Tak for spørgsmålene, som jeg heldigvis har fået tidligere, nemlig da vi havde fornøjelsen af at sidde i samråd om den samme problemstilling. Jeg vil også gerne kvittere for, at SF jo er en del af den finansielle forligskreds om det her tema. Fru Lisbeth Bech Poulsen deltog jo også i det møde, hvor jeg fremlagde, hvad jeg havde tænkt mig at tage af initiativer. Derfor håber jeg selvfølgelig også, at SF stadig væk er en del af den forligskreds, til trods for at man nu har fremsat et beslutningsforslag. Men det skal ikke komme SF til skade den her fredag.

Men jeg vil sådan set blot igen give det samme svar, som jeg gav sidst. Der er jo rejst en lang række kritikpunkter, og det, som har været nævnt fra SF's side, er det med endnu en undersøgelse. Nej, den undersøgelse, der er nu, har et helt andet formål end den undersøgelse, som jeg tror var færdig i 2014, og som så på delelementer af det her område. Med de mange bekymringer og med de mange relevante betragtninger, der har været fremme i den offentlige debat, så synes jeg, at det her fortjener en tilbundsgående undersøgelse. Men inden den er færdige, har jeg ikke tænkt mig at konkludere på baggrund af den.

Hvis der er nogen, der følger med i den her debat – og det kan man jo ikke udelukke at der er – så må man vel først og fremmest blot sige, at bidragssatserne er én side af de her drøftelser. Den anden side er jo renteudviklingen. Hvis vi ser på, hvordan renteudviklingen har været over de seneste år, kan vi se, at renten heldigvis – kan man sige, hvis man skal låne penge – er faldet, og derfor ligger Danmark, hvis vi ser på det aftryk, der er fra andre bidrag, stadig væk rigtig, rigtig godt placeret. Vi er et af de billigste lande i Europa, når det gælder om at skaffe boligfinansiering. Det siger jeg sådan set bare for at fortælle dem, der ikke lige måtte være klar over det, at vi er i en meget, meget gunstig situation i forhold til belåning.

Det med, at en aftale er en aftale, havde vi også en drøftelse af under samrådet, og der sagde jeg, tror jeg, at det jo er sådan, at når man laver en aftale med et realkreditinstitut, skriver man også under på, at der kan komme bidragssatsstigninger. Men så er spørgsmålet jo – og det synes jeg er meget relevant, og der er ikke nødvendigvis nogen grund til på sådan en eftermiddag her at tale os væk fra hinanden desangående – hvordan man giver de begrundelser, og om de regler, vi i dag har, for, hvordan man skal give de begrundelser, er klare nok og gode nok. Det synes jeg absolut er en god diskussion at tage, og det er lige præcis også derfor, jeg synes, at vi skal få det gennemanalyseret. Det kan da godt være, at der er ting, der skal præciseres. Det vil jeg bestemt ikke udelukke.

Jeg skal så starte med at læse op fra beslutningsforslaget, for det er rigtigt nok, at der står i beslutningsforslaget, at der skal være en tilsynsmyndighed. Det blev i min verden udlagt til, at det måtte være Finanstilsynet. Det kan selvfølgelig også være en helt anden tilsynsmyndighed. Det skal jeg da ikke lægge skjul på. Og når jeg sagde vogternes råd, var det trods alt nok også ment i anførselstegn.

Det, spørgsmålet går på, er jo udtryk for, at der her er en politisk uenighed. Jeg køber ikke præmissen om, at man ikke skal lade markedet råde her. Jeg mener ikke, at det vil gavne de boligejere, der er, hvis man indfører den her prisloftsmodel, som der jo er lagt op til både i forslaget, men ikke mindst i bemærkningerne. Jeg har meget pædagogisk, synes jeg, redegjort for, hvorfor jeg synes at det går den anden vej i forhold til at skabe utryghed og ustabilitet omkring den danske realkreditmodel, nemlig fordi man har en markedsmekanisme, der er sat ud af kraft.

Forslaget om øget regulering af bankernes og realkreditforeningernes mulighed for at hæve bidragssatser og kursskæringsgebyrer rammer ned i en meget vigtig debat. Grundlæggende handler det om, hvorvidt det er okay, at forbrugerne pludselig skal opleve store stigninger i forbindelse med deres lån på baggrund af netop førnævnte finansielle institutioners forgodtbefindende. Spørgsmålet er særlig aktuelt igen, efter at Nykredit, som vi jo alle sammen er bekendt med, kom med en meget diffus besked til deres kunder om – der var i hvert fald ikke særlig mange kunder, der forstod, hvad det var, der foregik – at nu skulle bidragssatserne hæves.

Jeg synes ikke, at de stigninger, vi har set, hverken i nyere tid, men heller ikke igennem de sidste 4-5 år, og muligvis længere tid tilbage, er i orden, og den holdning er jo ikke ny hos Socialdemokraterne. Jeg tror godt, at jeg kan sige, at realkreditinstitutterne er helt bekendt med, at jeg ikke altid er tilfreds med deres gøren og laden, men hvad angår den stigning, er vi jo ikke tilfredse med den, eftersom der ikke er en tydelig sammenhæng i begrundelserne angivet af Nykredit for netop disse prisstigninger. Man får tværtimod lidt et indtryk af, at det ses som en enkel og nem vej til at forøge sin egen indtjening, og det skal ikke ligge forbrugerne til last. Forbrugerne kan dårligt flytte deres lån, hvis de er utilfredse med de her prisstigninger, fordi det er behæftet med en betydelig omkostning at skulle flytte sine lån, typisk 1 pct. af hovedstolen. Jeg har tidligere sagt i forskellige sammenhænge, at det er ligesom en slags dummebøde, man kommer til at betale, hvis man ønsker at flytte det, og det er noget, der hæmmer mobiliteten på realkreditinstitutmarkedet, og dermed risikerer konkurrencen jo også at blive svækket.

Jeg anerkender, at disse virksomheder selvfølgelig skal tjene penge, og jeg støtter også op om, at realkreditinstitutterne opfylder de stærke kapitalkrav, der bliver stillet fra lovgivers side, fordi deres rating risikerer at blive dårligere, hvis ikke de er tilstrækkeligt polstret, og det vil bare betyde dyrere lån for danske boligejere. Men jeg vil gerne understrege, at der altså ikke er nok gennemsigtighed i, hvordan realkreditinstitutternes gebyrstruktur er skruet sammen, og Socialdemokraterne har også forskellige forslag til, hvordan man kan arbejde med den gennemsigtighed og netop øge den på en måde, som i hvert fald kommer forbrugerne til gode, sådan at vi kan fremme konkurrencen.

Socialdemokraterne synes, det er positivt, at ministeren nu har lanceret fem initiativer, der skal sikre et fremtidigt realkreditsystem. Rygtet går jo på, at det også kan forventes, at de øvrige realkreditselskaber vil varsle stigninger i bidragssatserne – det er altså ikke kun Nykredit – og derfor er det selvfølgelig vigtigt at få belyst grundigt, hvad det er, der ligger til grund for disse aktiviteter. Et af ministerens initiativer er i hvert fald, at han har nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der bl.a. skal kulegrave området for bidragssatser, og det er jo det, vi står og taler om i dag. Vi skal også se på de skærpede kapitalkrav og se på, om der er juridiske og økonomiske barrierer ved at skifte realkreditinstitut, og om god skik-reglerne i lov om finansiel virksomhed er up to date, og det er alt sammen ting, som den tidligere regering også havde på dagsordenen, bl.a. med to SF-ministre om bord som erhvervsministre og sidenhen også en socialdemokratisk minister. Så der har været fokus på det her område igennem rigtig lang tid, og Socialdemokraterne ønsker altså at afvente udvalgsarbejdet, som forventes færdigt den 1. september i år, så vi på baggrund af det kan tage de rigtige skridt mod den situation, som vi er i nu. Og derfor støtter vi ikke beslutningsforslaget.

Men jeg vil godt have lov at minde om, at der som bekendt er en bankforligskreds, som bl.a. en af forslagsstillerne i dag er medlem af, så derfor håber jeg jo, at problemet kan løses og håndteres inden for forligskredsen. Alt andet er måske nok lige en tand for hurtigt og for smart efter min mening, fordi man netop er en del af forligskredsen, og jeg håber, at hele forligskredsen vil gå konstruktivt ind i det arbejde, der venter. For det er af usædvanlig stor betydning for rigtig mange menneskers økonomi og også virksomhedsejeres økonomi at få løst det her problem. Fra socialdemokratisk side er det i hvert fald ikke viljen, der mangler til at styrke konkurrencen, sikre gennemsigtighed og ordentlige vilkår på realkreditmarkedet, men det er altså ikke det her beslutningsforslag, vi støtter.

Som andre har været inde på, har sagen omkring bidragsforhøjelserne hos Nykredit og Totalkredit selvfølgelig fyldt rigtig meget, og os, der er medlemmer af Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg, blev i starten af januar inviteret på besøg hos Nykredit for at få en beskrivelse af sagen. Det har så efterfølgende også betydet, at vi i den finansielle forligskreds har været til møde hos erhvervs- og vækstministeren, og som der allerede er redegjort for her i dag, har erhvervs- og vækstministeren nedsat en arbejdsgruppe, et ekspertudvalg, som i løbet af meget kort tid skal komme med analyser af og anbefalinger til det danske realkreditmarked.

Lad mig egentlig lige bruge den her lejlighed til at hæve mig lidt op i helikopterperspektiv og prøve at bruge lidt tid på, hvad det egentlig er, der kendetegner det danske realkreditsystem. Det danske realkreditsystem er vi jo grundlæggende enormt stolte af. Det er et system, der har fungeret, uden at nogen har tabt penge på det, i over 200 år. Og vi har på tværs af politiske partier i Folketinget igennem en årrække sammen rejst både til EU og andre institutioner for at skabe en forståelse for, at det danske realkreditsystem er rigtig, rigtig godt. Det skaber nemlig en enestående lav boligfinansiering til gavn for både borgere og virksomheder.

Det ligner ikke noget, man kender fra mange andre steder, og det betyder, at når der kommer stigende kapitalkrav til den finansielle sektor for at sikre den finansielle robusthed, som vi jo alle sammen er interesserede i er til stede, har vi desværre nogle gange set, at det ikke har passet til det danske realkreditsystem. Det har udfordret det i forhold til den måde, man opgjorde værdien af kapital på, eksempelvis af danske realkreditobligationer, for kunne det nu ligestilles med eksempelvis statsobligationer? Det kan vi jo roligt sige at man roligt kan gøre, når man ser på det danske realkreditsystem, for det har igennem flere hundrede år vist sig at være ekstremt robust.

Når man har et rigtig godt system, skal man tænke sig godt om. Og jeg synes et eller andet sted, at den her debat bliver en smule for simpel, for hvis vi kunne tage initiativer, der sådan med et snuptag gjorde det billigere at være boligejer, så tror jeg faktisk, at vi havde gjort det. Vi er optaget af, at der er en så effektiv konkurrence som muligt, at der er så gennemsigtige priser som muligt, og at vi har et system, der fungerer. Jeg forstår selvfølgelig godt den frustration, som mange har oplevet, fordi bidragssatserne stiger. Det tror jeg egentlig at vi alle sammen gerne vil være foruden.

Men så er det bare, at man en gang imellem lige skal tænke sig om. Er det, der lyder klogt at sige på 12 sekunder i tv, så også klogt i morgen, hvis det bliver gennemført? Og noget af det, der lyder fristende i det her beslutningsforslag, var måske ikke så sjovt i morgen, hvis det blev gennemført. For hvis man laver nogle meget rigide regler om, hvordan vores realkreditsystem kan ruste sig, i tilfælde af at der kommer tab, i tilfælde af nye kapitalkrav, i tilfælde af at der sker ting, der rykker ved økonomien, er det så super klogt for de danske boligejere? For virkeligheden er, at hvis vi ikke har et realkreditsystem, der er robust, og som kan sikre, at der er den kapitaldækning, der stilles krav om, at der er en sikkerhed for, at hvis der måtte komme tab, er man også polstret til at kunne imødegå det, så giver det sig selv, at vi bliver presset på ratingen af vores realkreditobligationer. Hvis ratingen presses, altså bliver dårligere, slår det direkte igennem på prisen på obligationerne, og det vil betyde stigende renter for boligejerne. Så kan det godt være, at man har lavet et eller andet ved bidragssatserne, der lyder populært, men man har så skubbet regningen over på renterne. Jeg tror, at de fleste boligejere er temmelig ligeglade med, om de betaler bidrag eller renter. Det er nettobeløbet, der rammer os på privatøkonomien.

I den samme forbindelse kan man sige, at man kan låse bidragssatserne, for så ved folk præcis, hvad de har med at gøre. Jeg tror, at ministeren og faktisk også den socialdemokratiske ordfører var inde på, at hvis tingene ændrer sig, og hvis man så ikke har mulighed for at justere det, der er realkreditbranchens eneste indtægtskilde, så vil man tage sig godt betalt på forhånd. Jeg kunne sådan set godt forestille mig, at man kunne lave en realkreditaftale i dag om at få en fast bidragssats. Jeg kunne bare frygte, at den så ville være på 3 procentpoint, for så havde realkreditinstituttet fuldstændig sikkerhed for, at selv hvis der skete det ene eller det andet, havde de i hvert fald taget nok. Men det er lidt tåbeligt at lave en ordning, der låser folk i så lang tid frem, at man er nødt til at tage en overpræmie. Så er det jo bedre at have et system, hvor der er nogle regler. Det er så nogle af dem, ekspertgruppen skal kigge på, og erhvervs- og vækstministeren har allerede skærpet reglerne fra 2015.

Budskabet fra Venstre er, at vi skal tænke os rigtig, rigtig grundigt om. Vi er optagede af at sikre en så billig og effektiv boligfinansiering for danskerne som muligt. Vi skal tænke os grundigt om, med hensyn til hvilke justeringer vi skal lave. Derfor er der nedsat et ekspertudvalg, og vi er meget optagede af at sikre de formål, der kendetegner det danske realkreditsystem. Vi skal gøre det klogt og velovervejet. Derfor glæder vi os til ekspertudvalgets rapport.

Tak for ordet. Det danske realkreditsystem er det bedste i verden. Det har historisk set været det billigste, og det har også historisk set været det sikreste. Sådan har det været, og sådan vil vi gerne have at det bliver ved med at være.

Når man tager et lån, er det vigtigt, at man ved, på hvilke vilkår man låner. Det er vigtigt, at man ved, hvor meget man skal betale i termin hver måned, så man ved, hvor stort et rådighedsbeløb man har efter lån og husleje. Men det kan man ikke være sikker på i dag. Selv kunder med fastforrentede lån, hvor man umiddelbart skulle tro, at betalingerne ligger fast, kan risikere, at deres bidrag stiger. Og som reglerne er i dag, er der ikke noget loft for, hvor meget realkreditinstitutterne kan hæve bidragssatserne. Det er derfor, at vi fremsætter det her beslutningsforslag.

De danske andelskasser kom ud af noget af det, vi er bedst til i Danmark, nemlig at samarbejde gennem andelsbevægelser. Realkreditten startede i slutningen af 1700-tallet efter den store brand på Holmen i København i 1795, hvor 900 huse brændte ned. Efter branden havde de mange nye hjemløse brug for nye lån til nye huse, og derfor gik man sammen og startede det første realkreditinstitut. Historisk er realkreditinstitutter altså på mange måder en grundpille i andelsbevægelsen, som de sidste 200 år har ydet lån til høj og lav.

Et realkreditlån består af tre dele: renter, afdrag og bidrag. Renter og afdrag bliver bestemt ved, at kunden og realkreditinstituttet sammen finder ud af, hvilket lån kunden skal have, og hvor lang tid der skal afdrages over. Så tager realkreditinstituttet det til obligationsmarkedet, hvor det bliver solgt til den, som er villig til at give de laveste renter. Realkreditinstitutterne skal formidle og administrere lånet, og det koster selvfølgelig nogle penge. Det er det, bidragssatserne i princippet skal gå til. Historisk er realkreditinstitutterne altså bare en slags mellemmand, som skal formidle lån mellem låner og udlåner. Fordi realkreditinstitutterne har været andelsfunderet, altså ejet af lånerne, har den eneste interesse for realkreditinstitutterne været at holde bidragssatserne så lave som muligt. Derfor har det ikke været nødvendigt at lave lovgivning, som regulerede bidragssatserne.

Men i 1989 blev der lavet en reform af realkreditten. Den betød, at realkreditinstitutter ikke længere behøvede at være andelsbaserede. Nu kunne banker og eksterne investorer også oprette realkreditinstitutter. Det har betydet, at vi i de sidste 25 år har set en udvikling mod flere og flere kommercielle realkreditinstitutter, og i dag er Nykredit det sidste af de store realkreditinstitutter, som er kundeejet, og Nykredit barsler allerede med en børsnotering.

At det andelsbaserede realkreditinstitut er ved at forsvinde, er ikke bare synd for den demokratiske andelsbevægelse, hvor man tæller efter hoveder og ikke efter høveder, det er også et problem for låntagerne. Det betyder nemlig, at realkreditinstitutterne går fra kun at skulle varetage låntagernes interesser til nu også at varetage de eksterne aktionærers interesser. Og da realkreditinstitutterne kun formidler lån, er det eneste sted, de kan tjene penge til deres aktionærer igennem gebyrerne og bidragssatserne. Aktionærerne er altså interesseret i så høje bidragssatser som muligt, men låntagerne er interesseret i så lave bidragssatser som muligt. Derved er der opstået en interessekonflikt, og det er derfor, at vi foreslår at lave loven om.

Nogle gange kan det være nødvendigt for et realkreditinstitut at sætte bidragssatserne op. Sådan har det altid været. Men i øjeblikket står realkreditinstitutterne over for nogle ekstra udfordringer, fordi de efter finanskrisen bliver pålagt flere og flere kapitalkrav. Derfor skal det også være muligt for realkreditinstitutterne at hæve bidragssatserne, men kun hvis det bliver godkendt af et uafhængigt organ som f.eks. Finanstilsynet eller Konkurrencestyrelsen. På den måde kan vi sikre, at bidrag kun bliver sat op, hvis der er et reelt behov og altså ikke bare for at betale ekstra udbytte til aktionærer. Derfor er det også naturligt, at der følger nogle betingelser med, hvis realkreditinstitutterne sætter deres bidragssatser op.

For en første skal det ikke være muligt for realkreditinstitutterne at udbetale afkast til aktionærer 2 år efter, at de har hævet bidragssatserne. Det mener vi er helt naturligt. For hvis det er strengt nødvendigt at hæve bidragssatserne, så bør der heller ikke være penge til at udbetale afkast til aktionærer.

For det andet skal det være muligt at skifte realkreditinstitut med færrest mulige omkostninger, hvis ens bidragssats bliver sat op. I mange andre situationer i samfundet er det ikke et stort problem, hvis priserne bliver sat op. Hvis prisen f.eks. bliver sat op på havregryn i den gule pakke, jeg plejer at købe, ja, så vælger jeg bare havregryn i den røde eller den grønne pakke. Men det kan man jo ikke med realkreditlån. Hvis man skal skifte realkreditlån i dag, er der store omkostninger, både fordi der f.eks. kan være kurstab på den obligation, som lånet er bundet op på, og fordi det realkreditinstitut, man flytter til, opkræver et omlægningsgebyr. Derfor er mange lånere kommet i klemme nu her, hvor bidragssatserne bliver sat op. Det er både dyrt at blive, og det er dyrt at skifte. Derfor foreslår vi også, at hvis et realkreditinstitut hæver bidragssatserne på et lån, så må det ikke pålægge gebyrer ud over de administrative omkostninger, som realkreditinstituttet kan påvise, i forbindelse med f.eks. låneomlægning.

Vi har som sagt verdens bedste realkreditsystem, og det skal det blive ved med at være. Det er det sted i verden, hvor man kan få de billigste lån. Det er et af de sikreste systemer i verden, og så er store dele af det endda demokratisk. Det synes vi vi skal holde fast ved og fremtidssikre. Derfor håber jeg at flere vil støtte vores forslag.

Det her med forligskreds eller ej, og hvor det hører hjemme, kan man jo diskutere længe. Jeg synes, at det her er en selvstændig problematik, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med Finansiel Stabilitet, og at alle partier i det her Folketing – tror jeg oprigtigt – har en klar interesse i, at det system, der er så vigtigt for det danske boligmarked og for den danske økonomi egentlig også og for så mange mennesker i det her land, er noget, som vi alle sammen gerne vil være med til at forbedre. Det tror jeg egentlig oprigtigt, uanset den uenighed der måske har været her i salen i dag, at alle partier gerne vil, for det er så vigtigt for den samfundsmodel, vi har.

Vi roser jo det danske realkreditsystem og den danske model, og vi taler alle sammen så smukt om den, men vi maler altså også et lidt for rosenrødt billede af det. Det er rigtigt, at det sikrer billige og trygge lån til danskerne, men som fru Josephine Fock også var inde på, skete der jo noget for 27 år siden. Man lavede en kæmpe omkalfatring at det realkreditsystem, som man havde. Så derfor skal vi også være ærlige nu og sige, at det altså ikke er det realkreditsystem, der var engang, som vi taler om i dag, men det er det nye – hvad skal man sige? – mere kommercialiserede, liberaliserede realkreditsystem, vi har, hvor vi har realkredit, der er blandet fuldstændig sammen med kommercielle banker, og det er nogle af de problemstillinger, vi ser.

Jeg tror, at det var DF's ordfører, der talte om gynger og karruseller, og der har vi jo også set, at der har været nogle indtjeningsproblemer i bankerne, og så har man så flyttet sit fokus andre steder hen.

Der er jo flere delelementer i det her forslag, og der vil jeg da også mene, at hvis der er nogle, der kun kan gå ind for dele af det, f.eks. det at gøre det billigere at flytte fra et institut til et andet, så man kun skal betale de reelle administrative omkostninger, så tror jeg da, at ordførerne bag forslaget vil være meget optaget af f.eks. at splitte forslaget op.

Der er en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk, som jo er gået meget aktivt ind i den her debat, fordi de synes, at det er et forbruger- og kundeproblem, at bidragssatserne er steget så meget, og i 2005 kom de med en undersøgelse, der viste, at bidragene i gennemsnit var steget med 97 pct. fra 2011 til 2015. Deres forkvinde, talsmand, Anja Philip, var ude at sige, at for at sikre en reel konkurrence, der ikke er der i dag, burde man – og det var anbefalingen fra Forbrugerrådet Tænk – gøre det gratis eller meget, meget billigt at kunne skifte realkreditinstitut, for at man netop kan stemme med fødderne, som man kan, når man køber dagligvarer eller alle mulige andre ting.

Hun sagde: Vi mener, at det skal være gratis eller billigt for forbrugerne at skifte til et andet selskab, når der pludselig bliver skruet op for satserne. Og en af økonomerne ansat i Forbrugerrådet Tænk sagde også: Vi mener, at det helt urimeligt, at den ene part i en aftale pludselig kan hæve prisen markant, uden at den anden part kan gøre noget ved det, og det her forslag vil øge konkurrencen om kunderne i realkreditsektoren, og dermed sætte en stopper for det tag selv-bord, som bidragssatserne har udviklet sig til, sagde Morten Bruun Pedersen, økonom i Forbrugerrådet Tænk.

Noget af det, jeg spurgte ind til til DF's ordfører var også, at nu har vi haft meget fokus på husejerne, på folk, der har ejerlejligheder, men faktisk bliver andelshaverne jo også dobbelt ramt, fordi som andelshaver får du et banklån med markant højere renter. Der har vi jo set, at de ikke er fulgt med ned, når renterne er faldet. Der er relativt høje renter inden for banklån. Der får man så sit lån, men ens andelsforening har ofte et realkreditlån samlet set, og der vil man jo blive ramt af det her. Så man vil både blive ramt af, at ens husleje eller bidrag til andelsforeningen stiger, samtidig med at man har de høje renter, der ikke er faldet. Der bliver der i hvert fald ikke tale om gynger og karruseller. Så får vi andelshavere, der bliver ramt dobbelt. Så det er også bare for at sige, at det her er en meget, meget bred kreds af mennesker i Danmark. Det er husejere, det er folk, der bor i ejerlejlighed, det er andelshavere.

Så synes jeg simpelt hen også, at det er utroligt at høre folk, der har et liberalt udgangspunkt, specielt Liberal Alliances ordfører, sige: Der er ikke et konkurrenceproblem, det oplever vi ikke. Jamen selvfølgelig er der det, fordi hvis de omkostninger ved at skifte er nogenlunde de samme som de prisstigninger, man får, har vi selvfølgelig et konkurrenceproblem, og det er de konkrete forslag, der ligger i det her beslutningsforslag fra os.