Vi mener, at det er rigtigt at lave en prioritering, når man kan se så stort et underskud som det, vi overtog fra den tidligere regering, så vi får strammet op. Og vi må sige, at hvis ikke man sørger for at holde orden i egen økonomi, er det svært at hjælpe andre. Danmark leverer fortsat på et niveau, så vi er blandt de fem lande i verden, der lever op til FN's erklærede målsætning om, at de udviklede økonomier skal give 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand, og det vil vi vedblive med at give.

I forhold til Mali har vi faktisk besluttet, at vi fra næste år leverer mere ind i Mali i det bilaterale samarbejde med Mali, end den tidligere regering har valgt at gøre. Så jeg forstår ikke helt, hvad det præcist er, hr. Christian Juhl peger på i forhold til Mali.

I forhold til hvor vi har valgt at prioritere, har vi kigget på, hvor det er, der ikke ligger en juridisk bindende aftale, en juridisk bindende forpligtelse, og så har vi valgt at prioritere. Jeg vil gerne indrømme her, at det gør ondt at prioritere. Der er masser af de forslag, som vi har været nødt til at vælge fra, som jeg meget gerne ville have valgt til, ville have opretholdt, men når man kigger på, at den samlede ramme bliver mindre, så er det en prioriteringsdiskussion om, hvad der er vigtigst. Og der har vi både i 2015, men mere i 2016 og i budgettet fremadrettet prøvet at lægge nogle rammer op for, hvad det er, vi prioriterer anderledes end den tidligere regering; hvad det er, vi prioriterer som vigtigst.

Det mener jeg ikke at det gør. Jeg mener, at jeg og faktisk os alle, hvad de her ting angår, først og fremmest er forpligtet af vores kontrakt med vælgerne, altså at det, vi før et valg har lovet vælgerne at vi vil gennemføre, skal vi også arbejde for efter et valg. Og Venstre havde sagt helt klart, at vi ville starte opbremsningen, og at vi har en målsætning om, at udviklingsbistanden skal ligge på 0,7 pct. af BNI. Derfor har vi gennemført den politik, som vælgerne har givet os mandatet til at gennemføre.

Jeg kan og vil ikke stå inde for den tidligere regerings politik, medmindre jeg er enig i den. Det giver næsten sig selv. Når jeg er enig i den, skal jeg nok rose den – f.eks. synes jeg, at nogle af de ting, som den tidligere regering har gjort i forbindelse med myndighedssamarbejdet, er glimrende, og det fortsætter vi. Så er der nogle ting, som vi ikke enige i, og der vil jeg ikke tages til indtægt for eller føle mig forpligtet, hverken juridisk eller moralsk, til at gennemføre ting, jeg politisk er uenig i.

Jeg skal ikke bruge det mod hr. Martin Lidegaard, at han ikke fulgte med i alt, hvad Venstre sagde i valgkampen. Men jeg kan love hr. Martin Lidegaard og andre, at det blev sagt af Venstre, at vi ville starte opbremsningen i udviklingsbistanden i 2015, hvis vi vandt. Det er korrekt, at vi ikke har sagt til præcis 0,73 pct. af BNI. Vi vidste ikke dengang, hvor stort et hul der var i kassen, som vi overtog, og derfor var det overraskende for mig, at der var så store økonomiske problemer.

Men at påstå, at det ikke blev sagt før valget, er faktuelt forkert. Det blev sagt af Venstre, også af repræsentanter for Venstre, som på daværende tidspunkt havde de poster, hvorfra de kunne sige det, f.eks. som finanspolitisk ordfører, at vi ville starte en opbremsning i 2015.

Jeg deler ganske enkelt ikke fru Ulla Sandbæks analyse af, at det er tørken, der har medført flygtningestrømmene fra Syrien op mod Europa. Det er præsident Assad og den måde, som han har slået ned på demokratibevægelser på og undertrykt sin egen befolkning, sat militæret ind imod dem, brugt giftgas mod dem, og den måde, han har jaget folk fra hus og hjem på, der er skyld i, at vi ser flygtningestrømmene ud af Syrien. Det er Assad, der er skyld i, at omkring en halv million mennesker i Syrien er dræbt, og at der er omkring 4 millioner flygtninge og et meget, meget højt milliontal internt fordrevne i Syrien. Det skyldes præsident Assad, og derfor er det, at vi har en politisk model, en politisk vej at gå for at lægge pres på verdenssamfundet til at skabe en situation, hvor Assad skal væk fra Syrien. For det er måden at opnå fred og få mulighed for, at de her mennesker kan komme tilbage.

Tak, formand. Vi lever i en tid med mennesker på flugt – mennesker, der flygter fra bomber, og mennesker, der flygter fra fattigdom. Og det eneste svar på situationen, vi hører fra regeringen, er asylstramninger herhjemme, selv om vi jo godt ved, at stramninger i sig selv ikke mindsker flygtningestrømmene, men at stramninger snarere handler om at omdirigere flygtninge til andre lande. Hvis ikke man gør noget ved årsagen til, at mennesker flygter, har man ikke løst problemet.

Når mennesker er parate til selv og med deres små børn at træde op i en usikker gummibåd i Middelhavet, er det jo ikke kun, fordi de synes, det må være helt fantastisk at bo i Europa. Så er det, fordi de er så desperate, at det, de kommer fra, er endnu værre. En af de ting, vi har set her i løbet af efteråret, har jo netop været, at pengene ikke har været tilstrækkelige i Syriens nærområder, sådan at Verdensfødevareprogrammet var nødt til at halvere madrationerne i flygtningelejrene i Jordan. Flere hundrede tusinde mennesker stod helt uden hjælp. Nogle steder var de nede på 3-4 kr. om dagen at leve for. Det kan man ikke. Det kan man heller ikke i Jordan. Jeg ved, at der har været lidt fremgang i det, men jeg ved også, at allerede fra januar måned står de uden finansiering igen. Det er noget af det, der får mennesker til at flygte – at de ikke kan se et håb om en lysere fremtid i deres eget land. Og regeringens svar er at skære i udviklingsbistanden, som jo netop skal indgyde de her mennesker det håb.

Vi er åbenbart i så akut en krise i Danmark, at vi simpelt hen er nødt til at spare på det, der er den langsigtede mulighed for overhovedet at undgå flygtningestrømme. Udviklingsbistanden kommer til at være på det laveste niveau i 30 år – i 30 år! Det betyder, at de sidste 30 år har vi hvert eneste, eneste år haft råd til en højere udviklingsbistand, end vi har nu. Men nej, nu rækker pengene ikke længere, siger regeringen. Men det holder jo ikke. Det er jo et spørgsmål om at vælge. Regeringen vælger at sænke skatterne – det har vi hørt meget om – helst for de rige. Vi hører om topskattelettelser, vi hører om billigere biler og registreringsafgifter og arveafgifter for rige familier. Det er meget vigtigere end at forebygge flygtningestrømme i fremtiden. Det er det, vi står over for.

Man ved godt, at straksopbremsningen på flygtninge i hvert fald ikke virkede, som de lovede os. Nu laver man så en straksopbremsning på udviklingsbistand, så den gælder her og nu og lige med det samme. Det kan man godt gøre, man kan smække kassen i. Men er det klogt? Nej, det er både uklogt og hjerteløst. Men frem for alt giver det bare flere mennesker desperation nok til at ville flygte, og uanset om de kommer til Europa eller ej, er ingen mennesker tjent med at skulle flygte over hals og hoved med barn og pakkenelliker på armen.

Så min klare opfordring til regeringen er: Drop de der besparelser. Brug nogle af de penge, finansministeren har fundet ovre i skufferne i Finansministeriet, på at sikre, at mennesker kan få en fremtid i deres eget land, at de kan få nogle anstændige madrationer, at de kan komme i skole. Jeg tror ikke, jeg behøver at sige det, men jeg gør det alligevel: På vegne af Socialdemokraterne kan jeg oplyse, at vi støtter SF's beslutningsforslag. Tak.

Tak for det. Lad mig starte med at slå fast, at Danmark er et af de lande, som yder allermest udviklingsbistand. Danmark lever som et af de få EU-lande op til FN's anbefaling om at yde 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand. Vi ligger markant over de lande, vi normalt sammenligner os med, f.eks. Tyskland. Det kan vi være stolte af, og derfor forstår jeg ikke SF's og andre venstrefløjspartiers konstante forsøg på at tale dansk udviklingsbistand langt ned under gulvbrædderne.

Det er, som om vi skal være flove over, at vi er blandt de fem lande, som yder allermest i udviklingsbistand. Ja, vi er ikke nr. 1, men vi er blandt de fem bedste. Hvis resten af den vestlige verden kom op på Danmarks niveau, så ville det for alvor rykke noget. Så uanset hvad SF påstår, er Danmark et foregangsland, når det kommer til at leve op til FN's målsætninger. Vi ligger stort set alene i udbrud med resten af EU hængende bagest i feltet.

Regeringen har valgt en gradvis tilpasning af udviklingsbistanden, således at de samarbejder, der har kørt i årevis, udfases på bedst mulig måde. Der er således ikke tale om, at bistanden lukkes ned fra den ene dag til den anden. Danmark lever naturligvis op til de juridiske ting, vi har lovet vores partnere i udviklingslandene.

Det er ingen hemmelighed, at dansk økonomi havde det langt værre end forventet, da Venstre overtog regeringsansvaret i juni. Lad mig derfor hive et par nøgletal op, som i den grad illustrerer de udfordringer, Danmark står over for.

Skønnet for det faktiske offentlige underskud var i august skredet med cirka 27,5 mia. kr. i 2015 sammenlignet med vurderingen af de offentlige finanser tilbage fra maj i år. Dermed forventes det samlede underskud i 2015 at overstige 50 mia. kr. – det svarer til 2,7 pct. af BNP i 2015. Underskuddet på den såkaldte strukturelle saldo i 2015 var samtidig øget til 0,9 pct. af BNP, hvilket ligger langt over budgetlovens grænse på 0,5 pct. af BNP.

Med sådanne mørke skyer over dansk økonomi er man som regering naturligvis nødt til at handle, og derfor har regeringen foretaget tilpasninger på en lang række områder, herunder på udviklingsbistanden. Det er ikke noget, der er kommet ud af den blå luft – det var rent faktisk noget, vi gik til valg på. Vi lagde det klart og tydeligt frem for danskerne, at Venstre havde i sinde at reducere udviklingsbistanden, men samtidig fortsat leve op til FN's anbefalinger.

Det viste sig, at der i befolkningen var flertal for bl.a. denne prioritering. Med de økonomiske udfordringer, Danmark står over for, så er der faktisk heller ikke mange andre muligheder. Det er jo heller ikke for meget sige, at SF dermed også har svært ved at pege på, hvordan partiet vil finansiere forslaget.

Venstre kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget og vil stemme imod. Og jeg skal hilse fra Det Konservative Folkepartis ordfører, hr. Naser Khader, som desværre ikke kan være til stede i dag, og sige, at Det Konservative Folkeparti heller ikke kan støtte beslutningsforslaget, bl.a. på grund af at man i øjeblikket forhandler finanslov.

Tak for det. I Liberal Alliance støtter vi ikke beslutningsforslaget, og det gør vi ikke, under henvisning til at besparelserne ikke gennemføres for aktiviteter, hvortil der er indgivet juridisk forpligtende tilsagn om støtte, og dermed er der jo ikke tale om, at vi som land løber fra juridiske aftaler. Det betyder ikke, at det er let at prioritere udviklingsbistanden. Jeg tror, vi alle påvirkes af de mange henvendelser, som hr. Martin Lidegaard også refererede til i sin bemærkning til ministeren, så selvfølgelig gør det indtryk.

Men det ændrer jo ikke ved, at vi, hvis vi tager en tur op i helikopteren og kaster et samlet blik på situationen, så kan se, at vi som land stadig væk, også efter de gennemførte besparelser, er et ud af blot fem lande i verden, som lever op til FN's anbefalede niveau for støtte.

Liberal Alliance sagde ligesom den nuværende regering før valget, at vi mener, at udviklingsbistanden skal følge FN's anbefalinger om 0,7 pct. af BNI, og det mener vi selvfølgelig også efter valget, og i det lys kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det, formand, og tak til SF for at give os lejlighed til, inden finansloven er endelig vedtaget, lige at vende, hvad det egentlig er, der er ved at foregå. For tit har vi tilbøjelighed til bare at kaste om os med tal i den offentlige debat og tal i folketingsdebatterne her, men i det her tilfælde er der jo altså tale om tal, som dækker over en virkelighed, der kommer til at ramme utrolig mange mennesker især i ulandene, men faktisk også herhjemme.

Jeg synes, det har været nogle lange uger. Jeg har aldrig prøvet at modtage så mange mails fra alle mulige danskere, der er dybt engagerede i at forsøge at gøre tilværelsen bedre i mange af de lande, som folk flygter fra i øjeblikket – som samler tøj ind, som forsøger at hjælpe forfulgte kristne, som forsøger at engagere danskere i oplysningsarbejde, som på enhver måde forsøger at forankre hele deltagelsen og hele engagementet i resten af verden i den danske befolkning. Og de føler sig kørt over, og det må jeg sige at jeg godt forstår. For jeg er ikke enig med udenrigsministeren, når man siger, at det, der er foregået i år, i 2015, er varslet. Når man siger, at man har en opbremsning i udviklingsbistanden i år, så forstår vi altså normalt i det danske sprogbrug en opbremsning som, at så stopper man stigningen, som ellers var planlagt af den tidligere regering. Det er fair. Det er også fair, at man går til valg på at sætte udviklingsbistanden ned til 0,7 pct., også selv om jeg er blodig uenig i den politiske prioritering. Det har man også anmeldt. Men man har ikke anmeldt under folketingsvalget, at man ville skære ned til næsten 0,7 pct. allerede i år. Det er altså en lang række af de prioriteringer, som et tidligere flertal i Folketinget har foretaget frem mod den 18. juni i år, som engagerede danskere har regnet med, som udviklingsorganisationer og FN-organisationer har regnet med, og som en masse mennesker i ulandene har regnet med.

Så er der et helt tredive perspektiv, som er erhvervsperspektivet. En lang række af de her projekter er også noget, som erhvervslivet ser interesser i.

Så jeg synes ikke, at den proces er fair, også selv om man juridisk åbenbart godt kan tillade sig på den måde at skalte og valte med de prioriteringer, som et folketingsflertal har lagt ned sidste år.

Så er der mange, der siger, at jo, men vi har stadig væk en af verdens højeste udviklingsbistande, og det er rigtigt, at det har vi. Men man skal lige være opmærksom på en ting – og det er også til Liberal Alliances ordfører – nemlig at man udregner de her tal lidt forskelligt i de forskellige lande. Der er f.eks. nogle lande, der regner det bidrag, man giver til præasyludgifter, med i udviklingsbistanden. Der er faktisk også nogle lande, der ikke gør det. I Danmark har vi en tradition for – det gjorde vores regering også – at man regner det med. Men hvis vi korrigerer for de forskellige måder, man gør det op på, så ser billedet altså lidt anderledes ud. Så har sådan et land som Tyskland f.eks. en betydelig højere udviklingsbistand netto, kan man sige, sydpå, end man måske umiddelbart skulle tro, i forhold til Danmark.

Det har konsekvenser, når man skærer 2,7 mia. kr. i bistanden til verdens fattigste. Det har konsekvenser for, hvad den her regering kan levere i nærområderne, også selv om man relativt prioriterer det højt. For de reserver, man har at gøre godt med senere på året, bliver mindre. Det er fair, at man laver en politisk prioritering. Regeringen har tilsyneladende et flertal for at gøre det. Men man skal ikke bilde den danske befolkning ind, at det ikke har dybe og alvorlige konsekvenser, både for de mennesker, det går ud over, og for Danmarks anseelse i verden.