Hvis man har fulgt den diskussion nøje, så ved man, at i marts i fjor krævede tre partier, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, at Venstre skulle afklare den holdning, de havde til Irak- og Afghanistankommissionen, og nedlægge kommissionen i stedet for bare at udvide kommissoriet. Det var der en længere diskussion om, og i forbindelse med regeringsdannelsen blev der altså enighed om, at kommissionen skulle nedlægges. Det har jeg så i forhold til regeringsgrundlaget udført som justitsminister, og derfor er det sådan set den historik, der ligger bag.

Jeg holder meget af hr. Martin Lidegaards polemiske tilgang til tingene, og jeg kan godt selv føle mig smittet af den en gang imellem, men ligefrem at sige, at regeringen har gjort det til en hovedregel ikke at følge Folketingets flertal, synes jeg nu ikke er rigtigt. Det er rigtigt, at man i forhold til spørgsmål om udviklingsbistanden efter en afstemning i Folketinget har tilkendegivet, at der var man ikke enig og ikke agtede at følge det. Det har så resulteret i, at Folketinget har erklæret sin utilfredshed med det. Men det er jo altså regeringens ret. I forhold til mistillidsvotummet er det jo sådan, at det ikke er foretaget endnu. Så der er en stor forskel på de to situationer.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at i forhold til de grunde, jeg her har redegjort for, er det klart, at jeg nærer en stor betænkelighed ved, at det ikke er en kommission, der behandler det her materiale, men at man blot vil lægge det frem i enhver henseende. Det har jeg redegjort for.

Men jeg vil godt sige, at den måde, som den tidligere regering valgte at nedsætte sin kommission på, jo i høj grad var politisk baseret, og i forhold til den tradition, vi har her i landet, meget bemærkelsesværdigt, og det kunne meget let tolkes som en politisk forfølgelse af politiske modstandere.

Det er fuldstændig rigtigt, at det er usædvanligt at nedlægge en kommission, som er i færd med sit arbejde. Jeg måtte ganske vist konstatere, at da jeg trådte af som integrationsminister, blev en lidt anden slags kommissionen, en politisk kommission, jeg havde nedsat for at undersøge, hvordan man kunne ændre dansk udlændingepolitik, med det samme nedlagt af den nye regering. Men det er klart, at en undersøgelseskommission er en anden sag.

Men jeg tror, jeg bliver nødt til sige til hr. Holger K. Nielsen, at det jo sådan set bare er et vidnesbyrd om, at vi klart har opfattet nedsættelsen af den kommissionen sådan, at der i realiteten ikke var et ønske om at få en oplysning om dansk krigsdeltagelse, vilkårene herfor, det folkeretlige aspekt. Næh, det handlede alene om præcis den sag, som var tæt knyttet til den tidligere statsminister og forsvarsminister. Og det er normalt noget, jeg i hvert fald i min tid som udviklingsminister rejste rundt i lande, hvis demokratiske synspunkter er betydelig anderledes end vores, og advarede meget kraftigt imod.

Der må jeg jo bare sige, at det, der opstår og bruges politisk, nedlægges også politisk – den, der griber til sværd ... Sådan er det.

Jeg skal da ikke lægge skjul på, at det da havde været rart at vide, da jeg satte min underskrift på nedlæggelse af kommissionen, at der var et flertal i Folketinget, der ønskede at offentliggøre alle dens dokumenter. Jeg skal da ikke kunne afvise, at det havde påvirket min beslutning.

Men det ændrer altså ikke på, at Irakkommissionen var politisk nedsat – og efter min bedste opfattelse snævert politisk nedsat – med henblik på at sværte nogle bestemte politikere. Hvis man reelt set havde ønsket en ordentlig debat om dansk krigsdeltagelse, havde man grebet det an på en anden måde.

For mange, mange år siden var der to jurastuderende, som i forbindelse med Folketingets behandling af den forkætrede palæstinensersærlov, som har medført mange, mange ulykker – jeg tror endda, at hr. Holger K. Nielsen var med dengang – skrev en kronik i Politiken og deri beskrev, at enhver lovgivning i sidste ende sker på ministerens ansvar, for det er ham, der underskriver loven. Det er ham, der skal stå til ansvar for Rigsretten for, hvad der er op og ned i loven. Den gang skrev de to unge jurastuderende: Den pågældende justitsminister bør ikke underskrive den pågældende lov – af alle mulige hensyn. Hvor havde Danmark dog været et bedre land, hvis det var sket.

Derfor kan jeg ikke sige til hr. Nikolaj Villumsen, for hr. Nikolaj Villumsen kan bare gå tilbage og finde den pågældende kronik, at jeg deler synspunktet. Et synspunkt, mit eget synspunkt, som jeg i øvrigt har gjort rede for mange gange i den offentlige debat, er, at vi har en bestemt ansvarskonstruktion i det her land. Grundloven er en dybt demokratisk foranstaltning, og det der med det gamle Hørup-citat om, at intet over, intet ved siden af Folketinget, ja, man kan jo spørge sig selv om, hvordan Tvindloven så kunne blive underkendt ved Højesteret. Det er – undskyld, jeg siger det – noget vrøvl. Jeg nærer stor respekt for Folketinget som institution, men at se Folketinget som det højeste af alting er jo ikke rigtigt. Hr. Nikolaj Villumsen burde for resten give mig ret i, at det dog er af folket, at al magt udspringer.

Jeg synes, det er et meget svært dilemma. Jeg mener, at Irak- og Afghanistankommissionen er født med en arvesynd. Og nu forlanger jeg ikke, at et medlem af Enhedslisten nødvendigvis skal være dybt bekendt med begrebet arvesynd, men det handler jo om noget, man grundlæggende ikke kan gøre noget ved, og som vil plette det arbejde, der udføres, lige meget hvad.

Så jeg kan ikke forestille mig, at jeg medvirker til, at man genopretter Irak- og Afghanistankommissionen, som vi kender den.

Jeg er sådan set ked af, at jeg har forvirret Alternativets ordfører på sagen. Det var sådan set ikke min hensigt. Jeg har prøvet på meget dybdegående at redegøre for de betænkeligheder, der er ved – lad os bare sige det, som det er – at skabe en folkedomstol i stedet for en kommission. Hvad der så skal ske derover – jeg er blevet spurgt om, hvad regeringen vil gøre, hvis den ene, den anden, den tredje situation opstår – vil jeg altså forbeholde mig ret til, når vi har haft den her debat, så at overveje.

De spørgsmål må hr. Rune Lund stille den relevante ressortminister.

I Socialdemokratiet så vi helst, at Irak- og Afghanistankommissionen fik lov til at gøre sit arbejde færdigt. Der skal ikke herske tvivl om, at vi finder det dybt uansvarligt, at regeringen har valgt at nedlægge kommissionen. Krig er en alvorlig sag, og når der så tilmed er tvivl om grundlaget for at gå i krig, når ministre fra Venstreregeringen kommer med citater som »vi gik i krig, fordi der var masseødelæggelsesvåben; den begrundelse var forkert, slut« eller endnu mere opsigtsvækkende kommer med referencer til hr. og fru Pedersen i Rødding og deres holdning til, hvorvidt der var masseødelæggelsesvåben eller ej, så er der noget, der tyder på, at det her skal undersøges til bunds.

Som sagt er krig en alvorlig sag set med Socialdemokratiets briller, og derfor er det afgørende, at vi lærer af vores erfaringer. Det var jo derfor, vi fandt, at det ville være nyttigt, at en kommission fik mulighed for at gennemgå alle relevante dokumenter i fortrolighed. Det er det, en kommission kan. Den kan undersøge dokumenter i fortrolighed. Det er alene regeringen og de borgerlige partiers beslutning at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen før tid. Det er ikke Socialdemokratiets beslutning, det er ikke andre røde partiers beslutning, og det er ikke tidligere sket, at en kommission er blevet nedlagt, før den har gjort sit arbejde færdigt. Derfor er der her tale om en meget usædvanlig situation.

Jeg vil igen gerne understrege, at vi klart havde foretrukket, at kommissionen fik lov til at gøre sit arbejde færdigt. Det ville være den mest ansvarlige måde at behandle de mange tusinde dokumenter på. Vi vil derfor med et ændringsforslag give regeringen mulighed for at lade Irak- og Afghanistankommissionen genopstå. Det vil være den mest saglige måde at behandle de aktuelle dokumenter på. Jeg bemærkede, at ministeren i sin tale ikke var afvisende over for en ny Irak- og Afghanistankommission. Han brugte formuleringen »som vi kender den«, og det tager vi selvfølgelig gerne en diskussion om, men der skal ikke herske tvivl om, at vores ønske er, at vi genopretter kommissionen.

Hvis regeringen derimod ikke vil tage imod tilbuddet om at genoprette Irak- og Afghanistankommissionen, bakker vi op om forslaget, som ligger her, og som sikrer offentliggørelse af ikkeklassificerede dokumenter. For ønsket om at blive klogere på den danske krigsdeltagelse og baggrunden for denne er jo ikke ændret, politisk spørgsmål eller ej. Vi vil lære af vores deltagelse i krigene, for krig er en alvorlig sag. Vi vil kende grundlaget for beslutningen om den danske deltagelse fra Irak- og Afghanistankommissionen, og det er jo helt usædvanligt, at man vælger at nedlægge en kommission, men det ændrer ikke ved, at vi gerne vil være klogere, vi vil gerne lære til en anden gang.

Med de ord skal jeg meddele, at vi Socialdemokrater helst ser en genoprettelse af Irak- og Afghanistankommissionen. Vi vil stille ændringsforslag om dette, og såfremt det ikke vedtages, bakker vi op om forslaget, som det ligger her.

Som der nok ikke er nogen, der er i tvivl om, er det Liberal Alliance, der har fremsat beslutningsforslag om at offentliggøre de ikkeklassificerede dokumenter fra Irak- og Afghanistankommissionen. Som det allerede er blevet sagt, var Venstres position angående kommissionens fortsatte arbejde klar forud for det seneste folketingsvalg, og vi gennemførte det. Vi nedlagde kommissionen, og som bekendt har vi sagt, at vi mener, at sagerne er tilstrækkelig belyst, og at en politisk uenighed om en beslutning ikke skal pakkes ind i jura. Vi mener, at politisk uenighed diskuterer vi i den politiske debat og ikke gennem et kommissionsarbejde, og derfor blev kommissionen nedlagt, da Venstreregeringen tiltrådte sidste sommer. Den beslutning står vi naturligvis ved.

Det forslag, der ligger her, betyder, at ikkeklassificerede dokumenter skal offentliggøres. Det finder vi problematisk fra Venstres side, og det er der en lang række grunde til.

Den første grund er, at et ikkeklassificeret dokument ikke nødvendigvis uproblematisk kan offentliggøres. Justitsministeren har redegjort for, hvorfor det ikke bare lige er sådan at gøre. Forhold til andre lande, dokumenter med fortrolig information, kommunikation med andre landes repræsentanter og mange andre forhold gør, at ikkeklassificerede dokumenter som sådan ikke bare lige kan offentliggøres. Det gælder også interne regeringspapirer.

Indrømmet – som jeg også spurgte den socialdemokratiske ordfører om, synes jeg, det kunne være mægtig underholdende at få offentliggjort den tidligere regerings interne papirer om den lovede betalingsring, som bestemt skulle gennemføres i morgen eller på et andet tidspunkt, men som bekendt blev den aldrig til noget. Det ville sikkert være ganske underholdende og fornøjeligt, men i respekt for den tidligere regerings arbejde vil jeg sige, at vi altså i Danmark ikke har tradition for, at en ny regering bare tømmer skufferne med interne papirer fra den tidligere regering ud i det åbne. En regering skal kunne regere, og derfor vil forslaget her være et nybrud i forhold til, hvordan vi hidtil har respekteret tidligere regeringers interne beslutningsprocesser.

Ligeledes foreslås det, at de foreløbige interne papirer fra kommissionen også skal offentliggøres. Det har en lang række retssikkerhedsmæssige konsekvenser, som vi finder stærkt bekymrende. For det vil betyde, at hvis foreløbigt materiale, som eksempelvis har været under udarbejdelse til brug for de vidneafhøringer, der var planlagt, bliver offentliggjort, kommer det til at fremstå uimodsagt, og det vil hurtigt komme til at fremstå som et faktum, og de spørgsmål, et vidne kunne besvare enten bekræftende eller benægtende, ville kunne fremstå som et faktum. Og hvor ville det så stille de personer, som skulle være afhørt, henne? Skulle de så forsvare sig i medierne? Det tror jeg ikke vi er mange der mener hører sådan sammen i et retssamfund.

Vurderingen er, at der er tale om omkring 70.000 dokumenter, så der er også en rent praktisk udfordring. Det er forbundet med ikke ubetydelige omkostninger og tidsforbrug at skulle gennemgå alle dokumenter, tjekke med fremmede nationer m.v. for at vurdere, præcis hvad der kan offentliggøres, og hvad der ikke kan offentliggøres.

Så er det selvfølgelig også sådan, at det bliver et særligt problem, hvis de dokumenter, der kan offentliggøres, viser en ting, mens klassificerede dokumenter viser noget helt andet, som er blevet lagt til grund for vurderinger. Så kommer det til at se skævt ud. Det tror jeg ikke bidrager til en kvalificering af debatten.

Så jeg må sige, at der fra Venstres side er en lang række særdeles valide og solide grunde til, hvorfor det vil være uhensigtsmæssig at efterkomme Liberal Alliances beslutningsforslag, og vi kan i Venstre derfor ikke støtte forslaget.

Jeg står her i stedet for vores ordfører på området, René Gade, som er til møde i Wien. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der altid er nogle sager, man hellere vil tage for andre, end andre sager, og det her er en af dem. For det er en meget, meget vigtig sag.

Jeg vil meget gerne starte med at sige tak til fru Mette Bock og Liberal Alliance for at fremsætte det her beslutningsforslag, som vi skal diskutere i dag. Formålet med det her beslutningsforslag er jo at skabe en åbenhed omkring Danmarks indsats i krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan, og det formål støtter vi fuldt ud i Alternativet. For Alternativet er det vigtigt, at både borgere og politikere og organisationer og virksomheder og institutioner har mulighed for at kigge magten over skulderen i vores demokratiske samfund, og det skal både være på de gode dage og de dårlige dage.

Gennemsigtighed er vigtigt. Derfor mener vi naturligvis også, at der skal være gennemsigtighed omkring Danmarks deltagelse i krige og militære aktioner som i Irak og Afghanistan. Det skylder vi simpelt hen danskerne og de pårørende og ikke mindst de soldater, som har tjent ude i verden. Ikke mindst kan den her gennemsigtighed jo også hjælpe os til at blive klogere og til at handle bedre, hvis vi skulle havne i den samme situation igen.

Men selv om Alternativet støtter ethvert skridt i retning af mere gennemsigtighed, er jeg også nødt til at sige, at det her forslag langtfra er nok, hvis vi vil have hele sagen belyst. Forslaget pålægger nemlig kun regeringen at fremlægge de ikkeklassificerede dokumenter, og det tror vi langtfra er nok. Det er et lillebitte skridt i den rigtige retning. Men hvis vi vil have svar på de vigtigste og mest centrale spørgsmål, f.eks. om folk i Justitsministeriet, Statsministeriet eller Forsvarsministeriet havde kendskab til overgreb på tilbageholdte afghanere og irakere i forbindelse med de militære operationer i Irak og Afghanistan i perioden 2001-2015, så er vi nødt til at få adgang til alle dokumenter – ja, enten adgang til alle dokumenter, eller også kunne man genstarte kommissionen.

De spørgsmål er faktisk spørgsmål, vi gerne vil have svar på i Alternativet, og derfor mener vi, at offentligheden skal have adgang til både de klassificerede og ikkeklassificerede dokumenter. Vi ønsker fuld gennemsigtighed, ikke en halv løsning, og derfor kommer vi også til at stille ændringsforslag til det her beslutningsforslag. For vi er nødt til at få afdækket de operative militære beslutninger, direktiver for indsættelse samt direktiver for håndtering og tilbageholdelse af fanger. Så er vi også nødt til – fordi vi ønsker at få det belyst – at finde frem til den vej, der førte til den beslutning, vi tog om at deltage i Irak og Afghanistan. Det er der stadig væk meget usikkerhed om.

Justitsministeren siger, at det er farligt at fremlægge de her papirer, og så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke finder en anden løsning. Der var en kommission, der var nedsat. Man kunne have ændret lidt i kommissoriet og nedsætte den igen, så vi ikke behøver at fremlægge de her papirer.

Men afslutningsvis vil jeg gerne gentage, at selv om Alternativet støtter forslaget, vil vi altså arbejde på at kvalificere det i udvalgsarbejdet for at sikre maksimal åbenhed, og vi håber selvfølgelig, at det kommer til at foregå i et godt samarbejde med alle partier.

Jeg vil godt sige tak til Liberal Alliance for at fremsætte det her beslutningsforslag. Det har jo baggrund i, at regeringen, den tiltrådte, besluttede at nedlægge Irakkommissionen, den Irakkommission, der var godt i gang, og hvor formanden sagde, at nu skulle man lige til at høste frugterne, og derfor var han meget ærgerlig over, at den blev nedlagt.

Man må jo sige, at hvis regeringen havde troet, at nedlukningen af kommissionen havde nedlukket diskussionen, så må den jo være kommet på andre tanker, fordi tværtimod er diskussionen jo blusset op efterfølgende, fordi der har været lækkede dokumenter fra kommissionsarbejdet, nogle af dem overordentlig interessante efter min mening, og dokumenter, som kan kaste et helt nyt lys over Irakkrigen og beslutningen om at gå med i Irakkrigen, kaste et helt nyt lys over Danmarks samarbejde med private sikkerhedsfirmaer, kaste et helt nyt lys over den måde, man håndterede fangesagerne på. Med andre ord, den er ikke lukket. Så synes jeg, hvor ærgerligt det end er, at diskussionen ikke er lukket.

Men hvor ærgerligt det end er, at kommissionen blev lukket, er det jo udmærket, at Liberal Alliance så forsøger at redde så meget som muligt ved at fremsætte det her forslag om offentliggørelse af dokumenterne, så vi kan få mulighed for at se på dem, og forskerne og historikere kan få mulighed for det. Det er jo også en vigtig sag, at det her kan blive afdækket af forskellige videnskabelige folk, så det ikke bare bliver en del af en politisk diskussion. Derfor støtter vi selvfølgelig det her forslag.

Der har været rettet en række indvendinger imod det, og den diskussion må vi jo tage. Jeg synes, at der ligesom lægges op til en form for landing på den, som er interessant – det må jeg sige – ikke mindst efter at have hørt justitsministerens begrundelse for ikke at ville støtte det her forslag, hvor han jo i virkeligheden argumenterer for, at man burde have fortsat kommissionsarbejdet i stedet for, og også hr. Torsten Schack Pedersens besvarelse af mit spørgsmål tidligere, hvor han siger, at det da godt kan være, at hvis vi i udvalget kan finde en løsning, så må vi gøre det, og en landingsbane kunne jo være, at man genåbnede kommissionen og så tilføjede det, som de borgerlige partier ønskede før valget, at den også skal undersøge krigene i Jugoslavien i 1990'erne.

Dengang var vi imod det, fordi det efter vores mening var et forsøg på at hælde sand i maskineriet at få det udsat så meget, at man ikke reelt kunne blive færdige og få undersøgt Irakkommissionen, men hvis det er en pris for at få genoptaget kommissionen, er vi bestemt meget villige til også at se på det. Det synes jeg i virkeligheden er det interessante i diskussionen i dag, nemlig, at der med meldingerne her i Folketingssalen er givet en åbning for, at man kan få genoptaget kommissionsarbejdet, og hvis det bliver udkommet af diskussionen af LA's beslutningsforslag, synes jeg faktisk, at det vil være ganske, ganske positivt.

Tak for en sjældent principiel og interessant debat. Det er glædeligt, når den slags finder sted i Folketingssalen.

Der er jo en nær sammenhæng mellem den debat, vi om et øjeblik skal have, og den her debat. Begge ting har i virkeligheden grundlag i hinanden. Det kan jeg også høre på de holdninger, der kommer til udtryk. Derfor har jeg behov for at give udtryk for nogle enkelte ting, både i forhold til det, der er sagt omkring offentliggørelsen af interne regeringsdokumenter, og de spørgsmål om demokratiets sammensætning, som den radikale hr. Martin Lidegaard gjorde sig nogle betragtninger over.

Der er et citat, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og som jeg har gået og grublet meget over de senere år. Det er den norske filosof Knausgård, som skriver, at næste gang, fjenden kommer, kommer han i en skikkelse, vi elsker og holder af. Jeg kan ikke lade være med at tænke over det, når jeg hører den her grundlæggende åbenhedsdiskussion, også i forhold til Irakkrigen, hvor jeg er uenig i, at myndighederne er stærkere end nogen sinde. Jeg er også uenig i, at tingene er blevet mere lukkede end nogen sinde. Tværtimod oplever jeg en åbenhedspenetration alle steder, og jeg oplever også, at myndighederne er svagere, end de nogen sinde har været. Derfor er vi jo nogle, der må stå på mål for, at det i rammen omkring et demokrati er vigtigt, at der er myndigheder, som også kan beskytte den svage, så vi ikke bare bliver udsat for, at det f.eks. er en folkedomstol. Det hører jo med til den her diskussion.

Derfor bliver jeg nødt til at sige: Denne regering deler ikke Socialdemokratiet og Det Radikale Venstres synspunkt om, at Irakkommissionen er ekstraordinær. Det er ikke rimeligt at bruge den her sag som brækjern til at sige, at lige her er vi sådan set ligeglade. Lige i den her sag vælger vi, at de interne regeringsdokumenter skal offentliggøres. Jeg siger det bare. Vi mener ikke, det er rigtigt, at det her principielt er anderledes. Vi mener tværtimod, det er udtryk for, at de to partier tager sig selv til rette og beslutter sig for, at lige her har vi en politisk opportun sag med henblik på noget andet, så der beslutter vi, at der tilsidesætter vi alting, for det synes vi.

Det synes jeg kræver eftertanke. Men jeg synes også, at jeg skylder at sige det. Vi mener ikke, at det her en undtagelse, og hvis man vælger at gøre det, så vælger man at gøre det, og så må man jo gøre det, og så må man jo tage konsekvensen af det.

I forhold til de demokratiske betragtninger, som hr. Martin Lidegaard gør sig, og hvor han siger, at den udøvende magt er blevet stærkere igennem de senere år, så synes jeg heller ikke nødvendigvis, at det er rigtigt. Vi har en regering med 34 mandater. Der var tre partier, der ønskede at påtage sig et regeringsansvar. Sagen er jo, at Folketinget har en kolossal magt. Folketinget kan til enhver tid beslutte sig for, om en minister skal sidde eller ej. Hvis man ikke kan lide mit hår – og det har der jo sågar har været afstemninger om i diverse medier – så kan man beslutte sig for, at jeg ikke længere skal være minister. Der er ikke engang krav om en saglig grund. Man kan afskedige en minister, fordi vedkommende ikke har sat en stjerne. Det kan man gøre. Og man kan vælte en regering. Det kan man gøre.

Derfor deler jeg sådan set ikke synspunktet om, at regeringen, den udøvende magt, er blevet stærkere igennem de her år. Det gør jeg ikke. Og når man taler om grundloven, og at f.eks. jeg ikke skulle tage det parlamentariske regelsæt alvorligt, så vil jeg bare sige: Jeg har en enorm respekt for Folketinget som institution. Det er jo ikke mit parti, der f.eks. har anført en Tvindlov, som blev underkendt af Højesteret. Og jeg kan aldrig se, at det, at man forholder sig til, hvordan grundlovens regler er, kan være en disrespekt. Det er også derfor, at jeg siger, når jeg bliver anklaget for, at jeg ikke nødvendigvis vil svare på, hvor regeringens synspunkter ender henne, at der er en fordeling i grundloven – det finder ud vi af – og Folketinget skal selvfølgelig betids få at vide, hvis jeg agter at gøre noget andet end det, folketingsflertallet forventer af mig.

Derudover vil jeg gerne sige tak for en god debat. Jeg synes, det har været en god debat. Jeg synes også, den har afdækket nogle skillelinjer i forhold til, hvad det her egentlig drejer sig om, som har været mere nuancerede, end de egentlig har været i den debat, der sådan har været de sidste 2-3 år. Og det synes jeg at man som kollega skal have lov til at glæde sig over.

Lad mig afslutte med følgende betragtning: Jeg er mig pinligt bevidst, at ud over de midler, jeg måtte have som minister, og regeringen måtte have som regering, er der en lov om kommissioner, som gør, at et flertal i Folketinget, uanset hvad regeringen måtte mene, gøre eller kunne, selvstændigt og med direkte virkning kan vedtage virkning at nedsætte kommissioner. Det kan en regering intet gøre ved. Og det er selvfølgelig i det rum, vi taler med hinanden.

Selvfølgelig følger regeringen et mistillidsvotum. Alt andet ville være grundlovsbrud.

Men det, vi taler om her, er jo ekstraparlamentarisk virksomhed; det er jo bare tilkendegivelser. Og der er en stor forskel – der er en stor forskel. Der kan være lang tid, til der sker noget, og der må en regering have lov til at agere. Og hvis hr. Martin Lidegaard spørger til det mere principielle, kunne jeg da have ønsket mig, at den daværende borgerlige regering ikke havde underskrevet palæstinensersærloven, som har medført dybt alvorlige ulykker for det her samfund.

Jeg kunne også have ønsket mig, at den daværende borgerlige regering i 1980'erne ikke havde fulgt f.eks. Det Radikale Venstre og det dengang venstreorienterede flertal i fodnotepolitikken, om hvilken hr. Henrik Sass Larsen, som jo er alle her bekendt, en gang udtalte: Det er en skamstøtte. Han skammer sig over, at den fandt sted. Det tog så hvad, 26 eller 27 år? Nu kan jeg ikke huske historikken.

Så jeg mener ikke, man kan se så firkantet på det. Men de eksempler, jeg nævner her, er jo meget specielle. Det er nogle, som set i bagklogskabens lys nok burde have været håndteret anderledes, men jeg var der ikke dengang. Men det har haft store omkostninger for det danske samfund og for synet på Danmark i udenrigspolitikken, at de to ting fik lov til at finde sted.

Jeg kan garantere for, at jeg arbejder seriøst og aktivt med det her spørgsmål.