Lad mig starte med at overbringe Tinget en hilsen fra vores konservative venner, på hvis vegne jeg også taler på.

B 56 er et forslag om at pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger om ændring af reglerne for ministres vederlag. Som jeg er helt sikker på at forslagsstillerne har fundet ud af, så har Venstre jo i lang tid haft et ønske om, at der bliver nedsat en lønkommission, som skal vurdere både folketingsmedlemmers og ministres vederlag, pension, eftervederlag og lignende forhold. Det har regeringen jo tidligere har afvist, men nu er man kommet på andre og bedre tanker, det er dejligt.

Derfor har Venstre, De Konservative, SF og regeringen indgået en aftale, som bl.a. indeholder en lønkommission, som skal kigge på netop disse forhold for både folketingsmedlemmer, ministre og borgmestre, og derfor kan Venstre og De Konservative ikke støtte B 56.

Tak for det. Jeg tror, de fleste danskere synes, at det er fair nok, at det er rimeligt nok, at folketingsmedlemmer og ministre får en løn, et vederlag, som svarer til det ansvar, som trods alt følger med, når man sidder her i Folketingssalen. Men så skal vi jo også tage på os at ændre ved de regler eller dele af reglerne, når der er noget, der er åbenlyst urimeligt og virker urimeligt.

Det forslag, som Liberal Alliance har lagt frem her, synes vi er et rimeligt forslag. Det eksempel, som bliver bragt frem i bemærkningerne, nemlig at en minister, der for nylig efter eget valg har trukket sig fra sin stilling efter kun 53 dage på posten, modtager 18 måneders eftervederlag svarende til godt 1,7 mio. kr., forekommer selvfølgelig urimeligt. Det synes vi i Dansk Folkeparti; det tror jeg også andre synes. Jeg synes, det er ganske rimeligt, at man stiller sig selv spørgsmålet: Kan det nu virkelig også være rigtigt?

Hvis man har været minister i en kort periode – 3 måneder eller et halvt år – og fratræder som minister og ryger tilbage i Folketingssalen, hvor man jo har sin folketingsløn, kunne man godt stille sig selv spørgsmålet, om man i sådan en situation vil have brug for et eftervederlag.

Sådan nogle ting synes jeg med rimelighed man kan belyse, og på den baggrund kan vi støtte beslutningsforslaget.

Vi synes, at det er et udmærket forslag fra Liberal Alliance. Vi er sådan set enige i, at det er rimeligt, at der er en eller anden form for eftervederlag for folketingsmedlemmer og ministre, når de bliver arbejdsløse – kan man sige – ligesom der også for alle mulige andre, der mister deres arbejde, er en eller anden form for regel, der træder i stedet for, men det her eksempel, som Liberal Alliance også bringer frem og også en lang række andre i øvrigt, viser jo, at der nogle gange mangler en overensstemmelse i forhold til de vilkår, som gælder for alle mulige andre og så for ministre og til dels også folketingsmedlemmer.

Vi fremsatte tilbage i 2012 et forslag om, at reglerne for ministres eftervederlag som minimum skulle følge reglerne for folketingsmedlemmers eftervederlag, og de regler er jo sådan, at man maks. kan få eftervederlag i 2 år. For ministre er det sådan, at man kan få eftervederlag i op til 3 år i dag. Det er også sådan for folketingsmedlemmer, at man maks. kan få eftervederlag i halvdelen af den periode, man har været i Folketinget. De regler findes ikke tilsvarende for ministre. Der får man som minimum 1½ år. Vi synes egentlig, at det ville være udmærket at få de regler til at flugte lidt bedre, og hvis det skulle lykkedes at få et flertal bag det her forslag om en forhandling om det, så ville det være det, der var vores udgangspunkt for nogle nye regler.

Men vi kan altså støtte forslaget.

Tak, formand. Jeg skal beklage, at jeg kommer for sent til min ordførerplacering. Jeg sad i et andet møde.

Vores tilgang til det her er, at vi for det første kan se, at det her forslag er baseret på en enkelt sag. Da det er en af mine partifæller, som jo sådan set meget direkte er nævnt, ikke ved navns nævnelse, men alligevel, i bemærkningerne til det her, og som er anledning til det her, kan man måske hævde, at jeg er en smule inhabil. Det er jeg nu alligevel ikke, for jeg synes, der er nogle principielle ting i det her. Men overordnet bryder jeg mig ikke om at skulle vedtage store ændringer på baggrund af enkeltsager, som bliver bragt op i dagspressen, og som derfor selvfølgelig kan skaffe nogle politikere nogle billige point på at tage en sag op. Det bryder jeg mig ikke om.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg sådan set synes, det er rimeligt at tage den her diskussion. Det må jeg sige, at jeg synes det er, for det er nok værd at diskutere, om de eftervederlagsregler, der er for ministre, er tidssvarende, om de er rimelige. Derfor er vi bestemt parate til at diskutere de her ting.

Jeg synes så ikke, at man kan tage den her enkelte ting ud af en større sammenhæng. De her ting hænger jo sammen med pensionsforhold, med lønforhold for ministre, for folketingsmedlemmer og også for kommunalbestyrelsesmedlemmer. Derfor synes jeg, man er nødt til at tage det i sammenhæng med det arbejde, som er sat i gang. Det er derfor, at jeg ikke synes, vi skal stemme for. Jeg håber heller ikke, at det her beslutningsforslag kommer til afstemning, men vi tager det som et bidrag til en diskussion, som vi bestemt finder relevant. Vi er helt villige til at gå, om jeg så må sige, fordomsfrit ind i den diskussion.