I går kunne man - hvis "man" altså enten var journalist eller bare sindssyg nok til at følge med i Folketingets debatter - høre Marianne Jelved kalde valgløfter for "gammeldags"; altså, det dér med at sige til borgerne, hvad man har tænkt sig at arbejde for efter et valg, det er gammeldags og gælder ikke rigtigt.
Fra Folketingets ophøjede talerstol ytrede hun følgende:
Så vil jeg bare lige anholde begrebet løftebrudsregering. Det er jo noget, Venstre har fundet på, og det er i virkeligheden udtryk for en utrolig gammeldags måde at tænke på, vil jeg gerne sige til den unge hr. Jacob Jensen. Det er fra dengang, kontraktpolitikken var moderne. Det duer ikke i det samarbejdende folkestyre, hvor vi skal indgå kompromiser, samarbejde og bøje os mod hinanden. Sådan noget der er totalt gammeldags, ubrugeligt i virkeligheden.
Prøv at tænke lidt over det. Alle er nok enige i, at det er helt ok, hvis man ikke kan arbejde for noget man lovede, hvis ydre omstændigheder vil det anderledes. Lidt en slags force majeure for selvfølgelig kan der ikke gennemføres love uden de nødvendige 90 mandater. Man skal altså kunne tælle til 90, siger regeringen.
Og hvis der nu alligevel ikke er råd til at gennemføre den lovede politik - selvom 90 mandater gerne vil - så er det også helt i orden i min bog.
Fortid -> nutid -> fortid
Det er heller ikke det, der i virkeligheden er problemet. Problemet er, at regeringspartierne har flertal for en del ting, som det måtte forventes, at de ville gennemføre. Sager, som ikke ville koste milliarder. Der er for eksempel Lømmelpakken, som regeringspartierne + Enhedslisten stemte imod. Hvis jeg havde stemt på rød blok, så havde jeg nok forventet, at den ville blive rullet tilbage. Man måtte på en eller anden måde forvente, at værdipolitiske ytringer fra en samlet opposition også måtte være gældende, når oppositionen var regering i stedet for regeringen - dette måtte man simpelthen forvente, hvis man altså bare var en naiv amatørpolitisk tosse.
For der er selvfølgelig ingenting, der ændrer sig. Vi er i nøjagtig samme situation før valget - blokpolitikken fortsætter sin enegang og demokratiet står som altid tilbage som den største taber.
Den nye blokpolitik adskiller sig kun på én måde: De kalder den samarbejde i stedet; klassisk newspeak.
Undersøgelseskommissionen der ikke ville
Sagen om undersøgelseskommissionerne er eksemplarisk det henseende. S, SF, RV og EL ville allesammen gerne have, at det skulle være muligt for et mindretal på 40 % i Folketinget at nedsætte undersøgelseskommissioner. Det skulle sikre, at det var nemmere for Folketinget at føre egentlig parlamentarisk kontrol med regeringen. Fornuftigt.
Efter valget er det kun Enhedslisten, der stadig ønsker dette - de har ligefrem fremsat et beslutningsforslag. Regeringen forsvarer sig med, at de er bange for, at en sådan lov trækkes tilbage, hvis den nuværende opposition engang bliver regering. Et sådant forsvar burde sætte en stopper for alt lovgivningsarbejde.
Selvom Lars Løkke under debatten om finansloven kritiserede finansministeren for allerede at udelukke Venstre fra forhandlingerne, så er det nok ikke noget, der i virkeligheden overrasker ham. Og det er også svært at kritisere, når han selv arbejdede på helt samme måde. Rød, blå, lilla, grå - same same.
En lille forbedring
Som ikke har noget med ovenstående at gøre. Det er blevet lidt nemmere at debattere og søge information på Parlamentet.dk. Hvis du under lovforslag, beslutningsforslag og andre steder på sitet markerer noget tekst, så popper der tre muligheder op: CITAT, SØG WIKIPEDIA og SØG FOLKETINGET.
CITAT citerer teksten og sætter det ind i kommentarfeltet nederst. SØG WIKIPEDIA søger efter den markerede tekst i Wikipedia, mens SØG FOLKETINGET søger på Folketingets website.
God weekend!
Der er endnu ingen kommentarer...