Tak. På rigtig mange måder har vi en god folkeskole i Danmark, og vi skal have en endnu bedre folkeskole, så flere elever lærer mere. Vi skal have en fagligt stærk folkeskole, som sikrer alle elever et højere fagligt udbytte, og som sikrer en skole, hvor alle trives fagligt og socialt. Det skal være en skole, som giver eleverne de bedste forudsætninger for at kunne leve et godt liv som aktive og kritiske medborgere.

Liberal Alliance foreslår, at regeringen inden udgangen af år 2012 fremsætter et lovforslag, der afskaffer det nuværende krav om obligatoriske elevplaner i folkeskolen. Socialdemokraterne kan ikke støtte dette beslutningsforslag.

Der er dog i bemærkningerne til forslaget flere gode intentioner, som vi kan være enige i. Det er vigtigt at give de enkelte skoler frihed og beslutningskompetence til at vælge egne evalueringsformer, og vi har også som socialdemokrater et stort ønske om afbureaukratisering. Det er derfor også med stor tilfredshed, at jeg har kunnet konstatere, at vi i Folketinget inden for vores område, børn og undervisning, her i salen allerede har behandlet flere forslag, som regelforenkler, afbureaukratiserer og letter kommunikationen mellem borgere og myndigheder.

Vi er også enige i, at Folketinget ikke skal detailstyre alt i kommunerne, og at en god evalueringskultur bestemt består af andet og mere end eksamener, prøver og test. Det er også vigtigt, at vi giver mulighed for, at lærerne anvender deres tid effektivt og reducerer skrivebordsarbejdet.

Når det er sagt, er det sådan, at Socialdemokraterne som sagt ikke kan støtte forslaget.

De obligatoriske elevplaner i folkeskolen blev sat i verden for at styrke evalueringskulturen og derigennem forbedre elevernes faglige niveau. Med elevplanerne har vi fået styrket evalueringskulturen, og vi har kunnet arbejde med en systematisk og løbende evaluering af elevernes faglige standpunkt og sociale udvikling og trivsel. Elevplanerne er nemlig et rigtig godt planlægningsredskab for lærerne, også med hensyn til at sikre en differentieret undervisning, der møder den enkelte elev der, hvor eleven er.

Elevplanen har i et meget stort omfang også været med til at kvalificere skole-hjem-samarbejdet. Forældrene er glade for, at elevplanerne giver et godt og konkret udgangspunkt for de samtaler, forældrene har på skolen med lærerne. De obligatoriske elevplaner har således i høj grad deres berettigelse i en kultur, der indebærer, at vi øver os og er på vej. Når målene, de faglige og sociale, er konkrete og operationelle på en sådan måde, at eleven, forældrene og lærerne ved, hvad der forventes og arbejdes henimod, øger det i høj grad muligheden for, at eleven får succes med sin læringsproces, oplever succes, anerkendelse, oplever trivsel under sit skolearbejde. Alle, eleven, forældrene og lærerne, ved, hvordan der skal øves, hvordan der skal arbejdes og bakkes op, og samtidig skal der være klare rammer for opfølgning. Jeg er sikker på, at også rigtig mange forældre er glade for den obligatoriske elevplan, fordi den altså er med til at kvalificere indholdet i skole-hjem-samarbejdet.

Også eleverne er glade for elevplanen. Det er rart løbende at blive evalueret af sine lærere og være med i et forløb, der indebærer, at man selv er med til at vurdere sit arbejde og sætte nye mål. Det skaber nemlig mening, det skaber bevidsthed om, hvorfor man går i skole og skal lære at lære, og det giver eleven en opfattelse af at have medindflydelse.

Regeringen har givet mere end 50 kommuner dispensation til forsøg med elevplaner, og det vil være fornuftigt at afvente resultaterne af disse forsøg, inden vi ændrer lovgivningen om elevplanerne. Endelig er regeringen også i gang med at forberede en folkeskolereform, og Liberal Alliance kan jo tage spørgsmålet om de obligatoriske elevplaner med til drøftelserne.

Derfor vil det ikke på nuværende tidspunkt være hensigtsmæssigt at fremsætte et lovforslag om afskaffelse af elevplanerne. Socialdemokraterne kan som sagt ikke støtte forslaget. Tak.

Det er jo dejligt at få lov til at komme herop på talerstolen og blive drillet lidt i dag. I Det Radikale Venstre brænder vi for at give skolerne mere frihed, fordi vi tror på, at vi får den bedste skole, når ledere, lærere, elever og forældre har stor medindflydelse på skolen, når det er vores skole. Jeg brænder for at udvikle evalueringskulturen i vores skoler. Jeg tror på, at skoleudvikling sker ude på skolerne, og ikke ved, at vi opfinder alle mulige regler, skemaer og kontrol herinde på Christiansborg.

Jeg har en vision om, at vi ændrer den måde, vi styrer vores skoler på, så vi går væk fra kontrol, der begrænser de gode initiativer og i stedet lytter til det, der virker godt og giver rammerne for at skabe endnu mere af det. Jeg drømmer derfor også om, at vi kommer til at styre skolerne på en ny måde, ved at vi fra politisk side går over til at stille krav til skolerne om, at de skal arbejde målrettet med at forbedre undervisningen, så eleverne bliver opslugt og lærer mere.

Men det skal netop være op til den enkelte skole at lægge en strategi for, hvordan man gør, så man gør det, der giver mening på skolen, så ledere, lærere, elever og forældre netop har stor medindflydelse. For vi ved jo alle sammen godt, at man gør tingene godt, når man gør det meget helhjertet.

For par måneder siden afholdt jeg en workshop for nogle af de mest inspirerende skolefolk, og deres budskab var to ting. For det første at vi ikke skal sætte alle mulige spredte projekter i gang – det er rigtig vigtigt, at alting har en retning – og for det andet at alting skal være lokalt forankret. Derfor tror jeg også på, at hvis vi virkelig vil lave skoleudvikling, så handler det om at styrke ledelsen, sikre at vi har dygtige og veluddannede lærere og at vi arbejder målrettet med at forbedre undervisningen, så alle elever bliver udfordret og opslugt. For det er jo når vi bliver optaget af noget, at vi lærer allerbedst og også husker bedst.

Derfor er det helt afgørende for os i Det Radikale Venstre at vi flytter evalueringskulturen fra kontrol og afrapportering til løbende udvikling ude på skolerne, og det er jo en større proces, vi skal i gang med. Derfor har vi sådan set stor sympati for Liberal Alliances forslag. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi synes, det var forkert, dengang man valgte at indføre de obligatoriske elevplaner, men vi kunne bare ikke rigtig gøre noget ved det, fordi der var et flertal uden om os.

Dengang som nu er Det Radikale Venstre meget optaget af evaluering. Det jo helt afgørende, at vi hele tiden vurderer, hvordan det går vores elever, og hvad der skal til for at gøre dem endnu dygtige. Der kan være rigtig mange måder at gøre det på, og en af dem kunne være de her elevplaner, som der kan være meget fornuftigt i, men det er jo meget vigtigt, at det ikke bliver for bureaukratisk

I dag er der en del skoler som synes, kravene til elevplanerne er unødvendigt bureaukratiske. Derfor gennemfører regeringen jo også et forsøg med elevplaner som en del af udfordringsretten. I kommunerne er der ret stor efterspørgsel netop omkring elevplanerne, og i dag er over halvdelen af kommunerne, der har søgt om og fået dispensation i forhold til elevplanerne. Jeg synes, det er rigtig fint, at kommunerne har den mulighed.

Men det ændrer jo ikke på, at der stadig væk ikke er flertal her på Christiansborg for at gøre de obligatoriske elevplaner frivillige.

Liberal Alliance ved godt, at der ikke er flertal for det, så det her forslag er mere end så meget andet et udtryk for politisk drilleri, for Liberal Alliance ved selvfølgelig også godt, at Det Radikale Venstre ikke kan støtte forslaget i dag.

Det Radikale Venstre er kommet i regering, og det er vi meget glade for. Vi er også kommet med i folkeskoleforligskredsen, hvilket vi også er meget glade for. Det giver os nemlig mulighed for at få indflydelse på de beslutninger, som vi træffer fremover, men det betyder så også, at jeg må bide i det sure æble i dag.

For som medlem af forligskredsen står vi selvfølgelig inde for det kompromis, som det er at være en del af forligskredsen, og det er, at der lige nu ikke er flertal for at afskaffe elevplanerne, og sådan er det jo at være et ansvarligt parti.

I stedet for at sprænge forligskredsen før vi rigtig er kommet i gang, vil jeg hellere kaste al min energi ind i at rejse den store og principielle debat omkring evalueringskulturen. Vi går snart i gang med at evaluere både udfordringsretten og de nationale test, og jeg håber, at vi alle sammen herinde vil bruge det som afsæt for at udvikle vores evalueringskultur, så vi flytter fokus fra kontrol over til at skabe udvikling med det samme ude på skolerne. Jeg vil gerne stå i spidsen for at skabe udvikling, begejstring og motivation ude på vores skoler, for det er det vigtigste for Radikale Venstre.

Vi kan godt tåle lidt politisk drilleri, for det er langt vigtigere, at vi som en del af forligskredsen får mulighed for at skabe en evalueringskultur, hvor vi fokuserer meget mere på at skabe udvikling ude på skolerne og bruger evaluering til hele tiden at gøre tingene bedre, i stedet for at bruge afrapportering og kontrol.

Jeg vil starte med at sige tak til Liberal Alliance for, at forslaget er blevet fremsat. Jeg tror, at når Liberal Alliance fremsætter det, er det lige så seriøst ment som vores anbefaling om at støtte Liberal Alliances forslag. Når Dansk Folkeparti antyder, at nu er Liberal Alliance rykket over på den anden side af midterstregen, så tror jeg ikke, at en sådan udvikling ville være noget, der ville passe Liberal Alliances bankforbindelse. Så jeg tror ikke, at det er sådan, det forholder sig. Det kunne være kompasnålen, der var lidt forvirret.

Det er sådan, at det er et højt ønske i Enhedslisten at få ændret den måde, som man centralt fra har forsøgt at styre den danske folkeskole på. Vi skal af med detailstyringen. Og hvis jeg skulle føre det over på en anden sektor, nemlig sundhedssektoren, er detailstyringen med de seneste 10-års VKO-dominans efterhånden blevet sådan, at de siger på de danske skadestuer: I gamle dage spurgte vi, om vi havde hænderne fri; nu spørger vi, har vi ryggen fri? Derfor handler det altså om at genskabe tilliden til de offentligt ansatte og til, og at de kan løse opgaverne, at de ud fra deres professionalisme og de gode rammer, der kan etableres, vælger de rigtige måder at arbejde på. Det vil på evalueringsområdet betyde, at man vælger den rigtige måde at evaluere på.

Det her meget, meget rigoristiske krav, som jeg kan fornemme at flere partier også er parate til at bløde op i forbindelse med folkeskolereformen, betyder i praksis, når det skal være er en skriftlig elevplan for hver enkelt elev, som læreren har, at der altså er lærere, der skal bruge tid på at lave 200 skriftlige elevplaner. Det giver jo ikke mening. Så føler man, at der bliver drevet gæk med en, og at der ikke vises tillid til, at man kan vurdere, hvad der er mest fornuftigt at lave. Derfor oplevede vi også, at der var en markant vrede ude på skolerne, og oplevede en politikerlede, fordi der blev lavet beslutninger, der osede af mistillid.

Når vi så når videre i processen og det viser sig, at der formentlig – eller det er der – er skoler, som har gode erfaringer med elevplanerne, vil det være naturligt, at de fortsætter med elevplanerne, hvis de ønsker at fastholde dem. Men de steder, hvor de hellere vil lave andre ting eller inddrage andre måder at evaluere på, så er det det, de gør. Det vil også være sådan, at når vi er ovre i den særligt tilrettelagt undervisning, er der jo en meget lang tradition for at lave elevhandleplaner. De er meningsfyldte, og alle de lærere, der arbejder på felt, kan se en mening i at lave den skriftlige plan.

Men vi står altså i en situation, hvor kommunerne også stemmer med fødderne. Som det er blevet nævnt flere gange her, har over halvdelen af landets kommuner gennem udfordringsretten søgt om at lave ændringer i de her regler, og så er det jo, at vi som Folketing skal vurdere – ligesom man gjorde i 1963 med stænklapperne, da der overhovedet ikke kunne argumenteres for brugen af dem – om det her er en god idé at fortsætte med.

Derfor støtter Enhedslisten forslaget. Vi har den holdning, at vi hellere i går end i morgen får afskaffet pligten til de obligatoriske elevplaner.

På flere af de arbejdspladser, hvor jeg har arbejdet, hænger der en lille seddel på opslagstavlen, hvor der står: Ryd op efter dig, din mor arbejder ikke her! Beslutningsforslag nr. B 61 om afskaffelse af obligatoriske elevplaner er sådan en seddel sat op her i Folketingssalen om at rydde op efter sig. For politikere lever for at producere love. Så kan vi rigtig mærke, at vi er politikere, men vi skylder også at rydde op efter os, når vi er gået over stregen. Gør vi ikke det, efterlader vi opvasken til de næste, og der skal vaskes op og vaskes op og atter vaskes op. Lovene forsvinder ikke, hvis ikke vi selv fjerner dem.

De obligatoriske elevplaner skal afskaffes, fordi de er alt for meget. En gennemsnitlig lærer udfylder rundt regnet 100 elevplaner om året, og en virkelig uheldig lærer kan nå op 250 elevplaner på et år. Der skal udarbejdes elevplaner i alle fag, det er for meget, og det bidrager med for lidt. For det er jo sådan, at vi på tværs af de politiske partier ønsker lærere, der brænder for at undervise; lærere, der sætter faglighed højt; lærere, der er motiveret for deres arbejde; lærere, der fokuserer på kerneopgaven, undervisningen, i stedet for at bruge tid på dokumentation. Vil vi have det, må vi give mere frihed. Som politikere må vi bestemme os for, hvad vi vil møde lærerne med: regulering og overvågning eller frihed og faglighed. Vi kan ikke gøre begge dele på en gang. At påstå andet er bragesnak.

Mere end halvdelen af landets kommuner er på baggrund af en ansøgning ud fra udfordringsretten, der har til formål at fritage kommuner for unødvendige regler, blevet fritaget for reglerne om elevplaner i alle fag. Det må siges at være et klart signal fra skolerne om, at evalueringsiveren har taget overhånd. I september 2011 sagde Christine Antorini, der dengang var undervisningsminister in spe, om dette:

»Når så mange har søgt om dispensation, så er det da et vink med en vognstang om, at der skal laves om på det her.«

Det har hun jo ret i, men med ministerstolen er ambitionerne åbenbart gået fløjten. Det er altså ikke godt nok, at en regering, der brugte ordet uddannelse i hver anden sætning under valgkampen, nu siger: Vi må vente, vi har tænkehatten på.

Skolerne ønsker i højere grad at tage udgangspunkt i en helhedsvurdering af eleverne for på den baggrund at finde ud af, hvad der er væsentligt at medtage i den løbende evaluering. Det giver ganske enkelt god mening, og når fagfolk taler, bør politikere lytte. Ellers gør vi os skyldige i præcis det, vi ofte anklages for, nemlig at leve afsondret fra virkeligheden bag Christiansborgs skærmende mure. Ved at give skolerne metodefrihed i den løbende evaluering af den enkelte elevs faglige udvikling, der i dag sker gennem elevplaner, gøres det muligt at bruge lærernes tid mere effektivt, reducere skrivebordsarbejdet og åbne for lokalt drevet innovation, så skolerne selv kan sørge for den bedste og mest effektive metode. Herefter kan ministeriet passende stille sig til rådighed ved at mangfoldiggøre de bedste metoder fra skolerne og sikre, at alle skoler får kendskab til disse, f.eks. ved at lægge dem på ministeriets hjemmeside.

Det er nemlig sådan, at skoleledere og skolelærere motiveres af præcis de samme parametre som alle andre: frihed til at tage initiativ og finde veje til at forbedre praksis. Ved at frisætte skolerne til selv at vælge den metode for løbende evaluering, der passer bedst til skolens ånd og vision, elevsammensætningen og forældrenes ønsker, giver vi plads til initiativet og virkelysten.

Lad mig understrege, at afskaffelse af bureaukratiske og obligatoriske elevplaner ikke er det samme som at lade eleverne hænge i et tomt rum frit for evaluering. Det er i højere grad en frisættelse af hvordan. Det skal da også nævnes, at når det her i dag bliver sagt, at elevplanerne blot er en overordnet ramme, så er det altså ikke helt rigtigt. Der er krav om, at det skal være en skriftlig evaluering, at det skal være i alle fag, og at det skal inddrage trinmålene og også de nationale test. Det er ganske vanskeligt. Aldrig har det været så veldokumenteret, hvad vores børn laver i skolen, og aldrig har fagligheden været så tyndslidt og tiden mellem lærere og elever så knap.

Jeg vil gerne på Liberal Alliances vegne takke for den principielle opbakning til at se på loven om elevplaner i dag, og jeg regner med, at de gode intentioner også vil udmønte sig i egentlig handling. Så vil jeg sige, at i Liberal Alliance er vi optaget af at måle de overordnede resultater for folkeskolen, men vi ønsker at give langt større frihed til, hvordan man skaber en god skole, og hvilke metoder man vælger til det. Liberal Alliance ønsker med dette forslag, at skolernes mulighed for fravalg af elevplaner gøres generel og permanent, og at ensretning og bureaukratisering erstattes af fuld metodefrihed i forhold til den løbende evaluering.