Det beslutningsforslag, der er fremsat, har til formål at forhøje straffen for æreskrænkelse, også kaldet injurier. Det er sådan i dag, at ringeagtsytringer, f.eks. han er en tyveknægt eller falske sigtelser, han er pædofil, er strafbare efter straffelovens § 267. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er nok nærmest, at udbredelsen af de her sigtelser er blevet langt nemmere og langt mere populær – om man må bruge det kedelige udtryk – via de elektroniske medier.

En gennemgang af de sidste 5 års domspraksis afslører, som justitsministeren også har bekræftet, et niveau i dagbødestørrelsen på 10-20 dagbøder a 100-1.000 kr. Jeg synes måske det niveau kommer allertydeligst til udtryk i den sag, som der nævnes i forslagets bemærkninger, hvor en kommunal familiechef af to mænd på internettet bliver beskyldt for at være pædofil. Straffen fastsættes til fire dagbøder a 125 kr. Det er fuldstændig latterligt.

Jeg bemærkede, at justitsministeren sagde, at han ikke har læst dommen. Han refererede dog en anden dom, som han havde læst. Jeg synes måske, der var endnu mere grund til at læse den dom, der henvises til i netop bemærkningerne til beslutningsforslaget, fordi fakta er, at den er et ganske godt udtryk for, at retspraksis er kommet helt ude af trit med virkeligheden. Det er helt ude af proportioner, helt uden nogen special- eller generalpræventiv effekt overhovedet. Straffen bør skærpes væsentligt i de her tilfælde, hvis det skal have nogen som helst præventiv effekt.

Så siger justitsministeren, at når der er behov, så bliver der sat ind. Nej, det er nu en sandhed med modifikationer, for forholdet er det, at den her type sager jo ikke er sager, der rejses af politiet. Det er jo sager, der rejses af den private i en noget særegen procesform, nemlig i strafferettens procesform. Det er et privat søgsmål, kan man sige, selv om der påstås straf.

Det betyder jo i realiteten, at de, der ikke selv har råd til at bekoste en sådan sag, der måske løber op i 20.000-40.000 kr. i sagsomkostninger for sagsøgeren, har svært ved at værne om deres egen ære, om jeg så må sige. Fri proces, fremgår det faktisk af § 228, er særdeles svær at få i sådanne sager. Det er en yderligere konsekvens af en dom, der tilkender sagsomkostninger hos modparten og ofte kun giver spinkelt håb om refusion hos den modpart, der ingen penge har. Tilsvarende gælder udgifter til offentliggørelse, som man også kan få med i en dom, og hvis ikke den, der har fremsat beskyldningerne, har penge, får man jo ikke refunderet udgifter til det.

Endelig er det også fint, at ministeren nævner torterstatning, som man kan nedlægge påstand om efter erstatningsansvarsloven § 26. Men også her gælder der jo, at hvis der ingen penge er at hente, så er der ingen penge at hente. Så det korte af det lange er, at man som oftest i de her injuriesager står med en stor regning, fordi man selv er nødt til at anlægge søgsmålet. Det er ikke noget, det offentlige gør på ens vegne eller det offentlige supporterer.

En ting er, at skadelidte ikke får nogen økonomisk oprejsning, men med forslaget ønsker vi, at den straf, som det offentlige via domstolssystemet fastsætter, i det mindste bliver relevant og proportional i forhold til den krænkelse, der er sket. Det er ikke tilfældet i dag, og det viser den refererede domspraksis og ikke mindst straffen på fire gange 125 kr. for at blive kaldt pædofil på internettet.

Det hører ingen steder hjemme, og med forslaget ønsker vi i det mindste, at den om jeg så må sige offentlige straf – for de penge, der skal udveksles mellem private, kan vi jo ikke rigtig gøre noget ved – skærpes i overensstemmelse med den krænkelse, som er overgået offeret, hvor omtalen har givet et uopretteligt sår på livet. Det nuværende strafniveau har hverken special- eller generalpræventiv effekt af nogen som helst betydning. Tak.

Tak til formanden. Jeg er her på vegne af fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som desværre ikke kunne være her i dag.

I dag behandler vi Dansk Folkepartis, Det Konservative Folkepartis og Venstres forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af straffen i sager om æreskrænkelse. SF tager stærkt afstand fra de sager, hvor der sker æreskrænkelse.

Der er ikke nogen tvivl om, at udbredelse af de sociale medier har gjort den potentielle udbredelse af æreskrænkelser meget mere alvorlig og skræmmende. Der er jo folkeskoleelever, der nu sidder derude og ikke kan koncentrere sig i skoleundervisningen, fordi de konstant er bange for, at der bliver skrevet krænkende og decideret onde kommentarer og trusler på deres netprofiler. Mobning har jo altid været et problem, men det kan antage nogle helt andre dimensioner, end da jeg f.eks. var barn i 1970'erne.

Dertil kommer også, at krænkelser på sociale medier står for tid og evighed. Der er på flere af de sociale medier det problem, at det er meget, meget svært at få slettet krænkende udtalelser og statusopdateringer osv. Så de står der altså for tid og evighed.

Vi mener, at der bl.a. skal en holdningsændring til, også blandt brugerne af de her sociale medier, i retning af, at man er mere bevidst som bruger om at beskytte sine private oplysninger og bruger en god tone på nettet. Vi kan let blive enige om, at æreskrænkelser ikke bør tolereres. Spørgsmålet til diskussion i dag er, om straffen for æreskrænkelser skal skærpes. Som ministeren oplyste i sin tale, bliver udbredelsen af æreskrænkelser allerede i dag tillagt skærpende betydning ved domstolene.

Vi mener ikke i SF, at vi løser problemet med æreskrænkelser ved at skærpe straffen yderligere, og derfor kan vi ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Det var lidt pinligt før; det vil jeg godt beklage over for formanden. Jeg havde glemt, at hr. Peter Skaarup skulle på til sidst, så jeg troede, at jeg lige havde tid til at ordne et telefonopkald uden for salen. Det beklager jeg mange gange.

Men jeg siger tusind tak for ordet og tak til forslagsstillerne for denne debat. Jeg synes faktisk, at den er ret interessant, for jeg tror sådan set, at forslagsstillerne på mange måder har ret i, at ting er accelereret en smule i takt med internettet.

Jeg tror dog ikke, at det nødvendigvis handler så meget om strafferammerne. De er nok langt hen ad vejen ret fine, da de også afspejler, at det er en skærpende omstændighed, når ærekrænkelser bliver slynget ud i en større personkreds. Jeg synes dog, at det eksempel, som forslagsstillerne fremhæver, har et meget lavt strafniveau, men som justitsministeren oplyste, er det her langt fra det normale strafniveau. Man kan altid finde enkeltsager, der falder uden for den normale ramme, og det understreger jo, at vi aldrig må lave politik på baggrund af enkeltsager.

Men jeg vil gerne være med til at drøfte, hvordan vi kan skabe et bedre debatmiljø på nettet. For nettet har jo uanede muligheder for at demokratisere den offentlige debat, men vi ser også til tider en meget hård tone på nettet og nogle rigtig dårlige eksempler på, at folk får krænket deres ære. Vi så f.eks. for nylig, at hr. Søren Pind fra Venstre lagde en nummerplade ud på nettet og beskyldte en mand for bevidst at have kørt ind i ham, fordi han var hr. Søren Pind. Det var ganske vist en mand, der havde kørt ind i hr. Søren Pind og efterfølgende forlod stedet uden at kontakte hr. Søren Pind. Det er jo en forbrydelse, som man kun kan tage afstand fra, og som manden mig bekendt også er blevet straffet for. Men politiet fandt ikke beviser for den alvorlige beskyldning om, at manden bevidst skulle have påkørt hr. Søren Pind.

Derfor er det jo vigtigt, at man ikke hænger en person ud og gør det muligt at identificere vedkommende på baggrund af personens nummerplade. Vi har ikke brug for Facebookdomstole eller Twitterinkvisitioner. Vi lever med et retsvæsen, som skal tage sig af den slags, ikke folkets domstol.

I forlængelse af den uheldige sag tror jeg, at man her i Tinget bør starte med sig selv, altså med som politiker at være en rollemodel, for vi er på mange måder rollemodeller for, hvordan man debatterer online og bruger sociale medier. Men øvrige bud på, hvordan vi kan ændre kulturen, vil jeg også meget gerne være med til at drøfte. Jeg takker for buddet her, men jeg tror ikke, det er det rigtige middel, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Men jeg takker stadig væk forslagsstillerne for det.

Tak for det, og tak til de ordførere, der har tilkendegivet en forståelse for det her problem, som jo desværre har vist sig at være omsiggribende, som vi behandler i dag, og det er spørgsmålet om ærekrænkelse. Her tænker vi jo bl.a. på den sag, som har været i offentlighedens søgelys, fra Morsø Kommune, hvor en kommunal familiechef bliver hængt ud på internettet for at være pædofil.

Man kan sige – som hr. Simon Emil Ammitzbøll også var inde på – at der jo er masser af beskyldninger og små og store insinuationer mod politikere, givetvis, og andre mennesker her i vores samfund. Men det at blive hængt ud som pædofil må være meget grænseoverskridende for dem, det går ud over. En beskyldning om at have misbrugt et lille barn, jamen det kan man næsten ikke forestille sig hvordan man på nogen måde skal kunne forsvare over for et menneske, der overhovedet ikke har andel i sådan en situation. Så jeg forstår godt, at den her familiechef reagerer, og jeg forstår også godt, at der er andre, der reagerer, hvis de bliver beskyldt for at have været pædofile, have udøvet vold mod andre eller begået drab eller lignende. Og derfor er det også rimeligt, at der falder en følelig straf.

Fra Dansk Folkeparti og forslagsstillernes side har vi jo nævnt internettet som det, der i virkeligheden er årsagen til, at vi diskuterer de her ting, fordi internettet har vundet den udbredelse, det har, og man på den måde, via internettet, kan komme ud til en meget stor gruppe af mennesker. Justitsministeren nævner også, at det er en skærpende omstændighed, hvis man når ud til en større gruppe af mennesker med det her ærekrænkende budskab.

Men internettet – og tv og radio sådan set også – og nye teknologiske medier har jo betydning i den her fagre nye verden, vi oplever, hvor alle inden for få øjeblikke ved, hvad der foregår på den anden side af jordkloden. Det kunne man for bare få år tilbage regne med at der måske skulle gå uger før man fandt ud af. Der er jo Facebook, der er chatfora, der er Twitter, der gør, at man på meget få øjeblikke kan sprede nyheder og sensationer, også når der måske kan være tale om ren fri fantasi hos dem, der spreder sådan nogle informationer. Og det er ikke et ukendt fænomen, at borgere udsættes for mediernes opmærksomhed eller andre borgeres opmærksomhed via internettet og sættes i forbindelse med forskellige holdninger eller episoder, også selv om de ikke nødvendigvis har været involveret i dem.

Sagen er, at man egentlig, hvis man først bliver sat i forbindelse med sådan nogle episoder, har meget svært ved at blive renset for den slags beskyldninger. Det kan være næsten umuligt at blive renset, og vi har også i forbindelse med udarbejdelsen af det her forslag kigget på en hel del sager, hvor mennesker, ukendte og kendte, er blevet beskyldt for noget, men hvor de umuligt har kunnet frigøre sig fra de beskyldninger, som nogen har rejst i en avis eller via medierne i det hele taget.

Vi ved jo også godt, at selv om man vinder, hvis det endelig kommer dertil – hr. Preben Bang Henriksen har fortalt, hvor svært det kan være – og man endelig bliver renset ved en sag i Pressenævnet eller ved domstolene, så er sagen jo, at den anklage mod ens integritet, som der i virkeligheden var tale om, stod måske på forsiden af en avis eller et ugeblad. Men den tilbagevisning, man fik gennemtrumfet med møje og besvær og efter store økonomiske omkostninger, kommer så i en notits nederst på side 8. Det er jo virkeligheden, og den kan vi ikke se bort fra. Så ubegrundede og firkantede beskyldninger, som udgives på tryk eller fremføres på tv, kan koste mennesker deres karriere, deres ægteskab og deres sociale liv i yderste konsekvens. Og det er blevet ganske nemt og hyppigt, at vi ser, at danskere i det hele taget bliver hængt ud på et løst grundlag og ofte uden at have mulighed, reel mulighed, for at forsvare sig i tide.

Man kan så sige, at det næsten kun er de mennesker, der udsættes for ubegrundede og uunderbyggede beskyldninger i al offentlighed, der lider under dem. Men skadevolderen vil som regel kunne gøre det, uden at det får konsekvenser for vedkommende selv. Og det betyder jo f.eks., at incitamentet nogle gange hos visse medier til at researche sine kilder grundigt og i det hele taget benytte sig af troværdige kilder kan ligge på et ret lille sted, når det gælder om at få den gode historie ud i medierne og solgt nogle aviser eller ugeblade.

Det er derfor, at vi ser et behov for både selvfølgelig med fokus på den aktuelle sag, som vi har set på, men også med fokus på de sager, som ministeren har vurderet i det svar, vi har fået i Folketingets Retsudvalg, at stoppe de her halve vinde og hele rygter, som ignorerer, at det har med mennesker at gøre, der f.eks. bliver udsat for at blive beskyldt for at være pædofile.

Det må aldrig være sådan, at man kynisk spekulerer i, at hvis man bare hænger et menneske tilstrækkelig meget ud, f.eks. i den offentlige forvaltning, så gør vedkommende nok ikke det, som vedkommende er sat til. Det er også derfor, at kommunaldirektøren fra Morsø Kommune reagerer så kraftigt, for det er jo en af hans ansatte, der bliver beskyldt for de her ting, og måske kommer beskyldningen i forbindelse med, at vedkommende personer føler sig gået for nær på en eller enden måde i forbindelse med nogle myndighedsudøvelser, som de pågældende har været i gang med.

I Dansk Folkeparti ser vi desværre det her skred, og vi ser det sådan, at vi er nødt til at gøre noget fra Folketingets side. Det nytter ikke noget at kaste med grus og komme med undskyldninger om, at der engang i 2004 var et lovforslag, som nogle stemte for og andre ikke stemte for. Det har jo vist sig at være anderledes. Det er lige nu, at vi ser internettet eksplodere yderligere. Ja, det eksploderer i og for sig næsten hvert eneste år, fordi antallet af brugere bliver større, udbredelsen bliver større, og dem, der går ud over, hvis man beskylder nogen uretmæssigt for noget, bliver jo så også desto hårdere ramt. Så vi skal stoppe glidebanen, inden vi når nogle tilstande, hvor mennesker helt uden modspil kan karaktermyrde andre mennesker, der ikke har nogen jordisk chance for at forsvare sig.

Derfor er tiden kommet til at sige, at hvis ikke nu – og det lader det jo ikke til at regeringen vil være med til – så skal vi i hvert fald snart komme med nogle mere markante restriktioner, selvfølgelig ud fra ønsket om at bevare den totale ytringsfrihed og kun, selvfølgelig, begrænset af, at man ikke må ærekrænke personer i forhold til pædofili eller ubegrundede beskyldninger om voldsudøvelse eller drab.

Der er situationen kommet så langt nu, at vi er nødt til at gøre noget. Vi kan ikke bare se på det her, uden at vi gør noget. Og der burde det egentlig være sådan, at alle partier i Folketinget seriøst kunne gå ind i en debat omkring det her. Der har været nogle initiativer i Kulturudvalget og Retsudvalget i forhold til specielt pressens behandling af nogle ting, der har været meget spændende og interessante, men vi er også nødt til at kigge på strafdelen, for det skal ikke kunne betale sig at svine andre mennesker til og sige, de er pædofile og så få en bøde samlet set for to mennesker på 500 kr.