Den Personlige

Jeg bruger uforholdsvis meget tid på Folketingets hjemmeside i forhold til min forventede levealder. Jeg er nok den person, der bruger tredjemest tid på websitet - lige efter deres webmaster og dennes assistent.

Det skyldes blandt andet, at der er utroligt lange svartider på dokumenter. Her klokken 09:38 ville jeg, spørg mig ikke hvorfor, gerne se nærmere på B 1 fra folketingsåret 2009-10. 1-2-3-4-5-6-7 ... 23 sekunder tog det denne gang; det var dog ét af de specielt langsommelige forslag og det endte også som bortfaldet.

Diger skæbne for 79 %

Bortfaldne forslag er forslag, der ikke når at blive behandlet færdige før Folketinget ringer året ud. Der er ingen afgørelsens time, ingen spænding, ingenting. Til gengæld er der masser af spildt arbejde - det kaldes diskontinuitetsprincippet.

I 2009-10 blev der fremsat 250 beslutningsforslag. Af disse bortfaldt 198, 35 blev forkastet, 5 blev tilbagetaget og 12 blev vedtaget. 79 % af alle forslagene bortfaldt altså.

For 2008-09 blev vi velsignet med 204 beslutningsforslag. 115 fik status af at være 1. behandlet og henvist til udvalg, 4 blev forkastet, 1 fik afgivet en betænkning, 2 bortfaldt, 41 blev forkastet, 23 var fremsat, 2 blev tilbagetaget og 16 blev vedtaget.

Phew ([fjuː]). Det er sandsynligvis her vi skal finde oprindelsen til syltet i udvalg. Det hele er lidt mere forvirrende og skyldes sikkert, at der blev ændret praksis til at vise den reelle status senere. Hvis tallet skal oversættes til 2009-10, så må det være 141 der bortfaldt - altså 69 %.

Som læser må du gerne værdsætte disse tal, da jeg var nødt til at sammentælle manuelt, da forespørglerne ikke fungerede på FT's hjemmeside.

Dyr skæbne for B 3

Når forslaget er bortfaldet, kan det fremsættes igen i næste samling og så kan hele processen begynde forfra. Det er en dyr proces i betragtning af, at der ikke kommer meget ud af det; bortset fra debat (skal heller ikke ringeagtes), men ingen forløsende afgørelse. Ingen beslutning for beslutningsforslaget.

B 3 i 2009-10 handlede om en undersøgelse af årsagerne til finanskrisen. Det blev fremsat af Enhedslisten den 7. oktober 2009 og blev 3. november behandlet og henvist til Det Politisk-Økonomiske Udvalg (PØU). Det var endda en genfremsættelse fra forrige samling - hjemmesiden siger B 12, men der må være tale om B 202, der aldrig nåede at være mere end fremsat.

Mogens Lykketoft åbnede som første næstformand ballet kl. 14:57 og Frank Aaen fik lov at lukke kl. 15:59. I alt deltog 10 personer i debatten. Jeg kan ikke rigtig se, at der derefter er foretaget egentligt udvalgsarbejde, så det kan ikke tælles med. Derfor tæller vi i første omgang 10 timers arbejde for forslaget. Forslaget skal også nedskrives, gennemtænkes, ajourføres, læses og meget mere, så jeg multiplicerer (helt videnskabeligt) med 3. Altså, 30 timers arbejde.

Det er svært at beregne et folketingsmedlems timeløn. De tjener kr. 49.409 om måneden men arbejder nok en del mere end 37 timer ugentligt. Jeg gætter og sætter gennemsnittet på 10 timers dagligt reelt folketingsarbejde. På den måde kostede behandling af B 3 mindst 6.939 kroner.

Dyrere skæbner

Det kostede så kr. 1.373.922 at se på de bortfaldne beslutningsforslag i 2009-10. Men det virkelige pris er langt højere, hvis vi ser på, hvad folketingsmedlemmerne ellers kunne have foretaget sig. De kunne have foretaget sig noget, der ville få en betydning for samfundet.

Medlemmerne er selvfølgelig godt klar over, at langt de fleste forslag der fremsættes sent i samlingen ender med at bortfalde. Så hvorfor så ikke bare vente med at fremsætte til næste samling?

Afslutningsvis skal jeg lige igen gøre opmærksom på, at jeg ikke har arbejdet indenfor videnskabens fornuftige rammer  og ikke er indehaver af en doktorgrad i videnskabsblogning.