Tak for det. Også her taler jeg på vegne af vores skatteordfører, fru Astrid Krag.

I 2009 afskaffede Venstre og De Konservative med støtte fra Dansk Folkeparti omkostningsgodtgørelse til virksomheder og fonde i skattesager. Pengene har partierne forlængst brugt i forbindelse med forårspakke 2.0 til at betale for skattelettelser til erhvervslivet. Hr. Torsten Schack Pedersens sagde dengang i april 2009:

Dansk erhvervsliv har talt for lavere marginalskatter. Det ønske efterkommer vi, men erhvervslivet må også være med til at betale regningen.

Derfor står man tilbage med en fornemmelse af, at Venstre og deres venner har lidt svært ved at betale, når regningen kommer. For med det beslutningsforslag, som vi behandler nu, ønsker Venstre, Konservative og Liberal Alliance at genindføre omkostningsgodtgørelse til virksomheder og fonde i skattesager og altså at rulle betalingen af de skattelettelser, som de allerede har givet, tilbage. Det skal finansloven for 2015 så klare.

Forslagsstillerne begrunder forslaget med, at det vil styrke retssikkerheden. Det bekymrede ellers ikke den daværende skatteminister, hr. Kristian Jensen, da han afskaffede godtgørelsen. Den 23. maj 2009 udtalte han til Jyllands-Posten, og jeg citerer: »Nej, jeg mener ikke, at man skærer i retssikkerheden«.

Bekymringen virker da også ubegrundet. For det første har selskaberne helt tilbage fra juni 2009 i stedet haft mulighed for at få fradrag for deres udgifter til sagkyndig bistand, herunder advokatbistand. Samtidig har selskaberne og de selvstændige erhvervsdrivende fradrag for udgifter til sagkyndig bistand ved behandling af sagen i første instans og altså ikke kun i klagesager.

For det andet viser de nyeste tal fra Skatteankestyrelsen, at antallet af selskaber, der klager, er på samme niveau som i 2006. Situationen er heldigvis ikke ændret, selv om reglerne er blevet lavet om, og det er jo rigtig godt.

Både borgeres, virksomheders og fondes retssikkerhed er vigtige for regeringen, så selvfølgelig skal vi holde et vågent øje med, om udviklingen går den forkerte vej. Det synes dog ikke at være tilfældet i dag, og i en tid, hvor økonomien er knap, prioriterer vi derfor ikke at ændre reglerne.

Med finansloven for 2015 ønsker vi at styrke fællesskabet. Derfor har vi prioriteret bedre behandling af mennesker med kroniske sygdomme, flere pædagoger i børnehaver og vuggestuer og ekstra hjemmehjælp til vores ældre.

Socialdemokraterne kan ikke beslutningsforslaget.

Tak. Det skete i de dage i 2009, hvor reglerne om omkostningsgodtgørelse til selskaber og fonde blev afskaffet. Det var VKO, der afskaffede den godtgørelse for at skrabe penge sammen til skattelettelserne i forårspakke 2.0. Det var jo gode skattelettelser, så der er ikke noget kritik for det, men det er bare vigtigt at have med, når man nu taler om, at retssikkerheden trædes under fode.

Jeg har et par bemærkninger til det med, at retssikkerheden har lidt overlast, for i forbindelse med afskaffelsen af omkostningsgodtgørelsen til selskaber og fonde ændrede man også reglerne, således at selskaber og selvstændige erhvervsdrivende fik fradrag for udgifter til sagkyndig bistand ved en sagsbehandling ved SKAT. Dertil skal man lægge, at i forbindelse med Skattekommissionens rapport om lavere skat på arbejde, som indgik i grundlaget for forårspakken og skattelettelserne tilbage i 2009, fandt man heller ikke nogen retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved afskaffelsen af omkostningsgodtgørelse til selskaber og fonde.

Det, Skattekommissionen især lagde vægt på, var, at selskaber og fonde i forbindelse med udarbejdelsen af selvangivelsen var bistået af professionelle rådgivere. Hvis man ser på tal fra Skatteankestyrelsen, synes der heller ikke at være noget grundlag for at postulere, at færre selskaber og fonde klager, i og med at de nyeste tal viser, at antallet af klager er på samme niveau i 2006 som i 2009.

Derfor kan man samlet set sige, at i den ideelle verden, hvis der var penge til det, synes jeg, det ville være en glimrende idé at genindføre omkostningsgodtgørelsen, men det er jo altid en prioriteringsopgave, og i det lys, og når man også tænker på, at jeg ikke mener, at det har haft nogen nævneværdig negativ effekt på retssikkerheden, kan Radikale Venstre ikke støtte nærværende beslutningsforslag.

Vi er medforslagsstillere på det her beslutningsforslag, fordi vi jo bakker op. Og det gør vi, fordi vi synes, at det helt principielt er rigtigt, at hvis SKAT fører en sag mod såvel borgere som virksomheder og SKAT taber de sager, så bør SKAT dække de omkostninger, som borgere og virksomheder har haft ved at blive anklaget af SKAT for at have begået noget, der var forkert.

I dag er der omkostningsgodtgørelse for borgere, men altså ikke for virksomheder, og det synes vi der skal være. Og det er ikke kun af hensyn til borgere og virksomheder selv, altså dem, der er i situationen; det er også af hensyn til hele retssikkerheden i Danmark, og at vi får slået fast, hvis det er, at SKAT ikke har forstået loven ordentligt.

For man kan forestille sig en sag, hvor en virksomhed af SKAT får at vide, at virksomheden skal betale 50.000 kr. mere, end virksomheden egentlig havde tænkt sig at skulle betale. Virksomheden står så i en situation, at hvis virksomheden skal føre sagen, vil det koste måske 200.000 kr. Den virksomhed har jo ingen interesse i at føre sagen, fordi gevinsten kun er på 50.000 kr., men omkostningen er på 200.000 kr., selv om virksomheden kan se og ved, at SKAT er forkert på den her, og at SKAT vil tabe, hvis virksomheden fører sagen. Og så fører det ikke til, at SKAT får en næse af det juridiske system, fordi SKAT er kommet med et forkert krav til virksomheden.

Dermed fortsætter SKAT en praksis over for borgere og virksomheder, som er forkert, fordi der aldrig er nogen, der har en interesse i at føre sagen, fordi gevinsten ved at føre sagen er mindre end omkostningen. Og det er et problem, ikke kun for den pågældende virksomhed, men for hele landet og for alle, der kan komme i en lignende situation senere hen.

Så vil jeg lige sige, at ved det sidste beslutningsforslag sagde jeg til Venstre og Konservative, at jeg godt kan forstå det her med, at man går i forhandling med en regering om en skattereform. Der er en masse ting, man godt kan lide ved den reform, der er nogle få ting, man ikke kan lide, men det sluger man som omkostning for at få alt det gode. Og når man så har gennemført det, fastholder man, at man stadig væk er imod det der, og man fastholder retten til at fremsætte beslutningsforslag. Det kan jeg sagtens forstå.

Den her sag er et eksempel på noget andet. Den er et eksempel på, at man fører en anden politik, når man selv er i regering, end man fører, når man er i opposition. Fjernelsen af omkostningsgodtgørelsen for virksomheder er jo noget, som VK-regeringen selv har gennemført med det flertal, den havde, sammen med Dansk Folkeparti dengang i 2009. Nu kommer man så ud og er ikke længere i regering, og så vil man noget helt andet.

Det lægger sig i enden på nogle andre sager, hvor det var samme forhold. Man indførte en fedtafgift, som man så fortrød, lige så snart man kom i opposition; man barslede med en energireform, en energiaftale med en masse forhøjelser af energiafgifter, som man, da man kom i opposition, pludselig påstod, at man var imod.

Det forstår jeg ikke, det synes jeg faktisk ikke er reel politik, altså det der med at føre to forskellige slags politik, afhængig af om man er i regering eller i opposition. Det synes jeg er uærligt. Men når man kommer på bedre tanker, bakker vi op, selvfølgelig. Men jeg synes, at man burde afholde sig fra den slags ting.

Det er jo det samme, som også Socialdemokraterne og SF's står for, når de, mens de er i opposition, barsler med »En Fair Løsning«, der bruger milliarder og atter milliarder på ting og sager, som man så, når man kommer i regering, indrømmer, at man ikke havde penge til – og så fører man ikke den politik længere.

Der har de der regeringsbærende og såkaldt ansvarlige partier altså en meget uansvarlig omgang med politikken i Danmark, fordi de bilder vælgerne ind, at de kan en masse, når de er i opposition, og så slet ikke gør det, når de er i regering. Eller omvendt: Gør tingene, når de er i regering, og påstår, de er imod det, når de så er i opposition. Det synes jeg ikke er en måde at føre politik på, som er i orden.

Men beslutningsforslaget bakker vi op om.

En række af de forslag, vi har diskuteret i dag, har givet anledning til sådan en historisk diskussion om, hvordan det nu lige var, det var. Og jeg tror måske egentlig, det ville være passende – også i den her forbindelse – lige at gå tilbage og spørge: Hvordan var det lige, det var?

For det var sådan, at før VK-regeringen trådte til i 2001, var der ikke fuld omkostningsgodtgørelse. Det var VK-regeringen, der indførte den fulde omkostningsgodtgørelse for borgere og virksomheder i klagesager, fordi vi ikke ønskede den situation, som hr. Ole Birk Olesen meget glimrende beskrev: at man som skattebetaler, hvad enten det var som person eller virksomhed, ikke anlagde sag af frygt for, at omkostningerne forbundet med at vinde sagen ikke stod mål med den tvist, man havde med skattemyndighederne, altså fordi den dækning, man fik af sine omkostninger, var alt for beskeden.

Så ud fra en grundlæggende retssikkerhedsmæssig betragtning var det vurderingen, at det ikke skulle kunne risikere at være forbundet med tab at få ret. Derfor indførte VK-regeringen den fulde omkostningsgodtgørelse. Det glemmes lidt i diskussionen i dag, hvor det alene er den begrænsning, der kom i 2009, der har været omdrejningspunktet. Men virkeligheden er altså, at den fulde omkostningsdækning var noget, som VK-regeringen indførte ved sin tiltræden. Det er bare lige for at få det på plads.

Det er jo selvfølgelig lidt ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke stiller med sin ordfører, for der var jo mange ting, man også kunne diskutere i denne sag, men lad nu det ligge. Man kan jo bare konstatere, at partiet ikke ønsker at prioritere det. Det gælder jo også, i forhold til hvad Det Radikale Venstre sagde, i forhold til hvad økonomi- og indenrigsministeren udtalte, da han var skatteminister – at han sådan set godt kunne se det retssikkerhedsmæssige fremmende i at sikre en fuld omkostningsgodtgørelse for virksomheder og fonde – at det så åbenbart ikke er noget, der er blevet prioriteret fra Det Radikale Venstres side i regeringens finanslovsudspil eller i regeringens finanslovsaftale. Men som jeg også har gjort det ved andre lejligheder under debatterne i dag, vil jeg da glæde mig over den principielt positive melding fra Det Radikale Venstre, og det håber jeg jo så kan blive lidt mere håndfast på et senere tidspunkt, så der ikke bare er tale om pæne hensigtserklæringer, men også bliver sat handling bag ordene.

I forhold til den anden del af det, som hr. Ole Birk Olesen talte om, da han kom ud over det principielle i, at det altså er rimeligt, at borgere og virksomheder ikke risikerer tab ved at vinde en sag, nemlig en kritik af, at Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti lavede den her ændring i 2009, vil jeg sige, at vi gerne vedstår, at det var en fejl, men det værste ved at begå en fejl er jo stædigt at holde fast i den. Hvis man har begået en fejl, må man jo rette op på den. Det mener jeg er rimeligt og ganske lige ud ad landevejen.

Der er måske også en del i historieskrivningen, som heller ikke er blevet belyst i dag, og som jeg tror at hr. Ole Birk Olesen slet ikke er bekendt med. For jeg tror, at det næsten må have været det sidste lovforslag, som den daværende skatteminister, hr. Peter Christensen, sendte i høring som skatteminister, nemlig et forslag om ikke en fuld gennemførelse af omkostningsgodtgørelsen til virksomheder og fonde i skattesager, men dog om en række klare forbedringer i forhold til det, der var lavet i 2009. Så allerede, mens VK havde regeringsmagten, var der initiativer til at forbedre den fejl, der blev begået i 2009.

Til sammenligningen i forbindelse med det, at man skifter politik, er uansvarlig og sådan noget, altså til sammenligningen af det, som vi har gjort i Venstre, med det, regeringspartierne har gjort, må jeg nok sige, at det må jeg virkelig have mig frabedt. Regeringspartierne kom med et fatamorgana – et katalog, der kunne løse alle landets problemer på 12 minutter, og så var der mælk og honning; der var ikke grænser for, hvor mange penge der skulle hældes ud over kommunerne. De har så ikke fået udgiftsstop, men en minusvækst i deres velfærdsudgifter, og det står lidt i skærende kontrast til, var det 1,4 pct. i vækst, de skulle have haft?

Der må jeg sige, at vi i Venstre lavede et forslag og vedtog et forslag, der var en besparelse, som vi så efterfølgende siger ikke var den klogeste besparelse, vi fandt på i vores tid. Så det retter vi op på med fuld finansiering i vores finanslovsudspil. Altså, hvis vi ikke ville rette fejlen, ville det være til større gavn for statskassen og ikke efterlade noget hul. Det står dog trods alt i skærende kontrast til den sammenligning, som hr. Ole Birk Olesen kom med.

Men for at runde af vil jeg sige, at det jo altid er godt at få en diskussion om retssikkerhed. Det har der jo i allerhøjeste grad været grund til at diskutere på skatteområdet, hvor vi har set en række mildest talt meget uheldige sager. Det er måske en helt anden løsning, der er relevant i den sammenhæng, men det skal i hvert fald gøres klart over for ikke bare borgere, men også den håndværksmester, som kan have en disput med skattemyndighederne, at det altså kun er rimeligt, at hvis vedkommende står på sin ret og tager en sag og får ret, skal det ikke være forbundet med omkostninger. Og derfor skal vi selvfølgelig have genindført omkostningsgodtgørelsen til virksomheder og fonde, hvis de får ret i en sag mod skattemyndighederne. Det må vi så konstatere at der ikke er flertal for i Folketinget i øjeblikket, men det må vi jo så se, om der kan skaffes på et andet tidspunkt.