To tabloid or not to tabloid

af Thomas Huulbæk Titanium den 22. Maj 2013 Thomas Huulbæk Titanium

Som jeg har skrevet lidt om tidligere, så kom jeg tilfældigvis til at arbejde på visning af de mest populære forslag tabloid style. Farverigt med mere eller mindre catchy overskrifter; et forsøg på at gøre tørre forslag mere tilgængelige. Og ok, det kan være meget sjovt at zappe lidt rundt i forslagene, men kan det bruges til mere?


De populære forslag i tabloid-versionen

Præsentation af forslag

Jeg kunne egentlig meget godt lide kassestrukturen og har altid været fan af det periodiske system, der også bliver brugt som eksempel i Isotope, som vi bruger forskellige steder på websitet.

Et af de store problemer ved præsentationen af forslag er, at der simpelthen er for meget tekst i forslagenes overskrift - specielt når vi snakker lovforslag. Du kan simpelthen ikke præsentere

L 219: Forslag til lov om ændring af affalds- og råstofafgiftsloven, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov om afgift af elektricitet, momsloven og forskellige andre love. (Nedsættelse af afgifter på el til erhverv, bortfald af CO2-afgift af el for erhverv, nedsættelse af energiafgifter på brændsler til proces, ændret lagerprincip ved deponering af farligt affald, lempelse af momskredittider samt supplerende støtte til eksisterende industrielle kraft-varme-værker)

på nogen fornuftig og elegant måde. Og med fornuftig mener jeg, at man relativt hurtigt skal kunne se, hvad dette forslag drejer sig om, så interesserede borgere klikker sig ind på det.

Hvis man først ser på det essentielle i overskriften, så er det måske ikke så vigtigt hvilke love, der ændres i. Vores importsystem tager derfor teksten i parentesen, og gør det til det vigtigste (for det meste, der findes selvfølgelig undtagelser). I dette eksempel er teksten stadig alt for lang til at putte ind i en lille kasse, så her er der brug for manuelt arbejde.


De åbne afstemninger sat i system

Essensen i forslaget

Det bliver helt afgørende subjektivt, når man skal forsøge at koge overskriften ned. Heldigvis er det noget, som vi - modsat Folketinget - kan tillade os. I eksemplet handler det om afgifter og erhverv, så jeg vælger overskriften "Nedsættelse af afgifter for erhverv". Den siger ikke alt om forslaget, men det behøver den (måske?) heller ikke; i hvert fald er vi kommet ned i noget, som kan præsenteres.

Det er oplagt at lege med de aktuelt åbne afstemninger, fordi vi der har alt det information, vi skal bruge - altså, vi ved, hvornår forslaget skal 2. og 3. behandles. Når vi arbejder i kvadrater, så er selve layoutet nemmere at styre, og vi kan give diverse information ved snippets i hjørnerne (forslagets nummer og hvor lang tid, der er tilbage af afstemningen) og ved at ændre baggrundsfarverne.

Da vi bruger JavaScript til at hente informationen, så er det ikke nødvendigt at genindlæse hele siden. Det gør det hurtigere for dig som bruger, men det letter også forespørgslerne til vores server.

Systemet er i beta, så det er ikke færdigudviklet - det er fx ikke muligt at kommentere på forslag - og bliver det kun, hvis det vitterligt er en fornuftig vej at gå.

Det skal være nemt - eller skal det være svært?

For da jeg i sin tid startede Projekt Parlament, var jeg hardline purist. Man skal ikke bare kunne komme ind fra gaden og afgive en stemme uden at tage reel stilling til forslaget. Det skal med andre ord være brugervenligt at stemme, men ikke for nemt. Man skal ville det.

Det førte i sin tid blandt andet til, at det først er muligt overhovedet at afgive en stemme, når vi kender afstemningsdatoen i Folketinget. Det medfører desværre andre problemer, da vi ikke altid får de korrekte datoer og fordi datoerne kan ændres hele tiden. Det kræver også en del manuelt arbejde, fordi Folketinget kan finde på at skrive forskelligt om samme ting.

Så nu tænker jeg mere, at afstemningerne skal åbne på et bestemt tidspunkt fra fremsættelsesdatoen - fx 14 dage, medmindre der altså er tale om hasteforslag, når vi skal i krig.

Hvad mener du om designtesten? Hvad skal vi gøre, for at være så inkluderende som muligt? Hvis du har nogle gode idéer eller kommentarer om disse ting, så spring meget gerne ind i debatten herunder! 

 

 

Læst 3157 gange

Emneord: design afstemninger afstemningssystemer

Relaterede artikler:

21.08.2013
 Ændringer i teknikken

15.02.2013
 Kildekoden til afstemningssystemet

01.03.2012
 Mobilt website til afstemninger

22.11.2011
 Nye sikkerhedsforanstaltninger på websitet

15.11.2011
 Delegering af din stemmerettighed

11. Jun 2013 13:55
Medlem
 
VERIFICERET

Hej Thomas

Jeg synes jo at siden er genial og jeg har selv været fortaler for at skabe en letfordøjelig “light” version af siden.
Jeg mener at man på den måde kan nå en større del af befolkningen og forhåbentlig få nogle til at interessere sig for mere “tunge” emner.
Man kan håbe på den måde at få skabt forbindelser henover det kæmpe skel der er mellem folketingspolitikere og sofavælgere og andre der ikke interesserer sig for politik.

Man kan også håbe at inspirere lidt den anden vej, til at skabe en mere kortfattet lovgivning. Antallet af love stiger jo voldsomt og bliver sværere og sværere at overskue omfanget af, så snart skal vi alle være adokater, ellers skal folketinget selv arbejde lidt mere koncist.

Layout:
Generelt synes jeg at både den “normale” og dine eksempler på “tabloid” versionen er for rodede i den forstand at de begge bare minder om en opslagstavle hvor det hele er smækket op på. En form for oversigt ville være federe. Politiken.dk er et godt eksempel på hvordan det heller IKKE skal være -den er helt rodet!
Måske skulle man sortere efter emne eller efter hvor langt de er i behandlingen, -eller begge dele?

Bare et par tanker, -hvad med demokrati for børn? -Tabloidaviser er vel et mellemstadie for barnlige sjæle mellem avis og anders and.

13. Jun 2013 08:58
Thomas Huulbæk Titanium
Medlem
 
VERIFICERET

Det er svært, fordi der er så meget information, der skal præsenteres. På en ordentlig måde selvfølgelig. Det er helt sikkert en god idé at forsøge at kategori-opdele forslag; så skal man bare lige finde nogle passende kategorier. Og ét forslag kan selvfølgelig høre under flere kategorier. Fx kan et forslag om indkøb af fjorten nye fighterfly både høre ind under økonomi og forsvar og sikkert mere.

hvad med demokrati for børn?

Ja. Har selv tænkt samme tanke tidligere, hvilket førte til udviklingen af SkoleParlamentet, som er et politisk spil til folkeskoler.

Du burde være logget ind for at kommentere...



Informér om nye indlæg i denne debat?