede for, at hun er meget forarget over, at rigsarkivaren står over Folketinget. Det er fuldstændig forkert. Rigsarkivaren står ikke over Folketinget. Rigsarkivaren følger den lovgivning, som Folketinget har vedtaget, som handler om Rigsarkivet og om, hvordan man udtager materiale til Rigsarkivet. Det gør man, ved at alle offentlige myndigheder skal oplyse om, at de arkiver, som de bruger nu, ikke længere skal bruges, og så skal rigsarkivaren have dem og vurdere, om de har historisk værdi og dermed skal opbevares. Det står i loven om Rigsarkivet. Hvis vi ændrer det, kræver det en lovændring. Det kan vi ikke bare gøre uden en lovændring, og det er jo det, vi så taler om ved førstebehandlingen, som efterfølges af arbejdet i Kulturudvalget.

Så vil jeg gerne kommentere hr. Lars Barfoeds bemærkninger om, at ministeren bare er et ekspeditionskontor. Nu vil jeg undlade at gå tilbage til efteråret, men nøjes med at tage den her sag og sige, at jeg godt nok ville være glad, hvis jeg var hr. Lars Barfoed og havde en kulturminister, der overholder loven og bestræber sig på at overholde loven. Det er ikke at være ekspeditionskontor, det er at forholde sig til meningen med Rigsarkivet og meningen med loven om Statens Arkiver. Hele den øvelse går ud på at prøve, om vi kan finde en løsning, der gør, at vi faktisk overholder det princip, så vi ikke skaber en ny præcedens for, at hvis der er noget, der generer et flertal i Folketinget skal opbevares Rigsarkivet, så kan vi bare tage det ud. Vi er jo altid nødt til at tænke over, hvilken præcedens det skaber, når vi træffer nogle beslutninger og handler på nye måder.

Så Folketinget har vedtaget en arkivlov, der bestemmer, hvem der har kompetence til at gøre hvad i forbindelse med indsamling af dokumenter til Rigsarkivet, og hvilke kriterier der skal gælde, og hvem det er, der afgør de kriterier. Det er ikke en politisk handling, det er en historisk, faglig handling. Derfor er det lagt uden for Folketinget, men Folketinget kan til hver en tid ændre lovgivningen. Selvfølgelig kan det det.

Der også blevet stillet spørgsmål ved – jeg tror, det var fru Ellen Trane Nørby, der var inde på det – om man kunne få slettet sine egne personlige oplysninger i DAMD-arkivet inden en dato i marts måned. Der var lidt misforståelse om, hvorvidt det var i november eller i marts. Det er fuldstændig korrekt, at det først var i marts, for der er en ganske bestemt fremgangsmåde, når et arkiv skal ind i Rigsarkivet. Det første, der sker, er, at myndigheden tilkendegiver over for Rigsarkivet, at nu er der et arkiv, den ikke længere skal bruge. Så skal rigsarkivaren vurdere, om det har historisk værdi. Det er sket her, det skete i november, og det er derfor, der optræder en dato, der hedder den 13. november, som er en dato i det her forløb. Så skal der en bekendtgørelsesprocedure til, og så skal der til sidst en afleveringsbestemmelse til. Den afleveringsbestemmelse blev sendt her i slutningen af marts måned eller lige før påske, og det er der, muligheden for at få slettet sine egne oplysninger så stopper. Men man har stadig væk ret til at få indseende i sine oplysninger.

Nu er arkivet på vej til Rigsarkivet, afleverings bestemmelsen er sendt, og det vil sige, at arkivet i princippet nu er i Rigsarkivet. Det, der er sagen, er, at når et arkiv er kommet i Rigsarkivet, kan man ikke bare tage det ud. Det ville kræve en ændring af lovgivningen at gøre det, og det er så det, der er drøftet her i dag. Så det er klart, at vi ikke komme uden om, at man ikke kan handle i den her sag uden en ændring af lovgivningen, og det er, uanset om det er via ændringsforslag til lovforslaget her eller det er via behandling af beslutningsforslaget. Det er sådan set underordnet i den her sammenhæng. En lovændring skal der til.

Så har jeg en enkelt bemærkning til hr. Michael Aastrup Jensen, som havde et indlæg, der gjorde ret meget indtryk på mig. Jeg skal nøjes med at nævne bare ét punkt, men jeg kan vende tilbage til det øvrige ved en anden lejlighed, hvor det ikke behøver at foregå i Folketingssalen. Det var bemærkningen om, at ministeren ikke havde kontaktet eksempelvis Venstre. Jeg går ud fra, at hr. Michael Aastrup Jensen mente de borgerlige partier, men det var i hvert fald Venstre. Jeg vil da gerne tilkendegive, at jeg i dag ærgrer mig rigtig meget over, at jeg ikke gjorde det. Så jeg vil bare kvittere for det og sige, at det har jeg lært af, og så vil jeg ikke kommentere det videre, for det er igen noget, som vi kan drøfte internt som kolleger, samarbejdspartnere, modstandere, og hvad vi nu er i Folketingets regi.

Men jeg vil tilbagevise det billede, der tegnes af, at jeg skulle være et gummistempel eller ekspeditionskontor for myndigheder omkring Kulturministeriet. Jeg synes ærlig talt ikke, det er en måde at omtale hinanden på, når vi står på Folketingets talerstol og i alvor med hver vores ansvar prøver at få lovgivningen til at fungere eller ændre lovgivningen efter det, vi synes er nødvendigt. Så med den bemærkning ser jeg frem til forhandlingerne i Kulturudvalgets regi.

Jeg er enig i noget af det, hr. Lars Barfoed sagde, og uenig i noget andet. Jeg starter med det, jeg er enig i, nemlig at jeg synes, at det er afgørende, at vi får genskabt tilliden til systemet for borgerne, og jeg er fuldstændig enig i, at hele digitaliseringsmuligheden og det, nogle kalder overvågningssamfundet, altså det, at der kan registreres rigtig meget om os, skaber en utryghed generelt, og så kommer den her sag oveni, og det synes jeg er dybt, dybt beklageligt, og jeg har stadig væk ikke forstået med mig selv, at det kunne ske igennem så mange år, inden det blev opdaget, at det var ulovligt. Det synes jeg også er noget, der kræver en drøftelse på et tidspunkt.

Det, jeg er uenig i, er, at vi uden videre siger, at man kan dokumentere historien ved at referere til, hvad der er sket. Det er der, vores debat skiller fra hinanden. Det er ikke godt nok, at man kan læse i aviserne, hvad der blev sagt og skrevet i 1700-tallet og i vores tid omkring den her sag. Men hvis man nu sagde, at det var nok, må man jo så spørge, om de data, der er i arkivet, DAMD-arkivet, i sig selv kan give en historisk viden om sundhedstilstanden i Danmark i 2015, som man om 250 år vil være dybt optaget af at kunne forske i. Det er jo også de muligheder, som forskertses, hvis man sletter dataene.

Jeg fuldstændig enig i, at man ikke kan sammenligne de registreringer om kommunister, som skete i 1930'erne, og så de personfølsomme oplysninger, der er registreret ulovligt i DAMD. Når jeg bruger det, er det kun for at sige, at de oplysninger, der ligger i de registre om kommunister i 1930'erne, giver et andet billede og et bedre grundlag for forskning og viden om, hvad der skete, end hvis man kun havde avisteksterne. Og det samme vil DAMD-registeret jo gøre, alt andet lige, hvis man kunne bevare det register og så først kigge i det om 300 år eller et eller andet i den retning.

Det er for at sige, at vi har haft rigtig meget glæde af de registre, som var lovlige, men som i dag ville være ulovlige, med registrering af kommunister f.eks. Så det er kun for at få en parallel til noget dokumentation, som man kunne parallelisere. Men graden: Det ene er lovligt, det andet er ulovligt, og det ene er, hvad det er – registrering af nogle mennesker, der var medlem af et parti – og det andet er personfølsomme oplysninger, og det er utidigt at lave den type ulovligheder. Så det er ikke for at sige, at de er lige værdige, men det er for at sige, at forskningsmaterialet altså betyder noget, når man har dokumentationen. Det er det, rigsarkivaren er sat til at sikre. Det er det, jeg prøver at forklare. Jeg er fuldstændig enig i, at det her også handler om borgernes retsfølelse og tillid. Det er jo derfor, vi har prøvet at finde løsning på det.

Jeg ville ønske, at hr. Alex Ahrendtsen hørte efter, hvad det var, jeg sagde. Heldigvis står det på skrift, og heldigvis kommer det på skrift herefter. Jeg sagde udtrykkeligt, og jeg gentager nu, at de stater, hvor myndighederne sletter sporene efter det, de har gjort forkert, er totalitære stater. Det er ikke et retssamfund, der gør det. Der lader myndighederne også de ulovlige ting, de forkerte ting, de har gjort, gå ind i arkivet og være der for eftertiden. I en retsstat er det ikke politikerne, der afgør, hvilke spor der skal være efter dem. Jeg taler ikke om den konkrete sag her. Jeg taler om, hvis Folketinget bevæger sig ind på det niveau eller den sag, den måde at håndtere de her problemer på – og det kan Folketinget jo gøre – at det bliver en praksis, at det danner præcedens for, at der skal en politisk vurdering til, før man vil sætte forskellige arkiver ind i Rigsarkivet. Det er det, jeg problematiserer. Jeg taler ikke om den konkrete sag, men om princippet, den politiske stillingtagen til det.