Dette forslag er fra folketingssamlingen 2012-13 og er derfor afsluttet både i Folketinget og på Parlamentet.dk.

B 111: Obligatorisk brug af familierådslagning i anbringelsessager (Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk brug af familierådslagning i anbringelsessager.)

B 111: Familierådslagning i anbringelsessager

STATUS I FOLKETINGET

Forkastet

Afstemningsresultat

STATUS I PARLAMENTET.DK

Vedtaget

Afstemningsresultat

FAKTA OM B 111

Fremsat af: Karina Adsbøl (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Karin Nødgaard (DF), Peter Skaarup (DF)

Fremsat dato: 09.04.2013

Samling: 2012-13

Ministerium: Social- og Integrationsministeriet

Udvalg: Socialudvalget (SOU)

B 111 i Folketinget

Hvad er et beslutningsforslag?

Ingen brugere har skrevet et resumé af dette forslag endnu...


Beslutningsforslag som fremsat

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte de fornødne lovforslag eller foretage de nødvendige ændringer af administrative forskrifter, der vil gøre det obligatorisk for kommuner at benytte familierådslagning i anbringelsessager, hvor tungtvejende grunde ikke taler imod. Dette skal ske med henblik på at styrke netværksanbringelser. Bemærkninger til forslaget Dansk Folkeparti mener, at kommuner i forbindelse med en anbringelse af et barn eller en ung person skal tilbyde familien familierådslagning, såfremt tungtvejende forhold ikke taler imod. Dette skal ske med henblik på at styrke netværksanbringelser, da både dansk og international forskning tyder på, at børn anbragt i netværket klarer sig bedre end børn, der er anbragt andre steder (»Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge«, Rambøll Management 2012, side 16 og www.socialstyrelsen.dk). Anbringelser af børn og unge, som af den ene eller anden årsag ikke kan bo hos deres forældre, er et alvorligt indgreb i et barns liv. Derfor er det naturligvis kommunernes opgave at sørge for, at en anbringelse sker så nænsomt som muligt og under størst mulig hensyntagen til barnets tarv. Desværre har virkeligheden vist, at dette er lettere sagt end gjort. Eksempelvis skal barnet anbringes så tæt som muligt på sine kendte omgivelser – og helst hos de nærmeste i omgangskredsen, så kontakten til barnets vante miljø i videst muligt omfang kan bibeholdes. Men alt for ofte anbringes børnene i institutioner eller hos ukendte plejefamilier. Og hvor galt sidstnævnte kan gå, viser et eksempel fra Mern på Sydsjælland, hvor en plejefamilie er dømt for regulær vanrøgt af deres plejebørn (»Mern-sagen: Plejeforældrene er skyldige«, www.dr.dk, P4 Sjælland, den 17. april 2012). Hvis netværksanbringelse benyttes i stedet for, vil barnet ikke skulle flytte til fremmede plejeforældre eller på institution, og herved kan barnet blive i sine vante omgivelser og bevare kontakten til familie, venner, skole og omgangskreds. Desuden peger forskningen på, at netop netværksanbringelse understøtter, at børnene har bedre kontakt til deres biologiske familie og i mindre grad udsættes for opbrud og skift i anbringelsesforløbet. Derved bidrager netværksanbringelser til at styrke kontinuiteten for barnet og udvikle de relationer, det allerede har (»Anbragte børn og unge: en forskningsoversigt«, SFI, 2009). Familierådslagning kan i den forbindelse benyttes til at få afdækket, om der er ressourcer i netværket, der kan anvendes til at løse familiens og især barnets problemer. Familierådslagning er et møde, hvor barn og forældre sammen med slægt, venner og andre betydningsfulde personer omkring familien samles for at drøfte, om der er ressourcer i netværket, der kan anvendes til at løse familiens og især barnets problemer, herunder om barnet kan anbringes hos en person i netværket (»Netværksanbringelser: Praksis og erfaringer i tre nordiske lande«, AKF, 2011, side 8). Derudover er familierådslagning netop karakteriseret ved, at der tænkes i familiens/netværkets egne ressourcer, ved aktiv inddragelse af familien og barnet og ved fokus på øget samarbejde mellem familie og socialforvaltning med henblik på at finde konstruktive løsninger på barnets og familiens problemer. Med krav om obligatorisk at benytte familierådslagning i de sager, hvor det kan lade sig gøre, mener forslagsstillerne, at dette vil være med til at underbygge intentionerne i den nuværende lovgivning med både servicelovens og retssikkerhedslovens fokus på inddragelse af familien og børnene samt sætte fokus på samarbejde mellem myndighed og familie. Yderligere har familierådslagning vist sig at have en positiv effekt. Blandt andet er sandsynligheden for at børn og unge, som er anbragt i familiepleje genforenes med deres familie 28 pct. større i sager, hvor der er afholdt familierådslagning. (»Effekter af familierådslagning«, Vidensportal om udsatte børn og unge, Socialstyrelsen). Af tal fra Ankestyrelsens anbringelsesstatistik ses det dog, at andelen af 0-17-årige, der siden 2007 har været netværksanbragt, har ligget nogenlunde stabilt på ca. 5-6 pct. af de anbragte børn og unge, svarende til ca. 800 børn og unge i 2011. Forslagsstillerne mener, at familierådslagning vil kunne medføre, at flere anbringes i netværk. Dette understøttes af både danske og internationale erfaringer, der viser, at børn oftere anbringes i en netværksplejefamilie, hvis der forinden har været afholdt familierådslagning (»Netværksanbringelser. Praksis og erfaringer i tre nordiske lande«, AKF, 2011). Undersøgelser viser, at kommunerne i dag ikke benytter familierådslagning systematisk og kun i beskedent omfang i forbindelse med en anbringelse (»Netværksanbringelser. Praksis og erfaringer i tre nordiske lande«, AKF, 2011, side 8). Flere kommuner anfører som undskyldning for, at de ikke anvender netværksanbringelser, at de biologiske forældres netværk ofte er så dårlige, at en såkaldt netværksanbringelse i barnets vante omgivelser er umulig. Men Københavns Kommune er en af de kommuner, der har fået det til at fungere, og i 2010 havde man 1.156 anbringelsessager, hvoraf man brugte familier i det tætte netværk i 103 tilfælde, svarende til tæt ved 9 pct., dvs. 3 procentpoint over landsgennemsnittet, jf. ovenfor (»Plejebørn går glip af anbringelse hos de nærmeste«, www.dr.dk/P4 København, den 16. maj 2011). Årsagen til Københavns Kommunes succes er, at kommunen har stort fokus på problemstillingen, og at den husker at indkalde barn, forældre og netværk til familierådslagning – dette kunne andre kommuner med fordel lære af. En anden kommune, der også benytter familierådslagning, er Faaborg-Midtfyn Kommune, der også pointerer, at familierådslagning ikke er en mere ressourcekrævende metode end andre socialfaglige metoder, som medarbejderne benytter (»Familierådslagning øger barnets trivsel«, Vidensportal om udsatte børn og unge, Socialstyrelsen). Kommuner må ikke blot på forhånd afskrive muligheden for, at der kan findes personer i barnets netværk, der kan spille en positiv rolle for barnet. Derfor vil forslagsstillerne arbejde for, at familierådslagning skal gøres obligatorisk i alle de tilfælde, hvor tungtvejende forhold ikke taler imod. Kommunerne skal have pligt til at kortlægge barnets netværk, hver gang en anbringelse er nært forestående.

Tidsplan i Folketinget

Fremsat
09.04.13
1. behandling
14.05.13
2. behandling
04.06.13

Tidsplan på Parlamentet.dk

Debat
09.04.13
Afstemning start
30.05.13
Afstemning slut
03.06.13

Der er endnu ingen debatindlæg...

Du burde være logget ind for at kommentere...



Mit indlæg er forslaget.
Informér om nye indlæg i denne debat?