Tak for det, formand. Det er jo en lidt speciel debat, vi har i dag, men bestemt ikke uinteressant. Jeg kan jo i et og alt skrive under på det, som skatteministeren sagde både i talen og i svarene på spørgsmålene.

Nu er det her forslag fremsat af Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, men det er jo interessant at hæfte sig ved det, som Venstres ordfører sagde fra talerstolen, eller rettere den måde, hvorpå Venstres ordfører ikke svarede på de spørgsmål, der blev stillet. Venstres ordfører sagde i sin fremlæggelse, at Venstre havde stillet adskillige forslag, og når der så blev spurgt både fra den radikale ordfører og fra mig selv, hvad det var for forslag, Venstre havde stillet, der holdt sig inden for EU-retten, og som i øvrigt var bedre end den en nuværende ordning eller end børnechecken som sådan og så i øvrigt havde en ordentlig social profil, så kom der ikke noget svar. Og det var ikke bare en forglemmelse, eller at ordføreren ikke nåede at svare på det under det ene spørgsmål; der kom tre spørgsmål, nøjagtig enslydende, og alle tre gange kom der ikke noget som helst svar.

Det sætter jo en meget, meget tyk streg under det, der er min klare opfattelse i den her sag, nemlig at Venstre ikke er interesseret i at indgå i en konstruktiv dialog og slet ikke i en løsning. Om det gælder i det hele taget eller det bare gælder på den her side af valget til Europa-Parlamentet i maj måned, ved jeg ikke, det har vi til gode at se. Men jeg savner altså, at det største oppositionsparti i Folketinget kommer lidt ud af starthullerne og er bare en anelse konstruktive i den her debat. Det gælder også det at overholde den EU-ret, vi jo alle sammen enige om skal overholdes. Jeg har bemærket, at hr. Claus Hjort Frederiksen fra Venstre forleden dag på tv sagde, at selvfølgelig skal EU-retten overholdes. Jeg er fuldstændig enig, og derfor er vi jo havnet i den her situation. Der er kommet en henvendelse fra Europa-Kommissionen, der siger, at de danske regler med optjeningskravet er i strid med forordningen.

Det, man har gjort fra regeringens side, er jo så at spørge de fremmeste jurister i fem forskellige ministerier i det her land, om det er rigtigt, og om de deler den vurdering, og tilbagemeldingen har været fuldstændig enslydende, at ja, de deler den vurdering; vi har et problem i forhold til forordningen. Det betyder så, at man er nødt til at lave om på den administrative praksis. Det kan ikke være anderledes.

Det, regeringen desuden har gjort, er jo at lave det forberedende arbejde til et lovforslag, der er sendt i høring. Nu har vi fået høringssvarene, og vi har indbudt Folketingets partier til en forhandling. Jeg skal indrømme, at de forhandlinger er der ikke kommet ret meget ud af, og jeg synes, at Venstres ordførers svar på de meget klare spørgsmål, der blev stillet, meget, meget klart illustrerer, hvad der er sket i de forhandlinger, nemlig at Venstre gerne vil være med til en løsning, men ikke har noget som helst forslag til, hvordan vi skal finde en løsning, der holder sig inden for forordningen, ikke har en social slagside og i øvrigt er bedre end den børnecheck, vi har i dag. Der står vi jo så og må spørge, hvordan i alverden det her ender. Jeg ved det ikke; jeg håber, at Venstre kommer til besindelse og er lidt mere konstruktive i forhandlingerne.

Jeg kan undre mig lidt over, at Konservative er med til at fremsætte et sådant beslutningsforslag, mens vi forhandler. Men det være tilgivet – det er jo også politik, og vi skal snart have EP-valg, og det er vel også et led i den valgkamp. Men sådan konkluderende her til sidst kan det næppe overraske, at Socialdemokraterne ikke kan støtte dette beslutningsforslag fra Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Tak.

Tak for det. Det beslutningsforslag, vi behandler, og som er fremmet af Det Konservative Folkeparti, er meget usædvanligt, for det vil pålægge regeringen at handle i klar modstrid med EU-retten og mod noget, vi endda selv har været med til at vedtage.

Der er ingen tvivl om reglerne. Der er afsagt to krystalklare domme, der præcis handler om familie- og børneydelser, og som handler om optjening. Der er ingen tvivl om EU-retten, og der er ingen tvivl om, at det forslag, vi behandler, vil bringe os i klar strid med EU-retten. Det er meget markant, og det har jo så måske kun et formål, nemlig at skabe frygt og forvirring, både når det gælder børnechecken, som danskerne er så glade for, når det gælder den frie bevægelighed, som Danmark har så stor gavn af, og mest alvorligt, når det gælder EU-samarbejdet, som har skabt fred og fremgang i Europa.

Der har været en stærk vilje hos regeringen til at finde andre løsninger, og der har været utallige forslag til at lave børnechecken om, men ikke ét af de forslag har kunnet overholde de to centrale principper, vi er enige om, nemlig at det ikke må gå ud over danskerne, især ikke de fattigste familier, og at det skal være lovligt.

Erstatter vi børnechecken med et skattefradrag, vil det give problemer for borgerne med lave indkomster, det vil svinge alt efter skattesatsen i kommunerne, medlemskab af folkekirken, og om de pågældende borgere betaler topskat, det vil skabe problemer i forhold til forældre, der bliver skilt, og borgere, f.eks. håndværkere, der har svingende indkomster, og det vil blive meget bøvlet og bureaukratisk. Giver man så kun skattefradraget til moderen, vil ægtefæller blive bedre stillet end fraskilte, og det kan være i strid med den frie bevægelighed. Giver vi fradraget til børnene, bliver det en ekstra skat til de børn, der arbejder, så det vil ramme skævt.

Gives der så en kompensation til de familier, der bliver ramt, hvis vi laver det om til et skattefradrag, vil det være umuligt at stille alle præcis lige så godt som med børnechecken, og det vil også ramme skævt. Og hvis der bliver udbetalt kompensation, kommer vi sådan set tilbage til ligebehandlingsprincippet, og det vil komme i strid med EU-reglerne. Giver vi så de familier med lave indkomster mulighed for at skubbe et skattefradrag videre til de næste år, vil der gå lang tid, før det virker – hvem skal i mellemtiden betale for det børnetøj, som forældrene i dag køber for børnechecken? – og igen vil det blive meget bøvlet bureaukratisk.

Indekserer vi efter leveomkostninger i de enkelte EU-lande – den mulighed bliver nu undersøgt – vil det med stor sandsynlighed være i klar modstrid med ligebehandlingsprincippet, og det vil i øvrigt betyde, at vi vil komme til at give en højere børnecheck til borgere fra visse EU-lande, og det vil give bøvl og bureaukrati.

Sætter vi daginstitutionstaksten ned, kan det ikke kompensere for børnechecken, fordi egenbetalingen, som forældrene giver på daginstitutionsområdet, er på omkring 8 mia. kr., mens børnechecken er på over 14 mia. kr. Børnefamilier med friplads – og der er faktisk omkring 50.000 børn, der har friplads – vil ikke få gavn af det, mens de rige familier vil få gavn af det. Et højere tilskud vil igen her få fordelingsmæssige konsekvenser.

Giver vi børnechecken til barnet, vil det heller ikke løse problemet, fordi børn, hvis forældre arbejder i Danmark, men lever uden for Danmark, stadig vil have ret til børnecheck.

Denne lidt tekniske gennemgang skal blot vise, at der har været utallige forslag, og regeringen har svaret, regeringen har undersøgt, regeringen har analyseret og set på de her løsninger. Men der er indtil nu ingen løsninger, der er både socialt forsvarlige, lovlige, enkle og effektive. Og vi skal huske, at den løsning, som regeringen har foreslået, nemlig at overholde EU-lovgivningen ved at ændre optjeningsprincippet, vil koste omkring 20 mio. kr. ud af en samlet udgift til børnecheck på 14,5 mia. kr.

Vil vi virkelig ødelægge en børnecheck, der fungerer, og som danskerne er rigtig glade for, blot for at spare, hvad der måske svarer til 0,14 pct. af de samlede udgifter til børnecheck? Samtidig risikerer vi en EU-sag, som vi med sikkerhed taber, vi risikerer, at de mange danskere, der arbejder i andre EU-lande, mister den børne- eller familieydelse, de får, og vi risikerer endda, at den frie bevægelighed bliver begrænset, så færre EU-borgere kommer til Danmark og arbejder, betaler skatter bidrager til væksten og velfærden. Vil vi virkelig det?

Regeringen vil derfor rigtig gerne finde andre løsninger, men de forslag, der har været fremme indtil nu, har ikke peget på en løsning, der både virker, er effektiv, er socialt ansvarlig og lovlig. Venstres ordfører blev i dag spurgt ikke tre, men fire gange, om han kunne komme med et forslag, der kan løse præcis det problem, og det kunne ordføreren ikke. Der er måske kun en undtagelse, og det er at betale børnechecken bagud i stedet for forud; det kan løse problemet med EU-borgere, der har fået udbetalt for meget børnecheck og er taget hjem, og det forslag håber jeg at vi kan samle os om, for regeringen vil rigtig gerne finde en løsning.

Regeringen vil også gerne kæmpe for danske mærkesager i EU, for værnsregler, men netop når det gælder børnechecken, er reglerne altså krystalklare, og der er ingen ændringer på vej, som kan løse problemet. Skal vi overholde EU-reglerne, mens vi ser på mulige løsninger i EU? Ja, det skal vi.

Debatten om børnechecken har illustreret, at samspillet mellem den frie bevægelighed og danske velfærdsydelser ikke er enkelt, men vi kan sagtens både bevare den frie bevægelighed og det danske velfærdssamfund, og derfor er det ikke rimeligt at bruge debatten om børnechecken til at skabe frygt og forvirring om både børnecheck, fri bevægelighed og EU. Lad os nu finde tilbage til det brede samarbejde om EU-politikken. Tak for ordet.

Jo tak. I Enhedslisten mener vi ikke, at vi kan stemme imod et beslutningsforslag, der siger, at regeringen skal administrere i overensstemmelse med gældende dansk lov. Derfor har vi fra start af sagt, at medmindre der i mellemtiden er skabt flertal for en anden lovgivning, vil vi stemme for De Konservatives beslutningsforslag. Den udtalelse står ved magt, og noget tyder på, at der bliver brug for at føre den ud i livet. Vi er også enige i beslutningsforslagets kritik af regeringen for at lægge sig fladt ned, bare fordi man får en skrivelse fra Bruxelles.

Det ændrer jo så ikke på, at Enhedslisten er modstander af den lov om børnecheck, som VKO indførte i 2010. Vi stemte imod dengang, og vi er stadig væk modstandere af den, men det er nu engang gældende lov, og det må man respektere, selv om man er uenig i den.

Det forhindrer os så ikke i at kæmpe for at få flertal for en anden linje. Vi mener faktisk, at VKO's lovgivning er diskriminerende over for både danske og udenlandske statsborgere, der ikke lever op til optjeningskravet om at have haft ophold her i landet i 2 år ud af 10 år. VKO's budskab til disse mennesker er jo, at vi vil have deres skattekroner, men de kan ikke få adgang til de samme ydelser som vi andre, førend de har været her i længere tid.

VKO-lovgivningen gjorde jo heller ikke op med det problem, at EU har bestemt, at børnechecken skal udbetales, selv om børnene opholder sig i udlandet. Det mener vi som hovedregel ikke at den skal. Vi har derfor fremsat både et beslutningsforslag, B 50, som er til behandling under næste punkt på dagsordenen, og et lovforslag, L 160, som kommer til behandling i løbet af foråret. Det politiske indhold i de to forslag er identiske. Vi slår fast, at alle, der bor og betaler skat her i landet, har samme rettigheder til børnecheck, men det er en forudsætning, at børnene opholder sig her i landet.

Men hvorfor så fremsætte både et beslutningsforslag og et lovforslag med samme indhold? Fordi vi vil tvinge regeringen til at ændre kurs i denne sag. Undskyld jeg bruger ordet tvang, men der er noget, der tyder på, at det er det, der skal til. Her er et beslutningsforslag ikke tilstrækkeligt. Der skal et egentligt lovforslag til. Både regeringen selv og en række eksperter i statsret har slået fast, at kun et lovforslag kan tvinge regeringen til at følge et folketingsflertal, hvis flertallets politik kan være i strid med EU-retten. Så det er altså nødvendigt med et egentligt lovforslag, hvor det samtidig fremgår, at Folketinget er klar over, at det, man foretager sig, kan være i strid med EU-retten.

Men for at tvinge regeringen til det kræver det selvfølgelig, at vi kan få et flertal, og her har jeg til min store undren hørt både Venstre og Konservative sige i medierne, at de ikke vil støtte vores lovforslag, fordi vi skriver, at det kan være i strid med EU-retten. Nu har de jo tid til at komme på bedre tanker, og det forslag er ikke til behandling her i dag. Jeg håber virkelig, at de kommer på bedre tanker, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan tvinge regeringen til at ændre kurs i denne sag og til at tage kampen op inden for EU for det synspunkt, at det er det danske Folketing og ikke EU, der skal bestemme reglerne for vores velfærdsydelser. Så hvis V og K virkelig mener noget med deres udtalelse og forslag til vedtagelse, som vi fik her i salen for et par uger siden, om at indretningen af de danske velfærdsydelser er national kompetence, må de jo bakke Enhedslisten op i det forslag, vi har fremsat.

Tak for de mange bemærkninger, og også tak for, at der kan konstateres et flertal i Folketinget, som støtter beslutningsforslaget; som støtter, at man skal følge dansk lov; som støtter, at der skal være nogle værnsregler, som sikrer, at man skal bo, arbejde og betale skat i Danmark for at få adgang til offentlige ydelser i Danmark. For det er jo grundlæggende ikke rimeligt, at man fra første dag, man ankommer til Danmark, optjener retten til velfærdsydelser, som det har taget generationer at bygge op.

Derfor indførte vi i 2011 et optjeningsprincip, som hidtil har sikret, at modtagere af børnefamilieydelse og børnetilskud har en reel tilknytning til det danske samfund. Vi var naturligvis dengang opmærksomme på, at der, afhængigt af hvilken model der blev valgt, kunne være problemer i forhold til EU-retten i forbindelse med begrænsning af andre EU-landes borgeres ret til velfærdsydelser. Og indførelsen af optjeningsprincippet blev således vurderet i forhold til EU-retten og udformet på en sådan måde, at den var juridisk holdbar. Konkret skulle ydelsesmodtagerne have haft bopæl eller beskæftigelse i Danmark i 2 år inden for de sidste 10 år for at få fuld ydelse.

Siden da har den nuværende regering modtaget en skrivelse fra en embedsmand i Bruxelles, som siger, at optjeningsprincippet er i modstrid med EU-retten. Regeringen har intet – og jeg siger intet overhovedet – gjort for at udfordre dette eller søge fælles fodslag med vores nabolande, som har tilsvarende udfordringer. Man har ikke taget nogen dialog med Kommissionen, man har ikke gjort nogen indsigelser, og man har heller ikke interveneret i de to konkrete sager, det handler om, men man har siddet og ventet på, at andre lande har forsøgt at diskutere principperne i de her sager.

I lyset heraf har vi gjort to ting. For det første har vi udfordret og opfordret regeringen til at prøve sagen i Bruxelles, hvor man passende kunne danne en koalition med lande som Frankrig, Tyskland og Sverige, som har lignende sager. Og for det andet har vi peget på, at man kunne komme med et kludetæppe, et helt arsenal af forskellige løsninger, som kunne være med til at sikre nogle fornuftige værnsregler i Danmark, for at man fik adgang til offentlige ydelser, når man havde boet her, arbejdet her og betalt skat her.

Det er jo en debat, man har rundtomkring i Europa, men det er ikke en debat, som Danmark – i hvert fald ikke hidtil – har deltaget i. I sommer annoncerede den tyske kansler, Angela Merkel, og den britiske premierminister, David Cameron, at de ville forsøge at samle en gruppe lande inden for EU, der skulle kæmpe mod den øgede sociale integration og udvandringen af medlemslandes kontante ydelser som f.eks. børnepenge.

Vi forsøgte også allerede dengang at få den danske regering med på vognen, men det ville den ikke. Det har skadet danske interesser, at vi ikke har reageret i tide, men en god del af skaden kan godt gøres god igen. Derfor vil vi gerne endnu en gang opfordre regeringen til som aktiv medspiller at gå sammen med andre europæisk lande om at finde en mindelig løsning på problemerne.

Der kæmpes en kamp rundtomkring i Europa for at være med til at forhindre, at vi får en ny social union. Der kæmpes også af forskellige konservative kollegaer rundtomkring i EU. Angela Merkel har f.eks. udtalt – og jeg citerer: at vi ikke behøver at gøre alt fra Bruxelles. Og hun har senest udtalt, at EU ikke er en social union. Og det er vi helt enige i. David Cameron, den engelske premierminister, har i forbindelse med sagen udtalt – og jeg citerer: at EU i dag er anderledes end for 30 år siden, og at vi derfor er nødt til at erkende, at den frie bevægelighed har udløst større folkevandringer på grund af stigende indkomstmuligheder. Det er vi også enige i. Barroso, den konservative formand for Kommissionen, mener – og jeg citerer: at Europa skal fokusere på de områder, hvor det kan tilføre mest værdi, og ikke blande sig andetsteds. Og det er vi også enige i.

Så her har vi altså forbundsfæller blandt nogle af de stærkeste og vigtigste politiske ledere i Europa, men den danske regering har ikke deltaget i den diskussion. Jo, det er man så begyndt på i løbet af de sidste 8, 9, 10 dage. Presset af en indenlandsk debat, presset af et flertal i Folketinget, presset af et flertal i befolkningen og presset af dårlige meningsmålinger er man så begyndt verbalt at sige noget, men man har ikke deltaget aktivt i kampen for at værne om vores sociale systemer.

Så opnåede vi samtidig det helt uhørte – det helt uhørte – at en regering vil sidde et flertal i Folketinget overhørigt. Så kan man diskutere teknikaliteter: Er det et beslutningsforslag, er det et lovforslag, er det et mistillidsvotum eller ej? Men sagens kerne er jo den, at det danske Folketing og vores måde at udøve demokrati på har været præget af, at man har haft respekt for Folketingets flertal.

Da man i 1901 efter flere årtiers Højreregering fik gennemført parlamentarismen, var det jo et udtryk for, at man skulle have et flertal bag sig i Folketinget for at sikre en folkelig kontrol med regeringen. Og her blev det fuldstændig krystalklart, eksplicit knæsat, at en regering ikke må sidde med et flertal imod sig. Det blev knæsat i 1901, og det princip gælder stadig i dag. Men vi oplever en regering, som ikke følger det princip. Det Radikale Venstre har skatteministerposten, men en af Det Radikale Venstres åndelige fædre – han var ikke med til at stifte partiet – var Viggo Hørup, som i slutningen af 1890'erne, altså nogle få år før partiet blev stiftet, i forbindelse med forfatningskampen med Højre udtalte: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Det er en klassisk radikal sætning fra en af åndsfædrene bag partiet. Og hvad oplever vi i dag? Jo, vi oplever, at der er nogle over og også nogle endnu mere ved siden af Folketinget, nemlig regeringen, som ikke vil følge et flertal i Folketinget, som her i dag har tilkendegivet, at man støtter beslutningsforslaget.

Det er uhørt. Jeg synes også, det er problematisk for vores måde at agere politisk på, men det må vi jo så tage til efterretning og tage en konsekvens af i forhold til yderligere politisk handling i den kommende tid. Det er det ene spor.

Det andet spor er, at vi samtidig vil opfordre regeringen til at gå ind og konstruktivt prøve at finde en løsning på den udfordring, det er, at de danske velfærdsydelser er under pres, og at man ikke hele tiden skal opleve, at vi skal hoppe sådan fra tue til tue. Nu har vi en sag om børnechecken, så havde vi en sag om dagpengene for 2 uger siden, så har vi haft en sag om kontanthjælpen, så har vi haft en sag om SU'en, og sådan kan vi se den ene sag opstå efter den anden.

Det må være muligt i en konstruktiv og pragmatisk ånd at kunne finde en løsning på det, så man ikke bare skal stoppe noget ned i hullerne hver gang, men altså at prøve på at finde en samlet løsning på de udfordringer, der er med hensyn til EU's velfærdsydelser og den måde, man fortolker forordningen på.

Så vores appel og opfordring til regeringen er altså, at man konstruktivt sætter sig ned og prøver at finde en løsning – vi vil meget gerne være med fra konservativ side, fordi vi mener, at det er den måde, vi kan forsvare vores velfærdskonstruktion på, samtidig med at vi forbliver aktive, positive medlemmer af det europæiske fællesskab.

Regeringen må lytte til et flertal i Folketinget. Imens vil vi samtidig kraftigt opfordre til, at der bliver nogle reelle forhandlinger og ikke bare udendørs forhandlinger om, hvordan vi får løst de udfordringer, der er.

Så med de ord vil jeg takke for den opbakning, der har været, til beslutningsforslaget. Jeg håber på, at de også resulterer i konkret handling, som betyder, at vi får etableret nogle fornuftige værnsresultater i Danmark.