Formålet med Vederlagskommissionen var bl.a. at sikre en mere tidssvarende vederlæggelse af politikerne. Vederlaget skulle i større omfang afspejle lønudviklingen for andre sammenlignelige poster i samfundet. Den almindelige lønudvikling på arbejdsmarkedet har ikke i samme omfang smittet af på vederlæggelsen af politikerne. Vederlagskommissionen har vurderet, at den relevante sammenligningsgruppe for politikere er offentlige chefer og dermed offentligt ansatte.

Jeg er enig med Vederlagskommissionen i, at det er mere nærliggende at sammenligne fuldtidspolitikere med offentligt ansatte end modtagere af overførselsindkomster. Vi har valgt at følge kommissionens forslag om, at folketingsmedlemmer og ministre, borgmestre og regionsformænd følger den faktiske lønudvikling i den offentlige sektor.

Tak. Det med at finde et leje for den regulering, der skal ske af politikeres vederlag, så det hverken er urimeligt for dem, der skal udføre arbejdet, eller for dem, der skal betale for arbejdet, kan vi godt tilslutte os i Dansk Folkeparti. Men at det lige skal være satsreguleringen, der skal anvendes, er vi måske mere tvivlende over for.

Vi mener grundlæggende ikke, at satsreguleringen er rimelig, hvorfor vi nødig vil tillægge den større værdi eller betydning som redskab. Vi tror, at man med en vedtagelse af B 65 vil cementere satsreguleringen, hvilket vi ikke synes er hensigtsmæssigt, og hvilket jeg heller ikke tror er hensigten fra forslagsstillernes side. Det er i hvert fald ikke det indtryk, man får, når man læser Enhedslistens bemærkninger til beslutningsforslaget, og derfor synes vi umiddelbart det virker til, at den regulering, der i dag er lagt op til med den indgåede stemmeaftale, ligger på et fornuftigt niveau. Tak.

Det er forholdsvis nemt for os i Liberal Alliance at forholde os til det her beslutningsforslag B 65. Uagtet der havde været en stemmeaftale eller ej, er vi imod det forslag, som SF og Enhedslisten her har fremsat. Vi mener, at det er ganske fornuftigt, at man finder frem til en løbende stigning for folketingsmedlemmer, som svarer til de offentlige ansattes. Jeg vil trods alt nødig karakterisere mig selv som offentlig ansat, men det er alligevel nok det, som man bedst kan sammenligne folketingsmedlemmer med, hvis man siger, at de tre andre grupper er privatansatte, selvstændigt erhvervsdrivende og folk på overførselsindkomster. Det ville være mærkeligt, hvis vi havde valgt en af de tre andre definitioner, og så er der jo kun en femte mulighed, nemlig at opfinde noget selv, og der synes vi egentlig det er meget fornuftigt man så har valgt den fjerde og mest logiske, nemlig at lade lønudviklingen følge offentlige ansattes lønudvikling.

Så derfor siger vi nej til beslutningsforslag B 65.

Dette forslag handler jo om, hvorvidt man skulle satsregulere folketingspolitikeres vederlag. Det er et forslag, vi ikke kan støtte, og det er ikke bare, fordi vi har indgået en stemmeaftale, men fordi satsreguleringen jo dækker overførselsindkomster, og vi synes, det er mere rimeligt at regulere folketingspolitikerne efter offentligt ansattes gennemsnitlige lønstigning, som vi også netop har aftalt. Det synes vi er en rimelig og fornuftig måde at gøre det på, som gør, at politikere hverken får mere eller mindre end alle andre offentligt ansatte.

Jeg kan også sige, at uanset om vi havde været med i en stemmeaftale eller ej, havde vi ikke støttet det her forslag. At sige at folketingsmedlemmer, ministre, borgmestre og regionsrådsformænd skal reguleres på samme måde som overførselsindkomster er vi ikke enige i. Meget kan man sige om os, og det bliver også gjort, men jeg mener ikke, at vi er på overførselsindkomst. Vi går ind for, at vi reguleres herinde som lønudviklingen i den offentlige sektor.