Blogger Thomas Huulbæk Titanium

Thomas Huulbæk Titanium har stiftet Parlamentet.dk. I bloggen fortæller han fortrinsvis om udviklingen af sitet og foreningen - men også om alt muligt andet, han kan komme i tanke om.

Hvad ellers?
Thomas er udvikler i sikkerheds- og supportvirksomheden, Sikker.net ApS. Han er født i 1976.

Tidligere skrevet

December 2017

14: Mens vi venter


Oktober 2016

5: Katte på forsiden


August 2015

18: Knappen med de gode historier


Juni 2015

17: Dagen før dagen


April 2015

4: Hvem skal jeg stemme på?


September 2014

9: Aarhusianske middage og medborgerskaber


August 2014

22: Et par bæredygtige kurser


Juni 2014

10: Underskriv din vælgererklæring


Maj 2014

21: Patentdomstolen - ja eller nej?


April 2014

10: Hvad NemID har kostet mig?


Marts 2014

10: Mandatometeret


Februar 2014

17: Pind og giraffen


Januar 2014

22: Tidsmaskinen


November 2013

19: Lidt om erfaringer med SKAT og Nets

11: Folketingets dummeste eller klogeste politiker


Oktober 2013

28: Hvem skal jeg stemme på?

16: Om hvordan tal læses op

4: Hvis jeg nu var Uffe Elbæk


September 2013

4: Folketingets dummeste politiker

3: Folketinget og åbne data


August 2013

4: Lidt om folketingsåret 2012-13


April 2013

30: Sommertid = kursustid

17: Statistik 101

6: Ret til… hvad?


Januar 2013

22: Det skal kunne betale sig at arbejde


Oktober 2012

12: Lidt om valgsvindel


August 2012

3: Det er fredag og jeg ringer til Duracell


Juli 2012

4: Summerschool, anyone?


Maj 2012

24: Om at vælge et valgsystem


Marts 2012

23: Modeller og andet godt


Februar 2012

16: At kontakte Socialdemokratiet

8: Vi er snart klar med NemID


Januar 2012

10: Konsensus, clearingsaftaler, grundloven og den sociale kontrakt

4: Forslag fra borgerne til politikerne - en kort status


December 2011

9: Hvad har afstemninger med Folketingets logo at gøre?


November 2011

11: Løftebrud, kontraktpolitik, newspeak & spin

2: Vil ministeren garantere… ?


Oktober 2011

28: Du skal ikke forvente svar fra dine ansatte

26: Min blog er nok lidt for meget brok

4: Man skal da læse regeringsgrundlaget?

3: Borgernes egne forslag til Folketinget


September 2011

16: Regeringen er død - længe leve regeringen

14: Folketingsvalget i 2011


August 2011

19: Har ministeren en holdning til… ?

11: Ytringsfriheden versus Markedsføringsloven

5: Mens vi venter…


Juni 2011

29: Parlamentet.dk på kampagnesporet

27: Sagde Rasmus Jarlov virkelig det?

18: Der går lige et par dage ...


Maj 2011

19: Blok, blok og atter brok

3: Historien om gebyret og andre glidebaner


April 2011

6: Lidt om Folketingets arbejde


Marts 2011

25: Mener ministeren, at… ?

11: Hvor enig jeg er med medlemmerne af Folketinget


Februar 2011

18: Den hundrede abe og andre historier


Januar 2011

29: 10 dages parlamentarisk arbejde

19: Udvikling, udvikling, udvikling

6: Blandede udviklingsbolscher


December 2010

31: Årets sidste spadestik

21: Lidt mere udvikling + design

17: Roder med afstemningssystemet

16: Søgning, blogs og teknik

15: Sygdom og flere undskyldninger

13: Hvad sker der, Thomas?!

2: De sidste par dage…


November 2010

28: Doven søndag

27: Min personlige blog

Den Personlige

af Thomas Huulbæk Titanium den 24. Maj 2012
Læst 6630 gange

Om at vælge et valgsystem

I de fleste demokratiske lande har der aldrig - med få undtagelser - været folkeafstemning om valgsystemet til de demokratiske valg. Hvad eksisterer der af muligheder og hvordan vælger man egentlig valgmetode til valg om valgmetoden? Og hvorfor overhovedet overveje andre systemer?

De vestlige demokratier

Hvis man kigger på de etablerede demokratier, så er der ekstremt stor forskel på både demokratiformen og hvordan folkets repræsentanter vælges. De kalder sig alle demokratier og flere af dem vil nok mene, at lige netop de har fundet den bedste variant af demokratiet. USA og England er lidt specielle, da sammensætningen af deres repræsentative forsamlinger ikke beror på valgsystemer, der skal finde flere vindere - i stedet fokuseres der på at finde én vinder i forskellige valgkredse. Det giver ofte en uproportionel sammensætning af repræsentanter.

Der findes ikke ét valgsystem, der kan bryste sig af at bestå alle almindeligt anerkendte matematiske kriterier for fairness og korrekt repræsentation. Derfor er man nødt til at beslutte sig for, hvilke kriterier man vægter højest.

Det danske valgsystem

I Danmark benytter vi os af et todelt valgsystem - flertalsvalg og forholdstalsvalg. Det er en afvejning af geografisk og proportionel repræsentation, hvor landet er delt op i storkredse, som råder over 135 mandater - det betyder, at de kandidater, der får flertal i de enkelte kredse, bliver valgt. Det sikrer den geografiske repræsentation i folketinget. Samtidig sørger 40 tillægsmandater for, at partierne repræsenteres forholdsmæssigt lige så meget i parlamentet, som de har opnået stemmer til.

Selvom det danske system på mange måder er fair, så opstår der alligvel et par uhensigtsmæssigheder i forhold til repræsentation. For det første er der stor risiko for spildte stemmer og for det andet er det meget svært at komme ud af partisystemet som vælger - og som politiker. Så selvom demokratiet handler om at vælge personer, så er det primært organisationer, der tilgodeses i systemet. Det er altså sjældent muligt for en rationel borger at være for en person uden at være for et parti. 

Ved det seneste folketingsvalg i 2011, var der et stemmespild på 64.227 - 34.307 blanke/ugyldige stemmer og 29.920 stemmer på kandidater/partier, der ikke klarede spærregrænsen. Man kan hævde, at det ikke er et kæmpe problem, at vælgerne her ikke er repræsenteret i Folketinget, men jeg vil insistere på, at problemet er langt større. Jeg vil påstå, at mange af de afgivne stemmer reelt er taktiske stemmer, hvor vælgerne godt er klar over risikoen for stemmespild og derfor afgiver deres ene stemme til 2. eller 3. prioritet. På den måde bliver små partier og især løsgængere stærkt underrepræsenterede, og det bliver meget nemmere for vinderne at marginalisere "taberne".

Selvom vi i Danmark har udviklet et flerparti-system, så gør det alligevel ikke den store forskel politisk, da partigrupperne i stedet placerer sig i blokke - en automatisk indlagt effekt i valgsystemet, fordi der lægges stor vægt på, hvem der peges på som statsminister. Fokus er på én post; dén, der danner regeringen. Der sker det samme som i to-parti systemer, hvor blokkene ender med at blive meget identiske, fordi de hele tiden forsøger at kapre stemmer fra hinanden, og det gør de bedst ved at påtage sig andres holdninger og derved blive mere altomfattende. Vi ser det specielt udtalt i Danmark på det seneste, hvor alle partier slås om at udråbe sig til deciderede arbejderpartier.

På den måde bliver især de store partier næsten ens, så der i dag næsten ikke er forskel på, om du stemmer på Socialdemokratiet eller Venstre. De mindre partier ser her deres chance til at markere sig med anderledes mere markerede holdninger, men de vil højst sandsynligt også ændre sig i takt med voksende tilslutning for dermed at komme endnu nærmere magten. Derfor kan det på mange måder være demokratisk interessant, hvis man kan give mere magt til personer / politikker og mindre magt til partier.

Mulige løsninger

Det mest optimale valgsystem ville handle om ikke at stemme på kandidater - det ville gå på at stemme om politiske planer indenfor forskellige områder. Jeg kan desværre ikke lige strikke et sådant system sammen indenfor de repræsentative restriktioner, så herunder er et par valgsystemer, som jeg ville foretrække i stedet for det nuværende. Alle løsninger peger i én retning: At stemme på mere end én kandidat.

Præferencevalg - STV (Single Transferable Vote)

Jeg skal med det samme beklage, at jeg er så uuddannet, at jeg ikke kender den danske betegnelse for STV. Det er nok noget med overførbare stemmer, for systemet går i alt sin enkelthed ud på, at dine tabte stemmer bliver overført til andre kandidater. Varianter af det bruges blandt andet i Irland og Australien, og det blev også brugt, da Island skulle vælge sin folkevalgte forfatningsforsamling i 2010.

Det er et præferencebaseret valgsystem, hvor vælgeren rangordner kandidaterne. Det er egentlig ikke nødvendigt at ændre på stemmesedlernes udformning og du skal forestille dig, at du i stedet for at sætte et kryds ud for parti eller personlig kandidat, giver dem tal fra 1 til 10 (eller uendelig). I et tænkt eksempel tildeler du førsteprioritet til en af partiet lavt prioriteret kandidat fra Enhedslisten. Hvis personen ikke bliver valgt, ville stemmen normalt gå til en af partiets andre kandidater, men det har du sat dig ud over ved at give andenprioritet til en kandidat fra Venstre. Hvis hun ikke bliver valgt, så går din stemme videre til din 3. prioritet og så videre.

Hvis din førsteprioritet "allerede" har opnået nok stemmer til valg, så ryger stemmerne også videre til andre prioriteter.

Ved denne metode fjerner man ikke alene spildte stemmer - du kan med rent hjerte afgive dine stemmer på dine fortrukne kandidat uden at bekymre dig om, at hun ikke har en jordisk chance for at blive valgt - man sørger også for, at partierne ikke har lov til at bestemme over din stemmes videre behandling.

Et af de absolut vigtigste kriterier for mit valg er, at jeg har mulighed for at stemme på min foretrukne kandidat. Derfor kunne man faktisk godt forestille sig at udvide systemet, så det var muligt at lave et såkaldt skriv-ind, hvor du har lov til at skrive et kandidatnavn ind, som ikke er på opstillingslisten. 

Afstemning med aktiver

Et andet interessant system bygger på afstemning med aktiver - det er nok også det system, der har mindst chance for at blive indført i parlamentariske valg, for selvom selve systemet er letforståeligt, så kan det være meget svært at overskue de potentielle konsekvenser.

En variant af afstemning med aktiver blev allerede foreslået i 1884 af Lewis Carrol (eller Charles Lutwidge Dodgson, som var hans akademiske navn) og senere opfundet af andre. Det er en slags delegeringssystem, hvor idéen er, at du som vælger f.eks. har 100 aktiver at dele ud af, og du bestemmer selv helt, hvordan dine aktiver skal fordeles. Du må gerne give 70 til en kandidat og 30 til en anden - eller fordele 10 aktiver til 10 forskellige kandidater; du bestemmer kandidaternes værdi.

Når valget er slut, vil alle kandidater have en værdi, der er enten større eller mindre end den påkrævede værdi for at blive valgt. Nu er det så op til kandidaterne selv at omdistribuere aktiverne blandt dem selv, som de har lyst til, indtil der er valgt det krævede antal kandidater.

Dette system eliminerer også spildte stemmer (bortset fra de muligvis mange tilfælde, hvor stemmesedlen er udfyldt forkert!) og det kan faktisk også bruges på samme måde, som vi stemmer i dag - altså, at vi kun afgiver én stemme. Nogle vil sige, at et sådant system medfører mange studehandler, og dertil må man anføre: Ja, det vil det, men det betyder jo bare, at din kandidat bruger sine tildelte aktiver bedst muligt og forhåbentligt i din interesse.

Den genvægtede score - RRV (Reweighted Range Voting)

RRV fungerer for vælgeren lidt ligesom STV med den forskel, at præferencerne for kandidaterne får et mere markant styrkeforhold. Det foregår på den måde, at du giver en prioriteret score - f.eks. fra 0 til 99 - til så mange kandidater, som du lyster. På den måde får du en prioriteret liste, der samtidig viser, hvor meget mere du synes om en kandidat i forhold til en anden.

Ud over de tre nævnte systemer, så findes der et utal andre med hver deres fordele og ulemper, og det kan være meget svært at bedømme dem som lægmand. Jeg stødte f.eks. lige på dette system, som også ser rigtigt interessant ud - i den forbindelse er det selvfølgelig også vigtigt at bemærke, at det er nødt til at være simpelt og forståeligt at afgive sin stemme i et repræsentativt demokrati samtidigt med, at alle skal kunne stole på de matematiske principper bag.

Samtidig må man også erkende, at det vil blive ekstremt svært at ændre valgsystemet i Danmark. Det blev sidst forsøgt i England, som har et ekstremt uretfærdigt system - det bliver fortrinsvis svært, fordi de etablerede partier ikke har den store interesse i at ændre det bestående system. 

Emneord: afstemningssystemer valgsystemer demokrati folketingsvalg

Relateret indhold:

17.06.2015
 Dagen før dagen

04.04.2015
 Hvem skal jeg stemme på?

10.06.2014
 Underskriv din vælgererklæring

17.02.2014
 Pind og giraffen

28.10.2013
 Hvem skal jeg stemme på?

30. Maj 2012 15:17
Thomas Huulbæk Titanium
Medlem
 
VERIFICERET

Når der skal vælges én kandidat blandt mere end to, er det absolut nødvendigt med et præferencebaseret valgsystem, så man undgår, at stemmerne bliver splittet. Det er f.eks. det, der nu er sket i Egypten - her er de liberale stemmer på præsidentkandidaterne blevet delt, så vi i anden valgrunde står tilbage med to ikke-liberale kandidater.

Nuvel, det kan sagtens være det egyptiske folks ønske, men pointen er bare, at det får vi aldrig at vide. Hvis det i stedet havde været et prioriteret valg, så var det sikkert ikke de samme to kandidater, der nu stod klar. Det minder på mange måder om fadæsen i det franske præsidentvalg 2002.

Du burde være logget ind for at kommentere...



Skriv indlæg


Informér om nye indlæg i denne debat?