Jeg glæder mig sindssygt meget til det nye folketingsår og den nye folketingssamling! Mest af alt glæder jeg mig til at se, hvordan de nye folketingsmedlemmer vil reagere på de beslutningsforslag, som alle borgere har mulighed for at fremsætte på Parlamentet.dk - bliver de direkte markeret som spam, får vi sure mails tilbage, får vi slet ingen reaktion eller lykkedes det ligefrem at få fremsat et forslag i Folketinget?
Det hele forudsætter selvfølgelig, at vi formår at gøre borgerne i Danmark opmærksomme på og interesserede i muligheden for at fremsætte, debattere, sponsorere og stemme om egne og andre borgeres forslag; altså i det hele taget få borgerne til at tage godt imod direkte demokratisk deltagelse.
Bekendtgørelsen om nationsflag
Det er nemlig nu blevet muligt for alle registrerede brugere at fremsætte egne beslutningsforslag. Forslag der vedtages sendes i smuk indpakning til folketingsmedlemmerne, der så kan tage stilling til, om de vil tage forslaget op eller ignorere det. Inden vedtagelse skal forslag grusomt meget igennem, så det bliver spændende at se, hvordan eksperimentet forløber.
Jeg har fremsat det første forslag, der handler om retten til at flage med andre nationers flag. Før det kan komme til debat og til sidst afstemning, skal jeg først have sikret mig ni sponsorer. Det kan blive svært - specielt fordi jeg nægter at gøre mere opmærksom på Parlamentet.dk indtil forsiden er blevet komplet redesignet; min allerstørste akilleshæl. Det er ikke fordi, at hele konceptet ligefrem afhænger af forsidens eksistens, men der kan ikke være megen tvivl om, at hvis forsiden ikke formår kort og præcist at forklare, hvad det hele handler om, så fungerer den bare ikke. Og - det gør den bare ikke.
Lidt kryptografi til slut
Så jeg fortsætter med at udvikle på systemet uden at røre meget ved forsiden. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan. Jeg venter stille og roligt (måske mere og mere utålmodigt) på, at der kommer en politisk idealistisk genial designer forbi.
Den seneste udvikling gør, at alle kan kontakte mig i vores krypterede formular. Det åbner op for, at utilfredse ministre eller menige MF'ere kan kontakte Parlamentet.dk med henblik på et lille hurtigt partiskift uden PET's utidige indblanding.
Der er endnu ingen kommentarer...