Den Personlige

Det er ingen hemmelighed, at Folketingets partier indgår såkaldte clearingsaftaler. Det er aftaler partierne imellem, der sikrer, at det ikke er nødvendigt for alle medlemmer at stemme i folketingssalen; de kan holde "fri" til møder, sygdom og andre ting. Det foregår på den måde, at gruppesekretærerne sørger for, at der trækkes lige mange stemmer fra de forskellige grupperinger - f.eks. vil afstemningsresultatet være det samme, hvis der trækkes 20 medlemmer fra rød blok og 20 fra blå blok. Formålet er, at medlemmerne kan arbejde, selvom der er afstemninger i salen.

I praksis er det selvfølgelig lidt mere mudret, men jeg forestiller mig, at medlemmerne på gruppemøder beslutter sig for, hvad de alle skal stemme til et forslag. Derefter distribueres informationen de forskellige partier imellem og sekretærene kan så lave matematikken.

Clearingsaftalerne er ikke offentligt tilgængelige, så de kan kun anskues nærmere ved at bede om aktindsigt - Folketingets afstemningsresultat viser kun fravær, men ikke om fraværet skyldes det ene eller det andet. Det har i skrivende stund ikke været muligt at finde ud af, hvornår de opstod første gang. Mogens Lykketoft, Folketingets nuværende formand, mener adspurgt, at de går mere end 100 år tilbage.

Foregivet konsensus

Og det lyder også umiddelbart fornuftigt med aftalerne - hvis udfaldet alligevel er det samme, så må det give god mening, at lade folketingsmedlemmerne arbejde videre med andre sager. Problemet er selvfølgelig, at det fordrer konsensus - systemet fungerer kun, hvis personerne, der ikke deltager i afstemningerne, er enige med deres repræsentanter, der deltager i afstemningerne. Det er selvfølgelig ikke muligt og derfor foregives i stedet enighed.

På den måde opstår der en dobbelt repræsentation i det repræsentative demokrati: Repræsentanter for borgerne i Folketinget lader sig repræsentere af andre repræsentanter i Folketinget.

Repræsenteret ansvar

Der er flere negative konsekvenser af dette for demokratiet i Danmark. Når vi om fire år skal til valgurnerne, så er vi for det meste nødt til at se på historikken for politikerne for at kunne bedømme deres fremtidige politik. Hvis vi ikke kan stole på, hvad politikerne siger under valgkampen - og det kan vi ikke - så er vi tvungne til at studere historien. Men hvis der ikke er data tilgængelige, så har vi ingen mulighed for at finde ud af, hvad den individuelle politikers holdning til et spørgsmål virkelig er. Vi kan kun se, at politikeren enten var fraværende til afstemningen grundet ukendte årsager eller at politikeren havde videregivet sit ansvar som repræsentant for befolkningen.

Det er klart, at problemet er størst, hvis vi har tænkt os at stemme personligt, men det er samtidig nødvendigt at huske på, at partierne ikke eksisterer uden individerne og det er dem, der bærer ansvaret for politikken - personerne og ikke partierne.

Når ansvaret for lovgivningen afgives til repræsentanter, så bliver der i mange tilfælde tale om en egentlig ansvarsfraskrivelse. Det er ikke muligt at placere ansvaret konkret, hvis knap halvdelen af medlemmerne ikke deltog i en afstemning og så er det altså ligefyldigt, om de er enige i beslutningerne eller ej.

Et eksempel på dette er en sag, hvor Per Ørum Jørgensen ikke havde lyst til at stemme om et lovforslag og derfor "blev reddet" af clearingen - ellers ville han være tvunget til at stemme for et forslag, som han måske ikke rigtig støttede - i stedet støttede han så forslaget igennem sin clearingsrepræsentant. Det er en absurd situation, men en situation, der dagligt udspiller sig i landets højeste ting.

Grundlovens overbevisning

Selvom clearingsaftalerne ikke er direkte grundlovsstridige, så er der i praksis tale om en indirekte overtrædelse af grundlovens § 56, fordi folketingsmedlemmerne ikke længere er bundet af deres egen overbevisning. Forsvaret for aftalerne er, at deres overbevisning er at lade andre stemme på deres vegne. På den måde annulleres det personlige ansvar og dermed også det repræsentative demokrati.

Politikerne er ikke bundet af deres vælgere men i stedet deres partier eller - endnu værre - deres politiske blokke.

Den misligholdte sociale kontrakt

Det er indforstået, at der indgås en social kontrakt borgerne imellem. Det er en aftale vi i princippet alle har indgået med hinanden - en aftale om demokrati og dermed en aftale, der giver samfundets love legitimitet, fordi det er borgerne, der skaber dem. Det repræsentative demokrati er opstået på baggrund af kontrakten.

Kontrakten stipulerer, at vi som borgere forventes at overholde lovgivningen, fordi vi også har mulighed for at påvirke lovgivningen. Hvis kontrakten misligholdes af politikerne kan det ikke forventes, at borgerne skal overholde lovgivningen.

Og kontrakten er misligholdt. Når et folketingsmedlem ikke stemmer efter egen overbevisning, så har du som borger ikke en reel mulighed for at påvirke medlemmet og dermed lovgivningen. Din eneste mulighed er at straffe medlemmet ved næste folketingsvalg vel vidende, at erstatningen vil agere på samme måde.

Folketingsmedlemmets midlertidige kontrakt med borgerne burde samtidig sikre, at medlemmet er tilstede ved afstemningerne. Vi har afgivet mandatet til at udforme landets love, fordi vi ikke ønsker at træffe beslutningerne selv. Når medlemmet slet ikke deltager i afstemninger, så er kontrakten brudt og medlemmet bør tage konsekvenserne af dette.

Det er en laissez faire holdning til folkestyret og medlemmet burde overveje at fratræde sin stilling.