Tak for det, formand. Og tak til Liberal Alliance for at have fremsat beslutningsforslaget.

Naturstyrelsen ejer seks større campingpladser, som alle ligger integreret i Naturstyrelsens øvrige arealer. Alle seks pladser ligger i fredskov, og fire af pladserne ligger helt eller delvis inden for strandbeskyttelseslinjen. Både i fredskov og på arealer inden for strandbeskyttelseslinjen er der forbud mod udstykning, og efter gældende praksis gives der normalt ikke dispensation til sådanne udstykninger.

Af lovgivningsmæssige årsager er arealerne således ikke solgt fra, og Naturstyrelsen ejer derfor arealerne, som udlejes til private på markedsvilkår gennem åbne offentlige udbud. Selve driften af campingpladserne varetages ligeledes af private, der driver pladserne på lige vilkår med andre forpagtere af campingpladser.

De seks største campingpladser hidrører fra det tidligere Klitvæsenet og blev anlagt for bl.a. at kunne anvise egnede steder til campingformål på stærkt turist- og friluftsmæssigt benyttede arealer nær de bedste badestrande. Campingpladserne indgår alle som en integreret del af et større rekreativt skov- og naturområde under Naturstyrelsen, hvor der samtidig er behov for at kunne opretholde den frie offentlige adgang til arealerne.

Naturstyrelsens arealforvaltninger er fokuseret på at sikre friluftsmuligheder for danskerne og naturbeskyttelse af vores arealer. Til det formål forudsætter finansloven en væsentlig medfinansiering i form af indtægter fra arealdriften. Indtjening ved et eventuelt salg af arealer m.v. skal derfor holdes op imod et varigt tab af indtægter, som vil komme til at mangle i forhold til finansiering af nogle af de øvrige af Naturstyrelsens aktiviteter på natur- og friluftsområdet.

Regeringen kan ikke støtte det foreliggende forslag om at sælge campingpladserne. Regeringen er dog enig i, at det er relevant løbende at se på ejendoms- og arealporteføljen i Naturstyrelsen med henblik på at vurdere, om den understøtter opgavevaretagelsen i forhold til styrelsens kerneopgaver vedrørende naturbeskyttelse, biodiversitet og friluftsliv. Naturstyrelsen har således gennem de seneste godt 10 år afhændet en række arealer og ejendomme, hvor der i mindre omfang er knyttet natur-, miljø- og velfærdsinteresser, herunder bygninger, som er overflødiggjort i forbindelse med driften af styrelsens arealer, samt landbrugsjord.

Tak for spørgsmålet. Som det er mig oplyst, giver gældende lovgivning ikke mulighed for det.

Tak for det. Her behandler vi et beslutningsforslag, hvor forslagsstillerne lægger op til at skulle sælge otte statsejede campingpladser, der drives af Naturstyrelsen. Efter en del research for at finde frem til, hvilke otte campingpladser der er tale om i beslutningsforslaget, var det mig kun muligt at finde frem til seks større campingpladser, hvilket notatet fra ministeriet, som jeg modtog sent i går aftes, også dokumenterede.

Her kunne det læses, at der på Naturstyrelsens arealer ligger seks store campingpladser og ti mindre rundtom i landet. Disse arealer med dertil hørende bygninger er alle omfattet af fredskovspligten, hvorfor de ifølge skovloven ikke må udstykkes. Naturstyrelsen ejer altså arealer og bygninger, men udbyder udlejning af de seks store campingpladser på markedsvilkår gennem åbne, offentlige udbud.

På campingpladserne er der ikke tale om, at staten som sådan driver pladserne; det er derimod private forpagtere, der kører det som enkeltmandsvirksomheder og I/S-selskaber, hvilket vi i Dansk Folkeparti mener sikrer en rimelig konkurrence på markedet.

Jeg synes derfor, at det her beslutningsforslag er lidt usammenhængende i forhold til de informationer, vi har modtaget, og det, som så står i beslutningsforslaget. Det virker lidt, som om det er et beslutningsforslag, der er blevet lidt for hurtigt fremsat, uden at man egentlig har fundet de helt relevante oplysninger, inden man fremsatte det

I Dansk Folkeparti vil vi dog gerne sige til Liberal Alliance, at det er godt, at der jævnligt bliver set på mulighederne for at frasælge statsejede arealer.

Men med disse ord kan jeg oplyse, at Dansk Folkeparti ikke støtter beslutningsforslaget.

Det her forslag går jo ud på, at staten skal sælge otte campingpladser rundtomkring i Danmark, som staten ejer. Forslaget rummer så ikke nogen dokumentation for, hvor disse campingpladser måtte ligge, eller nogle vurderinger af de økonomiske eller naturmæssige konsekvenser, som forslaget vil få. Men så har vi jo netop i dag fra ministeriets side fået fremsendt et notat som belyser sagen en smule, så man i det mindste har en fornemmelse af, hvilke campingpladser der er tale om.

Fra Enhedslistens side kan vi ikke se noget galt i, at Naturstyrelsen ejer nogle få campingpladser, der fortrinsvis ligger i områder med fredskov og strandbeskyttelse. Campingpladserne ejes af Naturstyrelsen, men de forpagtes ud og drives af private, og det er på markedsvilkår og gennem offentlige udbud. Det fremgår af det notat, som vi har fået oversendt i dag, og som andre ordførere også har været inde på. Naturstyrelsen udbyder så udlejning af de her større campingpladser på markedsvilkår, så jeg har meget svært ved at se, hvordan der kan være tale om konkurrenceforvridning, sådan som det ellers fremgår af bemærkningerne til forslaget.

I forhold til overskuddet er det, så vidt jeg har fået oplyst, sådan, at et eventuelt overskud fra forpagtningen går til beskyttelse af områderne rent naturmæssigt. Der kan man sige, at det jo ikke var sikkert, at vi ville få den samme naturbeskyttelse, altså at den ville blive opretholdt på samme niveau, såfremt campingpladserne var på private hænder. Derfor kan Enhedslisten ikke tilslutte sig det her beslutningsforslag.

Da jeg umiddelbart så det her forslag om salg af otte campingpladser, var jeg sådan set næsten med det samme klar over, at det ville jeg ikke være tilhænger af. Det er sådan set ikke, fordi jeg har noget imod, at staten sælger campingpladser eller sælger jord til private formål. Her er argumenteret bag Liberal Alliances forslag så, at staten konkurrerer på ulige vilkår med andre campingpladser, og det er jo så altså ikke korrekt, fordi det er private forpagtere, der har det på udbudsvilkår, så på den måde er selve driften af campingpladserne på private hænder og som sådan ikke konkurrenceforvridende, fordi staten ikke umiddelbart blander sig i driften af dem.

Jeg kan som sagt umiddelbart godt acceptere, at man sælger statsjord. Det har sådan set ikke noget med det her at gøre, men jeg må indrømme, at da jeg fik notatet og fandt ud af, hvilke campingpladser vi har med at gøre – de der seks større campingpladser, Svinkløv, Tranum, Rødhus Klit, Bunken Strand, Børsmose og Vejers – og så deres placering og de naturperler, de udgør, så må jeg ærligt og redeligt indrømme, at jeg er tryg ved, at det er staten, der ejer de naturperler og fortsat har den sidste råderet over dem. Jeg er sikker på, at staten i langt højere grad end private på konkurrencevilkår vil kunne sikre den brede tilgang til de områder, og der er en campingplads et ganske udmærket formål til en bred tilgang til nydelse af den natur. Så vi kan ikke støtte det her forslag.

Tak. Jeg skal først og fremmest hilse fra De Konservative, som jeg jo så desværre måtte konstatere ikke kunne være til stede i dag, og sige, at de faktisk er positive over for beslutningsforslag B 110, som vi er i fuld gang med at behandle. Og så vil jeg i øvrigt meget gerne takke for den behandling, der har været indtil videre i Folketinget, og takke for ordførertalerne.

Med en vedtagelse af B 110 vil Folketinget pålægge regeringen at sætte campingpladser ejet af staten til salg inden årets udgang, for det forholder sig sådan, at Naturstyrelsen i dag har ansvaret for en række campingpladser rundt om i det danske land. Vi er i Liberal Alliance af den helt principielle opfattelse, at staten ikke skal drive virksomhed. Én ting er, at staten sjældent er ret god til at drive virksomhed rentabelt, en anden ting er, at den slet ikke bør gøre det i et ellers frit marked. Sagen er nemlig den, at Naturstyrelsens campingpladser konkurrerer direkte med alle andre helt almindelige privatdrevne campingpladser, og det er derfor af rent og skært principielle grunde, at vi mener, at det ikke er statens opgave, ligesom vi heller ikke ønsker, at staten skal blande sig på en uhensigtsmæssig måde andre steder i det frie marked. Der er med andre ord tale om ulige markedsvilkår, når Naturstyrelsen driver virksomhed med staten i ryggen.

Dertil kommer, at vi i forvejen har at gøre med et turismeerhverv, som har problemer med konkurrenceevnen. Danmark har som bekendt nogle af verdens højeste energi- og punktafgifter, høje lønninger og en høj moms, og tilsammen udgør de en byrde, der ikke ligefrem skaber de rammevilkår, som turismeerhvervet har brug for i dag. Dertil skal man så også medtage, at de privatdrevne campingpladser til daglig skal kæmpe mod en planlov, som gennem strandbeskyttelseslinjen og kystnærhedszonen mildest talt besværliggør opgaven som privat erhvervsdrivende.

Men heldigvis – i hvert fald for Naturstyrelsens vedkommende, vel at mærke – har det været muligt at manøvrere sig ud af det problem, hvilket vil sige, at Naturstyrelsens campingpladser i dag typisk befinder sig på de mest lukrative arealer tæt på vandet, som ellers er nærmest urørlige for det private. Jeg synes derfor, det kunne være sund fornuft, hvis miljøministeren ville sætte sig for at sælge disse campingpladser. Det er kun retfærdigt for de mange private erhvervsdrivende, og det vil tilmed styrke turismeerhvervet i Danmarks yderområder.

Ministeren tilkendegav på en eller anden facon i sin tale, at det egentlig ikke er ministerens ønske at eje campingpladser, men at et frasalg desværre – eller måske belejligt, afhængigt af hvorfra det betragtes – ikke kan lade sig gøre. Og hvorfor kan det så ikke lade sig gøre? Ifølge ministeren fordi campingpladserne er omfattet af fredskovspligt og desuden beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen, hvorfor der ikke må foretages udstykninger. På stående fod må jeg indrømme at jeg ikke kender reglerne for fredskov godt nok, men det ville nu alligevel komme bag på mig, hvis der ikke i det mindste kunne opnås dispensation fra reglerne til udstykning og frasalg. Og mig bekendt bliver der faktisk løbende givet dispensation til f.eks. mageskifte m.v. Det er så godt nok omfattet af et meget voldsomt bureaukrati og forbundet med en meget lang og omstændelig statslig myndighedsbehandling, men det kan dog lade sig gøre.

Strandbeskyttelseslinjen kender jeg derimod ganske godt – og nok til at vide, at den fastholder et meget stort antal eksisterende boligejere i et jerngreb og en spændetrøje, der gør det umuligt for dem at gennemføre bare helt almindeligt vedligehold og småforbedringer på deres ejendom. Og derfor erklærer jeg mig også helt parat til at ændre reglerne om strandbeskyttelseslinjen, så ministeren kan komme ud af den for ministeren meget ubelejlige situation, det er, at staten den dag i dag stadig væk ejer campingpladser rundt om i landet. Og det er vel i virkeligheden også derfor, vi er her, hr. minister – for at ændre uhensigtsmæssige og forældede love og tilstande. Eller er vi her måske i virkeligheden bare for at opretholde status quo?

Jeg fristes til at sige, at det er helt ude i skoven eller måske endda helt ude i strandbeskyttelseslinjen, og jeg håber, at vi kan få nogle fornuftige drøftelser om forholdet i udvalgsarbejdet efterfølgende. Tak.