Blogger Thomas Huulbæk Titanium

Thomas Huulbæk Titanium har stiftet Parlamentet.dk. I bloggen fortæller han fortrinsvis om udviklingen af sitet og foreningen - men også om alt muligt andet, han kan komme i tanke om.

Hvad ellers?
Thomas er udvikler i sikkerheds- og supportvirksomheden, Sikker.net ApS. Han er født i 1976.

Tidligere skrevet

December 2017

14: Mens vi venter


Oktober 2016

5: Katte på forsiden


August 2015

18: Knappen med de gode historier


Juni 2015

17: Dagen før dagen


April 2015

4: Hvem skal jeg stemme på?


September 2014

9: Aarhusianske middage og medborgerskaber


August 2014

22: Et par bæredygtige kurser


Juni 2014

10: Underskriv din vælgererklæring


Maj 2014

21: Patentdomstolen - ja eller nej?


April 2014

10: Hvad NemID har kostet mig?


Marts 2014

10: Mandatometeret


Februar 2014

17: Pind og giraffen


Januar 2014

22: Tidsmaskinen


November 2013

19: Lidt om erfaringer med SKAT og Nets

11: Folketingets dummeste eller klogeste politiker


Oktober 2013

28: Hvem skal jeg stemme på?

16: Om hvordan tal læses op

4: Hvis jeg nu var Uffe Elbæk


September 2013

4: Folketingets dummeste politiker

3: Folketinget og åbne data


August 2013

4: Lidt om folketingsåret 2012-13


April 2013

30: Sommertid = kursustid

17: Statistik 101

6: Ret til… hvad?


Januar 2013

22: Det skal kunne betale sig at arbejde


Oktober 2012

12: Lidt om valgsvindel


August 2012

3: Det er fredag og jeg ringer til Duracell


Juli 2012

4: Summerschool, anyone?


Maj 2012

24: Om at vælge et valgsystem


Marts 2012

23: Modeller og andet godt


Februar 2012

16: At kontakte Socialdemokratiet

8: Vi er snart klar med NemID


Januar 2012

10: Konsensus, clearingsaftaler, grundloven og den sociale kontrakt

4: Forslag fra borgerne til politikerne - en kort status


December 2011

9: Hvad har afstemninger med Folketingets logo at gøre?


November 2011

11: Løftebrud, kontraktpolitik, newspeak & spin

2: Vil ministeren garantere… ?


Oktober 2011

28: Du skal ikke forvente svar fra dine ansatte

26: Min blog er nok lidt for meget brok

4: Man skal da læse regeringsgrundlaget?

3: Borgernes egne forslag til Folketinget


September 2011

16: Regeringen er død - længe leve regeringen

14: Folketingsvalget i 2011


August 2011

19: Har ministeren en holdning til… ?

11: Ytringsfriheden versus Markedsføringsloven

5: Mens vi venter…


Juni 2011

29: Parlamentet.dk på kampagnesporet

27: Sagde Rasmus Jarlov virkelig det?

18: Der går lige et par dage ...


Maj 2011

19: Blok, blok og atter brok

3: Historien om gebyret og andre glidebaner


April 2011

6: Lidt om Folketingets arbejde


Marts 2011

25: Mener ministeren, at… ?

11: Hvor enig jeg er med medlemmerne af Folketinget


Februar 2011

18: Den hundrede abe og andre historier


Januar 2011

29: 10 dages parlamentarisk arbejde

19: Udvikling, udvikling, udvikling

6: Blandede udviklingsbolscher


December 2010

31: Årets sidste spadestik

21: Lidt mere udvikling + design

17: Roder med afstemningssystemet

16: Søgning, blogs og teknik

15: Sygdom og flere undskyldninger

13: Hvad sker der, Thomas?!

2: De sidste par dage…


November 2010

28: Doven søndag

27: Min personlige blog

Den Personlige

af Thomas Huulbæk Titanium den 10. Januar 2012
Læst 4284 gange

Konsensus, clearingsaftaler, grundloven og den sociale kontrakt

Det er ingen hemmelighed, at Folketingets partier indgår såkaldte clearingsaftaler. Det er aftaler partierne imellem, der sikrer, at det ikke er nødvendigt for alle medlemmer at stemme i folketingssalen; de kan holde "fri" til møder, sygdom og andre ting. Det foregår på den måde, at gruppesekretærerne sørger for, at der trækkes lige mange stemmer fra de forskellige grupperinger - f.eks. vil afstemningsresultatet være det samme, hvis der trækkes 20 medlemmer fra rød blok og 20 fra blå blok. Formålet er, at medlemmerne kan arbejde, selvom der er afstemninger i salen.

I praksis er det selvfølgelig lidt mere mudret, men jeg forestiller mig, at medlemmerne på gruppemøder beslutter sig for, hvad de alle skal stemme til et forslag. Derefter distribueres informationen de forskellige partier imellem og sekretærene kan så lave matematikken.

Clearingsaftalerne er ikke offentligt tilgængelige, så de kan kun anskues nærmere ved at bede om aktindsigt - Folketingets afstemningsresultat viser kun fravær, men ikke om fraværet skyldes det ene eller det andet. Det har i skrivende stund ikke været muligt at finde ud af, hvornår de opstod første gang. Mogens Lykketoft, Folketingets nuværende formand, mener adspurgt, at de går mere end 100 år tilbage.

Foregivet konsensus

Og det lyder også umiddelbart fornuftigt med aftalerne - hvis udfaldet alligevel er det samme, så må det give god mening, at lade folketingsmedlemmerne arbejde videre med andre sager. Problemet er selvfølgelig, at det fordrer konsensus - systemet fungerer kun, hvis personerne, der ikke deltager i afstemningerne, er enige med deres repræsentanter, der deltager i afstemningerne. Det er selvfølgelig ikke muligt og derfor foregives i stedet enighed.

På den måde opstår der en dobbelt repræsentation i det repræsentative demokrati: Repræsentanter for borgerne i Folketinget lader sig repræsentere af andre repræsentanter i Folketinget.

Repræsenteret ansvar

Der er flere negative konsekvenser af dette for demokratiet i Danmark. Når vi om fire år skal til valgurnerne, så er vi for det meste nødt til at se på historikken for politikerne for at kunne bedømme deres fremtidige politik. Hvis vi ikke kan stole på, hvad politikerne siger under valgkampen - og det kan vi ikke - så er vi tvungne til at studere historien. Men hvis der ikke er data tilgængelige, så har vi ingen mulighed for at finde ud af, hvad den individuelle politikers holdning til et spørgsmål virkelig er. Vi kan kun se, at politikeren enten var fraværende til afstemningen grundet ukendte årsager eller at politikeren havde videregivet sit ansvar som repræsentant for befolkningen.

Det er klart, at problemet er størst, hvis vi har tænkt os at stemme personligt, men det er samtidig nødvendigt at huske på, at partierne ikke eksisterer uden individerne og det er dem, der bærer ansvaret for politikken - personerne og ikke partierne.

Når ansvaret for lovgivningen afgives til repræsentanter, så bliver der i mange tilfælde tale om en egentlig ansvarsfraskrivelse. Det er ikke muligt at placere ansvaret konkret, hvis knap halvdelen af medlemmerne ikke deltog i en afstemning og så er det altså ligefyldigt, om de er enige i beslutningerne eller ej.

Et eksempel på dette er en sag, hvor Per Ørum Jørgensen ikke havde lyst til at stemme om et lovforslag og derfor "blev reddet" af clearingen - ellers ville han være tvunget til at stemme for et forslag, som han måske ikke rigtig støttede - i stedet støttede han så forslaget igennem sin clearingsrepræsentant. Det er en absurd situation, men en situation, der dagligt udspiller sig i landets højeste ting.

Grundlovens § 56

Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.

Grundlovens overbevisning

Selvom clearingsaftalerne ikke er direkte grundlovsstridige, så er der i praksis tale om en indirekte overtrædelse af grundlovens § 56, fordi folketingsmedlemmerne ikke længere er bundet af deres egen overbevisning. Forsvaret for aftalerne er, at deres overbevisning er at lade andre stemme på deres vegne. På den måde annulleres det personlige ansvar og dermed også det repræsentative demokrati.

Politikerne er ikke bundet af deres vælgere men i stedet deres partier eller - endnu værre - deres politiske blokke.

Den misligholdte sociale kontrakt

Det er indforstået, at der indgås en social kontrakt borgerne imellem. Det er en aftale vi i princippet alle har indgået med hinanden - en aftale om demokrati og dermed en aftale, der giver samfundets love legitimitet, fordi det er borgerne, der skaber dem. Det repræsentative demokrati er opstået på baggrund af kontrakten.

Grundlovens § 50

Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af medlemmerne er tilstede og deltager i afstemningen.

Kontrakten stipulerer, at vi som borgere forventes at overholde lovgivningen, fordi vi også har mulighed for at påvirke lovgivningen. Hvis kontrakten misligholdes af politikerne kan det ikke forventes, at borgerne skal overholde lovgivningen.

Og kontrakten er misligholdt. Når et folketingsmedlem ikke stemmer efter egen overbevisning, så har du som borger ikke en reel mulighed for at påvirke medlemmet og dermed lovgivningen. Din eneste mulighed er at straffe medlemmet ved næste folketingsvalg vel vidende, at erstatningen vil agere på samme måde.

Folketingsmedlemmets midlertidige kontrakt med borgerne burde samtidig sikre, at medlemmet er tilstede ved afstemningerne. Vi har afgivet mandatet til at udforme landets love, fordi vi ikke ønsker at træffe beslutningerne selv. Når medlemmet slet ikke deltager i afstemninger, så er kontrakten brudt og medlemmet bør tage konsekvenserne af dette.

Det er en laissez faire holdning til folkestyret og medlemmet burde overveje at fratræde sin stilling.

 

Emneord: konsensus clearingsaftaler social kontrakt løftebrud grundloven demokrati

Relateret indhold:

17.02.2014
 Pind og giraffen

28.10.2013
 Hvem skal jeg stemme på?

04.09.2013
 Folketingets dummeste politiker

24.05.2012
 Om at vælge et valgsystem

23.03.2012
 Modeller og andet godt

14. Jan 2012 11:48
Thomas Huulbæk Titanium
Medlem
 
VERIFICERET

Det er måske også værd at huske på, at det er Grundloven, der sætter quorum - selvom det ikke har nogen betydning. Det er en virtuel begrænsning; hvis den ikke eksisterede ville der måske kun være 13 folketingsmedlemmer, der deltog i afstemningerne og resultatet ville være det samme.

Du burde være logget ind for at kommentere...



Skriv indlæg


Informér om nye indlæg i denne debat?