B 99: Øget regulering af realkreditinstitutters og realkreditforeningers mulighed for at hæve bidragssatser og kursskæringsgebyrer (Forslag til folketingsbeslutning om øget regulering af realkreditinstitutters og realkreditforeningers mulighed for at hæve bidragssatser og kursskæringsgebyrer.)
Tak for det.
Forslagsstillerne ønsker med det fremsatte beslutningsforslag at regulere realkreditinstitutternes mulighed for at hæve bidragssatsen og kursskæringsgebyrer.
Det foreslås konkret, at bidragssatser og kursskæringsgebyrer som udgangspunkt ikke kan forhøjes i lånets løbetid.
I særlige tilfælde, hvor skærpet lovgivningskrav indebærer øgede kapitalkrav, foreslås det, at tilsynsmyndighederne kan give dispensation til at hæve bidragssatserne midlertidigt.
Finanstilsynet skal i disse tilfælde sikre, at bidragssatserne alene svarer til det øgede kapitalbehov, og at satserne sættes ned igen, når kapitalbehovet er opfyldt.
Dispenseres der fra reglen om ikke at forhøje bidragssatserne, bliver realkreditinstituttet bl.a.
forpligtet til ikke at betale udbytte til ejer eller bonus til ledelsen i en periode på 2 år.
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at det ligger regeringen meget på sinde at sikre gode lånemuligheder for de danske boligejere i alle dele af Danmark.
Det mener jeg også at vores særlige danske realkreditsystem medvirker til.
Jeg vil dog samtidig gøre det helt klart, at den priskontrol, som beslutningsforslaget lægger op til, ikke er en fornuftig vej at gå.
Det er nemlig en vej, der risikerer at gøre danske realkreditlån dyrere.
Realkreditinstitutternes primære indtægtskilde er bidragssatserne, og derved vil den foreslåede begrænsning være et væsentligt indgreb i institutternes indtjeningsgrundlag.
Det kan få både alvorlige og uhensigtsmæssige følger for institutterne og også for låntagerne.
Behovet for at øge indtægterne foranlediges ikke blot af øget kapitalkrav, men kan også opstå på baggrund af en lang række andre forhold.
Beslutningsforslaget overser, at realkreditinstitutterne kan opleve uforudsete tab på lån som følge af ejendomsprisfald og finansielle kriser.
Derudover kan der også opstå øgede krav til rentabilitet fra ratingbureauer, investorer m.v.
Indfører man priskontrol på realkreditmarkedet vil de danske realkreditinstitutter ikke kunne handle og imødekomme markedets krav og forventninger.
Det kommer potentielt til at skade de finansielle markeders tillid til realkreditinstitutterne.
En forringet tillid kan bl.a.
resultere i en forringet rating på obligationerne.
Det betyder jo så, at kursen på obligationerne vil falde og renten stige, og da renten på realkreditobligationer er den rente, som låntager betaler, vil forslaget derfor indebære højere renter for alle boligejere.
Samlet set kan forslaget altså gøre det dyrere at få realkreditlån for de danske boligejere.
De foreslåede begrænsninger i institutternes indtjeningsmuligheder kan i øvrigt medføre, at bidragssatsen vil blive sat højere ved lånaftalens indgåelse end i dag.
Det kan ske for at sikre instituttets dækning for øgede omkostninger, som måtte opstå i lånets løbetid.
Det er regeringens opfattelse, at det er den frie konkurrence på lånemarkedet, der skaber de bedste muligheder for, at kunderne kan opnå de gode og billige lån.
Det er den konkurrence, vi skal sikre og styrke, og dette gøres ikke ved at indføre en priskontrol.
For at øge gennemsigtigheden og forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med finansielle virksomheders fastsættelse af renter og gebyrer skærpede jeg i efteråret reglerne, bl.a.
i forhold til ændring af renter og gebyrer i løbende kundeforhold og varsling af sådanne ændringer.
Det blev f.eks.
præciseret, at de finansielle virksomheder skal give en fyldestgørende begrundelse for ændrede gebyrer og rentesatser.
Reglerne gælder også for realkreditinstitutter.
Regeringen ønsker at skabe yderligere klarhed på området.
Jeg har på den baggrund iværksat en række initiativer.
Jeg har først og fremmest som tidligere nævnt i et samråd her i Folketinget nedsat et ekspertudvalg, der skal se på gennemsigtigheden og mobiliteten på realkreditmarkedet.
I ekspertudvalget skal bl.a.
udviklingen i bidragssatserne behandles, herunder hvordan kommende kapitalkrav påvirker realkreditinstitutterne samt de omkostninger, der er forbundet med kundernes skifte af realkreditinstitut.
Udvalgets rapport skal ligge klar omkring den 1.
september og skal indeholde anbefalinger til nødvendige justeringer af reglerne.
Endelig kan jeg også oplyse, at Konkursrådet vil undersøge konkurrencen på realkreditmarkedet, og så vil der inden årets udgang blive lanceret en prisportal for boliglån, så de danske boligejere kan sammenligne priser og finde de billigste lån.
Det er endda en del af en bred politisk aftale, som udmønter den her prisportal.
På baggrund af de nævnte årsager kan regeringen ikke støtte det beslutningsforslag, der er fremsat.
Tak for spørgsmålene, som jeg heldigvis har fået tidligere, nemlig da vi havde fornøjelsen af at sidde i samråd om den samme problemstilling.
Jeg vil også gerne kvittere for, at SF jo er en del af den finansielle forligskreds om det her tema.
Fru Lisbeth Bech Poulsen deltog jo også i det møde, hvor jeg fremlagde, hvad jeg havde tænkt mig at tage af initiativer.
Derfor håber jeg selvfølgelig også, at SF stadig væk er en del af den forligskreds, til trods for at man nu har fremsat et beslutningsforslag.
Men det skal ikke komme SF til skade den her fredag.
Men jeg vil sådan set blot igen give det samme svar, som jeg gav sidst.
Der er jo rejst en lang række kritikpunkter, og det, som har været nævnt fra SF's side, er det med endnu en undersøgelse.
Nej, den undersøgelse, der er nu, har et helt andet formål end den undersøgelse, som jeg tror var færdig i 2014, og som så på delelementer af det her område.
Med de mange bekymringer og med de mange relevante betragtninger, der har været fremme i den offentlige debat, så synes jeg, at det her fortjener en tilbundsgående undersøgelse.
Men inden den er færdige, har jeg ikke tænkt mig at konkludere på baggrund af den.
Jamen nu har jeg sådan set ikke tænkt mig at skulle botanisere, i forhold til hvad der skete på det møde vistnok den 4.
marts.
Det kan vi jo gøre bagefter.
Det tror jeg fortjener en dyberegående snak.
Men hvis det var sådan, at jeg ikke mente, at der var en udfordring, så var der jo ikke nogen grund til at nedsætte det her ekspertudvalg.
Hvis alt kørte efter en stor, var der jo ikke nogen grund til at lade nogle mennesker analysere, om gennemsigtigheden er god nok; om god skik-bekendtgørelsen er klar nok; om konkurrencesituationen er god nok.
Der er en lang række udfordringer, men hvis det var sådan, at jeg allerede i dag kunne fastslå, hvordan de udfordringer skulle løses, så var der jo, synes jeg, heller ikke nogen grund til at have den her debat eller for den sags skyld afvente udvalgets arbejde.
Og jeg er ikke i stand til at diagnosticere det fuldstændig lige så klart, som fru Lisbeth Bech Poulsen, det må jeg sige.
Der er jeg nok desværre ikke så godt begavet, at jeg lige fuldstændig kan gennemskue, hvordan man skal gøre det.
Hvis der er nogen, der følger med i den her debat – og det kan man jo ikke udelukke at der er – så må man vel først og fremmest blot sige, at bidragssatserne er én side af de her drøftelser.
Den anden side er jo renteudviklingen.
Hvis vi ser på, hvordan renteudviklingen har været over de seneste år, kan vi se, at renten heldigvis – kan man sige, hvis man skal låne penge – er faldet, og derfor ligger Danmark, hvis vi ser på det aftryk, der er fra andre bidrag, stadig væk rigtig, rigtig godt placeret.
Vi er et af de billigste lande i Europa, når det gælder om at skaffe boligfinansiering.
Det siger jeg sådan set bare for at fortælle dem, der ikke lige måtte være klar over det, at vi er i en meget, meget gunstig situation i forhold til belåning.
Det med, at en aftale er en aftale, havde vi også en drøftelse af under samrådet, og der sagde jeg, tror jeg, at det jo er sådan, at når man laver en aftale med et realkreditinstitut, skriver man også under på, at der kan komme bidragssatsstigninger.
Men så er spørgsmålet jo – og det synes jeg er meget relevant, og der er ikke nødvendigvis nogen grund til på sådan en eftermiddag her at tale os væk fra hinanden desangående – hvordan man giver de begrundelser, og om de regler, vi i dag har, for, hvordan man skal give de begrundelser, er klare nok og gode nok.
Det synes jeg absolut er en god diskussion at tage, og det er lige præcis også derfor, jeg synes, at vi skal få det gennemanalyseret.
Det kan da godt være, at der er ting, der skal præciseres.
Det vil jeg bestemt ikke udelukke.
Det er jo meningen med demokratiet.
Det her er altså bare en model, som jeg synes er fuldstændig forkert.
Det er jo helt fair.
Det er også derfor, vi står her i Folketinget.
Vi skulle jo på nogle punkter gerne være uenige.
Det er jo meningen med demokratiet.
Det her er bare en model, som jeg synes er fuldstændig forkert.
Altså at lave sådan en dogmatisk prisloftsmodel, hvor vogternes råd i Finanstilsynet nærmest skal sidde og godkende det, mener jeg simpelt hen ikke er i de danske boligejeres interesse, overhovedet.
Det kommer til at betyde, at ratingen bliver dårligere, og det kommer ikke mindst til at betyde, tror jeg, at renten kommer til at stige, som jeg også sagde i mit indlæg, og så er vi jo lige vidt.
For så kan det være, at man prøver at fastlåse bidragssatserne, men hvis renteudviklingen så går den anden vej, bliver resultatet måske det samme, eller måske bliver det endnu dyrere.
Jeg skal så starte med at læse op fra beslutningsforslaget, for det er rigtigt nok, at der står i beslutningsforslaget, at der skal være en tilsynsmyndighed.
Det blev i min verden udlagt til, at det måtte være Finanstilsynet.
Det kan selvfølgelig også være en helt anden tilsynsmyndighed.
Det skal jeg da ikke lægge skjul på.
Og når jeg sagde vogternes råd, var det trods alt nok også ment i anførselstegn.
Det, spørgsmålet går på, er jo udtryk for, at der her er en politisk uenighed.
Jeg køber ikke præmissen om, at man ikke skal lade markedet råde her.
Jeg mener ikke, at det vil gavne de boligejere, der er, hvis man indfører den her prisloftsmodel, som der jo er lagt op til både i forslaget, men ikke mindst i bemærkningerne.
Jeg har meget pædagogisk, synes jeg, redegjort for, hvorfor jeg synes at det går den anden vej i forhold til at skabe utryghed og ustabilitet omkring den danske realkreditmodel, nemlig fordi man har en markedsmekanisme, der er sat ud af kraft.
Jeg bakker op om den danske realkreditmodel.
Jeg laver sådan set ikke andet i øjeblikket end at rejse rundt i Europa for at forklare, hvilke rigtig gode egenskaber den model har i sig, og hvordan den har overlevet igennem flere hundrede år.
Men spørgsmålet er jo, og det synes jeg er meget relevant at diskutere, og det er også derfor, jeg synes, at det er lidt ærgerligt diskussion – vi er selvfølgelig politisk uenige – om bidragssatserne, som vi jo diskuterer meget.
Hvis bidragssatserne stiger, hvilken argument bruger man så for, at bidragssatserne kan stige?
Det er jo lige præcis det, jeg nu har bedt om at få analyseret, for det kan sagtens være – og det kan der være gode argumenter for – at vi bliver nødt til at skærpe bekendtgørelsen, i forhold til hvilke argumenter man skal give for det, men der kan også være gode argumenter for, at man kan hæve bidragssatsen uden problemer.
Forslaget om øget regulering af bankernes og realkreditforeningernes mulighed for at hæve bidragssatser og kursskæringsgebyrer rammer ned i en meget vigtig debat.
Grundlæggende handler det om, hvorvidt det er okay, at forbrugerne pludselig skal opleve store stigninger i forbindelse med deres lån på baggrund af netop førnævnte finansielle institutioners forgodtbefindende.
Spørgsmålet er særlig aktuelt igen, efter at Nykredit, som vi jo alle sammen er bekendt med, kom med en meget diffus besked til deres kunder om – der var i hvert fald ikke særlig mange kunder, der forstod, hvad det var, der foregik – at nu skulle bidragssatserne hæves.
Jeg synes ikke, at de stigninger, vi har set, hverken i nyere tid, men heller ikke igennem de sidste 4-5 år, og muligvis længere tid tilbage, er i orden, og den holdning er jo ikke ny hos Socialdemokraterne.
Jeg tror godt, at jeg kan sige, at realkreditinstitutterne er helt bekendt med, at jeg ikke altid er tilfreds med deres gøren og laden, men hvad angår den stigning, er vi jo ikke tilfredse med den, eftersom der ikke er en tydelig sammenhæng i begrundelserne angivet af Nykredit for netop disse prisstigninger.
Man får tværtimod lidt et indtryk af, at det ses som en enkel og nem vej til at forøge sin egen indtjening, og det skal ikke ligge forbrugerne til last.
Forbrugerne kan dårligt flytte deres lån, hvis de er utilfredse med de her prisstigninger, fordi det er behæftet med en betydelig omkostning at skulle flytte sine lån, typisk 1 pct.
af hovedstolen.
Jeg har tidligere sagt i forskellige sammenhænge, at det er ligesom en slags dummebøde, man kommer til at betale, hvis man ønsker at flytte det, og det er noget, der hæmmer mobiliteten på realkreditinstitutmarkedet, og dermed risikerer konkurrencen jo også at blive svækket.
Jeg anerkender, at disse virksomheder selvfølgelig skal tjene penge, og jeg støtter også op om, at realkreditinstitutterne opfylder de stærke kapitalkrav, der bliver stillet fra lovgivers side, fordi deres rating risikerer at blive dårligere, hvis ikke de er tilstrækkeligt polstret, og det vil bare betyde dyrere lån for danske boligejere.
Men jeg vil gerne understrege, at der altså ikke er nok gennemsigtighed i, hvordan realkreditinstitutternes gebyrstruktur er skruet sammen, og Socialdemokraterne har også forskellige forslag til, hvordan man kan arbejde med den gennemsigtighed og netop øge den på en måde, som i hvert fald kommer forbrugerne til gode, sådan at vi kan fremme konkurrencen.
Socialdemokraterne synes, det er positivt, at ministeren nu har lanceret fem initiativer, der skal sikre et fremtidigt realkreditsystem.
Rygtet går jo på, at det også kan forventes, at de øvrige realkreditselskaber vil varsle stigninger i bidragssatserne – det er altså ikke kun Nykredit – og derfor er det selvfølgelig vigtigt at få belyst grundigt, hvad det er, der ligger til grund for disse aktiviteter.
Et af ministerens initiativer er i hvert fald, at han har nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der bl.a.
skal kulegrave området for bidragssatser, og det er jo det, vi står og taler om i dag.
Vi skal også se på de skærpede kapitalkrav og se på, om der er juridiske og økonomiske barrierer ved at skifte realkreditinstitut, og om god skik-reglerne i lov om finansiel virksomhed er up to date, og det er alt sammen ting, som den tidligere regering også havde på dagsordenen, bl.a.
med to SF-ministre om bord som erhvervsministre og sidenhen også en socialdemokratisk minister.
Så der har været fokus på det her område igennem rigtig lang tid, og Socialdemokraterne ønsker altså at afvente udvalgsarbejdet, som forventes færdigt den 1.
september i år, så vi på baggrund af det kan tage de rigtige skridt mod den situation, som vi er i nu.
Og derfor støtter vi ikke beslutningsforslaget.
Men jeg vil godt have lov at minde om, at der som bekendt er en bankforligskreds, som bl.a.
en af forslagsstillerne i dag er medlem af, så derfor håber jeg jo, at problemet kan løses og håndteres inden for forligskredsen.
Alt andet er måske nok lige en tand for hurtigt og for smart efter min mening, fordi man netop er en del af forligskredsen, og jeg håber, at hele forligskredsen vil gå konstruktivt ind i det arbejde, der venter.
For det er af usædvanlig stor betydning for rigtig mange menneskers økonomi og også virksomhedsejeres økonomi at få løst det her problem.
Fra socialdemokratisk side er det i hvert fald ikke viljen, der mangler til at styrke konkurrencen, sikre gennemsigtighed og ordentlige vilkår på realkreditmarkedet, men det er altså ikke det her beslutningsforslag, vi støtter.
Jeg vil da også gerne kvittere for det beslutningsforslag, som de tre partier har valgt at fremsætte til behandling her i Folketinget i dag.
Som ordførere før mig har sagt, er det jo helt på sin plads, at vi også her i Folketinget tager nogle principielle diskussioner om den måde, som der ageres på i øjeblikket med hensyn til de meget store bidragssatsstigninger og de kursskæringsudgifter, som man har pålagt danske realkreditkunder både i virksomheder og i særdeleshed også private, set i forhold til den måde, som det gået på de senere år.
De samlede bidragssatsudgifter i 2003 udgjorde omkring 6 mia.
kr., men frem mod 2013 var beløbet steget til 12 mia.
kr.
I 2014 var beløbet steget til 18,4 mia.
kr., og det nyeste tal for 2015 viser et godt stykke over 20 mia.
kr.
De relaterede tab på de her udlån er på under 2 mia.
kr., ergo er der et pænt overskud til realkreditinstitutterne, og tabet har i hvert fald ikke gjort sig gældende.
Og oven i de 20 mia.
kr.
kan man så lægge omkring 2 mia.
kr.
i form af kursskæringsbidrag, som jo også er en indtægtsgivende foranstaltning for de danske realkreditinstitutter.
På den baggrund fremsatte Dansk Folkeparti faktisk et forslag tilbage i maj måned 2014 om, at vi skulle have en realkreditkommission i Danmark.
Det var vigtigt, at vi ikke bare på den korte bane fik undersøgt, hvad det var for nogle ting, der skete på det danske realkreditmarked – hvad det var for en konkurrence, der var der, og hvad det var for en konkurrence, der ikke var der – men også hvad det var for nogle ting, vi kunne se på den lange bane, i forhold til hvad der kunne ske i Danmark fremadrettet med en ny konjunkturudvikling osv., og hvad det ville kunne få af indflydelse på de her meget divergerende opfattelser af, hvad det var for en god og robust realkredit, vi havde i Danmark.
Derfor var vi selvfølgelig også overraskede over, at der ikke var nogen partier overhovedet, som støttede realkreditkommissionen, som vi anbefalede i 2014.
Det var der ingen der ville – heller ikke nogen af de partier, som har fremsat det her beslutningsforslag.
Og det har vi selvfølgelig erkendt – det er der ikke noget at gøre ved, for når man ikke har et flertal, har man jo ikke et flertal, og så må man agere ud fra det.
Men det ændrer jo bare ikke på, at vi havde den politik også dengang, for flere år siden, og inden den her megen debat, der lige pludselig kom, i forhold til at det, der foregår, er en skævvridning, set i forhold til de bidragssatsstigninger, der har været.
Vi kan også se, at de store bidragssatsstigninger, der har været, faktisk har udhulet over 75 pct.
af den rentegevinst, som boligejere har fået, ved at de har kunnet få en billigere rente på deres lån i stedet for.
Og så kan man jo spørge, om det er godt eller skidt.
Ja, det er da godt, at man får en lavere renteudgift, men hvad nytter det, hvis man så får en udgift et andet sted?
Det er de berømte gynger og karruseller, og det betyder jo, at folk egentlig ikke har fået flere midler til rådighed.
Derfor er vi selvfølgelig glade for, at der nu endelig er blevet nedsat et ekspertudvalg – det var da det næstbedste, vi kunne få.
Det kom så et par år for sent, kan man sige, men bedre sent end aldrig.
Nu skal vi selvfølgelig også afvente den kulegravning, som er i gang, og vi skal selvfølgelig også forholde os til alle de anbefalinger og forslag, som der måtte komme fra ekspertudvalget, i forhold til hvad der er af transparens på området – er der noget, vi kan gøre bedre, for at skabe større gennemsigtighed og konkurrence mellem de enkelte realkreditinstitutter?
Og hvad kan vi gøre for at gøre det bedre for folk at flytte deres lån fra det ene realkreditinstitut til det andet med færre udgifter end det, der er forbundet med det i dag?
Der er flere forskellige ting, som man kan gøre, og jeg anerkender, at der ikke er taletid til at forklare det hele, men nogle af de ting, som vi i hvert fald gerne vil have belyst fra Dansk Folkepartis side, er f.eks., at man jo kan indføre nogle regler om, at der kun kan være afdragsfrihed på en mindre del af købesummen end det, der er tilfældet i dag.
For vi kan jo også se, at der, hvor den højeste bidragssats er, er på de lån, som har den relativt højeste risiko.
Og det er jo bl.a., hvis folk vælger afdragsfrihed.
Så det kan give god mening at få undersøgt de elementer.
Så vil vi også gerne have sat et stop for bidragssatsstigningerne og de øgede kursskæringsudgifter, eksempelvis i de første 5 år af et låns løbetid.
Og det vil vi ud fra den betragtning, at det gennemsnitlige realkreditlån, sådan som vi har fået det oplyst, løber i 7 år, så refinansierer folk, eller også skal de ud at købe en større ejendom eller en mindre ejendom, eller også skal de flytte i lejebolig eller andet.
Derfor vil der være god ræson i, at man indfører en form for sikkerhed for de låntagere, hvor der er en åremålsbestemt passus på de låneaftaler, der måtte komme.
Vi vil også gerne være med til at kigge på de god skik- regler, som der ligger inden for realkreditsektoren.
Vi synes faktisk, det vil give god mening, at man går ind og kigger på god skik-reglerne.
Og så vil vi også kigge på konditionerne omkring omlægning af lån.
Som andre har været inde på, har sagen omkring bidragsforhøjelserne hos Nykredit og Totalkredit selvfølgelig fyldt rigtig meget, og os, der er medlemmer af Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg, blev i starten af januar inviteret på besøg hos Nykredit for at få en beskrivelse af sagen.
Det har så efterfølgende også betydet, at vi i den finansielle forligskreds har været til møde hos erhvervs- og vækstministeren, og som der allerede er redegjort for her i dag, har erhvervs- og vækstministeren nedsat en arbejdsgruppe, et ekspertudvalg, som i løbet af meget kort tid skal komme med analyser af og anbefalinger til det danske realkreditmarked.
Lad mig egentlig lige bruge den her lejlighed til at hæve mig lidt op i helikopterperspektiv og prøve at bruge lidt tid på, hvad det egentlig er, der kendetegner det danske realkreditsystem.
Det danske realkreditsystem er vi jo grundlæggende enormt stolte af.
Det er et system, der har fungeret, uden at nogen har tabt penge på det, i over 200 år.
Og vi har på tværs af politiske partier i Folketinget igennem en årrække sammen rejst både til EU og andre institutioner for at skabe en forståelse for, at det danske realkreditsystem er rigtig, rigtig godt.
Det skaber nemlig en enestående lav boligfinansiering til gavn for både borgere og virksomheder.
Det ligner ikke noget, man kender fra mange andre steder, og det betyder, at når der kommer stigende kapitalkrav til den finansielle sektor for at sikre den finansielle robusthed, som vi jo alle sammen er interesserede i er til stede, har vi desværre nogle gange set, at det ikke har passet til det danske realkreditsystem.
Det har udfordret det i forhold til den måde, man opgjorde værdien af kapital på, eksempelvis af danske realkreditobligationer, for kunne det nu ligestilles med eksempelvis statsobligationer?
Det kan vi jo roligt sige at man roligt kan gøre, når man ser på det danske realkreditsystem, for det har igennem flere hundrede år vist sig at være ekstremt robust.
Når man har et rigtig godt system, skal man tænke sig godt om.
Og jeg synes et eller andet sted, at den her debat bliver en smule for simpel, for hvis vi kunne tage initiativer, der sådan med et snuptag gjorde det billigere at være boligejer, så tror jeg faktisk, at vi havde gjort det.
Vi er optaget af, at der er en så effektiv konkurrence som muligt, at der er så gennemsigtige priser som muligt, og at vi har et system, der fungerer.
Jeg forstår selvfølgelig godt den frustration, som mange har oplevet, fordi bidragssatserne stiger.
Det tror jeg egentlig at vi alle sammen gerne vil være foruden.
Men så er det bare, at man en gang imellem lige skal tænke sig om.
Er det, der lyder klogt at sige på 12 sekunder i tv, så også klogt i morgen, hvis det bliver gennemført?
Og noget af det, der lyder fristende i det her beslutningsforslag, var måske ikke så sjovt i morgen, hvis det blev gennemført.
For hvis man laver nogle meget rigide regler om, hvordan vores realkreditsystem kan ruste sig, i tilfælde af at der kommer tab, i tilfælde af nye kapitalkrav, i tilfælde af at der sker ting, der rykker ved økonomien, er det så super klogt for de danske boligejere?
For virkeligheden er, at hvis vi ikke har et realkreditsystem, der er robust, og som kan sikre, at der er den kapitaldækning, der stilles krav om, at der er en sikkerhed for, at hvis der måtte komme tab, er man også polstret til at kunne imødegå det, så giver det sig selv, at vi bliver presset på ratingen af vores realkreditobligationer.
Hvis ratingen presses, altså bliver dårligere, slår det direkte igennem på prisen på obligationerne, og det vil betyde stigende renter for boligejerne.
Så kan det godt være, at man har lavet et eller andet ved bidragssatserne, der lyder populært, men man har så skubbet regningen over på renterne.
Jeg tror, at de fleste boligejere er temmelig ligeglade med, om de betaler bidrag eller renter.
Det er nettobeløbet, der rammer os på privatøkonomien.
I den samme forbindelse kan man sige, at man kan låse bidragssatserne, for så ved folk præcis, hvad de har med at gøre.
Jeg tror, at ministeren og faktisk også den socialdemokratiske ordfører var inde på, at hvis tingene ændrer sig, og hvis man så ikke har mulighed for at justere det, der er realkreditbranchens eneste indtægtskilde, så vil man tage sig godt betalt på forhånd.
Jeg kunne sådan set godt forestille mig, at man kunne lave en realkreditaftale i dag om at få en fast bidragssats.
Jeg kunne bare frygte, at den så ville være på 3 procentpoint, for så havde realkreditinstituttet fuldstændig sikkerhed for, at selv hvis der skete det ene eller det andet, havde de i hvert fald taget nok.
Men det er lidt tåbeligt at lave en ordning, der låser folk i så lang tid frem, at man er nødt til at tage en overpræmie.
Så er det jo bedre at have et system, hvor der er nogle regler.
Det er så nogle af dem, ekspertgruppen skal kigge på, og erhvervs- og vækstministeren har allerede skærpet reglerne fra 2015.
Budskabet fra Venstre er, at vi skal tænke os rigtig, rigtig grundigt om.
Vi er optagede af at sikre en så billig og effektiv boligfinansiering for danskerne som muligt.
Vi skal tænke os grundigt om, med hensyn til hvilke justeringer vi skal lave.
Derfor er der nedsat et ekspertudvalg, og vi er meget optagede af at sikre de formål, der kendetegner det danske realkreditsystem.
Vi skal gøre det klogt og velovervejet.
Derfor glæder vi os til ekspertudvalgets rapport.
Tak for det.
Enhedslisten og Alternativet foreslår, at bidragssatser og kursskæringsgebyrer som udgangspunkt ikke må forhøjes i et låns løbetid.
Det her er jo et forslag, som er blevet fremsat, går jeg ud fra, på baggrund af den seneste tids forhøjelser af bidragssatserne fra realkreditinstitutternes side – noget, som selvfølgelig har skabt ærgrelse hos mange boligejere.
Jeg er selv en af dem, og det er ikke sjovt at skulle betale et højere bidrag på sit lån.
Men som hr.
Torsten Schack Pedersen rigtig godt, synes jeg, redegjorde for lige før, er det vigtigt, at vi flyver op i helikopteren og ser det hele lidt ovenfra.
For det første har vi stadig væk verdens billigste boligfinansiering i Danmark.
Vi har et gennemsigtigt realkreditsystem.
Jeg burde næsten forklare, hvordan det hænger sammen, for det er i virkeligheden meget smukt, men jeg vil prøve at holde mig til emnet her, nemlig bidragene.
Som andre også har redegjort for, dækker bidragsbetalingerne til realkreditinstitutterne deres omkostninger til drift, tab, sikkerhed, likviditet og kapital.
Drift er bl.a.
løn og administration.
Tab er tab på lån til private og til erhvervslivet, hvor lånene ikke kan tilbagebetales.
Kapital er de stadig stigende udgifter til at honorere de fortsat stigende kapitalkrav fra myndighederne og markedets forventninger.
Forudsætningen for, at man kan få et 30-årigt uopsigeligt lån med fast rente, er naturligvis, at bidragene kan ændre sig.
Tag sådan et 30-årigt realkreditlån, som udløber i år, og som altså blev stiftet i 1986.
Der er immer væk sket en del siden 1986.
Der har været en del højkonjunkturer, der har været lavkonjunkturer, der har været finansielle kriser.
Der er mange ting, der har ændret sig, herunder lovgivningen.
Det er en forudsætning for forbrugerne, at hvis de skal kunne få lange, uopsigelige lån, skal man kunne ændre på bidragene, når omkostningerne ændrer sig, når kravene fra markedet ændrer sig osv.
Og det system har som sagt sikret den billigste boligfinansiering i hele verden.
Vi skal være meget, meget påpasselige med at ændre på reguleringen af realkreditsektoren på baggrund af en krise.
Det her er jo klassisk politik, der opstår i en situation, som medierne kaster sig over – i det her tilfælde stigende bidragssatser.
Så farer politikerne ud og vil komme med ny regulering.
Jeg synes faktisk, at det, vi har oplevet, har været ganske, ganske uskønt, nemlig at man har taget en specifik virksomhed, som vi oplevede med Nykredit, og forlangt møder og regulering på baggrund af de dispositioner, den her virksomhed havde foretaget.
Jeg synes, det har været meget, meget uskønt.
Det konkrete forslag er efter vores opfattelse dybt usolidarisk.
Konsekvensen vil være, at bidragene vil blive sat op for nye kunder.
Det vil være unge mennesker, som køber deres første hus.
Det er det jo ofte.
De vil skulle betale et langt højere bidrag end kunder, der allerede har et lån.
Det er usolidarisk.
Det vil også betyde, at investorerne ville miste noget af den høje tillid, som de har til det danske realkreditsystem, og derfor forlange højere renter.
Summa summarum vil regningen blive sendt videre til boligejerne, og den regning vil blive højere end det, man skal betale i dag.
Det vil altså have den stik modsatte konsekvens af det, som man ønsker at opnå.
Sådan er det tit med venstrefløjens forslag.
Det her forslag vil ikke øge konkurrencen, det vil dræbe konkurrencen.
Det vil betyde mindre konkurrence.
I stedet for det her forslag burde vi bruge al vores tid herinde i Folketinget på at appellere til EU og andre om at holde fingrene fra det danske realkreditsystem.
Så vil jeg sige til slut, og jeg skal nok gøre det kort:
Hvis det var sandt, at det danske realkreditsystem og realkreditinstitutterne var en pengemaskine – en pengemaskine er der blevet sagt – så er det da underligt, at man ikke har indført det her system i andre lande, at de her griske kapitalister ikke har indført det i andre lande.
Men det har de ikke.
Skyldes det muligvis, at det her ikke er lige så rentabel en forretning som andre former for boligfinansiering?
Det tror jeg det gør.
Tak for ordet.
Det danske realkreditsystem er det bedste i verden.
Det har historisk set været det billigste, og det har også historisk set været det sikreste.
Sådan har det været, og sådan vil vi gerne have at det bliver ved med at være.
Når man tager et lån, er det vigtigt, at man ved, på hvilke vilkår man låner.
Det er vigtigt, at man ved, hvor meget man skal betale i termin hver måned, så man ved, hvor stort et rådighedsbeløb man har efter lån og husleje.
Men det kan man ikke være sikker på i dag.
Selv kunder med fastforrentede lån, hvor man umiddelbart skulle tro, at betalingerne ligger fast, kan risikere, at deres bidrag stiger.
Og som reglerne er i dag, er der ikke noget loft for, hvor meget realkreditinstitutterne kan hæve bidragssatserne.
Det er derfor, at vi fremsætter det her beslutningsforslag.
De danske andelskasser kom ud af noget af det, vi er bedst til i Danmark, nemlig at samarbejde gennem andelsbevægelser.
Realkreditten startede i slutningen af 1700-tallet efter den store brand på Holmen i København i 1795, hvor 900 huse brændte ned.
Efter branden havde de mange nye hjemløse brug for nye lån til nye huse, og derfor gik man sammen og startede det første realkreditinstitut.
Historisk er realkreditinstitutter altså på mange måder en grundpille i andelsbevægelsen, som de sidste 200 år har ydet lån til høj og lav.
Et realkreditlån består af tre dele:
renter, afdrag og bidrag.
Renter og afdrag bliver bestemt ved, at kunden og realkreditinstituttet sammen finder ud af, hvilket lån kunden skal have, og hvor lang tid der skal afdrages over.
Så tager realkreditinstituttet det til obligationsmarkedet, hvor det bliver solgt til den, som er villig til at give de laveste renter.
Realkreditinstitutterne skal formidle og administrere lånet, og det koster selvfølgelig nogle penge.
Det er det, bidragssatserne i princippet skal gå til.
Historisk er realkreditinstitutterne altså bare en slags mellemmand, som skal formidle lån mellem låner og udlåner.
Fordi realkreditinstitutterne har været andelsfunderet, altså ejet af lånerne, har den eneste interesse for realkreditinstitutterne været at holde bidragssatserne så lave som muligt.
Derfor har det ikke været nødvendigt at lave lovgivning, som regulerede bidragssatserne.
Men i 1989 blev der lavet en reform af realkreditten.
Den betød, at realkreditinstitutter ikke længere behøvede at være andelsbaserede.
Nu kunne banker og eksterne investorer også oprette realkreditinstitutter.
Det har betydet, at vi i de sidste 25 år har set en udvikling mod flere og flere kommercielle realkreditinstitutter, og i dag er Nykredit det sidste af de store realkreditinstitutter, som er kundeejet, og Nykredit barsler allerede med en børsnotering.
At det andelsbaserede realkreditinstitut er ved at forsvinde, er ikke bare synd for den demokratiske andelsbevægelse, hvor man tæller efter hoveder og ikke efter høveder, det er også et problem for låntagerne.
Det betyder nemlig, at realkreditinstitutterne går fra kun at skulle varetage låntagernes interesser til nu også at varetage de eksterne aktionærers interesser.
Og da realkreditinstitutterne kun formidler lån, er det eneste sted, de kan tjene penge til deres aktionærer igennem gebyrerne og bidragssatserne.
Aktionærerne er altså interesseret i så høje bidragssatser som muligt, men låntagerne er interesseret i så lave bidragssatser som muligt.
Derved er der opstået en interessekonflikt, og det er derfor, at vi foreslår at lave loven om.
Nogle gange kan det være nødvendigt for et realkreditinstitut at sætte bidragssatserne op.
Sådan har det altid været.
Men i øjeblikket står realkreditinstitutterne over for nogle ekstra udfordringer, fordi de efter finanskrisen bliver pålagt flere og flere kapitalkrav.
Derfor skal det også være muligt for realkreditinstitutterne at hæve bidragssatserne, men kun hvis det bliver godkendt af et uafhængigt organ som f.eks.
Finanstilsynet eller Konkurrencestyrelsen.
På den måde kan vi sikre, at bidrag kun bliver sat op, hvis der er et reelt behov og altså ikke bare for at betale ekstra udbytte til aktionærer.
Derfor er det også naturligt, at der følger nogle betingelser med, hvis realkreditinstitutterne sætter deres bidragssatser op.
For en første skal det ikke være muligt for realkreditinstitutterne at udbetale afkast til aktionærer 2 år efter, at de har hævet bidragssatserne.
Det mener vi er helt naturligt.
For hvis det er strengt nødvendigt at hæve bidragssatserne, så bør der heller ikke være penge til at udbetale afkast til aktionærer.
For det andet skal det være muligt at skifte realkreditinstitut med færrest mulige omkostninger, hvis ens bidragssats bliver sat op.
I mange andre situationer i samfundet er det ikke et stort problem, hvis priserne bliver sat op.
Hvis prisen f.eks.
bliver sat op på havregryn i den gule pakke, jeg plejer at købe, ja, så vælger jeg bare havregryn i den røde eller den grønne pakke.
Men det kan man jo ikke med realkreditlån.
Hvis man skal skifte realkreditlån i dag, er der store omkostninger, både fordi der f.eks.
kan være kurstab på den obligation, som lånet er bundet op på, og fordi det realkreditinstitut, man flytter til, opkræver et omlægningsgebyr.
Derfor er mange lånere kommet i klemme nu her, hvor bidragssatserne bliver sat op.
Det er både dyrt at blive, og det er dyrt at skifte.
Derfor foreslår vi også, at hvis et realkreditinstitut hæver bidragssatserne på et lån, så må det ikke pålægge gebyrer ud over de administrative omkostninger, som realkreditinstituttet kan påvise, i forbindelse med f.eks.
låneomlægning.
Vi har som sagt verdens bedste realkreditsystem, og det skal det blive ved med at være.
Det er det sted i verden, hvor man kan få de billigste lån.
Det er et af de sikreste systemer i verden, og så er store dele af det endda demokratisk.
Det synes vi vi skal holde fast ved og fremtidssikre.
Derfor håber jeg at flere vil støtte vores forslag.
Mange tak.
Der har været bred enighed i dag om et par ting.
Det ene er, at vi har verdens bedste realkreditsystem.
Det andet er, at vi har et problem med bidragssatserne.
Så langt, så godt.
Så er spørgsmålet, hvordan man bedst løser det.
Forslagsstillerne vil gerne regulere og gøre det sværere for virksomhederne og realkreditinstitutterne at hæve bidragssatserne.
Det lyder sådan set fornuftigt, for jeg kan udmærket forstå de mange kunder, som synes, at når man indgår en kontrakt og det kun er den ene part, der har ret til at ændre kontrakten, virker det uretfærdigt.
Derfor kan det virke mere rimeligt, at man ikke har mulighed for at ændre bidragssatserne.
Det, vi så bare skal vide, er, at resultatet af den her lovgivning er, at man fra realkreditinstitutternes side fra start af begynder at polstre sig mere og sikre sig mere, fordi man ikke har den her fleksibilitet, hvis man f.eks.
skal give et lån, der kan vare 30 år.
Jeg tror bare, vi skal være ærlige og sige det her.
Det tog sådan set mig ret lang tid at forstå, at det er det, der er problemet.
Jeg er jo ikke uddannet på dette område som f.eks.
Socialdemokratiets ordfører.
Men da jeg endelig fattede det, kunne jeg godt se, at det egentlig ikke er i kundernes interesse, at de bare skal betale en højere pris fra starten af, fordi den her fleksibilitet mangler.
Hvad kan vi så gøre, når vi alle sammen er enige om, at bidragssatserne er et problem?
Alternativets ordfører, fru Josephine Fock, siger, at en god ting vil være at kunne vælge de røde og de blå havregryn, altså mere konkurrence.
Der synes også at være enighed om, at det ville være et godt svar på det her, altså at kunderne kunne stemme med fødderne.
Skulle vi så ikke prøve at tale om, hvordan vi kunne få noget mere konkurrence ind i den her sektor ved f.eks.
at se, om vi kunne forhandle en aftale med realkreditinstitutterne om, at det er muligt at skifte?
Hvis de f.eks.
vælger at hæve bidragssatserne, skal det være nemmere for kunderne at skifte ved f.eks.
at dele nogle af omkostningerne.
At lade kunderne stemme med fødderne ville da være en mulighed for at øge konkurrencen.
Det er det, vi fra radikal side har foreslået som en mulighed.
Det er en af de ting, som vi forsøger at lægge pres med for at se, om ikke man kan forhandle sådan en aftale, når regeringens arbejde er færdiggjort.
Det her med forligskreds eller ej, og hvor det hører hjemme, kan man jo diskutere længe.
Jeg synes, at det her er en selvstændig problematik, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med Finansiel Stabilitet, og at alle partier i det her Folketing – tror jeg oprigtigt – har en klar interesse i, at det system, der er så vigtigt for det danske boligmarked og for den danske økonomi egentlig også og for så mange mennesker i det her land, er noget, som vi alle sammen gerne vil være med til at forbedre.
Det tror jeg egentlig oprigtigt, uanset den uenighed der måske har været her i salen i dag, at alle partier gerne vil, for det er så vigtigt for den samfundsmodel, vi har.
Vi roser jo det danske realkreditsystem og den danske model, og vi taler alle sammen så smukt om den, men vi maler altså også et lidt for rosenrødt billede af det.
Det er rigtigt, at det sikrer billige og trygge lån til danskerne, men som fru Josephine Fock også var inde på, skete der jo noget for 27 år siden.
Man lavede en kæmpe omkalfatring at det realkreditsystem, som man havde.
Så derfor skal vi også være ærlige nu og sige, at det altså ikke er det realkreditsystem, der var engang, som vi taler om i dag, men det er det nye – hvad skal man sige?
– mere kommercialiserede, liberaliserede realkreditsystem, vi har, hvor vi har realkredit, der er blandet fuldstændig sammen med kommercielle banker, og det er nogle af de problemstillinger, vi ser.
Jeg tror, at det var DF's ordfører, der talte om gynger og karruseller, og der har vi jo også set, at der har været nogle indtjeningsproblemer i bankerne, og så har man så flyttet sit fokus andre steder hen.
Der er jo flere delelementer i det her forslag, og der vil jeg da også mene, at hvis der er nogle, der kun kan gå ind for dele af det, f.eks.
det at gøre det billigere at flytte fra et institut til et andet, så man kun skal betale de reelle administrative omkostninger, så tror jeg da, at ordførerne bag forslaget vil være meget optaget af f.eks.
at splitte forslaget op.
Der er en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk, som jo er gået meget aktivt ind i den her debat, fordi de synes, at det er et forbruger- og kundeproblem, at bidragssatserne er steget så meget, og i 2005 kom de med en undersøgelse, der viste, at bidragene i gennemsnit var steget med 97 pct.
fra 2011 til 2015.
Deres forkvinde, talsmand, Anja Philip, var ude at sige, at for at sikre en reel konkurrence, der ikke er der i dag, burde man – og det var anbefalingen fra Forbrugerrådet Tænk – gøre det gratis eller meget, meget billigt at kunne skifte realkreditinstitut, for at man netop kan stemme med fødderne, som man kan, når man køber dagligvarer eller alle mulige andre ting.
Hun sagde:
Vi mener, at det skal være gratis eller billigt for forbrugerne at skifte til et andet selskab, når der pludselig bliver skruet op for satserne.
Og en af økonomerne ansat i Forbrugerrådet Tænk sagde også:
Vi mener, at det helt urimeligt, at den ene part i en aftale pludselig kan hæve prisen markant, uden at den anden part kan gøre noget ved det, og det her forslag vil øge konkurrencen om kunderne i realkreditsektoren, og dermed sætte en stopper for det tag selv-bord, som bidragssatserne har udviklet sig til, sagde Morten Bruun Pedersen, økonom i Forbrugerrådet Tænk.
Noget af det, jeg spurgte ind til til DF's ordfører var også, at nu har vi haft meget fokus på husejerne, på folk, der har ejerlejligheder, men faktisk bliver andelshaverne jo også dobbelt ramt, fordi som andelshaver får du et banklån med markant højere renter.
Der har vi jo set, at de ikke er fulgt med ned, når renterne er faldet.
Der er relativt høje renter inden for banklån.
Der får man så sit lån, men ens andelsforening har ofte et realkreditlån samlet set, og der vil man jo blive ramt af det her.
Så man vil både blive ramt af, at ens husleje eller bidrag til andelsforeningen stiger, samtidig med at man har de høje renter, der ikke er faldet.
Der bliver der i hvert fald ikke tale om gynger og karruseller.
Så får vi andelshavere, der bliver ramt dobbelt.
Så det er også bare for at sige, at det her er en meget, meget bred kreds af mennesker i Danmark.
Det er husejere, det er folk, der bor i ejerlejlighed, det er andelshavere.
Så synes jeg simpelt hen også, at det er utroligt at høre folk, der har et liberalt udgangspunkt, specielt Liberal Alliances ordfører, sige:
Der er ikke et konkurrenceproblem, det oplever vi ikke.
Jamen selvfølgelig er der det, fordi hvis de omkostninger ved at skifte er nogenlunde de samme som de prisstigninger, man får, har vi selvfølgelig et konkurrenceproblem, og det er de konkrete forslag, der ligger i det her beslutningsforslag fra os.
Det danske realkreditsystem er unikt; det fungerer rigtig godt i forhold til boligkøbere, fungerer rigtig godt i forhold til det danske system.
Og det danske realkreditsystem har jo også fungeret upåklageligt igennem krisen, efter at det hele brød sammen i september 2008.
Hvor banker var under pres, banker faldt, banker blev reddet, oplevede vi jo, at realkreditinstitutionerne kom igennem.
De tabte også penge, men de kom igennem med skindet på næsen og fik sikret et solidt fundament under flere hundredtusinde boligejere, som havde penge i klemme – boligejere, som trygt og roligt kunne sidde i deres hus eller lejlighed, fordi de havde optaget et realkreditlån, formidlet af et realkreditinstitut.
Det system har altså fungeret rigtig godt.
Så har der været nogle udfordringer i forhold til at flytte, i forhold til forklaring af, hvordan udgifterne har været for at have et sådant lån.
Men vores udgangspunkt fra konservativ side er, at der ikke er brug for yderligere priskontrol på det her område.
Vi har et marked, et marked, der fungerer i forhold til at kunne flytte, i forhold til som familie selv at kunne vælge at optage lån, og det kan man så gøre i en bank, hvis man vil det, eller i et andet realkreditinstitut.
Hvis man går ind og laver priskontrol, som der helt eksplicit er lagt op til i forslaget her, B 99, vil det give ringere vilkår for familierne, for i sidste ende vil man få en dårligere rating hos ratingbureauerne, og det vil sige, at det så vil koste flere penge at låne penge ud for realkreditinstitutterne til kunderne, fordi man ikke vil kunne agere offensivt og mobilt i forhold til ændringer i markedet.
Så hvis man virkelig vil have et velfungerende realkreditsystem til gavn for hele Danmark, til gavn for forbrugerne og familierne, bliver man nødt til også at have en respekt for, at der er et marked, der fungerer.
Der er så nogle krøller og nogle krusninger, man selvfølgelig skal have kigget på, og som jeg også er meget opmærksom på, og derfor er jeg tilfreds med, at ministeren har nedsat et udvalg, som skal se på det, og der er jeg da parat til, også på De Konservatives vegne, at se på de forslag, som udvalget kommer med, og se på, om der er brug for nogle tilpasninger, nogle justeringer, som gør, at verdens bedste realkreditsystem bliver ved med at være verdens bedste realkreditsystem til gavn for alle sammen i det danske samfund.
Der er endnu ingen debatindlæg...