Jeg beklager, at jeg ikke lige var klar. Jeg sad jo og tænkte, at nu skulle Venstre på næste gang, sådan som den normale ordførerrække er. Men da Venstre er stiller af beslutningsforslaget, er rækkefølgen selvfølgelig pludselig en anden.

Jeg skal gøre det relativt kort: Forslaget her løber jo en åben dør ind, eftersom det er noget, som regeringen allerede har taget initiativ til at få ændret på, og det skulle også være kendt i offentligheden. Jeg tror i hvert fald, der i weekenden var en pressemeddelelse fra både socialministeren og økonomi- og indenrigsministeren. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at bemærke nu, at jeg synes, det måske virker lidt mere som sådan ærekærhed, at forslagsstillerne fastholder, at vi skal stå her og nu og behandle det i salen, når nu man mener, at man er enig i det, som socialministeren har skitseret at hun vil gøre.

Det er jo ikke, fordi det ikke er et godt forslag. Det er lige præcis derfor, vi sådan set er i gang med at sørge for, at det kan lade sig gøre, at reglerne ikke skal være så rigide. Men som tidligere regeringsparti og ordføreren oven i købet som tidligere minister ved man udmærket godt, antager jeg, at det ikke er alting, vi bare sådan lige kan lave med et fingerknips uden at skele til, hvad f.eks. Kommunernes Landsforening måtte have at sige her, og at der er nogle ting, som vi bliver nødt til have at klarhed over, og nogle spørgsmål, som vi skal have styr på. Vi skal have styr på juraen, når vi laver et lovforslag, og det tager jo nogle gange en lille smule tid.

Men derfor synes jeg som sagt også, at utålmodigheden fra forslagsstillerne, i forhold til at vi skal stemme for forslaget i dag, frem for at man i virkeligheden glæder sig over, at ministeren sådan set har taget initiativ til netop at få lavet om på den måde, som det fungerer i dag, er sådan lidt ærgerlig. Men fair nok, nu har vi behandlingen her, og bagefter kan vi så fortsætte med rent faktisk at få det til at ske. Det er forhåbentlig det, som vi alle sammen er mest optaget af. Så kan vi jo glæde os, antager jeg, til den tid, hvor jeg kunne forstå at Venstre så vil stemme for regeringens lovforslag.

Det her forslag er jo at sparke en åben dør ind. Men desværre er der hår i suppen. Det er jo sådan, at når man træffer en beslutning i Folketinget – jeg ved ikke, om ordføreren vil høre med? – så skal den overholdes. Og hvis det er sådan, at social- og integrationsministeren ikke efterfølgende kan dokumentere, at det her beslutningsforslag, hvis det måtte blive vedtaget, er overholdt, så kan man i virkeligheden trække social- og integrationsministeren for Rigsretten. Det er jo i yderste fald det, man kan gøre. Så derfor er det ikke bare for sjov, at man vedtager et beslutningsforslag – det er faktisk rigtig, rigtig alvorligt.

Jeg synes, det er lidt besynderligt, at man fra Venstres side ikke bare siger: Vi laver en beretning, og så kan vi tage alle de der forskellige elementer ind. Der er jo tilsyneladende ikke enighed om, hvorvidt borgmesteren selv må beslutte sig for det, eller om den opholdskommune, man så vier folk i, skal give tilladelse. Hvordan skal den der tilladelse kunne dokumenteres? Jeg ved ikke helt med Christiansø; mig bekendt er det ikke en kommune, den hører under Forsvarsministeriet. Må man så ikke blive gift på Christiansø? Land- og søterritoriet er også Grønland og Færøerne. Hvordan er det med ægteskabslovgivningen der?

Altså, jeg synes der er en lang række enkeltelementer i det her, som vi frygtelig gerne vil have lejlighed til at gøre på den gode måde. Derfor er jeg virkelig ked af, at vi med et rigtig godt forslag fra Venstre skal, som hr. Christian Langballe sagde, skændes om, hvem det er, der har æren. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem der har æren. Men det, der bare er det vigtige, er, at vi ikke kommer i et slagsmål, hvor de mennesker, der måtte kigge på det her, undrer sig. Men hvorfor vil fru Eva Kjer Hansen ikke være med til at få afdækket: Kan man blive gift efter dansk ægteskabslovgivning i Grønland? Kan man blive gift på Christiansø? Er det fuldstændig firkantet, hvordan en borgmester i givet fald skal få tilladelse til at vie andre i en anden kommune? Det er alle de der småelementer, som jeg synes vi i fællesskab burde sætte os ned og finde ud af, hvad vi gør med i stedet for at fare til en betænkningsafgivelse og så en afstemning mandag eller tirsdag, hvor alle har alt muligt andet i hovedet.

Så jeg oplever virkelig, at fru Eva Kjer Hansen har rigtig, rigtig mange gode intentioner, men at det bliver sådan noget partifnidder i stedet for. Fru Eva Kjer Hansen vil kunne få alle roserne, hvis det var, at vi stille og roligt kunne lave en beretning og så afgive den i august eller september, hvor vi kunne få afdækket alle de her små spørgsmål, som er helt afgørende for fortolkningen af beslutningsforslaget. Jeg forstår det simpelt hen ikke. Jeg synes, at fru Eva Kjer Hansen skal være rigtig, rigtig glad for, at der er en åben dør at sparke ind her. Og så skal vi afdække, om det er sådan, at man som borgmester må vie i en kommune, hvor kommunen ikke plejer at vie i folk i vandkanten, men hvor parret gerne vil, og at den pågældende borgmester fra den anden kommune i øvrigt gerne vil. Hvem træffer beslutningen der? Det er alle de dér småting. Hvor går skillelinjen mellem de forskellige kommuner midt på Storebælt? Altså, de der overvejelser synes jeg vi skal give hinanden mulighed for at gøre i fællesskab, i stedet for at det her bliver et skænderi.

Jeg anerkender til fulde, at hr. Christian Langballe synes, det her er nemt – men det er bare ikke så nemt. For der er altså en retlig konsekvens af det her beslutningsforslag, som ministeren kan blive hængt op på. Jeg kan huske, at vi tilbage i 1980'erne rent faktisk havde en voldsom diskussion om et beslutningsforslag, der blev vedtaget, i forhold til om det nu var blevet gennemført rigtigt. Så det er ikke bare for sjov at vedtage et beslutningsforslag, når der er de her diskussioner om indholdet af beslutningsforslaget, som jo også hænger sammen med bemærkningerne.

Så det er en afvisning fra SF's side, men en opfordring til at afgive en beretning i god ro og orden.

Venstres beslutningsforslag ønsker at ændre reglerne for vielser, således at borgmestre og byrådsmedlemmer får tilladelse til at foretage vielser i hele Danmarks land- og søterritorium også uden for deres egen bopælskommune. Dermed knyttes kompetencen til embedet og ikke til bopælen. Forslagsstillerne konstaterer, at de begrænsninger, som de nuværende regler medfører, savner saglig begrundelse. Det er Liberal Alliance fuldstændig enig i, og vi støtter derfor forslaget.